Tag-arkiv: Portugal

2009 Quinta do Mouro, Quinta do Mouro, Alentejo, Portugal

2009 Quinta do Mouro, Quinta do Mouro, Alentejo, PortugalVi slipper kvinderne et øjeblik med denne signaturvin fra vingården Quinta do Mouro, som ligger ved byen Estremoz i Alentejo regionen … en vin lavet på Aragonez, Alicante Bouschet, Touriga Nacional samt lidt Cabernet Sauvignon.

Vinhuset er grundlagt i 1990 af Miguel Louro, … eller helt præcist Miguel de Orduna Viegas Louro, men havde i mange år ellers været ejet af Zagalo familien, som havde anvendt vingården som sommerbolig. Men Miguel så et potentiale og startede en vinproduktion, hvor den første vin kom på markedet i 1994.

I dag er det imidlertid sønnen Luis Louro, som står for vinproduktionen, dog med hjælp fra konsulenten Luis Duarte. De laver årligt omkring 70.000 flasker vin fra de 22 hektar vinmarker, som hører til Quinta do Mouro. Faren – som fortsat ejer vingården – blander sig dog også en gang imellem.

De laver samlet 8 forskellige vine på Quinta do Mouro og denne her har blot samme navn som vingården. Den er lavet på 45% Aragonez, 30% Alicante Bouschet, 15% Touriga Nacional og 10% Cabernet Sauvignon og lagret 14 måneder på store 300 liter franske egefade, heraf 50% nye fade.

Duftmæssigt er der masser af frisk frugt … dyb, mørk frugt, solbær, sorte kirsebær, vanilje, kanel, tobak … fyldig og rund fætter. Smagen er virkelig cremet, blød, rund med solbær, modne tanniner … tyk, fed og charmerende.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 289 kr. for en flaske og 229 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5/7 

2013 Conceito Vinhos, Conceito Tinto, Douro, Portugal

2013 Conceito Vinhos, Conceito Tinto, Douro, PortugalDe kvindelige vinmagere i Portugal er virkelig fremme i skoene … og det gælder også for næste vin, den imponerende Conceito Tinto fra vinhuset Conceito Vinhos, som holder til på vingården Quinta de Veiga i den lille by Cedovim i Teja dalen nær Vesuvio omkring 50 kilometer øst for Porto i vinområdet Duero.

Vingården drives af den unge, smukke vinmager Rita Marques Ferreira, som har fået lov til at lave vine fra de marker, som tilhører hendes mor Carla Costa Ferriera. Markerne er fordelt på 4 parceller, alle beliggende i Teja-dalen, hvor klimaet er en smule køligere end i resten af Douro.

Det er markerne Quinta da Veiga på 20 hektar, Quinta do Chão Pereiro, ligeledes på 20 hektar, Quinta do Cabido på 23 hektar og derudover har de også omkring 10 hektar vinmark på det højeste punkt i Teja-dalen, hvor de granitholdige jorder udelukkende bruges til produktion af hvidvine.

Inden Rita Marques Ferreira overtog markerne og grundlagde Conceito Vinhos, så leverede familien druerne til forskellige portvinsproducenter.

De ældste vinstokke på ejendommen er 80 år gamle og blandt husets perler er 2 hektar pre-Phylloxera vinstokke, som leverer druer til nogle af husets hvidvine samt 5 hektar på Quinta da Veiga med Bastardo vinstokke. Alt dyrkes 100% økologisk.

De første årgange fra Conceito Vinhos blev udgivet i 2005. Conceito betyder i øvrigt koncept … og med de anderledes vine og sjove etiketter, så har Rita ramt ganske plet med dette koncept.

Rita har inden overtagelsen af familieejendommen har Rita Marques Ferreira studeret ønologi på universitetet i Bordeaux med Denis Dubourdieu, har arbejdet på Niepoort i Douro, på Flagstone med Bruce Jack i Stellenbosch, Sydafrika og på Villa Maria i Marlborough, New Zealand.

Nu er Rita også i gang med nye projekter, bl.a. vil hun nu lave en Conceito Sauvignon Blanc med druer fra New Zealand og et Bordeaux blend fra druer i Stellenbosch samt en Alvarinho fra druer i Minho, Portugal. Med andre ord, en meget innovativ dame.

Jeg har tidligere smagt vinen Bastardo fra Conceito Vinhos og den var jeg meget imponeret over. Dette er husets topvin og det er også en helt og aldeles imponerende vin.

Marken hvorfra denne vin kommer består af gamle vinstokke, som er omkring 50 år i gennemsnit. Det er et såkaldt fieldblend, altså de sorter, som gror på marker … i dette tilfælde ikke mindre end 16 forskellige druesorter. Vinen er lagret på små franske egetræsfade, hvoraf 50% er nye.

I næsen langt mere kompleksitet, krop og tyngde end de foregående … her er det mørke bær, brombær, hindbær, engelsk lakrids, eg, våde fade, let vanilje, chokolade, svag parfumeret … lidt hæfteplaster, kødfyldt, råt oksekød og -blod samt en smule sødme. FÅK den dufter godt.

I munden er frugt, syre og balance langt mere kontrolleret, virkelig en vin i total balance med lakridsnoter, fylde, fedme, chokolade, vanilje, røg, cremethed samt en eller anden form for jern eller mineral. Smager da sindssygt godt.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 319 kr. for en flaske og 269 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 6/7 

2014 Susana Esteban, Aventura Tinto, Alentejo, Portugal

2014 Susana Esteban, Aventura Tinto, Alentejo, Portugal Vi ræser videre med de portugisiske vine … eller måske skulle vi hellere sige flyver videre på eventyr med denne røde Aventura, som er lavet af den kvindelige vinmager Susana Esteban.

Aventura er nemlig spansk for eventyr, og den gode Susana er da også født i Tui i den nordlige del af Spanien.

Der er hun oprindelig uddannet kemiker fra Santiago de Compostela universitetet og derudover uddannet ønolog fra universitetet La Rioja.

Hun startede egentlig sin karriere indenfor vin i 1999, hvor hun fik arbejde som vinmager på Quinta do Côtto i Douro i Portugal. Og siden er hun blevet hængende i Portugal og har bl.a. arbejdet på flere vinerier i Alentejo området, bl.a. vinhuse som Tiago Cabaço, Herdade do Barrocal, Monte dos Cabaços og Monte da Raposinha.

De mange erfaringer gav Susana mod på at starte sit eget projekt, og allerede i 2009 begyndte hun at lede efter marker rundt om i Alentejo. Men først i 2011 fandt hun to marker, som passede til hendes ønsker.

Den ene mark lå ved byen Évora var hovedsageligt tilplantet med gamle Alicante Bouschet vinstokke, som gav et meget lille udbytte. Den anden mark fandt hun ved Portalegre ved bjerget Saint Mamede og med flere forskellige sorter.

Fra de to marker lavede Susana sin første vin Procura, som netop på portugisisk betyder at søge. Siden har Susana opkøbt flere marker, således hun i dag laver 4 vine, nemlig Procura og Aventura i både røde og hvide udgaver.

Susana har etableret sin vingård Quinta Seca da Boavista lidt øst for byen Mora i Portalegra området, som er den køligste del af Alentejo.

Men udover hendes egne vine, så er Susana voldsomt aktiv i nye projekter. Således har hun også skabt projektet Sidecar, hvor hun hvert år udfordrer en ven til at skabe en vin sammen med hende i vinkælderen … men først efter de har været rundt i området med Susana i hendes cykel med sidevogn.

Derudover har den foretagsomme kvinde også etableret et joint-venture hendes gode ven og vinmager Sandra Tavares, hvor de to laver vinene  Crochet og Tricot sammen fra Douro området.

Og hun har siden etableringen gjort det ganske godt … og det er også blevet bemærket. Således modtog Susana Esteban i 2012 prisen som årets bedste vinmager af Revista dos Vinhos, endda som eneste kvindelig vinmager nogensinde. I januar 2016 fik hun også prisen, som den mest nyskabende vinmager af det anerkendte magasin Essência do Vinho.

Denne røde Aventura er lavet på 40% Aragonês og 40% Touriga Nacional, mens de sidste 20% består af forskellige lokale sorter fra Portalegre området. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke. Der er ingen oplysninger om, hvorvidt vinen er lagret på eg, men der laves årligt 12.000 flasker af vinen. Ud fra smagen kunne det dog godt tyde på en vis fadlagring.

Næsen er nemlig præget af kanel, eg, våde fade, blåbær, brombær, sorte kirsebær og lidt brændt varme, varm jord, asfalt, gummi, lidt sæbe … men også nogle syrlige noter. I smagen er der godt med mørke bær, blåbær, krydret syre, jern og en vis sødme, som dog heldigvis aldrig kammer over. Der er også rigtig god og lang eftersmag. Fyldig blødt, behageligt … tanninerne er bløde og generelt en venlig vin.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 129 kr. for en flaske og 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2011 Folias de Baco, Olho no Pé Pinot Noir Reserva, Douro, Portugal

2011 Folias de Baco, Olho no Pé Pinot Noir Reserva, Douro, PortugalOlho no Pé Pinot Noir Reserva hedder denne vin fra Tiago Sampaio, som driver vinhuset Folias de Baco. Det ligger lidt udenfor den lille by Alijó i Douro området omkring 10 kilometer øst for Vila Real.

Tiago Sampaio kommer fra en familie af vinavlere, men grundlagde selv Folias de Baco i 2007 ifb. med overtagelse af nogle gamle vinmarker fra familien. Forinden havde han uddannet sig som vinmager, først på landbrugsskolen Agrícola Conde de S. Bento, dernæst 5 år med universitetsstudier i Vila Real og endelig uddannelse samt praktik i Oregon, USA, bl.a. med en PhD i vindyrkning og ønologi ved Oregon State University.

Hvor mange hektar vinmarker Tiago har kan jeg ikke se, men markerne ligger 500-700 meters højde og omfatter gamle vinstokke … bl.a. havde Tiagos bedstefar dyrket denne drue for 60 år siden. Og det passede Tiago helt perfekt, for han var blevet forelsket i druen under opholdet i Oregon og kunne nu selv begynde at eksperimentere med druen.

Og det er der kommet denne Olho no Pé Pinot Noir Reserva ud af … en vin, som der årligt alene laves sølle 1.850 flasker af.

Efter høst udblødes druerne koldt i 5 dage, hvorefter de presses blidt. Der sker alene afstilkning af en del af druerne. Gæring sker i temperaturstyrede rustfri ståltanke, hvorefter vinen lagrer 22 måneder på franske mediumristede barriques, hvoraf 30% er nye fade.

Og jo … det dufter bestemt af Pinot Noir, men lidt varmere i stilen end det jeg normalt smager. Der er godt med kirsebær, brombær og den er mere skarp i næsen end nogle af dens europæiske søstre. Der er lidt mentol samt en svag animalsk note med en syrlig landlighed og grønhed. Smagen har godt med frugt … igen kirsebær, mens syren er lidt kantet og ikke så feminin.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 179 kr. for en flaske og 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7 

2015 Felipa Pato, Post Quercus Baga, Bairrada, Portugal

2015 Felipa Pato, Post Quercus Baga, Bairrada, PortugalSå er vi retur hos den yndige Felipa Pato … her med vinen Post Quercus Baga, der er lavet i samarbejde med hendes mand, den anerkendte sommelier William Wouters, og som – bemærkelsesvis – kommer i en halv liters flaske, selvom det reelt er en almindelig rødvin.

Sammen med husbonden har Felipa tidligere lavet vinen Nossa, der også – som denne – er lavet på ren Baga, men denne Post Quercus Baga adskiller sig ved at være lagret på 2 store 300 liters amforaer, som er gravet ned i jorden, hvorimod Nossa er lagret på egetræsfade.

Der er i 2013 alene lavet disse to 300 liters lerkrukker af vinen, hvilket også er forklaringen på flaskestørrelsen. Der kan simpelthen laves flere flasker af vinen! Lerkrukkerne giver en langsommere modning af vinen og en meget blid mikroiltning. Det skulle efter sigende give mere bløde vine. Lad os se nærmere på det.

Det er på mange måder en lidt anderledes vin. Næsen har nærmest duft af syrlige karameller, hindbær- og tranebærjuice, kirsebær hyben, gærede druer, umodne blommer, frugtsten, kaktuspiller og pilleglas. Der er en syrlig animalsk aroma, som minder om noget naturewine og samtidig fornemmes der også lidt duft af Nebbiolo med bl.a. violer, grøn syre og visse mineralske elementer.

Smagen er meget juicet … virkelig frugtjuice med syrlig smag … men hænger egentlig ganske lang tid i munden. Jeg ved sgu ikke rigtigt. Er ikke helt overbevist.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 169 kr. for en flaske og 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 3,5/7 

2006 Terras de Tavares, Vinho Tinto, Dão, Portugal

2006 Terras de Tavares, Vinho Tinto, Dão, Portugal Portugal har i dag 55 vinregioner, hvoraf de 19 har status som Denominação de Origem Controlada. Dão er et af de gamle områder og havde på et tidspunkt ikke det bedste ry herhjemme og det er en skam, for der laves spændende og rustikke vine i Dão og det er denne 10 år gamle rødvin fra Terras de Tavares et godt eksempel på.

Vinhuset Terras de Tavares drives fra vingården Quinta da Boavista, som ejes af João Tavares de Pina. Vingården ligger i Penalva do Castelo i Beira Alta regionen under den gamle DOC Dão appellation. Ejendommen har været i familiens eje gennem generationer og de 7 hektar vinmarker ligger i 450 meters højde med en undergrund bestående af skifer, granit og den typiske regionale lerholdig jord.

Udover vinproduktionen opdrætter familien også de berømte Lusitano springheste og driver samtidig lidt agriturismo med udlejning af 8 værelser på den gamle gård.

João går sine egne veje når han skal producere. Der bliver ikke gået på kompromis eller taget lette løsninger, når han målbevidst går efter at lave nogle af Dãos bedste vine.

Han er uddannet ønolog fra universet i Bordeaux og har derudover studeret på Villa Real, hvor han igennem et 3-årigt projekt forskede i udvikling af gær fra Vinho Verde druen med henblik på kommerciel salg i hele verdenen.

Det betyder også, at Joãos vine skiller sig ud fra mange andre Dão vine … bl.a. stor brug af druen Jaen og dernæst ved en virkelig lang lagring af vinene … langt længere end typisk i appellationen.

Druen Jaen menes at være en klon af den spanske drue Mencia, som igen menes at være beslægtet med den franske Cabernet Franc, João bruger druen … ofte sammen med den mere udbredte Turiga Nacional og mener, at Jaen er med til at give vinene mere kompleksitet og elegance.

Derudover frigiver João først sine vine, når de er modnet på fade og i flaskerne. Det betyder, at hans vine starter med 24-36 måneder på Barrique, hvorefter vinene flaskes og lagres 3-7 år i kælderen før de frigives.

Det giver forbrugeren den unikke mulighed at smage en vin, der har været igennem en naturlig udvikling. Det er – udover sjældent – selvfølgelig en voldsom fordyrende proces at frigive signe vine så sent, men som sagt; João går ikke på kompromis … sådan skal Dão vine smage, siger han.

Denne Vinho Tinto er hans introvin blandt de sent frigivne vine. Den er lavet på 50% Jaen og 50% Touriga Nacional. Vinen er lageret i 36 måneder på barrique før den flaskelagres i minimum 5 år før frigivelse.

Og hold da op for en næse … syrlig og animalsk med mentol, mørke bær, nærmest gærede bær, stærk lakrids, stor tørhed, eg … virkelig moden næse. Den dufter virkelig godt. Smagen er også meget moden i udtrykket, virkelig blød og cremet med røde bær og nærmest blommer. Den virker faktisk ikke overdone, selvom det til sidst bliver lidt fluffy, men den er samtidig nem at drikke og smager rigtig, rigtig godt. 4½ fede fingre op og endda tæt på de 5.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 199 kr. for en flaske og 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2013 Vale da Capucha, Fossil, Lisboa, Portugal

2013 Vale da Capucha, Fossil, Lissabon, PortugalMer’ portugisisk hvidvin, denne gang den økologiske Fossil fra den unge vinmager Pedro Marques og hans vinhus Vale da Capucha … som holder til på familiens vingård Quinta de S. José, der ligger ved byen Carvalhal i Torres Vedras tæt på Lissabon.

Pedro Marques er 5. generation af vinavlere og grundlagde Vale da Capucha med produktion af egne vine i 2009. Men modsat de tidligere generationer, så har Pedro siden overtagelsen satset på kvalitet frem for kvantitet fra familiens 13 hektar vinmarker.

Vinmarkerne ligger knap 8 kilometer fra havet og undergrunden er præget af kalksten, ler og havaflejringer med kridt og fossiler. Derfor  er logoet for Vale da Capucha også et fossil … og det er også navnet på lige præcis denne vin.

Pedro dyrker alle marker fuldstændig økologisk og dyrker primært druesorterne Arinto, Fernão Pires, Alvarinho og Gouveio. Der anvendes heller ingen tilsætningsstoffer i vinene … hverken gær eller enzymer, men alene en smule svovl.

Denne Branco … Fossil er lavet på lokale druer, nemlig 40% Arinto, 20% Gouveio og 40% Fernão Pires. Selvom Pedro satser på kvalitet frem for kvantitet, så ligger udbyttet alligevel på hele 75 hektoliter pr. hektar. Druerne høstes alene i de køligste timer på dagen for at sikre bedst mulig friskhed.

Druerne presses blidt og afkøles derefter til 4 grader. Derefter fermenteres vinen i rustfrie ståltanke og ligger på bærmen ved en temperatur på mellem 15 og 18 grader. Vinen indeholder alene 2,8 gram sukker pr. liter. Ingen klarering eller filtrering.

Næsen virker umiddelbart lidt lukket, men der er en herlig fedme … som næsten er helt chardonnay’sk i udtrykket og den virker samtidig langt mere kompleks end foregående vine. Der er sødme, god krop, let citron, grønne asparges og derudover lidt blomstereng samt snert af mineraler. Smagen er også fed, cremet … uden dog at tabe en umiddelbar friskhed. Der er nærmest lidt salt, en smule peber, mineraler, god dybde og god balance.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 119 kr. for en flaske og 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 

2014 Filipa Pato, FP Bical & Arinto Vinho Branco, Bairrada, Portugal

2014 Filipa Pato, FP Bical & Arinto Vinho Branco, Bairrada, PortugalMed næste vin bliver vi i Pato familien, for vi har nemlig fat i vinen FP Bical & Arinto Vinho Branco fra en af Luís Patos 3 døtre, den unge Filipa Pato, som med hjælp fra faderen har startet sit eget lille vinhus.

Felipa er bogstavelig talt vokset op med vin, idet Pato familien igennem nu fem generationer har været vinavlere … og i tre generationer nu også selvstændige vinproducenter.

Felipa er uddannet indenfor videnskab på Coimbra universitetet, og har derefter rejst rundt til vinbønder i det meste af verdenen. Da hun efter 3 års rejser til det store udland kom retur til Portugal, så rejste hun rundt i Bairrada for bedre at forstå området og diversitet i jorden rundt i regionen.

I 2001 kastede hun sig endelig ud i vinproduktion med hjælp fra Luís, som lånte hende nogle parceller, som hun selv kunne passe og siden vinificere egne vine fra … i starten i faderens vineri.

Det er siden suppleret med køb af yderligere vinmarker, specielt omkring byen Ois do Bairro, hvor Felipa nu også har købt en gammel ejendom, som hun er gået i gang med at ombygge til en funktionsdygtig vingård med plads til lagring på både egetræsfade, amfora krukker og flasker.

Felipa mødte i 2007 hendes mand William Wouters, som er en anerkendt sommelier fra Belgien. Han introducerede Felipa til vine fra utallige regioner og gjorde hende mere åbne for at arbejde med vin og gastronomi. Det har bl.a. betydet, at Felipa – lidt som farmand – satser en del på de lokale druer … specielt Baga, som flere og flere vinbønder udrydder i Bairadda.

Denne FP Bical & Arinto Vinho Branco er dog ikke lavet på Baga, men derimod på 50% Bical og 50% Arinto og er ikke under DOC Bairadda, men derimod regional Beira … helt præcist en IGP Beira Atlântico. Bical er – som nævnt i tidligere blogindlæg – den lokale grønne drue, som primært bruges i mousserende vine, mens Arinto også kaldes Pederna og anvendes flere steder i Portugal. Det er også en grøn drue, som mest anvendes i blends med andre druer.

Efter en blid presning, så fermenteres 80% af vinen på rustfrie ståltanke og 20% på franske egefade. Fermentering stoppes, når der måles 5 gram sukker pr. liter.

Duftmæssigt en lidt indelukket duft med let sødme, røg og nogle grønne elementer. Der er lidt mineralske elementer, mens vinen smagsmæssigt er blød, lidt flad i udtrykket … dog med en vis fedme og fyldighed, Den bliver absolut bedre med lidt luft og lidt varme i glasset … mere fylde og knap så vandet, men den har lidt en skarp kant.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 129 kr. for en flaske og 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 3,5/7 

2010 Luís Pato, Duet Baga-Bical Vinho Espumante, Bairrada, Portugal

2010 Luís Pato, Duet Baga-Bical Vinho Espumante, Bairrada, PortugalFrankrig har deres Champagne og Crémant, Spanien deres Cava, Italien deres Asti, Spumante, Lambrusco og Prosecco … og i Portugal hedder mousserende vin Espumante, men er ikke noget, som jeg mindes tidligere at ha’ smagt. Det blev der rådet bod på i torsdags med denne Duet Baga-Bical Vinho Espumante fra Luís Pato.

Luís Pato holder til på vingården Quinta do Ribeirinho tæt ved byen Amoreira da Gândara, hvilket er omkring 60-70 kilometer syd for Porto i appellationen DOC Bairrada. Vingården er grundlagt i 1970 af Luís’ far João Pato, selvom familien egentlig havde været vinavlere i flere generationer. Han var den første vinbonde til at producere vin under Denominação de Origem Controlada Bairrade, da appellationen blev oprettet.

Luís overtog driften af vingården i 1980, men var oprindelig uddannet kemiingeniør. Det var måske den baggrund der gjorde, at han hurtigt begyndte at eksperimentere i vinfremstillingen, bl.a. med brug af forskellige druesorter, men også med afstilkning af drueklaserne og brug af små egefade, hvilket ikke var normalt i området.

Vinene blev hurtigt rost af kritikerne, og Luís Pato har i dag opnået stor anerkendelse, som én af de bedste producenter i området. Han udtrådt dog i 1999 af den officielle DOC og laver i dag hans vin blot med regionen Beiras, som stedbetegnelse … mest pga. utilfredshed med den lokale direktør af DOC’en, men også fordi, at han ikke vil lave vine, som bliver alt for internationale. Han har dog siden lavet enkelte vine under DOC Bairrada.

Luís Pato har samlet 60 hektar vinmarker … hans far havde 40 hektar, hans svigermor 5 hektar og derudover har Luís selv købt yderligere 30 hektar og ejer således samlet 75 hektarer, hvoraf de 60 hektar således er tilplantet. Der dyrker han de røde sorter Baga, Touriga Nacional og Tinto Cão samt de hvide Maria Gomes, Bical, Cercial da Bairrada og Sercialinho.

Her har vi én af Luís’ mousserende vine … en Espumante lavet af halv Baga og halv Bical, altså 2 lokale druer, som jeg ikke tidligere er stødt på. Baga – som i øvrigt betyder bær – er en lokal rød drue, som primært findes i DOC Bairrada og som specielt Luís Pato er kendt for at producere fremragende vine på. Bical findes også primært i Bairrada regionen, giver vine med højt syreindhold og er ofte brugt i produktionen af mousserende vine.

Jeg har ingen oplysninger om produktionen, så vi springer hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Duften er herlig animalsk og har en sjov og krydret note, som er svær at definere. Dufter ikke som noget, som tidligere er stødt på. Der er også lidt blomster, oxyderede noter, mens smagen byder på sødme, en let nøddet smag, men boblerne er meget blide … næsten ikke eksisterende. Sammen med sødmen er der også en syrlig og lidt kantet note og vinen virker meget en anelse vandet i udtrykket. Efter lidt tid og luft i glasset også lidt jern i smagen.

Forhandles af Nordentoft Wine, hvor prisen er 139 kr. for en flaske og 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 3/7 

2011 Herdade do Rocim, Herdade do Rocim Tinto, Alentejo, Portugal

2011 Herdade do Rocim, Herdade do Rocim Tinto, Alentejo, PortugalLige sidste vin fra weekenden … en rød Herdade do Rocim fra vinhuset med samme navn. Det er et nyere vinhus beliggende mellem Vidigueira og Cuba i den sydligste del af Alentejo området i Portugal.

Vingården er grundlagt i 2000 og ejes af det store portugisiske selskab Movicortes, som er beskæftiget indenfor alt med entreprenørmaskiner, aviser, boghandler, forhandling af luksusbiler og meget mere. Movicortes ejes af José Ribeiro Vieira og investeringen i Herdade do Rocim skyldes måske primært hans datter Catarina Vieira, som er sat til at forvalte vingården.

Catarina er nemlig vinmager og er både uddannet agronom og ønolog og har derudover studeret vinproduktion i Italien inden hun gik i gang med projektet Herdade do Rocim.

VIngården er på samlet 110 hektar, hvoraf 70 hektar er vinmarker – 53 hektar røde druer og 17 hektar hvide druer – og de fleste af markerne er tilplantet efter overtagelsen i 2000, hvor familien startede opførelsen af en arkitektonisk moderne vingård.

De røde sorter består primært af Aragonez, Trincadeira, Syrah, Touriga Nacional, Alicante Bouschet, Petit Verdot, Tannat, Carmerene og Cabernet Sauvignon, mens de hvide druesorter er lokale sorter som Antao Vaz, Viosinho og Arinto.

Denne Herdade do Rocim Tinto er husets introvin … entrylevel vin og er lavet på 20% Alicante Bouschet, 35% Aragonez, 15% Syrah, 30% Touriga Nacional og en smule Trincadeira. Vinen har lagret 8 måneder på franske fade.

I næsen har vinen et herligt animalsk udtryk … lidt stald sammen med krydderier, kakao, jord, modne blommer, mørk frugt og fin dybde i frugten. Smagen er frisk og syrlig med en tydelig krydret note, brombær, tørhed … frisk og syrlig.

Forhandles af Nordentoft Wine, pris 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7   thumbthumbthumbthumbhalf_thumb