Tag-arkiv: syrah

Syrah er en af de helt store røde druesorter, der efterhånden er plantet i hele verden. Vinene der produceres på druen, varierer kolossalt fra land til land.

Der er stor uenighed om, hvorfra Syrah druen stammer fra, men druen har i dag to store bastioner … nemlig i Rhône og specielt i den nordlige del og så i Australien, hvor druen – som der kaldes Shiraz – er den mest udbredte med over 40.000 hektar vinmarker.

Syrah har faktisk vist sig at være succesrig overalt i verden og Syrah vine produceres i mange stilarter. Syrah er også en ekstremt nyttig blandet drue på grund af sin dybe farve og typisk høje tanniner.

I det sydlige Rhône er det almindeligt, at Syrah blandes med enhver kombination af blandt andet Grenache, Mourvèdre, Carignan og Cinsaut. Men i det nordlige Rhône står Syrah bag de mest berømte Syrah vine, specielt vinene fra Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas og Saint-Joseph.

Og netop i det nordlige Rhône kan vinene på Syrah virkelig lagres og bliver kun bedre med alder. Den mest berømte vin fra Nordrhône er nok Hermitage … og vinene fra den bakke er så respekterede, at dets navn Hermitage i mange år blev brugt som et synonym for Syrah i Australien. En god Hermitage kræver 10 år  lagring, men kan ofte tåle langt over det dobbelte.

Men også i Valais i Schweiz samt i Burgenland i Østrig trives Syrah virkelig. I Australien er Syrah aka Shiraz nærmest blevet landets nationaldrue og står bag ikoniske vine som fx Penfolds Grange, der i øvrigt i starten hed Penfolds Grange Hermitage.

I det vestlige USA … Californien, Washington og Oregon har Syrah ikke fået helt samme succes, men en flok dedikerede vinproducenter har under samlingen Rhône Rangers siden 1970’ern bevist, at sorten kan producere komplekse, rige vine i alle tre af ovenstående stater.

Syrah druen har et tyk skind og ofte en genkendelighed i en tæt, fyldig brombærsmag med peber og kan være ret blomstret i sin ungdom. Ellers kommer der flere urteagtige noter med alder  samt mørk chokolade.

Dyrkes den oversøisk går duft og smag ofte mere i retning af lakrids, solbær, mint og sort peber. Syrah har et højt niveau af tanniner og en evne til udvikle sig godt på egefade og lagre lang tid på flaske efterfølgende.

2015 Blank Canvas, Syrah, Hawkes Bay, New Zealand

2015 Blank Canvas, Syrah, Hawkes Bay, New ZealandDenne Blank Canvas Syrah er en af New Zealands højeste ratede Syrah vine. Og nu tester den flittige vinblogger også Syrah vinen – den lille præmietyr – fra Blank Canvas Wines.

Denne gang kommer druerne dog ikke fra marker i Marlborough, men derimod fra marken Element Vineyard ved  Gimblett Gravels i Hawkes Bay. Marken er ejet af Dominic og Rachelle Smith.

Vinen er fermentering med 7% af drueresterne fra Grüner Veltliner produktionen, og dermed en lidt inspireret af det nordlige Rhône, hvor det så blot er lidt Viognier, som de bruger i vinifikationen. Omkring 60% af drueklaserne afstilkes ikke, og fermenteringen sker alene med druenes naturlige gærceller. Vinen er lagret 10 måneder på nye franske barriques.

Det er Syrah i kølig stil, lækker med mørk frugt, sorte oliven, mejeri, blæk, bacon, gazebind, meget landlig, bondsk, men det er slet ikke en oversøiske marmelade Syrah, men tværtimod en ren, frisk vin, som både har blomster samt en livgivende syre, som forfører dig med syrlige og spændende dufte.

I munden er det en frisk Syrah med masser af frugt, solbær, sorte kirsebær, godt med peber, teblade, masser af power … og så samtidig med kølig elegance, masser af bid, stramme tanniner, som gnubber gummerne, og en rigtig knivskarp frugtsyre, som gør vinen frisk, herlig streng og bare supergod.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 287,50 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Roar Wines, Rosella’s Vineyard Syrah, Californien, USA

2014 Roar Wines, Rosella's Vineyard Syrah, Californien, USAVi fortsætter med mer’ Syrah, nemlig med en 2014 Rosella’s Vineyard Syrah fra Roar Wines, et amerikansk vinhus, der ligger Santa Lucia Highlands i sunny California.

Vingården drives af familien Franscioni, som grundlagde Roar Wines i 2001. Familien har i over 100 år boet i Santa Lucia Highlands, siden Garys farfar Silvio Franscioni tilbage i 1886 emigrerede fra Schweiz, slog sig ned i Santa Lucia Highlands og startede et mejeri. Senere omlagde sønnen Joe dog driften på gården til planteavl med fokus på bønner, kartofler og sukkerroer.

Og nu har Gary Franscioni ændret driften til vinavl og -produktion, da han sammen med sønnerne Adam og Nick samt datteren Tamara i 1996 startede med at tilplante markerne med vinstokke. Og siden 2001 har de så i samarbejde med vinmageren Scott Shapley lavet vine under navnet Roar Wines.

Samlet har Franscioni familen 86 hektar vinmarker, som er fordelt på markerne Garys’ Vineyard, Pisoni Vineyard, Sierra Mar Vineyard, Soberanes Vineyard og Rosella’s Vineyard.

Og det er netop fra sidstnævnt 20 hektar store mark … Rosella’s Vineyard, at druerne til denne vin stammer fra. Marken er tilplantet i 1966, har en sydøst eksponering og har stokke med Pinot Noir, Syrah og Chardonnay.

Druerne til Rosella’s Vineyard Syrah er plukket i starten af oktober og har ligget i blød 5 dage inden gæringen. Efter endt fermentering har vinen ligget  yderligere 28 dage med skindet inden en lagring på franske egefade med en andel af 22% nye fade. Vinen er tappet på flaske uden klaring eller filtrering.

Næsen er herlig landlig med lidt bræk eller opkast – men på den fede måde – og byder ellers på lidt røgede noter, peber, lidt flæsk, bacon, engelsk lakrids, dyb og mulle kælder, sødbrændte fade, brombær, blommer, sorte kirsebær, oliventapenade, vanilje, kanel og en lille grøn syrlighed.

I munden er der power, sød lakrids og vinen er meget rund i smagen, blød og lækker cremet. Det er faktisk vildt blødt. Der er blåbær, brombær, sorte bær og tanninerne er modne. Der er blomster, krydderurter og en vis elegance over vinen. Vild god Syrah og vinblogger kaster 5,5 fede tomler efter vinen med pil op.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske normalt koster 500 kr., men 2014’eren sælges på tilbud til 350 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Gemtree Wines, Obsidian, McLaren Vale, Australien

2017 Gemtree Wines, Obsidian, McLaren Vale, AustralienObsidian er en vulkansk bjergart, som nærmest har fået glasstruktur ved at lavaen hurtigt er afkølet. Den kaldes også stenhuggerens skræk, da den er meget hård. Det er også navnet på en af de absolutte topvine fra det australske vinhus Gemtree Wines.

Gemtree Wines ligger ved den lille by McLaren Flat i McLaren Vale omkring 25-30 kilometer syd for Adelaide. Vinhuset er grundlagt i 1980 af Paul og Jill Buttery, men drives i dag af deres datter Melissa sammen med hendes mand Mike Brown, som er ansvarlig vinmager.

Familien har samlet 124 hektar vinmarker, som drives biodynamisk og økologisk certificeret. For Buttery og Brown familien handler det ikke kun om vinproduktion, men om at sætte nye standarder for bæredygtig landbrug. De er på den allerbedste måde økoflippere.

De eksperimenterer også med at lagre deres vine ved at grave barriques ned i vinmarkerne tæt ved vinstokkene sammen med de mere gængse kohorn med urteekstrakter. Derudover render der også en flok får rundt blandt alle vinstokkene.

De har også lavet Gemtree Wetlands… et 10 hektar område, som i de 1998 besluttede at bevare som original og uberørt bushland … et biologisk mangfoldigt vådområde og et tilflugtssted for indfødte fugle, planter og dyr.  Der går en lang Gemtree Ecotrail sti igennem området og den er åben for alle.

Denne Obsidian er en af topvinene hos Gemtree Wines, lavet på ren Shiraz og lagret 18 måneder på egefade, heraf 65% nye fade og resten 1-3 år gamle franske fade.

Og nu begynder Gemtree virkelig at vise muskler, for næsen er flæsket, fed, animalsk, aromatisk med bacon, tjære … virkelig dyb som en kløft i Grand Canyon. Der er vildt megen frugt i næsen og af den mørke slags – direkte i sylten – solbær, engelsk lakrids, vanilje, kanel og nelliker. Som med de andre Gemtree Wines, så har vinen samtidig en lille syrlig nerve, som virkelig klæder vinen, hvorved duften aldrig bliver for fed.

Smagsmæssigt er det blødt, cremet … fed, opulent og så alligevel med den forførende kølige elegance, idet en ren syrlighed skaber en fin balance i vinen. Det er virkelig en koncentreret  vin med tyngde og alligevel rigtig stor elegance … stor vin. Klart 6 houlbergske tommeltotter med pil op.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 562,50 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Ortas Cave de Rasteau, Côtes-du-Rhône Les Viguiers Rosé, Rhône, Frankrig

2017 Ortas Cave de Rasteau, Côtes-du-Rhône Les Viguiers Rosé, Rhône, FrankrigPå kooperativet Ortas Cave de Rasteau laver de mange vine og heraf 5 rosévin, men jeg har jo også tidligere været overrasket over, at 13% af den samlede produktion i Rhône består ag rosévone. Her er det Ortas’ 2017 Côtes-du-Rhône Les Viguiers Rosé.

Jeg har tidligere smagt vine fra kooperativet Ortas Cave de Rasteau, der også kaldes også Cave des Vignerons de Rasteau. De holder selvfølgelig til i Rasteau, er den absolut største producent i Rasteau og er grundlagt tilbage i 1925.

Kooperativet har i dag en medlemskreds på omkring 180 vinavlere i området. Sammenlagt får kooperativet druer fra omkring 700 hektar af appellationen Rasteau, hvilket således er en pæn slat af appellationens samlede 1.200 hektar.

Men vinene fra Rasteau omfatter kun 55% af kooperativets produktion, idet der også laves 35% almindelig Côtes du Rhône samt 10% Côtes du Rhône Village. Vinmarkernes gennemsnitlige alder er omkring 40 år, men 15% af markerne er beplantet før 1914, hvilket jo er ganske imponerende.

Cave de Rasteau har været forgangsmænd for en relancering af den ellers tidligere så traditionelle lokale vin Rasteau VDN … en Vin doux naturel.

Før 1950 var de søde Rasteau vine populære og særdeles anerkendte, men siden hen er vinene desværre stort set gået i glemmebogen. Dette har nu ændret sig, og Rasteau VDN er igen ved at komme på mode.

Den ansvarlig vinmager på kooperativet er Alexis Cornu, som er opvokset i Bordeaux og kommer fra en familie af vinproducenter. Han har dog altid haft en meget videnskabelig tilgang til produktion af vin og er da også taget en bachelorgrad i biologi, geologi og miljø i Tyskland i 1996.

Derefter har han studeret på universitetet i Bordeaux, hvor han dimitterede i 1997 med master indenfor miljø efterfulgt af en uddannelse som ønolog fra universitetet i Montpellier. Han har inden jobbet som ansvarlig vinmager på Ortas arbejdet som vinmager i både Bordeaux og Australien.

I dag opererer han i et topmoderne vineri, som kooperativet byggede i 2008. Forinden havde man også strømlinet produktionen med vinserien Ortas, som i dag også indgår i navnet på kooperativet.

Ortas brandet er markedsført, således kunderne nemmere kan genkende vinene fra kooperativet. Navnet er en slags anagram, hvor bogstaverne OR betyder guld, og de sidste AS betyder es, mens T bare står i midten og holder det hele.

Men udover vinene med Ortas navnet, så produceres også en række vine som Domaine de Pisan … en lille vingård på 15 hektar, som kooperativet købte i 2006.

Denne Côtes-du-Rhône Les Viguiers Rosé er lavet på druerne Grenache, Cinsault og Syrah, men fordelingen er ukendt. Der er i det hele taget ingen oplysninger om produktionen af vinen.

Næsen er lidt småparfurmeret, der er hyben, melon, jordbær, lyse røde bær, lidt anis, vingummi og håndsæbe. Smagen er også til den lette side med masser af rød frugt, jordbær og sødme, mens syren synes forholdsvis svag.

Forhandles af Rasteauvin, hvor en flaske koster 59 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Château Saint Jean d’Aumieres, l’Alchimiste, Languedoc, Frankrig

2016 Château Saint Jean d’Aumieres, l’Alchimiste, Languedoc, FrankrigSkal man være alkymist for at lave vinen l’Alchimiste med guldetiket? I gamle dage kombinerede alkymisterne både kemi, metallurgi, fysik, medicin, astrologi, semiotik, mystik og kunst.

Vianney og Emilie Castan på Château Saint Jean d’Aumieres er dog ikk’ alkymister, men har lavet vinen l’Alchimiste, hvor de bl.a. har anvendt den gamle maceración carbónica metode på en enkelt af druesorterne … og så må jeres flittige vinblogger jo teste, at de med vinen også har ramt en guldåre og åndelig fuldkommenhed, men mere om det senere.

Vinen l’Alchimiste er lavet på 45% Grenache, 40% Syrah samt 15% Carignan og den sidstnævnte druesort er vinificeret efter metoden macération carbonique, som er en teknik, der ofte forbindes med den franske vinregion Beaujolais. Metoden bygger på, at druerne gærer i et kuldioxidrigt miljø forud for knusning.

Ved konventionel alkoholiske gæring knuses druerne for at befri saften og kød fra skindet, mens gæren så igangsætter omdannelse af sukker til ethanol. Ved macération carbonique gærer det meste af saften, mens det stadig er inde i druen … selvom druer i bunden gæringskaret eller -tankene selvfølgelig ikke kan undgå at blive knust af tyngdekraften og reelt så gærer konventionelt.

De to andre druesorter Grenache og Syrah er gæret i tanke ved en temperatur mellem 25 og 30 grader og med 3 uger lang gæring, hvor kontakten mellem most og skind kan udvikle en masse spændende aromaer. Efter endt gæring har vinen tilbragt 10 måneder på egetræsfade, heraf 30% nye fade.

Næsen afslører en tør vin, lidt animalsk og ellers med noter af tør træ, blåbær, solbær, brombær, pænt fadpræg, vanilje, kanel, nelliker og sød engelsk lakrids.

I munden er der også fadpræg, lidt sødme, lidt syrlighed og krydderier. Der er en sjov smag med nogle brændte elementer, men frugten er egentlig meget frisk … lidt mørk og gæret frugt med klart aftryk fra egefadene, tør engelsk lakrids og mentol. Vinen er fyldig, tæt, kødfuld og tanninerne er velintegrerede … og så er det fortsat en ung vin, som bør tage en kældertur nogle år. Det er et sted mellem 4,5 og 5 houlbergske fingre.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 179 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Château Saint Jean d’Aumieres, l’Affranchi, Languedoc, Frankrig

2018 Château Saint Jean d’Aumieres, l’Affranchi, Languedoc, FrankrigDet er kun et par uger siden, at jeg testede den bondske rødvin l’Affranchi fra Château Saint Jean d’Aumieres. Da var det i en årgang 2017, men nu smager jeg den igen … blot i årgang 2018.

Vinen er – som de foregående årgange et blend på Grenache, Syrah og Carignan og hvis fordelingen mellem de tre druer er uændret, så er det så 40% Grenache, 40% Syrah og 20% Carignan.

Vinen er lavet ved, at druerne efter høsten kommes i åbne kar, hvor gæring sker ved 25-30 grader med løbende remontage aka overpumpning. Efter endt fermentering har vinen lagret på egefade indtil den har opnået tilstrækkelig modenhed og fylde. De fleste af fadene har været brugt 1-2 gange til husets egne topvine.

Duftmæssigt er 2018’eren knap så bondsk, landlig og eksplosiv som årgang 2017 af vinen, men den har dog en snert mødding. I stedet er der flere blomsternoter og igen rustik mørk frugt, blåbær, grafit, aske, jord, urter og pæn tørhed

Smagen er igen totalt saftig og igen med samme markante tanniner, som snapper og udtørrer overmunden, mens lidt peber vil lege med og bidrager med en krydret skarphed. Igen er der tørt, mørkt og alligevel med en friskhed. Vi kipper med den franske baret.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Sovibor, Fazer as Onze Premium, Alentejo, Portugal

2015 Sovibor, Fazer as Onze Premium, Alentejo, PortugalVi fortsætter med lidt portugisisk vinho … vinen Fazer as Onze Premium fra vinhuset Sovibor eller Sovibor – Sociedade de Vinhos de Borba, som det helt korrekt hedder.

Vinhuset ligger nemlig i byen Borba og er grundlagt i 1968 ved en fusion af de to vinhuse Joaquim Mira og Domingos Luiz Pinto & Filho, som begge havde lavet vine i området i mange år.

I dag har Sovibor omkring 200 hektar vinmarker, hvor de dyrker druer som Castelão, Trincadeira, Aragonez, Alicante Bouschet, Roupeiro, Rabo de Ovelha og Tamarez.

Vinene laves af António Ventura, der er en af Portugals bedst kendte vinmagere. Han er tidligere kåret som årets vinmager i Portugal og har over 35 års erfaring.

Denne Fazer as Onze  har sit navn efter et gammel lokalt ritual, hvor man tog en lille pause med et glas vin … og det blev kaldt en Fazer as Onze. Vinen er lavet på 40% Trincadeira, 20% Alicante Bouschet, 20% Aragonez samt 20% Syrah og lagret på franske egetræsfade i 4 måneder.

Nice næse med tæt og mediumrød frugt, en anelse lettere end forrige vin, lidt syrlig og frisk, svagt lidt blomster, okay syre, ikke så kompleks, lidt balsamisk og syrlig, Smagen er lidt mere simpel, men fint let, har masser af let, syrlig og kantet frugt, et krydret og meget tørt bid.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 59 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Shiraz, New South Wales, Australien

2018 Calabria Family Wines, Leonard Road Villa 116 Shiraz, New South Wales, AustralienDen sidste vin fra Calabria Family Wines var denne Leonard Road Villa 116 Shiraz, for selvfølgelig laver alle australske vinhuse – herunder Calabria – mindst én vin på Shiraz.

Vinen er som de andre Leonard Road vine lavet med opkøbte druer fra andre vinavlere rundt om i New South Wales. Den er lavet på rustfrie ståltanke og lagret en periode på egefade.

I næsen er der blomstersæbe, en herlig landlig duft, hvilket jeg jo altid er vild med, lidt eg, pæn tørhed, grønne vinblade, lidt peber, men langt lettere end forventet. Det er ikke fed jammy Shiraz.

Det er smagsmæssigt en meget rund og frugtrig Shiraz, og selvom peberen er der, så er det ikke på nogen måder markant. Der er heller ikke i munden en fed, stærk marmelade Shiraz, men der er kirsebær, nogen sødme, eg, frugtrig syre, en lidt sødme og samlet lidt af en pleaser.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Domaine de Pignan, A l’Ombre de l’Olivier Rosé, Rhône, Frankrig

2018 Domaine de Pignan, A l'Ombre de l'Olivier Rosé, Rhône, FrankrigI mit vinkøleskab ligger der et par Châteauneuf-du-Pape’er fra Domaine de Pignan og venter på mig … to røde og en hvid, men de har også en afart af en søster, nemlig denne småblege A l’Ombre de l’Olivier Rosé.

Domaine de Pignan hed oprindelig Domain Pécoul og blev grundlagt tilbage i 1855 af Antoine og hans hustru Sophies Pécoul, hvor de købte 5 hektar i ved Châteauneuf-du-Pape, men vinproduktionen var dengang primært til eget brug og salg i flasker var heller ikke normalt dengang.

Deres søn François Pécoul fortsatte i 1920’erne med at lave vin fra vingården og han plantede også flere vinstokke og udvidede med flere marker. Det arbejde fortsatte hans to sønner Louis og René Pécoul i 1950 og et stykke senere i 1960’erne startede brødrene  også med at sælge husets vine i flasker.

I dag er det brødrenes nevø Frédéric Charvin, som driver vingården i Châteauneuf-du-Pape. Han overtog driften i 1989 og navngav også vinhuset Domaine de Pignan

Han driver sammen med sin familie i dag 15 hektar vinmarker med et udvalg af de typiske druesorter i Châteauneuf-du-Pape. Alle Domaine Pignans parceller ligger i det berømte område La Crau, som er har nogle af de absolut bedste marker i Châteauneuf-du-Pape.

Den gennemsnitlige alder på vinstokkene er 60 år, men til deres fantastiske topvin Châteauneuf-du-Pape Cuvée Coralie & Floriane kommer druerne fra en 3 hektar vinmark, hvor stokkene er over 130 år gamle, hvilket er meget exceptionelt.

Her smager vi ikke en ægte Châteauneuf-du-Pape, men derimod en Vin de France rosé med navnet A l’Ombre de l’Olivier Rosé, som er lavet på 40% Carignan, 30% Grenache, 10% Syrah, 10% Mourvedre og 10% Cinsault.

Druerne er efter høst presset i pneumatisk presse, hvorefter vinen gærer ved 14-16 grader i rustfrie ståltanke. Derefter er vinen også lagret i tankene en periode sur lie for at give en smule fedme.

I glasset er vinen pænt bleg laksefarvet, mens næsen byder på jordbær, masser af jordbærgrød, boysenbær, granatæbler, tranebær og er en snert parfumeret. Det er samtidig både bolsjer og engelsk Basset vingummi og en lidt sjov krydret note.

I munden er der pænt med grape samt lidt sødme, godt med røde bær, mest jordbær. Det er en okay frisk vin, fin balance og niveauet over mange kønsløse rosévine.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske normalt koster 89 kr., men pt kan fås på tilbud til 63,95 kr.

 Vinanmeldelse 4/7

2012 Bodega Trenza, Trenza Family Collection, Murcia, Spanien

2012 Bodega Trenza, Trenza Family Collection, Murcia, SpanienUnder appellationen DO Yecla i Murcia vinregionen i Spanien … og med base i ferieparadiset Fuengirola i Malaga går der to ærkedanske brødre rundt og laver vin. Det er brødrene David og Jonas Tofterup, som driver Bodega Trenza og derfra smager vi denne Trenza Family Collection.

De stammer begge fra Esbjerg, men emigrerede til Spanien som teenagere sammen med deres forældre. Deres far Kurt skulle nemlig være med til at åbne en bankfilial for Varde Bank i Malaga.

Senere kom David som 19-årig i lære som vinkyper, og det fik også lillebror Jonas til at gå i broderens fodspor. I dag er Jonas Master of Wine, mens David er uddannet vinmager og har arbejdet hos vinhuse i både Spanien, Frankrig, Chile og USA.

Jonas arbejder i dag også eksportchef for det chilenske vinfirma Viña Valdivieso, underviser på Iberian Wine Academy og er flying winemaker på Frederiksdal på Lolland.

David startede sin vinkarriere i Danmark på vinkyper uddannelsen hos Taster Wine. I 1998 rejste han ud i verden og har arbejdet hos Nicholas Hammeken, Mont Marçal  i Penedés, Lestage-Simon i Bordeaux og Viña Tarapaca i Chile og Foley Vineyards i Californien.

De to brødre startede Bodega Trenza i 2004. Det var David, der som den ældste var foregangsmanden, for Jonas gik fortsat i skole på det tidspunkt, men kunne tage fri fra skolen i de perioder, hvor der var mest travlt på vingården.

Siden 2004 har de sammen lavet vine fra appellationen DO Yecla, men jeg kan ikke se, om det sker med opkøbte druer eller med druer fra egne marker. Umiddelbart gætter jeg på det første … men det er med specielt fokus på Monastrell,  Cabernet Sauvignon, Shiraz og Garnacha.

Under navnet Bodegas Trenza laver brødrene 3 forskellige vine, nemlig La Nymphina, Z Strand og denne Family Collection, som er lavet på 56% Monastrell, 26% Cabernet Sauvignon, 14% Shiraz samt 4% Garnacha.

Druerne kommer fra 45-50 år gamle vinstokke på marker i Campo Arriba i DO Yecla. Shiraz og Garnacha druerne er høstet i slutningen af september, og Monastrell og Cabernet er først høstet i anden uge af oktober. Efter afstilkning blev 25% af mosten fjernet, så de resterende druer har givet mest mulig farve og aroma.

Der er herefter sket en kold maceration i 4-5 dage, hvorefter vinen har gæret 16-25 dage efterfulgt af en lagring i 28 måneder på en blanding af 228 liter og 500 liter franske egetræsfade. Vinen er kun filtreret let inden aftapning på flaske.

Hvor dufter vinen dejligt … fed, mørk og sødkrydret med jordbær, solbær og modne blommer, mælkechokolade, kakao, vanilje, kanel, allehånde, lidt mælkede noter, pæn sødme, lakridskonfekt, tør eg og en lille bitte syrlighed og ganske svagt en smule trøffel.

Smagen er også fyldig, kraftig, fed, rund, cremet og har masser af krydderier, blæk, jern og nogle bitre noter. Smagen også klart nogle blomstrede elementer og masser af tanniner, der som kampklædte soldater angriber mundhulen med en helt bataljon. Det er frugtrigt, krydret, lidt pebret og med en tør sødme.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7