2023 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, Frankrig

2023 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, FrankrigJeg har før smagt denne fine Limoux vin Chardonnay Etoile fra Domaine Bégude – både i årgang 2021 og 2022 – men nu smager jeg den så i nyeste årgang 2023 … og den er fortsat lækker.

Chardonnay Etoile er lavet på 100% Chardonnay druer fra marker i 305 meters højde og høstet med et udbytte på  30 hektoliter pr. hektar i slutningen af september måned.

Efter høsten er druerne omgående presset, hvorefter gæringen er sket i 600 liters demi-muids og foudres egefade alene med druernes egne naturlige gærceller. Vinen har også lagret i fadene 8-9 måneder inden den så aftappes på flaske.

Duftmæssigt kan mærker man lidt kridtet eller kalket mineralitet, men ellers er duften landlig, animalsk med lidt bio-fedme, ensilage, grønne noter, bagt ost og en frugt af stikkelsbær, kvæde, pærer samt en saftig honningmelon. Derudover kommer faglagringen frem med noget smørfedme, butterdej, brunet smør, arme riddere og lidt hasselnøder … lidt mere tyngde i duften end hos 2022’eren.

Smagsmæssigt er vinen utrolig cremet, blød, bred, fyldig og røget med både hvid peber og frugt af fersken, melon, ananas, pærer samt syltet, saltet grape og grillet lemon. Det giver et maskulint udtryk og et kraftigt, højintenst bid … meget lækkert. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 170 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Domaine Jean-Charles Rion, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Jean-Charles Rion, Bourgogne Aligoté, Bourgogne, FrankrigAligoté kaldes ofte Bourgognes grimme ælling, der diskret står i skammekrogen og oftest i skyggen af Chardonnay. Nu smager jeg så 2022 Bourgogne Aligoté fra Domaine Jean-Charles Rion i den lille by Premeaux-Prissey i Bourgogne.

Vinhuset drives af vinmageren Jean-Charles Rion, som startede Domaine Jean-Charles Rion i 1995 efter sin vinuddannelse på først vinskolen i Beaune og efterfølgende Jules Guyot Institute i Dijon og læreår hos sin onkel på Domaine Daniel Rion.

Han havde oprindelig kun 1 hektar marker Prémeaux-Prissey, men har senere overtaget yderligere marker fra sine forældre Olivier og Anne Marie Rions, således han i dag har 6 hektar.

Jeg har tidligere smagt vin fra Daniel Rion … bl.a. under en smagning på Restaurant ET, hvor 3 vinhuse fra Bourgogne var repræsenteret og fra Daniel Rion & Fils var det Daniels søster Pascale, hvilket så altså må være Jean-Charles Rions moster … eller faster.

Tilgangen hos Jean-Charles Rion er er hands on i marken og på sorteringsbordet og modsat lige så meget hands-off i kælderen, hvor gæring på rustfri stålfade og fjorten dages maceration giver saftige, vibrerende vine, der kun laves med druer fra egne marker.

Bourgogne Aligoté er lavet med gøring i åbne rustfri stålkar ved kontrollerede temperaturer … og – som vidt jeg kan se – er vinen også blot lagret i ståltanke for at sikre så stor friskhed som muligt.

Duften er frisk og grøn, som et bundt grønne krydderturer, der man har presset alt saften ud af. Der er basilikum, estragon, persille og en frugt af surbitre pigeonæbler, fersken og grønne pærer.

Smagen er utrolig blød, cremet med masser af hvid frugt, fersken, pærer og gule æbler, noget hvid peber og et bundt gule citroner … fås de i andre farver? 🙂  Der er noget lethed over vinen, blomstret og feminint elegant, en kalket mineralitet og fin elegance. 92 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 160 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7   

2022 Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Millésimé Blanc Brut, Bourgogne, Frankrig

2022 Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne Millésimé Blanc Brut, Bourgogne, FrankrigVeuve Ambal er et af de vinhuse. der laver fantastiske Crémant de Bourgogne vine. Nu smager jeg atter en Crémant derfra og det endda en årgangscrémant i form af deres 2022 Crémant de Bourgogne Millésimé Blanc Brut.

Jeg har efterhånden smagt en del Crémant de Bourgogner fra Veuve Ambal, men de har alle været Non Vintage, men denne gang er det første gang en årgangsvin, en Crémant de Bourgogne fra årgang 2022. De Non Vintage vine jeg før har smagt fra huset, er disse 6 forskellige:

Denne Crémant de Bourgogne Millésimé Blanc Brut 2018 er lavet på de 4 druesorter Pinot Noir, Chardonnay, Aligoté og Gamay og alle fra samme årgang. Kun den mest delikate most, fra de bedste partier, finder vej til vinen. Gæring er helt traditionel og andengæringen er sket på flaske med 18 måneders lagring sur lie i kælderen.

Duftmæssigt kan du godt finde skabet frem … for duften sidder sgu lige i det, men inden du opdager dette, så overraskes du af en meget gul farve i glasset … de røde druers påvirkning kan virkelig ses. Vi er på et ekstremt højt niveau, hvor duften både er balanceret og inderlig med en omgang nødder, lidt oksefond, butterdej, croissanter, modellervoks og en moden frugt. Der er fersken, tørrede abrikoser, hyben, brunet smør og dufter bare som en ægte ældre årgangschampagne.

I munden er brusset voldsomt … og straks mærker du, at tørheden og syrligheden er behersket, men i stedet er der pænt med sødme, Bruset emmer langsomt ud og efterlader dig med modne æbler, sødbitre pigeonæbler, pærer og kandiseret lemon. Alt er afdæmpet, roligt, blidt og blødt … til tilbudsprisen er det en no-brainer. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2021 Weingut Alexander Laible, Weißer Burgunder Chara ★★★, Baden, Tyskland

2021 Weingut Alexander Laible, Weißer Burgunder Chara ★★★, Baden, TysklandDet er ikke mange dage siden, at jeg smagte en møgsexet Riesling Chara ★★★ 2021 fra Weingut Alexander Laible. Nu er det ved at være weekend og tid til noget selvforkælelse, så nu smager jeg så søsteren Weißer Burgunder Chara ★★★ i samme årgang.

Som med søstervinen er alle Pinot Blanc aka Weißer Burgunder druerne høstet med håndkraft, så sorteret i marken og igen inden presningen.

Gæringen er sket spontant alene med druernes egne gærceller i egetræfade og der er vinen også lagret en periode efter endt gæring og så har den 5,3 gram restsukker pr. liter.

Som søstervinen er der skruet godt op på volumenknappen, så den ellers noget anonyme Pinot Blanc drue får godt med sul på kroppen i form af en olieret og fed overfrakke med eksotisk frugter som pærer, ananas, papaya og honningmelon. Der kommer også lidt citrus, men citronerne virker syltede, kraftige og sødsure.

I munden virker vinen let perlende … har godt med cremelækker krop, sul på sidebenene. De tropiske vinde blæser også i din mund med papaya, ananas, dåsepærer og kandiseret lemon … det smager fandeme godt og smører din sjæl hele vejen gennem systemet. Den er ikke helt på niveau med Riesling Chara, men det er sgu tæt på. Det er vin til nydelse og den saftige og læskende flaske er hurtig væk. 94 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 214 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Clos St. Antonin, Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2021 Clos St. Antonin, Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigNår vi nu er i Rhône, så lad os smage endnu en vin derfra og det blev denne 2021 Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages fra vinhuset Clos St. Antonin, der ligger i den sydlige del af byen Courthézon.

Clos St. Antonin er et nyere vinhus grundlagt i 2014, da Isabelle Sabon-Roulan og Aimé Sabon fra det kendte Domaine de la Janasse købte en ældre gård og vinmarker i Jonquières.

Ejendommen er reelt et provencalsk bondehus fra det 18. århundrede … altså tilbage fra napoleonstiden og da en inskription på facaden af den gamle bygning fortalte, at her blev Sankt Antonin født, så var navnet selvfølgelig indlysende.

Ifølge pålidelige kilder, så skyldes købet af vingården, at Sabon familien gør klar til en deling af deres vinhus mellem de to søskende Isabelle og Christophe Sabon.

Dermed ligger det i kortene, at det er Isabelle, som skal overtage  Clos St. Antonin og hun er da også uddannet ønolog fra fakultetet i Toulouse og har sammen med hendes bror omkring 20 års erfaring med at drive Domaine de la Janasse.

Efter købet har Clos St. Antonin da også overtaget nogle af Domaine de la Janasses marker, således vinhuset sammen med markerne fra købet af Clos St. Antonin har 15 hektar vinmarker. Man har således overtaget parceller på fine marker som La Crau og Font du Loup i Châteauneuf-du-Pape fra Domaine de la Janasse.

Da der endnu ikke er etableret et moderne vineri på Clos St. Antonin, så vil vinene fra Jonquières blive fremstillet på Domaine de la Janasse, som også i starten vil stå for fælles markedsføring.

Den første årgang med Clos St Antonin navnet var 2015, men nu har jeg altså smagt en nyere 2021Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages, som netop er lavet med druer fra nogle af de marker, som altid har tilhørt  Clos St Antonin på  den sydlige del af Plan de Dieu mellem Vacqueyras og Cairanne … tæt ved grænsen til Châteauneuf-du-Pape.

Plan de Dieu Côtes du Rhône Villages er lavet på 50% Grenache, 25% Mourvèdre og 25% Syrah. Efter høst afstilket 90% af druerne, hvorefter gæring og maceration sker over 25 dage med en daglig overpumpning og pigeage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder … Grenache lagres på foudres, mens Syrah og Mouvèdre lagres på barriques.

Duftmæssigt er der lidt Janasse over vinen … har denne mørke, våde, og dybe aroma, hvor der også er skrald på fadnoterne. Der er derfor både tobak, lakrids, mørk chokolade, kaffebønner og blæk, mens den har en frugt med sorte kirsebær, brombær og hindbær. Der er ikke så mange rhôneagtige krydderier … snarere lidt umami, skovbund, efterårsblade, sorte oliven og timian over duften.

Smagsmæssigt er det også et lille kraftværk og man får helt lyst til at løbe ud på badeværelset for at se, om munden også er helt sort. Der er tør engelsk lakrids, saltlakrids, peber og en mørk frugt af solbær og brombær, mens tanninerne er tørre, stærke, ætsende og vilde … men for pokker, hvor får du meget Côtes du Rhône Villages for pengene. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Domaine Alary, La Gerbaude Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2022 Domaine Alary, La Gerbaude Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigDomaine Alary ligger 1-2 kilometer sydøst for Cairanne by på vejen mod Rasteau i området La Garrigue og det er derfra, at jeg nu smager en 2022 La Gerbaude Côtes du Rhône

Huset har jeg skrevet om før … og denne La Gerbaude Côtes du Rhône har jeg også smagt før i både årgang 2021 og 2019.

Det er en vin, der er et mix af Grenache, Syrah og Carignan, hvor de to første sorter kommer fra 40 år gamle vinstokke på marken Les Garrique i Cairanne, mens alle Carignan druerne er fra 50 år gamle stokke på marken Saint-Cécile-les-Vignes.

Alle druer plukkes udelukkende med håndkraft, så der foregår både sortering af drueklaserne i marken og siden også ved ankomsten til vineriet. Alle druer afstilkes inden vinificationen, som foregår over 15-18 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret på store, gamle cementtanke.

Duftmæssigt er der fra starten fede, kraftige og mørke dufte, godt med urter, garriques og krydderbuske. Frugten er lettere jammy og marmeladefed, men det er med til at give denne kraftige, fede, lækre og intense aroma. Der er tør engelsk lakrids, saltlakrids, mørkbitter chokolade, brombær, sure kirsebær og balsamiske syre.

Smagen er enestående … højintens, frugtrig og samtidig syrerig, masser af frugt med brombær, kirsebær og ribs. Der er både engelsk lakrids, peber, blæk samt stor tørhed. Du får lidt et kinderæg med 3 ting, kraft og masser af bundtræk, mørk og intens frugt og sidst en livlig, levende og fin syre … tanniner er der også, men de er mest frugtrige og godt integrerede … 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Ramón do Casar, Treixadura, Galicien, Spanien

2023 Ramón do Casar, Treixadura, Galicien, SpanienRamón do Casar ligger gemt godt af vejen i Ourense provinsen i den lille by O Prado helt tæt på floden Miño i Galicien, men det er derfra,  at jeg nu smager denne  2023 Treixadura.

Vinhuset Ramón do Casar er grundlagt i år 2000 af de tre González Sabucedo brødre, som vendte tilbage til Spanien fra Venezuela, som deres far Ramón do Casar måtte flytte til i 1950’erne grundet den økonomiske situation i Spanien under Francos ledelse.

Dengang havde faderen forladt familiens vingård ved floden Miño, og nu kunne brødrene så sikre, at faderen kunne vende tilbage til området, hvor vinhuset nu har 8 hektar vinmarker, hvor familien dyrker druesorterne Treixadura, Albariño og Godello.

Til at forestå produktionen af vinene har familien hyret den unge vinmager Pablo Estévez, som samlet laver omkring 5 forskellige hvidvine, herunder altså også denne Treixadura.

Og alle vinene fra vingården bærer til ære og respekt for gamle Ramón i dag fotografier fra den berømte fotograf Alberto Marti, som fotograferede de mange spanske immigranter på havnene i Vigo og Coruña, inden de drog af sted til Sydamerika.

Treixadura kendes under navnet Trajadura, for det er nemlig en portugisisk druesort, der primært dyrkes i Vinho Verde vinregionen i det nordøstlige Portugal … og netop også i appellationerne Ribeiro og Rías Baixas i Galicien i Spanien.

Det er primært en blandingsdrue, som giver krop og lette lemon noter til vinene. Oftest er druen blandet med Loureiro og Alvarinho i Rías Baixas, mens den i Ribeiro ofte blandes med sorterne Torrontés og Lado … men her har vi den altså i reneste form helt solo.

Høst sker manuelt, hvorefter druerne selekteres. Derefter bliver druerne afstilket og knust gennem en kuldeveksler efterfulgt af blid presning. Vinen gærer herefter i rustfrie ståltanke ved kontrolleret temperatur og lagrer også i ståltankene og efter aftapning også en kort periode på flaske inden frigivelse.

Så for pokker … stor fed næse, der er erotisk og eksotisk med en næsten condrieuagtig olieret fedme. Der er som hos Condrieu røde vingummibamser, mango, ananas, fersken og dåsepærer. Der er også nogle syltede eller grillede citroner. Den har en vidunderlig, kraftig og dyb intensitet, maskulin syre, et bredt smil og søde krydderier.

Smagen er lidt som duften … bred, lystig og koncentreret … det er kryokoncencentreret æblemost og multifrugtjuice, melon, æbler og syltede citroner og lidt hybenrose og blomster. Det er cremet, blødt, fedt og med en maskulin syre, der samtidig også er mild. Det giver en stor og fyldig smag … bedårende, betagende, beundringsværdig og grandios … elsker den, så 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Weingut Spindler Lindenhof, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2021 Weingut Spindler Lindenhof, Spätburgunder, Pfalz, TysklandVi har før smagt vine fra Weingut Spindler Lindenhof, der helt passende ligger på Weinstraße i den lille by Forst vel omkring 20 kilometer svag sydvest for Mannheim i Pfalz. Nu smager jeg så hans røde Gutswein … en 2021 Spätburgunder.

Spindler Lindenhof er grundlagt i 1895, hvor Eugen Spindler købte en vingård, der tidligere havde været statsejet. Den statsejede vingård blev solgt i 3 dele, hvor Eugen overtog en del, men også selve vingården på den gamle  brostenbelagte hovedgade midt i Forst… en gammel bygning opført i midten af det 19. århundrede med smukke hvælvede kældre.

Spindler familien stammede oprindeligt fra Bourgogne og havde inden overtagelse af vingården i Forst også selv været involveret i vinproduktion i Mittelhaardt siden 1620. Den købte vingård blev hurtigt kaldt Lindenhof  … efter to lindetræer, som Eugen Spindler havde plantet efter fødslen af hans to sønner i 1902 og 1904.

Siden 1992 har Weingut Lindenhof aka Spindler Lindenhof været drevet af Timo Spindler, som er 3. generation på vingården, som han overtog fra sin far Peter, der fortsat er medejer.

Timo har samlet 11 hektar vinmarker. Den vigtigste – og største – vinmark klart er Deidesheimer Langenmorgen. Derudover er der parceller på Forster Ungeheuer, Musenhang, Jesuitengarten, Ruppertsberger Hoheburg, Deidesheimer Leinhöhle og Herrgottsacker.

Spindler Lindenhof laver alene 2 Spätburgunder vine … denne basisvin aka  Gutswein og en Deidesheimer Herrgottsacker. Der er der ikke mange oplysninger om produktionen, men efter gæringen er vinen lagret en periode på store Stückfass. Vinen har 5,6 gram restsukker pr. liter.

Man bliver glad, når man dufter til vinen … sødlig hestestald, let, lys og animalsk saft, friske lyserøde bær, jordbær, kirsebær, hindbær og tranebær …. derudover lidt træ og sødlige noter af røde bolsjer, lidt candyfloss og svagt lidt mineralske stenede elementer.

I munden er det – som da jeg smagte vinen i årgang 2018 – lidt en maskulin Spätburgunder, men vi er fortsat i den lyse og ubekymrede afdeling med kirsebær, jordbær og noget lemon samt frugtsyre, der giver god friskhed kombineret med et drys peber. Dermed bliver det en meget frugtrig, let og tilgængelig vin, som man sagtens kan drikke spandevis af og vil begejstre de fleste … 91 point og godt køb.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 139 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2023 Closerie des Alisiers, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, Frankrig

2023 Closerie des Alisiers, Bourgogne Chardonnay, Bourgogne, FrankrigStéphane Brocard laver masser af vine og de fleste fra hans eget vinhus, der hedder Closerie des Alisiers og Maison Stéphane Brocard. Det ligger i på Rue Charles Freycinet lidt nordvest for Ouges tæt på Dijon og derfra smager jeg en 2023 Bourgogne Chardonnay.

Det er en vin, som jeg har smagt før i årgang 2022 og er vinen er lavet på Chardonnay druer fra kalkholdige marker i Tonnere nær Chablis samt fra  Mâconnais nær Pouilly-Fuissé. Det er med andre ord et blend af druer fra det kølige nord og den varmere sydlige del af Bourgogne.

Vinen er lavet med temperaturstyret gæring på ståltank og efter endt gæring har vinen lagret 10 måneder på rustfrie ståltanke, hvor den gennemgår en blødgørende malolaktisk gæring.

Duften er noget anderledes end hos 2022’eren … her klart mere vægt på det frugtrige og samtidig finder jeg mindre nødder. Det er mest en frugt af pærer, abrikos, fersken og litchi, mens den lidt fede sur lie duft næsten væk. Dermed får du ikke aromaen af brunet smør, vanilje eller lakridskonfekt … bare mere ren frugt.

Smagen er fortsat dejlig … blød og en smule tropisk med fersken, ananas, pærer, en lille smule melon samt noget lemon, der lige giver en svag sødbitterhed sammen med en lidt maskulin syre. Men det er samlet set saftigt, blødt og venligt … 2022’eren for mig dog en anelse bedre, men sådan kan det jo være med årgange … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, Italien

2022 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, ItalienLøgneren – Il Bugiardo – er efterhånden en klassiker hos Cantine Buglioni og fik oprindelig sit navn, da en kendt sommelier udtalte;  If this is not Amarone, then it is a lying wine! Men det er husets Ripasso Valpolicella Superiore Classico med tilnavnet Il Bugiardo og jeg smager den nu i årgang 2022.

Jeg kan også sige – uden at lyve – at jeg har smagt vinen før i både årgang 2009, 2014, 2017, 2019 og 2021, så jeg kender løgneren ret godt, selvom jeg dybest set ikke er hverken Ripasso eller Amarone mand.

Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo årgang 2022 er på 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar fra gamle vinstokke på marker passet økologisk siden 2019.

Den friskpressede del gærer ad to omgange – først alene ved 28 grader i ståltanke og derefter efter Ripasso-metoden med kvaset fra Amarone-produktionen. Den tørrede del af druerne gærer separat med 20 dages udblødning af drueskallerne.

De to vine – Ripasso’en samt vinen fra de tørrede druer – blandes herefter sammen. Vinen modner 12 måneder på 750 liter egefade og 5.000 liter fade … og så 6 måneder på flaske inden frigivelse.

WHAT??? … virker lidt mere rhônsk i næsen end tidligere årgange … der er i hvert fald godt med krydderier, hård og stenet mineralitet, ellers er det fortsat tobak, saltlakrids og frugt med blommer, brombær og kirsebær … virker pænt tør i stilen og mindre ripassoagtig, selvom der skam fortsat er power, fylde og mørk frugteksplosion.

I munden er den heller ikke helt så mørk, som jeg husker den … der er mere lidt nordrhônsk over frugten med kirsebær, umodne blommer og ribs, meget rank, ren og man mærker slet ikke, at der er anvendt tørrede druer i vinen og samtidig er sødmen også lav. Det giver en stærk, rank og syrlig basse … uden streg under basse, for den er utrolig ung, kejtet og adræt. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger