Tag-arkiv: merlot

Merlot er en rød, fransk druesort, som har sine rødder i Bordeaux samt Sydvestfrankrig. I Bordeaux er det den dominerende druesort i de fleste vine fra Saint-Émilion og Pomerol, hvorfra druen også stammer.

Merlot er Frankrigs mest plantede druesort og samtidig en af verdens mest udbredte druer … og konkurrerer der alene med sin Bordeaux makker Cabernet Sauvignon, som Merlot er kendt for at blande godt med. I Bordeaux går disse to druer oftest hånd i hånd. Der er på verdensplan omkring 266.000 hektar vinmarker med Merlot.

Druens navn menes at stamme fra ordet merle, som er det franske navn for solsorten og skyldes sandsynligvis Merlots farve. De nyeste DNA undersøgelser viser, at Merlot genetisk er tæt forbundet med Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon … dens blandingspartnere i Bordeaux.

Merlot er en tidlig moden druesort og kan modnes fuldt ud, selv i køligere klima og er således en meget pålidelig drue, hvilket også er én af årsagerne til den store udbredelse. Dens vigtigste ulempe er, at de tidligt udviklede blomster er mere modtagelige for frostskader om foråret.

Derudover giver den meget bløde, smidige og fyldige vine med smag af bær og chokolade. Der kan forekomme en smag af valnødder og vanilje.  Unge vine på Merlot er blødere og rundere i smagen end Cabernet Sauvignon. Glat, afrundet og let at drikke er almindelige beskrivelser af Merlot vine.

Hovedårsagen hertil er, at druer på Merlot er relativt store i forhold til deres sten og ​​skind, hvor tanninerne findes. Derfor er Merlot god at blødgøre vine fremstillet af druer med mere garvesyre.

Udover Frankrig, så er Merlot specielt populær i Californien og Washington State i USA, Chile, Schweiz og det nordlige Italien, men findes altså over hele verdenen. Men jo varmere den er dyrket, jo tungere og mere mørk bliver frugtstilen.

Den mest berømte Merlot vin er uden tvivl Petrus fra Pomerol i Bordeaux … en særdeles kostbar vin, der kan lagre i mange årtier. I dag koster en Petrus herhjemme vel fra 20.000 kr. og opad … for en enkelt flaske.

2018 Château Lamothe-Vincent, Bordeaux Reserve, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Lamothe-Vincent, Bordeaux Reserve, Bordeaux, FrankrigDe resterende vine fra Château Lamothe-Vincent er alle røde og den første er deres blockbuster Bordeaux Reserve, som de årligt laver 200.000 flasker af.

Vinen er lavet på 80% Merlot og 20% Cabernet Franc fra marker på samlet 29 hektar og høstet med et udbytte på 52 hektoliter pr. hektar. Efter høsten sorteres druerne, afstilkes og ligger i en kold premaceration i 6 dage inden den temperaturstyrede gæring sker ved 24-28 grader i store rustfrie ståltanke over 12-24 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 9 måneder i delvis ståltanke og delvis egetræsfade.

I næsen er det en mørk vin … fyldig og mørk. Der er solbær, sorte kirsebær, jordbær, en fin frisk syre, mineraler, knust sten og granit, svag mentol og lakrids … faktisk overraskende god med en superfin balance og en snert tørhed.

I munden er vinen tør, syren frisk og nok lidt som duften, for vinen har også en klar ren og mineralsk side, godt med tanniner, lidt peber, tør engelsk lakrids eller lakridsrod, grønne krydderier. Der er måske ikke dybde eller stor kompleksitet, men til pengene er det bestemt en god lille Bordeaux.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 79 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Poliziano, In Violas Cortona Merlot, Toscana, Italien

2017 Poliziano, In Violas Cortona Merlot, Toscana, ItalienLad os da blive i Toscana en flaskes tid endnu, for den næste vin er denne In Violas Cortona Merlot fra Azienda Agricola Poliziano, som ligger smukt lige på den vestlige side af byen Montepulciano på et af områdets højeste punkter.

Poliziano blev etableret i 1961, da Dino Carletti købte 22 hektar jord ved Montepulciano og plantede de første vinstokke. I dag er vingården noget større og tæller samlet 120 hektar vinmarker. Azienda Agricola Poliziano har i øvrigt sit navn efter den humanistiske digter Angelo Ambrogini, som var født i Montepulciano. Han var kendt som Il Poliziano og deraf navnet på vingården.

I dag drives vingården af Dinos søn Federico Carletti. Han er selv uddannet i 1978 fra universitetet i Firenze indenfor land- og vinbrug. Han overtog driften fra faderen tilbage i 1980, hvor økonomien på vingården skrantede noget … de første mange år med hjælp både fra studiekammeraten Carlo Ferrini og Dinos gamle lærer Maurizio Castelli.

Carlo Ferrini er siden blevet en af Italiens mest berømte vinmagere, og har siden 1992 – sideløbende med jobbet som chef for Chianti Classico Consortium – arbejdet som vinkonsulent for en række vinhuse i specielt Toscana.

Han laver i dag i øvrigt også sine egne vine, som er virkelig hypede og topvinen Giodo Brunello koster flere tusinde kroner. Og så hjælper han altså også fortsat Federico Carletti på Azienda Agricola Poliziano.

En del af Polizianos 170 hektar, som blev købt i slutningen af 1990’erne, ligger ikke omkring Montepulciano, men i kommunerne Cortona og Magliano i Toscana. Faktisk ligger kun lidt over halvdelen af husets vinmarker omkring vingården i Montepulciano.

Opkøbet i de nye områder kickstartede projektet Terre del Poliziano, som omfatter produktion af vine fra appellationerne Cortona DOC, Maremma DOC og  Morellino di Scansano DOCG. Vinen fra de områder sælges som enten In Violas di Terre del Poliziano eller Lohsa di Terre del Poliziano.

Og det er jo netop vinen In Violas Cortona Merlot, hvor druerne kommer fra højtliggende marker i Cortona DOC nær Arezzo, hvor huset har 7,5 hektar marker. Vinen er lavet med gæring og maceration koniske kar over 18-22 dage, hvorefter den er lagret 16-18 måneder på franske barriques.

Dyb, mørk og tæt aroma rammer næsen … der er solbær, blåbær, brombær, lakridskonfekt, finsk lakrids, trøfler, mælkechokolade, cigarkasser, kaffegrums … men alt sammen på en fin og tør facon, hvorved det aldrig bliver overdone eller vulgært og det suppleres endda af en balsamisk syre, grønne krydderurter og lidt sten.

I munden er vinen næsten på samme måde … masser af frisk, mørk frugt, der virker totalt ungdommelig. Der er masser af tørhed og så nogle vildt stramme tanniner, der også er spændstige, strenge, unge og livlige. Igen er det vitterlig en vin, som bare virker næsten en anelse for ung i øjeblikket, spillevende, sprællede, fyrig og så sidder den bare i munden langt efter sidste slutfløjt. Smukt.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, Italien

2017 Orciaverde, Montecucco Rosso, Tosacana, ItalienAzienda Agricola Biologica Orciaverde ligger en spytklat syd for byen Stazione Sant’Angelo-Cinigiano ved Montenero i Montecucco området. Derfra smager vi nu denne Montecucco Rosso.

Montecucco er en nyere appellation, som fik sin egen DOCG klassifikation i 1998 og ligger mellem Brunello og Morellino di Scansano i den sydlige del af Toscana. Området dækker en række kommuner i Grosseto provinsen, herunder Castel del Piano, Cinigiano, Civitella Paganico, Campagnatico, Roccalbenga, Arcidosso og Seggiano.

Appellationen er slet ikke så kendt som den feterede nabo Brunello mod nord, men det er et område ideelt til dyrkning af Sangiovese og på trods af den relative anonymitet, som områder har haft, så er der her en lang historie for dyrkning af druer.

Man fokuserer på traditionelle druesorter og fremstillingsmetoder, men ikke desto mindre er resultatet en række yderst interessante vine og mange eksperter spår da også Montecucco en spændende fremtid. Samtidig er vinene billigere end i Brunello, så der er også basis for at finde gode vine til fornuftige penge.

Vinhuset Orciaverde er af de mange spændende huse i Montecucco, beliggende på en skråning af Monte Amiata i 250 meters højde og de har deres marker lige ned til Orcia floden, der adskiller Montecucco fra kommunen Montalcino. De har faktisk kun en kilometer til deres nabo på den anden side af floden … det store og kendte Castello Banfi Brunello vinhus. Vi er således så tæt på Brunello land, som man kan være.

Azienda Agricola Biologica Orciaverde drives af Simone Governi, som samlet har 40 hektar jord, men ikke al jorden er vinmarker … faktisk kun 4 hektar, men dette har været løbende stigende, siden Montecucco fik sin DOCG status.

Markerne drives økologisk i respekt med naturen … og de gælder både vinmarker, hvedemarker og olivenlunde. Vingården blev i 2007 certificeret økologisk. Udover landbruget, produktion af olivenolie og vin, der drives der også en lille agro turismo med udlejning af ferielejligheder.

De laver kun 3 forskellige vine og denne Montecucco Rosso er deres basisvin, der er lavet på Sangiovese tilsat en lidt Cabernet Sauvignon og Merlot. Vinen er stort set lavet som på den anden siden af floden, helt klassisk og gammeldags, dog er den efter endt fermentering lagret 2 måneder på barriques.

Og hvor dufter den godt … her skal enhver snak om en basisvin vist forstumme, for op strømmer en frisk, let og parfumeret aroma, hvor der er blommer, hindbær, ribs, en snert sveske, violer, tobak, masser af træ, blomster og tør jord.

Det smager også godt med lys og frisk frugt, fin syre, tydelige tanniner, som virker strenge, rene og alligevel til at snakke med, masser af tørhed. svag bitterhed, kirsebær, ribs og sindssygt højt niveau for sådan en basis Montecucco Rosso.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Quinta Sardonia, QS, Castilla y León, Spanien

2017 Quinta Sardonia, QS, Castilla y León, SpanienJamen for pokker … når den flittige vinblogger nu er i gang med at smage vin fra Quinta Sardonia, hvorfor smager jeg egentlig ikke også den ikoniske QS kultvin? Jamen, det er jeg skam selvfølgelig frisk på.

QS er den første vin, som Quinta Sardonia producerede og det var i en årgang 2002, som de lavede 6.000 flasker af på 2 år gamle vinstokke. Men det var 2004 årgangen, som skrev sig ind i historien som den første vin opnåede en rating på 96 Parker point fra kun 4 år gamle vinstokke og blev en øjeblikkelig succes.

Siden har Parkers stjernedrys ganske vist været mere beskeden, men QS er fortsat topvinen hos Quinta Sardonia og nu blot lavet af vinmageren Christan Rey under vingårdens nye ejerskab af José María Fonsecas Grupo Terras Gauda.

Den sidste årgang, som Peter Sisseck var med til at lave, var årgangen 2011, så sidenhen har det været henholdsvis Jerome Bougnaud og nu altså Christan Rey.

QS 2017 er netop frigivet, så jeg kan ikke se det nøjagtige blend, men i 2016 var QS vinen lavet på 71% Tempranillo, 25% Cabernet Sauvignon, 2% Merlot mens den sidste 1% var Malbec og Syrah.

I 2017 har man valgt at høste lidt tidligere i jagten på elegance, da sommeren var så varm og ualmindelig tør. Druerne fra de forskellige parceller er høstet i den sidste del af september og derefter sorteret inden gæring i rustfrie ståltanke. Inden var nogle af druerne afstilket og for nogle parceller gærede man med op til 25% hele drueklaser afhængig af stilkenes modenhed og sundhed.

Gæringen er sket spontant alene med druernes naturlige gærceller og nøje temperaturregulering. Efter endt fermentering er vinen så lagret 20 måneder på franske barriques, heraf typisk 20% nye fade, men i tidligere årgange anvendte man helt op til 70% nye fade. Efter endt lagring er der sket klaring med friske æggehvider, let filtrering og aftapningen på flaske.

WAUW … sikke afgrundsdyb, mørk, intens aroma, et clash mellem mørk, frisk frugt og lakrids i alle afskygninger, både finsk, engelsk og lakridspiber, drilsk vanilje, tobak, røg og sødme fra fadlagringen. Der er våd skovbund, kakao, kaffe og chokolade, Frugten er brombær og jordbær, næsten lidt yoghurt creaminess, salvie, en balsamiske note og våde egeplanker. Det er virkelig en komplet og flot kontrolleret aroma, der virkelig er vildt indbydende og tæt på fuldkommen.

Smagen er blød, cremet, rig, fyldig og maskulin, hvor den tørre engelske lakrids rammer først efterfulgt af rå kraft, mørk frugt med blåbær, brombær, sorte kirsebær samt en venlighed, rundhed samt kompleks elegance. Tanniner er tydelig og småbitre, men egentlig godt integreret i vinen. Der er også en høflig, men bestemt syre til stede og den river lidt i det alt for pæne, således vinen fremstår karakterfuld, flot og majestætisk.

Forhandles flere steder og en flaske koster mellem 269 til 395 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Cantine Adanti, Montefalco Rosso, Umbrien, Italien

2015 Cantine Adanti, Montefalco Rosso, Umbrien, ItalienNu er vi igen hos Cantine Adanti lidt syd for Bevagna og nord for Montefalco i Umbrien. Denne gang er det med deres så fine basisvin Montefalco Rosso.

Cantine Adanti er grundlagt tilbage i midten af 1960’erne, hvor Domenico Adanti købte den gamle ejendom Arquata, der tidligere havde været et  Celestine munkekloster og bygget på ruiner fra den romerske periode.

Han gik straks i gang med at restaurere det gamle kloster og genplantede samtidig ejendommens marker med både vinstokke og oliventræer. Senere i 1980 ansatte Domenico sin ven Alvaro Palini, som vinmager i vinhuset.

Alvaro var egentlig ikke vinmager … snarere tværtimod, for han havde været modedesigner i Firenze, Milano og Paris i perioden fra 1962 til 1974 og bl.a. være med til at skabe tøjmærket Sisley, som senere blev opkøbt af Benetton. Men Alvaro havde set sin bedstefar lave vine på Sagrantino, som på daværende tidspunkt næsten var næsten udryddet, og havde da også lært at vine i Bordeaux og Bourgogne inden sin karriere i modebranchen.

Alvaros medfødte evner og hans intuitive tilgang til Sagrantino druen kom til at få stor indflydelse på udviklingen af Cantine Adanti samt Sagratino vinene i Montefalco. Han skar ned på udbyttet fra vinmarkerne og ændrede teknikkerne for vinproduktion og lagring af vinen, så vinen fik lov at modnes langsomt i egetønder og så derefter på flasker.

Forbindelse mellem familierne Adanti og Palini har holdt ved, så i dag drives vingården af Domenicos to døtre Daniela og Donatella Adanti, mens Alvaros søn Daniele Palini har overtaget hans rolle som vinmager som efterfølger til den Graziana Grassini, som i en periode efter Alvaro stod for produktionen.

Adanti har sammenlagt 40 hektar jord, hvoraf de 30 hektar er vinmarker, mens de sidste 10 hektar er oliventræer. På vinmarkerne dyrker familien druesorterne Sangiovese, Sagrantino, Cabernet Sauvignon, Barbera, Merlot og Grechetto.

Vingården laver 10 forskellige vine samt selvfølgelig lidt grappa og masser af olivenolie. Her er det husets røde basisvin, en Montefalco Rosso i årgang 2015, som vi hermed smager.

Den er lavet på 70% Sangiovese, 15% Sagrantino, 5% Barbera, 5% Merlot og 5% Cabernet Sauvignon, altså med lidt flere druesorter end vi normalt ser i en Montefalco Rosso, men fortsat indenfor DOC reglerne.

Drueklaserne afstilkes, hvorefter druerne presses og overføres til rustfrie ståltanke. Macerationen er forholdsvis lang … 3-4 uger med løbende omrøring og overpumpning. Efter endt fermentering lagres vinen i både barriques og tonneaux i omkring 12 måneder.

Op af glasset strømmer den herligste aroma … fugtig, våd, mørk frugt, smågærede brombær, sorte kirsebær, blommer, tranebær med en lidt sprælsk og livlig syre. Der er lidt fadpræg, som bidrager til festen med sød lakrids, chokolade, læder og rosenblade. Dermed løfter vinen sig pænt over det normale niveau på en Montefalco Rosso basisvin.

I munden kan man næsten mærke den lille 15% andel af den tanninrige Sagrantino drue sammen med den lettere, ren og mere syrlige Sangiovese. Tanninerne er simpelthen knastørre, men den lyse syre er drivkraften, der suppleres med nogen tyngde via frisk og småsød frugt … vild god balance mellem syrlig lethed og sødlig fylde. Det er til prisen en rigtig lille godbid.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster ganske beskedne 86 kr. , hvilket er et rigtigt godt køb.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Bodegas López Cristobal, Crianza, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas López Cristobal, Crianza, Ribera del Duero, SpanienNår vi lige er hos Bodegas López Cristobal i et af mine vinøse ynglingsområder Ribera del Duero, hvorfor så ikke smage husets røde Crianza? Her på Houlbergs Vinblog er der ikke langt fra tanke til handling.

I forhold til den forrige vin fra Bodegas López Cristobal … den fine hvidvin på Albillo, som blev produceret i 5.250 beskedne nummererede eksemplarer, så er denne Crianza vitterlig en af husets storsællert med en produktion på 90.000 flasker årligt.

Crianza’en er lavet på 95% Tempranillo tilsat 5% Merlot og druerne kommer fra marken Finca la Colorada i 790 meters højde og stokke, som er omkring 30 år gamle. Efter den manuelle høst er druerne så gæret ved 28 grader i store rustfrie gæringstanke af stål.

Derefter er vinen selvfølgelig – som reglerne foreskriver det for Crianza –  lagret to år … 12 måneder på brugte egefade, heraf 80% franske fade og 20% amerikanske fade, hvilket så er  efterfulgt af 12 måneder på flaske.

Ved første snif bliver du ikke skuffet … mørk og alligevel frisk aroma fra modne kirsebær, brombær, hindbær og blåbær, nogen tørhed, et godt præg fra fadene med vanilje, kokos samt mælkechokolade, røg, egetræ … meget ren Ribera del Duero uden svinkeærinder og uden stor og fed tyngde.

I munden overraskes du … det er skruet vildt godt sammen. Først kommer alt det bløde, cremede og runde … og så tonser smagen frem med mørk, frisk og saftig frugt, blåbær, brombær, kirsebær og en fin, rund syre, som giver en lang smag … solidt, langsomt og stensikker igennem drænrøret i halsen. Derefter fanger jeg en svag bitterhed, mineraler, tydelige men aldrig afskrækkende tanniner, nogle ristede elementer, egetræ og krydderier.

Det er sgu en lille Ribera del Duero perle og til prisen tyveri … spansk for viderekomne. Dermed 5 kæmpestore sombrerohatte med stor skygge op. Hvis vinen var en spansk bil … så var det næsten Seat Leon Cupra med masser af hestekræfter for pengene.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., men den er i øjeblikket på tilbud til 124,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2015 Château Abelyce, St. Emillion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Abelyce, St. Emillion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigAubert familien har levet i Saint-Émilion på højre Bordeaux bred siden 1750 og har en pæn lang historie som producent af fine Bordeaux vine. De ejer flere vinslotte … men her smager jeg deres 2015 Château Abelyce St. Emillion Grand Cru.

I dag ejes Domaines Alain Aubert af Alaine og Bernadette Aubert, som samlet har omkring 250 hektar vinmarker og dermed er én af de største producenter i Saint-Émilion. De har igennem tiden lavet deres vine fra Château de Ribebon … et storslået vinslot fra det 18. århundrede og engang var en jagthytte for kong Louis XIV. Det er smukt bevaret og ligger med udsigt over Dordogne floden.

Udover førstevinen fra Château de Ribebon, så laver familien også en andenvin, som de kalder Secret de Ribebon samt vine under navnene Château Hyot, Château Lalande de Gravet, Château Ascension og Château Abelyce.

Alaine og Bernadette Aubert driver godset med hjælp fra deres 3 døtre, nemlig Cécile, Amélie og Héloise, men det er Amélie der som 7. generation reelt har overtaget ansvaret for produktionen af alle vinene hos Domaines Alain Aubert.

Denne St. Emillion Grand Cru er selvfølgelig en Merlot baseret vin, her i denne årgang 2015 består den af 75% Merlot, 15% Cabernet Franc samt 10% Cabernet Sauvignon. Druerne kommer fra 45 år gamle vinstokke på samlet 10,5 hektar vinmarker.

Vinen er så lavet på rustfrie ståltanke ved kontrollerede temperaturer, daglig punchdown og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 30% nye egefade. Der er lavet 63.000 flasker af vinen.

Næsen er tæt, dyb med solbær, sorte kirsebær, brombær, muldjord, læder, violer, cigarkasser, cedertræ, nogen sødme fornemmes også, sort og salt lakrids, grafit samt en fin, stringent, ædel syre, nærmest aristokratisk elegant. Der fornemmes svagt aftryk fra fadene … lidt vanilje, kaffebønder og bitter, mørk chokolade.

I munden er det en intens, men alligevel forholdsvis frisk vin, som har denne gode blødhed kombineret med syrlig, småbitter frugt, en del tanniner, masser af træ, brændte og ristede elementer, svagt en sødme og supergod balance. Klart 5 fede houlbergske fingre med kæmpestor pil op. Vild god St. Emillion Grand Cru.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Tenuta Sette Ponti, Crognolo Limited Edition 20th Anniversary, Toscana, Italien

2016 Tenuta Sette Ponti, Crognolo Limited Edition 20th Anniversary, Toscana, ItalienDet er en tilsnigelse, når jeg skriver, at denne Tenuta Sette Ponti Crognolo Limited Edition 20th Anniversary er en årgang 2016. Det er forkert, for denne jubilæumsudgave er nemlig lavet af fade fra de 3 top-år 2013, 2015 og 2016.

Vinhuset Tenuta Sette Ponti er vi før stødt på tidligere her på Houlbergs Vinblog, nemlig da vi smagte husets topvin Oreno … en lille supertoscaner. Det er en ældre, storslået ejendom, der ligger i et fjernt og uspoleret område af Chianti meget tæt på Castiglion Fibocchi og Arno-floden mellem Firenze og Arezzo.

Vingården har tidligere tilhørt medlemmer af den italienske kongefamilie, men har siden 1950’erne været ejet af Moretti Cuseri familien. De første 60 hektar marker købte Alberto Moretti Cuseri direkte af prinsesserne Margherita og Maria Cristina af Savoy-Aosta.

Navnet Tenuta Sette Ponti er en henvisning til de syv berømte middelalderlige broer, der krydser Arno-floden mellem Arezzo og Firenze. Den mest berømte af dem broerne, nemlig Ponte Buriano, kan i øvrigt ses i baggrunden af Leonardo da Vincis verdenskendte maleri af Mona Lisa.

Det er i dag Antonio Moretti Cuseri som driver det store gods, der i dag er på 300 hektar jord, hvoraf 54 hektar er vinmarker.  Antonio overtog godset fra sin far i slutningen af 1990’erne og begyndte straks efter at producere sine egne vine.

Udover Tenuta Sette Ponti, så har Antonio også investeret i yderligere to Bolgheri vingårde, hvilket er Orma syd for Livorno samt Poggio al Lupo, der ligger i Magliano tæt på Grosseto. De to ejendomme er på henholdsvis 7,5 og 45 hektar, mens vinmarkerne samlet er på 20,5 hektar på ejendommene.

Tenuta Sette Pontis vin Crognolo kaldes af flere for The Tignanello Killer, fordi vinen i flere årgange har fået samme eller endda bedre ratings end den verdensberømte Tignanello. Det er en vin, som er lavet på 85% Sangiovese, 8% Merlot og 7% Cabernet Sauvignon

Efter høst sker fermenteringen i rustfrie ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen ligger i eftermaceration inden den lagrer på franske barriques i 14 måneder, hvorefter den flaskes og lagrer yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Men denne Crognolo Limited Edition 20th Anniversary er lidt anderledes, for det er en limited edition vin, der fejrer de 20 år, der er gået siden den første høst af druer til Crognolo. Vinen er lavet på  særligt udvalgte fade fra de tre seneste bedste år 2013, 2015 og 2016 og således med en forlænget fadlagring.

WAUW … totalt indbydende næse, masser af mørke bær og  stor dybde, pænt med fad, men shit det dufter godt. Det er jordbær, sorte kirsebær, blåbær, lidt svesker, røg, lejrbål, lakrids, og nogle nøddede aromaer, kaffe, tobak, mørk chokolade, sødme og fortsat med den lidt balsamiske italienske syre. Nice.

I munden er der sgu, saft kraft og masser af bundtræk, men på en syrlig, let og elegant facon. Vinen er smagsmæssigt klart langt lysere, mere frisk og rank, end duften egentlig lagde op til. Der er masser af ren, rank, strunk og karakterfast frugt, masser af syre, lyse, strenge tanniner, som syrer og udtørrer mundehulen pænt meget uden at være skræmmende. Samtidig har vinen også nogle mineralske elementer, som er med til at give vinen dette rene udtryk.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen pt. på tilbud er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker. Det er bare en vild god pris for denne lille perle.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Bodegas Balbás, Ritus, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas Balbás, Ritus, Ribera del Duero, SpanienVi slutter 10-turs kortet til Ribera del Duero værdigt med denne 2016 Ritus fra Bodegas Balbás, der ligger i La Horra i Burgos provinsen og er et 200 år gammelt vinhus i Ribera.

Bodegas Balbás er nemlig grundlagt helt tilbage i 1777 af Abundio Balbás, som var en af de første pionerer til selv at lave og sælge rødvine. Dengang var det odres … en slags vinskin, som vinene blev solgt i. De var typisk lavet af gedeskind, men skindposerne blev selvfølgelig blot senere afløst af flasker.

Siden har Balbás navnet i seks generationer været synonym med Ribera del Duero kvalitetsvine og har også medvirket til oprettelsen af DO appellationen tilbage i 1982 og Juan José Balbás var mellem 1996 og 2000 præsident for det rådet, der regulerer appellationen.

I dag er det som 6. generation i form af Juan José Balbás, der driver det gamle familieforetagende. Han har samlet 102 hektar vinmarker, hvor de dyrker Tempranillo, Cabernet Sauvignon og Merlot.

Her smager vi vinen Ritus, der er lavet på 75% Tempranillo og 25% Merlot fra 70 år gamle vinstokke på Lamalata marken i 940 meters højde. Vinen er lavet traditionelt med spontangæring alene med de naturlige gærceller op til 20 dage i 10.000 liters ståltanke. Derefter er vinen lagret 18 måneder på egefade og 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er der godt med dyb, mørk frugt suppleret med kakao, engelsk lakrids … en dyb boksehandske lige i solar plexus med tykke balsamiske noter, mentol, mørk chokolade og en frugt at vilde bær, solbær, brombær, jordbær og tavlekridt samt lidt kalkede noter.

Smagsmæssigt er det en stærk og cremet vin med masser af krop, masser af tanniner, vildt mange tanniner faktisk, virkelig tør peber, blåbær, brombær, engelsk lakrids … virkelig med power pakket ind i en blød handske. Dermed 5,5 fede houlbergske behandskede fingre med stor pil op.

Forhandles af Vinkonsulatet, hvor en flaske koster 339 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Finca Villacreces, Finca Villacreces, Ribera del Duero, Spanien

2016 Finca Villacreces, Finca Villacreces, Ribera del Duero, SpanienHold nu op … vi skal helt tilbage til 2013, hvor jeg sidst smagte denne vin Finca Villacreces fra vinhuset af samme navn. Da var det i en årgang 2004, men nu er vi rykket 12 år frem i tiden med årgang 2016.

Finca Villacreces er beliggende på en af de mest lukrative områder i Ribera del Duero, midt i en hundredårig gammel fyrreskov omkranset af Duero floden lige en kilometer vest for San Bernado og en kilometer syd for Valbuena de Duero. Ja faktisk ligger Finca Villacreces næsten lige nabo til det legendariske Vega Sicilia, så vi er centralt i det herlige Ribera del Duero område.

Finca Villecreces er en del vin vinkoncerne Grupo Artevino, som også ejer en række andre vingårde, bl.a. også det kendte Rioja hus Izadi, som egentlig var første vinhus i koncernen. Bodega Izadi er nemlig grundlagt i 1987 af Gonzalo Antón, som samlede en række venner, investorer og så startede Izadi.

Da sønnen Lalo Antón overtog driften i år 2000, så opstartede han yderligere projekter, bl.a. vinhuset Orben i Rioja, vinhuset Vetus i Toro og så Finca Villacreces i Ribera del Duero. I dag er koncernen kendt som Artevino.

Finca Villacreces var egentlig ejet af Cuadrado familien. De er selv bosiddende i Valladolid og havde ejet gården siden begyndelsen af 1900-tallet. De brugte ejendom som et sommerhus, hvor de bl.a. inviterede mange berømte gæster, heriblandt Peter Sisseck, som også aftog nogle af gårdens druer til hans Flor de Pingus.

I 2004 mødtes Gonzalo og Lalo Antón med Pedro Cuadrado, som ikke havde specielt interesse i vinproduktion. Pedro fik derfor overtalt resten af familien til at sælge gården, og så blev den en del af Artevino. Lalo Antón renoverede ejendommen og opsagde alle aftaler omkring levering af druer, så i 2007 kom de første Finca Villacreces vine på markedet.

Finca Villacreces har i alt 110 hektar jord, hvoraf 64 hektar er vinmarker beplantet med Tempranillo, Cabernet Sauvignon og Merlot. Jordbunden er henholdsvis sand, ler, limsten og kvarts, og er opdelt i 15 parceller for at udnytte mulighederne i terroir.

Der laves tre vine på Finca Villacreces, nemlig basisvinen Finca Villacreces Pruno, denne hovedvin Finca Villacreces og i særlige årgange også vinen Nebro.

Vinene laves i dag fortsat af vinmageren Lluís Laso, mens markarbejdet er lagt i hænderne på Javier Vicente … men Lluís har løbende haft hjælp af en konsulterende vinmager, nemlig Mariano Garcia fra Bodegas Aalto og Mauro, som jeg også skrev om lidt tidligere.

Villacreces er lavet på 86% Tempranillo, 10% Cabernet Sauvignon samt 4% Merlot, som efter den manuelle høst først sorteres og så  afstilkes uden at druerne knuses. Den alkoholiske gæring er sket i rustfrie ståltanke og efter endt fermentering er vinen lagret i 15 måneder på franske egefade fra Darnajou og Taransaud … heraf halvdelen nye fade og de resterende brugt én gang før.

Duftmæssigt er det svært ikke at være tilfreds … sikke da en herlig, landlig og animalsk næse. Der er både mødding, mejeri og slagter på én gang. Frugten er samtidig mørk og gæret, hvorved aromaerne så bogstaveligt strømmer op af glasset. Igen er vi ovre i lidt blåbær og brombær, masser af dybde, engelsk lakrids, espressokaffe, grafit, toast samt lidt vilde krydderier. Stor næse.

Smagen er fyldig, mørk og dyb … igen med en rank ryg samt en frisk frugt. Det er blødt og cremet, men samtidig frisk og direkte, frugten brombær og blåbær, god kompleksitet, røg, krydderier samt en meget lang eftersmagen. Nam.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske koster 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7