Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2005 Domaine René Cacheux et Fils, Vosne Romanée 1’er Cru Les Suchot, Borgogne, Frankrig

2005 Domaine René Cacheux et Fils, Vosne Romanée 1'er Cru Les Suchot, Borgogne, FrankrigAftenens sidste vin … vi sluttede i Bourgogne … godt valg, og endda i Vosne-Romanée, som nok er Bourgognes mest berømte kommune og hjemsted for ikke færre 6 Grand Cru, flere 1’er Cru’er og nogle af de bedste Villages vine. De verdensberømte Grand Cruer er Romanée-Conti, La Romanée, La Tâche, Richebourg, La Grande Rue og Romanée-Saint-Vivant.

Selvsagt ligger også nogle af Bourgognes mest berømte vingårde her, anført at Domaine de la Romanée-Conti. Mange af vinene sælges for astronomiske priser, men man kan stadig finde små familieejede producenter, som laver topkvalitet til overkommelige priser, et sådant Domaine er René Cacheux et Fils.

Domainet er beliggende i hjertet af landsbyen Vosne-Romanée og har været i samme families eje igennem 4 generationer og drives i dag af Gérald Cacheux.

Domænet er grundlagt af François Blee i begyndelsen af ​​sidste århundrede, men det var under sønnen Charles Blee, at vingården langsomt blev et veletableret navn i Vosne-Romanée.

I 1966 overtog Charles’ to døtre vingården, og den ene af pigerne, nemlig Jacqueline Blee blev gift med René Cacheux, som overtog driften af gården, og som domænet også er opkaldt efter i dag. I 2004 kom 4. generation i form af sønnen Gérald Cacheux med i driften, og navnet blev fluks ændret til Domaine René Cacheux et Fils.

I 2005 udvidede man med køb af 2 parceller i Chambolle- Musigny. Der er tale om en meget begrænset produktion, og alt laves af familien selv, fra håndhøstningen af druerne til selve vinifikationen.

Cacheux laver en fremragende “almindelig” Bourgogne på druer fra parceller lige uden for appellationen Vosne-Romanée, samt Vosne-Romanée Village og to af de bedste 1’er Cru’er: Les Beaux-Monts og flagskibet Les Suchots. Og det er netop sidstnævnte vin, som afslutter vores frankofile torsdag. Lavet selvfølgelig på ren Pinot Noir, lagret 18 måneder på 7o% nye franske egetræsfade, resten 1. og 2. års fade.

Duftmæssigt meget grøn med kirsebær, blåbær, jordbær, læder, pelsfrakke og egetoner. Smagen er knastør med kirsebær, mirabeller, ribs og godt med eg … rank med faste tanniner, men jeg finder den knap så indbydende som fx forrige vin fra Mischief and Mayhem. Vinen er cremet, men egen dominerer måske en smule for meget, men godt smager det altså … bestemt en fremragende glas vin.

Købt i Frankrig, men forhandles herhjemme af Philipson Wine, hvor pris for en årgang 2007 er 529,95 kr. ved køb af 12 stk.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2005 Mischief and Mayhem, Aloxe-Corton Premier Cru, Bourgogne, Frankrig

2005 Mischief and Mayhem, Aloxe-Corton Premier Cru, Bourgogne, FrankrigSpilopper og kaos … kan Mischief and Mayhem oversættes til. Det er samtidig titlen på en bog af Elizabeth A. Patterson samt en tegnefilm med Jern Henrik.

Det er imidlertid også navnet på en lille vinhus, som ligger i Aloxe-Corton i Bourgogne. Ikke meget fransk tradition i det navn, men vinene lever imidlertid op til de traditionsrige vine for området.

Mischief and Mayhem – eller M&M som de også selv kalder huset – består af Michael og Fiona Ragg og Michael Twelftree, tre gode venner hvis passion for vin, særligt Bourgogne, inspirerede dem til at starte op med eget set-up i efteråret 2004.

Før dette var Michael Ragg næsten 10 år hos Berry Bros. & Rudd, inden han flyttede til Bourgogne i foråret 2003. Her startede han op som vinkonsulent og winebroker i Aloxe-Corton.

Michael Twelftree er medstifter og samtidig drivkraften bag det Australske vineri Two Hands Wines fra Barossa Valley. Har smagt Pinot Noir derfra, og det er altså også rigtigt godt.

Mischief and Mayhem har et mål – at producere nogle af de bedste vine som Bourgogne kan tilbyde. Veltillavede, elegante og individuelle vine, der hver især repræsenterer både kommune og appellation.

Mange mennesker viger tilbage fra de franske navne, har Michael Ragg fortalt. De har svært ved at udtale dem, så derfor blev vi enige om, at vores lille vinhus skulle hedde noget på engelsk. Min kompagnon foreslog, at vi kaldte det ”Murder and Mayhem” … mord og ødelæggelse. Det er et udtryk, der af og til bruges på engelsk. Men det var nu lidt for drastisk, så vi stoppede ved ”Mischief and Mayhem”.

De to kompagnoner blev også enige om, at de ville skabe etiketter, der var umiddelbart genkendelige, og som konsekvent nævnte druesorter og gav en grundig forklaring om vinen på engelsk – noget som vinfolkene i Bourgogne generelt ikke går særligt meget op i.

Huset ejer ikke selv vinmarker, så det er et negociant firma, og det vigtigste er naturligvis, hvad der tappes i flaskerne. Her er de to Michael’er kræsne, så de har ingen faste aftaler med bestemte vinbønder i Bourgogne, men finder hvert år frem til små og store vinpartier, der lever op til deres krav. Dermed kan deres produktion også svinge meget fra år til år … specielt hvilke vine, som laves i de enkelte år.

Her har vi fat i én af husets topvine fra 2005, en Aloxe-Corton 1’er Cru, og den er lavet fra vinstokke med en gennemsnitsalder på lidt over 45 år, og er høstet fra marker øst og sydvest for den gamle landsby Aloxe-Corton. Vinstokkene står plantet i en blanding af kalksten, jord med god mineral- og jernindhold, lagdelt med småsten.

Vækstsæsonen og høstforhold i 2005 var fremragende. Koncentrationen, balance og modenhed af frugt var alle fremragende. Vinen er lagret 16 måneder på egefade. Der laves kun 1.200 flasker af denne vin årligt.

Duften er også ganske skøn med babybræk (på den gode måde … denne meget animalske duft, som ofte findes i rigtig gode vine), mørke kirsebær, figner, lidt røgede toner, nelliker og svage krydderier. Hmmmm, god start. Smagen er både syrlig, blød … meget let og frisk, godt med fine tanniner, god struktur, god balance og meget ren i smagen. Det smager altså godt … og nok aftenens bedste vin so far. Spændende hus, som jeg ikke er stødt på før.

Købt i Frankrig … herhjemme forhandles vinen hos FineWines.dk … men denne flaske er ikke fundet herhjemme. Et gæt på en pris i Danmark vil være omkring 400 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2003 Domaine Henri Montagny, Pommard 1’er Cru Chanlins Bas, Bourgogne, Frankrig

2003 Domaine Henri Montagny, Pommard 1'er Cru Chanlins Bas, Bourgogne, FrankrigSå kom der Bourgogne på bordet … igen smagt blindt, og ingen problemer med at gætte den. Jeg skød endda også på Pommard, og det var også rigtigt. Vi er hos Domaine Henri Montagny og vinen er en Pommard 1’er Cru Chanlins Bas, dvs. enkeltmark, og her i en årgang 2003 … et af de bedre år i området.

Domaine Henri Montagny er en lille familieejendom på 6,5 hektar, som ligger i Volnay. Ejendommen har i øvrigt tidligere været sommerresidens for hertugerne af Bourgogne, så historisk er den også meget interessant.

Den har i flere generationer været drevet af Montagny familien, og siden 2003  har det været Henry Montagnys børn, Marie-Paule og Jean-Claude Montagny, som har forestået driften.

Udover vinproduktionen er Marie-Paule også produktiv indenfor sin anden lidenskab, nemlig maleriet. Hun maler værker med blomster, vingårde, landskaber, landsbyer. Herudover laver hun dekoration til vinetiketter. Vil gætte på, at det også er Marie-Paule, som har tegnet etiketten til denne vin … med den flotte skål og vinbladene. Men det er kun et gæt.

Høsten sker manuel og vinfremstillingen er helt traditionelt. Ellers findes der ikke meget information på nettet om vingården i øvrigt.

Vi har her i glasset en Pommard 1’er Cru fra marken Chanlins Bas, som er én blandt i alt 28 marker, som er kategoriseret som værende 1’er Cru marker. Jeg gættede Pommard ud fra kraften og farven i vinen, en tak mørkere end Bourgogne vine normalt, og det afsløres også i glasset.

Farven er fortsat teglfarvet … men nok lidt mørkere tegl. Holdes vinen op mod et hvidt stykke papir afsløres alderen ved brunlige nuancer i kanten af glasset. Duften er en smule indelukket med kælder … næsten muggen kælder, hindbær, violer … og så lidt syre.

Smagen er unægtelig Bourgogne, stram med bitre kirsebær, godt med syre og tannin, mere “bulder” end normalt, men det er nok Pommard-kraften, der slår igennem. Måske en anelse indelukket i smagen også.

Købt hos producenten, pris ukendt. Har fundet en årgang 2009 på nettet, den koster 30,70€.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Champagne Deutz, Brut Classic, Champagne, Frankrig

N.V. Champagne Deutz, Brut Classic, Champagne, FrankrigFransk aften hos Max … fuldstændig frankofil, men skønne vine. Vi startede flot med et glas champagne fra det kendte champagnehus Deutz. Deres helt klassiske Brut Classic … en Non Vintage, lavet på 34% Chardonnay, 33% Pinot Noir samt 33% Pinot Meunier.

Champagne Deutz hed oprindeligt Deutz & Geldermann. og huset er grundlagt af William Deutz og Pierre-Hubert Geldermann i 1838 i byen Aÿ i Champagne. William og Pierre-Hubert lagde fra starten en linje, hvor kvaliteten var det primære, en linje, der siden er blevet fulgt op af André Lallier, oldebarn af William Deutz.

Således har Deutz, siden grundlæggelsen af “Syndicat des Grandes Marques de Champagne” i 1882, været et aktivt medlem af denne eksklusive organisation bestående af de 20 bedste huse, kendt for deres kvalitet i både Frankrig og resten af verden, hvor der nydes luksuschampagner.

Samtlige vine produceres med største omhu. Alle champagner produceres f.eks. udelukkende af most fra første pres. Huset Deutz nægter at indføre masseproduktionsmetoder, idet man anser dem for uforenelige med det traditionelle håndværk, der er nødvendigt til fremstilling af store champagner.

Med Louis Roederers overtagelse af Maison Deutz i 1993 fik man tilført den nødvendige kapital, der sikrer, at man til stadighed kan lave Champagne af en kvalitet, der retfærdiggør Deutz’ position blandt de allerbedste huse i Champagne. I dag ledes champagnehuset af Fabrice Rosset.

Dejlig kold og boblende … lige hvad man havde brug for sådan en torsdag aften. Hmmmmm. Duften er syrlige, gule æbler og modne pærer i skøn forening, lidt toast aroma blander sig i legen sammen med mandler, marcipan og blomster.

Meget forfriskende … og lige så smagen med skøn syre, bobler som ikke bliver for irriterende, lidt sødme i eftersmagen og igen lidt toast. Fantastisk god champagne. Jeg drikker ikke meget champagne, men dette er fandme godt.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor prisen er 330 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2008 Johner Estate, Pinot Noir, Wairarapa, New Zealand

2008 Johner Estate, Pinot Noir, Wairarapa, New ZealandOnsdagens næste vin var en gammel kending, nemlig Weingut Karl Heinz Johner som laver vine i Kaiserstuhl i Tyskland samt i New Zealand … her kaldes det bare Johner Estate. Jeg har tidligere her på bloggen skrevet om flere af vinene, bl.a. hans 2008 Pinot Noir Gladstone, hans 2009 Blauer Spätburgunder fra Baden og en 2011 Weisser Burgunder & Chardonnay også fra Baden.

Vingården i Tyskland er grundlagt i 1985, hvor Karl Heinz Johner og konen Irene slog sig ned efter ti år i udlandet. Årsagen til, at det lige blev i Bischoffingen i Kaiserstuhl skyldes, at det var Irenes hjemby, så hvad var mere naturligt end at slå sig ned der? Karl Heinz havde en idé om at lave vine i stil med Borgogne, fulde af magt og alligevel med enestående elegance, og det man ikke er langt fra Framkrig, så gik han i gang. I dag er Johner én af de mest berømte vingårde i Tyskland og Karl Heinz en af de mest respekterede vinmagere.

Johner ejer 17 hektar vinmarker, alle i og omkring Bischoffingen. Vinmarker tilplantet med mange forskellige sorter afhængig af jordbunden og placeringen. Ejer Steinbuck og Enselberg markerne. Johner producere sine druer og vine på en meget professionel måde. Alle Johners vinstokke i Tyskland gror i vulkans jordbund og er over 30 år gamle. Intens optimering af vinplanterne inklusiv reduktion af blade og grøn høst giver druer af høj kvalitet. Til alle røde druesorter benyttes små træfade. Der produceres 80.000 flasker årligt.

I 1998 er Karl Heniz Johner også begyndt at arbejde i Wairarapa regionen i New Zealand. Oprindeligt var det i et partnerskab med tredie partner, men pga. uoverensstemmelse trak Karl Heinz og sønnen sig ud og begyndte igen i 2000 med Johner Estate, baseret på 12 hektar vinmarker i Gladstone sub-regionen i Wairarapa, heraf er de 8 hektar pinot noir, hvilket også fortæller lidt om Johners primære interesse. Første udgivelse var 2002.

I dag passer Karl Heniz Johner primært vingården i New Zealand, mens Patrick Johner driver den tyske del.

På Johner Estate i New Zealand laves der forskellige Pinot Noir, og denne Pinot Noir Wairarapa er Johners entry level Pinot Noir fra New Zealand, mens Pinot Noir Gladstone er storesøsteren.

Duftmæssigt er vinen dejlig animalsk … nærmest hestestald eller kostald, og derudover er der hindbær, mere sødme end sidste vin, hvilket passer meget godt med New Zealand (jeg gættede da også både land og drue) samt sluttelig lidt svag kanel. Smagen lidt i samme boldgade, fin, blød, hindbær, blide syre og en smule mere rund end den tyske. Slutter af med svage grønne noter. Skøn vin … knap så intens som jeg husker Johners Gladstone.

Forhandles hos Vinbutikken.dk, hvor prisen pt. er 80,10 kr., og det er en god pris for en skøn vin.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2007 Weingut Kurt Hain, Spätburgunder No. 1, Mosel, Tyskland

2007 Weingut Kurt Hain, Spätburgunder No. 1, Mosel, TysklandTysk Pinot … Spätburgunder … her er jeg på hjemmebane, så at gætte drue og land var ingen problem, for vi er i Tyskland, helt præcis i den lille by Piesport i Mosel, hvor vi finder den lille producent Kurt Hain.

Hain familien har lavet vine siden det 17. århundrede, og vingården er beliggende i Piesport’s bedste område i Goldtröpfchen og Domherr. Han besidder en stor del af den legendariske Goldtröpchen-mark, hvorfra han laver både Auslese, Spätlese samt tørre vine. Også fra Domherr-marken laver han fantastisk Auslese og Trocken.

I dag drives vingården, hotellet “Piesporter Goldtröpfchen” samt tilhørende restaurant af nyeste generation af Hain’erne, nemlig Gernot Hain og hustruen Susanne. Gernot overtog driften i 1988 og har med sin unikke passion og kompetence skaffet sig den internationale kræsne vinpresses opmærksomhed.

Vinskribenten Hugh Johnson beskriver Hain som “The most talented young wine producer on the Mosel.” Hain er også en traditionel producent med høj kvalitetsstandard. Hain blev fx vinder af ”Riesling Grand Prix” i 2006.

Det er primært de hvide vine, som præger produktionen. Der laves selvfølgelig masser af Riesling i alle afskygninger fra Trocken, Auslese, Beerenauslese, Trockenbeerenauslese, ja selv Eiswein, men herudover laver Hain også Rivaner, Weißer Burgunder samt en Sekt på Riesling. For nylig er Gernot Hain også begyndt at lave rødvin på Spätburgunder … nemlig denne No. 1. Nummer Eins, så lad os smage, om den også er en éner.

Duftmæssigt dejlig animalsk kostald, den lidt søde af slagsen, som straks indikerer den tyske oprindelse, og herudover hindbær, gazebind, grønne blade og svagt krydret. Smagen er også let krydret med hindbær, blide tanniner, grønne toner og god syre. Det smager godt … også selv om det alene er onsdag … og ikke fredag. Dejlig vin fra en spændende producent.

Hain forhandles herhjemme af Fionia Vin, som umiddelbart kun fører Riesling vinene. I Tyskland koster vinen ca. 13,60€.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2007 Domaine Laleure-Piot, Pernand-Vergelesses 1er Cru Les Vergelesses, Bourgogne, Frankrig

2007 Domaine Laleure-Piot, Pernand-Vergelesses 1er Cru Les Vergelesses, Bourgogne, FrankrigLørdagens sidste vin, igen Bourgogne … vinhuset Domaine Laleure-Piot og en Premier Cru vin, Pernand-Vergelesses. Domaine Laleure-Piot ligger i Beaune, men har deres kældre i Pernand-Vergelesses, som er en appellation, der ligger i den nordlige del af Côte de Beaune i Bourgogne.

Jorden består af en blanding af kalksten og mergel ler over en hård kalksten base. I denne appellation produceres der både rød og hvid vin. Rødvinene i Pernand-Vergelesses er stærke og full-bodied med røde bær og brombær smag og hints af krydderier og en pænt grad af kompleksitet.

Familien Laleure-Piot har dyrket vin her i mere end 300 år, og det er nu 5. generation Frédéric Laleure, der ejer det meget velplejede domaine. Der er godt 10 hektar, og ikke mindre end 15 forskellige appellationer. Markernes gennemsitsalder er 30 år og al høst sker manuelt.

Efter høsten sorteres druerne omhyggeligt. Efter nogle få dages kold maceration, der sikrer det bedste af frugt og friskhed begynder den langsommere rolige gæring, der fuldender arbejdet og skaber den dybe farve. Herefter fyldes denne nektar til modning i 12 måneder på udvalgte fade fra det centrale Frankrig og Nevers. 35% af fadene skiftes hvert år.

Der findes alene én Grand Cru vinmark i Pernand-Vergelesses og det er Corton-Charlemagne, hvorfra der alene laves hvidvin. Derudover findes der 10 Premier Cru vinmarker til rød-og hvidvin i Pernand-Vergelesses, og Les Vergelesses – som leverer druerne til denne vin – er én af markerne.

Duftmæssigt er her lade, kostald … godt animalsk udtryk … hmmmm, der er syre, hindbær, jern og mineraler. Smagen er meget frugtrig, mineralsk med ristede mandler, grus … men også meget blød og klar/ren i udtrykket.

Købt hos Jysk Vin, pris 299 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2011 Carmel Road Winery, Monterey Pinot Noir, Californien, USA

2011 Carmel Road Winery, Monterey Pinot Noir, Californien, USAPinot Noir igen, denne gang i form af en Monterey Pinot Noir fra vinhuset Carmel Road Winery, som ligger ved byen Soledad i hjertet af Monterey County i Californien. Klimaet er under indflydelse af det kølige vand i Stillehavet tæt ved. De moderate temperaturer og den megen blæst er godt til dyrkning af Chardonnay og Pinot Noir … netop de to vine, som Carmel Road Winery har specialiseret sig i.

Carmel Road Winery eksisteret siden 1997.  Fra starten var målet at lave håndlavede vine, der kunne vise det unikke i Monterey County. Siden den første årgang er landbrugsmetoderne og vinfremstillingen blevet finjusteret for at skabe rene, harmoniske, intenst-smagende vine. Denne proces udvikles fortsat.

Alle druer høstes med håndkraft, og for at få perfekt modne druer høstes der i flere omgange. Gæringen foretages med en kombination af vildgær og industrielt fremstillet gær.

Det meste af Chardonnay bliver fadgæret. En lille del gæres på ståltanke for at give vinen mere struktur og en frisk frugtkarakter. Pinot Noir gæres i åbne tanke eller åbne fade, og det hele lagres efterfølgende på primært franske barrique, der er toasted i forskellige grader.

Det betyder, at vinmageren til sidst har op mod 110 forskellige varianter, et helt symfoniorkester, som han kan bruge til de endelige blandinger. Og husets vinmager er Ivan Giotenov, som stammer fra Bulgarien, hvor hans familie gennem generationer har dyrket vin.  Efter sin uddannelse arbejdede Ivan for en række vingårde i Bulgarien, Australien og Californiens Sierra Foothills. Han kom Carmel Road i 1999, først som ønolog, og derefter assisterende vinmager for den daværende vinmager Dan Kleck og nu som ansvarlig vinmager.

Vinen er ren Pinot Noir (måske 1% Chardonnay), kommer fra husets 3 marker Panorama, Rincon and Clarck og 92% af vinen lagrer 6 måneder på fransk eg.

Duftmæssigt en jordbærnæse, creme fraiche og en smule jord. Vinen er ikke så animalsk som dens mange europæiske søstre. Smagen er blød, lidt kraftigere end europæiske vin, næsten lidt solbær, sødme og nødder. Fin vin.

Købt hos Jysk Vin, pris 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2009 Domaine Roux Père & Fils, Chambolle-Musigny, Bourgogne, Frankrig

2009 Domaine Roux Père & Fils, Chambolle-Musigny, Bourgogne, FrankrigEndnu en vin fra vores vinmaraton i lørdags … fedt med et lille maraton. når nu man har en fiber og ikke kan komme ud på stier/veje og løbe selv. Det har måske ikke samme effekt … men lige præcis dét tænkte vi ikke på, da vi smagte denne Chambolle-Musigny fra Domaine Roux Père & Fils.

Domaine Roux Pere et Fils er en familiedrevet vingård, som  ligger ved bjergene i Saint-Aubin i den sydlige ende af Cote d’Or i Bourgogne. Familien har produceret vin helt tilbage til 1855, men historien om domænet begynder først rigtigt i 1943, da Marcel Roux besluttede at over far Fernands 4 hektar med vinstokke og hengive sig til vin.

Da hans ældste søn Christian i 1975 overtager driften er gården allerede på 30 hektar, og familievirksomheden vokser løbende, bl.a. med følgeskab af sine brødre , Régis i 1980 og Emmanuel i 1995. I 1977 investerer familien i rustfrit stål udstyr til vinfremstilling og indsatsen i vinmarkerne forbedres.

I 1990 opfører brødrene også en ny vingård uden for Saint-Aubin på et sted kaldet “Charmeaux”. Den nye vingård skal opfylde et stigende produktionskrav, og det betyder også, at vinkælderen – som før husede 300 tønder – udvides med en moderne kælder, der kan rumme yderligere 1.200 tønder.

I dag drives vingården af den næste generation. nemlig af Sébastien og Matthieu Roux, som i dag – sammen med far Christian – driver 65 hektar vinmarker fordelt på Côte de Beaune, Côte de Nuits og Côte Chalonnaise … hvilket gør, at Domaine Roux Père & Fils hører til blandt ​​de top 10 største jordejere i Côte d’ Or i Frankrig.

Druerne til denne Chambolle-Musigny høstes manuelt og den første gæring finder sted i temperaturkontrollerede ståltanke over en periode på 15 dage. Andergæringen sker på egefade, hvoraf 30-35% er nye. Den efterfølgende fadlagring strækker sig over 15-18 måneder inden aftapning på flaske. Chambolle-Musigny er den af rødvinene fra Côte de Nuits, der betragtes som den mest af feminine. Den udtrykker sin intensitet og delikate finesse med stor elegance.

Der laves to Chambolle-Musigny hos Domaine Roux Père & Fils, en “almindelig” og en 1er Cru “Les Charmes”, og dette er den almindelige. Lad os fluks smage vinen.

I glasset dejlig lys, næsten transparent teglfarve. Pinot? Ja, duft er animalsk med hestestald, lidt brændt jord, hindbær, lakrids, selleri, hvid peber og grønne toner. Smagen er lyserøde bær, hindbær, hø-toner, grønne toner, mineralitet, god garvesyre … men alt meget silkeblødt med en lidt bitter eftersmag. Dejlig vin … selvom den havde det lidt svært efter en svulstig og sød Zinfandel. Det gik, og dejlig med Pinot Noir i glasset. Elsker den drue.

Købt hos Jysk Vin, pris 298 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Weingut Trapp & Sohn, Rüdesheimer Klosterberg Spätburgunder Feinherb, Rheingau, Tyskland

2012 Weingut Trapp & Sohn, Rüdesheimer Klosterberg Spätburgunder Feinherb, Rheingau, TysklandHmmmm, Spätburgunder … og så på en lørdag! Vinen er fra et lille familie vinbrug, Weingut Trapp & Sohn, og det ligger i Rüdesheim i det smukke Rheingau. Vingården ligger i nærheden af klosteret “Abtei St. Hildegard”, og familien Trapp ejer i alt 7 hektar vinmarker ved Rüdesheim, Assmannshausen og Geisenheim, herunder bl.a. en del af den kendte “Rheinsteig” vinmark.

Vingården er i dag drevet af 3. generation af Trapp familien, nemlig Michael Trapp, som efter afsluttet uddannelse som vinmager på Schloss Vollrads, har fortsat driften på vingården.

Vingården er nemlig grundlagt af Michaels farfar Heinz Trapp. Han havde en stor kærlighed til vin og til naturen, og han begyndte at dyrke de første marker som ren hobby. Det var imidlertid Michaels far (og dermed Heinz’ søn) Martin Trapp, som fik ændret hobbyvirksomheden til en veldrevet vingård, som familien kunne leve af.

Hos Trapp dyrker man alene 2 druesorter, Riesling og Spätburgunder, og det er Riesling vinene, som der laves flest af. Fra Spätburgunder laves der en Weißherbst og så to røde, nemlig en “trocken” og så denne “feinherb”, dvs. næsten halvsød. Det er vine i den billige ende, f.eks. koster billigste Riesling 4,30€ på gården … og denne Spätburgunder Feinherb 6,00€. Dyreste vin er husets Riesling Auslese, som koster 10,00€.

Alle husets Rieslinger modnes hovedsageligt i rustfri ståltanke, mens de røde vine modnes i egetræsfade.

Nå, men lad os smage vinen. Feinherb og Spätburgunder klinger ikke umiddelbart gode i mine ører. Duften er overraskende stram med grene, grønne blade og et strejf af vanilje. Smagen er en smule akavet, en fortsat grøn tone kombineret med sødme … lidt en underlig kombination. Derefter har jeg noteret mig lidt hindbær, jordbær og en anelse kanel? Ikke en dårlig vin, men heller ikke en fantastisk vin. What You Pay Is ….

Jesper havde købt den i Rüdesheim i sommer til omkring 10€.

Vinanmeldelse 2,5/7