2008 Domaine De Vervine, Vacqueyras, Rhône, Frankrig

Rhônevin på en lørdag, hvor mørket og kulden har sænket sig udenfor. En god vin at varme sig på. Vinen er denne Vacqueyras fra Domaine De Vervine, ejet af EARL du Tourreau, som også ejer et andet domæne, nemlig Domaine de Chantegut og holder til i byen Sarrians … som vel ligger 5 kilometer syd for Vacqueyras og vel nogenlunde samme afstand øst for Courthézon.

Vinhuset hedder også E A.R.L. de Tourreau Marseille et Fils, og er grundlagt i 1959 af Remy Marseille, som plantede de første vinstokke på den 10 hektar ejendom, som han arvede fra sine forældre. I løbet af de følgende år købte Remy yderligere vinmarker, bl.a. 4 hektar ved Château de Tourreau samt en lagerbygning i Sarrians.

E A.R.L. har i øvrigt ikke noget af gøre med, at Remy var greve eller andet, men blot en selskabsbetegnelse for et firma med begrænset hæftelse, lidt som et danske aktieselskab. I Frankrig anvendes selskabsformen primært indenfor landbruget for at separere ejendomme fra selve driften. Ja, så lærte vi også det.

Nå, men desværre døde Remy Marseille i 1981 efter et tragiske ulykkestilfælde, hvorefter sønnen Pierre Marseille påtog sig at føre domænet videre. Pierre var på det tidspunkt netop blevet farmaceutisk uddannet, men skiftede karrierespor og tog faklen op efter faderen med det formål at sælge flere og bedre vine.

Han moderniserede bl.a. familiens ejendom fra 1700-tallet. Ejendommen havde tidligere huset et magnanerie, et sted hvor man forarbejdede silke fra silkeorme, men blev nu moderniseret med ny vinkælder og betydelige investeringer i nyt udstyr. Efterfølgende har Pierre også købt yderligere vinmarker, således vinhuset i dag ejer omkring 58 hektar vinmarker.

Vinmarkerne strækker sig helt fra Mons Mirabilis i Dentelles de Montmirail til Géant de Provence ved le Mont Ventoux, og omfatter bl.a. 21 hektar vinmarker beliggende i AOP Vacqueyras. Der dyrkes selvfølgelig de normale sorter for Rhône, dvs. Grenache, Syrah, Mourvèdre, Merlot, Cinsault, Cabernet Sauvignon, Caladoc, Marselan og Alicante samt de hvide sorter Viognier, Chardonnay, Sauvignon og Muscat.

Og vinene sælges under to brands, Domaine de Chantegut som husets bedste samt under dette Domaine De Vervine. Her har vi huset Vacqueyras fra Domaine De Vervine, lavet på 80% Grenache, 18% Syrah og 2% Mourvèdre.

Duftmæssigt er her mejeri, lys chokolade, brownies, blommer, lidt alder, skovbund på en efterårsdag … måske en anelse lakrids og virker generelt fyldt med sødme. Lad os også smage vinen, som i munden er fydig, blød, blid og sød. Frugten er kandiserede sorte kirsebær, lidt sød lakrids, vanilje og et svagt peberbid. Tanninerne er blide, og frugten behagelig … måske på vej til at blive lidt flad og træt … men den holder.

Jeg tror ikke, at vinen kan holde mange år endnu i kælderen … men så er det jo godt, at den nu blev proppet op.

Fået vinen i gave, og ikke fundet en forhandler herhjemme. Kan se, at den i tidligere årgange er solgt til omkring 100 kr.

Rating 4/7  

Skriv et svar