Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2021 Zantho, Pinot Noir Reserve, Burgenland, Østrig

2021 Zantho, Pinot Noir Reserve, Burgenland, ØstrigDerefter smagte jeg et par rødvine fra powerteamet Josef Umathum og Wolfgang Peck på kooperativet Zantho og den første var denne 2021 Pinot Noir Reserve.

Pinot Noir druerne kommer fra marker ved Neusiedlersee … og markerne har en jord med skifer og jernholdige grus-aflejringer.

Det er en vin, der er lavet med gæring ved 28-32 grader i ståltanke. Efter endt gæring er vinen lagret 10 måneder på små egefade, hvor 40% er nye fade.

Duften er lidt til den rustikke side … dufter som om, at man selv stod nede i vinkælderen med et lidt gæret udtryk og så ellers en frugt, der mest bare er kirsebær, lyse blommer, lyse tranebær, cedertræ, peber og vanilje, mælkechokolade samt tørrede rosenblade.

Smagsmæssigt får du lidt af samme skuffe … der kommer lidt peber og en lidt rustik frugt med modne kirsebær, tranebær, hindbær, ribs, lemon og tørre krydderier, nelliker og derudover fornemmes røgede elementer også. Det er måske ikke en elegantier, men en herlig saftig og bondsk bandit med let kirsebærcharme. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2014 Weingut Knab, Endinger Engelsberg Spätburgunder ★★★, Baden, Tyskland

2014 Weingut Knab, Endinger Engelsberg Spätburgunder ★★★, Baden, TysklandI den nordlige del af Kaiserstuhl i byen Endingen finder vi Weingut Knab og derfra smagte vi som næste vin en 2014 Endinger Engelsberg Spätburgunder ★★★.

Vinhuset er vi stødt på før og i anmeldelsen af deres 2016 Engdinger Wihlbach Spätburgunder *** skrev jeg også om vinhuset.

Det skal jeg så undlade nu og alene kigge nærmere på denne vin, hvor druerne er fra Endinger Engelsberg marken.

Med de 3 stjerner er det en af topvinene hos Knab og den er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 16 måneder på barriques og derefter yderligere 6 måneder på store egetræsfade og så yderligere 2 år på flaske inden frigivelse.

Duften er klassisk tysk Spätburgunder … sød kostald og godt med noter fra fadlagringen via vanilje, kaffe, mælkechokolade, karamel, lakridskonfekt, men også lidt mentol og en lidt fed lys frugt af lidt jordbær og lyse blommer.

I munden er vinen også lys, rund, let og alligevel levende, ren, klar og med et fint luftig udtryk. Frugten er klart jordbær, hindbær, moreller og så har vinen nogle ret fine og sarte tanniner, en let, spinkel og flot syre. Det smager vildt godt. 94 point.

Forhandles herhjemme af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Johner Estate, Lime Hill Pinot Noir, Wairarapa, New Zealand

2019 Johner Estate, Lime Hill Pinot Noir, Wairarapa, New ZealandNæste vin var også Pinot Noir, men klart mere mig, for den har mere nogle klassiske småtyske træk … men den er da også lavet af en tysker, men er en Lime Hill Pinot Noir fra Johners vinhus i New Zealand.

Selvom jeg før har besøgt vinhuset og smagt vine fra både deres hus i Baden og deres hus i New Zealand, så har jeg vist ikke før smagt denne Lime Hill Pinot Noir. Vil du vide mere om både vinhuset og den store og altid muntre Karl Heinz, så kan du læse mere om i mit blogindlæg; Besøg hos Weingut Karl H. Johner i Bischoffingen.

Marken Lime Hill Vineyard ligger på en bjergskråning i 200 meters højde og er samlet på 1,3 hektar og har vinstokke på Pinot Noir samt Chardonnay, der blev plantet i 2013. Marken drives i et joint venture med husets schweiziske ønolog Raphael Burki.

Pinot Noir druerne er høstet med et beskedent udbytte på 20 hektoliter pr. hektar, bl.a. grundet grøn høst med forsigtig reduktion af blade og overskydende druer. Druerne er høstet manuelt og vinen lavet med gæring og maceration over 4 uger. Efter endt gæring er den så lagret 12 måneder i 100% nye barriques.

Duftmæssigt er det en landlig sød kostald, animalsk dampende med røgede noter, grannåle, karamel, mælkechokolade, vanilje samt frugt af rabarber, hindbær og jordbær, nogle blomster og friske urter. Det dufter som Spätburgunder … og det er jo ganske dejligt.

Uha hvor den smager godt … blød, cremet, men lidt kraftig i stilen, der er jordbær, moreller, ribs og en let lemon bitterhed, tørhed samt fine tanniner og lang, lang eftersmag. Den har sgu en dejlig let, fin og sart syre, som skaber elegance og friskhed. 94 point.

Vinene fra Weingut Karl H. Johner forhandles af Vinbutikken.dk, men denne er ikke i sortimentet. På vingården i Tyskland koster en flaske 30€ … svarende til 224 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Jean Bouchard, Santenay, Bourgogne, Frankrig

2018 Jean Bouchard, Santenay, Bourgogne, FrankrigVi fortsatte med næste vin i Frankrig, men rykkede lidt længere mod syd til Bourgogne, for i centrum af Beaune finder vi vinhuset Jean Bouchard, der står bag denne 2018 Santenay.

Domaine Jean Bouchard har en lang historie, der strækker sig tilbage til 1926, da Bichot-familien begyndte at samarbejde med huset Jean Bouchard, som oprindeligt var baseret i Bordeaux.

Huset oplevede en sand økonomisk opblomstring i 1955, der førte til, at Bichot-familien købte det og satte Jean Bouchard i spidsen for virksomheden, der overordnet hed Maison Albert Bichot.

Gennem tiden har huset gennemgået en revitalisering, især i begyndelsen af 2000-tallet, hvor Maison Albert Bichot udvidede sit sortiment af Bourgogne vine, opkøbte flere ejendomme og marker samt og øgede sit fokus på detailhandel.

Således ejerJean Bouchard aka Maison Albert Bichot i dag Domaine Long-Depaquit i Chablis med 65 hektar, Domaine du Clos-Frantin og Château-Gris i Nuits-Saint-Georges med 7,3 og 3,5 hektar, Domaine du Pavillon i Pommard med 15 hektar, Domaine Adélie i Mercurey med 7,8 hektar og Domaine de Rochegrés i Moulin-à-Vent med yderligere 5,2 hektar. Men derudover opkøbes der også druer fra andre avlere.

Dermed dækker Jean Bouchard terroirs fra Chablis i nord til Mâconnais i syd, hvilket både inkluderer en række regionale og landsby appellationer samt Premier og Grand Crus. Produktionen omfatter hovedsageligt hvidvin, men der laves også rødvine og mousserende vine.

Der laves således sindssygt mange forskellige Jean Bouchard vine og én af disse er denne Santenay fra nedre skråninger af Mont-de-Sène i Côte de Beaune. Vinen er lavet med gæring i temperaturstyrede åbne kar ved 28-30 grader og efter endt fermentering er vinen så lagret 12-14 måneder på barriques, heraf højst 15% nye fade.

I næsen er der en mørkere og ganske landlig Pinot Noir … der er tydelig fadpræg med træ, vade fade, lakrids og jordnødder, mens frugten mest er jordbær og hindbær suppleret med lidt oksefond.

Selvom det jo er en lettere vin, så er den alligevel kødfuld, men samtidig virkelig blød og frugten smelter næsten i munden med en smule sødme, kirsebær, jordbær og hindbær. 92 point.

Kan ikke se en forhandler herhjemme, men i Frankrig kan vinen findes til 19,99€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Domaine Agapé, Helios Pinot Noir B Grande Cuvée Elevé en Barrique, Alsace, Frankrig

2022 Domaine Agapé, Helios Pinot Noir B Grande Cuvée Elevé en Barrique, Alsace, FrankrigMin vurdering af denne Helios Pinot Noir B Grande Cuvée Elevé en Barrique fra Vincent Sipp på Domaine Agapé har været lidt svingende fra god til dårlig … men i denne årgang 2022 er den ganske god.

Nu har jeg skrevet om Domaine Agapé flere gange, da jeg har smagt hovedparten af hans vine, så jeg skal ikke trætte jer med en masse om selve vingården nede i Alsace.

I stedet kigger vi på denne Helios Pinot Noir B Grande Cuvée Elevé en Barrique, der er lavet på druerm, der dyrkes 100% økologisk, idet Vincent dyrker alle sine marker efter økologiske principper.

Al gødning til afgrøderne er fra naturlig kompost og så bliver jorden  pløjet i efteråret for at stimulere livet i jorden og undgå vinterens erosion. Der er dog ikke så mange oplysninger om vinen … altså udover, at den selvfølgelig er lagret på egefade.

Duftmæssigt er det bestemt en Pinot Noir, som har masser af karakter fra fadene, for der er noget lejrbål, grafit, brændte noter, blæk, chokolade, bacon og flæsk. Frugten er mest  kirsebær, ribs og solbær og de følges sammen med en lidt jernagtig mineralitet, grene og grønne blade.

Smagsmæssigt er vinen mere rundt end jeg husker det … og heldigvis, da den tidligere har været meget grøn og ufremkommelig. Sådan er 2022’eren ikke … der er igen lidt fadnoter, brændte noter og den virker utrolig tør og har ligeledes markent tørre tanniner og en frugt, der mest er kirsebær samt lidt hindbær. Det er fortsat en rank, oprejst og kølig Pinot Noir. 91 point.

Importør herhjemme er Clément Vin, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Domaine du Clos des Poulettes, Côte de Nuits Vierville, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine du Clos des Poulettes, Côte de Nuits Vierville, Bourgogne, FrankrigTilbage i maj 2022 mødte jeg Hélène Michaut fra vinhuset Domaine du Clos des Poulettes til Bourgogne Branchesmagning arrangeret af Vinmonopolet.dk. Nu smager jeg igen en vin derfra, nemlig denne 2020 Côte de Nuits Vierville.

Domaine de la Poulette er en meget gammel ejendom, der er beliggende i Corgoloin i Nuits-Saint-Georges. Vinhuset har egentlig været i familiens eje i 7 generationer. Det var reelt  Lucien Audidier, der startede Domaine du Clos des Poulettes, da han blev gift med en helt ung kvinde, hvis familie havde ejet vingården i Corgoloin siden det 17. århundrede.

Siden gik ejerskabet i 1994 i arv til datteren Françoise Michaut-Audidier og hendes mand François, som allerede på det tidspunkt var stærkt involveret i vinproduktionen og i dag er det deres datter Hélène Michaut, der står for driften … og siden 2009 alene efter hendes søster Carolines dødsfald.

Vingården hedder både Domaine Audidier, Domaine de la Poulette samt Clos des Poulettes og har sit navn efter den monopolmark, som familien ejer, nemlig den 1 hektar store mark Clos des Poulettes, der er omkranset af 3 mure og anlagt i terrasser.  Den udgør en af de 16 hektar vinmarker, som godset har ved byerne Corgoloin, Nuits-Saint-Georges og Vosne-Romanée.

Til Bourgogne Branchesmagningen i 2022 smagte jeg også denne Côte de Nuits Vierville, men dengang var det i en årgang 2019, men nu er det altså årgangen nyere.

Vinen er som alle rødvinene hos Domaine du Clos des Poulettes lavet i små termoregulerede gæringskar. Efter fermentering ligger vinen så i kold maceration i 4-6 dage, hvorefter der sker malolaktisk gæring og lagring 18 måneder i 228 liter egefade, heraf op til 20% nye fade. Aftapning udført efter let klaring, men uden filtrering.

Hold da op … hvor er duften ung, grøn og urtet. Der er grønne blade, ligusterhæk, afbarkede grene samt et medicinskab, fennikel, selleri og en frugt med syrlige kirsebær, lyse blommer, boysenbær … og man kan næsten ud fra duften fornemme den våde vinkælder, hvor vinen laves, suppleret med lidt nelliker og let kanel.

Smagen er langt bedre end duften … langt mere blød og cremet, mere sammenhængende og har også bedre balance mellem en lidt mørk, småopulent og intens frugt samt noget frugtsødme. I munden er der violer, tobak, lakrids, lidt sød mentol, karamel samt tanniner, der er markante, rustikke og lidt brovten, men suppleret med lidt peber, nelliker og en stenet mineralitet, så er vinen så klart bedre end 2019’eren, så dermed lige knap 91 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 250 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, Frankrig

2021 Ampelidae, Marigny-Neuf Pinot Noir, Loire, FrankrigDenne Marigny-Neuf Pinot Noir fra vinhuset Ampelidae er en herlig lille Pinot Noir vin, som jeg da også har smagt før i både årgang 2018, 2019 og 2020 … og nu smager jeg så 2021’eren.

Boutique Domaine Ampelidae holder til i den lille by Marigny-Brizay få kilometer nord for den store by Poitiers … et lille vinøs smørhul i Loire, hvor det jo ellers vrimler med gamle vinslotte.

Ampelidae er grundlagt i 1995 af Frédéric Brochet. Han er interessant, uddannet ph.d. i psykolog og vinmager. Han tog sin ph.d. ved Bordeaux University, mens han på det vinmæssige område allerede i 1990 startede med at lave lidt vin til eget forbrug – alene 2 tønder – fra nogle marker ejet af familien, 0,5 hektar tilhørende hans far og 4 hektar tæt ved Poitiers ejet af Frédérics bedsteforældre.

Efter sin ph.d. uddannelsen rejste Frédérics til Wagga Wagga området i  Australien og var involveret i et projekt om måling af methoxypyrazinniveauer i vine. Han blev der ret fascineret af den australske vinindustri og besluttede, at han i Frankrig ville lave det franske modstykke til Penfolds og det blev så til etableringen af projektet Ampelidae.

For at supplerende indtjeningen, så arbejdede Frédéric samtidig nogle måneder om året som underviser på Slow Food universitet i Pollenza i Italien, men i 2004 kom Kate og Benjamin Meuli med i det lille projekt.

Kate og Benjamin var i forvejen ejere af Château des Roches … et af den lille bys 9 store og gamle vinslotte … bygget i 1895 på resterne fra et slot fra det 11. århundrede. Slottet havde tidligere været feriebolig for den berømte forfatter Gilbert Cesbron.

Men derudover havde det senere også været bolig for Monsieur Marot, formanden for Société Française des Hybrideurs og havde under hans vejledning blevet producent af hybride vinstokke, der kunne klare sig i et land hærget af phylloxera.

Derfor blev Château des Roches både en vigtig vinavler af nye vinstokke, men også vinproducent. Og efter Kate og Benjamin Meuli overtagelse af slottet i 1989. så havde de restaureret det totalt.

Da de i 2004 indgik i et samarbejde med Frédéric Brochet, så blev slottet også samtidig vineri for Ampelidae, som dermed også fik en adgang til Château des Roches’ vinmarker, mens Frédéric gik i gang med indretning af vineriet på slottet, bl.a. med brug af ​​chai og huler som man havde gjort tilbage i 1893.

Samlet har vinhuset selv 75 hektar vinmarker, der ligger i 2 områder, hvor det ene er omkring slottet Manoir of Lavauguyot og det andet omkring Château des Roches samt det tussegamle slot La Mailleterie i Marigny-Brizay.

La Mailleterie havde været i Brochet familiens eje fra 1809 og frem til 1960, så det har altid haft speciel betydning for Frédéric Brochet. Familien havde beholdt lidt marker fra slottet og det var netop derfra, at Frédéric lavede sine første vine.

Derudover opkøber Ampelidae i dag også druer fra 40 hektar marker tilhørende nogle af de andre gamle vinslotte i Marigny-Brizay. Vinmarkerne drives fuldstændig økologisk og der dyrkes primært Sauvignon Blanc, Sauvignon Gris, Pinot Noir samt lidt Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon.

Siden 2020 har Kate Meuli været leder af Ampelidae og har nu et hold af vinmagere til lave vinene. Jeg kan ikke se, om Frédéric fortsat deltager i driften, men Kate forsøger nu at gøre vinhuset kendt i det meste af verdenen som et vigtigt økologisk vinhus.

Marigny-Neuf er en serie af vine fra Ampelidae, hvor man forsøger at bevare det autentiske udtryk for de store Loire druesorter, så det er en vin, som både laves på Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Cabernet Franc … her har vi så fat i Pinot Noir udgaven.

Marigny-Neuf Pinot Noir er lavet med druer af klonen PN1328 fra marker ved slottet Manoir of Lavauguyot … altså nogle af vinhusets egne marker. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke, men ellers har jeg ikke mange oplysninger om produktionen.

I næsen er der en sjov leret og landlig aroma … der er vanilje, en  candyflossagtig frugtsødme, cedertræ, appelsin, ribs, jordbær og kirsebær, umodne grønne nødder, violer, peber, allehånde samt lidt andre søde krydderier. Derudover har den en meget autentisk duft af våd vinkælder.

I munden er det også en rustik, bondsk, ren og frisk vin med en ganske syrlig frugt af ribs, hindbær, lyse kirsebær, lemon og citron, masser af juraagtig syre, noget grape bitterhed … har en tør, syrlig og frisk kant, masser af charme og en vis lethed. Det er rustikt, kantet, syrligbittert og levende, så 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 100 kr.  ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, Tyskland

2021 Weingut Burggarten, Spätburgunder Classic, Ahr, TysklandNår vi nu er i gang med at smage vin fra Paul Schäfer på Weingut Burggarten. så lad os da endelig også smage en gammel kending og klassiker … det er Schäfers Spätburgunder Classic, som jeg smager i nyeste årgang 2021.

Det er en gammel kending, for jeg har før smagt vinen både i årgang 2016, 2017, 2018 og 2019.

Druerne til Spätburgunder Classic kommer fra flere forskellige marker, men er – som alle husets Spätburgunder vine – modnet på træfade, men hvor lang tid fremgår dog ikke, så derfor smager jeg blot på vinen.

Duften er umiskendelig Ahr … har denne lyse, lette side sammen med røgede noter samt grangrene suppleret med sødlig animalsk landlighed, lys frugt af  jordbær, kirsebær og ribs, nelliker samt lidt finkornede fadnoter af vanilje, kanel, mælkechokolade, letbrændte noter og samlet god rundhed.

I munden er der der en lemon- og citronagtig bitterhed kombineret med en lys frugt af tranebær, jordbær og saftige kirsebær, en lækker lille frugtsødme, som går fint i hånd med bitterheden, de lyse bær og en frisk, levende og mineralsk syre. Det giver vinen både en kølig stil samt en sød venlighed, så dermed holder denne Gutswein et ganske højt og imponerende niveau uden så mange dikkedarer. 91 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Weingut Burggarten, Blanc de Noir Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2022 Weingut Burggarten, Blanc de Noir Spätburgunder, Ahr, TysklandPåskevejret 2024 var ikke noget at skrive hjem om … ret regnfuld, som man også kan se af billedet. Nu regner det igen, men vinen fejler sgu ikke noget.

Det er en 2022 Blanc de Noir Spätburgunder fra den rare og dygtige Paul Schäfer junior hos Weingut Burggarten.

Vi besøgte Paul på vingården i Ahr i efteråret 2019 og det kan du læse om i indlægget Besøg hos Weingut Burggarten … og den rare vinmager Paul Schäfer.

Denne 2022 Blanc de Noir Spätburgunder er en af husets Gutsweine aka basisvine og er lavet med Spätbrgunder fra flere af husets marker og efter høst blot presset, så vinen næsten ikke tager farve fra drueskindet. Vinen er lavet udelukkende på Edelstahltanks og det gælder både den temperaturstyrede gæring og efterfølgende lagring med bærmen.

Hvor dufter det dog bare fremragende og min første tanke er, sikke da en fin og lækker balance, hvor du både får læskende drikkeglæde samt en frisk frugt. Der er jordbær og fersken, frugtsødme, meget blød og sodavandsis-læskende saftig og betagende.

Sådan smager vinen faktisk også … lidt en saftig og læskende bandit med en alvorlig fuge i panden, for den har også en seriøs smag af lidt grape, lemon og kandiseret citron … rund og venlig syre, men det er bare så rent, fint, saftigt og smagfuld på en festagtig måde. 91 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 199 kr., men i øjeblikket kan fås på tilbud til 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Weingut Achenbach, Spätburgunder Urmeer, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Achenbach, Spätburgunder Urmeer, Rheinhessen, TysklandJeg skulle da også lige prøve en rødvin fra Weingut Achenbach og det blev så denne 2018 Spätburgunder Urmeer.

Her kommer Spätburgunder druerne til vinen så fra flere af husets Siefersheim vinmarker og det er både Heerkretz samt Martinsberg.

Når jeg skriver, at det er en årgang 2018, så er det faktisk en sandhed med modifikationer, da vinen er lavet som en sammenstikning af to årgange. Urmeer er lavet med druer fra den modne og varme årgang 2018 samt med druer fra den frugtige og elegante årgang 2021.

Druerne er – i begge årgange -plukket ved optimal modenhed og den efterfølgende gæring og maceration er sket helt traditionelt og efter endt fermentering, så er vinen lagret på egefade … årgang 2018 er selvfølgelig lagret 3 år længere end 2021 inden sammenstikning samt endelig aftapning på flaske.

I glasset er der lige en lidt knækket farve … niveauet inden vi begynder på de brunrødlige farver, mens duften giver dig et dejligt og sødligt fadpræg med kostald, vanilje, kanel, røg og frugt med lidt brombær, jordbær … tørre krydderier, allehånde,  cedertræ, meget luftig, let og samtidig med en æterisk luftighed.

Smagen har en god, ren og veldrejet syre … der er sure kirsebær, hindbær, ribs og tranebær. Det er en let og frisk vin, hvor frugten er ren, klar og bider en smule på tungen sammen med lidt peber, sarte fadnoter af lakrids og vanilje … giver god balance og smag. Det er dermed en dejlig lille Spätburgunder. 92 point.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7