Aftenens sidste røde Bordeaux blev en 2019 Pomerol, der er fra vinslottet Château Petit-Village, der er et smukt beliggende slot i Pomerol og kendt for sine flotte, elegante og velstrukturerede Merlot-baserede vine.
Château Petit-Village ligger i den østlige udkant af Pomerol ved byen Catusseau i en klynge med ved Château Beauregard, Vieux Château Certan og Château La Conseillante.
Det er egentlig ukendte, hvem der oprindelig startede med at lave vine på slottet, men efter den franske revolution blev det overtaget af Dufresne-familien, som var en familie af vinbønder fra Libournais, men blev i 1919 købt af negociantkøbmanden Fernand Ginestet.
I løbet af 1970’erne blev det imidlertid overtaget og drevet en periode af Bruno Prats indtil 1989, hvor det blev solgt til den store forsikringskoncern AXA, som fortsat står som ejer og har overladt ledelsen til Christian Seely … og han er skam også administrerende direktør på Château Suduiraut, som jeg faktisk anmelder en vin fra bagefter, for dét vinslot er også ejet af AXA.
Château Petit-Village har i alt 10,5 hektar vinmarker, der ligger samlet i en stor trekant og er tilplantet med druerne 75% Merlot, 17% Cabernet Franc og 8% Cabernet Sauvignon med en årlig produktion på 3.500 kasser af denne førstevin.
I denne årgang 2019 er denne Pomerol lavet på 80% Merlot, 15% Cabernet Franc og 5% Cabernet Sauvignon høstet på 5 dage fra den 18. september og frem til 2. oktober. Vinificering er sket traditonelt og efter endt fermentering er vinen så lagret 16-18 måneder på barriques, heraf 30% nye fade.
Duftmæssigt virker vinen mere animalsk, mere grøn og stilket end foregående vine. Der er jod, medicinskab, tør engelsk lakrids og så har den en rank, grøn og let sødbitter frugt med tranebær, blommer og solbær. Det grønne bliver ved med at komme igen, blomsterrig, godt med violer, urter og søde krydderier.
I munden er det himmelsk … cremet, fløjlsblød velour, der både smelter i munden og samtidig også har en stram og velafbalanceret syre, hvorved vinen står præcis og knivskarp. Det er tørt, stringent og koncentreret med en perfektionistisk præcision og så alligevel på en meget let og ubekymret måde … det smager drøngodt. 96 point.
Forhandles bl.a. hos Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 750 kr.