Tag-arkiv: 5½

1997 Château Mouton Rothschild, Pauillac 1. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

1997 Château Mouton Rothschild, Pauillac, Bordeaux, FrankrigVidere til næste Mouton Rothchild … lyder godt, ikk’ … videre til næste Château Mouton Rothschild. Her begynder vi også at få lidt alder på, nemlig hele 15 år med denne årgang 1997.

1997 er imidlertid ikke et stort år i Bordeaux, nærmere tvært om. Kun 55% af høsten blev udnyttet for 1997 Château Mouton Rothschild, men det ser imidlertid ikke ud til at genere vinen, som i denne årgang er lavet på et blend af 82% Cabernet Sauvignon, 13% Merlot, 3% Cabernet Franc og 2% Petit Verdot.

Etiketten skal vi da også lige omkring. Den er malet af Niki de Saint Phalle. Hun hed oprindeligt Catherine-Marie-Agnès Fal de Saint Phalle, og hun var en fransk billedhugger, maler og filminstruktør. Niki døde i 2002, men nåede altså at få et af sine naive malerier med på en etikette på en Mouton Rothchild. Så nej, det er ikke et barn, der har malet etiketten i 1997.

I øvrigt fik de kunstnere, som lavede tegninger til Moutons etiketter ingen betaling, men i stedet for 5 kasser Mouton Rothschild af den årgang de havde tegnet etiketten til … og 5 kasser af en valgfri årgang. Ikke så ringe endda. Gad vide hvor mange kunstnere, som har valgt kasser fra den store 1945-årgang?

I glasset synes vinen en smule grynet. Duftmæssigt er der jord, violer, cigaræske … virker også lidt mere parfumeret end de øvrige vine. Smagsmæssigt synes frugterne lidt lysere end i 2002’eren, men fortsat en silkeblød vin med blommer, solbær, og et stadig nærværende tanninbid. Virker måske en anelse mere vandet og én nævnte, at den var “lidt svag i koderne”. Fortsat en tæskelækker vin.

I dag kan vinen fx fåes hos Fine Wines til 1.895 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2009 Château Mouton Rothschild, Le Petit Mouton de Mouton-Rothschild, Bordeaux, Frankrig

2009 Château Mouton Rothschild, Le Petit Mouton de Mouton-Rothschild, Bordeaux, FrankrigSå begyndte indflyvningen til 1. cru Château Mouton Rothschild vinene, og vi starter med slottets andenvin, her i den fremragende årgang 2009. Vinen hedder Le Petit Mouton de Mouton Rothschild, og blev første gang fremstillet i 1993, hvor den fik navnet “Le Second de Mouton Rothschild”. Det var imidlertid ulovligt ifølge fransk lovgivning, så i 1994 fik vinen sit nuværende navn Le Petit Mouton de Mouton Rothschild.

Le Petit Mouton de Mouton-Rothschild kommer fra de yngste vinstokke, men slottet lægger den samme omhu i fremstillingen af Le Petit Mouton de Rothschild, som deres topvin Château Mouton Rothchild. Etiketten for Le Petit Mouton de Mouton-Rothschild er i øvrigt designet af Jean Carlu, manden der også stod bag den første Mouton etikette, nemlig 1924-årgangen.

Vinen er lavet på et blend af 63% Cabernet Sauvignon, 22% Merlot og 15% Cabernet Franc.

Duftmæssigt er der jord, sten, mejeri, kaffe og tobak. Smagsmæssigt fanger jeg solbær, masser af kraft, cigaræsker, men også stor rundhed. Vinen er fortsat ung med en stram tannin, og en vin i en perfekt balance. Nam, det smager altså også godt. Vil dog nok gemme vinen nogle år endnu, således tanninerne bliver en tand blødere.

Pris på vinen ligger omkring 950 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2009 Domaine de Baron’Arques, Limoux le Chardonnay, Languedoc, Frankrig

2009 Domaine de Baron'Arques, Limoux le Chardonnay, Languedoc, FrankrigOg lad os da endelig starte i Sydfrankrig, for her finder vi Domaine de Baron’Arque.

Domaine de Baron’Arques i Languedoc blev i 1998 købt af baronesse Philippine de Rothschild. Slottet og vineriet er beliggende i Saint-Polycarpe, i Aude området i Languedoc-Rousillon-regionen. Det er en del af AOC Limoux. Vinstokkene er plantet i en højde mellem 250 og 350 meter. Jordbunden er hovedsagelig af ler og kalksten og druesorterne er de klassiske typer som Chardonnay, Merlot, Cabernet, Syrah, Grenache og Malbec.

Domaine de Baron’Arques benytter de samme teknikker, som anvendes på Rothschildernes legendariske slotte i Pauillac. Det indebærer, at alle druer håndplukkes alle druer, gæring og maceration varer mellem 2 og 4 uger, og modningen foregår i klassiske barriques i ca. 12 måneder.

Vinen her er lavet på 100% Chardonnay, men lad os nu få smagt på vinen. I glasset fin gylden vin, og duftmæssigt egetønder, citrus og en lidt cremet fedme. Smagsmæssigt meget intens, der er næsten lidt engelsk lakrids, smør, røget og fin cremet. Det smager altså bare rigtigt godt.

Fåes hos Theis Vine, og prisen ligger på 419,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2004 Tenute Niccolai, Podere Bellarina Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2004 Tenute Niccolai, Podere Bellarina Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienEfter vores lille “mini-sommelier” kursus var det tid til lidt mad, og vinbuddy Gert og jeg fik straks sat os nedenunder i restauranten hos Nordens Vinbar. Menuen var givet på forhånd, da vi havde bestilt denne sammen med tilmeldingen til vinkurset, så den stod på braiseret spoleben med tilbehør, så hvorfor ikke finde en vin, som kunne passe hertil.

Vort valg faldt på en Brunello. På vinkort (og hjemmeside) står vinen med følgende betegnelse: “Brunello Di Montalcino DOCG 2004 100% Sangiovese Grosso, Podere Bellarina”. Prisen er på 500 kr. Men der står imidlertid ikke, at producenten er vinhuset Tenute Niccolai. Come on! En vinbar, hvor producentens navn ikke fremgår af vinkortet. Det holder sgu ikke, og her er ambitionsniveauet simpelthen bare ikke godt nok. Et klart minus i karakterbogen. Do your homework !!!

De fleste fra vinkurset havde også bestilt mad, og det kan derfor undre, at der ikke var tilstrækkelig med pladser i restauranten nedenunder. Det klarede tjenerne dog forholdsvis roligt, og i løbet af lidt tid havde nogle tidligere besøgende forladt restauranten, og så var der plads til alle.

Nå, men det er jo egentlig vinen, at jeg skal beskrive. Vi er jo igen i det dejlige Toscana, nærmere bestemt i byen San Gimignano, ca. 50 km sydvest for Firenze. Her ligger Tenute Niccolai, som har været drevet i generationer af Niccolai familien. I dag er det Sabrina Niccolai, som står for driften. Sabrinas bedstefædre var alle kældermestre for store bedrifter i San Gimignano.

Udover vin produceres der også olivenolie på gården. På vingården Palagetto har Tenute Niccolai deres oliemølle, som presser oliven fra gårdens mere end 10.000 oliventræer. Her dyrkes sorter som den klassiske toscanske Frantoio, Moraiolo, Leccino (og en lille ‘Pendolino og Correggiolo).

Nå, nok oliesnak, lad os komme til vinen. Her en klassisk Brunello di Montalcino, laves på 100% Sangiovese. På markerne er der 4.127 vinstokke per hektar, og produktionen ligger på omkring 1,5 kg. pr. vinstok. Druerne håndplukkes, anbringes i trækasser og bliver yderligere sorteret på vingården.

Fremstilling sker med gæring i rustfri ståltanke med tilsætning af gær ved kontrolleret temperatur på 26° og udblødning af skind i 14 dage. Efter malolaktisk gæring lagres vinen delvist i 2. gangs barriques og derefter på egefade på 10-20 hl. Vinen er flasket omkring september 2008 og har ligget 14 måneder før den kommer i handlen. Der produceres beskedne 1.000 kasser af denne vin årligt.

Duftmæssigt en eksplosion af blommer … meget intenst, der er lidt svedsker, mørke frugter, jord, efterår og læder. Smagsmæssigt er der solbær, modne bær, sødme … ihhh, det smager altså bare supergodt.

Utroligt, at denne vin i restauranten koster det samme som forrige vin Lepore Azienda Vitivinicola, “Re” Montepulciano D´Abruzzo delle Colline Teramane, for sikke en forskel.

Prismæssigt er der også stor forskel på disse to vine i butiksleddet, hvor vinen fra Abruzzo står til omkring 17-18€, og hvor denne vin koster 289 kr. Denne Brunello er bare lækker.

Inden ratingen skal I da ikke snydes for et foto af spolebenet

Jeg har fundet vinen hos en dansk forhandler Lykke Vin til 289 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2004 Tenuta di Ghizzano, Veneroso IGT, Toscana, Italien

2004 Tenuta di Ghizzano, Veneroso IGT, Toscana, ItalienSidste vin i den hyggelige kælder blev ligeledes en IGT vin, nemlig denne Veneroso fra vinhuset Tenuta di Ghizzano.

Ghizzano er en lille landsby, der ligger 200 meter over havets overflade ved den toscanske kyst, 40 km fra Livorno og 40 km syd for Pisa. Vingården Tenuta di Ghizzano og tilhørende olivenmølle stammer tilbage fra 1370, hvor den blev bygget af Venerosi Pesciolini familien. Vi er i området kendt som Colline Pisane, som omfatter en række af bakker sydøst for Pisa.

Tenuta di Ghizzano ejendom består i dag af omkring 350 hektar, hvoraf 20 hektar dyrkes som vinmarker. Resten består af olivenlunde, kornafgrøder samt skov og poppellunde.

Flere af gårdens stuehuse er omhyggeligt renoveret, og siden 2001 har gården også været feriested for folk, som vil nyde det italienske klima, den gode mad og de fabelagtige vine.

Tenuta di Ghizzano er den dag i dag fortsat i samme families eje, og stedets nuværende ejer den yndige Ginevra Veneroso Peschiolini, er strøget direkte ind på den toskanske stjernehimmel.

Et er selvfølgelig, at vinene vurderet på deres kvalitet berettiger til det, men i dagens vinverden er det ikke kun vinen som skaber superstjerner. Mennesket bag skal være skabt til rollen, ellers kommer man aldrig derhen.

Og det er Ginevra i alle henseender. Ikke blot er hun et betagende menneske, men hendes evner som vinmager, hendes vilje til at sætte alt ind på at skabe topkvalitet er til stede, ligesom hendes måde at fortolke vinverdenen og dens strømninger på er genial.

Der bliver principielt fremstillet fire forskellige vine på ejendommen, der er overgået til biodynamisk produktion – og det kan smages.

Denne Veneroso er den historiske og mest repræsentative vin fra vingården. Den blev først produceret i 1985, og laves hovedsageligt på Sangiovese (85%) med en lille procentdel af Cabernet Sauvignon (15%). Der fremstilles 4.500 – 6.300 flasker af vinen årligt, så det er jo ikke store mængder.

Selvom vinen er fra 2004 byder den på en næse med masser af grønt, der er også eg, vanilje, salvie, og solbær. Smagsmæssigt en meget tydelig tannin, som heller ikke lader noget tilbage at ønske, og vinen hænger simpelthen i munden … uhmmm, der er også mørke bær, chokolade, lidt krydderi. Smager rigtig lækker, og næsten lige så god som foregående vin … men også kun næsten. En rigtig dejlig vin.

Fås hos Theis Vine til 270 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Le Macchiole, Bolgheri Rosso, Toscana, Italien

2010 Le Macchiole, Bolgheri Rosso, Toscana, ItalienFredag kom der lidt italiener på bordet, nemlig denne Bolgheri Rosso fra vinhuset Le Macchiole.

Bolgheri er nok ikke så kendt og bestemt ikke det første man tænker, når det drejer sig om vin fra Toscana. Men kendere vil vide, at her udrettes små mirakler. For 30 år siden var Bolgheri da også helt ukendt vinland. Men i dag er området faktisk verdensberømt. I Toscana er det normalt Sangiovese, der frembringer de store vine, men sådan er det ikke i Bolgheri.

Her er det Bordeaux-sorterne Merlot og Cabernet Sauvignon som er stjernerne. Efter manges opfattelse, yder Cabernet Sauvignon i Italien ikke bedre, end det gør i netop Bolgheri. Det er fx også i Bolgheri at vi finder Sassicaia og andre supertoscanere.

Må, men La Macchiole er et vinhus i netop Bolgheri, ja faktisk ligger Le Macchiole endda i byen Bolgheri, som ligger ca. 60 km. vest for Siena. Vingården er etableret i slutningen af 1980’erne af Eugenio Campolmi, som ønskede en tilværelse i harmoni med naturen, og valgte at slå sig ned som vinbonde.

Han startede med at købe lidt land i Bolgheri, og havde en vision om at lave spændende vine. Han valgte modsat mange andre lokale vinbønder af dyrke de franske druesorter Merlot, Cabernet Franc og Syrah, som han mente ville udtrykke områdets terroirs i Bolgheri bedst.

Efter i nogle år at have arbejdet for sig selv med hjælp fra et par venner, mødte han sent i 1990 den dengang ukendte unge ønolog Luca d’Attoma. Denne blev ansat som konsulent fra starten af 1991, og dermed startede et nært samarbejde, der skulle gøre ejendommen og dens vine verdenskendte.

Efter en række opsigtsvækkende vine fulgte i 1997 en sensationel version af merlot’en Messorio, som hørte og hører til de største vine, Toskana har frembragt. Siden har Le Macchiole’s vine været velkendte og eftertragtede af vinkendere over hele kloden.

Det kom som et chok, da Eugenio Campolmi døde i 2002 bare 40 år gammel. Ejendommens fremtid var usikker, men heldigvis besluttede Eugenio’s kone, Cinzia Merli, og vinmageren Luca d’Attoma at føre Eugenios drøm videre.

Efter udfordrende årgange i 2002 og 2003 har de været velsignet med fremragende år siden, startende med en usædvanlig vellykkede vine fra årgangene 2004 og 2005.

Le Macchiole har dermed for alvor fundet tilbage den storform, der gjorde ejendommen berømt, og samtidig har videreudviklingen af huset og dets vine betydet, at sortimentet nu fremstår mere helstøbt end nogensinde før. I 2008 blev Cinzia og Luca også belønnet for deres indsats, da Le Macchiole, Messorio fik en score på 100 i Wine Spectator.

I vinmarkerne, som er tilplantet med en ekstrem tæthed på 10.000 planter/hektar, foregår alt arbejde økologisk og udelukkende ved håndarbejde. De frugtige jordbunde med sand og ler med små kalksten er perfekte til druesorterne Merlot, Syrah og Cabernet.

På Le Macchiole er sidstnævnte Cabernet Franc og ikke Sauvignon, som på naboejendommene i området. Le Macchiole er begejstrede for Cabernet Franc’s trivsel i markerne, og resultaterne har været så overbevisende, at alle Cabernet Sauvignon-stokke er blevet ompodet til Cabernet Franc!

Her har vi husets Bolgheri Rosso, som er lavet på 50% Merlot, 30% Cabernet Franc, 15% Syrah og 5% Sangiovese. Denne vin viser samtidig, hvor forskellig Bolgheri’s karakter er fra Chianti-områdets, som de fleste forbinder med Toscansk vin.

Næsen er blommer, efterårsblade, lidt Bordeaux-agtig duft med jord jord, ørkentørhed, kamfer, chokolade BIG TIME, lidt grøn peber og en smule tørrede krydderier. Virkelig flot.

Smagen er et fast grib i din mund, der er igen den store tørhed, en massiv tilstedeværelse i munden, mineralitet, søde kirsebær, elegant, frugtrig og laaaang eftersmag. Uhmmm, det smager altså rigtigt godt. Thumbs up.

Købt hos Atomwine til 125 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2005 Domaine de Marcoux, Châteauneuf du Pape, Rhône, Frankrig

2005 Domaine de Marcoux, Châteauneuf du Pape, Rhône, FrankrigFor at glæde vinbuddy Gert – som ikke var med til vinlaughets store Châteauneuf du Pape smagning – så havde jeg lørdag også valgt en vin fra den netop dette område og fra den smagning, nemlig en gammel kending, Domaine de Marcoux, her blot i en årgang 2005.

Ved laughets store Châteauneuf du Pape smagning smagte vi vinen i en årgang 2006, og vi har også tidligere smagt vinen i årgang 2007, nemlig ved vores Chateauneuf du Pape 2007 smagning.

Jeg har jo skrevet om vinhuset tidligere, så lad os bare springe direkte til vinen. Parker har givet årgang 2005 fra Marcoux 93 point, og skrev; “2005 was a fabulous year for Marcoux, and the 2005 Châteauneuf-du-Pape boasts a dark plum/purple color along with beautiful bouquet filled with scents of flowers, truffles, roasted meats, blueberries, black raspberries, and licorice. This opulent, intense wine possesses heady alcohol as well as a sweet, soft, full-bodied, moderately tannic finish”. Vinen er lavet på 80% Grenache, 10% Mourvedre, 7% Syrah og 3% Cinsault.

Duftmæssigt et væld af blommer, provence-krydderi, lavendel, solbær og andre mørke bær. Smagen er rund, der er cigaræsker, knuste kirsebær, men fortsat med tydelige tanniner og fin balance. Smager altså bare rigtigt dejligt. Thumbs up!

Købt ved Randers Vinhus til 289 kr., mens prisen i dag ligger omkring 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2004 Radford Dale, Gravity, Stellenbosch, Sydafrika

2004 Radford Dale, Gravity, Stellenbosch, SydafrikaVidere til næste vin, en lille sag, som jeg har haft liggende i køleskabet i en del år. Vi er godt sydpå, nemlig i Sydafrika hos Radford Dale i Stellenbosch. Radford Dale er en del af The Winery of Good Hope, som udover Radford Dale brandet også laver vine under navnene Vinum Africa, Land of Hope og Winery of Good Hope.

Radford Dale er husets topvine, og bag navnet gemmer sig Barossa Valley fødte Ben Radford og britiske Alex Dale, der i øvrigt har boet mere end halvdelen af sit liv i Bourgogne. Eneste objektiv er maksimal kvalitet. Uden kompromiser af nogen art, men tilsat en god portion af uhøjtidelighed og sjov. Og så skal vinene yde fremragende ”Value for Money”. Hemmeligheden bag potentiel og ægte kvalitet ligger i vinmarkerne. Ikke for at underestimere vinmagerens rolle, for vinmageren kan forløse – eller i værste fald ødelægge den potentielle kvalitet vinmarkerne bringer!

Udgangspunktet for Radford Dale er nogle af de bedst beliggende vinmarker i det sydlige Stellenbosch’s Helderberg region, med udsigt til False Bay og kølende vinde. Det kuperede terræn giver hver enkelt lille parcel sit microklima, noget der er med til at øge vinens kompleksitet.

Vinen her af lavet på 25% Syrah, 50% Cabernet Sauvignon og 25% Merlot. Blandingsforholdet varierer fra år til år. Duftmæssigt er der mørk jord,  eucalyptus, salvie, tør ørkenvind, jern, bacon og lidt chokolade. Den dufter speciel, men det er meget imponerende. Smagen er også forførende med peber, modne blommer, kaktus, tobak og lidt krydret i eftersmagen. Rigtigt fint glas vin. Det er power med elegance.

Købt hos Randers Vinhus til 250 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Viña Cobos, Bramare Malbec Luján De Cuyo, Mendoza, Argentina

2010 Viña Cobos, Bramare Malbec Luján De Cuyo, Mendoza, ArgentinaNå, men den fabelagtige PlumpJack skulle da også lige ha’ følge af en amerikaner mere, dog blot en sydamerikaner i form af denne Viña Cobos, Bramare Malbec Lujan De Cuyo, som er lillesøster til den vin, som jeg skrev om for en uge siden, nemlig storesøsteren 2008 Viña Cobos, Bramare VD Malbec Marchiori Vineyard, Mendoza, Argentina. I blogindlægget for en uge siden skrev jeg også flittigt om vinhuset, så det vil jeg spare jer for i denne omgang.

Vinen her er 100% Malbec, og druerne kommer fra Luján de Cuyo, som er et kendt som værende et af de bedste steder for vindyrkning i Mendoza. Markernes høje placering i omkring  3.000-3.500 fod i kombination med et semi-ørken klima, lave næringsstoffer og stenet jord giver ideelle betingelser for dyrkning af druer i høj kvalitet.

I glasset fremstår vinen mørk med et violet skær. Duften består af en blyant i næsen … lyder voldsomt og blodigt, men I kender helt sikkert duften, når man spidser en blyant. Det er lige præcis dén. Derudover er der modne brombær, blommer, vanilje, lidt kaffe og måske også en anelse lavendel. Smagen meget til den kraftige side, der er igen de mørke bær, tror det er lidt blåbær-agtigt, blommer, der er lidt sødt krydderi, også lidt bitterhed, men er meget fløjsblød og fylder munden med en fin balance mellem lidt sødme, fylde og tannin. Meget flot struktur og vedvarende i eftersmagen. Smager da skidegodt.

Købt i Tyskland for ca. 200 kr. I Danmark fås den hos Philipson Wine til 199,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Giovanni Almondo, Bricco delle Ciliegie Roero Arneis, Piemonte, Italien

2011 Giovanni Almondo, Bricco delle Ciliegie Roero Arneis, Piemonte, ItalienSå et lille smut til Italien, nærmere bestemt området Roero i Piemonte, hvor vi i byen Montà d’Alba finder vinhuset Giovanni Almondo, som er etableret i 1980 af Domenico Almondo, som – efter afslutning af sin eksamen i det jordbrugsvidenskabelige fakultet – besluttede sig for at lave vin. Giovanni Almondo, Domenico far, ejede i forvejen en lille gård helliget vinavl og dyrkning af frugt (ferskner, jordbær, æbler) og husdyr. Han solgte druer og en lille mængde af vin i løs vægt, men Domenico besluttede, at nu skal der laves en egenproduktion på druerne Arneis, Nebbiolo og Barbera.

Produktionen det første år var på omkring 1.500 flasker, 700 af Arneis og 800 af Nebbiolo, og begrænses af, at der alene drives omkring 2 hektarer vinmarker.

I takt med salget begynder Domenico at udvide kælderen og købe yderligere vinmarker. I dag er produktionen på omkring 90.000 flasker, 55.000 flasker Arneis, 7.000 Barbera, 20.000 Nebbiolo, 5.000 Brachetto og 1.000 Freisa. Udvidelsen af vinmarkerne har været på i alt 15 hektar, som ligger helt tæt på byen Montà d’Alba.

Og Domenico har siden starten haft succes med hans vine. Vinene fra Giovanni Almondo får fremragende omtale i de italienske vinguides og hos Parker, og netop denne hvidvin på druen Arneis er rated flere steder som Piemontes bedste Arneis. Arneis har tidligere været brugt til søde vine og til at blande med Nebbiolo. I dag laves der tør hvidvin i Roero på druen.

Hos Giovanni Almondo kommer druerne til denne vin fra en enkeltmarks Arneis fra nordvent mark med sandede jorde. Her får Arneis en langsom modning og bevarer friskheden. 80% af vinen gæres og lagres på ståltank, de resterende 20% fadgæres for at give lidt ekstra fylde og kompleksitet.

I glasset en meget lys vin, fuldstændig transparent eller gennemsigtig. Duften ganske overvældende, der er hyld og tonsvis af vingummibamser. Vi diskuterede, om det var de gule eller de hvide vingummibamser, men det spørgsmål må stå hen i det uvisse. Duften er lidt perlende, der er æbler, abrikos, mynte. Smagsmæssigt også en super oplevelse med varme, fylde, friskhed, hyld, fersken og lidt muskatnød. Virkelig en overraskelse, og fabelagtigt valg. Jeg er duperet.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt hos Bichel Vin til 139,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7