Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2009 Hatt et Söner, Grande Cuvée Les Matines, Champagne, Frankrig

2009 Hatt et Söner, Grande Cuvée Les Matines, Champagne, FrankrigHold på hat og briller, for Grande Cuvée Les Matines er en extra brut blanc de blanc champagne fra Hatt et Söner, et lille champagnehus med en svensk forbindelse. Navnet er således også svensk … hat og sønner.

Hatt et Söner er grundlagt i 2011 i et samarbejde mellem to familier, nemlig den franske familie Vallois og den svenske Ruscon. Vallois familien havde været vinavlere i Champagne siden 1865, hvor Leon Vallois plantede sine første vinstokke i  Côte de Blancs, men vinen blev solgt til andre producenter i Champagne. Det var først sidst i 1970’erne, hvor François Vallois overtog driften, at familien startede med at lave champagner selv.

Ruscon familien kom oprindeligt fra Italien, men i 1825 flyttede Francois-Marie Ruscon sammen med familien til Annecy i Frankrig. hvor han åbnede en vinforretning.  Senere købte han også et bryggeri i byen og via ægteskab i familien kom forretningen også til at omfatte et hatteri med levering af  hatte til de store modehuse i Paris.

Det første møde mellem de to familier skete i slutningen af 1970’erne, hvor Joseph Ruscon deltog i en blindsmagning af champagner og smagte en champagne fra François Vallois. Joseph var fascineret af champagnen fra Vallois og bestilte et par tusinde flasker … til eget forbrug. Det blev starten til et langt venskab mellem de to familier.

Senere flyttede Ruscon familien til Sverige, idet Francois-Marie Ruscons barnebarn Michel Ruscon i 1970 mødte den svenske Christina, som han forelskede sig i og senere gift med, Men selvom afstanden var blevet større, så holdt venskabet med Vallois familien.

I 2006 ringede François Vallois til Michel Ruscon og fortalte, at ingen af hans to døtre ikke ville være vinbønder og dermed overtage champagnehuset. Michel Ruscon og sønnen Kristofer Ruscon besluttede, at de ville hjælpe deres gamle ven og det blev således grundlaget for Hatt et Söner … et champagnehus med base i Stockholm i Sverige men produktion i hjertet af Champagne-distriktet.

Med hjælp fra venturekapital – investorer som Rönngren og Hjerpe familierne – fik man finansieringen på plads i 2011, således man kunne overtage aktiemajoriteten. Det tidligere franske navn La Maison de Champagne François Vallois på champagnethuset blev udskiftet til Hatt et Söner med inspiration fra Ruscon familiens historie og produktserierne i champagnehuset også mere strømlinet.

Og indtil videre er der fortsat François Vallois, som står for produktionen af champagnerne … men det bliver ændret i 2021, for François’ datter Céline Vallois har fortrudt sin beslutning om ikke at blive vinbonde og er i dag i gang med at uddanne sig til ønolog. Så hun overtager sin faders rolle, når hun er færdig med skolen i 2021.

Hatt et Söner ligger i byen Bergères-les-Vertus i den sydlige del af Côte des Blancs. Deres marker er fordelt på 40 parceller ved 4 byer, nemlig Granc Cru marker ved Oger og Le Mesnil-sur-Oger samt Premier Cru marker ved Vertus og Bergères-les-Vertus. Hvor mange hektar vinmarker, som huset ejer ved jeg dog ikke.

Siden overtagelsen har Hatt et Söner fået en del kritik, bl.a. i den svenske vinpresse, idet priserne efter købet i 2011 har fået en gevaldig stigning uden tilsvarende kvalitetsløft og enkelte svenske vinbloggere er kommet med advarsler om, at champagnerne er prissat alt for højt og endda advaret mod køb.

Nå, men her er det en 2009 Grande Cuvée Les Matines, en extra brut blanc de blanc champagne, som udelukkende er lavet på Chardonnay fra marken Les Matines … en lille Premier Cru mark i Bergéres-les-Vertus og med vinstokke fra 1974. Kun det første pres har været anvendt, og ingen malolaktisk gæring er blevet udført. Der er under 1 gram restsukker pr. liter.

Lys farve, fine små bobler, Duften er landlig, stinker næsten af bonderøv og utrolig lækkert. Der er gule æbler, pærer, fersken og tropisk frugt, gærede noter, lidt søde krydderier, blomstereng, havvand og salt.

Boblerne er små og medium i styrke, mens smagen er grønne æbler, grape, god koncentration … masser af citronsyre og bitterhed. Der er klart mineralske elementer og samlet virker vinen frugtagtig og lettilgængelig med en klar blanc de blanc stil.

Forhandles af Kokkens Vinhus, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Peth-Wetz, Weisser Burgunder & Chardonnay Editio Classica, Rheinhessen, Tyskland

2017 Weingut Peth-Wetz, Weisser Burgunder & Chardonnay Editio Classica, Rheinhessen, TysklandLad os snuppe endnu en vin fra Christian og Maja på Weingut Peth-Wetz i Bermersheim i Rheinhessen. Denne gang er det deres Weisser Burgunder & Chardonnay Editio Classica.

Vinen er fra deres Estate serie, som er husets basisvine og denne Weisser Burgunder & Chardonnay Editio Classica er lavet på 60% Chardonnay og 40% Weisser Burgunder, som er høstet med et pænt stort udbytte på 70 hektoliter pr. hektar fra nogle af husets kalkholdige marker og høstet med maskiner om natten for at bevare druerne køligt.

Hver druesort vinificeres separat og sker i rustfrie ståltanke med en kold gæring ved 15-18 grader. Vinen er lagret … 80% i ståltankene, mens de sidste 20% er lagret i barriques, men hvor lang tid fremgår imidlertid ikke. Der er kun 1 gram restsukker pr. liter i vinen.

I næsen er der en lille olieret fedme, mens frugten er gul … fersken, abrikos, eg, røg, vanilje samt søde krydderier Der er noget, som pirrer næsen en smule … hmmmm.

Smagen er blød og rund, og der kan mærkes, at der er Chardonnay i blendet og vinen har fået en anelse egefade, men alligevel er der lidt jern, salt og mineraler i smagen. Syren er sådan lidt medium tangerende mod svag, der er lidt bitterhed i enden. Der er lidt fedme og sødme, som også gør vinen meget easygoing. Godkendt.

Købt i Tyskland til 8,00€ … svarende til omkring 60 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Weingut Peth-Wetz, Chardonnay Unfiltered, Rheinhessen, Tyskland

2016 Weingut Peth-Wetz, Chardonnay Unfiltered, Rheinhessen, TysklandBedste vin på berlinske Horváth blev denne Chardonnay Unfiltered fra Weingut Peth-Wetz, der ligger midt i byen Bermersheim omkring 10-20 kilometer nordvest for Worms i Rheinhessen.

Vingården drives af den unge Christian Peth sammen med hustruen Maja og deres to små børn. Christian er 3. generation på vingården og har inden overtagelsen af driften efter far Hartmut taget sin uddannelse til vinmager på Geisenheim og arbejdet på vinerier i både Chile, Australien og USA.

Familien har samlet 30 hektar vinmarker og de bedste marker er Westhofener Rotenstein, Bermersheimer Hasenlauf og Siefersheimer Heerkretz.

Det giver basis for en årsproduktion på omkring 200.000 flasker vin, som laves i 4 serier, nemlig Estate, Unfiltered, Réserve samt Grand Vintage vinene.

Vinene fra Weingut Peth-Wetz roses af både Eichelmann  og Gault Millau, men også det store Lufthansa har fået øjnene op for den lille producent og sat hans vine på vinkortet på 1. klasse i deres fly. Så på den måde er det vel 1. klasses vin.

Denne Chardonnay Unfiltered er vinificeret på eg og lagret 9 måneder på nye franske barriques egefade, hvorefter vinen kommes på flaske uden den mindste filtrering. Der er beskedne 0,9 gram restsukker pr. liter i vinen.

Duftmæssigt en aromatisk og fed, fadlagret Chardonnay, godt med cremet fedme, vanilje, fantastisk dybde og den nærmest damper af sex. Der er fersken, abrikos, banan, estragon, hvid chokolade og amerikanske Chardonnay gener med lidt sødme.

Uha det smager godt … fed, cremet og opulent som duften, men samtidig balanceret helt perfekt. Der er fersken og modne æbler, og er nærmest så cremet, at den smelter i munden, så man bliver totalt glad. Sødme, fedme og lækkerhed.

Ingen dansk forhandler, mens prisen i Tyskland ligger på 17€, hvilket svarer til 127 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Weingut Herrenhof Lamprecht, Sand & Kalk Weißburgunder, Steiermark, Østrig

2016 Weingut Herrenhof Lamprecht, Sand & Kalk Weißburgunder, Steiermark, ØstrigGottfried Lamprecht  fra Weingut Herrenhof Lamprecht kalder sig selv en artisan vinmager … og da artisan vel bedst kan oversættes til håndværker, så det giver jo god mening. Han laver vine med karakter – und mit keine kompromisse – og det gælder også denne Sand & Kalk Weißburgunder.

Weingut Herrenhof Lamprecht holder til i den lille by Markt Hartmannsdorf i vinområdet Steiermark og den sydøstligste del af Østrig omkring 20 kilometer øst for Graz. Vinhuset holder til i en gammel ejendom … ein Gutshof, der tidligere har tilhørt Augustinkorherreklosteret i Vorau.

En korherre – eller en kannik – er en betegnelse, som oprindelig blev brugt om alle gejstlige beskæftiget i en bispedømme, en religiøs orden eller i et kloster, så det er derfra, at vingården har sit navn Herrenhof … korherrenes gård.

Det var dog først i 1913, at familien Lamprecht købte ejendommen, men det var dog ikke fra Augustiner Ordenen, for ejendommen havde forinden gennem mange år haft skiftende ejere, så det betød også, at vinavlen på gården ved overtagelse var gået helt i stå uden mange vinstokke på den tilhørende jord.

Det var faktisk først i 2006, at der igen blev plantet vinstokke på gårdens kalkholdige marker. Det var nemlig, da den unge Gottfried Lamprecht overtog den fædrene gård og startede hans projekt Weingut Herrenhof Lamprecht.

Vingården er placeret på vinmarken Buchertberg, som er husets eneste mark. Der plantede Gottfried masser af Weißburgunder som den primært sort, men også druesorter som Furmint, der tidligere i Steiermark var kendt som Mosler, samt lidt Blaufränkisch og Pinot Noir.

Derudover tilplantede han også en del af marken med et mix af forskellige druesorter, en del gamle, glemte og sjældne lokale druer, et field blend på helt op til 60 forskellige sorter, som Gofffried kalder Buchertberg Weiss – ein Gemischter Satz – og skal udviske alle spor/kendetegn fra den enkelte drue og helt enkelt blot udtrykke det lokale terroir.

Samlet har Gottfried faktisk nu over 100 forskellige druesorter på hans mark, og det tæller også ukendte druer som Blaue Heunisch og Weiße Orléans. Gottfried ejer samlet 14 hektar på Buchertberg, hvoraf 9 hektar er vinmarker, men målet er at få hele jorden tilplantet med vinstokke.

Og Gottfried Lamprecht tilgang til vinproduktionen er også en smule anderledes end de fleste. Anders als die anderen. Han er selvfølgelig totalt økologisk og nogle marker er da også certificerede, men generelt benyttes ingen kunstgødning, herbicider eller syntetiske andre plantebeskyttelsesmidler.

Han har dog ikke brug for begreber som biodynamisk eller andre religiøse bio-synspunkter, men vil kunne arbejde og handle frit. Han har lavet sit eget manifest … die Herrenhof Charta, som er hans selvpålagte forpligtelse af et kvalitetskoncept, hans blåstempling af vinene og eget ideal. Han kalder det også for Freestyle Wine Growing. Det omfatter 10 punkter, nemlig:

  • Druerne må udelukkende kommer fra Buchertberg marken
  • Vinmarkerne dyrkes økologisk eller efter økologiske principper.
  • Der høstes med et maksimalt udbytte på 45 hektoliter pr. hektar, idet mindre udbytte giver bedre vine.
  • Man skal kunne smage terroir og årgang i vinene … det skylder man naturen.
  • Gæring sker spontant med druernes naturlige gær, og der sker alene tilsætning af gærsalte, hvis gæringen halter. Og aftapning sker tidligere i april det følgende år.
  • Der tilsættes ingen smags- eller tilsætningsstoffer, og den vendes alene svovl/sulfitter i meget små mængder.
  • Vinene laves efter game, traditionelle metoder, hvilket omfatter lang skindkontakt under gæring og ingen filtrering af vinene.
  • Respekt og bevarelse af jordens frugtbarhed og faunaen i markerne har topprioritet og Gottfried frasiger sig enhver moderne tilgang til pasning af markerne.
  • Femme af fremme af mangfoldigheden af dyr og planter i vinmarkerne
  • Ingen brug af gensplejsning, men det giver vel næsten sig selv.

Samtidig benytter Lamprecht slet ikke ståltanke i produktionen, men alene egefade, som er lavet med træ fra skovene omkring vingården samt en række ældre og større fade. De fleste fade er enten på 300 eller 600 liter.

Produktionen holdes som enkel som muligt og nærmest overladt til sig selv. Det omfatter bl.a. spontangæring på druerne naturlige gør efter presning i egetønderne … både den alkoholiske og den malolaktiske gæring. Derudover hviler vinen også med sur lie – med bærmen – på egefade i typisk omkring 9-18 måneder inden aftapningen sker ufiltreret og næsten uden svovl.

Weingut Herrenhof Lamprecht laver kun 7 forskellige vine, og denne Sand & Kalk Weißburgunder er vel nærmest deres basis- eller indgangsvin … så på den måde er jeg – helt tilfældigt – startet helt perfekt på at smage vinene fra Lamprecht.

Gottfried mener i øvrigt også, at 7 er et passende antal, da 7 er det perfekte nummer i den centraleuropæiske mytologi. Det er dog en sandhed med modifikationer, idet han også i både 2015 og 2017 har lavet en 8. vin … Schrammelberg, som er et lille sideprojekt, hvor druerne kommer fra en af de  ældste vinmarker i Steiermark. Der er vinstokkene næsten 90 år og der laves da også kun et enkelt 300 liters fad af den vin.

Denne Sand & Kalk Weißburgunder basisvin er lavet på 85 % Weißburgunder samt 15 % Grauburgunder og Chardonnay. Druerne kommer selvfølgelig fra vinmarken Buchertberg, en lille sidedal af Rittscheintales. Vinen er lavet som beskrevet ovenfor, men hvor lang tid, som vinen har lagret, ja det fremgår ikke. Der er alene 0,2 gram restsukker i vinen-

Duftmæssigt er vinen aromatisk og nærmest parfumeret, moden og sødkrydret. Der er fersken og melon, havvand, ganske landlig med nogle nærmest moskusagtige aromaer. Derudover virker vinen lidt olieret med masser af kalk og kridt, lidt modellervoks, blodribs og karamel. Det er sgu vin med karakter.

I munden er det blød, olieret og fed … dog med en fin mineralsk, kalket syre med en let bitterhed, som holder fedmen indenfor livremmen. Det bliver casual og tilbagelænet på en fed måde med mineralsk bid, elegant surhed svagt aftryk af træ i panden.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Castel Mimi, Chardonnay, Codru, Moldova

2015 Castel Mimi, Chardonnay, Codru, MoldovaLad os nappe den 3. af de moldoviske vine … igen en hvidvin fra Castel Mimi og lavet på den internationale Chardonnay drue.

Det er ikke – som de to foregående vine – en 2017’er, men et par år ældre, nemlig en årgang 2015.

Den er en af 9 forskellige vin under Classic Collection serien. Den er også vinificeret på franske egefade, og da den – i modsætning til de foregående vine – er et par år ældre, så kunne man fristes til at tro, at den er lagret en længere periode. Det ville selvfølgelig vil være meget passende for en Chardonnay, men den er imidlertid lagret 6 måneder på franske egefade, altså fuldstændig som de to foregående vine.

Den minder på mange måder også lidt om foregående vin, hvilket selvfølgelig er lidt ærgerlig. Den er dog en kende mere fed i det med en næse med sødme, hyld, astronaut-is, abrikos, blomsterstøv … og den er også lidt mere varm og fyldig i udtrykket.

Smagen er blød med fersken, modne æbler, sødme og ganske stor tørhed. Læg dertil en smule krydderier, så får du igen en ganske let drikkelig vin, som er meget omgængelig.

Importeres af MoldoVin, og prisen ligger på 115 kr.

 Vinanmeldelse 3,5/7 

2002 Piper-Heidsieck, Cuvée Rare, Champagne, Frankrig

2002 Piper-Heidsieck, Cuvée Rare, Champagne, FrankrigDen næste champagne 2002 Cuvée Rare fra champagnehuset Piper-Heidsieck skriger nærmest, at det er eksklusivt, sofistikeret, raffineret overklasseboblevand med både guldskrift og et smukt forgyldt gitter med blonder og husets logo omkring flasken.

Man kan ikke undgå at blive en smule duperet, men det er også – som navnet siger – en sjælden  champagne, der kun fremstilles i de år, hvor druehøsten er helt exceptionel og alene hvis vinmageren Regis Camus vurderer, at det kan blive en helt ekstraordinær cuvée.

Marilyn Monroe har endda engang sagt; I go to bed with a few drops of Chanel No. 5 and wake up each morning to a glass of Piper-Heidsieck;  it warms me up.

Piper-Heidsieck har en lang historie og er et af de ældste champagnehuse, grundlagt i 1785 som Heidsieck & Co af Florens-Louis Heidsieck, som stammede fra Tyskland, men var blevet forelsket i boblerne fra Champagne.

Han var egentlig tøjforhandler og etablerede Heidsieck & Co som et handelsfirma for uld i Reims, men gav snart ulden op og koncentrerede sig om i første omgang at handle vine fra Champagne, men gav sig senere til selv at producere eksklusive champagner.

Udover champagne var den unge Florens-Louis fascineret af dronning Marie Antoinette, så han da også gav som første cuvée til i gave.  Og hun blev ganske begejstret og talte altid varmt om champagnerne fra Heidsieck & Co.

Da Florens døde i 1828 blev det hans 3 nevøer Henri-Louis Walbaum, Frédéric-Auguste Delius og Christian Heidsieck, som videreførte champagnehuset, men allerede i 1834 blev trioen uenig, hvilket medførte en deling af huset.

Champagnehuset blev således delt i 2 særskilte huse, idet Henri-Louis Walbaum og Frédéric-Auguste Delius fortsatte under navnet Walbaum Heidsieck & Co. Det er det champagnehus, som i dag er kendt som Heidsieck & Co Monopole.

Christian Heidsick fortsatte den anden del, hvilket skete sammen med Henri-Guillaume Piper. Dog døde Christian pludselig i 1835, men det endte med, at hans enke hurtigt blev gift igen … nemlig med Henri-Guillaume Piper, og sådan gik det til, at den del af det oprindelige champagnehus fik navnet Piper-Heidsieck.

En 4. nevø til Florens-Louis Heidsieck – Charles Heidsieck – havde også arbejdet hos onklen, og han startede i 1851 også sit eget champagnehus, nemlig Champagne Charles Heidsieck, så den dag i dag eksisterer der således 3 champagnehuse, som udspringer fra Heidsieck familien.

Allerede tidligt efter grundlæggelsen af Piper-Heidsieck, så blev husets champagner efterspurgt hos de royale hoffer i mange lande som Frankrig, Kina og selv den russiske zar Alexander III var begejstret for Piper-Heidsieck champagne.

Så da champagnehuset skulle fejre sit første jubilæum, så designede Pierre-Karl Fabergé, som var hofjuvelér for den russiske zar, en flaske med ædelsten, guld og den sjældne, blå lapis lazuli.

Og siden dengang har champagnehuset samarbejde med nogle af verdens bedste juvelerer, hvilket også er årsagen til den ekstremt flotte udsmykning på denne 2002 Cuvée Rare. Således var det fx juvelerfirmaet Van Cleef & Arpels, som i anledning af Piper-Heidsiecks 200 års jubilæum designede en flaskemed både diamanter og blå lapis lazuli.

Champagnehuset Piper-Heidsieck har været dygtige til markedsføring, hvilket bl.a. også har medført et samarbejde med filmindustrien i Hollywood. Således har husets champagner været brugt i filme som Gøg og Gokke, men også i film med Ava Gardner, Humphrey Bogart, Clark Gable og Fred Astaire.

Siden 1993 har Piper-Heidsieck også været officiel leverandør til filmfestivalen i Cannes, men også andre filmfestivaler i Deauville, Berlin, Boston, Chicago og San Francisco med en særpris, som champagnehuset har givet til navne som Al Pacino, Francis Ford Coppola, Nicolas Cage og mange flere.

Huset blev i familiens eje indtil 1989 hvor man solgte det til Rémy-Cointreau koncernen. I dag er ejerskabet overtaget af EPI Group, som ejes af Descours familien. Det er et stort familieejet fra foretagende grundlagt i 1974 af Christopher Decours.

De ejer flere tøjmærker, skokæder og har derudover investeret i vinbranchen, hvor de udover Piper-Heidsieck også ejer Champagne Charles Heidsieck, Rémy-Cointreau og har senest i 2016 også købt Biondi-Santi i Toscana.

Piper-Heidsieck har selv omkring 44 hektar vinmarker, men opkøber derudover druer fra omkring 800 hektar vinmarker i optil 77 forskellige landsbyer i Champagne. Deres årsproduktion ligger på omkring 6 millioner flasker om året.

Den ansvarlige vinmager – chef de cave – for den store produktion er Régis Camus, som overtog ansvaret efter den legendariske Daniel Thibault, som desværre døde i 2002.

Denne Cuvée Rare er lavet på 70% Chardonnay og 30% Pinot Noir, og det er en champagne, som kun fremstilles i de år, hvor druehøsten er helt exceptionel og hvis vinmageren vurderer, at det kan blive en helt ekstraordinær cuvée.

Den første Cuvée Rare blev fremstillet i 1976 efter en utrolig intens varmebølge dette år. Siden da har Cuvée Rare kun været produceret 8 gange, nemlig i 1979, 1985, 1988, 1990, 1998, 1999, 2002 og senest 2007.

Denne 2002’er er et blend fra 8 Grand Cru marker, hvilket for Chardonnay druerne bl.a.  er Oger, Villers-Marmery og Avize og for Pinot Noir Verzy. Den har efter almindelig vinificering lagret 8 år i vinkælderen hos Piper Heidsieck.

Og sikke en flot, forfinet og lækker aroma … godt med fylde, eksotiske frugter, kiwi, mango, æbler, pærer samt en virkelig landlig og animalsk side … nærmest som om, at frugten er gæret. Der er hasselnøder, toast, hævet dej, hvide blomster, grønne vinblade og samlet komplekst, elegant og nærmest berusende duft.

Boblerne er klart lidt mere aggressive end foregående champagne, men fortsat små og giver næsten en smeltende fornemmelse i munden, hvilket er helt ekstraordinært. Syren er ikke så tydelig som foregående, men det er en blid syre, som elegant og med citron, friskhed og lidt blomsterstøv. Klasse.

Som du måske også fornemmer, så er Cuvée Rare ikke helt billig, for normalprisen ligger på 1.695 kr. Den kan dog fås billigere, bl.a. har Andrup Vin champagnen til 1.275 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2010 Champagne Mailly Grand Cru, L’Intemporelle Grand Cru Brut, Champagne, Frankrig

2010 Champagne Mailly Grand Cru, L’Intemporelle Grand Cru Brut, Champagne, FrankrigByggemødet blev sparket behørigt i gang med en tidløs champagne … L’Intemporelle Grand Cru Brut fra Champagne Mailly Grand Cru.

Champagne Mailly Grand Cru er ikke et helt traditionelt champagnehus, men derimod et kooperativ i Champagne.

Det er grundlagt i 1929 af en flok vinbønder omkring byen Mailly. De slog kræfterne sammen grundet de økonomiske hårde tider efter 1. verdenskrig med et motto om, at de sammen kunne få det til at ske. På fransk hedder det à la tête par la main.

Champagne Mailly Grand Cru har kun – som navnet måske også indikerer – Grand Cru marker, men alene dog samlet omkring 70 hektar fordelt på samlet 80 vinavlere.

Det betyder en årlig produktion på 500.000 flasker årligt fordelt på 10 champagner i 4 kvalitetsniveauer, som kaldes Classic, Special, Artistic og Prestige. Denne L’Intemporelle Grand Cru Brut kommer fra den sidstnævnte serie, som er husets topchampagner.

Champagnen er lavet på 60% Pinot Noir og 40% Chardonnay, hvor Pinot Noir druerne kommer fra parceller på Grand Cru markerne Les Chalois, Les Côtes, Les Godats, Les Baraquines og Les Longues Raies, mens Chardonnay druerne kommer fra Les Crayats, Les Coutures og Les Roses.

Druerne er høstet med håndkraft og presset i hele klaser uden afstilkning. Den første gæringen sker i store rustfrie ståltanke ved 16 grader efterfulgt af malolaktisk gæring. Efter flaskning lagres vinen i husets store, kalkrige vinkældre nogle år.

I den gennemsigtige flaske ligner det næsten en omgang æblemost, men har en fantastisk lækker næse … hyben, fersken, pærer, blomster, gæret dej, mineraler og skolekridt. Virkelig nice.

Smagsmæssigt er det blide og små bobler med fremførende, let, stringent og dejlig citronsyre, blid og cremet, sart og alligevel ganske frisk. Frugten er nærmest pærer og mirabeller og den sikrer sammen med citronsyren en god balance. Perfekt velsmag.

Laudrup Vin er importør, men kan fx fås hos Salling til 599 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2017 Domaine Jean-Charles Fagot, Bourgogne Rosé, Bourgogne, Frankrig

2017 Domaine Jean-Charles Fagot, Bourgogne Rosé, Bourgogne, FrankrigVi skulle skam også smage lidt rosé fra Jean-Charles Fagot og endda frisk fra høsten sidste år … Bourgogne Rosé 2017.

Vinen skulle jf. Brdr. D’s Vinhandel være lavet på et skønt mix af  Chardonnay, Aligoté og Pinot Noir.

Jeg har ingen oplysninger – what so ever – om produktionen, så derfor springer jeg uden videre tøven, dvælen eller yderligere sendrægtighed direkte videre til mine smagsnoter, som uden omsvøb afslører, at det ikk’ er en vin, som vælter mig omkuld.

Der er nogle sjove aromaer og det er ikke hverken hindbær, jordbær eller noget i den boldgade, men mere en lidt sjov og halvsød aroma, som jeg ikke helt kan stedfæstne. Det er iblandet lidt grønne blade og sammen fungerer det bare ikke helt.

I munden har vinen en striks syre, hvilket den imidlertid ikke skal høre for. Det er faktisk ganske stålsat og samtidig meget let drikkelig, så den redder det hjem i sidste sekund som en okay rosé, som dog aldrig imponerer.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske 2016 koster 149,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 119,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7 thumbthumbthumb

2015 Domaine Jean-Charles Fagot, Rully Blanc, Bourgogne, Frankrig

2015 Domaine Jean-Charles Fagot, Rully Blanc, Bourgogne, FrankrigFra de kalkrige skråninger ved Rully skal vi smage en lille Rully Blanc perle fra Domaine Jean-Charles Fagot.

Rully er jo det mest kølige område i Côte Chalonnais og det kølige klima er perfekt for hvidvine … og druerne til denne vin kommer fra Jean-Charles Fagots parcel, som ligger med en syd/øst vendt eksponering.

Vinstokkene er gennemsnitlig 30 år gamle og høstet med håndkraft, selvfølgelig 100% Chardonnay og alene lavet med druernes naturlige gær. Vinen er lagret 12 måneder på fransk eg inden den flaskes med let filtrering.

Og det er virkelig en lækker lille hvidvin, som Fagot har lavet … næsen oser af blomstereng, virkelig blomsterrig og aromatisk med fedme, solcreme, fersken, vanilje, let citrus og det dufter bare sindssygt godt.

I munden er vinen klar, med både fedme, ren frugt og en lækker underliggende syre … meget kontrolleret med citronsyre, stram og præcis. Det er god hvid bourgogne.

Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2012 Domaine Jacques Prieur, Beaune Clos de la Féguine Blanc Premier Cru, Bourgogne, Frankrig

2012 Domaine Jacques Prieur, Beaune Clos de la Féguine Blanc Premier Cru, Bourgogne, FrankrigEt voldsomt step op med næste hvide bourgogne fra Domaine Jacques Prieur, idet vi her har fat i vinen Beaune Clos de la Féguine Blanc Premier Cru i en ældre årgang 2012 fra en 0,27 hektar stor parcel på den mark, som vinhuset er eneejer af.

Der står også Monopole på etiketten og Chardonnay druerne vokser på den vestlige del af marken, mens den østlige del er tilplantet med Pinot Noir. Vi skulle senere smage den røde udgave af vinen, som blev en af mine favoritter denne eftermiddag.

Nå, men druerne er høstet med håndkraft, og presning er sket af hele klaser I en pneumatisk vinpresse. Fermentering er sket på 100% egetræsfade, og vinen er efterfølgende lagret 20 måneder på egefadene, så vinen har fået godt med eg.

2012 var et svært år med masser af varme, meldug, vanskelig blomstring, hagl og torden. Edouard kalder selv 2012 for et år for de virtuose vinproducenter, altså de dygtige vinmagere, men er endt med harmoniske og velsmagende vine med en frisk og præcis frugt samt en smuk massefylde.

Duften er også meget delikat med både blomster, sæbe og måske en smule mere oxidativ i næsen. Det er tørret abrikos, god dybde i frugten samt kalk, citrus, mineralsk lethed og men total indbydende lækkerier, men også en enkelt sjov note, som jeg ikke helt kan placere og ikke passer helt ind. Men det er nu i småtingsafdelingen, for samlet set dufter vinen virkelig fantastisk.

Smagen er blød, cremet og blid. Det er samtidig en fyldig og kødfuld vin, flot dybde, ristede noter og lidt varm i udtrykket med god længde på eftersmagen. Det er tæt, fast og blødt … og så smager den virkelig godt.

Importør er Vinmonopolet … og prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7