Lad os nappe den 3. af de moldoviske vine … igen en hvidvin fra Castel Mimi og lavet på den internationale Chardonnay drue.
Det er ikke – som de to foregående vine – en 2017’er, men et par år ældre, nemlig en årgang 2015.
Den er en af 9 forskellige vin under Classic Collection serien. Den er også vinificeret på franske egefade, og da den – i modsætning til de foregående vine – er et par år ældre, så kunne man fristes til at tro, at den er lagret en længere periode. Det ville selvfølgelig vil være meget passende for en Chardonnay, men den er imidlertid lagret 6 måneder på franske egefade, altså fuldstændig som de to foregående vine.
Den minder på mange måder også lidt om foregående vin, hvilket selvfølgelig er lidt ærgerlig. Den er dog en kende mere fed i det med en næse med sødme, hyld, astronaut-is, abrikos, blomsterstøv … og den er også lidt mere varm og fyldig i udtrykket.
Smagen er blød med fersken, modne æbler, sødme og ganske stor tørhed. Læg dertil en smule krydderier, så får du igen en ganske let drikkelig vin, som er meget omgængelig.
Importeres af MoldoVin, og prisen ligger på 115 kr.