Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2017 Domaine Camille Braun, Riesling Grand Cru Kaefferkopf, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Camille Braun, Riesling Grand Cru Kaefferkopf, Alsace, FrankrigSidste Best Riesling Alsace vin blev denne 2017 Riesling Grand Cru Kaefferkopf fra det gamle og traditionelle alsaciske vinhus Domaine Camille Braun.

Braun familien har været vinavlere i Orschwihr i Alsace siden 1593 … og i alle årene har den ene generation efter den anden fortsat de stolte traditioner.

I 1960 overtog  Camille Braun driften og han ændrede mange ting, idet han stoppede med at levere druerne til andre producenter samt kooperativer og i stedet sælge deres egne vine. Han fik også det lille vinbrug forøget fra 2,5 hektar til de i dag 15 hektar vinmarker, herunder parceller på de to Grand Cru marker Pfingsberg og Kaefferkopf.

I1987 kom Camille og Marguerites søn Christophe med i driften og han har løbende overtaget det mest af ansvaret. Han står også bag omlægningen af produktionen til i dag at være både økologisk og biodynamisk.

Vinfremstillingsprocessen foregår med nogle få eller endog slet ingen sulfitter og uden ønologiske påvirkninger som chaptalisering, tilsætning af syre og industriel gær.

Denne Riesling Grand Cru Kaefferkopf  er lavet med blød presning af druerne i pneumatiske presse over 4-8 timer, en 18-24 timers hvil og efterfølgende gæring i ståltanke alene med druernes naturlige gærceller.  Så har vinen lagret … sur lie selvfølgelig, men jeg kan umiddelbart ikke se, om det er sket i egefade eller ståltanke.

Duftmæssigt er der en våd, dyb, let olieret petroleumsaroma, lidt fyldig og svagt oxideret suppleret med linolie og spildolie. Det er en æterisk og lækker aroma med masser af pærer, mandler, citroner og mere tropisk frugt som fersken og ananas samt salte mineraler.

Smagen er lettere svulstig med dybde og samtidig med masser af syre, lemon bitterhed, sure citroner og et mineralsk bid. Smagen er dermed ret præcis, balanceret og elegant med denne lidt buttede fornemmelse. Hvor smager den godt og jeg gav vinen 94 point.

Forhandles af Vinøs Vinbar & Vinhandel, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2017 Domaine Engel, Riesling Grand Cru Praelatenberg, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Engel, Riesling Grand Cru Praelatenberg, Alsace, FrankrigDen næstsidste vin i Best Riesling Alsace smagningen blev denne2017  Riesling Grand Cru Praelatenberg fra Domaine Engel.

Vinhuset med navnet efter de guddommelige små sendebud ligger ved foden af ​​Château du Haut-Kœnigsbourg tæt ved Orschwiller.

Domaine Engel Frères – som huset også hedder – er grundlagt i 1958, men drives i dag af Pierre og Jacques Engel, der har overtaget hele driften efter deres far og deres onkel.

De har samlet 15 hektar marker … herunder en parcel på Grand Cru marken Praelatenberg og det er netop derfra, at druerne til denne Riesling Grand Cru Praelatenberg 2017 kommer.

Næsen virker blød og ikke sådan arketypisk Alsace Riesling … har nemlig sådan en smørfed aroma. Den aftager dog med luft i glasset og så dukker der røgede, grillede citroner op, modne æbler, hyld og boysenbær, men virker bestemt aldrig på noget tidspunkt ren og syrerig.

Smagen er også sådan lidt buttet … modne æbler, pærer og nærmest fyldig og koncentreret med lidt for megen sødme. Der er dog en flot balanceret struktur og vinen smager også meget godt. Jeg endte på 89 point.

Ikke fundet en forhandler og prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2019 Domaine Hubert Reyser, Riesling Nature, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Hubert Reyser, Riesling Nature, Alsace, FrankrigVinmageren Lionel Reyser fra Domaine Hubert Reyser har på flere måder sat sit fingeraftryk på denne 2019 Riesling Nature, der skilte sig markant ud fra de øvrige vine i smagningen.

Lionel Reyser driver i dag vinhuset, som har overtog fra sin far Hubert for nylig. Han er også næsten født i en vinmark og har næppe misset at sætte sine fødder på marken, så meget som en enkelt dag.

Passionen for vin avl kommer fra hans farmor, der for sin opsparing købte sin første vinmark som 14-årig og plantede Gewurztraminer, en drue lige så generøs og udtryksfuld som hende.

Det er i takt med familiens ånd og med respekt for miljøet, at Lionel passer familiens 11 hektar, som ligger ved Nordheim … indgangen til Alsace vinruten omkring 15 minutter fra Strasbourg.

Denne Riesling Nature er lavet med druer, som er fra marker under omlægning til økologisk drift og derfor passet fuldstændig øko, men ellers er vinen med direkte pres af druerne, fermentering i rustfrie ståltanke og efterfølgende lagring i disse i 9 måneder sur lie.

Men duften stikker noget ud … fed, flad og med en underlig duft og måske kan der endda være en flaskefejl? Der er skocreme, appelsin, karamel, men ikke så megen frugt. Der aroma af bitre nødder, brændte nødder og vandmelon.

Smagen er måske mere normal … men meget som cider og æblejuice i skøn forening. Det er gule æbler og grønne æbler, men syren er ikk’ særlig vild … blot lidt skæv. Jeg endte på 78 point.

Forhandles af Det Franske Vinkort, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3/7

2017 Eric Lichtle, Riesling Grand Cru Goldert, Alsace, Frankrig

2017 Eric Lichtle, Riesling Grand Cru Goldert, Alsace, FrankrigVi satte self tænderne i flere Alsace Riesling vine og næste var denne Riesling Grand Cru Goldert 2017 fra Eric Lichtle aka Lichtle Properietaires.

Vinhuset ligger i Gueberschwihr og er grundlagt tilbage i 1649 og siden har familien Lichte dyrket vin. Det er i dag Eric Lichte, som ejer og driver ejendommen med dens 6 hektar vinmarker nord og syd for byen.

Det er et familiebrug og Erik får hjælp af familien – herunder sin danske hustru – ved større arbejder i vinmarkerne. Forældrene bor stadig på den nyrenoverede ejendom.

Samtidig med vingården driver familien også et bed & breakfast, som kan anbefales til ferierejsende. Meget hyggelig og god stemning mildt inde i den lille landsby.

Markerne drives økologisk siden 2009 og i kælderen arbejder Erik også med langsom fermentering, lagring af vinene sur lie og der sker hvert år investering i nye egetræfade.

Her smager vi husets Riesling Grand Cru Goldert, men igen er der nærmest ingen oplysninger om produktionen.

I næsen skiller vinen sig dog noget ud fra feltet med en småoxideret eksotisk frugt, abrikos, fersken, lidt kandiseret endda suppleret med salt, papkasser, kryddersmør, vanilje, varm blomsterpollen, småsøde fade og samlet set en kraftig, fyld og lidt epo-agtig vin.

Smagsmæssigt har vinen næsten også en dessertvinsødme, næsten tysk Spätlese eller Auslese, men det er en flad smag, som mangler en dybde og en syre til at balancere, hvorved det bliver lidt mushy og en smule “for meget” for jeres ellers tålmodige vinblogger. Jeg hoster op med 82 point.

Forhandles af Huset Appel eller Gourvin, men prisen har jeg ikke fundet.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2018 Domaine Philippe Sohler, Riesling Heissenberg, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Philippe Sohler, Riesling Heissenberg, Alsace, FrankrigSom næste vin smagte vi en 2018 Riesling Lieu-dit Heissenberg fra Domaine Philippe Sohler … en vin, der også var med i konkurrencen sidste år blot i en årgang 2017.

Domaine Sohler, der ligger i Nothalten … en lille by på den smukke Alsace vinrute mellem Haut-Koenigsbourg og Mont Ste Odile. Vingården har været i familiens eje i generationer og det var oprindelig et traditionelt landbrug med både korn og vinavl, men druerne blev blot solgt videre.

Men da André og hans hustru Marthe Steinbach i 1964 overtog driften fra faderen Germain Steinbach, så satsede de mere på vinproduktion og begyndte at producere og flaske vine, mens det øvrige landbrug langsomt blev afviklet.

I dag er det Andrés nevø Philippe Sohler, som har overtaget vingården og driver den sammen med sin hustru Christine og deres døtre Lydie og Marine. Philippe er selv vokset op på vingården, men havde egentlig valgt en karriere som flymekaniker i luftvåbenet inden rødderne og livet som vinbonde kaldte i 1995.

Domaine Sohler har samlet 11 hektar vinmarker, som alle ligger omkring Nothalten og der dyrker familien Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris, Pinot Noir, Muscat, Pinot Blanc og Sylvaner.

Riesling Lieu-dit Heissenberg 2018 er fra husets serie kaldet Les Sol’Aires og parcellen Heissenberg. Vinen er lavet med langsom og kølig gæring på rustfrie ståltanke og er også alene lagret på ståltankene sur lie en periode.

Duften virker let svævende, har et nærmest vegansk udtryk med grønne urter, grøntsagsfond, grønne æbler, pærer, fersken, nødder, svag petroleum og i det hele taget et luftig, æterisk aroma.

I munden er der godt med syre … lemon, grape og citroner … syren imidlertid ikke så vild som foregående og mere kontrolleret og har en god struktur. Det giver en livlig, frisk og mineralsk smag, så samlet en rigtig fornuftig vin og jeg havnede på 92 point.

Forhandles af Hillerød VinKompagni, hvor en flaske koster 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Domaine Moellinger, Riesling Grand Cru Pfersigberg, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Moellinger, Riesling Grand Cru Pfersigberg, Alsace, FrankrigVins d’Alsace Joseph Moellinger et Fils ligger på adressen Rue de la 5ème Division Blindée i den smukke by Wettolsheim og det er derfra, at vi smager en 2019 Riesling Grand Cru Pfersigberg.

Vingården drives af Michel Moellinger, som har overtaget gården fra sin familie, som har været vinbønder i generationer. Sammen med sin hustru Isabelle har de 15 hektar vinmarker, der ligger mellem spredt fra Colmar og Eguisheim. På markerne dyrkes traditionelle Alsace druesorter Gewurztraminer, Pinot Gris, Riesling, Muscat, Pinot Noir, Pinot Blanc og Sylvaner.

De bedste marker er Grand Cru markerne Hengst, Steingrubler og Pfersigberg. I kælderen anvender Michael både gamle træfade ved siden af ​​imponerende højteknologiske tanke i rustfrit stål.

Denne Riesling Grand Cru Pfersigberg er en af disse vine … hvor druerne vælges med hånden i oktober, når de er fuldt modne og sættes forsigtigt gennem en pneumatisk presse for at udtrække det bedste ud af druerne.

Gæringen varer derefter 3 uger med termoregulering, for at vinen skal bevare alle aromaer af druer. Vinen efterlades endelig på bæren indtil udgangen af februar på egetræsfade. Den har 3,.8 gram restsukker pr. liter.

Ved første snif starter duft lidt neutral … men med mere luft i glasset bliver den langt mere eksplosiv. Den har en lidt sødkrydret side med nødder, grillet eller kandiseret citron og lemon, røg og salt. Med lidt luft i glasset åbner sluserne bare mere og mere.

I munden har vinen dog mere syre … faktisk lidt skinger syre med citroner, stram lemon bitterhed, men det leveres meget præcist og rent. Igen kommer der disse saltede mineraler. Jeg endte på 90 point.

Forhandles af 1’st Choice Wine, hvor en flaske koster 145 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Domaine Albert Seltz, Riesling Reserve, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Albert Seltz, Riesling Reserve, Alsace, FrankrigBag næste Riesling Alsace vin står Domaine Albert Seltz, for det er nemlig deres Riesling Reserve 2018.

Vingården har været drevet af familien Seltz i 1576 og drives i dag af Albert Seltz, der overtog stedet fra sin far i 1980, da han kun var 19 år gammel.

Han er 14. generation på den gamle vingård og har samlet 11 hektar vinmarker med både Sylvaner, Riesling, Pinot Auxerrois, Pinot Gris, Pinot Noir og Gewürztraminer.

Efter Albert overtog driften, så reducerede han produktionen med to tredjedele og gjorde den sidste tredjedel til økologisk landbrug. I kælderen blander han sig mindst muligt i fermentering og lagring af vinene.

Albert har en særlig kærlighed for Sylvaner og var i 2005 medvirkende til oprettelsen af en officiel Grand Cru Zotzenberg Sylvaner appellation.

Her er det dog hans 2018 Riesling Reserve, som vi smager, lavet på druer fra 40 år gamle vinstokke, der er vokset på en jord med ler og kalksten. Der er atter ingen oplysninger om produktionen.

Duftmæssigt er vinen sådan lidt varm i udtrykket … blid og rund med æbler, gule æbler, let abrikos, nødder, lettere gæret eller måske mest sødgæret og ganske blomsterrig … næsten sådan lidt pollenagtig.

I munden er det en meget pleasende vin, rund, nem og venlig med et lille og rundt bid af lidt citroner og æbler, men okay afstemt balance. Det stikker aldrig helt dybt, men bestemt godkendt og jeg hoster op med 88 point igen.

Forhandles af Sprit & Co, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Domaine Kirrenbourg, Riesling Grand Cru Schlossberg, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Kirrenbourg, Riesling Grand Cru Schlossberg, Alsace, FrankrigJeg har i foregående Best Riesling Alsace smagt vin fra Domaine Kirrenbourg og det var også tilfældet denne gang, nemlig med denne Riesling Grand Cru Schlossberg.

Domaine Martin Schaetzel aka Domaine Kirrenbourg ligger i Ammerschwihr og er grundlagt tilbage i 1852, men det var først i 1930’erne, at Martin Schaetzel startede med af flaske og sælge husets vine. I dag drives gården af Jean Schaetzel, men det sker sammen med rigmanden Marc Rinaldi, som via hans selskab Kirrenbourg har investeret massive beløb i det lille vinhus.

Marc Rinaldi har tjent sin formue på etableringen af Frankrigs største virksomhed indenfor aluminium- og glasfacader, men har efterfølgende kastet sig over motorsport … og nu vinproduktion.

Hans selskab Kirrenbourg er også opkaldt efter Kirrenbourg parcellen, som ligger på den ældste og bedste del på Grand Cru marken Schlossberg, som er en af de allerbedste marker i Alsace, som Domaine Martin Schaetzel også har besiddelser på.

Schlossberg er en meget anerkendt mark, som nogle af de største producenter har parceller på, fx Weinbach, Albert Mann, Bott-Geyl, Trimbach, Trapet og Blanck. Schlossberg var også en af de 51 Grand Cru marker, som blev klassificeret som Grand Cru tilbage I 1975.

Siden 2016 har Marc Rinaldi investeret massivt i det lille vinhus, bl.a. med opførelsen af det nye og topmoderne Kientzheim vineri. Rinaldi har foreløbig indskudt 22 millioner i projektet, som udover det nye vineri er gået til opkøb af flere vinmarker, bl.a. flere parceller på Schlossberg marken købt fra Les Vignobles de l’Oberhof.

Dermed har vinhuset i dag har 10 hektar jord, hvoraf de 8 hektar er vinmarker. Alle markerne dyrkes biodynamisk … noget som Rinaldi går meget op i. Mange af vinene er endda veganervenlige og uden brug af sulfitter. Hans mål er at lave den bedste vin fra de bedste marker og med de bedste vinmagere … og komme i top 10 af de bedste producenter i Alsace.

Vinene fremstilles efter Jean Schaetzels filosofier omkring jordbundens ekstreme betydning for det færdige resultat og at vin skal laves med den allerstørste finesse og perfektion. Jean får i dag hjælp fra Christophe Ehrhart, som er specielt indenfor biodynamisk produktion. Sammen laver Rinaldi, Schaetzel og Ehrhart årligt omkring 50.000 flasker vin, hvoraf halvdelen er Riesling.

Dette er altså husets topvin … Riesling Grand Cru Schlossberg og i årgang 2018. Den er alene lavet på rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret sur lie efter endt fermentering. Jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2016.

Duftmæssigt virker vinen svagt sød, urtet med en grøn note, estragon, lidt citrongræs, fennikel, gule æbler, let terpentin, bivoks, stearinlys og lidt røget bacontern.

Smagen er meget saftig med både kraft, grape bitterhed, citroner, men aldrig for stærk eller syrerig. Derudover er der også blomster og svagt lidt landlige øko noter, men den biodynamiske tilgang er slet ikke dominerende eller særlig tydelig. Samlet gav jeg vinen 92 point.

Forhandles af KB Vin, hvor en flaske koster 429 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Chateau D´Orschwir, Riesling Grand Cru Pfingstberg, Alsace, Frankrig

2014 Chateau D´Orschwir, Riesling Grand Cru Pfingstberg, Alsace, FrankrigDenne Riesling Grand Cru Pfingstberg fra Chateau D´Orschwir blev i mit fedtede objektiv aftenens bedste Riesling … men var jo også i denne årgang 2014 aftenens ældste vin.

Det gamle slot Château d’Orschwihr stammer helt tilbage fra 1049 og har i en længere periode været ejet af ​​Habsuburg dynastiet, men i 1513 blev det overtaget til biskoppen i Strasbourg, som senere solgte det til den lokale adel, men bevarede vinmarkerne. Under den franske revolution blev slottet beslaglagt, men endte i 1853 hos Hartmann familien.

I 1934 ødelagde en brand, der varede i to dage, slottet fuldstændigt, men det blev delvist genopbygget i 1936 og er senere renoveret og der er også bygget nye vinkældre.

Der har næsten altid været lavet vin på Château d`Orschwihr og de første omtaler af vinproduktionen på slottet ligger helt tilbage til 16. århundrede, hvor en tønde vin blev solgt til Murbach klosteret.

Hartmann familien har også siden overtagelsen lavet vin, selvom Martin Hartmann i 1950’erne omlagde mange af vinmarkerne til konventionelt landbrug. Men da hans søn Hubert Hartmann i 1986 overtog ansvaret, så blev de beskedne 6 hektar vinmarker udvidet til 25 hektar. I dag er det dog Huberts søn Gautier Hartmann som fortsætter den stolte tradition med vinproduktion på slottet.

De 25 hektar marker omfatter parceller på 5 Grand Cru marker, nemlig Kessler, Pfingstberg, Kitterlé, Rangen og Zinnkoepflé. Og denne vin er jo netop fra én af disse marker … Pfingstberg i 300 meters højde fra vinstokke plantet i 2008 og høstet med et lille udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.

Jordbunden på Pfingstberg består af ler og sandsten og vinmarken er så stejl, at det er nødvendig at bygge den op med terrasser. Der er blevet dyrket vin på Pfingstberg siden 1299!

Igen er der ingen oplysninger om produktionen … udover at vinen ikke er chaptaliseret … altså tilsat. Dette undgår man, for at få den helt rigtige og autentiske smag frem. Vinen indeholder 3,8 gram restsukker pr. liter og det betyder at den er markant tør og bør – ifølge Chateau D´Orschwir – nydes 6-12 år gammel.

I glasset har alderen også givet lidt farve … pænt gul og op af glasset strømmer en vild, lækker, fed og aromatisk duft, nærmest med voks, nektarintensitet, petroleum, olievædet twist, ovntørrede æbler, kvæde, blomster og syltede citroner.

Smagsmæssigt er vinen fyldig, krydret, meget intens og der er sgu bid i vinen, som bare vokser vildt i munden og flyder ud i hele kæften med kraft, modenhed, blid og poleret syre samt lidt bitterhed. Det er sgu stor Riesling. Dermed 96 point.

Forhandles af Holte Vinmager, hvor en flaske koster 249 kr., mens prisen er 200 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Wunsch et Mann, Riesling, Alsace, Frankrig

2019 Wunsch et Mann, Riesling, Alsace, FrankrigI Alsace Riesling ræset var vin nummer 2 en basis Riesling fra serien First Selection fra Wunsch et Mann, som har en lang historik i Alsace, hvor familien Mann har været vinavlere siden 1793.

Wunsch et Mann ligger omkring 5 kilometer sydvest for Colmar i byen Wettolsheim. Selvom Mann familien har været vinavlere siden 1793, så blev vinhuset Wunsch et Mann dog først grundlagt i den nuværende form i 1948 af Joseph Wunsch og Joseph Mann.

Wunsch et Mann drives i dag af brødrene Thierry og Maxime Mann, der samlet har 20 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Grand Cru markerne Steingrubler, Hengst og Pfersigberg. Siden 2008 har markerne været drevet økologisk.

Denne First Selection Riesling er der ikke mange oplysninger om … men mon ikke, at den blot er lavet på ståltanke og – efter duften – så lagret på gamle fade? Anyway, så springer vi så bare til mine smagsnoter.

Duften er lidt mere vild, natur-øko og landlig, mere opulent med fedme og let flomme, modne æbler og pærer, grillede citroner, toast, fad, vanilje og virker endda lettere olieret eller vokset med en snert petroleum.

I munden er vinen blød og cremet, syreniveauet klart lavere end foregående. Der er lidt æblejuice-feeling over smagen, meget let glidende igennem halsen og samlet lidt vag i koderne. Igen havner jeg omkring de 89 point.

Forhandles af Taastrup Ny Vinhandel, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7