For sulin havde jeg nær sagt … mer’ Barbera, men nu har vi sgu skruet op for volumenknappen med denne Sulin 2015 Barbera del Monferrato Superiore Ornella.
Druerne til vinen kommer selvfølgelig fra Ornella marken, som er en af Sulins bedste marker, hvor Barbera stokkene er plantet i 2000, 2003 og 2005. Vinen er lavet med almindelig alkoholisk gæring i rustfrie ståltanke, hvorefter vinen er lagret 18 måneder i 500 liter egefade og så yderligere 8-10 måneder på flaske. Vinen laves samtidig kun i de allerbedste år.
Nu snakker vi … fuck det dufter godt og i en helt anden liga end alle de foregående vine. Havde jeg duftet vinen blindt, så havde jeg ikke umiddelbart gættet på, at det var Barbera. Næsen vibrerer allerede ved første snif … blød, moden og dyb frugt. Der er først en lidt svagt parfumeret note … lidt mellem blomster og en lidt moskusagtig parfume.
Der er blød frugt, blommer, søde kirsebær, lidt røg og noter fra sødbrændte fade, fed balsamicoeddike, svagt lidt vanilje, kanel, lakrids og mælkechokolade.
Smagen er lækker blød … med en let, elegant og fin, sart frugt, meget delikat. Vinen har klart en fin piemontisk slagside, men er langt lettere end de meste Barbera, som jeg har smagt tidligere.
Det er utrolig fint, hvor let og elegant, som denne Barbera del Monferrato Superiore Ornella smager. Syren er moden, let og fin, næsten Nebbiolo fin, mens tanninerne bestemt er til stede, men også lette og fint integreret i vinen.
Det er en lille Barbera perle af en vin.
Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, hvor en flaske koster 139 kr., hvilket faktisk er en rigtig billig pris.