2018 Weingut Ziereisen, Viviser Gutedel Unfiltered, Baden, Tyskland

2018 Weingut Ziereisen, Viviser Gutedel Unfiltered, Baden, TysklandDet var sidste år, at jeg først smagte en vin fra Hanspeter Ziereisen. Jeg nåede endda at smage 5 forskellige vine fra Weingut Ziereisen, men nu hopper jeg på den 6. af slagsen, en overraskende lækker Viviser Gutedel Unfiltered 2018.

Weingut Ziereisen ligger på adressen Markgrafenstrasse i Efringen Kirchen … lige i trekanten mellem Tyskland, Schweiz og Frankrig.

Hanspeter skulle egentlig slet ikke ha’ været vinbonde og er i stedet uddannet tømrer. Men da hans forældre i 1991 pludselig opgav at drive deres lille gård – og hans to søstre heller ikke vil overtage – så besluttede han selv at tage affære.

Han overtog driften på gården, som udover drift med svin, køer og markdrift omfattede en halv hektar med vinstokke. Tidligere havde forældrene egentlig blot givet druerne til det lokale kooperativ, men Hanspeter anvendte i stedet druerne til at lave sine egne vine.

Så begyndte han at langsomt at opkøbe og lease yderligere vinmarker i Markgräflerland … og i dag har Hanspeter Ziereisen samlet 21 hektar marker, hvor han dyrker sorterne Gutedel, Grauen Burgunder, Weißen Burgunder, Chardonnay, Spätburgunder og Syrah.

Fra første fløjt har Hanspeter gået sine helt egne veje og ville lave vine i sin helt egen stil, hvorfor han vinene ikke fulgte reglerne, blev beskrevet som ikke typisk tyske og derfor ikke godkendte. Det slog dog ikke Hanspeter ud, for i stedet har han lige siden blot solgt sine vin som Badischer Landwein … og måske er det også grunden til, at han er blevet kaldt både stædig og lidt en original.

Hanspeters filosofi er, at markerne skal drives på en naturlig og bæredygtig måde, uden han dog er certificeret på nogle måder, og så en individuel vinificering … altid med spontangæring med druernes naturlige gærceller, lange macerationstider, en minimal indgriben i produktionen og så give vinene den modningstid, som de har brug for … og de fleste vine flaskes også uden filtrering.

Lagringen sker primært i nye og brugte barriques samt store, hundrede år gamle 4.000 liter egefade … efter stilsikker burgundisk forbillede og mange sammenligner også ofte vine fra Ziereisen med vinene fra netop Bourgogne.

Hanspeter er specielt kendt for sine vine på druen Gutedel … den som i Schweiz og Frankring mest er kendt under navnet Chasselas. Han dyrker Gutedel på hans bedste marker, bl.a. Efringer Ölberg og reducerer udbyttet kraftigt. Han forsøger at få alle de gamle dyder frem i druen … og det siges, at hans laver Gutedel vine, som minder af bidende koncentrerede Meursault vine fra Bourgogne.

Og hele familien er med i vinbruget … idet hustruen Edeltraud hjælper til med både pakning, faktuering og beskrivelserne på deres hjemmeside … og efterhånden er deres to børn Johanna og Ida Paulina også kommet med i arbejdet … mens også Hanspeters forældre Hansjörg og Verena går engang imellem til hånde.

Og vi smager her en af Hanspeters vine på Gutedel … Viviser Gutedel Unfiltered, hvor druerne kommer fra den 50% stejle og kalkstenholdige topmark Efringer Oelberg. Vinen er fra vinhusets serie af Rebsorten Weine og navnet Viviser er et gammelt navn for Gutedelen, der jo stammer fra Schweiz … fra det schweiziske Vevey, som netop på tysk hedder Vivis … og derfor navnet Viviser.

Druerne til denne vin kommer fra vinstokke plantet tilbage i 1980’erne og efter den manuelle høst, så er de presset ved relativt højt tryk på 6 bar for at trække ekstra karakter og personlighed ud i mosten, der sidenhen har spontangæret alene med de naturlige gærceller og lang gæring.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 22 måneder sur lige på 3.000 liters tyske Assmann egetræsfade og så aftappet uden klaring og filtrering – samt med minimal tilsætning af sulfitter

Smørfed Gutedel … WAUW og WTF? Der er klart et pænt lille fadpræg med lakridskonfekt, wienerbrød, kringle og vanilje, men samtidig er vinen herlig aromatisk og nærmest parfumeret med tulipaner og et højt pollental. Frugten er også meget indbydende, nærmest lidt saltet med kvæde, tørret abrikos, pærer … og noget, som virker som en kalket mineralitet, nødder, røg samt en pakke frugttyggegummi. Det dufter faktisk helt vidunderligt.

I munden er det også skønt … saftige æbler, lyse blommer og mirabeller, saftig, mostet og ret saltet. Det stikker ikke sådan vildt dybt i smagen, men har denne sure, syrlige, kalkede friske og lidt grønne smag … tilsat lidt peber også … så både salt og peber. Vinen er samtidig bare så frisk, sprød og krisp. Den har en ganske lille olieret fornemmelse, men det virker sgu bare rigtigt fint sammen, så jeg er ret begejstret for vinen. Gute Gutedel 🙂

PS: brug helst store Bourgogne glas.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Viña Santa Rita, Triple C, Maipo Valley, Chile

2018 Viña Santa Rita, Triple C, Maipo Valley, ChileSidst jeg smagte den nærmest ikoniske vin Triple C fra Viña Santa Rita var for 10 år siden og dengang var det i en årgang 2004. Siden dengang er der sgu løbet meget vin i halsen, men derfor er det da en fornøjelse igen at smage den … her blot i årgang 2018.

Viña Santa Rita har jeg vist skrevet om mange gange, men denne Triple C kun én gang. Det er en vin, som første gang blev produceret i årgang 1997 som en Bordeaux lignende vin og bliver derudover kun lavet i de bedste årgang. Da vejret i Chile imidlertid er ganske ens år efter år, så er det kun i få årgange, at vinen ikke er produceret.

Vinen er i dag et blend på 65% Cabernet Franc, 30% Cabernet Sauvignon og 5% Carménère druer, der er dyrket i Maipo Valley i Chile … og hver druesort vinificeres separat.

Men fælles for alle druesorter er, at de efter høst starter med en kølig 5-10 dages kold pre-maceration, hvorefter gæring sker med udvalgte gærtyper. Cabernet Franc og Carménère gærer ved 30 grader og Cabernet Sauvignon ved 28 grader. De fleste druer er forinden afstilket, men med Carménère også 20% hele klaser,

Efter gæringen ligger vinen så med en eftermaceration i 20-40 dage afhængig af udviklingen af hver sort. Så har vinen lagret samlet 17 måneder i nye franske barriques og først derefter sammenstikkes den endelige vin.

Sikke nice duft … våde fade, våd skovbund, tjære og flydende asfalt, mælkede noter, baconfedt, solbær, hindbær … lidt jammy suppleret med solbærblade, grøn peber, lidt cigarkasser og så søde aromaer med vanilje, let kanel, lakridskonfekt og vingummibamser.

I munden er det koncentreret, kompleks, intens og frisk, masser af frugtrigdom med solbær, brombær, blommer og kirsebær, nærmest saftig med en lille sødme, lidt peber og bid. Det er sgu meget smooth, elegant og samtidig meget indsmigrende med en lang og sødbitter eftersmag. Mums.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Quinta do Pégo, Friends Selection, Douro, Portugal

2016 Quinta do Pégo, Friends Selection, Douro, PortugalQuinta do Pégo er – som de fleste læsere måske allerede ved – danskejet. De laver både fremragende røde vine samt portvine. Her smager vi så en rødvin … en 2016 Friends Selection.

Det er AMKA, der også ejer hovedparten af Jysk Vin, der siden 2003 har været eneejer af den smukke vingård Quinta do Pégo. Vingården ligger på vejen fra Régua til Pinhão omkring 3 kilometer før Pinhão på højre side i Dourodalen i Portugal.

Vingården ligger 138 meter over Douro-floden og har 33 hektar jord, hvor de 30 hektar er vinmarker … med smukkest beliggende og et view udover Douro dalen. Jorden er klassificeret i gruppe A, som er den absolut bedste gruppe.

Quinta do Pégo har efter AMKAs overtagelse gennemgået en fuldstændig renovering af de gamle bygninger samt opførelse af en række gæsteboliger på gården. Efter renovering åbnede vingården i foråret 2009 i en helt ny form med hotel … Hotel Rural Quinta do Pégo, som bestemt skulle være et besøg værd.

Her smager jeg Quinta do Pégos Friends Selection, som er lavet på et blend af  Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão fra husets egne marker.

Vinen er lavet af den dygtige, men nu desværre afdøde, vinmager Wouter Pienaar, med fokus på at skabe en givende og afbalanceret rødvin til en god pris. Jeg har hørt et rygte, at det er sydafrikanske Niel Bester, som fremover skal stå for produktionen, mens det er altså kun et rygte.

Vinen er lavet  ved, at de håndhøstede druer først er sortere, hvorefter de er fodtrampet på traditionel portugisisk vis i granit lagars og er efter endt fermentering  lagret 12 måneder på franske egefade, men på etiketten fremgår, at vinen først er flasket i 2020, så dermed må den også være lagret en længere periode på ståltanke.

Allerede fra første snif dufter vinen blød og venlig, mørk, tæt og intens, har lidt krydrede noter, kaktuspiller, mørke kirsebær, blåbær, let sødme, let mynte, lidt fad med kakaopulver, let vanilje, egetræ og samtidig tør og lidt støvet i udtrykket.

I munden er vinen ikke så mørk og fyldig, men har mere friskhed, bitterhed og lysere frugt end duftmæssigt. Det er mere hindbær, kirsebær og blommer, fin medium frugt, nogle saftige, ret venlige tanniner, en lidt bitter og rustik syre, let peber, men samlet en lille bandit, som rigtigt mange bare vil elske.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Robert Oatley Wines, Signature Series Riesling, Western Australia, Australien

2020 Robert Oatley Wines, Signature Series Riesling, Western Australia, AustralienSidste ikke New York Riesling i vor Riesling Battle Royal var en 2020 Signature Series Riesling fra det australske vinhus Robert Oatley Wines.

Vinhuset blev først grundlagt i 2006 af den i dag afdøde Robert Oatley, men familien havde dog allerede tilbage i slutningen af 1960’erne plantede de første vinstokke på gården.

Robert – kaldet Bob – var en dygtig forretningsmand, som var en respekteret forretningsmand, lystsejler, filantrop og vinmager. Han startede bl.a. i 1974 firmaet Balmoral Australia, der er et stort forretningsimperium, der er er engageret i turisme, vin, maritime tjenester og investeringer.

Firmaet er baseret i Sydney med aktiviteter, der spænder over det meste Australien og beskæftiger over 1.300 mennesker, men i dag ledes det – og vinhuset – af Bobs søn Sandy Oatley sammen med en række bestyrelsesmedlemmer samt hans  søskende Ian Oatley og Rosalind Oatley.

Deres vinmarker ligger primært ved Margaret River og McLaren Vale, men de fleste af druerne opkøbes hos udvalgte vinalvere og de bruger også en lang række vinmagere til at lave vinene.

Denne Signature Series Riesling er fra en serie af vine, som er lavet af vinmageren Larry Cherubino. Denne vi er lavet af Riesling druer fra Great Southern underområdet, der af mange er regnet som Australiens nye hot-spot for kvalitetsvine på Riesling.

Her druerne fra området ved Frankland River og Mount Barker lidt nord for området ved Denmark, som jeg tidligere har skrevet om i en vinanmeldelse for lang tid siden. Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, men det ser ud til, at vinen er gæret på ståltanke med udvalgte gærtyper, men også lagret på egefade. Den har 1,9 gram restsukker pr. liter.

Uha … duftmæssigt meget frisk med en kalket mineralitet, men fadpræget er stort og sødmen også langt fremme med vaniljekiks og en sød, fyldig frugt, der ligger godt længere væk. Vinen virker blød, blid og frugten er pærer, melon, gule æbler, søde stikkelsbær og de danser fint sammen med en lidt parfumeret og blomstret duft.

I munden er vinen dog langt mere maskulin … igen er der pænt med salt og mineraler, lemon og citroner og egentlig også en rigtig god og lang eftersmag, men det er knap så nuanceret eller elegant.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men prisen ligger på 13,95$ … svarende til 95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Hermann J. Wiemer Vineyard, HJW Bio Riesling, New York State, USA

2019 Hermann J. Wiemer Vineyard, HJW Bio Riesling, New York, USAI den virtuelle Riesling Battle Royal blev denne 2019 HJW Bio Riesling fra Hermann J. Wiemer Vineyard i mit fedtede objektiv den bedste Riesling.

Vinhuset Hermann J. Wiemer Vineyard ligger på den vestlige side af Seneca Lake og er etableret i 1979 af Hermann J. Wiemer, som kommer fra en familie fra Bernkastel i Mosel.

Hermann mors familie havde produceret vin i Mosel i 300 år og faderen havde været en dygtig gartner, som havde været ansvarlig for fremavl af vinstokke i Bernkastel og havde bl.a. stået for en del af genopretningen af vinmarkerne efter anden verdenskrig og havde overbevist Dr. Thanisch til at bevare de mest berømte vinmarker ved at pode de gamle Riesling kloner på amerikanske grundstammer.

Derfor havde Hermann i sin ungdom lært at pode i hånden og supplerede senere den færdighed og viden, der blev overført fra far til søn, på det store vinforskningsinstitut … Forschungsinstitut fur Reblausbekampfung und Wiederaufbau i Neustad.

Under den meget indflydelsesrige Dr. Helmut Becker blev Hermann optaget og lærte der alt om vinstokke og vinproduktion inden han i 1960’erne emigrerede til USA og slog sig ned ved byen Dundee på den vestlige bred af Seneca Lake, hvor klimaet mindede meget om hans families vinmarker i Moseldalen.

På det tidspunkt var det kun meget få, som troede på, at det var muligt at dyrke vinifera vinplanter i området, men Hermann mente, at de unikke jordtyper og klimaet ved Finger Lakes ville gøre det muligt at producere gode vine her.

Derfor købte Hermann 32 hektar jord og startede med dedikation det store arbejde med at plante og pode vinstokke … og dermed blev det starten vingården Hermann J. Wiemer Vineyard. Den første mark hedder i øvrigt i dag HJW Vineyard.

Da Hermann i 2007 gik på pension, så blev vingården overtaget af Fred Merwarth, der i forvejen siden 2003 har stået for produktionen og tidligere stået i lære hos Wiemer.

Fred købte gården i partnerskab med den svenske agronom Oskar Bynke, som Fred havde mødt på universitetet. I dag forsøger de med hjælp fra Freds hustru Maressa Merwarth at drive vingården videre i Hermann J. Wiemers ånd.

De har i dag omkring 40 hektar vinmarker og laver omrking 17.000 kasser vin årligt, herunder altså også denne 2019 HJW Bio Riesling, som er lavet ved presning af de hele klaser, gæring på ståltanke med druernes naturlige gærceller og derefter er vinen lagret med 50% i store egefade og den anden halvdel i de rustfrie ståltanke.

Duftmæssigt er det en dejlig og aromatisk vin … fin inderlighed, ingen petroleum, men pærer, æbler, kandiserede æbler, lime samt lime- og mandarinskal, lidt ananas og kantalupmeloner. Derudover er der lidt hvide blomster, mineraler og samlet står vinen meget ren og krystalklar.

I munden er der godt med syre, men uden at hoppe helt over hegnet, for vinen har en god cremet fornemmelse. Der er godt med umodne, grønne æbler, lemon og citroner og et glimt af sødme med ferskner. Det er en sprød, frisk, generøs og mineralsk smag, virkelig top, top Riesling med ultrafin balance og så mange dimensioner.

Ikke fundet herhjemme, men på vingården koster den 45$ … svarende til omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 M. Chapoutier, Riesling Schieferkopf Lieu-dit Fels, Alsace, Frankrig

2018 M. Chapoutier, Riesling Schieferkopf Lieu-dit Fels, Alsace, FrankrigFør den lille Riesling Battle Royal smagning vidste jeg ikke, at det store nordrhônske vin-og negocianthus M. Chapoutier har et lille projekt i Alsace, hvor den dynamiske Michel Chapoutier laver Riesling vine … som nu fx denne Riesling Schieferkopf Lieu-dit Fels 2018.

Det store hus M. Chapoutier beliggende i Tain-l’Hermitage har jeg skrevet om tidligere, fx den jeg smagte en hvid 2016 Invitare Condrieu. Derfor skal jeg heller ikke denne gang skrive om vin- og negocianthuset, men i stedet kigge lidt nærmere på Schieferkopf.

Michel Chapoutier startede allerede i 2006 med at lede efter unikke vinmarker og i 2009 lykkedes det ham så endeligt i samarbejde med fire af sine venner. De købte en parcel i Bernardvillé i ganske kort afstand fra en af de oprindelige pilgrimsruter, hvor cistercienser munke allerede i det 12. århundrede plantede vinstokke.

Parcellen ligger på Felsberg marken og strækker sig over knapt 8 hektar, hvorfra Chapoutier laver tre forskellige vine. Felsberg har en helt unik jordbund, da det er eneste sted i Alsace, hvor jordbunden er næsten ren blåskifer. Derudover ligger marken eksponeret mod syd og sydøst i en højde på 380 meter og er blandt de højeste beliggende vinmarker i Alsace.

Oprindeligt kaldte Chapoutier vinene for Felsberg, men ifølge områdets regler, må marknavnet ikke indgå i vinhusets navn, så derfor blev navnet Schieferkopf. De 3 topvine fra Felsberg marken er henholdsvis Lieu-dit Fels, Lieu-dit Berg og Lieu-dit Buehl.

Den bedste er Lieu-dit Fels, hvor druerne kommer fra den øverst beliggende del af marken. En højere og mere kølig beliggenhed giver mere mineralitet og sprødhed. Alle vinene lagrer på store foudre mellem 10 og 15 måneder inden flaskning.

Siden 2015 er Schieferkopf projektet udvidet med enkelte vine fra både Baden, Pfalz og Franken, så i dag er det ikke udelukkende vine fra Alsace.

Denne 2018 Riesling Schieferkopf Lieu-dit Fels er lavet ved, at de sent høstede druer først gennemgår en lang presning, hvorefter de pressede saft får lov af hvile kølig inden gæringen sker alene med druernes naturlige gærceller.

Efter endt alkoholisk gæring, så gennemgår vinen også en fuld malolaktisk gæring, da Chapoutier mener, at det giver vinen mere mineralitet fra det blå skifer. Derefter er vinen lagret 15 måneder på store foudres egefade.

Duften er meget anderledes end de andre Riesling vine i den lille battle … en lidt vild hippie med blomsterkrans på hovedet og så på en eller anden måde også klassisk Alsace. Har dette røgede fadpræg, er vildt ekspressiv og næsten på vej til at være vovet og vulgær, hvilket supperes af lidt kanel og chilipulver.

I munden … hold da op, der er tonsvis mineralitet, salt samt lemon, lemon og lemon og har samtidig en smørfed karakter, har godt med sul på kroppen sammen med eksotisk frugt, abrikos, tørret og saltet abrikos, lidt stærk og absolut anderledes, men smager fandeme fantastisk.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 Trestle 31, Riesling, New York State, USA

2019 Trestle 31, Riesling, New York, USASå blev det tur til New York State Riesling …  og første kom fra Nova Cadamatres vinhus Trestle 31, der ligger i Geneva helt oppe i den nordlige ende af Seneca søen i Finger Lakes. Vi smagte en Riesling i årgang 2019.

Vingården Trestle 31 er etableret i 2015 af vinmageren Nova Cadamatre sammen med hendes mand Brian, men Nova startede allerede  med at lave vin tilbage i 2003 hos Stargazers Vineyard og har i 2006 uddannet som ønolog fra Cornell University.

Senere flyttede hun til Napa Valley i Californien, hvor hun fokuserede på lave Bordeaux og Bourgogne lignende vine bl.a. med druer fra markerne To Kalon, MacDonald, Vine Hill Ranch, Detert og Hyde Vineyard .

I 2015 startede hun Trestle Thirty One i Finger Lakes … i starten pendlede hun mellem sine projekter i Californien og den nye vingård ved Seneca søen i New York State. I 2017 færdiggjorde hun endda også den krævende uddannelse til Master of Wine som den første kvinde og fik endda vin med på Wine Enthusias’s Top 40 liste.

Hendes mand Brian – som hun mødte i 2000 – deler Novas passion for vin og er også vant til naturen og friluftlivet fra tidligere, da han har arbejdet indenfor skovbrug og naturressourceforvaltning på Suny Environmental Science and Forestry. Han har også tidligere arbejdet for et af verdens største mejeriselskaber, men kom så senere ind i vinindustrien.

Navnet på deres vingård Trestle 31 – der betyder buk 31 – kommer fra den store jernbanebuk, som findes ved en af deres marker og nr. 31 var oprindelig husnummeret på deres vingård og fremfik af skødet, da de købte ejendommen.

Nå, men her var det altså Novas 2019 Riesling, der er lavet med håndhøstede druer, som først er afstilket og så lagt i premaceration i 2 timer, hvorefter druerne så er presset og opbevaret i 5 dage inden overførsel til rustfrie ståltanke til gæring med udvalgt gær.

Efter endt gæring har vinen hvilet kølig i 2 uger inden lagring 6 måneder. Derefter er vinen tappet på flaske og har lagret yderligere 12 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt har vinen en god inderlighed, ganske aromatisk … her med en smule grøntsagsfond, virker meget moden i frugten, meget frugtrig. Der er fersken, abrikos, lemon, pænt med krop, nogle mere tertiære og æteriske dufte … let honning, ler, modellervoks, en sød, smeltet sodavandsis, måske en københavnerstang.

Smagen er også meget moden med fylde, krop, volumen, salt og alligevel med god friskhed. Der er lemon, grape, grønne æbler, syre og bitterhed, flint og sten, knastørt, men mest sure citroner, men glade ansigter. Det er sgu en ret lækker Riesling.

Ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster vinen 29$ … svarende til 190 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Weingut Schatzel, Riesling, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Schatzel, Riesling, Rheinhessen, TysklandVi startede den lille Riesling Battle Royal med en vin fra Rheinhessen i Tyskland og det var en Gutsriesling fra Weingut Schatzel.

Weingut Schatzel holder til på Oberdorfstraße i Nierstein og familen har været vinavlere i byen i 650 år. Siden 2010 har vinhuset været drevet af Kai Schätzel med hjælp fra Madeline Stößel.

Han har samlet knap 16 hektar vinmarker, hvor de bedste parceller er på markerne Neirsteiner Ölberg, Pettenthal og Hipping … og der dyrkes familien 90% Riesling og 5% Silvaner, mens de sidste 5% består af flere forskellige sorter.

Her er det husets helt basisalmindelige Gutsriesling, som der imidlertid ikke er mange oplysninger om, men mon ikke, at den er lavet udelukkende på stål. Den har 6,0 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt virker vinen lidt underlig … har sådan animalsk, bio bio wacky aroma, meget reduktiv med nytårsskyts og krudt. Det aftager dog med lidt mere luft i glasset, hvor der i stedet dukker en smule petroleum op sammen med hvide frugter. Det er sgu voldsomt landligt og ryster heller ikke alt det reduktive af.

I munden er vinen meget saftet, masser af syre, æblesyre, grønne æbler, citronskal, bitterhed og er meget rustik. De 6 gram restsukker smages slet ikke, for vinen er bare bonedry, supertør, kalket og samtidig med en pæn stor mineralitet.

Ingen forhandler fundet herhjemme, men på vingården koster vinen 9,50€ … svarende til 71 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

New York State of Wine … Riesling Battle Royal

Sidste år deltog jeg i maj måned i en spændende virtuel New York Wines Masterclass arrangeret af New York State of Wine og Grape Foundation. Dengang smagte jeg 6 vine fra New York State som en lille smagsrejse og et indblik i vinene fra vinregionen.

Dengang blev den virtuelle smagning styret af Jamie Goode, der er grundlægger af Wineanorak – Global Wine Journal samt forfatter, vinskribent, underviser og PhD i plantebiologi.

Nu har jeg atter været til endnu en onlinesmagning dirigeret af Jamie Goode og arrangeret af New York Wine & Grape Foundation med temaet Riesling Battle Royal, hvor 3 Riesling vine fra New York State battler mod 3 Riesling vine fra andre steder i verdenen.

Denne gang havde Jamie Goode dog en medvært i form af sommelier Caroline Furstoss og planen var så, at Jamie skulle repræsentere New York vinene og Caroline de øvrige vine. Caroline er selv fransk, sommerlier og ambassadør for Alsace vin.

Men de var ikke helt alene, for vinmageren fra de 3 New York State vine var nemlig også med til at kommentere deres egne vine. Det var Nova Cadamatre fra Treste 31, Oskar Bynke fra Hermann J. Wiemer Vineyard og endelig Kelby Russel fra Red Newt Cellars … og Kelby deltog faktisk også i det forrige online arrangement.

Som sidst havde jeg fået invitationen til at deltage via Tina fra by baungaard Communication/PR og havde også nogle dage forinden via FEDEX fået tilsendt de 6 vine, som vi i løbet af denne Masterclass skulle igennem.

Sidste gang fortalte jeg om hele New York State vinen regionen, så det skal jeg undlade denne gang og så egentlig blot kigge nærmere på smagningen og vinene.

Riesling Battle Royal

Vi startede den lille virtuelle battle med en kort præsentation, hvorefter Jamie Goode styrede slaget. Han fik først Kelby Russel til at fortælle lidt om New York State og specielt området Finger Lakes og lidt om søernes betydning for området.

Oskar Bynke supplerede med, at Seneca Lakes er over 200 meter dyb og fortalte lidt om klimaet, bl.a. med de meget kolde vintre og områdets terroir, der er meget forskellig … men flere steder virkelig velegnet til Riesling.

Selvom der er pivkoldt om vinteren, så gør de dybe søer, at vinstokkene aldrig fryser helt til, selvom det helt sikkert ville ske, hvis søerne ikke havde været der.

Så Kelby Russel fortalte, at både jorden og klimaet er perfekt for Riesling vinstokke, som virkelig er cool climate. Caroline Furstoss vidste ikke så meget om Finger Lakes og var derfor meget nysgerrig på området og deres vinifikation, så derfor kom hun også løbende med mange spørgsmål.

Hun spurgte bl.a., om de havde noget, som kunne sidestilles med Grand Cru begrebet i Alsace, men der fortalte Oskar, at det havde man ikke og at Finger Lakes på den måde var mere det vilde vesten, så derfor laver de også vinene på præcis den måde, som vil selv ønsker.

Men dagens opgave var jo at sammenligne New York State Riesling vinene med Riesling fra andre steder i verdenen og Caroline fortalte også lidt om hendes favorit steder for Riesling produktion … men derefter gik vi over til det vigtigste, smagningen af vinene.

Vinene

Samlet smagte vi i løbet af Riesling Battle Royal kampen 3 New York State Riesling vine og de blev én for én parret op mod Riesling fra henholdsvis Tyskland, Frankrig og Australien.

Samlet så programmet sådan her ud:

Jeg havde smagt en enkelt af vinene før, nemlig Red Newt Cellars’ 2016 Riesling The Knoll Lahoma Vineyards,, så der har jeg selvfølgelig blot linket til min oprindelige anmeldelse.

Beskrivelserne og anmeldelserne af vinene har  jeg selvfølgelig linket til ovenover … helt som vanligt. Min favorit blev Riesling’en fra Hermann J. Wiemer Vineyard, men skarpt forfulgt af Chapoutiers Schieferkopf og Trestle 31, mens ringeste i mit objektiv blev vinen fra Schatzel.

Riesling Battle Royal kampen viste klart, at området bestemt kan være med blandt store Riesling vine fra andre steder i verdenen … også selvom modstanderne i denne smagning måske ikke var blandt de helt store producenter … altså undtagen Chapoutier, som dog normalt heller ikke er en typisk Riesling producent.

Igen et stort tak til Tina fra by baungaard Communication/PR for invitationen til at kæmpe med på sidelinjen og igen få et yderligere indblik i det spændende New York State vinområde.

2019 Purple Wine Company, Four Vines The Willing Chardonnay, Californien, USA

2019 Purple Wine Company, Four Vines The Willing Chardonnay, Californien, USAFour Vines er et ud af mange brands hos den amerikanske vinkoncern, der hedder Purple Wine Company eller Purple Wine + Spirits. Det er derfra, at vi smager denne The Willing Chardonnay 2019.

Selve den store vinkoncern – som vi tidligere er stødt på her på Houlbergs Vinblog – ligger i Californien, nemlig i Graton omkring 10-15 kilometer vest for Santa Rosa.

Vinhuset er grundlagt i 2001 af Derek Benham, som allerede som ung startede med at sælge vin … fra bagagerummet fra sin gamle 1967 Ford Mustang, hvor han for første gang lærte en del om kundernes smag.

Han er en rigtig vinkøbmand, som har haft succes med at skabe brands indenfor vin. Han skabte sammen med sin bror Courtney Benham fx brandet Blackstone, som har specialiseret sig i at lave Merlot vine. Det solgte brødrene for 140 millioner dollars til et partnerskab mellem Constellation Brands og BRL Hardy.

Efterfølgende har han så grundlagt Purple Wine + Spirits, hvor han igen skaber nye brands. Det er således ikke er et rigtig vinhus, for det ejer ikke selv vinmarker. Det er nærmere et negociantfirma, der opkøber druer, laver vin og spiritus målrettet til primært det store amerikanske marked, detailbutikker, restauranter eller som private labels … men også løbende laver nye brands.

Det er en stor historie, og firmaet har da også udover dets produktionsfaciliteter i Graton også satellitafdelinger ved American Canyon og Russian River Valley.

Purple Wine Company laver vine under en lang række brands, bl.a. Piner Crossing, Allston, Costal Oak, Field Trip, Graton Cellars, Flint & Steel, Kumbaya, Marc Cellars, Marlo, Pico & Vine, Cryptic, Calista, Wheelhouse, Rampage, Avalon, Raeburn, Lucky Star, Zynthesis, Randall-Monroe og altså Four Vines.

Purple Wine + Spirits har også tidligere etableret brandet Mark West, som laver Pinot Noir vine. Det har de solgt for 160 millioner dollars til Constellation Brands, så kom ikke og sig, at der ikke er penge i vinindustrien.

Four Vines brandet er dog ikke startet af Purple Wine + Spirits, men grundlagt i 1994 af punkrockeren, surferen og vinmageren Christian Tietje i partnerskab med vennerne Bill Grant og Susan Mahler som et lille garageprojekt. Men i 2010 solgte de brandet videre til Derek Benham fra Purple Wine, mens Christian Tietje i nogle år efter var tilknyttet som konsulterende ønolog.

Denne er lavet på 100% Chardonnay fra marker på tværs af hele Californien. De hele drueklaser håndsorteres og presses skånsomt, hvorefter gæring sker i temperaturstyrede ståltanke har har efter endt fermentering lagret 90 dage sur lie på franske egetræsfade.

Slam … in your face. Det er en svulstig, frodig, kraftig og sødkrydret vin, hvor frugten er vældig eksotisk med mango, papaya, litchi samt passionsfrugt, syltede pærer og cantaloup melon. Det er fuld pedal frem … frembrusende med lidt voksede og søde noter.

I munden er vinen ret behagelig … lidt mostet, saftig og læskende med en rund, sød og imødekommende syre. Der er syltet citron og tropisk frugt, opulent velvære og en lidt lille tyksak af en pleaser, der vil henrykke så moster Oda og den halve pukkelryggede familie. Der er lidt Jolly Time, søde krydderier og sofacomfort.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger