Tag-arkiv: tempranillo

Tempranillo er en spansk, rød druesort, som er den mest udbredte røde drue i Spanien – og den 4. mest udbredte druesort i hele verden – og der er omkring 215.000 hektar vinmarker med druen i Spanien, hvor den specielt trives i Rioja og Ribera del Duero.

Den dyrkes også massivt i nabolandet Portugal, hvor Tempranillo er kendt under navnet Tinta Roriz og anvendes til både bordvin og portvine. Derudover findes der også marker med Tempranillo i Californien, Argentina og Australien.

Tempranillo betyder lidt tidligt og det navn har druen fået af vinavlerne, da druen modner tidligere end Garnacha aka Grenache, som den også ofte blandes med. DNA analyser har vist, at druen nok stammer fra Rioja og Navarra, men da klonerne over hele Spanien er forholdsvis ens, så indikerer det, at den er spredt over landet i nyere tid.

Tempranillo er en drue med et tykt skind og dermed et højt antal anthocyaniner og dermed  resveratrol, som er en polyfenol, som er en betegnelse for en antioxidant, som har en positiv effekt på vor helbred. Det giver vine med dyb farve og moderate tanniner, men smag meget velegnet til de moderne forbrugere.

Tempranillo druerne er bedst, når de opnår varme og solrige dage, som tillader modning af druens tykke skind kombineret med kolde nætter for at bevare den naturlige syrebalance. Så kommer druen virkelig til sin ret … og derfor er vinene fra de højtbeliggende marker i Ribera del Duero også nogle af verdens bedste på Tempranillo druen.

Vine på Tempranillo har smagsnoter, der spænder fra jordbær, solbær og kirsebær til svesker, chokolade og tobak afhængigt af vinmarkernes alder og det lokale mesoklima.

Samtidig reagerer Tempranillo ekstremt godt på lagring på egefade og i fx Rioja anvendes der traditionelt oftest fade af amerikansk eg, mens man længere mod vest i Ribera del Duero anvender en højere andel af franske fade og brugte fade for tillade mere frisk frugt.

2017 Bodegas López Cristobal, Bagús, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas López Cristobal, Bagús, Ribera del Duero, SpanienVinen Bagús fra vinhuset Bodegas López Cristobal er tidligere blevet kåret som en af Spaniens bedste vine og er lavet af Tempranillo fra 85 år gamle vinstokke fra marken Pago de Manvirgo i mit elskede Ribera del Duero. Jeg smager nu vinen i seneste frigivne årgang 2017.

Bodegas López Cristobal holder til tæt ved byen Roa de Duero i Ribera del Duero. Vinhuset er grundlagt i 1994 af Santiago López, som ville udleve drømmen om at skabe sin egen vingård, da han overtog faderens ejendom i Roa. Faderen … som i øvrigt også hed Santiago … havde købt ejendommen tilbage i 1930’erne, da han flyttede til Ribera del Duero fra Santander.

Familien have startet med at dyrke druer på ejendommen i starten af 1980’erne, dvs. omtrent samtidig med at appellationen DO Ribera del Duero blev grundlagt, men i mange år blev druerne blot solgt til andre vingårde. Da Santiago overtog efter faderen, så flyttede han og hustruen Lola Cristobal ind på ejendommen og startede med at producere egne vine.

Vinene solgte de under navnet López Cristobal, altså de to efternavne fra Santiago og Lola. Senere fik de hjælp til produktionen af sønnen Galo og i dag er det primært Galo, som står for driften på Bodegas López Cristobal.

Hans filosofi er, at vinene skal kunne drikkes unge. Derfor er vinene fra Bodegas López Cristobal særdeles gode fra det øjeblik, at de frigives til salg.

Bodegas López Cristobal har i alt 70 hektar vinmarker i Roa og Pedrosa de Duero, hvor familien primært Tempranillo, eller Tinta del País, som den kaldes der. Derudover dyrkes også en smule Merlot og Albillo Mayor for at komplimentere Tempranillo vinene.

Bagús er husets enkeltmarksvin fra marken Pago de Manvirgo med over 85 år gamle vinstokke, som giver et ekstremt lille udbytte. Ved høsten – selvfølgelig med håndkraft – sorteres druerne. Gæringen sker ved 28 grader og derefter lagrer vinen 14 måneder på nye fade – 80% franske og 20% amerikanske fade – efterfulgt af 18 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt beskedne 5.000-8.000 flasker af vinen.

Bagús 2009 blev kåret til Spaniens bedste vin på Spaniens største internationale vinmesse Zarcillo Awards, som vinder af The Great Gold Zarcillo. The Zarcillo Awards er verdens 5. største vinmesse, når man ser på antallet af testede vine fra hele verden.

I næsen dyb og mørk frugt, blåbær, blommer, sorte kirsebær, sødbrændte fade, pænt med fadnoter som vanilje, kanel, tobak, mælkechokolade, kaffe, sød lakrids, søde krydderier, brændte og ristede elementer … men har samtidig noget forholdsvis let over sig midt i alle de kraftige og ristede dufte … sådan en lille frisk, syrlig, livrig og ren note.

Smagsmæssigt er vinen meget, meget blød og smooth, cremet, fyldig, kraftig og mørk. Samtidig synes frugten dog meget ren, rank og frisk … har masser af nerve, som virkelig klæder vinen og spiller godt sammen med alt det kraftige, fyldig og søde elementer. Der er således i munden også både bitter, mørk chokolade, vanilje, kaffe og søde krydderier, men derudover også meget tørre tanniner og samlet går det hele op i en flot koncentreret enhed.

Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2011, hvor jeg også var imponeret, men havde forholdsvis kort tid til at smage vinen, hvorfor jeg gerne ville smage den igen. Det er nu gjort – med god tid – og jeg er fortsat imponeret … super god Ribera del Duero vin med alle de kvaliteter, som sådan en vin skal ha’ … derfor klart 5,5 fede fingre med kæmpe pil op.

Vil helt klart hellere drikke denne Bagús end fx Flor de Pingus.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 459,95 kr., men kan fås til 389,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, Spanien

2017 Dominio del Àguila, Picaro Clarete Ecológico, Ribera del Duero, SpanienVinene fra Dominio del Àguila er sgu vilde. Kraftige, intense og vilde. Det gælder egentligt også deres rosé … denne Picaro Clarete Ecológico.

Jeg har tidligere smagt både en 2014 Albillo Viñas Viejas og den røde 2018 Picaro del Àguila og begge gange har jeg været ret imponeret. Og selvom jeg slet ikke er til rosévine, så må jeg også overgive mig med denne Picaro Clarete Ecológico, for vinen er sgu fremragende. Bevares i den fyldige og federe afdeling, men kvaliteten fejler bestemt intet … men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Vinen er lavet på primært Tempranillo og Albillo … resten et skønt field blend med Garnacha, Bobal, Bruñal, Monastrell, Tempranillo Gris, Garnacha Blanca, Pirulés, Jaén, Moscatel og Malvasías. Det er et dejligt mix af både røde og hvide druer, der alle kommer fra økologisk passede marker med vinstokke over 60 år gamle.

Markerne er kalkholdige og ligger i 800-900 meters højde. Efter høst afstilkes druerne ikke, men presses direkte og saften overføres til gamle betontanke, hvor vinen spontangærer langsomt … faktisk i 8-9 måneder efterfulgt af lagring på egefade i samlet 17 måneder.

Vildt rød i glasset … lidt ligesom håret på den storbarmede Angel Strawbridge fra programmet han, hun og drømmeslottet. Og i næsen er vinen næsten også lige så farverig, smæk på aromaerne med lidt røgede jordbær, ribssaft, tranebær, hyben, dåsepærer, sødme, fadnoter med specielt vanilje og lidt svage oxidaktive noter.

Der er også smagsmæssigt skrald på drengen … masser af rød frugt, hindbær, jordbær, kirsebær, ribs, virkelig fyldig, fed rosé med masser af smag, nærmest bløde tanniner … og så er det bare blødt, cremet og totalt uimodståelig … WAUW for en rosé.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 239,95 kr. ved køb af 6 flasker

Vinanmeldelse 5/7

2015 Bodegas Tridente, Rejón, Castilla y León, Spanien

2015 Bodegas Tridente, Rejón, Castilla y León, SpanienNår vi nu er i gang med fyldige spanske vine, så lad os endelig smage et lille glas af denne 2015 Rejón fra Bodegas Tridente … et glædelig gensyn fra næsten to år siden, hvor jeg smagte Rejón i årgang 2014.

Bodegas Tridente ligger i Villanueva de Campean omkring 30 kilometer syd for Zamora udenfor Toro appellationen i vinområdet Castilla y León. Det er ejet af af det store Juan Gil Bodegas Familiares, altså Gil familien, som jeg også har skrevet om mange gange tidligere. Det er et vinhus, der laver vine fra rigtigt mange områder i Spanien.

Bodegas Tridente projektet startede Gil familien i 2008, hvor de opkøbte 65 hektar vinmarker, som er fordelt på ikke mindre end 40 parceller med masser af tudsegamle vinstokke, som er plantet løbende igennem tiderne.

De fleste af markerne ligger omkring byerne Villanueva og El Pego … men kun sidstnævnte ligger indenfor appellationen DO Toro. Og selve vinproduktionen foregår i Zamora, som også ligger uden for Toro, så det betyder, at vinene fra Bodegas Tridente dermed blot bliver vine fra Castilla y León.

De ældste vinstokke er omkring 130 år gamle, men den bedste mark er Rejón, som netop leverer druer til denne vin med samme navn. Det er ubetinget Bodegas Tridentes absolutte topvin, som er lavet på ren Tempranillo fra de ældste vinstokke.

Udover Tempranillo, så dyrker vinhuset også sortern Prieto Picudo samt Mencía fra nogle marker, som ligger et stykke fra vingården, nemlig i Bierzo og León området. De to druesorter bruges i vinene Tridente Prieto Picudo og Tridente Mencía, mens de resterende øvrige 4 vine alle er lavet på Tempranillo.

Selvom vinhuset er ejet af Gil familien, så er ledelsen af vingården lagt i hænderne på Enrique Busto, mens den ansvarlige vinmager bag vinene er den australske ønolog Frank Gonzales, som dog oprindeligt stammer fra Spanien.

Rejón marken ligger ved byen El Pego og er egentlig indenfor DO Tora appellationen. Vinstokkene er 130 år gamle og plantet i en undergrund med grus og sand. Druerne er høstet med håndkraft og fermenteret i små barriques, hvor de også har lagret 15 måneder. Produktionen er stærkt begrænset.

Dejlig kølig næse med flæsk, mejeri, yoghurt, jordbær, brombær, blåbær, brændte noter, grafit, blyanter, kul, toast, egetræ, pænt med fadpræg, vanilje, chokolade, kakaopulver, sød/syrlige balsamiske elementer, medicinkasse, håndsæbe, sten, mineraler … og der er tilsyneladende også en fin, tynd og krydret syre.

Hold da op, hvor Rejón smager godt. Der er så cremet og så blødt, men som sidst holdt i stamme tøjler af en fin syre, tørhed, blødhed og sikke behagelighed. Der er mørk frugt, kakao, mælkechokolade, bløde tanniner, som lige markerer, krydderier, svagt lidt likøragtig alkohol, kraft og power. Det er en stor dame at danse med, men damm hvor hun fører og svanser.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 309 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Arzuaga Navarro, Crianza, Ribera del Duero, SpanienNår jeg smager denne 2017 Crianza fra Arzuaga, så smelter mit hjerte. Det er nærmest som at møde en ungdomskæreste fra skoleårene mange år senere og opdage, at hun fortsat bare er røvlækker. Og den første kærlighed er jo speciel.

Ribera del Duero var et af de områder og de vine, som jeg nok først blev betaget af, da jeg i en sen alder blev fascineret af vin … og ét af de vinhuse, som gjorde stor indtryk på mig var netop Bodegas Arzuaga Navarro. Og det gør Arzuaga fortsat, for deres vine er så fint balanceret, lækre, smooth og cremede … og totalt svære ikke at holde af.

Arzuaga har jeg skrevet om et utal af gange og deres Crianza har jeg selvfølgelig også smagt en del gange. Senest var for efterhånden 4 år siden, hvor jeg smagte vinen i årgang 2013 – fuck tiden går hurtigt – men vinen er faktisk bare blevet endnu bedre end dengang.

Deres 2017 Crianza er lavet på  95% Tempranillo og 5% Cabernet Sauvignon, som for 80% vedkommende kommer fra gamle vinstokke på La Planta marken beliggende 900 meter over havet, hvor jorden består af kalksten og ler, mens de resterende 20% kommer fra druer på Arzuagas stenede og sandede marker i Borgus provinsen.

Efter høst afstilkes druerne og ligger i en kold maceration inden gæringen i rustfrie ståltanke ved temperaturer op til 27 grader og så lagrer vinen derefter 16 måneder på egefade, 60% franske og 40% amerikansk egefade.

Duftmæssigt leverer Arzuagas Crianze fra første sekund, dybe sødbrændte fade, sødme, kødfuld med blåbær, solbær, epo-fed, fed og smækker, godt med kanel, vanilje, mælkechokolade, sød tobak og under den søde coating og alle krydderierne ligger der en friskhed med ren frugtsyre, blød og behagelig.

Smagen er virkelig fantastisk og så cremet … i forhold til 2013’eren har vinen nærmest taget et kvantespring. Vinen har godt med mørk frugt, meget frugtrig med en lille underliggende frisk syre. Vinen har samtidig godt med fadnoter, vanilje og mørk chokolade. Tanninerne er bløde og polerede. Der er så flot balance … Arzuaga kan altså bare noget. Kald det kommercielt, men fuck det smager godt og vinen har fortsat tilstrækkelig med friskhed og syre til at sikre, at smagen ikke kollapser i sødme og venlighed. Det er bare blød, cremet, kompleks, dejlig bamsevin … og til tilbudsprisen rent tyveri.

Forhandles af Jysk Vin, hvor 1 flaske koster 229 kr., mens prisen er 195 kr. ved køb af 3 flasker, mens tilbudsprisen siger 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  half_thumb

2010 Compañía Vinícola del Norte de España, Cune Reserva, Rioja, Spanien

2010 Compañía Vinícola del Norte del España, Cune Reserva, Rioja, SpanienCompañía Vinícola del Norte de España er et gammelt, historisk Rioja vinhus, der til dagligt blot er kaldt CVNE. Og det er netop fra det vinhus, at jeg har smagt denne 2010 Cune Reserva.

Compañía Vinícola del Norte de España er grundlagt i 1879 i den lille by Haro i Rioja af to brødre Eusebio og Raimundo Real de Asúa og i dag er det fortsat den samme familie, som driver det stolte vinhus. Nu driver Real de Asúa familien blot fem vinerier, nemlig CVNE, Imperial, Monopole, Viña Real og Viñedos del Contino og er lidt af en stor historie.

Bare CVNE har 545 hektar vinmarker, som danner baggrund for halvdelen af husets produktion. CVNE har 22 bygninger, bl.a. det gamle originale vineri fra starten i 1979, bl.a. med en kælder, som er tegnet og bygget af den franske arkitekt Aleixandre Gustave Eiffel Eiffel i 1909 … jeps, ham med tårnet.

CVNE er en af de mest anerkendte producenter i Rioja og har også stået bag en innovation af nye produktionsmetoder, bl.a. var de en pioner indenfor brug af epoxy belagte betontanke, var nogle af de første til at bygge et anlæg, hvor vinen i produktionen alene blev flyttet via tyngdekraften og de stod også bag udviklingen af en Malvoisin pasteurizer til at stabilisere vinen.

Deres første vin, fremstillet i 1879, navngav de efter vinhusets initialer. Som følge af en simpel trykfejl med V’et, skabtes det nu navnkundige varemærke Cune. Derudover lavede de også fra starten vine under brandet Imperial.

Siden har CVNE grundlagt yderligere vinhuse, bl.a. Monopole i 1915, Viña Real i 1920, Viñedos del Contino i 1973 samt Real de Asúa i 1994. I senere år er der bygget store, topmoderne arkitekttegnede vinerier til de forskellige vinhuse.

CVNE købte i 2014 også Mikuni Wines, mens de i 2017 købte Cava producenten Roger Goulart og senest har de i 2018 købt vinhuset Virgen del Galir i DO Valdeorras.

I dag drives Compañía Vinícola del Norte de España af den 5. generation i form af Victor og Maria Urrutia Ybarra, Victor er CEO, men Maria er markedsdirektør. Men også på posten som vinmager er der stabilitet, for den ansvarlige vinmager på sit 24. år i huset er Maria Larrea. Hun efterfulgte vinmageren Basilio Izquierdo, som havde været ansvarlig for produktionen i 32 år.

Nå, men nok snak … lad os se nærmere på denne 2010 Cune Reserva, der er lavet på 85% Tempranillo samt 15% Grenache, Graciano og Mazuelo. Druerne er håndplukkede, derefter er de afstilket og fermenteret ved 28-30 grader. Derefter har vinen fået en malolaktisk gæring og er så lagret 18 måneder på en blanding af franske og amerikanske egefade. Efter aftapning på flaske er vinen lagret yderligere 12 måneder inden frigivelse.

Sikke en fin moden Rioja, lige til at spise … øhhhh drikke. Næsen byder på søde, modne blommer, modne kirsebær og selvom frugten er ganske moden, så er der alligevel en vis balsamisk syrlighed til stede, hvilket suppleres af tobak, toast, jord, engelsk lakrids, anis, spidskommen og virker også en smule parfumeret og røget i duftnoterne.

Smagen passer fint til duften … også moden frugt og allerede ved første sip mærker man en meget lang eftersmag. Flot. Der er godt med eg, ganske woody, røg, brændte elementer, smager parfumeret, mens frugten er boysenbær, blåbær, blommer, jordbær toppet op med lidt vaniljecreme og søde krydderier.

Forhandles af Vin Med Mere, hvor en flaske i årgang 2013 kan findes til 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Bodega Dominio del Bendito, Rosado Perlarena, Toro, Spanien

2019 Bodega Dominio del Bendito, Rosado Perlarena, Toro, SpanienVinene fra DO Toro i Castilla y León står ofte lidt i skyggen af fx Ribera del Duero. Det er synd, for der laves faktisk i stigende grad rigtig god vin i Toro. Og næste vin er netop derfra … en halvbleg Rosado Perlarena fra Bodega Dominio del Bendito,

Vinhuset Dominio del Bendito  er grundlagt i 2004 af franske Antony Terryn, som ledte efter det perfekte sted at vin … ledte i både Frankrig, Chile, Portugal, USA og Spanien. Det fandt han i Toro, hvor han slog sig ned med sin familie. Han har nu 13 hektar egne vinmarker og har derudover lejet yderligere 15 hektar.

Hans egne marker har primært vinstokke, der er over 45 år gamle, mens resten er mellem 14-30 år gamle. Også de lejede marker har stokke plantet for mange år siden og nogle endda tæt på 100 år.

Produktionen ligger pt. et sted mellem 60-70.00 flasker årligt, så der er tale om en lille producent, som dog løbende har fået voksende berømmelse og trofaste tilhængere.

Denne Rosado Perlarena er lavet på 70% Tinta de Toro – også bedre kendt som Tempranillo – 20% Syrah samt 10% Verdejo. Blendet kan variere lidt fra årgang til årgang og fx var der 80% Tempranillo i vinen årgangen før.

Antony Terryn laver sin rosévin som et blend, da han mener, at en rosé alene på Tempranillo giver en for stram og mineralsk vin. Ved at anvende flere druer, som opnås bedre balance, bl.a. bidrager Verdejo til at give gnist og gøre vinen mere langt mere blomsterrig. Vinen er fermenteret på barriques, hvor den også efterfølgende har lagret 8 måneder sur lie. Der er lavet 6.840 flasker af vinen.

Duftmæssigt er der jordbær, tranebær, svag grape, lidt mandarin, blomster, sødme og der fornemmes også en stor tørhed. Smagen er dog slet ikke som duften … langt mere syrlig og bitter end forventet, masser af grape og citron, jern, nogle grønne elementer eller grønne blade samt lidt fennikel.

I starten vrængede jeg lidt på næsen, men du skal give vinen lidt tid til at åbne op, for med mere luft kommer der også mere balance. Det er fortsat en syrlig og bitter vin, men friskheden ka’ jeg egentlig godt lide … og det er nogle gange ret okay at blive bidt og vågne lidt op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr,, mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Hammeken Cellars, Amanecer Tempranillo, Castilla-La Mancha, Spanien

2018 Hammeken Cellars, Amanecer Tempranillo, Castilla-La Mancha, SpanienDenne 2018 Amanecer Tempranillo fra vinhuset Hammeken Cellars var sidste rødvin i vinbaren, så den skulle vi selvfølgelig også smage inden desserten.

Og det er skam også en vin, som hænger lidt sammen med nogle af de foregående, for den har en forbindelse til Globus Wine og dermed altså med et lille dansk islæt. Hammeken Cellars drives af Nicholas Hammeken.  Han er dansker og samtidig er han også én af de tre stiftere af Globus Wine, som blev grundlagt i 2006 og er det største tapperi af vin … ikke blot  Danmarks, men i Skandinavien. De tapper millioner af liter vin på enten flaske eller bag-in-box.

Nicholas Hammeken grundlagde allerede i 1996 Hammeken Cellars, men oprindelig som firmaet VinNico. Vinhuset er – som nævnt – tæt forbundet med Globus Wine, for de står for produktionen af mange af de vine, som netop tappes på Globus Wines tapperi i Danmark.

Hammeken Cellars holder til en i en villa på Montgò bjerget i Jàvea nær Middelhavet mellem Alicante og Valencia. Hammeken laver vin over hele Spanien, faktisk over 60 forskellige vine, ikke mindre end 23 millioner flasker årligt og de sælges til Nordamerika, Europa, Asien og Australien …  og ikke mindst Danmark.

Nicholas Hammeken er oprindelig uddannet vinkyper fra Taster Wine og arbejdede senere  5 år hos bl.a. Oddbins i England., senere hos Villamont/Schenk i Savigny i Bourgogne, hos Mosel-land i Tyskland og Mont Marca i Penedés i Spanien.

Hammeken Cellars arbejder – så vidt jeg kan se – også sammen med David Tofterup, som vi også stødt på her på vinbloggen tidligere, da han i dag også driver sit eget vinhus Bodega Trenza sammen med broderen Jonas Tofterup.

David laver et utal af vine hvert år for Hammeken Cellars, som derudover samarbejder med en gruppe unge spanske vinmagere. De køber druer i alle områder, lejer sig ind i udvalgte kældre, hvor vinen laves og som regel også tappes, hvis den ikke sælges på tank til eksempelvis Danmark og tapning hos Globus Wine.

De arbejder fx også sammen med Peter Mertes KG Weinkellerei … et af de vinhuse, som også stod bag en af aftenens vine. Globus Wine overtog nemlig et af Mertes tapperier i 2011.

Målet hos Hammeken Cellars er at lave kommercielle, billige vine tilpasset forbrugernes smag, altså oftest vine med en vis restsødme, normalt over 10 gram restsukker pr. liter, og så en præsentation, så kunderne får øje på vinen. Derfor arbejder de også sammen med et designcenter i Yecla ved Murcía, hvor de har en medarbejder, som kun arbejder for Hammeken Cellars og Globus Wine.

Denne Amanecer Tempranillo er én af disse vine, som er lavet med opkøbte druer eller opkøbt vin og så flasket hos et stort kooperativ … og i dette tilfælde vistnok Cooperativa Nuestra Señora del Rosario i El Provencio i Cuenca i Castilla-La Mancha vinregionen.

Vinen er Vino de la Tierra de Castilla, altså en betegnelse for en slags landvin, der kommer fra Castilla-La Mancha området. Vinen er på ren Tempranillo, men ellers har jeg ingen oplysninger om selve produktionen.

I næsen fanger jeg lidt tørre egefade, tør blæk, grafit og bitter med blåbær, morbær, brombær, enebær, engelsk lakrids, men for pokker hvor er den rustik, kantet og utilnærmelig. Der er nogle lidt gærede, gamle noter, men bestemt ikke særligt indbydende.

Det præger sådan set også smagen, som er stram, syrlig og meget bitter. Derudover er den egentlig også stærk med lidt brændende alkohol, meget rustik … jeg står helt af.

Har ikke fundet en forhandler herhjemme, så det er nok igen en vin, der primært sælges til restauranter. I Tyskland kan vinen købes og koster 4,90€ … svarende til 36 kr.

Vinanmeldelse 2/7

2016 Bodegas y Viñedos Alnardo, PSI, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas y Viñedos Alnardo, PSI, Ribera del Duero, SpanienPSI er en lækker vin. Basta. Den er opkaldt efter det 23. bogstav i det græske alfabet og samtidig forbogstaverne i Peter Sisseck, som er hovedarkitekten bag vinen sammen med Pablo Rubio. Steffen havde taget vinen med i en årgang 2016.

PSI er lavet på Tempranillo og i nogle år også tilsat en lille smule Grenache, typisk op til 10%. Alle druerne er opkøbt hos en række udvalgte vinbønder og lavet i samarbejde med Pablo Rubio, som er vinmager hos Peter på både Dominio de Pingus og Quinta Sardonia.

Peter og  Pablo startede projektet – som de kaldte Bodegas y Viñedos Alnardo – med at spotte og efterfølgende kontakte en lang række vinalvere med gamle vinmarker og tilbyde dem, at betale lidt mere for druerne, hvis de ville levere til dem og samtidig efterstræbe kvalitet frem for kvantitet og på sigt også arbejde ud fra økologiske og biodynamiske principper.

Den første årgang 2007 blev der alene produceret få tusinde flasker af og vinen var fra start markant forskelligt fra Pingus og Flor de Pingus. Det handlede ikke om at præstere endnu en imponerende vin, men derimod om at afsøge de muligheder, der lå gemt i de rodfæstede traditioner og vise det for omverdenen.

Derfor er høstudbyttet ikke ekstremt lavt og derfor er der skruet ned for fadlagringen, således druerne og deres terroir kommer i fokus.

Her er det 100% Tempranillo som høstes og sorteres manuelt. Vinen er gæret i beton og rustfrit stål , men vinen er lagret ved, at 80% er forblevet i de neutrale tanke, mens de sidste 20% er modnet 14 måneder på franske fade, heraf 10% nye.

Duftmæssigt en fed, landlig vin, animalsk, svedig og kødfuld, masser af mørke, dybe, frugtrige bær. solbær, brombær, blommer, kul, våde fade, violer, grafit, jord, eg, vanilje, chokolade og så dukker der også en lille rank, stoisk syre op, som lige får næsehårene til at vibrere nysgerrigt.

Smagen er lidt som duften, godt med voluminøs power, tyk, sød og krydret, har både finsk og engelsk lakrids, solbær, sorte kirsebær … men ikke helt så marmeladefed som 2014’eren, for her er syren lidt mere dominerende sammen med nogle mineralske elementer. Det er fortsat en saftig vin med kraft, men det smager jættegodt.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, Spanien

2018 Dominio del Àguila, Picaro, Ribera del Duero, SpanienDa jeg for lidt over et år siden smagte en 2014 Albillo Viñas Viejas fra vinhuset Dominio del Águila – helt uhørt en vin på ren Albillo – røg jeg nærmest ned af stolen. Og nu smager jeg igen en vin fra vinhuset, men nu er det imidlertid den røde Picaro del Àguila.

Dominio del Águila er et familiedrevet vinhus, der ligger i La Aguilera, som er en lille vinby i Ribera del Duero. Vinhuset er grundlagt i 2010 af vinmageren Jorge Monzón og arkitekten Isabel Rodero. Jorge kommer fra en familie af vinbønder og har studeret til ønolog i både Bordeaux og Bourgogne.

Han har efterfølgende arbejdet hos det legendariske Domaine de la Romanée-Conti i mere end to år, for Vega Sicilia-koncernen i et år og som teknisk direktør for Bodega Arzuaga-Navarro i 9 år.

På Dominio del Águila har parret samlet 30 hektar vinmarker med meget gamle vinstokke og alt – bortset fra 5 hektar – dyrkes helt økologisk og vingården har tidligere leveret druer til andre gode vinproducenter i området.

Parrets vingård stammer helt tilbage fra 1700-tallet og rummer vineriet med plads til gamle cementkar og egefade. Det betyder også, at Monzón ikke afstilker eller presser druerne i en vinpresse, men derimod fodtræder sine klaser … naturlig maceration og så efterfølgende gæring, men uden tilsætning af gær og uden kontrolleret temperaturstyring.

Derefter lagrer vinene ekstremt koldt i kalkstenskældre, hvorefter de flaskes uden hverken filtrering eller klaring. Og alle hans vine er reelt field blends med varierende små procentdele Albillo, Bobal, Cariñena, Bruñal og Garnacha.

Det gælder også denne Picaro del Àguila, der er lavet på primært Tempranillo tilsat lidt Albillo, Garnacha og Bobal fra mere end 75 år gamle vinstokke på nordvendte marker i 860 meters højde og med en kalkholdig undergrund. Som sagt, så fodtrædes drueklaserne og efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke og malolaktisk gæring i egefade, hvor vinen også er modnet i 11 måneder før aftapning på flaske uden klaring eller filtrering.

Vinen har en vild duft, masser af kakao, mælkechokolade, varm, korpulent og sødkrydret med tyngde, blomster, mørke bær, mushy Amaretto kirsebær, kanel, nødder, lidt balsamatiske noter, lakrids og så alligevel en vindluftig friskhed med en lille drilsk syre.

Selvom vinen i næsen er opulent, ødsel og overdådig, så er smagen ultrablød, total cremet og rund som den perfekt cirkel, men selvom der er stor tyngde og masser af mørke bær, så har vinen et let tråd, et lag af friskhed og livlig omend lav syre. Hvor smager det dog godt, der er pænt med kirsebær, svage tanniner og en vis tørhed.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker i øjeblikket er på bud til 189,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Ramón Ramos, Parlaor Tinto de Toro Roble, Toro, Spanien

2017 Ramón Ramos, Parlaor Tinto de Toro Roble, Toro, SpanienEl Toro – Den Spanske Tyr – er nærmest blevet kendt som et logo for selve Spanien. Overalt i landet kan du se de aggressive sorte tyresilhuetter … og særligt i den småvarme appellation DO Toro i Castilla y León regionen er tyren nærmest en kulturarv. Derfor anvender mange firmaer tyren i deres produkter og det gælder oss’ denne 2017 Parlaor Tinto de Toro Roble fra vinhuset Ramón Ramos.

Bodega Ramón Ramos ligger i byen Venialbo og er grundlagt i 1963 af Ramón Ramos, men drives i dag af sønnen Juan Ramón Ramos som næste generation. Han er uddannet vinmager og har siden overtagelse bygget nyt vineri og startet eksport af vinene.

Samlet har Bodega Ramón Ramos 60 hektar vinmarker med vinstokke, som er 20-60 år gamle og enkelte steder også helt op til 100 år gamke. Alt drives med respekt for vinstokkernes naturlige vækstcyklus og efter økologiske principper.

Denne Parlaor Tinto de Toro Roble er lavet på 100% Tinta de Toro aka Tempranillo, der er håndplukkede ved optimal modenhed og straks transporteret til vineriet. Vinen er gæret i ståltanke, men efterfølgende lagret 4-5 måneder på amerikanske egefade.

Næsen er tør og krydret med spanske karakteristiske træk, blåbær, brombær, kirsebær, tranebær, røgede og brændte noter, lidt ristede kaffebønner, lidt grønne noter, eukalyptus, tørre trænoter og søde krydderier.

Smagsmæssigt er vinen lige en tak sødere end ventet, men det hænger sgu fint sammen uden at blive videre kompleks. Der er lidt mørke bær, tørhed, tørt træ, en blommeagtig fornemmelse, stor saftighed, som går fint i spænd med sødmen.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 77,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7