Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2009 Weingut Jean Stodden, Spätburgunder Recher Herrenberg, Ahr, Tyskland

Efter den “næsten” tyske Pinot Noir fra Malkowitsch, så trak jeg min vin nr. 2 frem … en gammel kending, nemlig ægte tysk Spätburgunder i form af Spätburgunder Recher Herrenberg fra Rotweingut Jean Stodden … ja, ham som vi finder på adressen Rotweinstraße i byen Rech i Ahr.

Jeg smagte for et par måneder siden samme vin, blot i en årgang 2010 og var ovenud begejstret, gav endda 6½ Thumbs Up. Er 2009’eren lige så god? Det vender jeg fluks tilbage til.

Stodden er et gammelt vinhus, som har eksisteret siden 1578 med familien Stodden ved roret i alle årene, men først i år 1900 begyndte Alois Stodden at lave sin egen vin i kælderen.

I dag er det Gerhard Stodden og sønnen Alexander, som driver vingården og dens i alt 6,5 hektar vinmarker, som er fordelt på 4 parceller, Recher Herrenberg, Ahrweiler Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg og Mayschosser Mönchberg.

Nogle af markerne har op til 60 grader stejl stigning, hvilket gør arbejdet i markerne besværligt, men giver samtidig gode betingelser for en optimal udnyttelse af solen. Jordbunden er en sandet lermuld blandet med højt stenindhold. Der dyrkes primært Spätburgunder, men også Frühburgunder, Dornfelder og Dunkelfelder.

Herrenberg er Gerhard Stoddens bedste skråning, med skifer i undergrunden og eksponering perfekt mod syd. Hældningen på 60 grader udnytter solenergien perfekt. Faderen Gerhard Stodden er gået målrettet efter den absolutte top. Udbyttet blev skåret ned til 40-45 hl/hektar … og nogle steder endog 20-25 hl/hektar … et meget lavt udbytte på skrænter, der kræver ganske anderledes hårdt arbejde end de blide bakker i Bourgogne!

“Hvis man ønsker at skabe en topvin, bør man købe og drikke en Romanée-Conti”, siger sønnen Alexander Stodden. “Det er en stor investering, men så ved man hvad idealet er”. “Målet er en dag at lave en slags tysk Romanée-Conti. Kald det bare storhedsvanvid, men det er nødvendigt med den slags mål – i en fjern tid. Ellers kan det aldrig blive til virkelighed”, slutter Alexander Stodden.

Gastro gav vinen i årgang 2010 hele 94/100 og skrev følgende; “Herrenberg er gennemsigtig … fitnesfolket og maskuline Berlingo-hadere vil endda kalde den tynd, men le ad dem. Os med forstand på Pinot er på. En vidunderlig krydret duft af muskatnød, let oxyderet tranebærsaft, Campari og Dr. Nielsen, men frisket op af ribssaft og aromatiske rødder. Ja, den svitser lige tungen med alkohol, men det bliver ikke for meget. Syren griber spritten og holder den i sikkert greb. Mineraliteten samler det hele i eftersmagen”.

Druerne er selvfølgelig håndplukket og nøje udvalgte på de stejle bakker af marken Recher Herrenberg. Marken er i øvrigt opkaldt efter herremændene af Saffenburg, som i fordums tid ejede jorden. Vinen er lavet med 19 dages gæring før malolaktisk gæring og lagring 17 måneder i nye små fade af fransk eg.

Duftmæssigt har vi igen den søde kostald, animalsk … måske knap så meget som 2010’eren. Der er også en let røget og mineralsk duft, lyserøde skovbær, hindbær, blomster og virker en smule kølig i udtrykket. Hvor herligt. Smagen er præget af hindbær, let peber, lethed og mineraler og hér adskiller den sig ikke fra 2010’eren. God balance, præcis og sikker … som på togskinner og mega lang og mineralsk eftersmag. Næsten samme niveau som 2010’eren, og hvor er det flotte vine, som den gode Stodden laver.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Forhandles af Erik Sørensen Vin, normalpris 399,95 kr., men pt. på bud til 329,95 kr.

Rating 6/7  

2009 Weingut Markowitsch, Pinot Noir Reserve, Carnuntum, Østrig

Homesafe, 1 point i banken, peace of cake … var min første tanke, da jeg smagte denne vin. Tysk spätburgunder i høj, høj klasse. Imidlertid fik jeg ikke ret, da vinen kommer fra Østrig. Vinen er Weingut Markowitschs Pinot Noir Reserve fra 2009 … og sikke en fantastisk flaske vin.

Vingården ligger i den lille by Göttlesbrunn i vinregionen Carnuntum i Niederösterreich og er grundlagt tilbage i 1750. I dag drives vinhuset af seneste generation i form af Gerhard Markowitsch … og selvfølgelig hans frau, som hedder Christine.

Parret har i alt 35 hektar vinmarker, hvoraf 75% af tilplantet med røde druesorter, hovedsagligt Zweigelt, Cabernet Sauvignon, Blaufränkisch, Merlot og selvfølgelig Pinot Noir. De restende, hvide sorter er primært Riesling, Sauvignon Blanc, Chardonnay og selvfølgelig en smule Grüner Veltliner.

Udover druerne fra egne marker, så køber Gerhard Markowitsch også druer på kontrakt fra andre vinavlere. Her indkøbes fra et areal på omkring 40 hektar, og sammen med de egne druer, så betyder det en samlet produktion på omkring 400.000 flasker vin hvert år.

Og siden starten har Gerhard været meget målrettet. Den kompromisløse stræben efter kvalitet har medført, at han på kort tid er sprunget ind i den østrigske vinelite. Han blev bl.a. i 1999 kåret som bedste vinmager i Østrig af det velrenommerede vinblad Falstaff, og har siden vundet en lang række priser.

Det har dog ikke fået den gode Weingut Markowitsch til at hvile på laurbærrene, bl.a. investerede han i 2001 i helt nyt vineri, en 2.500 kvadrater state-of-the-art bygning med det mest moderne udstyr, kældre til lagring, store tønder osv.

Gerhard siger selv om vinfremstilling; “Er der muligt, at planlægge vine? Nej, for stor vin formes i det væsentlige af ting, som er uforklarligt og ufatteligt. Denne erkendelse har fra begyndelsen fascineret mig. Det er beslutninger fra ens indre, som fører til succesen. Spontanitet, glæde ved at eksperimentere, nysgerrighed, talent”.

“Jeg behøver her ikke nævne, hvor tvingende nødvendigt det grundlæggende arbejde er. Det ved alle, som interesser sig for vore vine, Vi stiler ikke kun efter finesse, men har også stor respekt for det grundlæggende håndværk. Uden intensiv kropslig indsats er det umuligt at danne grundlaget for udformning af den levende vin. Vindyrkning er og bliver et eventyr fuld af overraskelser og ændringer i køreplanen. Ingen spadseretur … men en vidunderlig rejse”.

Her har vi Markowitschs Pinot Noir Reserve … en vin, som i årgang 2006 på Restaurant Les Saveurs i St. Regis i Singapore med berømte vinanmeldere som Andrew Jefford, James Halliday og Allen Meadows vandt en blindsmagning som bedste Pinot Noir foran en Romanée Conti, som jo koster spidsen af en jetjager.

Nå, men her har vi vinen i en årgang 2009, hvor druerne kommer fra marken Scheibner, hvor undergrunden er leret og kalkholdig. Vinen har selvfølgelig ligget på barriques … 16 måneder på fransk eg.

Og hold nu op for en vin. I næsen ganske rustik med kostald, mødding, jord, mejeri … A38, hindbær, jordbær, lette krydderier, peber, ristede noter … hvor dufter den bare sindssygt godt. Det er lige mig … helt tysk i udtrykket. Smagen er hindbær, jordbær med lethed … næsten tæt på at være vandet, men det er den ingenlunde. Der er let sødme, elegance, jord, svampe og en behagelig syre i eftersmagen. Konge.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles af SuperVin, hvor prisen er 449,95 kr. ved køb af 1 stk. og 350 kr. ved køb af 6 stk.

Rating 6,5/7  

2009 Domaine Nicolas Rossignol, Volnay 1er Cru Clos des Angles, Bourgogne, Frankrig

Første rødvin … klassik fransk, spot-on til den franske menu. Min første vin var denne Volnay 1er Cru Clos des Angles fra den unge, dygtige Nicolas Rossignol, som har sin vingård få hundrede meter nord for den lille by Volnay. Vi er selvfølgelig i Côte de Beaune på Côte d’Or i Bourgogne.

Nicolas Rossignol er 5. generation i en familie af vinbønder i Volnay. Han er uddannet på ønologskolen Lycée Viticole i Beaune og har derudover arbejdet på familiens domæne Château Rossignol-Jeanniard i Volnay, hos Domaine Joseph Voillot i Volnay, på Domaine Boschendal i Stellenbosch i Sydafrika samt på Château Lafite Rothschild i Pauillac og hos Domaine du Vieux Télégraphe i Châteauneuf-du-Pape.

Han grundlagde først sit eget domæne i 1997, hvor han købte 3 hektar vinmarker i kommunerne Volnay, Pommard, Beaune, Aloxe-Corton samt Pernand Vergelesses. De første forsøg med vinproduktionen inden opstarten lovede ikke godt. Nicolas gjorde ellers alt efter bogen, men det virkede bare ikke.

Han glemte derefter alt om sine ønologskolebøger og begyndte at implementere sine egne ideer i både mark og kælder. I 1997 grundlagde han sit domæne og lavede en årgang som vakte international opsigt. Denne fulgte han op med en fremragende årgang 1998, som blev lavet under meget svære betingelser. Så kom årgang 1999, og herefter var alle enige om, at Nicolas havde sat sig i en klar førerposition i Volnay. Han betegnes i dag som superstjernen i Volnay.

Volnay er Côte de Beaunes svar på Chambolle-Musigny. Det hører man ofte, og med god grund. Der er ikke mange steder i Côte de Beaune, hvor man producerer vine med samme charme, elegance og finesse, som i Volnay.

En af nøglerne til produktion af stor vin, mener Nicolas ligger i marken. Flere forskellige ting er vigtige for ham. Der skal høstes grønt flere gange i løbet af året. Mængden af blade skal kontrolleres, idet disse er medbestemmende for sukkerindholdet i druerne, og dermed også for om der skal chaptaliseres eller ej.

For Nicolas Rossignol er det vigtigste dog, at der maksimalt er fem drueklaser pr. vinstok. Dette sikrer en vin med den rette koncentration.

Nicolas Rossignol har i dag omkring 16 hektar vinmarker, hvorfra han laver omkring 30 forskellige vine. Han har en fremragende samling 1. Cru vinmarker i Volnay og Pommard. I Pommard har han Chanlins og Jarolières og i Volnay har han Fremiet, Ronceret, Caillerets, Santenots, Chevret og Clos des Angles, og det er netop fra sidstnævnte 1. Cru mark, at denne vin kommer.

I Pommard har Nicolas også overtaget marken Crenilles fra hans familie. Den har bl.a. vinstokke fra 1922 plantet af Nicolas’ tip-oldefar.

Nå, men druerne til denne kommer som nævnt fra 1. Cru marken Clos des Angles, som ligger lige imellem markerne Clos de la barre og Clos des Ducs, og med vinstokke, hvor nogle er 65 år og hvor en del er lidt yngre, ca. 15 til 20 år. Jorden er en blanding af brun-grå ler og kridt med små hvide sten, som holder en smule på varmen om natten. Vinen er fremstillet med forholdsvis kort maceration på 4 dage, og lagrer derefter 18 måneder på eg.

Duftmæssigt er meget stringent og koldt indtryk … multo elegant. Der er røg, parfume, bitre kirsebær, hindbær, men også lidt mørkere bær … næsten en svag blommesaft i kombination med et animalsk udtryk, som dog kræver, at vinen slynges godt for at frigøre alle aromaer. Men den er der … den animalske duft, som vi godt kan lide.

I munden er vinen blød og behagelig … der er et syrligt kick med bitre kirsebær og grønne blade, men det bliver aldrig for meget eller for syrligt. God renhed, fornemmer også lidt kalk og mineraler og samtidig et krydret strejf. Dejlig vin.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Theis Vine en-primeur, hvor prisen var 449,95 kr.

Rating 5,5/7  

2012 Weingut Uli Metzger, Spätburgunder Trocken, Pfalz, Tyskland

Fredag … travl arbejdsuge ligger bagud. Pyhhhh. Hvad trænger man så til? Svaret er selvfølgelig Spätburgunder, og som måske ventet er denne fredags Spätburgunder fra den frække slagterhund Uli Metzger, som jeg skrev om forleden … ja, ham med koen på etiketten.

Jeg vil ikke skrive et helt masse om Uli Metzger, men blot henvise til blogindlægget fra et par dage siden.

Vi bevæger os fortsat på bugen på koen … det område, som Uli kalder for Flanken, dvs. huset Gutsweine, som er basisvine på et meget højt niveau. Det er Spätburgunder tykbryst, som vi bedst kan li’ det.

Og det med de specielle etiketter og den specielle markedsføring er forholdsvis nyt for Metzger. Som jeg skrev om tidligere, så har Uli Metzger de seneste år har investeret en del i vinproduktionen, bl.a. er hele kælderen nybygget, og der er købt nye tanke og tønder, ligesom der er indhentet rådgivning udefra.

Alt dette startede reelt i 2011, hvor Uli også ændrede markedsføringsstrategien … og så i et land, som hvor de gamle traditioner eller ligger klippefaste. Specielt på etiketterne, har tyskerne virkelig holdt fast i fast … se blot på etiketter fra huse som Schloss Johannisberger. Her er vi i en helt anden boldgade … men jeg kan nu godt li’ begge dele.

Duftmæssigt lidt eg, røg, hindbær, sød stald … og den ka’ vi jo li’. Der er også lidt kalk eller mineralske noter … med et let syrlighed … hmmm. De ting spiller meget godt sammen. Smagsmæssigt en let syrlighed, lyserøde frugter … sådan lidt klon mellem kirsebær og jordbær. Meget saftig og frisk, let sødme og lakrids i eftersmagen. Hvor er livet dog godt.

Nå, men har lovet konen, at jeg vil hjælpe med maden til lidt fruentimmer-kom-sammen, så nu farer jeg sgu lige i køkkenet. Lidt godt brød er i ovnen, lidt appetizers skal laves. Det er bruchetta med tun, kapers, ansjoser & oliven. Og lidt fiskelasagne som forret, mens hovedretten står på mexicanske pandekager og salat … derefter trækker jeg mig sgu ovenpå.

Ja, har selvfølgelig sørget for lidt godt hvidvin til pigerne (de vil helst ha’ hvidvin) … en Albariño D’Fefiñanes fra Bodegas del Palacio de Fefiñanes i Rias Baixas i Spanien … fabelagtig hvidvin, den vender jeg selvfølgelig tilbage til. Ja, jeg har tidligere anmeldt den i en årgang 2011, men i aften er det årgang 2013, som kommer på bordet.

Forhandles af Smalle Vine, pris 89 kr., og det er billigt.

Rating 4,5/7  

2006 Louis Latour, Domaine Latour Corton Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

Næste vin var også en Bourgogne … men et pænt step op smagsmæssigt. Da vinen efterfølgende blev afsløret i blindsmagningen, så viste det sig også, at der var tale om en Grand Cru vin, nemlig en 2006’er Domaine Latour Corton Grand Cru fra Louis Latour.

Maison Louis Latour kaldes også Kongen af Corton. Vinhuset er grundlagt i 1797 af Denis Latour, regnes for det førende Bourgognehus i Aloxe-Corton og er kendt for deres konstant høje kvalitetsniveau.

Louis Latour er ikke bare et Bourgognehus – Louis Latour er højt respekteret for deres evne til at kombinere århundreders gamle traditioner med innovation – også uden for Bourgogne; og er kendt som pionérer i produktionen af fine vine fra bl.a. de sydfranske områder Ardeche og Côrteaux de Verdon.

Latour-familien har været vindyrkere siden det 17. århundrede. Familien har med tiden opbygget et unikt domæne på mere end 48 hektar i Bourgogne med bl.a. Grand Cru marker i Chambertin og Romanée-Saint-Vivant i Côte de Nuits samt Corton-Charlemagne og Chevalier-Montrachet i Côte de Beaune.

Alle druer fra Louis Latours vinmarker i Bourgogne vinificeres og lagres i det smukke cuverie på Château Corton Grancey i Aloxe-Corton. Dette cuverie var det første af sin art, der blev bygget i Frankrig og er den dag i dag stadig hjertet i produktionen af vinene fra Louis Latour. Her laver huset hvert år omkring 130 forskellige Bourgogne vine.

Her har man skabt et særligt produktions anlæg med et jernbane- og elevatorsystem, der bl.a. sikre mosten kan føres fra det ene kar til det andet uden brug af pumper. Ved at undgå pumper, mindskes risikoen for at vinen oxiderer.

Det er også dér i Aloxe-Corton, at vinhuset har deres juvel … 33 hektar vinmarker, som ligger med udsigt til det smukke Château Corton Grancey.

I dag ledes foretagendet af 11. generation af Latour familien, nemlig Louis-Fabrice Latour som administrerende direktør, mens vinproduktionen er lagt i hænderne på Boris Champy, som selv kommer fra en vinfamilie i Champagne og derudover har arbejdet i Bordeaux.

De parceller der bruges til denne Domaine Latour Corton Grand Cru, er netop de marker, som ligger med udsigt til Château Corton Grancey. Det er fire parceller, nemlig Grand Cru markerne Clos du Roi, Les Bressandes, Les Grèves og Les Perrières.

På disse marker arbejder man på, at druerne får en stor koncentration, det vil sige man begrænser udbyttet pr. vinstok igennem hele sæsonen. For at sikre optimal modenhed, høstes druerne sent. Jorden i området indeholder både limsten, grus, sand og kalk.

Vinen laves i store, åbne kar og lagrer 10-12 måneder på barriques, heraf 15 nye fade.

I glasset lys, transparent og teglfarvet saft med en ganske aromatisk næse med lidt stald, blomster, jordbær, kirsebær, stikkelsbær, rosmarin og lidt balsamiske noter iblandet lidt lakrids og et svagt krydret strejf. Dufter voldsomt dejligt. Smagen er præget af et utrolig lethed, elegance og blødhed med stor tørhed, tanniner, som markerer men ikke bidder, let lakrids, lidt grønt, kalk og sten. Den smager altså virkeligt godt.

Forhandles bl.a. af Salling, hvor den kan fås til 494,95 kr.

Rating 6/7  

2006 Domaine Machard de Gramont, Pinot Noir Vierge Romaine, Bourgogne, Frankrig

Mandagen bød på bestyrelsesmøde … og en række flotte vine. Første i rækken var denne bourgognevin … Pinot Noir Vierge Romaine fra vinhuset Domaine Machard de Gramont, som ligger i byen Prémeaux-Prissey ved Nuits-Saint-Georges i Côte de Nuits.

Domaine Machard de Gramont er en traditionel familieejet vingård, der i dag drives af Arnaud Machard de Gramont sammen med hans to sønner Alban og Alexis efter de gamle traditioner.

Vingården har været i familiens eje siden 1830 … oprindeligt som negociantfirmaet Dufouleur. Arnaud drev oprindeligt vingården sammen med sine to brødre, men brødrene brød samarbejdet i 1984 og delte vinmarkerne.

Broderen Bernard Machard de Gramont etablerede Domaine Bernard Machard de Gramont, som i dag drives af hans datter Axelle Machard de Gramont, mens den tredje broder etablerede Domaine Chantal Lescure i Nuits-Saint-Georges.

Domaine Machard de Gramont har samlet 20 hektar vinmarker i et område fra Chenôve syd for Dijon til Puligny-Montrachet syd for Beaune … og nogle af de bedste parceller i området. De fleste marker ligger omkring vingården, men deres lille parcel i Puligny-Montrachet – Chardonnay druens højborg – har de arvet.

Der er lavet vine på gården i mange generationer, hvilket bl.a. en gammel vinkælder fra det 11. århundrede også vidner om. Det er selvfølgelig med fantastiske hvælvede lofter, som giver den gamle kælder et katedral-lignende udseende.

De røde Bourgogner laves efter den klassiske og arbejdskrævende opskrift med lang gæring og en del af stilkene på druerne. Vinifikationen sker i åbne fade med daglig bearbejdning for at udtrække så mange smagsnuancer og så meget farve som muligt. Efterfølgende modner vinene på små egefade i 15–20 måneder afhængig af kvalitet og type. Der produceres omkring 100.000 flasker årligt på Domaine Machard de Gramont.

Her har vi én af husets klassiske røde Pinot Noir vine fra marker i omegnen af Nuits-St.Georges. Lagret 15 måneder på fortrinsvis gamle egetræsfade.

Duftmæssigt rustik, landlig stil … mens jeg ikke fandt så mange typisk Pinot Noir noter. Det gjorde de andre rundt om bordet dog. Jeg noterede mere lidt balsamiske dufte, et let støvet udtryk, jord, bitter nødder, lidt tobak, cigaræsker og syre/stramhed. I munden dog en dejlig lethed med god syre, kølig stil … kirsebær. Dejlig vin. Ratingen vakler mellem 4,5 og 5 Thumbs Up.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en årgang 2008 koster 139,75 kr.

Rating 5/7  

2013 Weingut Jean Stodden, Blanc de Noir Spätburgunder, Ahr, Tyskland

Byggesjakket skulle udfordres, så i den lange række af vine havde jeg også valgt denne Blanc de Noir Spätburgunder fra Weingut Jean Stodden … altså en hvidvin lavet på røde druer, og vinificeret fuldstændig som en hvidvin.

Jean Stodden har jeg skrevet om tidligere. Han laver nogle fabelagtige Spätburgundere og kalder sig da også  Rotweingut … og altså ikke bare Weingut. Han vingård ligger endda også på Rotweinstraße i byen Rech i det nordlige område Ahr.

Stodden er et gammelt vinhus, som har eksisteret siden 1578 med familien Stodden ved roret i alle årene, men først i år 1900 begyndte Alois Stodden at lave sin egen vin i kælderen.

I dag er det Gerhard Stodden og sønnen Alexander, som driver vingården og dens i alt 6,5 hektar vinmarker, som er fordelt på 4 parceller, Recher Herrenberg, Ahrweiler Rosenthal, Neuenahrer Sonnenberg og Mayschosser Mönchberg.

Nogle af markerne har op til 60 grader stejl stigning, hvilket gør arbejdet i markerne besværligt, men giver samtidig gode betingelser for en optimal udnyttelse af solen. Jordbunden er en sandet lermuld blandet med højt stenindhold. Der dyrkes primært Spätburgunder, men også Frühburgunder, Dornfelder og Dunkelfelder.

Denne Blanc de Noir er lavet via blid presning af druerne og ellers vinifikation på rustfrie tanke. Ikke lagret på eg, idet man ønsker mest mulig frisk frugt.

Duftmæssigt går vinen stille med dørene. Ikke voldsomme aromaer, men sagte dufte af hindbær, papkasser, babybræk og lidt støv eller aske. I munden er vinen frisk, syrlig og sådan meget stringent. Der er grønne blade, meget frugtrig … næsten som en frugtis … hindbæris på en varm sommerdag. Der var delte meninger om vinen rundt om bordet, men jeg kunne rigtig godt li’ den.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, pris 219,95 kr.

Rating 4/7 

2010 Kühling-Gillot, Spätburgunder Trocken, Rheinhessen, Tyskland

Fredag … Spätburgunder … glæde og en tilfreds hustru. Rolig nu … det er alene Spätburgunderens skyld. Vi har fat en Spätburgunder Trocken fra Weingut Kühling-Gillot, som holder til i byen Bodenheim i Rheinhessen.

I denne lille byen har familierne Kühling og Gillot dyrket vin i over 200 år, og vinhuset også ejer 11 hektar af nogle af de bedste vinmarker i Rheinhessen, bl.a. Sackträger, Pettenthal, Ölberg og topmarken Nackenheimer Rotenberg … i det som er kendt som det såkaldte “Rote Hang”.

Og Kühling-Gillot er absolut fantastisk til at lave Riesling. Jeg smagte i 2012 husets 2008 Riesling GG Pettenthal  … helt fabelagtig Riesling. Klassevin. Gav den også 6 Thumbs Up.

Udover de nævnte Rieslingmarker besidder Kühling-Gillot to fabelagtige marker for Spätburgunder, nemlig markerne Oppenheimer Kreuz og Bodenheimer Burgweg. Begge har givet spændende vine i de seneste år, men vinene forventes at blive endnu bedre i de kommende år.

I generationer har kvinderne kørt Kühling-Gillot, og denne tradition gælder fortsat, idet vingården siden 2002 har været ledet af Carolin Spanier-Gillot. Carolin tog styringen af forældrenes vingård og har hvert år løftet vinenes kvalitet og udtryk.

Carolin er medstifter af Message in a Bottle, en forening af unge vinavlere og hun er aktivt medlem af foreningen Vinissima, Carolin er en dynamisk vinproducent, som er fuld af kreativitet og energi.

Hvis navnet Spanier i Carolin Spanier-Gillot ringer en klokke, som skyldes det at Carolin i 2006 blev gift med Hans-Oliver Spanier fra vinhuset BattenfeldSpanier. Sammen driver ægteparret nu begge vinhuse, og Hans Oliver står nu også for vinifikationen af vinene fra Kühling-Gillot.

Ligesom BattenfeldSpanier arbejdes også hos Kühling-Gillot økologisk. Arbejdet i vinmarkerne og i vinifikationen er tilsvarende fokuseret på maksimal kvalitet. Filosofien kan udtrykkes som “kontrolleret gøren ingenting”. Vinene får derfor lov at lave sig selv i store træfade og får dertil den tid, de har brug for, inden de tappes meget sent. Traditionelle teknikker bruges dermed til at opnå den højest mulige kvalitet og autensitet.

Denne Spätburgunder Trocken er én af husets Gutsweine … altså entry-level vine, som også har lagret på barriques … hvor lang tid kan jeg dog ikke se.

I glasset er vinen transparent … ikke voldsomt og ikke så lys, som de fleste Spätburgundere. Næsen er let animalsk, ikke meget … og i stedet er der en lidt syrlig note, næsten balsamisk med kaffe, kirsebær, træ, appelsiner samt en smule champignon eller jord.

Smagen er også til den syrlige side med jern, rust og mineraler. Ikke så imødekommende, og holder et fast og syrligt bid hele vejen igennem. Eftersmagen slutter end smule krydret … hmmm, skal vist lige tænke over denne vin.

Købt i Tyskland på weine.de, pris 12,50€ … eller omkring 93 kr.

Rating 3,5/7  

2012 Viña Errazuriz, Arboleda Pinot Noir, Aconcagua Valley, Chile

Næste vin i række blev denne Arboleda Pinot Noir fra Viña Arboleda … et lille sideprojekt for Eduardo Chadwick, og dermed reelt ejet og styret af Viña Errazuriz.

Eduardo Chadwick grundlagde Viña Arboleda i 1999 som et lille prestigeprojekt. Vinhuset ejer vingården Aconcagua Costa med 230 hektar vinmarker på et formidabelt område kun 12 kilometer fra Stillehavet i nærheden af Concón.

Det er et forholdsvis koldt område med en årlig gennemsnitlig temperatur på 14 grader og omkring 350 mm nedbør. Der er køligt og blæsende. Her dyrker Arboleda primært Sauvignon Blanc og Chardonnay samt Pinot Noir og Syrah.

Floraen og faunaen på Aconcagua Costa er meget forskellig og det giver en mangfoldighed af plante- og dyrearter. Viña Arboleda har da også gjort en masse tiltag for at beskytte naturen, bl.a. de mange vandløb, der findes i området. Ligeledes har man lavet et slags reservoir på 8 hektar …. et slags fredet område for trækfugle, som krydser området på forskellige tidspunkter af året.

Selve navnet Arboleda er spansk og betyder “at dyrke træer”, hvilket skal ses som en hyldest til de oprindelige chilenske træer, som vokser på husets vinmarker. Og derfor er der også et stort træ på etiketterne af husets vine.

Denne Pinot Noir kommer fra lille 1 hektar parcel på marken Chilhué … som på chilensk betyder “et sted for måger”. Vinmarken har en hældning på mellem 5 og 30 % samt en skifferholdig jordbund, hvilket gør det muligt for rødderne at arbejde sig ned i undergrunden i skifferstenens revner i en nærmest trappelignende bevægelse. Det øverste jordlag består af 40-80 cm blandet sand, ler og muldjord, hvori vinstokken kan etablere sig.

Vinen er lavet via en vinifikation, hvor bærene afstilkes, inden de presses i en pnenumatisk presse. Efterfølgende køles mosten ned og lægges med skindkontakt i 4-7 dage, inden den alkoholiske gæring starter som en spontangæring på åbne træfade. Vinen lægges dernæst på franske egetræsfade i 12 måneder. 13% af fadene er helt nye. Vinmager har været Francisco Baettig.

Duftmæssigt lidt rustik, sødme … klart Pinot Noir i næsen, men lidt varmere og mere krydret end dens europæiske slægtninge. Der er jordbær, søde kirsebær, egetræ … og en smule stald … men ligger ganske vist godt skjult. Smagen er lyse bær, hindbær med let bitterhed, lidt syrlighed og god nerve … men mangler måske lidt lethed.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 165 kr.

Rating 4,5/7  

2011 Weingut Duijn, Pinot Noir Buhler Charme, Baden, Tyskland

Efter lørdagens kitschede rejecocktail efterfulgte denne Pinot Noir Buhler Charme fra Weingut Duijn Rieslingen fra Hensel. Weingut Duijn er et hus jeg har smagt flere gange og denne Pinot Noir Buhler Charme har jeg også tidligere skrevet om her på bloggen, blot i en årgang 2009. Her en frisk årgang 2011.

Weingut Duijn holder til i den lille by Bühl, ca. 20 kilometer nordøst for Strasbourg, nær Bühlertal i Baden-regionen, den sydligste af Tysklands tretten regioner.

Ejeren og manden bag vingården hedder Jacob Duijn, og er oprindeligt fra Holland. Han har fungeret som chefsommelier på flere tyske top-restauranter, og har sidenhen været salgschef for Segnitz, der anerkendes som Tysklands dygtigste vinimportør.

Det, der for Jacob Duijn startede som en sideløbende hobbyproduktion, blev til et fuldtidsarbejde i 1994. ”Når man altid har haft med vin at gøre, tror man naturligvis, at man ved klar besked”. Jacob Duijn erfarede dog hurtigt, at han som vinbonde endnu havde meget at lære, hvorfor hans nære kontakter i Bourgogne skulle komme ham til stor hjælp.

Jacob Duijns Vinmarker er således beplantede med kloner fra tre af hans gode venner i Bourgogne: Jean Grivot, Emmanuel Rouget og Jean Marc Boillot.

Druerne gennemgår en proces i mark såvel som i kælder, der er direkte sammenlignelig med de bedste vingårde i Bourgogne, og der laves tre forskellige kvaliteter, nemlig 1; Laufer Gut Alsenhofen, som er basiskvaliteten. Druerne kommer fra marken af samme navn. 2; Vinen Jannin, som er opkaldt efter Jacob’s datter, kommer fra marken Bühlertaler Engelsfelsen og endelig 3; signaturvinen SD, som kommer fra Engelsfelsen og Sternenberg – to af Badens bedste vinmarker.

Der produceres alene Pinot Noir/Spätburgunder hos Duijn, og selvom der er tale om et forholdsvis nyt vinhus, så har vinstokkene på gårdens i alt 6,5 hektar allerede en gennemsnitlig alder på 30 år. Der produceres omkring 25.000 flasker rødvin årligt, og det gennemsnitlige udbytte er 38 hl / hektar.

Alt dyrkes biodynamisk, og siden 2008 har Duijn også været certificeret biodynamisk vinproducent. Det har også betydet, at Jacob Duijn som konsekvens heraf har opgivet sine lejede vinmarker og nu udelukkende fokuserer på sine 6,5 hektar egne marker.

Udover de tre nævnte kvaliteter, så laver Jacob Duijn også 2 sommervine, en rosé på Pinot Noir og så denne Pinot Noir Bühler Charme. Druerne til Bühler Charme kommer fra de vinstokke, hvor alderen er under 10 år.

Vinen var oprindelig lavet som “et eksperiment”, men ellers fremstillet på samme vis som Duijns almindelige vine, og har også lagret i barriques, men hvor lang tid har jeg dog ikke kunnet finde oplysninger om. Vinen er imidlertid blevet meget populær og laves nu hvert år.

Her i årgang 2011 etiketten anderledes end i 2009 og navnet Bühler Charme fremgår mærkelig nok heller ikke. Det skulle dog være samme vin, og prisen er da også lig den 2009’er, som jeg tidligere har smagt.

I glasset fin bleg, transparent, teglfarvet vin, fin og tynd … og næsen giver dig lidt animalske noter, den lidt søde kostald … ikke så voldsom, men nærmest lidt køligere i udtrykket. Der er lidt syrlige kirsebær, urter, røg, jern og rust samt lidt grønt. Smagsmæssigt meget stringent med mineraler, flintesten, grønne stilke oveni de syrlige kirsebær. Meget ren og mineralsk.

Købt i Tyskland hos weine.de, pris 9,90€ … eller omkring 74 kr.

Rating 4,5/7