Tag-arkiv: syrah

Syrah er en af de helt store røde druesorter, der efterhånden er plantet i hele verden. Vinene der produceres på druen, varierer kolossalt fra land til land.

Der er stor uenighed om, hvorfra Syrah druen stammer fra, men druen har i dag to store bastioner … nemlig i Rhône og specielt i den nordlige del og så i Australien, hvor druen – som der kaldes Shiraz – er den mest udbredte med over 40.000 hektar vinmarker.

Syrah har faktisk vist sig at være succesrig overalt i verden og Syrah vine produceres i mange stilarter. Syrah er også en ekstremt nyttig blandet drue på grund af sin dybe farve og typisk høje tanniner.

I det sydlige Rhône er det almindeligt, at Syrah blandes med enhver kombination af blandt andet Grenache, Mourvèdre, Carignan og Cinsaut. Men i det nordlige Rhône står Syrah bag de mest berømte Syrah vine, specielt vinene fra Côte-Rôtie, Hermitage, Cornas og Saint-Joseph.

Og netop i det nordlige Rhône kan vinene på Syrah virkelig lagres og bliver kun bedre med alder. Den mest berømte vin fra Nordrhône er nok Hermitage … og vinene fra den bakke er så respekterede, at dets navn Hermitage i mange år blev brugt som et synonym for Syrah i Australien. En god Hermitage kræver 10 år  lagring, men kan ofte tåle langt over det dobbelte.

Men også i Valais i Schweiz samt i Burgenland i Østrig trives Syrah virkelig. I Australien er Syrah aka Shiraz nærmest blevet landets nationaldrue og står bag ikoniske vine som fx Penfolds Grange, der i øvrigt i starten hed Penfolds Grange Hermitage.

I det vestlige USA … Californien, Washington og Oregon har Syrah ikke fået helt samme succes, men en flok dedikerede vinproducenter har under samlingen Rhône Rangers siden 1970’ern bevist, at sorten kan producere komplekse, rige vine i alle tre af ovenstående stater.

Syrah druen har et tyk skind og ofte en genkendelighed i en tæt, fyldig brombærsmag med peber og kan være ret blomstret i sin ungdom. Ellers kommer der flere urteagtige noter med alder  samt mørk chokolade.

Dyrkes den oversøisk går duft og smag ofte mere i retning af lakrids, solbær, mint og sort peber. Syrah har et højt niveau af tanniner og en evne til udvikle sig godt på egefade og lagre lang tid på flaske efterfølgende.

2009 Domaine les Bruyéres, Crozes-Hermitage Les Croix Vieilles Vignes, Rhône, Frankrig

Crozes-Hermitage Les Croix Vieilles Vignes fra Domaine les Bruyéres … en vin, som jeg har smagt et par gange før, blot i årgang 2008. Hvorfor så ikke nuppe den i en årgang 2009?

Domaine les Bruyéres er også lig med David Reynaud, og det er en lille biodynamisk vinbonde, som holder til ved byen Beaumont-Monteux omkring 5-6 kilometer nord for Valence.

Vingården har sin oprindelige tilbage til 1700-tallet, men historien om vinproduktionen starter først i slutningen af 1800-tallet, hvor parret Auguste Serret og Adélaïde Marron opdyrker jorden.

Herefter overtages gården af sønnen Joseph Serret, som driver gården med sin hustru Gabrielle Ronjat.

Efter anden verdenskrig gifter deres datter Josette Serret sig med Georges Reynaud, og det er ham, som får gang i en større produktion på gårdens 7 hektar vinmarker. Vinen laves imidlertid ikke på gården, idet alle druerne bliver solgt til det lokale vinkooperativ Cave de Tain l’Hermitage, som den dag i dag fortsat er den største producent i området.

I 1988 overtages driften af Georges datter Marceline, og under hendes ledelse begynder man egenproduktion og udvider vinmarker til samlet 12 hektar. Siden år 2000 har det imidlertid været Marcelines søn David Reynaud, som har forestået driften og produktionen af vinene fra Domaine les Bruyéres.

David er uddannet ønolog og har siden overtagelsen i år 2000 virkelig vendt op og ned på produktionen. Ved overtagelsen blev udbyttet straks sænket og produktionsmetoderne omlagt for at skabe mere intense og karakterfulde vine med tydeligt terroir. I første ombæring blev hele fremstillingsprocessen omlagt til økologisk produktion, men siden 2005 er Domaine les Bruyères gået et skridt videre og er blevet 100% biodynamisk.

Han har også købt yderligere jordlodder, således Domaine les Bruyéres i dag ejer 20 hektar vinmarker, hvoraf hele 14,5 hektar er AOC Crozes-Hermitage. Derudover får David også druer fra 8 hektar vinmarker tilhørende hans barndomsven Max Mathais.

Der laves i alt 11 forskellige vine på Domaine les Bruyéres, bl.a. én Cornas samt 3 forskellige røde Crozes-Hermitages, nemlig Entre Ciel et Terre, Georges Reynaud (opkaldt efter bedstefaderen) samt denne Crozes-Hermitage Les Croix Vieilles Vignes, som dermed er én af husets flagskibe. Cuvée les Croix kommer fra nogle få terrasser, hvor jordbunden består af ler og sten … en sammensætning, som holder udbyttet fra de cirka 50 år gamle vinstokke nede på 25 – 30 hektoliter pr. hektar.

Fremstillet med traditionel vinificering i cementtanke. 50% af vinen kommer i 1-2 år gamle egetræsfade, og 50% kommer i 3 år gamle fade. Vinen lagrer 12 – 14 måneder, før den aftappes uden nogen form for filtrering.

I næsen lidt samme noter som 2008’eren, bl.a. samme rustikke, landlige duft sammen med lidt flæsk, bacon, røg, peber, yoghurt og mejeri blandet med lidt krydderier. I munden også en lækker vin, cremet, fyldig og blød med solbær … i det hele taget godt med frugt, intensitet og fortsat en elegant kølighed. Der er også lidt peber, blæk, lakrids og grønne noter. Klasse.

Købt hos Vinspecialisten til 225 kr.

Rating 6/7 

2012 Pierre Amadieu, Gigondas Domaine Grand Romane, Rhône, Frankrig

Det tredje ben i vores “flight” på S’vinbar blev denne Gigondas Domaine Grand Romane fra vinhuset Domaine Amadieu eller Pierre Amadieu. Tjeneren fortalte, at nu ville han forkæle os … og da det på ingen måde var i kvantitet i glasset eller med oplysninger om vinen … ja så måtte det vel være på kvaliteten.

Meget apropos havde S’vinbar netop dagen forinden haft besøg af Pierre Amadieu himself til en gratis smagning i vinbaren, så derfor var Amadieu selvfølgelig højaktuel. Ærgerligt at komme en dag for sent … men herligt at kunne smage én af vinene fra denne dygtige vinmager, hvis vingård ligger få hundrede meter udenfor byen Gigondas.

Domaine Amadieu er grundlagt i 1929 af Pierre Amadieu, som købte et 7 hektar stykke jord højt beliggende i Gigondas.

De fleste rystede på hovedet, da han kravlede op ad ”Dentellerne” og plantede vinstokke så højt som 400 meter over havet. ”Her er den bedste jord, og druerne får mere sol, da bjerget vender stik sydvest«, sagde Pierre.

Høsten er sen … omkring to uger senere end i Châteauneuf-du-Pape, men til gengæld er klimaet mere stabilt og solrigt. Med tiden er Domaine Amadieu vokset til 137 hektarer, hvoraf 127 hektar ligger i Gigondas … og en stor del på de stejle skråninger. Dermed ejer Amadieu næsten 10% af hele appellationen, som omfatter 1.310 hektar.

De 10 resterende hektar ligger i Côtes du Rhône, Côtes du Ventoux og Vin du Pays de Vaucluse.

Jorden er reelt fordelt på to ejendomme, nemlig La Marchotte og Romane. Markerne på ejendommene er omgivet af 200 hektar med krat … som på fransk kaldes garrigue … samt egeskove. Her er der kolde nætter og varme dage, hvilket giver vinen en dybde, som skiller den ud fra de fleste.

Høsten bringes til Romane, hvor den første del af vinificeringen foregår.  Når vinene skal lagres på fade, bringes vinene til Machotte, hvor fadkælderen findes.

Amadieu familien er én af de betydelige producenter i Gigondas, og Pierres søn Jean-Pierre fik bl.a. også en stor del af æren for, at Gigondas sidst i 1960’erne blev ligestillet med den evige rival Châteauneuf-du-Pape og fik sin egen appellation.

I dag ejes domænet af 3. generation, nemlig Jean-Pierres søn Claude Amadieu, men det er Claudes nevø Pierre Amadieu, som siden 1989 har været ansvarlig for vinfremstillingen og general manager. Pierre anses for en af regionens unge stjerner. Han er også trods sin alder også præsident for foreningen af de lokale domæner.

Men ellers hjælper hele familien til på vingården. Onkel Claude leder arbejdet i markerne, mens hans kone Muriel er ansvarlig for kontorarbejdet. Claude og Muriels sønner Henri-Claude og Damien deltager også, bl.a. står Henri-Claude Amadieu for salget.

Pierres mål er ikke en massiv tung vin, men en vin med finesse og elegance og gerne en mineralitet, der giver balance til den store kraft. Parker har bl.a. skrevet følgende om vinene fra Pierre Amadieu; “Vinene bliver bedre og bedre år for år og ofte får ikke den anerkendelse, de fortjener”.

Gigondas Grand Romane er en Cuvée Prestige fra de ældste vinstokke, som er over 45 år og giver et udbytte på blot 25-30 hl/hektar. Denne vin får både malolaktisk gæring og lagres i 18 måneder, 1/3 i nye barriques, 1/3 i ældre barriques og 1/3 i forudres. Herefter tappes vinen ufiltreret. Vinen er lavet på 65% Grenache, 20% Mourvèdre og 15% Syrah.

Nå, men lad os smage vinen, som i næsen er forholdsvis neutral, måske også en smule til den kølige side, men der er lidt boysenbær samt lidt krydderier. Ikke meget … beklager, men de små glas og beskedne indhold i glasset på vinbaren gjorde det heller ikke nemmere. Hvad den mangler i duft, har den til gengæld i smag, hvor der er mørke bær, peber, flæsk … godt med tørhed og tanniner og sådan meget koncentreret, præcis med en syrlig nerve. Elegant og kraftfuldt, men fortsat noget ung.

S'vinbars vinkort
Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor prisen er 219,95 kr. Ved ikke, hvad den koster på S’vinbar. Et sødt par, som sad ved siden af os, bestilte et enkelt glas af vinen. Når man køber et enkelt glas på S’vinbar, så får du et stort glas … mens “et flight” giver dig små glas. Hmmmm … eller øv.

Rating 5/7 

2010 Delas Frères, Hermitage Domaine des Tourettes, Rhône, Frankrig

Afslutning med manér … Hermitage, nemlig i form af denne Hermitage Domaine des Tourettes fra Rhônehuset Delas Frères, et vinhus vi tidligere har skrevet om her på bloggen.

Delas Frères er grundlagt i 1835 i byen Saint Jean Muzols, der ligger i  hjertet af Saint-Joseph. Vinhuset startede som en vinhandel og et negociantselskab, da Charles Audibert og Philippe Delas købte firmaet. Vinhandlen havde tidligere heddet  Maison Juniquem, men de to herrer omdøbte det til Audibert og Delas.

Forbindelserne mellem de to familier blev yderligere knyttet, da Delas to sønner Henri og Florentin giftede Audibert to døtre, og da Henri og Florentin i 1924 overtog ledelsen omdøbte de vinhuset til Delas Frères. De udviklede samtidig forretningen, bl.a. ved yderligere vinhandel og ved at købe vinmarker i både Châteauneuf -du-Pape og Hermitage. Dette sikrede brødrene en konstant produktion af kvalitetsvine.

Efter anden verdenskrig havde vinene fra Delas Frères et sandt “boom” på eksportmarkederne. De blev solgt i tønder til London , Bruxelles, Amsterdam, Geneve og USA. Den næste generation af Delas, Michel Delas overtog ledelsen i 1960 og udvidede forretningen yderligere, bl.a. ved salg til nye eksportmarkeder i bl.a. Syd -og Mellemamerika, og han købte også i 1974 flere vinmarker, bl.a. i Côte Rotie, og på Clos Boucher på Condrieu.

I 1977 blev huset overtaget af det anerkendte  Champagnehus, Champagne Deutz, og med en god kapitalindsprøjtning har  man i løbet af en årrække fornyet al vinifikationsudstyret og deslige,  så Delas Frères i dag fremstår som et af de mest moderne vinerier i Rhônedalen.

Endvidere har man udvidet Delas’ kapacitet for at kunne  imødekomme den stadigt stigende efterspørgsel, hvilket også har  bevirket, at man – på trods af husets mange besiddelser af vinmarker i  nogle af Rhônedalens mest berømte kommuner – også opkøber en vis mængde  druer fra de mest kvalitetsbevidste vinavlere i områderne.

Netop de store besiddelser af vinmarker, som Delas Frères har i  Rhônedalen, er medvirkende til, at man i huset har vedtaget, at de  varierende terroirs i de forskellige appellationer skal komme så godt  som muligt til udtryk i de forskellige vine.

En af årsagerne til Delas’ store succes går tilbage til 1997, hvor den unge ønolog Jacques Grange blev ansat. Jacques Grange er født og opvokset i Bourgogne, og han har  gennem sin relativt korte karriere været stærkt medvirkende til den renæssance, Rhône-distriktet har haft, og han er samtidig manden bag  flere af distriktets 100 points-vine.

Siden Jacques’ entré i Delas’  kældre, er der på det nærmeste sket en revolution med vinene, og efter  tidligere at have stået i skyggen af store huse som Guigal.

Louis Roederer overtog både Deutz og Delas Frères i 1993.

Delas Frères laver to røde Hermitage, nemlig enkeltmarksvinen Hermitage Les Bessards og så denne Hermitage Domaine des Tourettes, også tidligere kaldt Hermitage Marquise de la Tourette. Vinen er lavet af druer fra 3 forskellige vinmarker, nemlig L’Ermite, Le Sabot og Les Bessards, hvor den sidstnævnte er den mest kendte og betragtes som én af de bedste marker i Hermitage.

Selvfølgelig 100% Syrah. Alle druer håndplukkes, og gæringen foregår i traditionelle åbne cementtanke med en samlet macerationsperiode på op til 20 dage. Lagring sker på egetræsfade, primært brugte fade … alene 9% af fadene er nye. Vinen lagrer samlet mellem 14 og 16 måneder på egetræsfade. Der laves årligt 30.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er her flæsk, bacon, magiterninger, boysenbær, kul, røg, lidt peber, krydderier, læder … og måske et strejf af lidt blomster. Hmmmm, lover sgu meget godt. Smagen er dyb koncentreret, godt med tanniner … virkelig tør, og jeg tænker, at det måske er babymord at drikke den nu? Det er jo en stor årgang … 2010’eren. Der er mørke frugter, kakao, peber … godt med syre … smager super godt … men var det min flaske, så skulle den nok ha’ ligget nogle flere år. Men jeg drikker den gerne … endda med velbehag, for det smager sgu godt ;o)

Forhandles af Vinspecialisten, pris 600 kr.

Rating 5,5/7  

2010 De Lisio Wines, Quarterback, McLaren Vale, Australien

Næstsidste vin til Vinspecialistens selection smagning i februar … ja der er vi i McLaren Vale i Australien, helt præcis på adressen Seaview Road, og dér finder vi flere vinproducenter, bl.a. Mollydooker og så dette lille familie drevne vinhus De Lisio Wines, som står bag denne Quarterback.

Vinhuset er grundlagt i 2002 af Tony De Lisio, hvis familie oprindelig stammer fra Italien … og da også har både vinmarker og frugtplantager omkring byen Castellino i Italien.Tony er selv vokset op i Australien … ikke så langt fra McLaren Vale, nemlig lidt længere mod nord i området Clarendon.

Og allerede i 1992 begyndte Tony sammen med sin far at lave lidt vin i Clarendon, så Tony havde allerede godt med erfaring, da han i 2002 sammen med hustruen Krystina købte omkring 40 hektar vinmarker i McLaren Vale og grundlagde De Lisio Wines.

Parret dyrker primært Shiraz, Grenache samt lidt Cabernet Sauvignon og Merlot. Af de hvide sorter dyrker man Pinot Grigio, Chardonnay og Moscato. De laver 3 røde topvine, alle på Shiraz og Grenache … og derudover 4 almindelige rødvine og 4 hvidvine.

Til at optimere produktionen har parret også bygget en helt ny vingård samt en underjordiske kælder til lagring af vintønderne. Og filosofien på vingården er enkel, da fokus ligger på at frembringe så gode druer som overhovedet muligt, for så efterfølgende at manipulere så lidt som overhovedet muligt med dem i vineriet. Resultatet er tætte og rige vine, som stemmer overens med områdets terroir. Tonys særkende ligger i renheden, da vinene på trods af sin fylde, stadig har en meget ren og afbalanceret frugt.

Denne Quarterback er et blend af 22% Merlot, 21% Grenache, 27% Cabernet Sauvignon og 30% Shiraz. Druerne til Quarterback bliver hentet et område, som ligger 3 kilometer nord for byen McLaren Vale.

Vinifikationen sker med presning af druerne, hvorefter temperaturen i tankene sænkes, så mosten kan hvile i 24 timer, før gæringen sættes i gang. Gæringen finder sted over 7–10 dage, hvor mosten dagligt pumpes rundt for at skabe et optimalt udtræk af farve samt dufts- og smagsaromaer. Når gæringen er tilendebragt, lægges vinen på franske egetræsfade, hvoraf 10% er nye fade.  De fade, som bliver udvalgt til denne cuvée, bliver blandet og vinen lægges yderligere 6 måneder på fad, før den aftappes og frigives til salg.

I glasset er vinen mørk og fyldig. Næsen er fugtig med mørke frugter, chokolade, sødme, vanilje, tyggegummi … virker meget sød. I munden er vinen blød med sød frugt … nærmest marmelade og igen en lidt tyggegummiagtig smag. Der er ikke meget syre og vinen virker rodet og i ubalance … lidt for meget tyggegummivand efter min smag.

Nu er smag og behag jo heldigvis forskellig … og jeg kunne da også se, at rigtig mange købte netop denne vin til Selection smagningen … så det er nok bare mig, som er lidt underlig. Men alt for meget marmelade og tyggegummi for mig.

Forhandles af Vinspecialisten, normalpris 165 kr., pt. på tilbud til 100 kr.

Rating 2,5/7  

2013 A. Clape, Le Vin des Amis, Rhône, Frankrig

Clape er for mig den absolutte éner i den nordlige del af Rhône. Det er klassisk og fantastisk vellavet vin. Outstanding vil jeg nærmest kalde det. Men også dyrt. Domainet er et af referencepunkterne, ikke bare i appellationen, men i hele Rhônedalen.

Én af vinene fra Clape er dog til at komme til for menneskepenge, og det er hans basisvin … en bordvin, en Vin de Table de France … som giver dig nogle af alle dyderne. Vinen holder et sindssygt højt niveau, er fantastisk kompleks og bør være fast inventar i enhver vinkælder.

Det er vinen Le Vin des Amis … og hvorfor ikke netop nyde denne vin sammen med venner sådan en lørdag?

Auguste Clape er tidligere borgmester i Cornas, og han begyndte at lave vin i 1949. Auguste Clape var en af de første, der begyndte at lave vin i eget navn. Dengang ejede familien nogle af de bedste stråninger i Cornas. Det gør de stadig, men i tilgift er gennemsnitsalderen på vinstokkene nu den højeste i appellationen.

I dag er Auguste en ældre, furet mand og forlængst gået på pension, så domænet drives af sønnen Pierre-Marie, der har været med siden 1989, og barnebarnet Olivier, der har været med siden 2003.

Arbejdet i mark og kælder foregår efter familiens ældgamle traditioner, hvor de modne druer høstet i hånden, vinificering sker uden afstilkning og uden tilsætning af gær. Der sker lang tids lagring på en kombination af cementtank og 50 år gamle foudres, 1.200 liters fade, som man kender dem fra Alsace. Undervejs bliver vinen smagt igen og igen, og først når Pierre-Marie og Olivier vurderer, at nu er det på tide, bliver vinen aftappet på flaske og sat til salg.

“Vi er tre om at træffe beslutningerne, men vi er sjældent uenige. Vi kender jo vinen. Men hvis vi bliver uenige, så er det min far, der har det sidste ord” fortæller Olivier Clape.

Som alle vinene fra Clape er de lavet på ren Syrah fra ca. 40 år gamle stokke på marker lige uden for AOP Cornas. Denne Le Vin des Amis har lagret 6 måneder på cement og 6 måneder på de store foudres, der ikke længere bidrager med egearomaer.

I glasset mørk, fyldig vintereliksir. Hmmmm, og næsen er landlig, animalsk med flæsk, bacon, mørke bær, brombær, lidt mynte, blomster, yoghurt eller i hvert fald mejeriprodukter, blyanter og friske krydderurter. Man fornemmer virkelig både kompleksitet, saft og kraft.

Og hvilket damplokomotiv. I munden er der let peber, blæk, mørke bær, næsten med enebær og paprika, godt med tanniner og virkelig frugtrig og nærmest cremet i smagen. Meget intens, og … hold nu kæft, hvor det smager godt. Smager virkelig meget godt.

Købt hos Den Blå Port, pris 118 kr., og det er nærmest tyveri. Virkelig godt køb.

Rating 6/7 

2005 Castagna, Un Segreto, Victoria, Australien

Lidt en overraskelse … punkt 1; at en vin med navnet Un Segreto fra et vinhus med navnet Castagna kommer fra … Australien, og punkt 2; at møde så flot en vin på et underligt mix af Syrah og Sangiovese fra landet Down Under, men begge dele er ikke desto mindre tilfældet her. Fedt.

Nå, men som sagt er vi i Australíen … eller mere præcis ved byen Beechworth i Victoria området et par hundrede kilometer nordøst for Melbourne. I denne lille flække finder vi én af Australiens talentfulde vinmagere, nemlig Julian Castagna.

Julian er oprindelig filminstruktør, men kedede sig i dette job, så i 1997 slog han sig i stedet ned som vinbonde i Beechworth. Som ung filminstruktør havde Julian arbejdet en del i Europa, og har lærte han at sætte pris på de europæiske vine. Som han siger – rigtig vin kommer fra enten Frankrig eller Italien.

Så referencerammen var på plads inden opstarten. Den blev suppleret med lidt erfaring via arbejde hos naboen Rick Kinzbrunner i vinhuset Giaconda samt et par andre naboer. Derefter gik han i gang med at plante vinstokke, bl.a. klassiske Syrah vinstokke, kloner fra Rhône stokke og endelig i 1999 kunne Julian udgive sin første vin.

Og Julian forsøger at lave vine som i Europa, og går dermed en helt anden vej end mange andre australske vinhuse, som forsøger at please Parker. Det er også fint, hvis du kan lide bourbon og Coca Cola siger Julian. Han kalder heller ikke druen Syrah for Shiraz … men beholder den franske betegnelse, og hans vine er heller ikke på nogen måde særligt marmeladeagtige.

Julian Castagna har samlet 3,2 hektar vinmarker, og de drives biodynamisk efter Rudolf Steiners teorier. Her tænkes ikke kun på jordbunden og klimaets beskaffenhed men også på alle mikroorganismer i jorden og i luften, og det er for at bevare dette miljø intakt, at man har valgt at dyrke vinmarkerne biodynamisk.

Netop denne filosofi ligger til grund for alt, hvad man foretager sig på Castagna. Man vælger bevidst at gribe så lidt ind som overhovedet muligt og derved lade naturen gå sin gang. Resultatet er vin, hvis kvalitet er ganske overbevisende til prisen.

Der laves ikke mange vine på Castagna, men bl.a. en Genesis på ren Syrah, en Adams Rib på Nebbiolo og Syrah og denne Un Segreto, som er lavet på 60% Syrah og 40% Sangiovese. Derudover laves der lidt hvide, en rosé, en sparkling Syrah samt et par blends.

Un Segreto er lavet traditionel med spontangæring og efterfølgende lagring i 19 måneder på franske egetræsfade.

Og hvilken næse … og så fra en australsk vin. Jeg skrev bl.a. at den kunne minde om lidt naturewine … og det var før jeg fandt ud af, at vinen er biodynamisk. I næsen er den nemlig herlig rustik, animalsk … helt vidunderlig faktisk. Der er mødding, stald, sødme, mørke bær, enebær og lidt røg. Føj, den dufter altså bare godt.

I munden er der saft, kraft og power samt godt med fylde, men det bliver aldrig for meget eller marmelade, men derimod elegant med masser af ren frugt, bløde tanniner, tørhed og lidt blommer. Monsterdejlig vin … og sikke en overraskelse. Vi havner på 6 Thumbs Up … måske en halv for meget, men far er begejstret.

Forhandles i Vinspecialisten, pris pt. på tilbud til 335 kr., normalpris 675 kr.

Rating 6/7 

2011 Viña Errazuriz, Syrah Single Vineyard, Aconcagua Valley, Chile

Hvor har jeg dog drukket meget Errazuriz igennem tiden … herunder deres topvin La Cumbre flere gange. Men mærkelig nok ikke i lang tid, og tilsyneladende ikke i løbet af de seneste år, for jeg har ikke skrevet meget om vinhuset Viña Errazuriz her på bloggen. Det roder vi bod på med denne Syrah Single Vineyard fra vinhuset.

Viña Errazuriz er grundlagt i 1870 af Don Maximiano, som købte et stykke goldt jord i Aconcagua-dalen 100 kilometer nord for hovedstaden Santiago. Han mente, at denne dal med kølige, regnfulde vintre samt varme, tørre somre med den fugtige brise fra havet var ideel til dyrkning af druer, og derfor importerede Don Maximiano også de bedste kloner fra Frankrig.

I dag ejer Viña Errazuriz 350 hektar vinmarker med en produktion på over 4 millioner flasker årligt, hvoraf 90% eksporteres. Viña Errazuriz’ øverste chef er nu den dynamiske Eduardo Chadwick, som er femte generation efter grundlæggeren Don Maximiano.

Målet hos Errazuriz, er ikke bare at producere Chiles bedste vin, men også helt enkelt at placere sig både blandt de hundrede bedste vine i verden og samtidig være blandt de hundrede bedste køb i verden. Med Cabernet Sauvignon Estate, kåret af Wine Spectator som fjerdebedste vinkøb i verden på druen Cabernet Sauvignon, og Viñedo Chadwick, som vandt en blindsmagning over flere 1. Cru vine fra Bordeaux, er målet tæt på at være nået.

Druerne til Errazuriz Syrah Single Vineyard høstes på Manzanar vinmarken, 12 kilometer fra Stillehavet. Her får man hver aften en kølig brise ind fra havet, så gennemsnitstemperaturen i januar (som svarer til vores juli, da vi er på den anden side af ækvator) er på kun 18,4 grader.

Dette forlænger den phenoliske modning, så der opbygges flere smags- og aromastoffer i druerne, og vinen dermed opnår en større kompleksitet. Manzanar vinmarken er hovedsagligt tilplantet med en klon af Syrahdruerne, som giver mindre og mere kompakte klaser, men hvor mosten opnår en større kompleksitet og intensitet på bekostning af udbyttet.

Druerne presses, hvorefter mosten lægges på store rustfrie ståltanke, hvor den alkoholiske gæring gennemføres ved temperaturer mellem 24 og 28 grader. Efterfølgende lægges vinen på franske egetræsfade – heraf 10% nye – hvor den lagrer i 14 måneder.

Og det er sgu da en ganske herlig lille vin. Duftmæssigt har jeg godt med brombær, boysenbær, sødme … lidt rustik … næsten lidt naturvin i næsen og herudover lidt salvie og vanilje. Virker meget indbydende. Smagen er også rigtig fin med lidt peber, solbær, god tørhed og en meget direkte frugt, som måske lige bliver en anelse skinger. Men det ødelægger ikke indtrykket af en fin vin, som rigtig mange vil kunne lide.

Købt i Vinspecialisten, pris 180 kr.

Rating 4,5/7  

2012 Domaine Aureto, Cuvee Petit Miracle, Rhône, Frankrig

Ved den lille by Gargas i appellationen Côtes du Luberon, den allersydligste del af Rhône omkring 30 kilometer øst for Avignon finder vi Domaine Aureto … Cave Aureto, tidligere kendt som Cave de la Coquillade eller Couquihado og de står bag denne vin Cuvee Petit Miracle.

Côtes du Luberon … i dag blot kendt som Luberon … opnåede sin AOC-status i 1988 og appellationen omfatter 36 kommuner, der ligger henholdsvis nord og syd for højderyggen Montagne du Luberon.

Kommunerne mod nord ligger i Vallée du Calavon og tæt på Ventoux. Mod syd ligger Vallée de la Durance og længere mod syd ligger Côtes de Provence. Vingården ligger da også på en lille bakke i Vaucluse – omgivet af vinmarker og med en storslået udsigt ud over Luberon og Mont Ventoux i hjertet af Parc Naturel Régional du Luberon.

Domaine Aureto blev for få år siden købt af en Schweitsiske forretningsmand Werner Wunderli, som har investeret en pæn sum penge i at bygge højteknologiske kældre samt luksushotellet La Coquillade midt i vinmarkerne.

Selve navnet Aureto betyder ”blid brise” på provencalsk.

Der hører 36 hektar til domænet, heraf 8 hektar i Luberon og 28 hektar i Ventoux. Med respekt for naturens cyklusser er vingården de senere år blevet fuldstændigt revideret og re-designet. 8 hektar vinmarker blev i den forbindelse rykket op ved rod og omplantet i overensstemmelse med Domaine Auretos kvalitetsmål: opbinding på tre metalskinner, bæredygtighed og udvælgelse af vinplanterne.

Kælderen er med topmoderne udstyr. Werner og Carmen Wunderli har nemlig de seneste år investeret store summer i at bygge moderne vinkældere – og intet er blevet overladt til tilfældigheder. Den usædvanlige vinkælder, hvor 2/3 ligger under jorden, er konstrueret med tanke i rustfrit stål for at sikre så ren most som muligt.

Gæringen udføres med den innovative, teknologiske proces ”Tecinox Ganimede” – kombineret med mikro-iltning, der giver en perfekt afbalanceret iltmængde. Denne sammenblanding af traditionelle og moderne teknologier i forbindelse med vinfremstillingen giver vinene generøsitet, balance og kompleksitet.

Fra de bedste parceller på marken Oppède-le-Vieux kommer druerne til denne Cuvee Petit Miracle, lavet på 65% Syrah og 35% Grenache. Som til alle andre af domainets vine plukkes alle druer med hånden og sorteres og afstilkes i vineriet inden presning og efterfølgende gæring i temperaturkontrollerede ståltanke. Gæring og maceration står på i 3-4 uger, hvorefter vinen lagrer på stål i omkring 1 år inden den endelige blanding og aftapning på flaske.

Duftmæssigt er denne vin også skøn rustik, men lidt mere fyldig i duften med masser af Provence/Rhône krydderier, som klart indikerer vinens ophav. Der er mørke bær i kombo med de animalske elementer … næsten helt biodynamisk i udtrykket. I munden er der peber, mørke bær, blæk … men også godt med syre og tanniner … dog ikke særlige markante. Blid med et lille peberbid.

Købt hos Jysk Vin, pris 145 kr.

Rating 4,5/7  

2009 Jean-Louis Chave Selection, Crozes-Hermitage Silène, Rhône, Frankrig

Jean-Louis Chave kaldes kongen af Hermitage, og han laver simpelthen bare sindsygt gode vine. Denne Crozes-Hermitage Silène er fra hans Chaves selection-program.

Chave familien har været vinbønder i Rhône siden 1481 … og på husets flasker står der da også Vignerons de Père en Fils depuis 1481.

Vinhuset holder til på hovedgaden i den lille by Mauves syd for Tournon. På samme måde som andre store producenter som Bonneau og Clape fra en ganske uanselig ejendom, som man nemt kører forbi.

Oprindelig lån vinhuset i appellationen nu kendt som Saint-Joseph, og der var også dér på bakkerne tæt på Ardèche i kommunen Lemps, at familien dyrkede de første Chave vine tilbage i 1400-tallet.

Men da vinlusen Phylloxera ramte markerne i 1800-tallet, så var familien nødsaget til at flytte til Rhône-dalen, hvor de slog sig ned i landsbyen Mauves på adressen Avenue du Saint-Joseph 37, hvor de fortsat har deres vinkældre. Og her købte de også – meget forudseende – nogle jordstykker på den anden side af floden i Hermitage.

Siden har vinhuset været et kendt navn ikke blot i Rhônedalen, men i hele verden. Efterspørgsel på husets Hermitage-vine – både de hvide og de røde – er så stor, at de sælges på allokation og de findes på de ypperste restauranter over hele verden.

Domainet er gennem alle årene gået i arv fra far til søn og drives i dag af Jean-Louis, der i 1992 overtog driften efter sin far Gerard.

Gérard Chave overtog domænet i begyndelsen af 1970’erne, at det var Gérard som udbyggede domainets omdømme og udvidede ejendommen ved køb af flere marker til samlet 14,5 hektar vinmarker … den nuværende størrelse af vinhuset. Dermed er Domaine Jean-Louis Chave nu én af de største jordejere i Hermitage efter Chapoutier, Paul Jaboulet Aîné og Cave de Tain l’Hermitage. I Saint-Joseph har Chave 1,5 hektar vinmarker.

Da Jean-Louis Chave overtog driften af faderen i 1992, da han havde han forinden studeret i USA, først taget en MBA i økonomi på Hartford Universitet og dernæst et kursus i ønologi ved University of California.

Og måske har den økonomiske baggrund haft en indflydelse på Jean-Louis Chave, for han har – på grund af efterspørgslen efter husets vine, og da det ikke er muligt at øge produktionen – dannet J.-L. Chave Selection.

Chave Selection er Jean-Louis’ negociant virksomhed, hvor Jean-Louis Chave køber druerne fra andre vinbønder i området, faktisk 10 små domainer, der arbejder ud fra de samme værdier med lavt høstudbytte og mere organiske arbejdsmetoder.

Jean-Louis er i kontakt med domainerne i vækstperioden, under høsten og vinifikationen. En del af druerne vinificeres dog i Chave Sélections kældre, og al vinen lagres her separat enten i cementtanke eller på egefade med hensyn til hver enkelt cuvée’s behov i 12-18 mdr.

Når alle elementer er veldefinerede, begynder blandingsprocessen, der har som mål at producere en komplementerende blanding uden at ofre den enkelte cuvée’s forskellighed. Denne Crozes-Hermitage Silène er selvfølgelig lavet på 100% Syrah.

Duftmæssigt er her lidt flæsk, bacon, cigarrøg, bitre kirsebær, grønne grene, peber og fin rustik i udtrykket. Med lidt luft virker bærerne mørkere og frigiver flere aromaer, bl.a. med lidt blomster og meget ren frugt. I munden er vinen også præget af meget ren frugt, direkte og klar med grøn peber, kontrolleret syre. Virker blød og let med fin balance. Med lidt tid i glasset – gerne en times tid – så åbner vinen sig yderligere.

Købt hos Jysk Vin, pris 149 kr.

Rating 5/7 

2008 Domaine Costa Lazaridi, Costa Lazaridi Syrah, Grækenland

Græsk vin … og så på Syrah … er det en spiselig … øhhh drikkelig størrelse? Vi har her vinen Costa Lazaridi Syrah fra vinhuset Domaine Costa Lazaridi … eller Κτήμα Κώστα Λαζαρίδη, som det rettelig hedder på græsk. Ha ha … det kan de færreste vist læse.

Vinhuset ligger lidt syd for den lille by Adriani, 5 kilometer øst for Drama i Græsk Makedonien, den nordlige del af Grækenland. Det er grundlagt i 1992 af Costantinos Lazaridi … egentlig som en videreførsel af familiens gamle vingård, som startede med at lave vine allerede tilbage i 1980’erne.

Domaine Consta Lazaridi startede reelt af brødrene Nico og Constantin, som havde tjent en masse penge på marmor. Brødrene blev dog hurtigt uenige, og derfor fortsatte Costantinos Lazaridi alene. Siden har der været en indædt krig mellem de to brødre om at lave Grækenlands bedste vin.

Vinhuset er vokset fra 10 hektar til i dag 200 hektar med gamle græske sorter samt mange af internationale sorter. Lazaridi har plantet de for området utraditionelle druesorter som Chardonnay, Sauvignon Blanc, Cabernet Sauvignon og Shiraz samt klassiske græske sorter som Agiorgitiko, Asyrtiko og Limnio.

Tanken er, at man ved at kombinere de nye sorter med de klassiske græske ville få det optimale resultat. Man tilstræber en økologisk dyrkning af vinstokkene for at skåne både vinstokke og miljø, hvilket på længere sigt er med til at skabe et bedre og mere bæredygtigt terroir.

Med kyndig rådgivning fra franske specialister har Lazaridi gennemmoderniseret det 15.000 kvadratmeter store vineri i Adriani, og derudover har man i 2006 også bygget endnu vineri Oenotria Land Costa Lazaridi på 10.500 kvadratmeter i Kapandriti, Attica lidt nord for Athen. Det omfatter – udover produktionslokalerne – også Costa Lazaridi Wine Museum, store kældre til lagring af vinene samt smagelokale til brug for besøgende.

Endvidere har man investeret i en pneumatisk presse, der presser druerne ekstraordinært forsigtigt, hvilket bevirker, at der ikke kommer bitterstoffer fra knuste kerner i vinen.

Domaine Constantin Lazaridi har over 100 faste medarbejdere, der passer vinmarkerne. Samtidig rådgiver nogle af Frankrigs ledende universitetsprofessorer domainet omkring dyrkning og fremstilling af vin.

Jeg har tidligere smagt et par vine fra det store vinhus, bl.a. husets vine Oenedea og Chateau Julia Merlot. Jeg har også været til en græsk smagning hos Vinspecialisten, hvor jeg var eneste deltager. Det siger måske lidt om folks fordomme for græsk vin. Jeg havde dog en lang snak med husets sælger … ganske sympatisk … lidt ligesom vinene.

Domaine Costa Lazaridi Syrah er én af husets topvine. Lavet med afstilkning inden druerne nænsomt presses. Druerne gæres med skindkontakt i temperaturkontrollerede ståltanke, hvorefter de gennemgår malolaktisk gæring før lagring på egetræsfade i 18 måneder.

I næsen er fyldig og varm vin. Der er solbær, sorte kirsebær, krydderurter, lidt harsk fedt, kaktus, sødme, kanel og vanilje. I munden godt fyldig med mørke bær, fin rund og behagelig med eg, vanilje og en smule peber. Det bliver ikke sådan rigtig stram peber og hurra for det. Der er god frugt, og generelt en ganske habil vin … og i betragtning af, at vinen kommer fra Grækenland, så er det godkendt.

Købt hos Vinspecialisten, pris 195 kr.

Rating 4,5/7