Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2012 Weingut Kirsten, Herzstück Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

Hjemme lørdag efter Riesling ræset hos Gert … hvad er så bedre end … endnu en Riesling? Det blev denne Herzstück Riesling Trocken fra Weingut Kirsten,  som holder til i  den lille Moselby Klüsserath i Bernkastel området.

Den i dag 52-årige Bernhard Kirsten overtog i slutningen af 1980’erne det lille familiebrug, som dengang var et traditionelt landbrug, kvæg, vin og frugthave. Landbruget er nu væk, og i dag har familien 12 hektar vinmarker og 6 hektar med frugthave. Der ejes følgende vinmarker; Köwericher Laurentiuslay, Pölicher Held, Longuicher Maximiner Herrenberg og Klüsserather Bruderschaft.

Ud over vinfremstillingen har de derfor også en anseelig produktion af spiritus og har specialiseret sig i sekt til glæde for andre småbønder, der ikke selv har faciliteterne hertil.

Allerede i 1993 nedsatte han udbyttet til 30hl/ha, hvilket blev anset for galmandsværk, da det var meget normalt at høste mindst 80 hl/ha. Endnu tidligere eksperimenterede han med brugen af eg, hvor han sværger til træ fra Vogeserne. Han traf sin kone Inge, da han studerede i Californien, og hun arbejder i dag med samme iver og gode humør i deres fælles projekt.

Man dyrker hovedsageligt Riesling, men har desuden 5% beplantet med Weißburgunder og Spätburgunder, men sidstnævnte bruges alene til de mousserende vine. Siden 2011 har Weingut Kirsten været et biodynamisk vinbrug.

Her har vi husets Herzstück Riesling Trocken, hvor druerne kommer fra den stejle, sydvendte mark Klüsserather Bruderschaft … ja faktisk fra det bedste stykke af denne marken … kernen eller hjertet … heraf også navnet Herzstück på denne vin.

I glasset er vin markant mere gul end de øvrige Riesling vine denne dag … meget spøjs … næsten pisgul fristet man til at sige, men det vil nu være synd. I næsen er vinen dog ganske indbydende med hyben, frisk frugt, modne æbler og en smule våde sten/mineralitet. Vinen er også lidt varmere i smagen med modne æbler og et krydret element, som sammen med fin syre/sødme balance gør vinen ganske skøn.

Forhandles af Jysk Vin, pris 159 kr.

Rating 5/7  

2008 Weingut Joh. Jos Prüm, Wehlener Sonnenuhr Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

Videre i vores lørdags-eftermiddags-Riesling-raid … og næste Riesling i rækken er denne Wehlener Sonnenuhr Riesling Kabinett fra vinhuset Weingut Joh. Jos. Prüm, som ligger i byen Bernkastel-Wehlen ved Mosel … et vinhus som i mere end hundrede år har været anerkendt som et af Mosels absolutte top vinhuse.

Weingut Joh. Jos Prüms vine er berømte for deres elegance, komplekse karakter og for deres holdbarhed.

Prüm familien kan dokumenteres helt tilbage til 1156, hvor familien havde – og stadig har – sine vinmarker liggende i forskellige landsbyer som Bernkastel, Graach, Wehlen og Zeltingen.

Selve vinhuset, som nogle også kendes som J. J. Prüm, blev grundlagt i 1911, da Johann Josef Prüm arvede 7 hektar vinmarker, som hans del af en arv fordelt på 7 søskende efter faderen Mathias Prüm. Vinhuset kaldte han Joh. Jos. Prüm … en nem forkortelse af hans eget navn, og det drev han sammen med hustruen Franziska Prüm.

Johanns broder Sebastian Alois Prüm arvede ligeledes 1/7-del af markerne og grundlagde efterfølgende et andet Prüm vinhus, nemlig Weingut S. A. Prüm, som ligger i Bernkastel-Kues. Sjovt nok smagte jeg i sidste uge også en 2008 Wehlener Sonnenuhr Riesling Kabinett … bare fra det andet familie vinbrug S. A. Prüm … altså deres tilsvarende vin fra samme mark og samme årgang.

De andre søskende til Johann Josef og Sebastian Alois grundlagde også vinhuse med deres andele af vinmarkerne, og de vinhuse er i dag kendt under navne som Studert-Prüm, Pauly-Bergweiler, Dr. F. Weins-Prüm, Dr. Loosen samt Jos. Christoffel jun.

For at gøre det endnu mere indviklet, så navngav Johann Josef og Franziska Prüm deres ældste dreng Sebastian Alois Prüm – ligesom onkelen – og da Sebastian Alois Prüm overtog driften af Weingut Joh. Jos Prüm, så ændrede Sebastian sit navn til Sebastian Alois Prüm-Erz for at undgå forviklinger eller misforståelser mellem de to vinhuse.

I dag drives Weingut Joh. Jos Prüm af de næste generationer, nemlig Dr. Manfred & hans datter Dr. Katharina Prüm. Manfred er søn af Sebastian Alois Prüm-Erz. Sammen ejer far og datter i alt 14 hektar vinmarker fordelt på så fornemme parceller som f.eks. Wehlener Sonnenuhr, Zeltinger Sonnenuhr, Bernkasteler Badstube og Graacher Himmelreich.

Her har vi en Wehlener Sonnenuhr Riesling Kabinett, hvor druerne netop kommer fra den berømte mark Wehlener Sonnenuhr. Den har navnet Sonnenuhr efter det solur, som er bygget på toppen af vinbjerget. I dette tilfælde er soluret faktisk bygget af én af Prüm forfædrene, nemlig den gamle Mathias Prüms bror Jodocus Prüm, som i 1842 byggede et solur i hver af de bedste vinmarker i Wehlen og Zeltingen, således vinavlerne kunne se, hvad klokken var. Deraf fik vinmarkerne også navne Wehlener Sonnenuhr og Zeltingen Sonnenuhr.

Her har jeg lige fundet et foto af det kendte solur:

Wehlener Sonnenuhr

Netop Wehlener Sonnenuhr er meget berømt for sine vine. Marken ligger på en stejl bakke med optimale solskinsforhold, hvilket giver nogle af de bedste vine i Wehlen. Jordbunden er rig på skifer og mineraler. Desuden løber der små, underjordiske vandløb under marken, hvorfra stokkene henter deres vand via et dybt rodnet. Dette stresser vinstokkene, og får dem til at producere færre druer, som til gengæld har en høj koncentration af frugt, og således en højere kvalitet.

Og næsen i denne Riesling slår nok de øvrige denne eftermiddag. Her er kvæde, tydelig petroleum, abrikoser, pærer, modne æbler og våde sten … eller stor mineralitet. Smagen er elegant og frisk med stor sødme … men alligevel blød, blid og cremet med nødder, melon, honning og citrus. Nam nam … smager bare super dejlig … også selvom det er en sødere vin.

Herhjemme forhandles Joh. Jos Prüms vine af Theis Vine, men denne har de kun i en magnum i årgang 2011. I Tyskland kan denne findes til ca. 19,90€ … eller ca. 150 kr., hvilket ikke er galt for en sådan bandit.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Weingut Willi Schaefer, Graacher Domprobst Riesling Kabinett, Mosel, Tyskland

Riesling nr. 3 … en Graacher Domprobst Riesling Kabinett fra Weingut Willi Schaefer, som ligger i byen Graach an der Mosel, blot en halv kilometers penge nord for Bernkastel-Kues i hjertet af Mosel. Ganske traditionel tysk … charmerende etikette med en vinglad munk, som stolt hæver glasset, mens han samtidig læner sig opad en vintønde.

Men Schaefer familien har nu også noget at have traditioner i. Deres vinrødder i Graach stammer helt tilbage til 1121, og kan i hvert fald dokumenteres tilbage til 1590, så de har med andre ord været vinbønder i byen i mange, mange generationer. Den nuværende gård er overtaget af Schaefer familien i 1950 og siden 1971 har det været Willi Schaefer, som har drevet vingården.

Willi Schaefer har været medlem af VDP … Großer Ring Verband Deutscher Prädikats-und Qualitätsweingüter siden 1993, og han fik i 1997 prisen “Newcomer of the Year” af Gault Millau vinguiden.

Siden 2001 har sønnen Christoph Schaefer og dennes hustru Andrea bistået Willi med produktionen af vinene.

Willi Schaefer har små 3 hektar vinmarker, herunder parceller af Graacher Himmelreich, Graacher Domprobst og Wehlener Sonnenuhr, nogle af de ældste og allerbedste marker i området. Der dyrkes alene Riesling, og specielt marken Graacher Domprobst med de 60-70 årige vinstokke fremhæves som én af området bedste marker overhovedet.

Der laves alene mellem 2.000-3.000 kasser vin årligt hos Weingut Willi Schaefer, hvor vinene gærer og modnes i gamle 1.000 liter foudres, før de tappes på flasker. Helt klassisk og traditionelt … som man har gjort siden 1590.

Duftmæssigt er denne vin let parfumeret med rosenblade, hyld, grønne æbler, svag citrus og lidt mineralitet … våde sten er vel mere rammende. Smagen er fyldig, sød … sådan lidt muskat-noter, men helt klart mere syre end fx forrige vin fra Haart. Der er også lidt grøn syre, hvide frugter og god sprødhed i smagen, men synes alligevel ikke, at den er helt så elegant og kompleks som Haart.

Købt i Mosel, pris omkring 12,80€ … eller ca. 95 kr.

Rating 4,5/7 

2011 Weingut Reinhold Haart, Riesling Goldtröpfchen Kabinett, Mosel, Tyskland

Med næste vin røg vi fra Rheingau til Mosel, og fra en tør vin til en Kabinett, dvs. en vin fremstillet af fuldt modne druer fra den primære høst, og oftest sødere end de tørre vine. Her er det en Riesling Goldtröpfchen Kabinett fra Weingut Reinhold Haart, som holder til i byen Piesport i Mosel.

Jeg har tidligere skrevet om Reinhold Haart, nemlig da jeg sidste år smagte hans 2011 Goldtröpfchen Riesling Großes Gewächs. Den nuværende ejer Theo Haart er i øvrigt også i familie med Julian Haart, hvis 2013 Piesporter Riesling jeg smagte for en måneds tid siden hos Gert. Theo er nemlig onkel til den unge Julian.

Familien Haart er den ældste vinavlerfamilie i Piesport. Allerede i 1337 blev Haart nævnt som ejer af vinmarker i Piesport. Den ultimative forudsætning for at fremstille vine af høj klasse, er besiddelsen af de bedste vinmarker, kombineret med vinsamhørighed og tradition, som findes i deres 650 år gamle familieejede vingård.

I dag leder ægteparret Edith og Theo Haart den traditionsrige vingård. ”Vores passion og profession tilhører vinene” siger begge samstemmende. Vinskribenter anser vingården for at være en af de bedste i Mosel. Således har også Robert Parker opdaget ”Reinhold Haart”.

Alle vingårdens vine er ratet meget højt af Parker. Weingut Reinhold Haart blev i 2007 i “Weinguide Deutschland″ kåret som “årets vinmager” (Winzer des Jahres). Samtidig har vingården fået prædikatet “Weltklasse”, som betyder, at vingården tilhører den absolutte elite i Tyskland.

Theo Haarts vigtigste vinmark er Goldtröpfchen og midt i den fandt han for nogle år siden resterne af en romersk vinpresse og kælder. De tilkaldte arkæologer fandt det største romerske vineri nord for Alperne. Vineriet er i dag restaureret og kan beses af nysgerrige turister og vininteresserede.

Og det er bestemt et besøg værd, for Piesport er et fantastisk smukt sted … så meget, at det næsten er ufatteligt. Mosel slår en stor bue, nederst ligger de smukke huse, bag dem rejser stejle bjergsider sig med sirligt holdte vinmarker, over vinmarkerne på toppen breder skoven sig.

Goldtropfchen ligger på sydvendte skråninger med en jordbund dækket af skifer, hvilket dels giver vinen sin mineralitet, dels holder på varmen, som afgives til druerne og rødderne om natten. Dette øger vinstokkens vækst, hvilket igen – når udbyttet holdes nede – giver vinen en større koncentration. En anden af Goldtropfchens store fordele er, at skovene, som ligger ovenfor vinmarken, sikrer, at der altid er tilstrækkelige mængder vand til rådighed, så vinstokken ikke stresses og lukker ned for fotosyntesen.

Vinen er lavet ved, at mosten gæres ud på rustfrie ståltanke ved ca. 16 grader, hvilket forlænger gæringen og øger vinens kompleksitet. Efterfølgende filtreres vinen let og tappes på flaske.

Duften er let parfumeret med æbler, let petroleum samt lidt lemon. Ikke en voldsom næse … lidt neutral i starten, men åbner langsomt op. I smagen er vinen præget af sødme, nødder, muskat … meget saftig, frugtrig og fin balance med lidt citrus og mineralitet i eftersmagen. Dejlig vin, og bestemt én af dagens bedste Riesling’er … men når efter min vurdering ikke helt samme niveau som den tørre udgave samme år. Men det er helt sikkert en smagssag.

Forhandles herhjemme af Vinspecialisten, hvor prisen er 155 kr.

Rating 5/7 

2012 Weingut Robert Weil, Riesling Kiedricher Trocken, Rheingau, Tyskland

Lørdag eftermiddag … vinbuddy Gert havde inviteret til Riesling på terrassen, og på én af sensommerens fantastiske dage stod den således på 4 x kølige Riesling’er, som Gert havde hjembragt fra hans sidste tur til Mosel.

Og vi lagde ud med en gammel kending, nemlig Weingut Robert Weil, som forhandles af den lokale vinpusher Jysk Vin. Vinen var husets 2012 Riesling Kiedricher Trocken, som jeg har smagt tidligere, blot i årgang 2009.

Vingården blev grundlagt i 1867 af Dr. Robert Weil, der på dette tidspunkt var professor på Sorbonne Universitet i Paris. På grund af den fransk-tyske krig blev han nødt til at forlade Frankrig, og han købte de første vinmarker i Kiedrich, hvor han ernærede sig som journalist og med tiden erhvervede de bedste marker på Kiedricher Berg.

Takket været Dr. Robert Weil forudseenhed og indsigt samt vilje til at investere blev hans vine hurtigt kendte i internationale kredse, og hans vine vandt indpas på de royale middagsborde over hele Europa som det hvide modstykke til de store røde Bordeaux-vine. I dag ledes vingården af William Weil, der er 4. generation af familien.

Godset er på 90 hektar, fordelt på vinmarkerne Kiedrich Klosterberg, Kiedrich Turmberg og Kiedrich Gräfenberg, som udelukkende er tilplantet med Riesling, som altid siden starten har været den primære drue på vingården. Kiedrich Gräfenberg er husets Grosse Lage vinmark.

Der satses på kvalitet, bl.a  med kraftig kontrol af udbytte fra vinmarkerne og selektiv, manuel plukning. Ligeledes i kældrene, hvor vinene vinificeres så blidt som muligt, hvilket garanterer produktionen af vine på et højt kvalitetsniveau.

Denne Riesling Kiedricher Trocken er én af Weils Ortsweine, dvs. lavet med druer fra forskellige marker … og faktisk fra både Erste Lage og Grosse Lage vinmarkerne, hvoraf nogle af markerne endda ligger på stejle bakker med op til 60% stigning. Selvfølgelig 100% Riesling.

Duftmæssigt meget svag petroleum, hyld, fersken og hvide blomster. Der er en god frisk syre, et varmt udtryk i vinen, som er blid med et svag mineralsk pust. Smager bare rigtigt godt.

Forhandles herhjemme af Jysk Vin, pris 195 kr.

Rating 5/7  

2009 Weingut Kloster Eberbach, Steinberger Crescentia Riesling Spätlese, Rheingau, Tyskland

Rieslingsmagningens sidste vin blev denne Steinberger Crescentia Riesling Spätlese fra Weingut Kloster Eberbach … eller helt korrekt Hessische Staatsweingüter Kloster Eberbach, som ligger ved byen Eltville, lidt nordøst for Geisenheim og heller ikke langt fra Schloss Johannisberg. Vi er selvfølgelig i Rheingau tæt på Rhinen … smukt område med mange gode vinhuse.

Kloster Eberbach blev grundlagt af augustinermunkene i 1116, men allerede i 1136 overtaget af cistercienserne udsendt af Bernhardt de Claivaux. Klosteret havde et meget enkelt regelsæt: ”Ore et Laborum”, hvilket betød bed og arbejd.

Som resultat af denne levevis blev der i løbet af kun 40 år etableret ikke mindre end 200 mindre klostre langs Rhinen mellem Worms og Köln. Kloster Eberbach blev derfor verdens største vingård, der omkring år 1500 rådede over 10.000 ha. vinmarker fordelt på 200 vingårde.

I dag råder Kloster Eberbach over ca. 220 hektar vinmarker fordelt på 6 ejendomme med tilhørende 3 vinerier. Ejendommene med tilhørende marker fordeler sig i byerne Assmanshausen, Rüdesheim, Steinberg, Rauenthal og Hochheim samt Bensheim i det sydlige Frankfurt.

Kloster Eberbach er således én af Tysklands største vinproducenter med fremragende vinmarker og en bred vifte af forskellige vine gående fra de knastørre tørre hvide til senthøstede botrytiserede søde vine samt elegante rødvine på Pinot Noir. Der produceres årligt omkring 1,9 millioner flasker vin og mousserende vin på Kloster Eberbach.

Det har siden 1866 været statsejet … først af Preußisches Domainenweingut og siden 1945 af den hessiske stat, som i dag driver vinhuset under navnet Hessische Staatsweingüter Kloster Eberbach.

Kloster Eberbach er verdensberømt for ikke mindst den flotte portefølje af vine fra de forskellige byer og parceller, men i høj grad også for den årligt tilbagevendende vinauktion, hvor priserne kan svinge sig op i det næsten utænkelige. I 1985 blev der eksempelvis solgt en Steinberger Trockenbeerenauslese årgang 1893 til den nette sum af 22.000 D-mark, som det hed dengang … eller næsten 90.000 kr. Denne rekord blev dog slået året efter, hvor en Neroberger Riesling Trockenbeerenauslese 1893 gik for hammerslag på ca. 138.000 kr.

Nå, men nok snak … her i glasset en Steinberger Crescentia Riesling Spätlese. Crescentia er latin for Gewächse … altså en Großes Gewächs vin, en vin fra de bedste marker. Betegnelsen Crescentia blev faktisk allerede brugt af Kloster Eberbach i 1400-tallet. Sent høstede druer … altså Spätlese og ovre i den søde afdeling.

Duftmæssigt er her igen god petroleum, kanel, frugtrig med krydrede æbler og modne pærer, nødder, svag mineralitet og fed sødme. Smagen er proppet med sødme, tørret frugt, faktisk godt med frugtintensitet, nødder. Det bliver dog aldrig for fed, for der er også en god syre, som sikrer en flot harmoni i vinen. Skøn sød vin … specielt bare som en godnat-aften-vin eller måske til lidt ost.

Købt hos Sigurd Müller Vinhandel, pris 215 kr.

Rating 5/7  

2012 Snoqualmie Vineyards, Riesling Organic, Washington State, USA

Næste Riesling … men noget helt andet. Ikke knastør europæiske … i stedet er vi med denne Riesling Organic røget en tur til Amerika, hvor vi tæt på byen Paterson – ikke langt fra Columbia River i Washington State – finder vinhuset Snoqualmie Vineyards.

Snoqualmie Vineyard er grundlagt i begyndelsen af 1980’erne af Joel Klein, som tidligere arbejdede på det nærliggende vinhus Chateau Ste. Michelle. Op gennem firserne voksede produktion og kvalitet hånd i hånd, men i 1991 blev vinhuset imidlertid købt af det store vinfirma Stimson Lane, som bl.a. også ejer Chateau Ste. Michelle, Columbia Crest og mange andre vinhuse.

I 2004 skiftede Stimson Lane imidlertid navn til Ste. Michelle Wine Estates, men det er fortsat et gigantisk foretagende, som i alt ejer ikke mindre end 15 vinhuse, og står for over halvdelen af den totale vinproduktion i Washington State. Og et af vinhusene er altså Snoqualmie Vineyards.

Ved overtagelse af Snoqualmie Vineyards i 1991 tilførte Stimson Lane også en ny vinmager til huset, nemlig Joy Anderson. Hun startede en udvikling, som i løbet af få år fik Snoqualmie op blandt den absolutte elite.

Joy Anderson har en universitetsgrad i kemi fra University of Washington i bagagen. Derudover har hun tidligere arbejdet med undersøgelser af afgrøder for landbrugsministeriet. De vinøse barnesko var trådt hos vinerierne Chateau Ste. Michelle og Columbia Crest.

Joy Anderson bærer om nogen æren for Snoqualmie vinenes store popularitet. Hendes filosofi er, at elegancen ligger i det simple. Frugten i de enkelte druer træder efter hendes mening bedst frem, når man ikke tilsætter alt for megen magi. Ambitionen er derfor at producere forførende og imødekommende moderne vine, der appellerer til det brede publikum samtidig med, at de overholder et væsentligt krav, nemlig, at de skal kunne akkompagnere gastronomien. Der er med andre ord tale om særdeles restaurantvenlige vine fra Snoqualmies hånd.

Snoqualmies vinmarker ligger i 3 af Columbias ”sub-zoner”; Wahluke Slope, Yakima Valley og Horse Heaven Hills. Hvert område har naturligvis sit helt eget mikroklima og dermed karakteregenskaber. Denne vifte af forskelligheder peger Joy Anderson selv på som en af Snoqualmies store forcer.

Snoqualmie’s vinmarker på the Wahluke Slope ligger i en af Washintons varmeste områder. Druerne her modnes derfor som de første. Området giver uovertruffende varietal udtryk og struktur. De røde Merlot og Cabernet Sauvignon druer opnår her, hvad der senere bliver rygraden i den færdige blend.

Yakima Valley har et langt mere køligt mikroklima. Essensen af dette bliver aromaer af mint, eukalyptus og lakrids i både de hvide og røde druer. Horse Heaven Hills druer bliver meget modne med masser af stor og åben frugt af kurant, solbær og kirsebær. Vinene får fra dette område den ”juicy” karakter, der kendetegner Snoqualmies vine.

Områdets og Snoqualmies store styrker ligger i de hvide druer som Sauvignon Blanc, Chardonnay og Riesling. Denne Riesling Organic kommer fra druer fra Columbia Valley, og har i næsen godt med fedme, modne pærer og æbler, grapefrugt, peber, gæret dej … meget landlig og har faktisk en meget speciel duft. Smagen er varm … vil slet ikke gætte på Riesling, og herudover er vinen krydret, aromatisk … men har egentlig en okay sur/sødme balance.

Købt hos Sigurd Müller Vinhandel, pris 105 kr.

Rating 4/7  

2007 F. E. Trimbach, Riesling Cuvée Frédéric Emile, Alsace, Frankrig

Den anden Alsace Riesling skulle selvfølgelig komme fra det legendariske hus F. E. Trimbach, som ligger i Ribeauvillé, den idylliske 800 år gamle landsby i hjertet af Alsace. Vinen er oven i købet én af husets topvine, nemlig denne Riesling Cuvée Frédéric Emile, hmmmm meget, meget lovende.

Trimbach er synonym med de bedste vine fra Alsace, og vinhuset er da også fra 1626, hvor Jean Trimbach begyndte at producere vin for første gang. Firmaets populære rygte er blevet bevaret fra far til søn takket være et blændende vindistrikt og den gode kvalitet på vinene.

Siden 1898, som var året, hvor Frédéric Emile Trimbach præsenterede sine vine på den internationale vinmesse i Bruxelles og fik højeste udmærkelse, er navnet Trimbach slået fast og er blevet kendt på internationalt plan som et af de bedste navne i Alsace.

Siden etableringen i 1626 er metier’en givet videre fra far til søn i hele 12 generationer. I dag er husets frontfigur Hubert Trimbach og ved sin side har han sin bror Bernard. Generationsskiftet er allerede i gang. Bernards 2 sønner er nu dybt involveret i familiefirmaet. Pierre er vinmager og Jean arbejder med salg. Næste generation er allerede sikret. Jean og Pierres børn viser allerede stor interesse for faget.

Trimbachs jordlodder er hovedsageligt beliggende i landsbyerne Ribeauvillé og Hunawihr. Alle 27 hektar er syd – sydøst vendte, og jordbundsforholdene er perfekte: jorden er meget ler- og kalkholdig og indeholder nogle steder også et lag af mergel.

Vinstokkenes gennemsnitsalder på 25-30 år er også medvirkende til altid at sikre den højeste druekvalitet. Ikke alle druer i Trimbachs vine kommer fra egne marker. Vinhuset arbejder tæt sammen med nogle mindre vinbønder, hvorfra der opkøbes druer fra ca. 120 hektar.

Denne Riesling Cuvée Frédéric Emile anses for at være én af verdens bedste. Druerne hertil vokser udelukkende på de bedste jordlodder på hældningerne ved Ribeauvillé på Grand Cru-markerne Geisberg og Osterberg. Alderen på vinstokkene er gennemsnitligt ca. 40 år, så udbyttet er derfor begrænset.  Jordbunden er meget ler og kalkholdig, og Rieslingdruen opnår derfor en enorm mineralrigdom fra disse små parceller.

Duftmæssigt godt med babybræk, plaster og petroleum i skøn forening … godt blandet med citrus, græs og hø, våde sten, marcipan og æbler. Det kan måske lyde som en sjov kombo, men en ganske speciel og ganske skøn duft. I munden er vinen meget tæt, let krydret med en enorm intensitet. Eftersmagen er voldsomt laaaaaannnng og slutter med et syrligt bid. Flot. Generelt er vinen mere krydret end fx vinen fra Fritz Haag … hvad man er mest til må være en smagssag … men ingen tvivl om, at dette er en flot vin.

Jeg havner på 5½ Thumbs Up … måske lidt fedtet … men havde det lidt svært med smagerækkefølgen, hvor der skiftevis kom tørre og lidt søde vine.

Købt hos Sigurd Müller Vinhandel, pris 315 kr.

Rating 5,5/7 

2012 Cave Vinicole de Hunawihr, Riesling, Alsace, Frankrig

Efter 2 x tyske Riesling’er og 2 x østrigske Riesling’er … ja, så skulle de næste to da også være fra Alsace i Frankrig … og det var de også. Den første var denne almindelige Riesling fra kooperativet Cave Vinicole de Hunawihr, der – som navnet indikerer – er beliggende i Hunawihr. I øvrigt et vinhus, som vi tidligere har vendt her på bloggen.

Cave Vinicole de Hunawihr blev grundlagt i 1954, og de første vine blev fremstillet i 1955. På dette tidspunkt eksisterede der ikke så mange caves coopératives – kun 3-4 stk. Vinavlere fra Alsace solgte således deres produkter selv eller via vingrossister. I 1954 var vinbønderne i krise, og vingrossisterne provokerede et prisfald ved ikke at aftage de mængder druer, som de plejede.

For at kæmpe mod den situation og lignende fremtidige situationer var der nogle vinavlere fra Hunawihr, der besluttede at skabe en cave coopérative … et kooperativ, så de selv kunne sikre deres afsætning i fremtiden. Cave Vinicole de Hunawihr er vokset fra 90 hektar vinmarker i begyndelsen til over 200 hektar i dag.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr dyrkes der bl.a. følgende druesorter: Chasselas, Sylvaner, Riesling, Muscat, Tokay Pinot Gris, Gewurztraminer, Pinot Blanc og Pinot Noir.

Hos Cave Vinicole de Hunawihr arbejder de meget med kvalitet, og man forsøger således at integrere dette begreb i alle områder af vinavlen og -fremstillingen. I vinmarkerne følges kvalitative normer med hensyn til druesorter, beplantningstæthed, og beskæring.

Vinmarkerne kontrolleres løbende, og man sprøjter kun med kunstige midler i nødvendigt omfang. Cave Vinicole de Hunawihr laver bl.a. også en fremragende, mousserende Crémant d’Alsace: Calixte, som er fremstillet efter champagnemetoden.

Her en almindelig Riesling fra kooperativet … men besynderligt nok ikke med den normale gule etikette, som ellers præger serierne Vins de Terroir samt Vins de Tradition.

Og duften er hyld, hvide blomster, let petroleum, mens smagen er fyldt med frugt, god renhed, god koncentration, blomster, fin syrlig, frisk og det hele slutter med let krydret eftersmag. Ganske skøn vin.

Købt hos Sigurd Müller Vinhandel, pris 75 kr.

Rating 4/7 

2011 Weingut Franz Hirtzberger, Riesling Federspiel Steinterrassen, Wachau, Østrig

I Wachau mellem bjergene og den brusende Donauflod ligger vinbyen Spitz. Og i denne by finder vi vinhuset Franz Hirtzberger, som står bag denne Riesling Federspiel Steinterrassen.

Gennem 5 generationer har familien Hirtzberger produceret vin fra deres 800 år gamle vingård. Franz Hirtzberger overtog driften af familieejendommen efter sin far i 1983. Siden er det lykkedes den ultra perfektionistiske Franz at producere nogle af Østrigs bedste tørre vine, og Hirtzberger betragtes af mange som én af de bedste vinproducenter i Østrig.

Vinmarkerne ligger i den vestlige del af Wachau, der nyder godt at have det køligste terroir i området. Franz Hirtzberger har beplantet sine vinmarker med 45% Grüner Veltliner, 40% Riesling samt en lille smule Pinot Gris, Pinot Blanc og Chardonnay.

Der hersker bred enighed om, at Franz Hirtzberger producerer verdens bedste vin på den lokale og skrøbelige Grüner Veltlinerdrue. Hver enkelt af Hirtzbergers vine udviser sin helt egen karakter og temperament. Der lægges stor vægt på terroirdrevne vine, der altid skal afspejle det mikroklimatiske oprindelsessted.

De fleste af Hirtzbergers vinmarker ligger på gamle stenterrasser, hvor arbejdet kun kan udføres ved håndkraft. Høstudbyttet holdes derfor også på særdeles begrænsede 25 hl pr. hektar. Vinstokkenes gennemsnitlige alder ligger på mellem 25 – 30 år.

Hirtzberger ejer 2 af de bedste vinmarker i Wachau. Singerriedel-marken ligger lige bag vingården på en stejl bjergskråning, der vender mod syd-sydøst. Herfra produceres en af de mest fortryllende Rieslingvine. Honivogel-parcellen ligger i forlængelse af Singerriedel, og her gror Grüner Veltlinerdruerne, der senere bliver til huserts bedste vine fra denne formidable drue.

Alle Franz Hirtzbergers vine produceres efter stort set samme læst. Druerne høstes af flere omgange. Kun de bedst modnede anvendes. Druerne gærer på rustfri ståltanke, hvorefter de lagrer i store traditionelle 30 – 50 hektoliter trækar i en periode på mellem 10 -12 måneder inden flaskeaftapning.

Til at lette forståelsen af etiketterne bør det nævnes, at Franz Hirtzberger er medlem af en organisation i Wachau, der benytter sig af et system, der minder om det tyske prädikat. Principielt kan man derfor sidestille Federspiel med den tyske Kabinett samt Smaragd med en mellemting mellem Spätlese og Auslese. Afgørende for i hvilken kategori, man placerer sine vine, er altså druens oeschlevægt (sukkerindhold). Alle Franz Hirtzbergers vine er dog knastørre.

Og det fornemmes også i denne Riesling Federspiel Steinterrassen, hvor de sent høstede druer har fået lov at gære helt ud … men slet ikke har samme sødme som fx forrige Kabinett vin fra S. A. Prüm. Duftmæssigt er første indtryk faktisk en stor mineralitet, sten, skifer, let petroleum, passionsfrugt, blomster og honning. Smagen er derimod en anelse vandet, men ellers med god mineralitet, tropiske frugter, lemon og frisk syre … men det bliver en anelse for tyndt.

Købt hos Sigurd Müller Vinhandel, pris 195 kr.

Rating 5/7