Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2001 Viñedos de Páganos, El Puntido, Rioja, Spanien

2001 Viñedos de Páganos, El Puntido, Rioja, SpanienOnsdag blev sluttet af med en pragtvin fra Viñedos de Páganos, som er et af flere vinhuse, som ejes af Viñedos de la familia Eguren. Vinen er en 2001 El Puntido enkeltmarksvin fra Rioja i Spanien, eller helt præcis fra området ved byen med navnet Páganos i Rioja Alavesa.

Eguren familien har lavet vin siden 1870. Erfaringerne er således gået fra generation til generation, og huset laver nogle af de bedste vine i Rioja. Familien har adskillige gange været kåret til årets vinproducent i Spanien. Vinmager Marcos Eguren har ligeledes vundet adskillige priser for sit fantastiske arbejde med familiens vine.

Viñedos de la familia Eguren laver en række af Spaniens bedste vine, hvilket sker under vinhusene Dominio de Eguren, Sierra Cantabria, Viñedos Sierra Cantabria, Señorio De San Vicente, Tesa La Monja og Viñedos de Páganos. Det hele startede med den klassiske Rioja serie fra Sierra Cantabria. Siden kom enkeltmarksvinene San Vicente og Finca el Bosque.

Familien producerer også de bedste Toro-vine, der kan opdrives, navnene er Numanthia og Termanthia. Seneste skud på den imponerende stamme er den ekstremt magtfulde og koncentrerede Amancio. I jubelårgangen 2001 er den blandt de absolut bedste Riojavine, og det samme gør sig gældende for denne  2001 El Puntido, der også produceres af Marcos Eguren.

El Puntido er endnu et projekt, som Marcos opstartede i 1998 og idéen er at bringe vinfremstillingen så tæt på dyrkningsstedet som muligt. Og da El Puntido marken ligger i Pàganos-Laguardia i Rioja Alavesa, opførte man derfor et splinternyt vineri udelukkende til denne enkeltmarksvin. Produktionen er som med så mange af Sierra Cantabrias vine særdeles begrænset. Behandlingen i vineriet er også konsekvent og meget omhyggelig.

El Puntido marken er på 25 hektar, er tilplantet i 1975 og har i alt 84.175 vinstokke. Det er selvfølgelig ren Tempranillo, og vinen har lagret på ny fransk eg i 18 måneder.

Duftmæssigt solbær, blommer, hindbær, engelsk lakrids, brændte toner, røget bacon, eg, vanilje, ost, meget animalsk, nærmest som en fårestald … dufter af noget godt. Og smagsmæssigt indfrier vinen bestemt løfterne fra duften, for der er dem klassiske Tempranillo sødme, fad, solbær … også godt med tannin, selvom vinen er 12 år gammel. Tanninerne er faktisk meget intense og tilstedeværende og en vinen afslutter i en fantastisk flot eftersmag. Klassevin.

Forhandles hos Sigurd Müller, pris ca. 300 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2009 Conterno Fantino, Barolo Sori Ginestra, Piemonte, Italien

Den anden vin fra Azienda Agricola Conterno Fantino var den berømte Barolo Sori Ginestra, dvs. vinen som i 1987 kom på forsiden af Wine Spectator og gjorde vinhuset internationalt berømt. Husets Ginestra mark er på 3 hektar, og vinstokkene på marken er lidt yngre end på Mosconi marken, nemlig mellem 25-30 år.

Af andre kendte vinhuse, som har parceller på Ginestra er bl.a. Elio Grasso, som vi i øvrigt vender tilbage til lige om lidt, samt huse som Domenico Clerico, Paolo Conterno og sikkert nogle stykker mere. Ginestra er samtidig også én af de ældste vinmarker i Monforte.

Robert Parker’s The Wine Advocate gav denne 2009 Conterno Fantino, Barolo Sori Ginestra 95 point i juni 2013 med kommentarerne: “Last in the lineup is the 2009 Barolo Sori Ginestra that incorporates many of the high points of the two wines described above. You get the toasted spiciness of the Barolo Vigna del Gris as well as the Nebbiolo brightness of the Barolo Mosconi. In between those two poles are shades of licorice, spice, balsam notes, crushed granite and cedar. The wine is stacked tall, one plush layer on top of the next and the palate is rewarded with a lovely quality of tannin that is firm and unyielding  but also polished and tight at the same time”.

Vinen laves på nøjagtig samme måde som Mosconi’en, så det skal jeg ikke trætte jer mere med.

Vi springer derfor over til smagningen af vinen. Duftmæssigt lidt i samme boldgade som Mosconi’en, måske en anelse mere krydret og mineralsk. Smagsmæssigt mærkes der klart en forskel, idet denne vin er en smule skarpere og hårdere i tanninerne.

Virker mere mineralsk, men igen et fabelagtigt godt glas vin med masser af frugtsyre, intensitet og flot balance.

De fleste anmeldere rangerer denne vin over Mosconi’en, men jeg synes Mosconi’en er en tak bedre … men der er nok heller ingen tvivl om, at denne vin nok er mere velegnet til at ligge nogle år … så skal den nok vise sit sande jeg. På alle punkter en meget flot vin, som man kan glæde sig til om nogle år.

Vinen forhandles herhjemme af Philipson Wine, og prisen er 499,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2009 Bodegas y Viñedos Alión, Alión, Ribera del Duero, Spanien

2009 Bodegas y Viñedos Alión, Alión, Ribera del Duero, SpanienVores vinaften blev afsluttet med manér, idet Jan havde medbragt den velkendte Alión fra Bodegas y Viñedos Alión i Ribero del Duero, én af Bodegas Vega Sicilias vingårde.

Lidt sjovt, idet jeg for mindre end en måned siden smagte en anden vin fra én af Vega Sicilias andre vingårde, nemlig en 2004 Bodegas y Viñedos Pintia i Toro området. Dengang skrev jeg lidt om vinhuset Bodegas Sicilia, så det indlæg vil jeg starte med at henvise til.

Alion ejendommen er fysisk adskilt fra Bodegas Vega Sicilia. Der er plantet 12 hektar vinmarker omkring de 2.000 kvm. nye lager-, lagrings- og kontorfaciliteter, 18 hektar i nabodistriktet Padilla og 80 hektar på Bodegas Vega Sicilia jorder. Totalt udgør Alions vinmarker 110 hektar.

Der fremstilles kun den ene vin på Bodegas y Viñedos Alión, og den fremstilles selvfølgelig på 100% Tinto Fino og lagres typisk 13-15 måneder på små, nye franske egetræsfade.  Klassisk Ribera del Duero vin med forførende saft og spændstighed. Alion bliver bare bedre og  bedre siden den første årgang i 1991. I dag er Alion et af de bedste køb i Ribera del Duero, og årgang 2009 også et særligt godt år i området.

Chef-vinmager på både Vega Sicilia, Pintia og Alion er Xavier Ausás López de Castro, mens ansvarlig for markarbejdet er Enrique Macías Gomez.

Duftmæssigt mørke bær, chokolade, rosin, blæk eller grafit, læder, svare krydderier, spanske chorizo pølser, vanilje og eg. Smagen er blød, cremet, venlig og intens. Tanninerne er bløde og varme, der er lidt peber i smagen, røg og en anelse sødme. Kan ikke umiddelbart sige, om den er bedre end Pintia … dertil skal man nok have vinene ved siden af hinanden, men den smager sgu godt.

Hvem medbragte vinen: Jan

Forhandles hos Sigurd Müller, pris ca. 395 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2009 Château de la Tour, Clos-Vougeot Grand Cru, Bourgogne, Frankrig

2009 Château de la Tour, Clos-Vougeot Grand Cru, Bourgogne, FrankrigSteffen havde sørget for aftenens kultvin, en Clos-Vougeot Grand Cru vin fra Château de la Tour. Clos-Vougeot eller Clos de Vougeot, som den korrekt hedder, er én af de klassiske, berømte Grand Cru vinmarker i Côtes de Nuits, grundlagt i det 12. århundrede af munkene i klosteret Abbaye de Citeaux, delvis omkranset af gamle mure og er på i alt 50 hektar, som ikke mindre end 80 vingårde ejer dele af. Vi er i simpelthen i hjertet af Bourgogne ved siden af ​​Musigny, Romanée og i nærheden af ​​Chambertin.

Château de La Tour ligger ved byen Vougeot i Bourgogne og er ejet af Jeanne Labet og Nicole Déchelette med Jeannes søn François ved roret. Château de la Tour er grundlagt tilbage i 1890, hvor slottet blev bygget af netop Labet og Déchelette familierne. Begge familier havde på det tidspunkt allerede været beskæftiget med vinproduktion siden det 15. århundrede.

Château de la Tour ejer 6 hektar af Clos de Vougeot og er dermed den største ejer blandt de mange vingårde her. Nogle af slottets parceller ligger i midten af Clos de Vougeot og resten ligger op mod den nordlige mur. Jorden på Clos de Vougeot er sammensat af ler og kalk med et 60 cm tykt kalklag i undergrunden. Det siges, at druerne fra den sydlige del af Clos de Vougeot er knap så gode og objektivt set ikke egnet til at vin af grand cru-kvalitet, men den problemstilling er vi så ude af her.

Vinstokkene er også et kapitel for sig selv, idet de ældste er plantet tilbage i 1910 … og gennemsnitsalderen er omkring 50 år. Læg dertil et meget lavt udbytte omkring 29 hl/hektar, hvilket svarer til sølle 30 cl produceret pr. vinstok. Altså en halv flaske pr. vinstok ! I et normalt år sælger slottet omkring 20.000 flasker.

François Labet bærer familiearven med stort ansvar og med respekt for både tidligere og fremtidige generationer. Så bæredygtighed tages meget alvorligt, og han gør alt for at fremelske vinens terrior. Alle vinmarker bearbejdes økologisk, og François’ ordsprog er; “Pas de Bons Vins sans des Bons Rosin”, hvilket kan oversættes til, at der ikke kommer god vin uden gode druer.  Der arbejdes derfor med streg beskæring, ligesom høsten sker manuelt og med en ekstrem streng sortering efterfølgende. De transporteres selvfølgelig også i små kasser med huller for ikke at blive beskadiget.

Efter sortering køles druerne ned og en syv til ti dage af kold udblødning begynder. Temperaturen stiger langsomt og gæringsprocessen hæver temperaturen til 32 grader. Efter en måned tappes vinen på fade. Lagringen varer i 18 måneder og finder sted på 75% nye 228 liters egetræsfade fra Nevers i det centrale Frankrig, mens de resterende 25% lagres på 2-3 år gamle fade. I god tid, før aftapningen på flaske, stikkes vinene sammen. Vinen er tappet på flaske uden klaring og filtrering.

Lad os for pokker da smagen vinen. Duftmæssigt lidt modellervoks, hindbær, salvie, mynte, estragon, lakrids, kød og bacon tilsat en smule lak eller fernis. Det kan lyde lidt uhyggeligt, men den dufter faktisk ret fantastisk … måske en anelse ung endnu. Smagen præges af stramme tanniner, lidt tjære, grønne noter … men også en stor og lækker blødhed. Tanninerne sætter sig markant i overmunden, og der fornemmes også lidt alkohol grundet den unge alder. Stor vin og stor årgang, men kunne måske tåle nogle flere år i kælderen.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Har svært ved at finde en dansk importør, men det er vin til omkring 100 dollars udenbys.

Vinanmeldelse 6/7  

2001 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, Spanien

2001 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, SpanienByggemødet blev afsluttet med manér … respekt Monsieur Brix … nemlig igen med endnu en stor spanioler i form af Aalto fra netop Bodegas Aalto … én af verdens 100 bedste producenter.

Vinhuset Bodegas Aalto startede i 1998, da den tidligere direktør for Ribera del Dueros eksportråd, Javier Zaccagnini, fik en ide om at skabe en af verdens største vine, baseret på Ribera del Dueros unikke mikroklima. Som partner allierede han sig med Mariano Garcia, der anerkendes som Spaniens absolut dygtigste vinmager. Fra 1968 til 2000 var han nemlig chef på den legendariske vingård Vega Sicilia – som jeg jo også lige har skrevet om – sideløbende med arbejdet på Garcia-familiens egen vingård Bodegas Mauro.

Navnet Aalto udtrykker ganske enkelt essensen af de to grundlæggeres ønske om at skabe en af verdens største vine. Alto betyder høj på spansk. Aalto skal udtrykke noget endnu højere. I dag har Bodegas Aalto opnået kultstatus blandt vininteresserede. Dette skyldes naturligvis Aaltos uforlignelige kvalitet, understøttet af internationale anmeldelser og udmærkelser. ”We wanted to unleash the full potential of Ribera del Duero”, som Javier sagde. Resultatet var der allerede i Bodegas Aaltos anden årgang, hvor de lavede Spaniens højst ratede vin nogensinde på daværende tidspunkt.

En af de ubetinget vigtigste forudsætninger for at lave stor vin er, at vinmarkerne skal være optimalt placeret, perfekt kultiveret, beplantet med de rigtige klontyper ligesom vinstokkene skal have en betydelig alder for, at de kan tilføre vinen den rette kompleksitet. Her kommer den samlede erfaring fra Javier Zaccagnini og Mariano Garcia ind i billedet som en afgørende faktor i jagten på den perfekte vin.

Bodegas Aalto har mere end 32 hektar vinmarker fordelt på seks områder, hvoraf tre ligger i Ribera del Duero, to i Valladolid og den sidste i Burgos. Ikke alle er i produktion endnu, nogle er først netop tilplantet og vil ikke indgå i bodegaens produktion før om 10-15 år. Her er der igen et interessant perspektiv for Bodegas Aalto. Det er først, når man begynder at dyrke vin fra disse vinmarker, at Mariano Garcia forventer, at verden vil se vine, de aldrig har set før fra dette område.

Bodegas Aalto er ganske enkelt “state of the art”. En af årsagerne skal findes i vinproduktionen. Vineriet på Bodegas Aalto er færdigbygget efter Mariano Garcias nøje specifikation og er tegnet af samme arkitekt, som lavede Alvaro Palacios vineri i Priorat. Vineriet er et af verdens mest avancerede byggerier af sin slags og er primært bygget under jorden efter “gravity fed” princippet. Det vil sige, at vinen udelukkende flyttes rundt ved hjælp af tyngdekraften. I vineriet, som rækker fem etager ned, er der året rundt en konstant temperatur.

På Bodegas Aalto laves der to vine, som fremstilles på Tempranillo-druen. Den ene hedder Aalto og den anden PS – forkortelse for Pagos Seleccionados, som betyder udvalgte marker.

Samtlige vine fra Bodegas Aalto er siden vingårdens fødsel i 1999 blev belønnet med 91 point eller derover af Robert Parker. Denne enestående ”track record” kan end ikke Vega Sicilia tangere. Der er tale om en magtdemonstration uden sidestykke – ikke bare i spansk vinhistorie, men globalt set.

Lad os så se på smagenoterne til denne vin. Der er blommer, svedsker, indelukket kælder, ristede champignon, toast, kaffe, blæk, muldjord samt en anelse krydderier. Hmmmm, hvor er der mange lag i denne vin, og smagsmæssigt også til den mørke side med sorte bær, blommer, eg, blæk … fabelagtigt tørhed og meget intenst. Vinen er samtidig meget frugtrig, kødfuld og … fuck, den smager sgu da bare godt. Godt valg … og en fin afslutning på et aften, hvor specielt de spanske vine dominerede.

Fås hos Theis Vine, Risskov Vinlager og andre steder, pris omkring 300-370 kr. for nyeste årgange.

Vinanmeldelse 6/7 

2010 Domaine de Sabbat, Cuvée Printemps 1900′, Roussillon, Frankrig

2010 Domaine de Sabbat, Cuvée Printemps 1900', Roussillon, FrankrigUnder et besøg hos Strobel Vinimport anbefalede indehaver Jakob Strobel mig denne vin, en Cuvée Printemps 1900′ fra et lille vinhus Domaine de Sabbat, som ligger i den lille by Latour-de-France, omkring 15 km. nordvest for Perpignan i Roussillon, helt præcis A.O.C. Côtes du Roussillon. Og tak til Jakob … for her gemmer sig ganske enkelt en fantastisk perle af en vin.

Domaine de Sabbat ejes og drives af Sylvain Lejeune, som i 2008 – efter i 15 år hos prestigefyldte huse i Bordeaux, Bourgogne og Provence – købte vingården med 10 hektar vinmarker i Vallée de l’Agly. Markerne døkker områderne Maury, Tautavel og Vingrau for foden af Corbières, i det nordlige Catalonien, og Sylvain Lejeune lavede sine første vine på gården i 2009.

Alle marker dyrkes økologisk, og al arbejdet i markerne sker med håndkraft. Vinstokkene på Lejeunes marker er mellem 40 og 80 år gamle, og han dyrker sorterne Grenache, Carignan, Syrah og Macabeo. Et område på 0,8 hektar er endda plantet helt tilbage i år 1900, og det er denne parcel, som har givet navnet til denne vin Cuvée Printemps 1900′.

Den samlede produktion hos Sylvain Lejeune er ikke stor, alene omkring 15.000 flasker om året fordelt på 5 forskellige vine. Det lave udbytte på omkring på 15 hl pr hektar giver vinene en utrolig kraft, men de opretholder samtidig finesse og fleksibilitet.

Cuvée Printemps 1900′ er Domaine de Sabbats topvin, lavet på 60% Grenache og 40% Syrah. Druerne på Grenache kommer som nævnt fra meget gamle vinstokke, tilplantet på den lille parcel i en periode fra 1900 til 1905, dvs. vinstokke, som er omkring 110 år i gennemsnit. Ganske imponerende. Vinen har lagret på egetræstønder i 12 måneder.

Og nu til det allerbedste … nemlig smagningen af vinen. Næsen er sådan lidt klassisk Rhôneagtig med lidt krydderi, lavendel, men samtidig også mere animalsk i udtrykket. Der er stor intensitet af lakridssødme, nærmest lidt engelsk lakrids, gazebind, blodrøde drueskaller og gamle tønder. Samtidig også lidt grønne noter, måske lidt salvieblade.

Smagsmæssigt en sjov og dejlig blødhed/hårdhed med solbær og en kraft uden lige. Umiddelbart er der dele, som virker meget oldschool, meget klassiske, og alligevel også noget moderne over vinen. Ikke siden Henri Bonneau har jeg smagt en sådan intensitet, og vinen har en stor dybde, hvor syre og grønne noter hele tiden gør, at det ikke bliver for meget. Fabelagtig balance mellem sødme og syre + blødhed og power. Flot, flot vin.

Købt hos Strobel Vinimport, pris 190 kr. (som jeg lige husker det – skal nok opdatere, når jeg finder prisen).

Vinanmeldelse 6/7 

2008 Weingut Franz Keller Schwarzer Adler, Spätburgunder Selection A, Baden, Tyskland

2008 Franz Keller Schwarzer Adler, Spätburgunder Selection A, Baden, TysklandJamen, så havde den gode Keeper sgu også investeret i en vaskeægte tysk topvin. Vi er hos Franz Keller i byen Vogtsburg-Oberbergen i Kaiserstuhl i Baden. Jeg har tidligere skrevet lidt om huset, nemlig da jeg smagte husets Spätburgunder Bassgeige og også senere, da jeg smagte husets Spätburgunder Selection A i både årgang 2006 og 2008.

Jeg skal derfor – for beskrivelse af huset – blot henvise til det tidligere blogindlæg.

Selection A er husets topcuvée, som kun laves i helt ekstraordinær gode årgange. Druerne til denne Selection A kommer – ligesom med Selection S – fra lavtydende ældre vinstokke, og man høster ad flere gange samt udvælger kun de mest koncentrerede og velsmagende druer. Gæringen varer mindst 14 dage, og vinen lagrer herefter ca. 12 måneder på små fade, hvoraf 40% er nye.

Både Selection A samt Selection B vinene kommer fra vinmarker med en jordbund bestående af forvitret vulkansk basalt, hvori der er kraftige årer af kalk, hvilket giver vinene deres unikke mineralitet og struktur. Denne jordstruktur findes i Europa udelukkende i Kaiserstuhl.

Heldigvis havde Keeper valgt denne Selection A i årgang 2008, som i hvert fald i Selection S er markant bedre end årgang 2006.

Duftmæssigt helt utrolig, der er kostald, Pinot sødme .. typisk tysk Spätburgunder, vanilje, søde kirsebær. Flot og også ganske nem at gætte. Smagsmæssigt rund med modne kirsebær, jordbær, hindbær, eg, vanilje, fin rygrad, svagt krydret og en utrolig fløjlsblød rundhed, fortsat med et godt – men blidt – tanninbid. Smager fandme godt … helt klart 6 Thumbs Up, og tæt på de 6,5 … men tænker alligevel, at Littoraien fra sidste weekend nok lige var en kende bedre, og den gav jeg 6,5 Thumbs Up.

Købt hos Jysk Vin, som har haft den på bud til 275 kr., normalpris 399 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2009 I Luoghi, Fourisolco IGT, Toscana, Italien

2009 I Luoghi, Fourisolco IGT, Toscana, ItalienSå kom turen til aftenens kultvin. Paul havde stået for valget … kyndigt bistået af Hans Peter hos Jysk Vin, og de havde valgt denne spændende Fourisolco IGT fra vinhuset I Luoghi, som jeg længe har gået og kigget på, men aldrig smagt før.

Hans Peter har ellers tidligere anbefalet mig at en smage husets to hovedvine, Campo Al Fico eller Podere Ritorti, men så langt er jeg aldrig kommet. Læg hertil, at husets vine ikke hører til i den billige ende.

Vinhuset Azienda Agricola I Luoghi er beliggende i Castagneto Carducci i Bolgheri i Toscana, og det er en ganske ung vingård, grundlagt i 2000 af Stefano Granata. Han er oprindeligt uddannet elektronikingeniør, men havde længe haft et ønske om at lave vin i sin hjemegn.

Ønsket var også at føle sig helt tæt på naturen og processen, så han og hans kone Paola De Fusco, som i øvrigt også er uddannet ønolog fra Pisa, har været eneansvarlige for etableringen af vingården fra nyplantninger til der var vin i flaskerne, dog med hjælp fra vinkonsulenten og ønologen Gioia Cresti. Målet er enkelt og helt kompromisløst  – kun det bedste er godt nok. Derfor laver han også kun 2 vine plus et par specialcuvéer, heraf denne Fourisolco IGT.

Vingården har cirka 5 hektar jord, hvoraf 3,5 hektar er vinmarken, mens der på 1 hektar er oliventræer. Kompromisløsheden ses selvfølgelig også i markerne, hvor sprøjtemidler er bandlyst og gødning kun bruges i meget begrænset omfang. Han beskærer drueklaserne for at mindske udbyttet, men tror i øvrigt på at vinstokkene trives  bedst i naturens egen balance. Høsten foregår med håndkraft i september/oktober og alle parceller holdes separeret i hele vinifikationsprocessen.

Efter 20-30 dages gæring lægges vinen på nye franske egefade i henholdsvis mindst 16 måneder og mindst 24 måneder. Efter tapning flaskelagrer vinen yderligere nogle måneder.

De 2 hovedvine Campo Al Fico eller Podere Ritorti laves begge primært på Cabernet Sauvignon druen med tilsætning af lidt Cabernet Franc og fsv. angår Podere Ritorti også lidt Syrah og Merlot.

Der laves i henholdsvis 2.700 samt 12.000 flasker af disse to vine årligt. Denne Fourisolco IGT er lavet på 100% Cabernet Franc, og – så vidt jeg har kunnet finde ud af – alene lavet i 300 eksemplarer om året.

Denne vin kommer fra det bedste fad med Cabernet Franc fra marken Ritorti. Druerne er håndplukket og håndsorteret og bragt til vineriet i små kurve. Gæringen foregår spontant uden brug af industrielt gær. Processen tager 20-30 dage. Efter omstikning til små fade af fransk eg lagrer vinen her i mindst 24 måneder. og efter tapning yderligere i 6 måneder på flaske inden den frigives.

Duftmæssigt fik jeg noteret mig ribs, kirsebær, solbær, varmt fyldigt indtryk, alkohol, blæk, egefade og grønne noter. Smagen er silkeblød, bløde tanniner, dejlig sødme fra frugtsukker og generelt meget let i udtrykket. Smagen er langt bedre end duften, og det er en meget elegant vin, hvor syren spiller flot rundt i munden. Vinen er meget velstruktureret og har lang eftersmag. Klasse.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin, pris 595 kr. I udlandet koster vinen omkring 59€.

Vinanmeldelse 6/7 

N.V. Henri Bonneau, Les Rouliers Vin de Table, Rhône, Frankrig

N.V. Henri Bonneau, Les Rouliers Vin de Table, Rhône, FrankrigAftenens oplevelse … fabelagtig … og så endda “bare” en sølle Vin de Table. Men denne Vin de Table kommer selvfølgelig heller ikke fra en mister hvem-som-helst. Vi er nemlig hos den legendariske og mytiske figur i Chateauneuf, den gamle Henri Bonneau, hvis vine er de mest omdiskuterede og sværest opdrivelige i hele appellationen.

Jeg er vild med Henri Bonneau … og gav topkarakter, 7 x Thumbs Up, da jeg i september måned sidste år smagte hans Châteauneuf du Pape Cuvée Marie Beurrier.

Dengang skrev jeg også en del om Henri Bonneau, så hvis du vil vide mere om denne fabelagtige producent, så læs den tidligere anmeldelse.

Alle vine hos Henri Bonneau laves på bedste gammeldags facon i en kælder, som ikke har ændret sig i adskillige årtier. Et besøg hos Henri Bonneau – Paven af Châteauneuf – er som en rejse i tiden. Det er et unikt øjeblikket , hvor man får muligheden for at opleve den autentiske sjæl af Châteauneuf-du-Pape, den største af de sydfranske appellationer.

At besøge Henri Bonneau er imidlertid stort set umuligt. Adressen står ikke i bøgerne og der er intet navn på døren, som  i øvrigt ikke åbnes. Utallige journalister har forsøgt at besøge den lille vingård. I reglen forgæves – Bonneau afskyr reklame!

Monsieur Bonneaus vine er magtfulde, sensuelle, bløde, intense, harmoniske og utrolig komplekse – det tætteste man kan komme på perfektion! At drikke et glas af Henri Bonneaus vine er både en ekstrem sjælden oplevelse og et stort privilegium. Det betyder også, at Bonneau Châteauneuf-du-Pape’er er hundedyre (over 1.000 kr.), og næsten umulige at komme i nærheden af.

Imidlertid laver Bonneau også en Vin de Table, nemlig denne Les Rouliers, som tit bliver omtalt som en deklassificeret Châteauneuf. Det er forkert. Druerne kommer fra Laval-Saint-Roman i Gard departementet, på den anden side af Rhônefloden, hvor Bonneau har 2,5 hektar, købt tilbage i 2001.

Men vinen har alt fra en lille Châteauneuf og den er fuldstændig i Bonneau stil: let i farven, men kraftig og dyb i smagen og meget kompleks. Den udgør en fremragende introduktion til Bonneaus vine.

Vinen er en N.V. (Non Vintage), men en lille tal-serie nederst til højre på etiketten afslører lidt om årgang. I dette tilfælde, så står der 12.12-07.05 og det betyder, at der er tale om lot 12 (tønde 12) fra årgangene 2005 og 2007. Lavet på 80% Grenache og 20% Cinsault og ellers på samme måde, som alle Bonneaus øvrige vine, bl.a. uden klarering, filtrering eller brug af sulfitter og selvfølgelig lagret i en del år.

Vi smagte vinen blindt (selvfølgelig) og min første indskydelse var, at der var tale om spansk Tempranillo, da der er stor sødme og mørk frugt i duften. Surprise, det er Rhône, men duften er lang mere blid og frugtrig end Rhônevine normalt er. Ingen lavendel, men derimod frugtsødme, meget intens, hestestald … fandme flot duft.

Smagsmæssigt overraskes du af en fantastisk blødhed, fylde og flot balance. Derudover også en lethed, blidhed … næsten som om, at vinen er tynd … meget elegant. Man kunne næsten fristes til at sige, at vinen har frugt og fyldighed fra Spanien, syre fra Italien og elegance fra Frankrig. Der er en meget stor dybde i vinen, og det elsker jeg sgu. Føj, hvor det smager godt.

Jeg er oppe at ringe … som I sikkert kan fornemme, og smider straks 6 x Thumbs Up. Det er måske en ½ for meget eller for lidt. Jeg er ligeglad. Jeg elsker denne vin. Og til prisen lidt af et røverkøb. Måske ikke, når man tænker på, at det er en Vin de Table … men igen, jeg er ligeglad … og bare glad. Mere af denne vin, tak!

Købt hos Strobel Vinimport, pris 225 kr. Strobel skriver også; Henri Bonneaus magi til menneskepris. Jeg er enig.

Vinanmeldelse 6/7  

2004 Bodegas Vinicola Real, 200 Monges Reserva Selección Especial, Rioja, Spanien

2004 Bodegas Vinicola Real, 200 Monges Reserva Selección Especial, Rioja, SpanienNæste vin … en spanioler fra Rioja, nemlig fra vinhuset Bodegas Vinicola Real, som nok er et relativt ukendt vinhus, og det har på ingen måde opnået samme status som andre af de store spanske bodegaer, men dette kan nok snart vise sig at være historie.

I 2011 har slottet fået imponerende 97 Point i The Wine Advocate af mister Robert Parker for lige præcis denne vin “200 Monges Reserva Especial” 2004, hvilket placerer slottet på en imponerende andenplads over Rioja vine foran kendte vinhuse som Muga og Roda. Alt i alt har slottet fået over 200 international præmieringer for deres fantastiske vine.

Husets seks bedste vine har opnået en gennemsnitlig Parker-rating på 91,7  point – noget intet andet vinhus fra Rioja kan præstere.

Bodegas Vinicola Real blev grundlagt i 1989 af Miguel Ángel Rodríguez i byen Albelda de Iregua, en lille landsby med en bemærkelsesværdig historie, hvis rødder strækker sig langt ud over de middelalderen. Huset er placeret i et gammel munkekloster midt i Rioja området, og består herudover også af et mindre hotel i de gamle klosterbygninger. Vinícola Real blev bygget nær Santa Catalina Kapel, som er den eneste bevarede del af San Martín de Albelda Klosteret. Dette kloster blev grundlagt i 924 e.Kr. og det blev ødelagt på grund af jordskred i Salagona Crag i år 1683.

Bodegas Vinícola Real har 18 hektar egne vinmarker, beplantet med druesorterne Tempranillo, Graciano og Mazuelo samt de hvide druesorter Viura, Malvasia, Garnacha Blanca og Moscatel. I dag ejer huset også 3 andre vingårde, heraf én i Ribero Del Duero.

200 Monges Selección Especial er husets topvin, lavet på 100% Tempranillo med klaser fra den bedste høst fra huset bedste vinmarker, hvor vinstokkene har en gennemsnitlig alder af 46 år. Håndplukkes i 10 kilo kasser og gærer i franske egekar i 10 dage ved en temperatur på 30 grader. Lagrer i nye franske egetræsfade i mindst 18 måneder, efterfulgt af en periode på 20 måneder i flasken.

Duftmæssigt har jeg noteret brombær … i hvert fald mørke bær, lavendel, kanel, chokolade, nellike, ristede toner, urter … rigtig, rigtig flot duft … lover godt. Smagsmæssigt blid og forførende, det er fløjl og vinen starter en smule fed i munden og med stor blidhed. Derefter kommer der bløde tanniner og en fast syre, som går igen i eftersmagen. Det er rigtigt flot vin, og specielt dejlig med en anelse syre til Tempranilloen … det er vildt flot i balance.

Forhandles herhjemme hos D’Wine, men ikke fundet en pris. I England kan vinen købes til omkring 450 kr.

Vinanmeldelse 6/7