2019 Cantine Miali, Primitivo, Puglia, Italien

2019 Cantine Miali, Primitivo, Puglia, ItalienMed næste vin fra Cantine Miali i det solrige Martina Franca i Puglia tager vinbloggeren så favntag med Primitivo druen og denne vin er også fra årgangen 2019.

Her kommer Primitivo fra udvalgt gamle vinstokke dyrket efter det typiske “alberello” system, der er meget udbredt med Privitimo, hvor vinstokkene ikke bindes op eller støttes, men bærer sig selv og det bruges ofte under varme forhold, da planten selv bidrager med skygge.

Primitivo druerne til denne vin er håndplukket og altid før de bliver overmodne, men derefter er de knust og så er gæring og maceration med skindet sket i store temperaturstyrede ståltanke i lang tid og så lagret i ståltankene inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt virker Primitivo’en langt mere moden og nærmest på grænsen til at være overmoden. Det er dadler, overmodne blommer blommekompot og svesker, nogle cedertræagtige noter suppleret med søde krydderier.

Smagen er utrolig blød og cremet … bedre og mere frisk end duften egentlig signalerede. Det er igen bløde blommer, blommekompot og frugten er faktisk meget lækker med lidt svag peber og en syre, som er bøjelig, blød og alligevel rummer lidt lemonagtige elementer, der giver vinen noget rygrad. Tanninerne er tørre, men blide … samket bliver det en fin Primitivo, der er forholdsvis kølig og uden alt for megen sødme. 88 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr.,. mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Cantine Miali, Negroamaro, Puglia, Italien

2019 Cantine Miali, Negroamaro, Puglia, ItalienJeg går ofte udenom de kraftige vine fra Puglia … men de fleste vinhandlere bør selvfølgelig ha’ disse vine på sine hylder og der findes også rigtig gode vine fra området. Nu smager jeg 2 vine derfra fra vinhuset Cantine Miali og den første er denne 2019 Negroamaro.

Cantine Miali er grundlagt af Elvino Miali i 1886 efter den næsten ødelæggende Philloxera epidemi havde lagt de fleste vinmarker i hele Norditalien øde.

Elvino Miali var købmand og handlede med landbrugsvarer, men besluttede sig for også at fremstille og handle vin med nogle af de andre regioner i Italien. Hans navn Elvino – der jo betyder vin – var egentlig en fejl, for han skulle ha’ heddet Livino, men det blev stavet forkert på det lokale registerkontor.

I de følgende år voksede efterspørgslen efter hans vine hurtigt, og Elvino besluttede at udvide og byggede sin egen vingård i Martina Franca. Han blev dog aldrig ejer af vinmarker, så hvert år købte han blot druer fra udvalgte vinavlere, men solgte druerne eller vinene videre i store partier.

Elvino Miali blev efterfulgt af 2. generation i form af børnene Michele og Antonio Miali, der fortsatte faderens strategi med at opkøbe druer og satsede i høj grad på de hvide druer Verdeca og Bianco d’Alessano, som de også opkøbte og solgte videre til producenter af specielt Vermouth.

Det var først med 3. generation i form af Micheles 2 børn Martino samt Francesco Miali, at vinhuset i 1960 så begyndte af flaske deres egne vine og det skete under navnet Vinicola Miali.

I dag drives vinhuset så af den 4. generation i form af Francesco, Michele og Marcello Miali. De 3 brødre er alle sønner af Martino og det er Francesco, som står for produktionen, som fortsat sker med druer opkøbt fra lokale vinavlere.

Cantine Miali er nok mest kendt for deres hvidvine på Verdeca og Bianco d’Alessano, men laver også rødvine og det er selvfølgelig på de kendte druer som Negroamaro og Primitivo. Jeg starter med at smage deres 2019 Negroamaro.

Druerne til vinen kommer fra det nordlige Salento og er høstet i anden halvdel af september før druerne bliver for overmodne. Der er så sket gæring og maceration med skindet over 12 dage i tanke af rustfri stål og der er vinen også lagret en periode inden aftapning på flaske og endelig frigivelse.

Duftmæssigt er det varmt og solmodent … der er fed frugt med modne blommer, blåbær og sorte kirsebær, godt med krydderier, noget tørt tobak, rugbrød, maltbrød og mørk chokolade. Derudover er der lidt skal fra søde appelsiner, men mest af alt varm, venlig, bamset og comfortagtig.

I munden er det lidt samme historie, men det bliver heldigvis aldrig overdone eller alt for sødt, som man ellers ofte finder i Puglia vinene, for her er det mest blommer, overmodne blommer, blåbær, tykke og buttede tanniner, lidt engelsk lakrids og frugtsødme. Det er vin, som varmer på en kold vinterdag … og dem er der jo pt rigelig af, for vinen har godt med sol og varme. 89 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 129 kr.,. mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Lionel Gosseaume, Folium Sauvignon Blanc, Loire, Frankrig

2022 Lionel Gosseaume, Folium Sauvignon Blanc, Loire, FrankrigDen næste vin i glasset er denne Folium Sauvignon Blanc, som er entry-level vinen hos Lionel Gosseaume, der driver sin vingård Domaine de Pierre i Le Controis-en-Sologne lidt nord for byen Choussy i Loire.

Lionel Gosseaume arbejdede oprindelig i Union Française – den politiske franske union – i 15 år, men besluttede sig derefter for, at han gerne ville vende tilbage til familiens gamle tradition med vinfremstilling.

Hans bror havde allerede overtaget familiedomænet fra deres far, så derfor besluttede Lionel Gosseaume at købe sit eget lille domæne tæt på familiens vinmarker i Oisly og appellationen Touraine.

Så i 2007 startede han Domaine de Pierre med 9 hektar, men startede med at lave sine vine i broderens vinkælder, indtil han selv fik bygget sin egen vingård, der stod færdig i 2014.

Da Lionel overtog vingården fra den tidligere ejer Jean-Claude, så besluttede Jean-Claude at blive hængende, og lære Lionel alt, hvad han igennem et helt liv på ejendommen havde lært. Det blev et meget udbytterigt samarbejde.

I dag har har Domaine de Pierre aka Lionel Gosseaume samlet 28 hektar vinmarker … og han opkøber fortsat nye marker. Derudover overvejer Lionel Gosseaume også køb af en yderligere vingård på 20 hektar i appellationen Touraine Chenonceaux.

Lionel Gosseaume er helt nede på jorden … kører i en gammel Peugeot 106 uden bagrude og laver sine vine meget naturligt med  forsinket gæring, alene brug af de naturlige gærceller og resultatet er suveræne vine med klar Sauvignon karakter.

Denne Folium er Lionel Gosseaumes entry-level vin og selvfølgelig lavet på 100% Sauvignon Blanc. Druerne er fra 3 forskellige steder, således der opnås perfekt balance i blendet. De 3 områder er Tours, Blois og Vierzon. Vinen gærer og lagres på temperaturstyrede stålfade, hvilket giver Folium sin fine friskhed.

Lionel Gosseaume beskriver selv vinen som en ”vin de soif” … altså en ”vin til tørsten” og det dækker over en vin, der drikkes ung og som karakteriseres ved sin frugt, friskhed og lethed.

I næsen er det bestemt umiskendelig Sauvignon Blanc … der er hyld, grøn peber, grønne asparges, nyslået græs samt en frugt, der mest er stikkelsbær, fersken og nektariner. Dermed bliver det ikke en stenet og syleskarp Sauvignon Blanc, men har lidt krop, venlighed og en let fedme, selvom det fortsat er en dugfrisk og let grøn vin.

Det gælder også smagsmæssigt … er pivfrisk og sprudlende med et virkeligt godt syre-niveau. Der er stikkelsbær, fersken, grønne æbler og de tropiske frugter giver denne lidt læskende fornemmelse, hvor vinen bliver meget drikkevenlig. Det er sgu meget klassisk, ren samt lækker Sauvignon Blanc vin med frisk sprødhed, meget clean frugt, sødbitter og alligevel med rundhed og venlighed. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske normalt koster 119 kr., mens prisen er 109 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Weingut Alexander Laible, Chardonnay Chara ★★★, Baden, Tyskland

2021 Weingut Alexander Laible, Chardonnay Chara ***, Baden, TysklandPå Houlbergs Vinblog er vi tosset med Baden vin og i denne uge skal vi smage en vin fra Weingut Alexander Laible og det er denne 2021 Chardonnay Chara ★★★ hvor de tre stjerner efter navnet antyder, at dette er én af husets topvine.

Tilbage i november sidste år smagte jeg søstervinen 2021 Chardonnay Louis ★★★ opkaldt efter Alexander og Corinna Laibles søn Louis.

Dengang skrev jeg også en masse om vinhuset, så det skal jeg ikke gøre igen, men blot kigge nærmere på 2021 Chardonnay Chara ★★★ opkaldt efter det græske ord, som betyder glæde.

Hos l.aible betyder 3 stjerner, at det er husets bedste vine fra de bedste vinmarker, som er høstet med et udbytte under 50 hektoliter pr. hektar. Laible siger også selv, at vinene med 3 stjerner hører til vine med nationale og internationale topkvalitet.

Druerne blev sorteret i vinmarken og igen før presning. Gæring er sket spontan alene med druernes egne gærceller i ståltanke, mens Chardonnay Chara er lagret på de bedste egetræsfade. Vinen har 5,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det umiskendeligt fadlagret Chardonnay, men fadlagringen er dog ikke vildt tung. I stedet kommer der masser af tropiske frugter frem … honningmelon, fersken, abrikos, mango og mandariner … som om, at vinen nærmest er proppet med kaskader af frugt … ekspressiv og temperamentsfuld. Derudover er der nogle ristede hasselnødder, sødlige krydderier, lidt mælkechokolade og vanilje.

I munden er fadpræget heller ikke så tydeligt, for også her dominerer frugten med både abrikos, fersken, æblemost og bagte citroner. Det er en fyldig og cremet vin, næsten olieret … virker ret maskulin og dyb i udtrykket og samtidig ret saftig. Det er en flomme Chardonnay, som har en slank sjæl og bare smager vildt godt, så dermed 94 point.

Forhandles af Vinbutikken.dk, hvor en flaske koster 202 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Weingut Deinhard, Green Label Dry Riesling, Mosel, Tyskland

2022 Weingut Deinhard, Green Label Dry Riesling, Mosel, TysklandDeinhard ligger på adressen Bornwiese i Bernkastel-Kues og har sine rødder tilbage til 1794, hvor Johann Friedrich Deinhard i byen Koblenz grundlagde huset … som jeg nu smager denne 2022 Green Label Dry Riesling fra.

Faktisk ligger Deinhard GmbH i dag ikke længere i Koblens, men i stedet på samme adresse som det store vinfirma Weinkellerei Peter Mertes, som faktisk i 2020 købte det gamle Sekt Haus Deinhard.

Johann Friedrich Deinhard havde i 1794 grundlagt sekthuset, som først bare handlede med vin, men hans efterkommere begyndte så i midten af 1800-tallet også selv at dyrke og producere basisvine til deres Riesling baserede mousserende vine.

Disse mousserende vine nød dengang international berømmelse, hvorfor de nærmest altid kunne findes på bordet på restauranter i specielt England, USA og Canada. Deinhards mousserende vine blev betragtet som et prestigeprodukt … og i 1970’erne og 1980’erne var der ofte reklamekampagner for vinene i både radio og tv.

Virksomheden blev så i ​​1990’erne solgt til Henkell Freixenet, der er et datterselskab af multifood-koncernen Dr. Oetker, men det engang så traditionelle Deinhard mærke blev næsten glemt.

I hvert fald indtil 2020, hvor det blev købt af Weinkellerei Peter Mertes, som dermed samtidig fik mousserende vine i deres store sortiment. Peter Mertes KG er et af Tysklands største vinerier, som har omkring 400 ansatte, en omsætning på 300 millioner euro om året og laver over 2,5 millioner hektoliter vin.

Weinkellerei Peter Mertes blev grundlagt i Minheim i 1924 af Peter Mertes og firmaet lavet mest private labels vine til supermarkeder som Aldi, Lidl og Rewe.

Mottoet for Gustav Willkomm – der var svigersøn til grundlæggeren Mertes – var allerede i 1950’erne at gøre vin “supermarketable” og  altså gøre dem til tilgængelige i supermarkeder til billige penge, men ejer faktisk også vinhuset Weingut Witwe Dr. H. Thanisch og har endda vinmarker på både Bernkasteler Doctor og Wehlener Sonnenuhr.

Nu laver Peter Mertes KG så vine under Deinhard brandet … og fortsat mousserende Sekt vine, men altså også almindelige vine som fx denne Green Label Dry Riesling i årgang 2022, som kommer fra serien Green Label.

Der er ikke rigtigt nogle informationer om produktionen … men mon ikke vinen er lavet på ståltanke og lagret der sur lie i periode? Men så må vi jo bare springe videre til mine smagsnoter.

Det er ikke en sylespids Riesling … men har skam lidt moselsødme suppleret med fersken, pærer, mango og papaya, men faktisk også en ganske lille snas klassisk petroleum og nogle salte mineraler og det giver sammenlagt en ganske dragende Riesling, der også vil begejstre rigtigt mange.

I munden har vinen også dette bredde appeal … lidt tropisk, eksotisk og blød i smagen med fersken, pærer, mango og melon, men også lidt syre fra syltede og salte citroner med en cremet sødme, intensitet og en sødbitter eftersmag. 89 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 119 kr.,. mens prisen er 69 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Massimo Rivetti, Langhe Nebbiolo Avene, Piemonte, Italien

2022 Massimo Rivetti, Langhe Nebbiolo Avene, Piemonte, ItalienJeg knuselsker Langhe Nebbiolo, hvor man ofte får mini Barolo kvaliteter til færre penge og det er da også tilfældet med denne 2022 Langhe Nebbiolo Avene fra Massimo Rivetti.

Det er et vinhus, som jeg har smagt masser af vine fra … og jeg har da før smagt denne Langhe Nebbiolo Avene flere gange før i både årgang 2018, 2019 og 2020.

Langhe Nebbiolo Avene er lavet 100% Nebbiolo druer fra 20 år gamle vinstokke på en 1,25 hektar stor vinmark i 500 meters højde i Mango området.

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med gæring og maceration ved 26 grader over 12-15 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder i store 25 hektoliter slavonske egefade og efter aftapning på flaske yderligere 6 måneder.

I glasset er det en herlig lys, på vej til murstensfarvet og transparent vin, som duftmæssigt omgående byder på garvet læder samt masser af tørrede blomster, knuste rosenblade, violer, fennikel og så virker dejlig let, lys og feminin med en lille frugtsødme. Der kommer også noget kamfer sammen med tranebær, ribs og syrlige kirsebær, lidt cedertræ, let mentol og samlet dufter det fremragende.

Smagen er stram, lys, let og næsten feminin med denne lyse og syrlige frugt, som virker utrolig frisk. Der er syrlige kirsebær, ribs,  rabarber og tranebær, en bitterhed fra lemon og Campari, meget tør og har disse bidske, bryske og barske tanniner, der næsten er helt på Barolo niveau og giver vinen nerve og sjæl. Det tørre, bitre tanninbid fortsætter i lang tid sammen med en let bolsjesøde. 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr. mens prisen er 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Kylie Minogue Wines, Signature Rosé, Languedoc, Frankrig

2022 Kylie Minogue Wines, Signature Rosé, Languedoc, FrankrigDen anden Kylie Minogue Wines vin var en Signature Rosé og en mere almindelig vin, for det er en Terres du Midi vin og lavet på kendte druer, men er heller ikke alkoholfri, for den har 12,5% i styrke.

Terres du Midi vin omfatter normalt vine fra Languedoc omkring Montpellier og Narbonne samt Roussillon ned mod Pyrenæerne og den spanske grænse.

Det er fortsat Benchmark Drinks, som står som producent, men de har fået det franske firma Divin Père & Fils til at lave og flaske vinen. Divin Père & Fils er vi også stødt på før, for det er en del af det store vinfirma LGI Wines, som jo netop opkøber druer, laver og flasker vin på deres store anlæg i Carcassonne i Languedoc.

Signature Provence Rosé er lavet på et mix af 80% Grenache og 20% Cinsault, men atter er der ikke mange oplysninger om produktionen, men den skulle dog være lavet i ståltanke, hvor den også er lagret sur lie i 3 måneder

Duften er … særegen. Den virker meget urtet, har godt med grønne stilke, noget bark og nogle jernagtige noter, jod, gran samt gazebind, hvilket først rammer næsen. Først derefter detekteres noget frugt, der kommer meget forsigtigt med moreller og lyse kirsebær.

Smagen er meget spinkel og tynd … frugten er rabarber, moreller, lyse kirsebær samt noget citron, som giver en smule syrlighed samt lidt lemon til at give små bitre noter. Det er dog slet ikke en sød vin, men har nogle ganske tørre elementer, som samlet set giver et godt bid. Med lidt tid i glasset kommer der lidt mere fylde … samtidig med en anelse let peber. 87 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2022 Kylie Minogue Wines, 0% Alcohol Free Sparkling Rosé, Tyskland

2022 Kylie Minogue Wines, 0% Alcohol Free Sparkling Rosé, TysklandDen ubetinget bedst sælgende australske sangerinde Kylie Minogue har nu lagt navn til en række vine, hvilket måske også kan smitte af på et vinsalg … så Houlberg nynner da også videre på Can’t Get You Out Of My Head og smager to af dem … startende med denne 2022 Kylie Minogue 0% Alcohol Free Sparkling Rosé.

Det er nok ingen overraskelse, af den smukke sangerinden ikke selv laver vinene, for de produceres af det store engelske firma Benchmark Drinks, men ofte laves hos forskellige vinfirmaer.

Benchmark Drinks er en stor vingrossist og -importør. Denne mousserende vin har Benchmark Drinks fået lavet og flasket i Tyskland.

Benchmark Drinks har i øvrigt specialiseret sig i at få lavet vine, som markedsføres under navne på kendte personer. De laver derfor også vine med kendte personer som Gordon Ramsay, Gary Barlow, Sir Ian Botham og Graham Norton.

Den næste – en almindelig Signature Provence Rosé –  er også lavet af Benchmark Drinks, som dog har fået det franske firma Divin Père & Fils til at lave vinen i Frankrig. Divin Père & Fils er vi også stødt på før, for det er en del af det store vinfirma LGI Wines, som jo netop opkøber druer,  laver og flasker vin på deres anlæg i Carcassonne i Languedoc.

Vi snakker altså om designervine, hvor der ikke er mange vinbønder indover. Denne 0% Alcohol Free Sparkling Rosé er da også lavet på et blend af europæiske druer og vistnok mest fra Italien og Spanien … og så suppleret med noget håndplukket grøn te fra Liu-Da Mountains i Yannan-området i Kina.

Der er således ingen angivelse af, hvad vi snakker om af druer … eller hvilke lande druerne kommer fra. Det eneste man kan se er, at vinen er produceret og tappet i Tyskland. Hmmmm.

Nevermind … Kylie Minogue 0% Alcohol Free Sparkling Rosé er selvfølgelig så heller ikke lavet efter ægte champagnemetode, men helt sikkert på en langt billigere måde … men det er faktisk svært at sige noget om det, da der heller ikke findes nogle oplysninger om selve produktionen.

Dermed står vi med en vin, hvor vi ikke kender druer, ikke kender oprindelsesland eller -lande, ikke kender blend eller produktion og dog ved vi alligevel, at der er lidt grøn te med i blandingen. Hmmm, det skal nok blive interessant.

Det er tilsyneladende vine, som folk er vilde med … således er der solgt over 7 millioner flasker Kylie Minogue Wines, der i øjeblikket kan købes i 31 lande verden over. Kylie Minogue Wines’ Prosecco Rosé – som jeg ikke tester – er den mest sælgende rosévin i England med en omsætning langt over 8,9 millioner pund … hvilket er 46% større end nærmeste konkurrent.

Den lyserøde pop-prinsesses boblevin dufter dog ikke meget af vin, men mere som et sødt og mousserende alternativ til noget sodavand og er således meget sød. Der er jordbærmousse, kirsebærtopping og candyfloss samt Faxe Kondi suppleret med søde citroner.

I munden er det lidt samme historie …lidt Frozen champagneagtig saftevand, som man serverer til små børn nytårsaften, men her mere til voksne iført lyserøde pop-gevandter i tjekket stil. Det stikker ikke særlig dybt, er sødt og dog alligevel frisk … og jeg kan køre hjem.

Det er lidt som en popsang, … cathy og hurtigt glemt. I øvrigt har jeg altid været mere til Olivia Newton John, når det gælder australske sangerinder, men jeg er rimelig sikker på, at mange pop-tosser bare vil knuselske Kylie Minogue 0% Alcohol Free Sparkling Rosé. 84 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 69,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7  

N.V. Darling Cellars, Surfers Choice Sauvignon Blanc, Western Cape, Sydafrika

Darling Cellars, Surfers Choice Sauvignon Blanc, Western Cape, SydafrikaMens vinbloggeren fortsat venter på sommer og sol … eller i det mindste bare noget forår, så kan man i mellemtiden komme i stemning med Surfers Choice Sauvignon Blanc fra Darling Cellars.

Darling Cellars ligger mellem byerne Malmesbury og Darling omkring en times kørsel fra Cape Town og vel omkring 15 kilometer fra Atlanterhavet. Det er i Darling området, som er en del af West Coast regionen, der historisk nok mest er kendt for produktion af billig bulk vin.

Imidlertid har flere producenter de seneste år også fokuseret på produktion af kvalitetsvine og Darling Cellars er grundlagt tilbage i 1948 under navnet Mamreweg Wine Cellar, men det var reelt i 1996 at vinhuset blev etableret i den nuværende form, hvor det ejes af en lille gruppe bestående af 20 aktionærer.

De laver en lang række vine fra ikke mindre end 1.300 hektar vinmarker i både West Coast regionen, men også andre områder i det sydlige Sydafrika … og denne Surfers Choice Sauvignon Blanc er en af husets mange vine og denne uden angivelse af årgang. Der er heller ikke mange oplysninger om produktion … vi gætter på, at den formentlig er lavet i ståltanke og lagret der sur lie en kort periode.

Duften er umiskendelig Sauvignon Blanc … der er hyld, grøn peber og stikkelsbær, men også nogle mere omfavnende, tropiske aromaer med mango, papaya og ananas, som lige gør vinen både sødere, mere rund og venlig med et brev appeal.

I munden er det også en fyldigere og mere cremet vin end normalt for Sauvignon Blanc, for også her kommer den tropiske frugt frem i smagsbilledet med fersken, abrikos og salte lemon … og lemon’en og nogle grønne noter med til at give vinen friskhed mellem de fyldige elementer … en vin, som mange vil blive glad for … 87 point.

Vinen forhandles hos AMKA, som henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00. Den vejledende udsalgspris er 50 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Domaine les Roches Bleues, l’Héronde Côte de Brouilly, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine les Roches Bleues, l'Héronde Côte de Brouilly, Bourgogne, FrankrigTopvinen hos Domaine les Roches Bleues er denne enkeltmarksvin l’Héronde Côte de Brouilly, som jeg også sluttede med og i en årgang 2020.

Her kommer Gamay druerne er gamle vinstokke, der er 65 år gamle og står på marken l’Héronde … en lille lieu- dit beliggende på den sydøstlige skråning af Mont Brouilly og har en undergrund med dioriter … altså de blå sten af ​​vulkansk oprindelse.

Denne l’Héronde Côte de Brouilly er – som de forrige – også lavet med gæring og maceration på  hele klaser over 14-15 dage. Gæring er sket helt spontant alene med druernes egne gærceller og det sker med temperaturkontrol på 20 grader.

Efter endt fermentering er vinen så lagret 12-18 måneder på gamle 35 hektoliters fad inden den flaskes ufiltreret med lidt eller ingen sulfitter. Der bliver kun lavet i omegnen af 4.000 flasker af hver årgang af denne vin

Denne l’Héronde Côte de Brouilly er egentlig lidt en fortsættelse af foregående og dermed meget elegant, afdæmpet, kontrolleret og så helt burgundisk, fin og sart, blot med Beaujolais karakter, saftighed, masser af kirsebær, blomster og tulipanstilke, men også klart mere fadpræg med vanilje, karamel og mælkechokolade. Det bliver sgu som en bondsk nerve pakket ind i vat … vild tiltrækkende.

Smagen er også klart den bedste af de 6 vine fra Domaine les Roches Bleues, for her smelter vinen næsten på tungen med cremet, blød og saftig frugtsmag. Læg oveni nogle umamiagtige noter, en intens samt en dyb syre, sorte kirsebær, brombær, syltede citroner og det går sgu nu op i en højere enhed og vin vinøse sjæl smelter blødt med. Sådan … klasse Beaujolais Côte de Brouilly  95 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger