Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2016 Bellavista, Teatro alla Scala Brut, Lombardiet, Italien

2016 Bellavista, Teatro alla Scala Brut, Lombardiet, ItalienEn aften med et par gamle og gode venner startede med lidt bobler i form af en 2016 Teatro alla Scala Brut fra Franciacorta vinhuset Bellavista.

Bellavista er én af de førende  huse i Franciacorta i Lombardiet og ligger netop på højen med samme navn med bjergtagende udsyn ud over Iseo søen og hele Po dalen.

Vinhuset blev grundlagt i begyndelsen af 1970’erne, hvor Vittorio Moretti netop købte bakken kaldet Bellavista på grund af den fine udsigt. Hans bedstefar var vinavler i Franciacorta, hvor Moretti blev født, og efter at have tjent en formue indenfor byggeri, vendte han tilbage for at købe denne fremragende jord.

I starten lavede Moretti kun vine til sig selv og hans venner, men i 1981 mødte han en ung vinproducent kaldet Mattia Vezzola, som imponerede med hans passion og viden. Ud af dette møde blev der født et partnerskab, der har forvandlet Bellavista til Italiens førende producent af mousserende kvalitetsvin.

I dag har Bellavista ikke mindre end 203 hektar vinmarker, som er fordelt ud på over 107 parceller i 10 forskellige underzoner i selve Franciacorta.

Alle parceller dyrkes efter bæredygtige principper og de høstes først i hånden, når den enkelte parcel er klar, hvilket også kan betyde mange høstdage. Parcellerne gæres hver for sig og nogle delvist på egetræsfade. Beslutningen om malolaktisk gæring foretages afhængigt af årgangen.

La Scala brut Franciacorta 2016 er en hyldest til den italienske teater-tradition og ikke mindst La Scala-teatret. Denne brut er et meget harmonisk blend mellem 76% Chardonnay og 24% Pinot Nero fra vinstokke, der er gennemsnitligt 25 år gamle.

Vinen er lagret med 50% i egefade og 50% i rustfrit stål i 7 måneder inden andengæringen på flaske.

WAUW – blomstret og parfumeret næse …nærmest med kandiserede cocktailbær svøbt i vaniljecreme. Det er en indbydende start. Der er en smule candyfloss og en frugt, der virker både frisk, sød og samtidig ude på sjov. Der er sammen med vaniljen lidt kanel, smørstegt toast og ristet rugbrød, kandiserede æbler, pærer samt saftige ferskner.

Hvor smager den godt … brusset er der bestemt, men forstyrrer aldrig en virkelig fin, moden og balanceret frugt. Det smager sgu tossegodt. Der er sød lemon, småsyrlig æblesaft … bittersweet og saftig. Det er sgu overbevisende og slår mange champagner. Det er en mousserende vin til sjov og ballade, men samtidig med en fure i panden og samtidig gravalvorlig klasse. 95 point.

Købt hos Gallovini, hvor en flaske koster 449 kr., men fås på tilbud til 249 kr.

Vinanmeldelse 6/7   

2022 Union Caves Coopératives de Cébazan, Couveys Chardonnay Les Petits Greniers, Languedoc, Frankrig

2022 Union Caves Coopératives de Cébazan, Couveys Chardonnay Les Petits Greniers, Languedoc, FrankrigLes Producteurs Réunis Cébazan aka Union Caves Coopératives de Cébazan er et kooperativ, der – surprise – ligger i Cébazan omkring 25 kilometer nord for Narbonne … og derfra smager jeg nu denne  Couveys Chardonnay Les Petits Greniers 2022.

De laver masser af vine fra Languedoc og Roussillon, men der er ikke mange oplysninger om kooperativet … udover, at den ansvarlige vinmager er Lionel Arnaud … og jeg for nylig smagte to andre vine derfra. Det var nemlig vinene; 2022 Le Bon Negociant Chardonnay og 2022 Le Bon Negociant Pinot Noir.

Men denne 2022 Couveys Chardonnay Les Petits Greniers er fremstillet på 100% Chardonnay og er en Pays d’Oc, hvilket jo betyder jo landvin, altså et niveau over bordvin aka Vin de Table. Betegnelse Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon området, hvilket jo er spot on.

Her kommer druerne fra 20 til 30 år gamle stokke og efter høst presses de i en pneumatisk presse, mens gæringen er sket ved 15 grader i ståltanke … og dér er vinen også lagret, men 30% er dog lagret i egefade.

Duftmæssigt er det ingen fed, fadlagret Chardonnay, for her er frugten sådan mest melon, pærer, kvæde og endda lidt eksotiske frugter som mango, ananas og fersken. Der er til gengæld ikke ret mange nødder, men virker ren, kalket og alligevel med en smørret note … blid, blød og har søde krydderier som spidskommen, tørre papkasser og let vanilje.

Smagen er utrolig behagelig … blød, cremet og rund med melon, melon og masser melon, pærer og kvæde … og et let anstrøg af en smule lemon uden at komme kompleksdybt ned, men absolut ret overraskende Pays d’Oc vin med stor fylde. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 139,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 69,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Chardonnay, Californien, USA

2020 Scheid Family Wines, James Bryant Hill Chardonnay, Californien, USALad os fortsætte hos Scheid Family Wines på Highway 101 i Greenfield i Monterey County i Californien, for næste vine er også derfra … blot hedder brandet nu James Bryant Hill og den første er deres 2020 Chardonnay.

Her kommer druerne fra nogle af deres bæredygtigt dyrkede vinmarker i Monterey Bay tæt på kysten med en kølig maritim påvirkning med vinde fra havet, hvilket  tillader druerne at modnes langsomt.

Efter høsten er druerne presset skånsomt som hele klaser og derefter er der sket gæring i rustfrie ståltanke ved kølig temperatur og det meste af vinen er også derefter lagret i ståltankene … dog er 30% lagret 8 måneder på nye franske egefade.

I glasset er vinen mere gul end den foregående Chardonnay og der er klart ikke så megen smør- og fadnoter, men virker mere animalsk og landlig i udtrykket, lidt fortættet og kompakt … helt sikkert også mere blomsterrig med pollen og en frugt med gærede pærer, æbler, græskar samt et diskret aftryk fra fadene med vanilje og småkager.

Smagen er blød, cremet og der er klart syltede citroner, lidt lemon samt sødlig grape, men ellers fyldig med nogle lidt sødbitre smage og æblemost, pærer, abrikos og fersken. Det har ikke helt samme brede appeal som Valley Ranch Chardonnay, men virker mere oprejst, fast og selv syren er lidt mere robust. 89 point.

Forhandles af Supervin, men vinen er endnu ikke prissat.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Scheid Family Wines, Long Valley Ranch Chardonnay, Californien, USA

2021 Scheid Family Wines, Long Valley Ranch Chardonnay, Californien, USAMed næste vin er vi atter tilbage på Highway 101 i Greenfield i Monterey County i Californien, for Long Valley Ranch er endnu et brand hos det store vinfirma Scheid Family Wines.

Det store foretagende har vi stødt på nogle gange her på Houlbergs Vinblog og det er grundlagt i 1972 af Al Scheid og drives i dag mest af sønnen Scott og datteren Heidi, mens vinmageren Kurt Gollnick er ansvarlig for det meste af produktionen.

Kurt har tidligere arbejdet hos legendariske Bien Nacido Vineyard, men laver i dag vine fra Scheid under en række brands, som fx Scheid Vineyards, Sunny with a Chance of Flowers, District 7, Ryder Estate, Metz Road, VDR samt Stokes’ Ghost.

Samlet står Scheid familien og Kurt Gollnick for en kæmpemæssig produktion og laver vine fra over 2.200 hektar vinmarker, hvilket er både egne marker, leasede og lejede marker. Som i Amerika er det bare BIG business.

Vinmarkerne ligger på en 115 km strækning af Salinas Valley … en lang dal, der ligger i smørhullet mellem Gabilan bjergene mod øst og Santa Lucia Mountains mod vest. De omfatter 39 forskellige sorter og endda under 4 klimazoner fra nord mod syd.

I den nordligste del, nær den meget dybe og kolde Monterey Bay, har Chardonnay og Pinot Noir perfekte dyrkningsbetingelser. Med morgentåge og eftermiddagsvind fra bugten nyder dette område Californiens længste modningssæson, og druernes ekstra lange modning på vinstokkene giver vin med aromatiske kvaliteter.

Lidt længere mod syd excellerer Scheid i vine på Merlot, Syrah og Cabernet Sauvignon, mens Hames Valley i det sydligste af Salinas
Valley kendes på powervine som hos naboen Paso Robles.

Denne Long Valley Ranch Chardonnay er lavet på druer fra Scheid Family Wines’ egne marker i Salinas Valley, der på grund af sin lange
dalstrækning blev døbt Long Valley af forfatteren John Steinbeck.

De kølige topmarker nær Monterey Bay forlænger modningen og høsten sker i de tidligere morgentimer, så alle druer når friske frem til vineriet. De hele klaser presses skånsomt, så kun den bedste most anvendes. Vinen gærer køligt i ståltanke  inden 12 måneders lagring med 80% på ståltank samt 20% i helt nye burgundiske egetræsfade.

Duftmæssigt er der godt med hasselnødder, ristede hasselnødder, cremet fylde og svulstig eksotisk frugt med behåret fersken, ananas, dåsepærer samt syltede citroner, mens de 20% barriques bidrager med lakridskonfekt, vanilje og søde krydderier, meget behagelig, lækker og smækker med buttet smøragtighed.

Smagsmæssigt får du også det brede dollargrin frem … et smørret og fedt smil, der er meget rund, cremet og blød. Frugten er ret eksotisk med fersken, abrikos, mango, bitre madæbler samt en sødmefuld syre, der er rund og balanceret. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 79,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Wine and Brands, Signature Chef Paul Pairet Chardonnay Sauvignon Blanc, Languedoc, Frankrig

2022 Wine and Brands, Signature Chef Paul Pairet Chardonnay Sauvignon Blanc, Languedoc, FrankrigI serien med Signature Chef vine fra Wine and Brands med det danske islæt og ejerskab, så smager jeg endnu en vin og her har den franske 3-stjernede Michelin kok Paul Pairet fra Perpignan i Sydfrankrig lagt navn til.

Paul Pairet har godt nok base i Perpignan, men ejer også flere restauranter i Shanghai, er dommer i den franske udgave af det store tv-program Top Chef og han er endda også kåret som én af de 50 mest indflydelsesrige franskmænd i verden.

Hans køkken bliver ofte beskrevet som avantgarde, er både meget tankevækkende og raffineret og spiller på kontrasterende smage og hans verdensomspændende kulinariske erfaring har gjort det muligt for ham, at vinde mange priser og anerkendelser.

Denne vin er en Vin de France aka bordvin, som er lavet på 70% Chardonnay  og 30% Sauvignon Blanc fra vinmarker i Languedoc og ellers lavet på ren stål … så vidt jeg kan se, for der er ikke mange oplysninger om produktionen.

Duftmæssigt en lidt sødlig vin, der også har en smule Chardonnay fedme og fylde, fersken, umoden honningmelon, spidskommen samt andre søde krydderier, våde papkasser og syltede limefrugter.

I munden er der både sødme, tørre nødder, en del hvid peber og bitre elementer som lemon, grape, mens syren virker lidt vag, rund, venlig og bøjelig … med en lille frisk Sauvignon Blanc kant, der rykker vinen den anden vej. Det giver en omgængelig, blød og blid vin, men hele tiden med peberen siddende bagerst i munden. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., men kan fås til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2016 Domaine Michel & Marc Rossignol, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Michel & Marc Rossignol, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigVi fortsatte med hvidvin, men dog mere klassisk med en Bourgogne Chardonnay fra det burgundiske vinhus Domaine Michel & Marc Rossignol.

Rossignol er et stolt navn i hele Côtes de Beaune området, for mange producenter med det kendte navn stammer nemlig fra den Rossignol familie, der i hvert fald siden 1634 har været vinavlere.

De første kendte i familien var Léonard Rossignol, så hans søn Lazare og derefter hans barnebarn, som også blev kaldt Lazare og senere hans oldebarn François.

Rossignol’erne har siden spredt sig i hele Bourgogne … og bare indenfor en 500 meters cirkel fra Michel & Marc Rossignol findes der i dag ikke mindre end 6 producenter, som alle hedder noget med Rossignol. Og det er bare i Volnay!

Michel og Marc Rossignol er far og søn, som er de seneste generationer i det gamle vinhus, hvor faklen siden 1600-tallet er gået fra generation til generation. Michel Rossignol har endda – ved siden af familiens eget vinhus – i en lang årrække passet og plejet en del marker for det berømte Hospices de Beaune, da han nyder høj anerkendelse for sit markarbejde og kendskab til det lokal terroir.

I dag er det dog primært Marc, som driver vingården, der samlet har 6 hektar vinmarker, der alle ligger i Côtes de Beaune, men primært i  Volnay og så lidt i Pommard.

Her smager vi deres 2016 Bourgogne Chardonnay, hvor druerne kommer fra en enkelt af husets marker med 45 år gamle vinstokke og ellers er vinen lavet i ren og autentisk stil med temperaturstyring under gæringen samt 12 måneders lagring på ståltanke.

Det er duftmæssigt en sjov, grov, overmoden og animalsk vin … er nok en smule oxideret med røg, nødder, hasselnødder, kastanjer, lidt popcorn, lakridskonfekt, abrikos og pærer, mulle kælder samt smørsødme, blomstervand og skarpe krydderier.

Smagen er – ærlig talt – også noget ubalanceret og virker måske lidt gammel i betrækket. Smagen er småsur, virkelig stram, grov, syrlig og har samtidig også nogle røgede elementer og virker meget krydret, så dermed 87 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens vinen koster 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2021 Six Eighty Cellars, Sandstone Chardonnay, New York State, USA

2021 Six Eighty Cellars, Sandstone Chardonnay, New York State, USAVi fortsatte ufortrødent og i rask tempo, så snart var næste vin i glasset og det var en 2021 Sandstone Chardonnay fra Six Eighty Cellars i Finger Lakes.

Vinhuset er ejet af David og Melissa Pittard, der købte den attraktiv ejendom med udsigt til Cayoga søen i 2020.

Begge er selv opvokset i Skaneateles, der også ligger i Finger Lakes i toppen af selve Skaneateles søen, der er en del af “fingrene”. De var dog allerede i 2014 købt deres første vinhus, nemlig Buttonwood Grove Winery, der faktisk ligger nabo til Six Eighty Cellars på den vestlige side af Cayoga Lake.

I Buttonwood Grove Winery har man selv beskedne 10 hektar vinmarker, men køber så druerne fra en række udvalgte vinavlere, mens man efter købet af Six Eighty Cellars hurtigt i samarbejde med  vinmageren Ian Berry besluttede, at man ville lave anderledes vine,

Så i stedet for den traditionelle brug af ståltanke, betontanke og egefade, så har man i stedet importeret en række franske terrakotta krukker samt ægge- og cigarformede ler-, beton- og sandstenskar og -fade, der bruges til at lave og lagre vinene.

Denne Sandstone Chardonnay er netop lavet i en krukke lavet af sandsten og druerne kommer fra husets egne marker og 15 år gamle vinstokke. Efter en maskinel høst er druerne presset og saften er så overført til ståltanke, hvor den har hvilet natten over og derefter overført til 1.000 liter krukken, hvor den har gæret spontant.

Det er den krukke, som man faktisk kan se bag Ian Berry på billedet nedenunder.

Dér er vinen så også lagret 9 måneder sur lie inden aftapning på flaske. Der er alene lavet beskedne 115 kasser.

Produktionen i sandstenskrukker kan næsten duftes … eller i hvert fald har vinen en anderledes aroma, meget bondsk og landlig med en sjov kant og tertiære noter … lidt som stearinlys, glycerol, marcipan, mandler, anis, grønne æbler, lemon, ananas og ingefær.

I munden er vinen blød … meget blød og har virkelig en meget lav syre som om, at vinen har fået en svag oxidering. Smagen ligger dybt langt inde i munden, virket lidt vokset som tyktflydende linolie, men det smager sgu ret godt, så 91 point.

Vinen koster 32$ på vingården … svarende til 218 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2022 Prosper Maufoux, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigSidste måned smagte jeg en dejlig burgundisk hvid Mâcon-Villages fra Prosper Maufoux i vinglasset og nu er der atter en hvidvin i vinglasset fra vinhuset … deres 2022 Bourgogne Chardonnay.

Chardonnay druerne til vinen håndplukkes fra sydburgundiske terroirs med ler- og kalksten i Côte Chalonnaise og Mâconnais, hvor man umiddelbart efter høst presser de hele drueklaser nænsomt i en pneumatisk blærepresse, der frigør druemosten.

Straks efter køles saften ned til 12 grader for at bundfælde urenheder over de næste 24 timer. Nu omstikkes vinen til gæringen samt en efterfølgende lagring over 10 måneder på ståltankene.

I næsen er det mest melon, pærer, kvæde … måske endda med en snert af noget eksotisk frugt som fersken og mango samt syltede citroner. Det er tørt, præcist og indbydende med en lidt kalket mineralitet og nødder på en lidt landlig facon.

Smagsmæssigt er det en meget levende vin, hvor der ikke er meget fedme eller sul på skellettet, så dermed får man en ren, rank og frisk vin med krisp syre og en frugt med æbler, pærer, moreller og citron, bare helt ind til benet og faktisk rigtig, rigtig fin. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Wine and Brands, Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc, Languedoc, Frankrig

2022 Wine and Brands, Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc, Languedoc, FrankrigFlere kendte kokke som fx Jamie Oliver og danske Claus Holm, Claus Meyer og Thomas Rode har lagt navn til gryder, pander og endda madvarer … og nu er tiden kommet til vin. Først smager jeg 2022 Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc lavet af firmaet Wine and Brands.

Det er et fransk firma, som er grundlagt og drives af danske Klaus Rune Hansen, der både er foredragsholder, forfatter, kunstner og vinbonde. Han bor i Frankrig og har i mere end 20 år beskæftiget sig med kommunikation og personlig udvikling.

Han var i over 15 år ejer af et reklamebureau i Frankrig og det udviklede kreative reklameløsninger for kunder som Maison Castel, Groupe Boisset, le Palais des Festivals et des Congrès i Cannes, Grimaldi Forum og Société des Bain de Mer i Monaco, Vin de Provence og Inter Rhône.

Lige siden oprettelsen har bureauet arbejdet med uafhængige vinproducenter og store vingrupper om deres kommunikation og  strategi. I dag er han en glad vinmager og ejer af Wines and Brands, som laver vine fra Frankrig, hvor det har adgang til 350 hektar vinmarker.

I Wine and Brands laver Klaus så – sammen med franske Gérard Guiter, der tidligere har lavet vin på Domaine Cachiquet – en række forskellige vine i 9 forskellige serier … og 3 af dem er Signature vine under Signature Sommelier Fabrice Sommier, Signature Chef France og Signature Chef Wold-Wide.

Det er fra sidstnævnte, at denne Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc kommer. Udover Dak har den danske kok Claus Holm lagt navn til nogle af vinene. Samlet har 13 kokke i både Frankrig og andre lande lagt navn til nogle af vinene.

Signature Chef Dak Wichangoen Chardonnay IGP Pays d’Oc 2002 er lavet på 100% Chardonnay fra vinmarker i den sydvestlige del af Frankrig nær Narbonne. Vinstokkene er 50 år gamle og kun de bedste druer finder vej til den færdige vin.

I vineriet er de først presset og så gæret på ståltanke ved kølig temperaturer ved 18 grader. Derefter er vinen blot lagret på de store ståltanke … men hvor land tid fremgår ikke.

Duftmæssigt er det tropisk sommer … ananas, papaya, melon, fersken, abrikos samt nogle pærer. Det virker meget saftigt, men har også lidt stearin, paraffin samt en anelse blomster og urter. Det er måske ikke kompleks, men bundet ganske fint sammen.

I munden er vinen også fyldig, men ikke så meget, som duften først indikerede. Der er grønne pærer, godt med lemon og syltet citron og masser af bid. Syren er robust, har nogle saltede elementer og sidder i munden i lang tid på en hårdfør måde. 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., men kan fås til 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Louis Roederer, Cristal Millésimé Brut, Champagne, Frankrig

2014 Louis Roederer, Cristal Millésimé Brut, Champagne, FrankrigVi fortsatte med næste mousserende vin hos Louis Roederer og fra øverste hylde med de solide hyldeknægte blev det med den ikoniske topvin Cristal Millésimé Brut 2014.

Cristal er lidt en historie for sig selv … og den bliver kun lavet i særligt gode år og der laves kun omkring 400.000 flasker, så der er slet ikke balance mellem udbud og efterspørgsel.

Det er simpelthen en af verdens mest eftertragtede champagner og for mange også et samlerobjekt. Til sammenligning produceres Dom Perignon i 6-8 millioner eksemplarer … altså langt, langt flere flasker.

Den ikoniske prestigecuvée blev første gang kreeret i 1876 for at tilfredsstille den russiske Zar Alexander II’s smag. Han bad specifikt Roederer om, at reservere deres bedste Champagne hvert år til ham.

Champagnen blev leveret i en klar, fladbundet flaske lavet af  krystalglas, der har stor brillans og høj lysbrydningsevne. Historien lyder, at Zaren frygtede et attentat på ham og derfor ville eliminere muligheden for at placere sprænglegemer i bunden af flasken. Den klare flaske blev valgt for lettere at opleve urenheder og eventuelt giftstoffer gemt i flasken.

I dag er flasken ikke længere af krystalglas, men dog af klart glas og den er derfor pakket i en UV-filtrerende cellofan for at beskytte vinen. Bunden er stadig flad.

Cristal 2014 er lavet på 60% Pinot Noir og 40% Chardonnay, hvor druerne kommer med 1/3 del fra hver af de 3 marker La Rivière, La Montagne og La Côte fordelt på 39 paceller i Verzenay, Verzy, Beaumont-sur-Vesle, Ay, Avize, Mesnil-sur-Oger og Cramant.

På vinmarkerne tages hensyn til de forskellige jordbunde og der  praktiseres skræddersyet vinavl, som gør det muligt at opnå optimal druemodenhed. Dette nøjagtige arbejde udføres med stor respekt for biodiversitet og i stigende grad principperne for biodynamisk dyrkning … endda Demeter certificeret.

I vinkælderen har vinmageren Jean-Baptiste Lécaillon lavet vinen med gæringen af hver drue og mark i rustfrie ståltanke og 32% også i egefade, hvor vinen også lagrer en periode.

Indholdet af hver tank og fad smages dagligt og klassificeres ud fra aromaer, smag og karakter. Han har stor rutine, for Jean-Baptiste Lécaillon har været Chef de Cave hos Louis Roederer i over 30 år.

Der er ikke sket malolaktisk gæring inden flaskning og andengæring på flaske i kælderen over normalt 7 år inden degorgering med en lille dosage på 7 gram pr. liter og yderligere 8 måneders yderligere lagring inden frigivelse.

I forhold til den forrige Louis Roederer er Cristal mere stram, tør og har duftmæssigt lidt mere bio-bio og animalsk landlighed. Den byder også på godt med gær, så på den måder minder den om den Cristal, som jeg tidligere har smagt og det var en 2008. Der kommer også lidt mulle kælder, noget kalk og kridt, luftig havbrise med en smule salt, meget afdæmpet lidt estragon, mens frugten mest er fersken samt syltede og kandiserede citroner. Med lidt tid i glasset kommer der noget vanilje og nougatkonfekt … stille og nærmest dekadent, elegant, levende og overjordisk, mens bruset i næsen er blidt og egentligt meget feminint.

Det smager vildt godt … det er så rent, klart og doseret så flot og præcist, fjervægtagtigt, luftigt og let med en sitrende nerve og syre, hvor der er masser af tørt angreb med grønne, umodne æbler, skarp, levende, frisk, fin, livlig med citroner, en lemon bitterhed kalkholdig friskhed og mineralitet. Alt er integreret med stor renhed og næsten saftig, koncentreret, stenet og letsaltet smag og er bare så  fin og forførende, så dermed 99 point.

Forhandles bl.a. af FineWines, hvor en flaske koster 2.250 kr.

Vinanmeldelse 7/7