Tag-arkiv: rondinella

Rondinella er en italiensk rød druesort, der oftest findes i vine fra Valpolicella og Bardolino, hvor den spiller andenviolin til Corvina i de klassiske blandinger, men næsten aldrig ses alene.

Rondinella giver urtearomaer samt lette, frugtige og kirsebærsmag til vinene. Den er populær, modner relativt sent, er meget produktiv og modstandsdygtig over for svampesygdomme og råd, selvom den ikke isoleret giver vine af særlig høj kvalitet. Den er velegnet til tørring, som der er tradition for i Valpolicella.

Udover at Rondinella blandes godt sammen med Corvina , så deler de to druesorter også samme genetiske fingeraftryk. Nyere DNA analyser har nemlig fastslået, at Corvina er en forælder sort til Rondinella.

Der findes ud over Italien også små arealer med Rondinella i Argentina.

2010 Guerrieri-Rizzardi, 3 Cru Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

Og når vi nu er ved Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardi i Bardolino, så bød en lille Selection smagning torsdag hos Vinspecialisten faktisk også på en vin fra dette vinhus, nemlig husets 3 Cru Amarone della Valpolicella Classico Classico DOCG … én af de tre Amaroner, som produceres på vingården.

Selvom Cru betegnelsen måske ikke hører hjemme i Italien, så har denne 3 Cru Amarone della Valpolicella DOCG sit navn på grund af, at druerne til vinen kommer fra Guerrieri-Rizzardis tre “Grand Cru” marker, nemlig markerne Calcarole, Pojega og Rovereti.

Det er samtidig også tredjevinen blandt husets Amaroner, idet der over denne er storesøsteren Villa Rizzardi Amarone Classico della Valpolicella DOCG, udelukkende af druer fra marken Pojega, samt den største søster og topvinen Calcarole Amarone Classico della Valpolicella DOC, som også er en enkeltmarksvin lavet af druer fra marken Calcarole og udelukkende laves i specielt gode årgange.

Vinen er lavet på 80% Corvina, 10% Rondinella mens de sidste 10% skulle være Barbera. Ja, Vinspecialisten er åbenbart ikke helt sikker, for nogle steder står der Barbera og andre steder, at de sidste 10% er Molinara. Jeg tror nu, at der er Barbera, som bl.a. også bruges i de to større Amaroner. Desværre findes vinen ikke på vinhusets hjemmeside, så vi læner os i stedet op ad vinspecialisten.

Vinen er fremstilles helt traditionelt som Amaroner, dvs. med tørring på stråmåtter inden presning. Gæringen finder sted i fade på mellem 18 og 25 hektoliter og når gæringen er tilendebragt, så lægges vinen 12 måneder på fade af 2,25 hektoliter og efterfølgende 24 måneder på fade af 25 hektoliter.

I næsen en lidt sur/syrlig note, næsten som en sur sok … men absolut på en god måde, måske lidt en gæret duft. Derudover flæsk, bacon, røget flæsk, tørrede figner, overmodne blommer samt tørre krydderier. I munden godt med Amarone fylde, let rosin … men slet ikke så galt, som det nogen gange sker med Amaronerne. Der er også mørk frugt og en vis friskhed, som gør at den aldrig bliver helt tung … og hurra for det. Fint glas.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 295 kr.

Rating 5/7 

2013 Guerrieri-Rizzardi, Tacchetto Bardolino Classico, Veneto, Italien

Denne uge bød også på en italiener, nemlig vinen Tacchetto Bardolino Classico fra vinhuset Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardi, som ligger ved byen Bardolino … lige klods op af Gardasøen. Det er et vinhus, som specielt er kendt for deres Amarone vine, men faktisk laver en lang række vine.

Vinhuset er i dag ejet af Rizzardi-familien, og det gamle hus i Bardolino har fungeret som vingård siden 1450. Azienda Agricola Guerrieri-Rizzardi sidder i dag på en stor del af de allerbedste og mest eftertragtede vinmarker i Soave, Valpolicella, Valdadige og Bardolino.

Huset fik sit navn Guerrieri-Rizzardi i 1913, da et ægteskab forenede to store vinfamilier; Guerrieri med deres 1450 gamle vinhus i Bardolino og marker rundt om Bardolino samt Rizzardi, som havde sine marker, vineri og vinkælder ved byen Negrar. Derudover ejede Rizzardi familien også ejendommen Dolcè i Valdadige og marker i Valpolicella.

Markerne i Soave købte af Guerrieri-Rizzardi først langt senere, nemlig i 1970. I dag ejer familien samlet 82 hektar vinmarker, hvilket er fordelt med 25 hektar i Valpolicella fordelt på 22 parceller med de tre topmarker Rovereti, Pojega og Calcarole, 40 hektar ved Bardolino og Cavaion fordelt på ikke mindre end 35 parceller, 15 hektar i Soave og endelig 2 hektar i Valdadige.

På markerne dyrker familien en lang række forskellige druer som fx Chardonnay, Garganega, Trebbiano, Corvina, Rondinella, Sangiovese, Merlot, Molinara, Marcobona, Cortese, Moscato Bianco og Barbera, blot for at tage dem i helt tilfældig rækkefølge.

Siden 1998 har det været Giuseppe og Agostino Rizzardi, som har stået for driften af vinhuset. Og lige siden har vinene i det 200 år gamle familiefirma gennemgået en nærmest revolutionerende kvalitetsfremgang. Derudover har familien i 2011 bygget et nyt og moderne vineri i bakkerne ved Bardolino. Det støtter nemlig Giuseppe Rizzardis filosofi, som går på lave vine med en kombination af oprindelighed og moderne vinifikation. Vinene skal fortsat smage af de lokale druer, og karakteren vil ikke ændre sig til alkoholrige vine med fokus på frugt frem for karakter.

Denne Tacchetto Bardolino Classico er en enkeltmarksvin, hvor druerne kommer fra marken Tacchetto, som er på 3,51 hektar og ligger i bakkerne ved byen Cavaion, lidt sydøst for Bardolino. Undergrunden er sandet og fyldt med sten, og vinen er lavet på 80% Corvina, 10% Rondinella og 10% Merlot, 10-15 dages maceration og alene lavet på rustfri ståltanke, hvori vinen også modner 6 måneder. Der er lavet 11.300 flasker af vinen i denne årgang 2013.

I næsen en herlig duft … slet ikke Veneto-tung, men starter med lidt syrlig stald, babybræk … eller noget animalsk af en slags, blæk, syrlig frugt, ribs, tørhed, tørre grene … ganske rustik og en smule grøn. Virker ganske kompleks i næsen. I munden er vinen rund med blid frugt, kirsebær, fin syrlighed og renhed. Faktisk dejligt at opleve, at Corvina og Rondinella kan give så frisk vin. Bliver måske lidt “vandet” i udtrykket og lidt kort i eftersmagen, men bestemt en elskelig vin.

Købt hos Vinspecialisten, pris 115 kr.

Rating 4,5/7 

2010 Cantina Valpantena, Torre del Falasco Amarone del Valpolicella, Veneto, Italien

Videre til Italien … helt præcis til Verona i Veneto, hvor vi finder kooperativet Cantina Valpantena Verona, som står bag denne Torre del Falasco Amarone del Valpolicella, som vel nærmest er kooperativets topvin.

Kooperativet er grundlagt tilbage i 1958 af en flok vinavlere omkring Verona, men i dag omfatter kooperativet ikke mindre end 250 medlemmer, og har en produktion fra samlet omkring 750 hektar, så lidt af en større historie.

I 2003 er kooperativet endda udvidet via en fusion med kooperativet Oleificio delle Colline Veronesi, som tæller yderligere 150 medlemmer, men alene producerer olivenolie. Så i dag er Cantina Valpantena Verona ét af de større vinerier og olivenprocenter i området.

Vinene laves primært under eget navn, dvs. Cantina Valpantena, men der laves også vine beregnet til store supermarkedskæder fx under en lang række navne, fx Quintus, Tesauro, Alfabeto eller Pagus Bisano, og de vine kan findes i SuperBrugsen, Coop m.v. Og ja, det omfatter også lige præcis billig-Amaroner til omkring 100 kr. flasken. Samlet laver kooperativet omkring 7,5 mio. flasker vin hvert år.

Den ansvarlige vinmager på Cantina Valpantena hedder Lorenzo Caramazza, og kommer fra området. Han startede sin karriere arbejder som analytiker på Laboratorio Enologico Vassanelli, hvorefter han arbejdede for Cantina Negrar igennem en lang periode inden han kom til Cantina Valpantena. Han er samlet ansvarlig for produktion, aftapning og kvalitetskontrol.

Torre del Falasco er kooperativet topserie, og den omfatter 17 forskellige vine, lige fra IGT vine på Pinot Grigio, Soave DOC vine, Recioto og i toppen altså denne DOC Amarone del Valpolicella. Vinen er lavet på druerne Corvina, Corvinone, Rondinella, som alle har tørret mindst 4 måneder efter høst, hvorved de mister omkring 40% af deres vægt. Denne proces kaldes på italiensk Appassimento. Maceration på 20 dage efterfulgt af 18 måneder på barriques inden vinen flaskes.

I næsen en kraftig fætter med lakrids, sød tobak, vanilje, svedsker, blommer … et lille strejf af rosiner, men ikke meget. Heldigvis … for jeg hader, når Amaroner bliver for meget Rosinvand. Derudover lidt blyant, grafit samt måske lidt chokolade. I munden er der blommer, godt med frugt, svedsker, mælkechokolade, tobak, tørret frugt … godt med sødme og slutter med en ren syre i eftersmagen, hvilket egentlig klæder vinen.

Virker som en moden vin, og uden for meget rosin, og det er absolut godt for en Amarone. Tror dog heller ikke, at den skal gemmes for lang tid … så dukker rosinerne højst sandsynligt op.

Forhandles i Irma, hvor prisen er 219 kr.

Rating 4,5/7  

2010 Antiche Terre Venete, Valpolicella Ripasso, Veneto, Italien

Fra Tastersbox‘ italienske januarkasse endnu en vin. Danmarks flittigste vinblogger går den ekstra mil og smager denne Valpolicella Ripasso fra vinhuset Antiche Terre Venete, som ligger ved byen Montorio omkring 5 kilometer nordøst for Verona øst for Gardasøen i underzonen Valpolicella-Valpantena.

Vingården er grundlagt for tæt på 100 år siden af bedstefar Vittorio Sancassani. Derefter overtog sønnen Sergio driften i midten af 1970’erne, og i dag er det Sergio søn Luciano Sancassani, der med hjælp fra de to venner Vittorio og Riccardo står for driften.

Antiche Terre Venete driver i alt 25 hektar vinmarker, fordelt på egne marker og lidt lejede marker. Man er i gang med omlægning af produktionen til ren økologisk produktion.

Derudover er man også i gang med at bygge nyt vineri, som vil blive udstyret med nyeste teknologi til økologisk produktion og lavt energiforbrug via solenergi.

Ripasso kommer fra ordet Rispasare … og det betyder at passere igen og det er netop det specielle ved Ripasso. Man tager en traditionel Valpolicella vin og hælder over kvaset fra Amarone-fremstillingen. Dels presser man de sidste smagsnuancer ud af Amaronen og dels begynder vinen igen at gære, da der stadig vil være sukker i kvaset. Det giver en mere fyldig vin, som optager farve og fylde fra den tidligere vin.

Denne Ripasso er lavet på Corvina, Corvinone, Rondinella. Modsat en normal Valpolicella undgår denne Ripasso sin 2. fermentering i december, når den hældes over Amarone-presningen. Dette giver en ekstra krop og kompleksitet.

Lad os smage vinen. Duftmæssigt er vinen lidt rustik og animalsk, næsten syrlig mødding … og det er sgu herligt. Det havde jeg ikke lige forventet af en Ripasso. Der er også duft af blommer, svedsker, kakao, urter, tørre krydderier, gazebind og lidt alkohol. Sidstnævnte lidt øv.

Smagen er sødlig, hvilket vel også var forventet og meget typisk Ripasso’er. Der er lidt kanel, egefade og ellers ganske harmonisk. Men lidt til den søde side, hvilket nok passer meget godt til Tastersbox‘ madforslag om pizza med parmaskinke til vinen.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, pris 99,95 kr. eller 84,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7  

2005 Ernesto Ruffo, Basaltico Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

Formidable – som de synger i en af tidens reklamer – intet mindre. Jesper havde nytårsaften åbnet denne bombe gigantos … Ernesto Ruffos Basaltico Amarone della Valpolicella … en vin, som jeg tidligere har smagt i både årgang 2003 og 2004 og været ovenud begejstret for … og 2005’eren cementerede blot denne begejstring.

Azienda Agricola Ernesto Ruffo ligger i byen Lavagno ved de vulkanske bakker i San Briccio, der grænser op til Mezzane dalen.

Ernesto er en autodidakt og unik vinmager, som begyndte at lave vin til sin familie, men hans vine vandt efterhånden mange beundrere og mange af branchens eksperter, betragter ham i dag som én af ​​de store producenter af Amarone.

Det har nu ikke påvirket Ernesto, som fortsat har en meget beskeden produktion. Samlet set producerer han i samarbejde med sin søn Leonardo mindre end 5.000 flasker Amarone og Valpolicella Superiore om året.

Det er ikke meget, og vinene er derfor også svære at få fat i.

Det er svært at finde info om denne lille producent, som ganske vist har en hjemmeside på nettet, men uden information … udover en mailadresse, men det er jo også ganske charmerende, at alle kræfter på vingården alene bruges på at lave god vin.

Som nævnt er det svært at få lov at købe vinene fra Ernesto Ruffo og Jysk Vin har fortalt, at de allernådigst fik lov til at importere omkring 100 flasker af hans Amaroner … og dette er altså én af de 100 flasker. Ved ikke, om dette er ændret med 2005’eren … men det er stadigvæk en eksklusiv vin, hvilket prissedlen på vinen også bekræfter.

Men hvilken vin … et sandt kraftværk, powerplant, dynamo atomreaktor. I næsen er der røget bacon, gammel kælder, indkogt balsamico, frugt og mørke blommer samt let rosin. Hmmmmmmm, næsten vanedannende. I munden et sand eksplosion, som er en nytårsaften værdig. Der er mørke bær, blommer … nærmest bløde blommer, fylde, varme, chokolade og blid syre. Det mest imponerende er nok den utrolige intensitet og overdrevne klare frugt … meget atypisk for normale Amaroner. Og som sidst bliver man sgu i godt humør af denne vin.

Vores respektive fruer meldte begge pas til vinen … for stærk var én af kommentarerne. Sådan kan man være så heldig, så Jesper og jeg endte med at dele vinen. Hurra for kræsne fruer. Men det er måske også mest en mandevin? Klart aftenens bedste vin.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 825 kr.

Rating 6,5/7  

2010 Pajar, Rosso Veneto IGT, Veneto, Italien

Stor frokost med masser af gæster, omkring 22 af slagsen … ja stor familie, så lidt vin skal der på bordet. Havde lige 6 flasker af denne Rosso Veneto IGT fra Pajar liggende … men hvad dækker dette Pajar over? For det er vist ikke et lille vinhus, som går og sysler med deres vine i en lille kælder.

Det er i stedet en vin lavet specielt for salg … big time, og så vidt jeg kan se … nok primært til det danske marked, for få søgninger på vinen resulterer næsten alene i danske hits. Det er da også en vin, som sælges af supermarkeder indenfor Dansk Supermarked.

Eller med andre ord en supermarkedsvin … ikke at det nødvendigvis er dårligt. Omkring 80% af al vin, som sælges i Danmark, sker via supermarkedskæderne ejet af Coop, Dansk Supermarked og Super Gros,

Dennne  Pajar Rosso Veneto IGT er lavet af Cottini S.p.a. Azienda Agricola Produzione Vini Pregiati  i deres kældre i området Caprino Veronese, lidt øst for Gardasøen og lidt nordøst for Bardolino. Det er vist – som jeg kan opklare – et ret stort industrielt firma, som laver vine under flere brands, ja helt præcis 18 forskellige brands.

Et af deres brands hedder Villa Annaberta, og disse vine er også kendte fra de danske supermarkeder, bl.a. deres Valpolicella Ripasso … som i øvrigt har en næsten identisk etikette som denne Pajar Rosso Veneto IGT. Det samme gælder Jairo, som forhandles af Coop supermarkederne … og disse vine sælges også med en identisk etikette og til billige priser.

Denne Pajar Rosso Veneto IGT er lavet på druerne Corvina og Rondinella fra marker tæt på Gardasøen. Druerne tørrer derefter 15-25 dage inden presningen. Derefter lagrer vinen 12 måneder på egefade og 6 måneder i flaske inden frigivelsen.

Og hvad er resultatet så? Ja, man har fået lavet en vin, som de fleste danskere vil synes om. Godt med fylde, mørke bær og sødme. Meget letdrikkelig. Smagsmæssigt er der først en fin blødhed, mørke bær, chokolade, svag syre og godt med sødme, men vinen er også lidt endimensionel i udtrykket … lidt flad og med lidt jern i eftersmagen.

Forhandles af bl.a. Netto, hvor prisen normalt skulle ligge omkring 50-55 kr.

Rating 3/7  

2012 Cantine Lenotti, Le Olle Bardolino Classico Superiore, Veneto, Italien

Lillejuleaften … ænderne er lige kommet i ovnen, langtidstegning 100 grader i 10 timer … natten over. I glasset lidt rødvin … en gave fra en kunde, samme vin som sidste år, nu blot en årgang nyere. Vinen er en Le Olle Bardolino Classico Superiore fra vinhuset Cantine Lenotti, som ligger lige op af Gardasøen i byen Bardolino.

Ja faktisk ligger Lenottis vingård lige i udkanten af byen ved Gardasøens bred i umiddelbar nærhed af de smukke bakker, omringet af vinmarker og oliventræer. Det er netop søen, som giver området sit ganske særprægede mikroklima, som nærmest er perfekt til vindyrkning.

Vingården har siden 1906 været drevet af Lenotti familien. Det er i dag fortsat et rigtigt familieforetagende, hvor faderen Giancarlo Lenotti er ønologen med ansvar for produktionen og for markerne, mens hustruen Marina tager sig af salget i Italien, mens sønnen Claudio er ansvarlig for det internationale salg.

Oprindeligt solgte man blot vinen i tønder og demijohns (store vinballoner i glas), men i 1968 begyndte familien at producere og tappe kvalitetsvine med efterfølgende direkte salg. I dag eksporterer vingården til det meste af verden, herunder hele Europa, USA, Kina, Rusland, Thailand, Brasilien m.v.

Kældrene er bygget i fuld harmoni med det smukke landskab, og er udstyrede med meget moderne vinificerings- og aftapningsfaciliteter. Men skabelsen af gode vine starter allerede på vinmarkerne, og derfor bruger Lenotti meget tid på dyrkningen og udvælgelsen af vinstokkene. Druerne høstes separat i de forskellige produktionsområder, og hver parcel bliver vinificeret for sig. Det sidste er ikke bare et tilfældigt markedsføringsnummer, men et helt klart valg for om udvikle hvert område, hver parcel eller druekarakter så meget som muligt.

Lenotti ”Le Olle” er lavet på de kendte Amarone druetyper, 65% Corvina og 25% Rondinella, samt 10% af den for Veneto regionen lidt utraditionelle drue Cabernet Sauvignon. Rødvinen er dyrket på Lenotti’s egne marker, nemlig marken La Pra med skåninger lige øst for Gardasøens bred. Vinen har fået sit navn ”Le Olle” efter et fund af keramik krukker fra romernes tid på selvsamme mark, som druerne dyrkes på. Disse krukker blev i sin tid brugt til at opbevare vin i, så det er ikke noget moderne påfund at lave vin på de kanter! Krukkerne er afbildet på etiketten til vinen, som et minde, til trods for den ulejlighed udgravningerne var.

Lenotti har fundet stor inspiration i de kendte Veneto vine Amarone og Recioto, og den inspiration har smittet af på ”Le Olle”. Således presses og gæres 70% af druerne til ”Le Olle” straks efter høsten, mens de resterende 30% tørres i 40-50 dage, og derefter presses og gæres i november måned.

Og smagsmæssigt ligger vinen uhyrlig tæt på smagsnoterne fra sidste år. Duftmæssigt støvet tør jord … men måske knap så tør som hos 2011’eren. Derudover er der sødme, mørkerøde kirsebær og blommer. I munden giver vinen lidt syltetøj, rosiner og blommer. Tanninerne er tydelige, men der er samtidig den store Amarone-agtige fylde, lidt spice/krydderier inden smagen slutter med stor rundhed og varme. Blid og blød-

Forhandles hos Vildmedvin.dk, hvor vinen pt. er på tilbud til 99 kr.

Rating 4,5/7 

2003 Gerardo Cesari, Il Bosco Amarone Classico, Veneto, Italien

Byggemødets næstsidste vin blev sgu en Amarone … det gættede de fleste vist … undtagen sygeplejersken. Og en ganske skøn en af slagsen, nemlig denne Il Bosco Amarone Classico fra vinhuset Azienda Gerardo Cesari, som er et stolt familieforetagende, som er beliggende i to store domiciler, hvoraf det gamle ligger i S. Pietro, mens det nye ligger i Cavaion Veronese i Veneto.

På sidste byggemøde hos Brix – ja vel næsten nøjagtigt for ét år siden – smagte vi faktisk også en vin fra Gerardo Cesari, nemlig hvidvinen Fiorile Pinot Grigio delle Venezie IGT, som jeg selvfølgelig også skrev lidt om her på bloggen. Den var jeg nu ikke synderlig begejstret for, men det er jeg bestemt for denne Amarone.

Azienda Gerardo Cesari er grundlagt i 1936 af Gerardo Cesari, men det var nu sønnen Franco Cesari, som gjorde vinhuset internationalt kendt, bl.a. ved at være et af de første huse i Veneto, som i 1970’erne erobrede eksportmarkederne, og blev ét af de første italienske huse, som eksporterede deres vine til alle fem kontinenter … og derfor hurtigt gjorde Cesari navnet synonym med Amarone verden rundt.

I dag hjælper Francos børn Gerardo og Deborah faderen med driften af gården, og de har bl.a. været med til at indføre nyskabende teknologi i deres to state-of-the-art kældre i ejendommene i S. Pietro og Cavaion Veronese.

I dag ejer de selv 100 hektar vinmarker og der bruges både druer fra egne marker samt druer fra andre lokale vinbønder, som udelukkende har solgt til Cesari siden 1960′erne, og herudover har de også en langvarig leje af yderligere 10 hektar vinmarker rundt om i Veneto.

Huset laver klassiske Veneto vine som fx Amarone, Valpolicella, Bardolino og Soave, men der laves i dag også vine på eksempelvis Pinot Grigio, Chardonnay, Merlot og Cabernet Sauvignon.

Her har vi husets Il Bosco Amarone della Valpolicella Classico DOC, lavet på 80% Corvina og 20% Rondinella. Druerne kommer fra “Il Bosco” vinmarken, som ligger sydøst for Castelrotto i Valpolicella. Vinmarken er samlet på 5 hektar, har en eksponering med syd-øst og vinstokke med en gennemsnitsalder på omkring 20 år. Jorden er kalkholdig med røde kalksten og ler.

Vinen laves på ejendommen i Cavaion og lagrer i franske barriques og store egetønder af slovensk eg, hvilket efterfølges af 8 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt omkring Slavonian eg), finde sted. Før udgivelsen af produktet, er vinen overladt til at modne for en anden 8 måneder i flaskerne. Der laves årligt omkring 27.000-33.000 flasker af vinen, som i øvrigt alle nummereres. Denne har nummer 30.580. Ikke at det betyder det store.

2003-årgangen er i øvrigt en af de svageste i flere år fra Cesari, i hvert fald ifølge anmelderne, og således har Wine Spectator giver den 85 point. Seneste årgang 2007 har Parker derimod giver 95 point.

Duftmæssigt godt med solbær, blommer, tobak, lakrids, tjære, mørk kælder, kakao og rosin, mens smagen er sødme, blommer, søde våde krydderier og flot, flot intensitet. Godt frugt … og selv ikke normal Amarone-rosin-vammel, men har faktisk en tydelig syre og godt med tanniner, om end i en sød, blid udgave. Skøn vin.

Forhandles af Salling, hvor prisen for årgang 2006 ligger på 369,95 kr.

Rating 5,5/7  

2009 Sogara Agricola, Storia Antica Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

Et ekstranummer fra i lørdags … ikke at vi behøvede mer’ vin på dette tidspunkt, men da den var kommet på bordet, så skulle den selvfølgelig smages. Det var denne Storia Antica Amarone della Valpolicella … eller det som mange kalder for en supermarkeds-Amarone.

I Danmark er det Coop kæden, som sælger de italienske Storia Antica vine, men jeg kan se, at de også sælges i mange andre lande. Til gengæld er det næsten umuligt at finde ud af, hvem der egentlig har produceret denne vin.

En lillesøster Storia Antica Valpolicella Superiore Ripasso aftappes fra producenten Le Tobele i Marano di Valpolicella, mens denne Storia Antica Amarone della Valpolicella aftappes fra producenten Sogara Agricola, som ligger ved byen Tregnago omkring 10 kilometer nordøst for Verona i Veneto området.

Der er med andre ord tale om et brand, hvor druerne eller druesaften måske opkøbes rundt omkring, og så aftappes vinene hos producenter, som har produktionskapacitet i overskud. Alternativt er det måske overskydende druer fra de respektive producenter, som så blot samlet og markedsføres samlet under navnet Storia Antica.

Det er ganske enkelt umuligt at finde ud af, og fratager – i min optik- selvfølgelig lidt af charmen ved vinen. Der er under alle omstændigheder ikke tale om en lille producent, men masseproduktion beregnet til større supermarkedskæder.

Men er billige Amaroner så dårlige vine? Nej, bestemt ikke, og denne vin er ganske vist også ganske fin og drikkevenlig. I glasset er vinen måske knap så mørk og kraftig som dens øvrige, dyrere kammerater … lidt mere lys i kanten af glasset. Duften er ganske Amarone-agtig med solbær, blommer og rosiner. På den led skuffer den bestemt ikke … selvom der ikke er den store kompleksitet i næsen.

På smagen kommer vinen nok mere til kort. Der er ganske vist rosiner og rød frugt, men den er lidt skarp, knap så fyldig og uden så mange nuancer, som jeg husker Amarone skal have, og den fylder ikke munden på samme vis. Men du får den kraftige smag og duft, som en god Amarone skal levere og på den måde skuffer vinen ikke. Ganske drikkevenlig … og på dette sene tidspunkt lige, hvad vi trængte til.

Forhandles i Coop butikker, dvs. Kvickly eller Brugsen, hvor den ofte ses på tilbud til 79-99 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2007 Tommaso Bussola, Valpolicella Classico Superiore TB, Veneto, Italien

2007 Tommaso Bussola, Valpolicella Classico Superiore TB, Veneto, ItalienTommaso Bussola kaldes Kongen af Amarone … eller i hvert fald har han sammen med Dal Forno og Quintarelli været én af kongerne af Amarone gennem de seneste år. Jeg kunne selvfølgelig også fristes til at tilføje Ernesto Ruffo til denne kategori, men det er en helt anden snak. Her har vi en mørk fætter fra netop Tommaso Bussola … ikke en Amarone, men hans Valpolicella Superiore TB.

Den ultimative Amarone konge Giuseppe Quintarelli blev for nogle år siden selv spurgt, hvem han mente ville blive den næste superstjerne i Veneto, og han svarende prompte uden tøven; Tommaso Bussola. Så med andre ord er vi hos et af de bedste Amarone huse … overhovedet.

Og anmeldere, vinjournalister og vinkyndige verden over er heller ikke i tvivl. De har kastet stjernestøv i rigt mål over Tommaso Bussola og hans vine. Tommasos håndlavede vine har en forrygende kraft og finesse. Vine som har sin helt egen stil. Meget koncentrerede, potente og komplekse vine og meget anderledes end hvad man ellers møder fra disse kanter.

Tommaso begyndte i 1977 med at arbejde i sin onkel Guiseppes marker. Han var egentlig uddannet stenhugger, men efter kort tid i vinmarkerne og i vinkælderen vidste Tommaso med det samme, at han havde talent og ville arbejde med vin.

I 1983 lavede han selv sin første vin, og efter et par år overtog Tommaso onklens Valpolicella ejendom med de gamle vinmarker i hjertet af Classico zonen ved byen Negrar. I starten fulgte Tommaso trofast traditionalisternes fodspor bl.a. med den hævdvundne aldring i gamle tønder, som blev genbrugt mange, mange gange gennem årene.

Men efterhånden begyndte han at eksperimentere, og han fik hele tiden nye idéer til forbedring af vinene. Han blev langsomt mere selektiv i udvælgelsen af de bedste druer bestemt til specielt produktionen af Amarone og Recioto. I marken blev pesticider og herbicider bandlyst.

I kælderen var han lige så kompromisløs som i marken. Kort sagt lavede han de enkelte vine altså på den måde, Tommaso har lyst til at lave dem, og når man har hans håndelag, så er det som regel væsentligt bedre end at følge den slagne vej.

Og pludselig begyndte han at opnå anerkendelser ved større vinsmagninger. Det gav Tommaso mod på yderligere forbedringer, bl.a. ved opførelsen af en ny vingård i 1992-93 samt indførelsen og brug af nye barriques, men kun til de vine som Tommaso mente har godt af det.

For hver årgang blev vinene da også bedre og bedre. Der kom mere finesse, intensitet og personlighed, og han kaldte de ”nye” vine for TB eller ham selv, og de ”gamle” vine for BG, som jo er initialerne for hans onkel Bussola Giuseppe.

I slutningen af 1990’erne var Tommaso Bussolas stil ved at være modnet, og hans vine var efterspurgte og næsten verdensberømt for deres utrolige intensitet af frugt.

I dag drives Azienda Agricola Tommaso Bussola fortsat af Tommaso sammen med hustruen Daniela og sønnen … som selvfølgelig har fået samme navn som onklen Giuseppe.

Der ejes samlet 3 vinmarker, nemlig markerne Vigneto Alto på 1,7 hektar med stokke tilbage fra 1970, Vigneto Casalin på 2,1 hektar og stokke fra 1980 samt endelig Ca’ del Laito – Coare Longhe på 2,9 hektar og ganske nye stokke.

Her er det som sagt hans Valpolicella Classico Superiore TB. TB-serien regnes i dag for Bussolas topserie. Hvor Bussolas ”almindelige” Valpolicella Classico er lys i farven og let i stilen, er TB-versionen langt mørkere, mere muskuløs og magtfuld, men skulle stadig have en helt klar og frisk frugt og en stor saftighed.

Vinen er lavet på 50% Corvina, og Corvinone, 40% Rondinella samt 10% Molinara og andre sorter. Vinen laves efter ripasso-metoden, og gennemgår altså en andengæring på Amarone-kvaset, hvilket efterfølges af en 18 måneder lang lagring på barriques og 3 måneders lagring på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det med frugten spot on … denne vin emmer nærmest af frisk frugt … så meget, at det egentlig overrasker en, og er svær lige at sluge i første mundfuld … so to speak. Duften er solbær, kirsebær, brombær, blommer … ja meget mørke bær sammen med grønne blade. Læg dertil lidt mug, kælder, eg, vanilje, marcipan, syrlighed samt en let sødme, så har du indtrykket af duften.

Smagen domineret af den friske frugt … men her er bærerne mere syrlige, bider, viser tænder sammen med stramme tanniner. Smagen er slet ikke så mørk, som man normalt vil forvente af en Valpolicella Classico eller som duften måske indikerede. Der er virkelighed rygrad, intensitet og dybde i vinen, men jeg tænker også, at det måske endda er babymord at drikke den på nuværende tidspunkt … måske den skulle ha’ haft et par år mere i kælderen.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos youandwine, hvor prisen ligger på 300 kr. Kan nogle gange findes til omkring 240 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7