Tag-arkiv: 4

God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.

2013 Weingut Trockene Schmitts, Randersacker Sonnenstuhl Riesling Muschelkalk Alte Reben Trocken, Franken, Tyskland

2013 Weingut Trockene Schmitts, Randersacker Sonnenstuhl Riesling Muschelkalk Alte Reben Trocken, Franken, TysklandI går fredag var selvfølgelig Spätburgunder dag … men forinden smagte vi på en lille souvenir fra sidste års sommerferie, hvor vi bl.a. besøgte Weingut Trockene Schmitts i Randersacker. Og det var såmænd denne Randersacker Sonnenstuhl Riesling Muschelkalk Alte Reben Trocken … ja de tyskere kan sgu dét der med navne.

Besøget hos Trockene Schmitts var dog klart det dårligste af samtlige besøg hos vinproducenter i både Tyskland og Italien. Weingut Trockene Schmitts’ smagelokale ligger lige i et lokale ved siden af deres vinrestaurant Ewig Leben, men vi kom tilsyneladende lidt til besvær … eller bare på et skidt tidspunkt.

Der var ikke den store imødekommenhed, som man ellers altid finder hos vinproducenter, som normalt gerne viser deres vine frem. Her blev der kun nødtørftigt skænket til mig … mens de ignorerede fruen. Og selvom jeg delte mit glas med hende, så bød de fortsat ikke hende et glas. Og man stod hele tiden med den følelse, at dette skulle overstås i en fart, så efter at ha’ smagt 2-3 vine, så købte jeg to flasker af denne vin, inden vi hurtigt luskede videre.

Det skal dog siges, at nogle bekendte – som har besøgt stedet – har haft en helt anderledes positiv oplevelse. Og vi kan jo selvfølgelig alle ha’ en dårlig dag. Men besøget stod i skærende kontrast til mit besøg hos en anden gren af Schmitt familien i Randersacker, nemlig Weingut Schmitt’s Kinder, hvor der var fantastisk imødekommenhed, sjov, snak om vin og anbefalinger på, hvad jeg skulle smage.

Randersacker er i øvrigt virkelig hjemsted for Schmitt’er. Der findes en del vingårde, som drives af grene af denne familie, bl.a. som nævnt Weingut Schmitt’s Kinder, Weingut Richard Schmitt, Weingut Robert Schmitt, Das Weingut im Pfülben … også kaldt Weingut Hubert Schmitt og så denne Weingut Trockene Schmitts. Det skønne Hotel Gasthof Krone drives fx også af en Schmitt, nemlig Antonie Schmitt. Flere har også spøgefuldt sagt, at Randersacker vel også lige så godt kunne hedde Schmittsacker!

Weingut Trockene Schmitts er dannet i 2002 ved sammenlægning af brødrene Paul og Bruno Schmitts respektive vingårde Haus der trockenen Weine og Weingut Robert Schmitt.

Navnet går imidlertid tilbage til 1970’erne, hvor gæsterne hos Schmitt gav huset tilnavnet pga. de tørre vine … som dengang skilte sig ud, da de fleste vinproducenter alene fokuserede på søde vine.

Oprindeligt blev ejendommen købt af bedstefaderen – som også hed Paul Schmitt – tilbage i 1920’erne, men det var først i 1955, at vinhuset blev grundlagt. Oprindeligt dannede 4 kendte vinmarker basis for den samlede produktion, men i dag er arealet noget større. Vinhuset har samlet 16 hektar vinmarker, fordelt på markerne Teufelskeller, Pfülben, Lämmerberg, Ewig Leben, Marsberg, Sonnenstuhl og Dabug.

Her dyrker Schmitt sorterne Silvaner, Müller-Thurgau, Riesling, Rieslaner, Traminer, Scheurebe, Weißburgunder og Bacchu. Og det danner baggrund for en lang række vine, lige fra billige “litervine” til husets bedste vine, som kaldes Konsequent og kommer fra gamle vinstokke, som står på de stejleste steder og hvor man – som navnet antyder – foretager en konsekvent beskæring af udbyttet.

Udover vinproduktionen, så omfatter driften på familieejendommen også et stort Vinothek, vinrestauranten Ewig Leben og 4 ferielejligheder.

Trockene Schmitts
Her lige et billede af Weingut Trockene Schmitts’ vinrestaurant Edwig Leben midt i Randersacker. Jeg fik desværre ikke taget et foto inde i smagelokalet.

Nå men denne Riesling er lavet med druer fra marken Randersacker Sonnenstuhl, hvor vinstokkene er omkring 45 år gamle, altså Alte Reben. Jorden er – som etiketten også indikerer – præget af Muschelkalk, dvs. med en stor andel af den specielle kalksten i jorden på denne parcel. Muschelkalk kan vel bedst oversættes med noget i retning af muslingekalk/-kridt, og er en speciel kalksten type, som bl.a. er rig på fossile skaller. Den findes i øvrigt også i Danmark.

Markerne er i øvrigt ganske stejle, nogle steder med 50% stigning. Vi forsøgte at gå opad én af markerne … og det lykkedes også, men ikke uden noget besvær. Så hatten af for vinbønderne, som passer vinstokkene og høster på disse stejle marker. Det er sgu ganske imponerende.

Stejle vinmarker
Her får du måske et indtryk af, hvor stejle markerne reelt er. Og ja … det er fruen, som er står længst nede … mens drengene forlængst havde nået toppen.

Nå, men det var denne Randersacker Sonnenstuhl Riesling Muschelkalk Alte Reben Trocken, som vi kom fra. I næsen er her godt med grønne æbler, abrikos … meget klare Riesling noter, og selvom der ikke er klar petroleum, så fornemmes det, at det så småt er på vej. Der er også nærmest noget linolie og citroner i næsen.

I munden lever den op til husets navn Trockene Schmitts, for den er knastør og frisk, så det batter. Der er grønne blade, grape, godt med syre. Det er sgu en vin med bid i. Bevares, det er ikke superintenst, men bestemt bestået og den smager endda også bedre, end da vi smagte vinen i smagelokalet i Randersacker.

Købt på vingården, pris 8,90€ … hvilket svarer til 66 kr.

Rating 4/7  

Vi slutter lige med lidt flere stemningsbilleder fra i sommers. Trænger vi vist til denne dag, hvor det regner, blæser og bare er gråt udenfor.

Udsigt fra Randersacker
Her udsigt fra midten af Randersacker og op mod nogle af vinmarkerne, her vistnok Lämmerberg.

Vinmarker i Randersacker
Her er vi næsten nået toppen oppe ved marken Edwig Leben.

Udsigt udover Randersacker
Og udsigten ned til Randersacker.

2011 Cantina di Verona, Recioto della Valpolicella, Veneto, Italien

2011 Cantina di Verona, Recioto della Valpolicella, Veneto, ItalienCantina di Veronas Reciota della Valpolicella er heldigvis bedre end deres Amarone, og var næste vin rækken af de italienske supermarkedsvine, som SuperBrugsen havde sat på programmet til den lokale smagning.

Recioto er den søde version af Amarone, og normalt tørrer druerne længere tid end til den tørrere lillesøster, hvorfor koncentrationen af sukker stiger. Hos Cantina di Verona tørrer begge vine nu imidlertid lige lang tid, hvorfor det er underligt, at der er så stor forskel på de to vine, men det vender jeg fluks tilbage til.

Reciota’en er lavet på druerne Corvina samt Rondinella, og som med Amaronen er de tørret i 4 måneder, hvorved der mistes 40% af vægten. Derefter presses druerne og macerationstiden er 12 dage, hvilket efterfølges af lidt over et års lagring på barrigues.

Og det er en fin lille dessertvin, som er tyktflydende, fed og ærlig. Det er modne blommer, figner, dadler, dyb portvinsødme, våde fade, lakrids, sirup … intens, saft og kraft. Det har faktisk nogle af de duftindtryk, som husets Amarone mangler. Utroligt, at de er lavet på næsten samme måde.

I munden samme indtryk, nektarfed sødme, rosiner, gammel balsamico classico, nødder, saft og kraft. Og fin vin til det efterfølgende ostebord. Så på den måde, så sluttede den lille vinsmagning i Malvinas Hus ganske fornuftig. Sådan da … for der mangler lige en lille madvin som rosinen i pølseenden.

Forhandles i SuperBrugsen til 94,95 kr., men denne aften kunne den købes på bud til 65 kr.

Rating 2/7  thumbthumbthumbthumb

2013 Viñedos Emiliana, Signos de Origen Pinot Noir, Casablanca Valley, Chile

2013 Viñedos Emiliana, Signos de Origen Pinot Noir, Casablanca Valley, ChileBedste vin ved SuperBrugsens smagning i Malvinas Hus var klart denne Signos de Origen Pinot Noir fra vinhuset Viñedos Emiliana, som igen er ejet af en af de helt store internationale megakoncerner Viña Concha y Toro.

Og Viña Concha y Toro er stor … meget stor. Den er nok et af Sydamerikas største vinhuse, som ejer mærker som fx Sunrise, Frontera, Casillero del Diablo, Marques de Casa Concha, Terrunyo, Amelia, Carmín de Peumo og Don Melchor blot for at nævne nogle få.

Vinhuset har omkring 8.720 hektar vinmarker spredt rundt vinregionerne Maipo, Maule, Rapel, Colchagua, Curico og Casablanca i Chile og omsætter for langt over 6 milliarder kroner årligt.

Og så ejer det også Viñedos Emiliana, som er grundlagt i 1986 under navnet Bodegas y Viñedos Santa Emiliana. Det er nu også en ganske pæn historie, da de ejer ikke mindre end 1.550 hektar vinmarker i Casablanca, Maipo, Cachapoal og Colchagua.

I 1998 begyndte vinhuset på den kæmpestore opgave, at konvertere alle marker til henholdsvis økologisk og biodynamisk drift, og i dag sælges de fleste vine økologiske og enkelte også biodynamiske.

Der laves vine i flere serier, bl.a. de økologiske Adobe, Novas, Signos de Origen samt de biodynamiske Coyam og Gê. Derudover laves der en række designvine til forskellige markeder, bl.a. findes der herhjemme også supermarkedsvinen Elemental, som også kommer fra Viñedos Emiliana

Denne Signos de Origen Pinot Noir er lavet med druer fra Casablanca dalen, nemlig fra marken El Rincón, Block 43 og høstet med et udbytte på 30 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet af vinmageren Alvaro Espinoza og er lagret 10 måneder på 75% franske egefade og de resterende 25% i store æggeformede tanke. Der er lavet 690 kasser af vinen.

I glasset er vinen klar, medium transparent, mens næsen byder på klare Pinot Noir noter, hindbær, lidt lyse blommer, kirsebær, blomster, nelliker, røg, vanilje, sødme og sådan let animalsk i udtrykket. I munden er vinen ikke ultra let, men nem, tilgængelig med hindbær, hvid peber og en smule eg. Syren er en smule stram og peberen er meget gennemgående, men et ganske okay Pinot Noir.

Forhandles i SuperBrugsen til 129 kr., men denne aften kunne den købes på bud til 89 kr.

Rating 4/7  thumbthumb

2008 Weingut Krone Assmannshausen, Spätburgunder, Rheingau, Tyskland

2008 Weingut Krone Assmannshausen, Spätburgunder, Rheingau, TysklandFørste vin på S’vinbar blev selvfølgelig en Spätburgunder … det var som sagt fredag, og konen havde også i flere dage sukket efter de tyske dråber. Denne er fra Weingut Krone Assmannshausen, som ligger et par kilometer øst for Rüdesheim am Rhein … lige op ad Rhinen i Rheingau.

Man skal faktisk blot sejle på Rhinen – langs de grønne skråninger – og dreje lidt mod nord efter Rüdesheim, som kommer man til området Assmannshausen, hvor man finder det berømte Hotel Krone, en gammel bindingsværkbygning.

Den stammer helt tilbage fra 1541, hvor Johannes Rab og borgmesteren Johann Umhoff mødtes og købte huset på bredden af Rhinen for 300 gylden.

Det lavede de til et pensionat, som de kaldte for Krone Assmannshausen. Allerede dengang blev der dyrket vin fra skråningerne omkring hotellet, og med tiden blev pensionatet også et vinhus med tilhørende vinmarker. Oprindelig lå ejerskab af pensionat og vinmarker hos kirken, her domkirken i Mainz, men i 1772 overtog Lieselotte Alberti imidlertid kroen.

Senere i slutningen af 1800-tallet overgår ejerskabet til familien Hufnagel, og så går hotel og vinhus derefter i arv fra generation til generation, ja helt frem til 2006, hvor tingene skilles ad … hotellet overtages nemlig af familien Lohbeck, som i forvejen er driftige indenfor hoteldrift, mens Botho Jung fortsætter driften af vingården frem til hans død i 2014.

I dag er det familien Wegeler Drieseberg, som driver Weingut Krone Assmannshausen. De har igennem 4 generationer været vinbønder i både Rheingau og Mosel, bl.a. med Weingüter Geheimrat J. Wegeler i Oestrich-Winkel samt Bernkastel.

Det er i dag med Anja Wegeler-Drieseberg og Tom Drieseberg, som sammen med vinmageren Dominic Nindl driver Weingut Krone Assmannshausens 5,2 hektar vinmarker. De bedste marker er selvfølgelig parceller på markerne Frankenthal og Höllenberg i Assmannshausen samt Berg Schlossberg i Rüdesheim.

På Weingut Krone Assmannshausen laves der 7 forskellige vine, herunder 3 Spätburgundere, hvoraf denne er husets entry-level Spätburgunder. Dens storesøstre er vinene Assmannshäuser Höllenberg Spätburgunder samt topvinen JUWEL, hvor druerne kommer fra de aboslut bedste parceller.

Denne almindelige Spätburgunder er lavet med druerne fra markerne Assmannshäuser Hinterkirch og Frankenthal, Rüdesheimer Berg Schlossberg samt en nyindkøbt mark Rüdesheimer Drachenstein. Vinen er modnet 16-18 måneder på franske egetræsfade fra Seguin Mureau inden vinen flaskes.

I glasset fin, herlig transparent teglfarve og i næsen svag sød stald … ikke voldsom, men nok mere præget af lidt røde og syrlige bolsjer, jordbær, rosmarin, krydderier, chorizo og en snert anis. I munden fin balance, hindbær, nem, men bestemt ikke ultra let, men lidt rund og ganske harmonisk i smagen. Bliver måske en anelse enkel i udtrykket, men fin start på aftenen.

Købt på S’vinbar, hvor en flaske koster 500 kr. Pris på vingården er 17,20€ … eller omkring 129 kr.

Rating 4/7  

2001 Vieux Château Pelletan, Saint-Emilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2001 Vieux Château Pelletan, Saint-Emilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigVieux Château Pelletan har jeg smagt en del gange, men det er bare mange, mange år siden. Da jeg fandt denne flaske ved rydning af min faders hus ifb. med en flytning, så vakte det minder. Jeg snuppede derfor vinen med hjem velvidende, at den formentlig har ligget og småkogt over køleskabet, siden jeg forærede ham flasken for over 10 år siden.

Og nu er den så proppet op … småkogt Saint-Emilion Grand Cru fra slottet Vieux Château Pelletan/Château Vieux Larmande, som ligger en halv kilometers penge nord for selve Saint-Emilion og ejes af familien Magnaudeix, som har produceret vin i 6 generationer der siden 1840.

I dag er der fortsat 3 generationer involveret i driften, nemlig Hélène … 4. generation, hendes to børn og dermed 5. generation Catherine og Jean-Pierre og i 6. generation Romain Magnaudeix samt Guillaume Bruny, som er sønner af henholdsvis Jean-Pierre og Catherine.

Reelt har slottet siden 1988 været ejet af søskendeparret Catherine Bruny og Jean-Pierre Magnaudeix, men siden 2008 er det imidlertid Romain Magnaudeix, som har været den ansvarlige vinmager på vinslottet.

Siden 1840 har familien lavet vinen Château Vieux Larmande, som laves fra de oprindelig 4,25 hektar vinmarker, men i 1924 tilkøbte man yderligere 6,90 hektar vinmarker fordelt på 14 parceller, nemlig til vinen Vieux Château Pelletan, som man har lavet siden. Men udover de to hovedvine, så laves der yderligere et par vine, nemlig to vine Le Tertre de Sarpe samt Ma Agnus Deï.

Denne Vieux Château Pelletan er lavet på 85% Merlot og 15% Cabernet Franc og kommer fra 30 år gamle vinstokke. Vinen har lagret på barriques i 12 måneder og der produceres årligt 20.000 flasker af denne vin.

Men årene … eller nok nærmere den skødesløse opbevaring af vinen … har sat sit præg på vinen. Normalt klarer en Bordeaux vin af anstændig kvalitet nemt 15 år, men her får du en lidt bedaget aroma med alder, rosin, portvin, eucalyptus, mentol samt lidt mørke og nærmest indtørrede bær. I munden er vinen er lidt fesen … syren er stadigvæk til stede, men lidt vag og fokuseret. Det er heldigvis fortsat god, ren frugt og vinen er blød og rund, men noget af den normale spændstighed er forsvundet.

Købt af en gammel revisorven, som var/er importør. Dengang var prisen vistnok 70 kr. Jysk Vin har også på et tidspunkt været importør.
Rating 4/7 

2013 Gérard Bertrand, Château La Sauvageonne Grand Vin, Languedoc, Frankrig

2013 Gérard Bertrand, Château La Sauvageonne Grand Vin, Languedoc, FrankrigVi har tidligere kørt Gérard Bertrand tema i tirdagsvinklubben på jobbet, så i dag blev et gensyn med den store, tidligere rugbyspiller. Denne Château La Sauvageonne Grand Vin har vi ikke tidligere har smagt, men med 9 forskellige slotte og et utal af vine, er det sgu også svært at komme igennem hele arsenalet.

Jeg skal skåne jer for hele historien om den gode Bertrand og blot henvise til nogle af de andre blogindlæg. Søg bare under “Bertrand”, hvis de vil finde nogle af dem. I stedet vil jeg kigge nærmere på netop Château La Sauvageonne, som ligger nordvest for Montpellier nær landsbyen Saint-Jean-de-Blaquière og et stenkast fra Causse du Larzac.

Slottet er én af Gérard Bertrand seneste investeringer og er således købt i november 2011. Slottet … eller nærmere den palælignende ejendom med stor swimmingpool og tilhørende marker ligger i en højde af 300 meter over havet overflade i AOC appellationen Terrasses du Larzac under Languedoc.

Château la Sauvageonne nyder godt af et nærmest perfekt terroir, hvor vinmarkerne er højt beliggende på vestvendte skråninger. Jordbunden består af hård rød skifer, og dette – kombineret med vinmarkernes høje beliggenhed og en vulkansk fortid – giver en vin med masser af fylde og intensitet, tilsat elegante tanniner og en vis mineralitet.

Siden Gérard Bertrand overtog ejendommen er der investeret massivt, og produktionen er – i bedste Gérard Bertrand stil – omlagt til både økonomisk og biodynamisk drift, og i 2013 opnåede Château la Sauvageonne sin certificering af biodynamisk status.

Parker har beskrevet La Sauvageonnes personlighed som værende à la Côte Rôtie, mens andre skribenter beskriver dens tanniner som værende meget i stil med Bordeaux’s venstrebreds vine. Sandheden er nok tættere på Côte Rôtie end Bordeaux, men disse udsagn understreger La Sauvageonnes meget fine tanniner, som tilbringer den en hvis kølighed og elegance.

Der laves 5 vine på Château La Sauvageonne, én hvid, 2 rosévine samt 3 rødvine, nemlig Pica Broca (gamle stokke), Chateau La Sauvageonne Les Ruffes samt denne topvin Château La Sauvageonne Grand Vin.

Château la Sauvageonne Grand Vin er lavet på druerne Syrah og Grenache, men fordelingen kender jeg ikke. Det er et blend af de bedste terroir på Terrasse du Larzac. Hver enkelt parcel udskilles og vinificeres separat før den endelige assemblage. En del af Syrah-druerne forbliver efter høsten i hele klaser, hvor de gennemgår en kort maceration, mens de resterende Syrah-druer afstilkes sammen med Grenache druerne, før de gennemgår en traditionel alkoholisk gæring og overføres til egetræsfade, hvor de under deres 12 måneder ophold gennemgår en fuld malolaktisk gæring. Når fadlagringen er tilendebragt, så klares vinen, inden den tappes på flaske.

Og det biodynamisk fornægter sig ikke i næsen, som er landlig, rustik med mentol, hæfteplaster, hospitalsgang … mens frugten er lys eller i hvert fald mellemlys. Derudover lidt krydderier og en lidt kølig form for mineralitet, som egentlig bidrager klædeligt til festen.

I munden er det krydderier og masser af peber, frisk frugt og ganske let i udtrykket … men peberen dominerer vildt meget, og faktisk også alt for meget og går igen i hele smagsspekteret og vinen slutter således med et bittert peberbid, som bliver ved med at sidde i munden. Dermed bliver det en smule anstrengende og faktisk synes jeg, at lillesøsteren Château La Sauvageonne Pica Broca er en tak bedre afbalanceret. Men jeg er jo også lidt underlig … sådan er det bare.

Købt i Vinspecialisten, hvor vinen pt. er på bud til 200 kr., mens normalprisen er 295 kr.

Rating 4/7  

2013 Weingut Petri, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Petri, Spätburgunder, Pfalz, TysklandHvis en udrejse kræver proviant … så må en hjemrejse vel også kræve ditto proviant? Så til hjemturen fra vores gourmet- and winetour købte jeg en flaske Spätburgunder på Løve’s Bog- & VinCafé. Hva’ fanden … det var jo fredag og Per fik fremskaffet et par papkrus i DSB-kiosken. Ready og set to go.

Så mens det jyske landskab rullede mørkt forbi udenfor, så sad vi 3 ældre, halvbeduggede herrer således i De Danske Statsbaners majestætiske IC3 og nød denne flaske Spätburgunder fra Weingut Petri i papkrus, som ganske passende kunne holde vinen tilpas kølig.

Weingut Petri holder til i byen Herxheim am Berg i Pfalz på Weinstraße 43, og drives af familien Petri, som har været vinbønder der siden 1655, hvor de emigrerede fra den tyrolske Ötztal dal og slog sig ned i Pfalz som bødkere. Efter nogle tid begyndte de imidlertid at producere vin.

Og det er et rigtigt familieforetagende, hvor forældrene Sigrun og Gerd Petri får hjælp af deres to sønner, herunder den ældste Maximilian, som hjælper med produktionen i kælderen. Samlet har familien 21 hektar vinmarker, og de bedste marker er Herxheimer Himmelreich, Honigsack og Kallstadter Saumagen.

Der dyrker familien Petri sorter som Müller-Thurgau, Silvaner, Riesling, Weißburgunder, Scheurebe, Gewürztraminer, Grauburgunder, Chardonnay samt de røde Portugieser, Dornfelder, St. Laurent, Merlot, Spätburgunder, Frühburgunder og Cabernet Cubin. Det bliver til en samlet årsproduktion på omkring 180.000 flasker.

Til vingården hører også en restaurant, som drives af Gerds søster og svoger Margrit og Volker Kuntz. De byder selvfølgelig på ægte Wienerschnitzel, Pfälzer Rumpsteak samt masser af husets egne vine.

Nå, men her har vi altså huset Spätburgunder, hvor druerne kommer for forskellige marker. Den er lagret på egetræ, men hvor lang tid kan jeg ikke se. En del af flaskerne eksporteres, bl.a. til det engelske marked, hvor huset benytter det mere internationale navn Pinot Noir på etiketterne, men på denne står det helt traditionelt … Spätburgunder Trocken.

I papkruset fortabte vinens farve sig, men så bestemt ud til at være til den lette side. I næsen er aromaen dog en tak mørkere, nærmest med en mørk, sød stald, sød engelsk lakrids, kirsebær, lidt nelliker, våde fade og virker både rund og blødhed i udtrykket. I munden er der til gengæld en ganske svær syrlighed, måske lidt endimensionel … men ellers meget let drikkelig. En okay vin.

Købt på  Løve’s Bog- & VinCafé. Pris på caféen er 200 kr., men kun 70 kr. når den skal med hjem. Og det skulle denne. Herlig billig pris. På vingården er prisen da også beskedne 5,60€ … hvilket er omkring 42 kr.

Rating 4/7 

2010 Domaine Philippe & Vincent Jaboulet, Crozes-Hermitage, Rhône, Frankrig

2010 Domaine Philippe & Vincent Jaboulet, Crozes-Hermitage, Rhône, FrankrigLøve’s Bog- & VinCafé i Århus har 211 forskellige vine på deres vinkort, og én af disse er denne Crozes-Hermitage fra vinhuset Domaine Philippe & Vincent Jaboulet, som ligger lige syd for byen Mercurol i den nordlige del af Rhône … et langt fra Rhône floden og vel små 10 kilometer nord for Valence.

Vinhuset drives af far og søn … Philippe og Vincent Jaboulet, som tidligere var en del af familiens vinhus Domaine Paul Jaboulet Aîné, som blev grundlagt af Jaboulet familien tilbage i 1834 og var i familiens eje frem til 2006, hvor det blev solgt til den schweiziske finansmand Jean-Jacques Frey, som også ejer Chateau La Lagune i Bordeaux og en del af Champagnehuset Billecart-Salmon samt en del af cognachuset Léopold Gourmel.

Domaine Paul Jaboulet Aîné fik efter den daværende ejer Gérard Jaboulets pludselige død i 1997 en vanskelig tid. De 4 børn Michel, Jacques, Philippe og Odile Jaboulet var tynget af de skrappe franske arveafgifter, og det endte således med et salg i 2006, da ingen af børnene selv kunne drive vinhuset videre.

Philippe havde arbejdet 30 år som vinmager på Domaine Paul Jaboulet Aîné, men startede i 2006 efter frasalget af familiens vinhus sit eget vinhus sammen med sønnen Vincent. Han er også uddannet ønolog, og har efter endt uddannelse studeret og arbejdet med vin i både Frankrig og Australien. Han er 5. generation af Jaboulet’erne.

Domaine Philippe & Vincent Jaboulet har vinmarker i både Crozes-Hermitage, Hermitage og Cornas appellationerne. I Crozes-Hermitage har man 27 hektar vinmarker, hvoraf de 11,5 hektar var marker, som oprindeligt tilhørte Domaine Paul Jaboulet Aîné og indgik som en del af handlen. I Hermitage har man 1,3 hektar og i Cornas ligeledes 1,3 hektar.

Her har vi husets almindelige Crozes-Hermitage, som er den vin, som der produceres flest af på vingården. Den har ganske vist en storesøster Crozes-Hermitage Nouvelére. Det er selvfølgelig 100% Syrah, men ellers har jeg faktisk ikke rigtigt nogle oplysninger omkring selve produktionen af vinen. Så vi springer da bare til mine smagsindtryk.

I næsen er der flæsk, bacon, ganske modne frugter, rosiner, blommer, læder, eucalyptus, Weber grill og kul. I smagen er vinen meget frisk, godt med syrlighed, ribs, kirsebær, virkelig grøn og stram med noter fra egetræ. Mangler måske lidt finesse og balance.

Købt på Løve’s Bog- & VinCafé til 325 kr., men koster Uvinum 187,19 kr.

Rating 4/7 

2012 Ortas Cave de Rasteau, Tradition Rasteau Côtes du Rhône Villages, Rhône, Frankrig

2012 Ortas Cave de Rasteau, Tradition Rasteau Côtes du Rhône Villages, Rhône, FrankrigMed næste vin er vi hos kooperativet Ortas Cave de Rasteau, også kaldet Cave des Vignerons de Rasteau, og de holder selvfølgelig til i byen Rasteau. De er den absolut største producent i Rasteau og vinen er deres Tradition Rasteau Côtes du Rhône Villages.

Ortas Cave de Rasteau er grundlagt tilbage i 1925 og medlemskredsen omfatter i dag omkring 180 vinavlere i området. Samlet får kooperativet druer fra omkring 700 hektar af appellationens Rasteau, hvilket således er en pæn slat af appellationens samlede 1.200 hektar.

Men vinene fra Rasteau omfatter kun 55% af kooperativets produktion, idet der også laves 35% almindelig Côtes du Rhône samt 10% Côtes du Rhône Village. Vinmarkernes gennemsnitlige alder er omkring 40 år, men 15% af markerne er beplantet før 1914, hvilket er ganske imponerende.

Cave de Rasteau har været forgangsmænd for en relancering af den ellers tidligere så traditionelle lokale vin Rasteau VDN (Vin doux naturel). Før 1950 var de søde Rasteau vine populære og særdeles anerkendte, men siden hen er vinene desværre stort set gået i glemmebogen. Dette har nu ændret sig, og Rasteau VDN er igen ved at komme på mode.

Den ansvarlig vinmager på kooperativet er Alexis Cornu, som er opvokset i Bordeaux og selv kommer fra en familie af vinproducenter. Han har dog altid haft en meget videnskabelig tilgang til vinproduktion og er da også taget en bachelorgrad i biologi, geologi og miljø i Tyskland i 1996.

Derefter har han studeret på universitetet i Bordeaux, hvor han dimitterede i 1997 med master indenfor miljø efterfulgt af uddannelse som ønolog fra universitetet i Montpellier. Han har inden jobbet som ansvarlig vinmager på Cave de Rasteau arbejdet som vinmager i både Bordeaux og Australien.

I dag opererer han i et topmoderne vineri, som kooperativet byggede i 2008. Forinden havde man også strømlinet produktionen med vinserien Ortas, som i dag også indgår i navnet på kooperativet.

Ortas brandet er markedsført, således kunderne nemmere kan genkende vinene fra kooperativet. Navnet er en slags anagram, hvor bogstaverne OR betyder guld, og de sidste AS betyder es, mens T bare står i midten og holder det hele. Men udover vinene med Ortas navnet, så produceres også en række vine som Domaine de Pisan … en lille vingård på 15 hektar, som kooperativet købte i 2006.

Denne Tradition Rasteau Côtes du Rhône Villages er produceret på 40 år gamle vinstokke fra en lille mark, beliggende på en bjergskråning belagt med de karakteristiske galets roulés småsten, som dækker store arealer i Rasteau og Châteauneuf-du-Pape. Vinen er lavet på 70% Grenache, 20% Syrah og 10% Mourvèdre. Alle druer høstes manuelt, hvorefter de afstilkes. En lille portion af mosten lagres på træfade, mens hovedparten lagrer på de traditionelle cementtanke.

Lad os se på smagsnoterne, hvor vinen duftmæssigt byder på peber, mørk frugt, fed bacon, fugtige fade, nødder … eller noget ristet, lidt kaffe og måske endda også lidt tobak samt krydderier. I munden er der også krydret fint med bacon … og hvem kan ikke li’ det? Derudover er der lidt kirsebær … egentlig meget frisk frugt, godt med sødme og fylde, krydderier og let peber i eftersmagen.

Forhandles af flere, bl.a. Sigurg Müller Vinhandel, DM Vine m.fl, og koster varierer mellem 85-98,50 kr.

Rating 4/7  

2014 Domaine de l’Ocre Rouge Aymeric et Marceline Beaufort, Chardonnay, Languedoc, Frankrig

2014 Domaine de l'Ocre Rouge Aymeric et Marceline Beaufort, Chardonnay, Languedoc, FrankrigDet dygtige crew på Pondus kan virkelig deres kram … både hvad angår maden, men så sandelig også hvad angår vinene. Det er typisk små, økologiske eller biodynamiske producenter og til forretten havde de valgt en Chardonnay fra vinhuset Domaine de l’Ocre Rouge.

Vinhuset drives af ægteparret Aymeric og Marceline Beaufort og ligger i Dions omkring 15 kilometer nordøst for Nîmes. Parret købte stedet i 1999 med 6,5 hektar jord og byggede deres vinkælder i 2002.

Aymeric kommer selv fra en stor vinfamilie, da hans forældre drev et stort domæne i Champagne.  Det lå egentlig i kortene, at Aymeric skulle ind i familieforetagendet, bl.a. havde han først studeret vinbrug på landbrugsskolen i Montpellier.

Det blev efterfulgt af et kursus hos det store prestigefyldte champagnehus Roederer, men på deres vingård i Anderson Valley i Californien. Dér så Aymeric imidlertid, at der godt kunne laves spændende mousserende vin på varmere breddegrader end i Champagne.

Det var også årsagen til, at han sammen med hustruen Marceline sprang på projektet i Dions i Languedoc … et godt stykke fra Champagne. Og måske også fordi, at Aymeric følte, at der ikke rigtigt var plads til ham i familieforetagendet. Og forældrene champagnehus er i dag da også overtaget af Aymeric’s to brødre André og Jacques og det hedder i dag også Domaine André et Jacques Beaufort.

Aymeric’s købte vinmarker ligger omkring Gorges du Gardon, og jordbunden ligner meget det, som vi ser i Rhône. Det er tæt, rød okker – det navnet Domaine de l’Ocre Rouge på vinhuset – samt let, småsten og hård kalksten. Og generelt et vildt kratbevokset område, som ellers ikke lokker mange vinproducenter til.

På markerne er Grenache, Carignan, Syrah og Merlot og den gennemsnitlige alder er 40 år for Carignan og 15 år for resten. Derudover har parret genplantet Syrah og Merlot, men også nye sorter som Pinot Noir og Chardonnay, da Aymeric selvfølgelig gerne vil lave mousserende vin i stil med Champagne. Alt har siden 2002 været dyrket økologisk.

Ægteparret laver 8 forskellige vine, nemlig de to mousserende La Perle og La Perle Noire samt vinene Le Chardonnay, Le Rose Syrah, Le Rouge, Le Pinot Noir, De Natura Vini og Le Merlot.

Denne Le Chardonnay har en sød lille opstoppernæse med fersken, honningmelon, sød abrikos, lidt røgede noter samt lidt ristede nødder. I munden er der sødme, mineralsk og rank flint, pap, fedme … lidt i stil med Bourgogne, men måske også lidt flad i udtrykket.

Ikke fundet en forhandler, men prisen skulle vistnok ligge omkring 130-140 kr.

Rating 4/7