Tag-arkiv: USA

2015 Purple Wine Company, Piner Crossing Cabernet Sauvignon, Washington State, USA

2015 Purple Wine Company, Piner Crossing Cabernet Sauvignon, Washington State, USASå har vi igen fat i en vin fra den store amerikanske vinkoncern Sonoma Wine Company aka Purple Wine Company eller Purple Wine + Spirits, som den helt rettelig hedder i dag. Denne gang med vinen Piner Crossing Cabernet Sauvignon, hvor druerne kommer fra marker i Washington State.

Selve den store vinkoncern – som vi tidligere er stødt på her på Houlbergs Vinblog – ligger dog i Californien, nemlig i byen Graton omkring 10-15 kilometer vest for Santa Rosa.

Vinhuset er grundlagt i 2001 af Derek Benham, som allerede som ung startede med at sælge vin … fra bagagerummet fra sin gamle 1967 Ford Mustang, hvor han for første gang lærte en del om kundernes smag.

Han er en rigtig vinkøbmand, som har haft succes med at skabe brands indenfor vin. Han skabte sammen med sin bror Courtney Benham fx brandet Blackstone, som har specialiseret sig i at lave Merlot vine. Det solgte brødrene for 140 millioner dollars til et partnerskab mellem Constellation Brands og BRL Hardy.

Efterfølgende har han så grundlagt Purple Wine + Spirits, hvor han igen skaber nye brands. Det er således ikke er et rigtig vinhus, for det ejer ikke selv vinmarker. Det er nærmere et negociantfirma, der opkøber druer og laver vin og spiritus målrettet til primært det amerikanske marked, detailbutikker, restauranter eller som private labels … og laver nye brands.

Det er en stor historie, og firmaet har da også udover dets produktionsfaciliteter i Graton også satellitafdelinger ved American Canyon og Russian River Valley.

Purple Wine Company laver vine under en lang række brands, bl.a. Allston, Costal Oak, Field Trip, Graton Cellars, Kumbaya, Marc Cellars, Marlo, Pico & Vine, Rampage, Wheelhouse, Avalon, Raeburn, Four Vines, Lucky Star, Cryptic, Flint & Steel, Calista, Zynthesis og Randall-Monroe.

Purple Wine + Spirits har også tidligere etableret brandet Mark West, som laver Pinot Noir vine. Det har de solgt for 160 millioner dollars til Constellation Brands, så kom ikke og sig, at der ikke er penge i vinindustrien.

Denne gang hedder brand’et Piner Crossing, men Piner Crossing Cabernet Sauvignon er lavet med opkøbte druer fra sydvendte marker i Columbia Valley, Washington State. Det er et blend på 93% Cabernet Sauvignon, 3% Merlot, 2% Petit Verdot og 2% Petite Sirah.

Efter skånsom afstilkning gærer mosten med drueskindet i 14 dage ved 26-27 grader. Temperaturen hjælper med at udtrække farve og tannin. Vinen modner 6 måneder på franske og amerikanske egetræsfade, heraf 30% nye.

Og det er minsandten også rigtig US-Cab med ganske frugtmodne solbær, blåbær, blæk, okay tørhed, chokolade, kakao, en smule kaktus og eukalyptus, sød paprika samt vanilje.

Der er kraft i smagen … masser af solbær, cremet og blød og har derudover lakrids, chokolade. Det er ærketypisk amerikansk med power, sødme og samtidig nem, easy-going, som gør at rigtigt mange vil elske denne vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Zin-Phomaniac, Lodi Old Vines Zinfandel, Californien, USA

2015 Zin-Phomaniac, Lodi Old Vines Zinfandel, Californien, USAYou Can Never Get Enough er sloganet hos vinhuset Zin-Phomaniac og de har også sat en nøgen dame på etiketten af denne Lodi Old Vines Zinfandel … som man dog – helt ærligt – nemt kan få nok af.

Vinhuset Zin-Phomaniac ligger ved byen Ukiah i Mendocino området i den nordligere del af Californien. Det er et vinhus, som kun laver 2 vine … denne Lodi Old Vines Zinfandel samt en Sonoma County Reserve Zinfandel. Der findes ikke rigtigt nogle oplysninger om vinhuset … måske fordi det blot er en brand, for bag Zin-Phomaniac står nemlig Parducci Wine Cellars.

Parducci Wine Cellars er det ældste vinhus i Mendocino, grundlagt tilbage i 1932 af Adolf Parducci i Ukiah og den nuværende ejer John parducci kaldes også Mr. Mendocino … er endda optaget i California Winemaker´s Hall of Fame.

Siden 1997 har han dog lavet vinene sammen med vinmageren Bob Swain, som er hovedansvarlig for produktionen af vinene. Han er uddannet vinmager fra universitetet i Fresno og har haft en lang karriere hos nogle af de største vinproducenter i Californien.

Denne Zin-Phomaniac Lodi Old Vines Zinfandel er lavet med opkøbte druer fra Lodi området. Druerne kommer fra vinstokke med en alder fra 20-75 år. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke og har lagret 9 måneder på en blanding af nye og brugte franske egefade.

Duftmæssigt er det en ordentlig fed sag … blæk, masser af sødme selvfølgelig, overmodne blommer, rosiner, brombær, gamle aviser, vanilje, kanel og tonsvis af chokolade.

Smagen er blød, fed og voluminøs … masser af blåbær, overmodne blommer, mørk chokolade og altså way to for oversød til mig. Den er samtidig en smule hård med alkoholen, så sammenlagt er jeg bestemt ikke begejstret.

På restauranten lå prisen på 468 kr., men vinen kan fås i butikker, fx Golden Wine i Hobro, hvor prisen ligger på 194 kr. på tilbud og en normalpris på 225 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2015 Carmel Road Winery, Monterey Unoaked Chardonnay, Californien, USA

2015 Carmel Road Winery, Monterey Unoaked Chardonnay, Californien, USAMonterey Unoaked Chardonnay fra Carmel Road Winery blev sidste hvidvin i glasset ved den lille – og sene – sommersmagning … en lidt anderledes US Chardonnay.

Carmel Road Winery ligger ved byen Soledad i hjertet af Monterey County i Californien. Vinhuset er en del af det store Jackson Family Wines vinimperium, der – sidst jeg skrev om vinhuset – ejede 36 vinhuse i America, 2 i Australien, 2 i Chile, 2 Bordeaux slotte i Frankrig, 2 vinhuse i Italien og et enkelt i Sydafrika.

Deres Carmel Road Winery har specialiseret sig i produktion af vine på henholdsvis Chardonnay og Pinot Noir … og jeg har da også tidligere anmeldt nogle af deres rødvine.

Carmel Road Winery eksisteret siden 1997.  Fra starten var målet at lave håndlavede vine, der kunne vise det unikke i Monterey County. Siden den første årgang er landbrugsmetoderne og vinfremstillingen blevet finjusteret for at skabe rene, harmoniske, intenst-smagende vine. Denne proces udvikles fortsat.

Jeg kan ikke se, hvor mange hektar vinmarker der ejes, men Carmel Road Winery ejer primært 4 større marker, nemlig Panorama Vineyard, Rincon, Clark Ranch og Hacienda Ranch Vineyard.

Alle druer høstes med håndkraft, og for at få perfekt modne druer høstes der i flere omgange. Gæringen foretages med en kombination af vildgær og industrielt fremstillet gær.

Det meste Chardonnay bliver fadgæret, men en lille del gærer på ståltanke for at give vinen mere struktur og en frisk frugtkarakter … og det er bl.a. denne Monterey Unoaked Chardonnay.

Druerne til vinen kommer fra marker ved foden af Santa Lucia Mountains omkring 25 kilometer øst for Monterey og Stillehavets kyst … et område kendetegnet ved, at der dagligt blæser kølige vinde og tåge ind over markerne.

Vinmager er Kris Katos, som I også kan se på billedet ovenover. Han har lavet Monterey Unoaked Chardonnay på ren ståltanke … altså helt uden lagring på egefade, hvilket navnet jo egentlig også lover.

Druerne er håndplukkede og fermenteringen sker på temperaturstyrede ståltanke over lang tid ved lav temperatur, hvorefter vinen også lagrer i tankene sur lie – altså med bærmen – en periode. Det er en vin, som Flaskehalsen har giver topkarakter med 6 stjerner, men der er jeg imidlertid slet ikke … faktisk slet ikke.

Duftmæssigt har vinen en lidt sjov, grøn note, nærmest med syrlige stikkelsbær, jordbær, citroner, fernis, opvaskevand, en gammel hest, gamle gulvtæpper og lidt støvede mineraler. Umiddelbart er næsen lidt svær at forlis med.

Vinen smager dog bedre end duften, og det er rigtigt nok en ikke overfed, amerikansk Chardonnay, men er blød med blød frugt, fersken samt andre tropiske frugter og lidt jern. Det er dog et eller andet, som brænder lidt i smagen og sammenlagt bliver det for mig en smule kedeligt.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 189 kr., mens prisen er 169 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2013 Purple Wine Company, Randall-Monroe Passo Robles Zinfandel, Californien, USA

2013 Purple Wine Company, Randall-Monroe Passo Robles Zinfandel, Californien, USASå har vi spændt bæltet, cowboystøvlerne, en buttet Buick samt et bredt John Wayne dollargrin på og hældt en overfed amerikaner US Zin … Paso Robles Zinfandel fra Randell-Monroe i glasset.

Randall-Monroe er et brand under vinkoncernen Purple Wine Company eller Purple Wine + Spirits, som den helt rettelig hedder i dag. De store foretagende ligger i byen Graton omkring 10-15 kilometer vest for Santa Rosa i sunny Californien.

Vinhuset er grundlagt i 2001 af Derek Benham, som allerede som ung startede med at sælge vin … fra bagagerummet fra sin gamle 1967 Ford Mustang, hvor han for første gang lærte en del om kundernes smag.

Han er en rigtig vinkøbmand, som har haft succes med at skabe brands indenfor vin. Han skabte sammen med sin bror Courtney Benham fx brandet Blackstone, som har specialiseret sig i at lave Merlot vine. Det solgte brødrene for 140 millioner dollars til et partnerskab mellem Constellation Brands og BRL Hardy.

Efterfølgende har han så grundlagt Purple Wine + Spirits, hvor han igen skaber nye brands. Det er således ikke er et rigtig vinhus, for det ejer ikke selv vinmarker. Det er nærmere et negociantfirma, der opkøber druer og laver vin og spiritus målrettet til primært det amerikanske marked, detailbutikker, restauranter eller som private labels … og laver nye brands.

Det er en stor historie, og firmaet har da også udover dets produktionsfaciliteter i Graton også satellitafdelinger ved American Canyon og Russian River Valley.

Purple Wine Company laver vine under en lang række brands, bl.a. Allston, Costal Oak, Field Trip, Graton Cellars, Kumbaya, Marc Cellars, Marlo, Pico & Vine, Rampage, Wheelhouse, Avalon, Raeburn, Four Vines, Lucky Star, Cryptic, Flint & Steel, Calista, Zynthesis og så Randall-Monroe.

Purple Wine + Spirits har også tidligere etableret brandet Mark West, som laver Pinot Noir vine. Det har de solgt for 160 millioner dollars til Constellation Brands, så kom ikke og sig, at der ikke er penge i vinindustrien.

Denne Randall-Monroe Passo Robles Zinfandel er lavet med druer fra marker omkring Sacramento River Delta samt San Joaquin Valley, steder som får godt med sol og giver modne, saftig bær. Det er ikke helt ren Zinfandel, da der tilsættes en smule Petite Syrah.

Fermentering sker i rustfrie ståltanke med gæring omkring en uges tid, hvorefter vinen er lagret på en kombination af franske og amerikanske egefade … men hvor lang tid fremgår ikke.

I glasset er vinen ikke som forventet fed og mørk, men faktisk en anelse lysere … sådan mellemrød. Men så hører alt det lette også op, for næsen er proppet med både chokolade, vanilje, sødme, brombær, solbær og kirsebær, frugten lidt moden i udtrykket og derudover er der let eukalyptus, røg og samlet er det en fed, opulent, korpulent og trivelig næse … american style.

Smagen er også big and bold … en særdeles kraftfuld sag med masser af frugt og masser af power, men også en stærk alkohol, der nærmest brandmærker cowboy’ens bisonokse. Vinen trækker da også en herrevoksen 16%, som kan gøre sigtet fra enhver winchester riffel lettere sløret.

Frugten er klart kirsebærdrevet, og langt mere frisk end duften ellers indikerede. Derudover byder smagen på blod, jern, krydderier, lidt peber – peber måske fra andelen af Petite Syrah – og der er sgu smæk for skillingen. Yeehaa. Det er blødt … men den 16% alkohol bider og dominerer en kende for meget for en blid og omgængelig jyde.

Servér den til en ordentlig grillbøf med masser af barbequesovs, krydderier og fritter … eller måske endda Madfilosofies opskrift på oksegrydesteg i portvin. En kraftig ret vil klart kunne dæmpe den megen alkohol i vinen.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men pt, kan fås på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7

2014 Stag’s Leap Wine Cellars, Karia Chardonnay, Californien, USA

2014 Stag’s Leap Wine Cellars, Karia Chardonnay, Californien, USAEn lille arbejdsfrokost forleden på Østergade 1 omfattede – udover altid god mad – en lille lækkerbisken af en vin, nemlig en 2014 Karia Chardonnay fra det legendariske vinhus Stag’s Leap Wine Cellars.

Stag’s Leap Wine Cellars ligger ved byen Silverado Trail i Napa Valley, omkring 20 kilometer øst for Santa Rosa i Californien. Det er lige nedenfor bjergene Stags Leap Palisades, som også har givet navn til vinhuset, der er grundlagt i 1970 af Warren Winiarski. Han havde tidligere arbejdet for Mondavi, men havde spottet et lille jordlod i en blommeplantage, hvor han mente, at man kunne dyrke vin i verdensklasse.

Han købte derfor jorden på samlet 18 hektar af ejeren Nathan Fay og genplantede markerne med Cabernet Sauvignon samt en lille smule Merlot. Han hyrede samtidig vinmager André Tchelistcheff til at hjælpe med produktionen.

I 1972 lavede Warren så sin første vinen … årgang 1972 af vinen S.L.V. Cabernet Sauvignon, som blev lavet i lånte lokaler, men allerede året efter byggede han sit vineri, hvor den legendariske årgang 1973 af S.L.V. Cabernet Sauvignon blev lavet.

Det var den vin, som i 1976 – ved Pariser blindsmagningen afholdt af Steven Spurrier – vandt over nogle af de bedste rødvine fra Bordeaux, bl.a. en 1970 Montrose, en 1971 Léoville-Las Cases, en 1970 Haut-Brion samt en 1970 Mouton Rothchild.

Smagepanelet bestod af ni franskmænd, inkl. redaktøren fra det franske vinmagasin La Revue du vin de France samt anerkendte sommelierer og slotsejere.

Smagepanelet og Steven Spurrier selv mente, at resultatet var givet på forhånd, og deres forfærdelse var tydelig, da Spurrier annoncerede resultatet, nemlig at 1973 Stag´s Leaps S.L.V. Cabernet Sauvignon havde vundet blandt de røde og 1973 Château Montelena Chardonnay blandt de hvide!

Paris-smagningen sendte en løbeild kloden rundt. Franskmændene var ikke usårlige! Der kunne også laves verdensklassevine udenfor Frankrig! Stag’s Leaps sejr i Paris banede derfor vej for en bølge af ambitiøse vinprojekter i især Californien, og bølgen bredte sig med tiden også til resten af den nye verden.

Warren Winiarskis vingård blev med et slag samtidig USA’s mest berømte vingård, vinene højt efterspurgt og i 1989 blev markerne omkring vingården endda klassificeret som et officielt vindistrikt med sin egen appellation … Stags Leap District.

I 2007 solgte Winiarski sin vinhus Stag’s Leap Wine Cellars til et joint venture mellem Chateau Ste. Michelle og Marchesi Antinori for en samlet pris på 185 millioner US dollars … lidt af en pensionsopsparing for den gode Waren.

I dag ejes halvdelen af vinhuset dog af tobak og fødevaregiganten Altria Group … dem som bl.a. står bag Philip Morris cigaretterne.

Nå, men lad os kigge nærmere på denne Karia Chardonnay, som har sit navn Karia fra det græske, hvor det betyder graciøs. Det er 100% Chardonnay, som kommer fra flere forskellige marker, bl.a. i Atlas Peak District, Carneros, Coombsville og Oak Knoll.

Druerne plukkes tidligere og morgenen, og i vineriet er vinen fermenteret i både egefade og rustfrie ståltanke … 95% i egefade, mens kun 70% af vinen gennemgår en malolaktisk gæring for ikke at gøre vinen for fed. Lagringen er sket 7 måneder på franske egefade, hvoraf 30% er nye fade.

Duftmæssigt fornægter vinens amerikanske ophav sig ikke, for det er Chardonnay med masser af smørfedme, eg og vanilje, men også et herlig diffust slør, som løfter, eleverer og hæver aromaen til mere end blot fed US Chardonnay. Der er nemlig også en inderlig over vinen kombineret med ananas, honningmelon, ristede mandler, bivoks, karamel, lemon og lidt grønne elementer. Der er sgu smæk på drengen og der sker sgu noget i glasset.

I munden har vinen også en god fedme, blød smørcreme og ristede noter, nærmest mandler, karamel, tropiske frugter, lidt citronsyre og mineraler. I starten fylder vinen meget i munden, men med lidt luft ebber det imidlertid ud og bliver en kende fladere og samtidig også kedeligere, så drik den koldt … og hurtigt, hvilket ikke burde være svært, da den bare smager rigtigt godt.

Forhandles af VildMedVin, hvor en flaske koster 325 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2012 Gehricke Wines, Los Carneros Pinot Noir, Californien, USA

2012 Gehricke Wines, Los Carneros Pinot Noir, Californien, USAMed næste vin … en Los Carneros Pinot Noir er vi hos et vinhus, som kalder sig Gehricke Wines, som er et af flere brands fra søskendeparret Mia & August Sebastiani fra den store, traditionsrige amerikanske vinfamilie Sebastiani.

Under navne som Hey Mambo, Leese-Fitch, Moobuzz, Plungerhead, The White Knight, Pennywise og Gehricke Wines laver de en række spændende vine, som adskiller sig en smule i mængden. De kalder deres vinhus Tog Wines aka The Other Guys, selvom det vistnok nu har skiftet navn til 3 Badge Enology aka 3 Badge Beverage Corporation.

Historien om vinhuset starter helt tilbage i 1895, hvor Samuele Sebastiani, italiensk indvandrer, flyttede til USA og startede med at arbejde i et stenbrud nord for Sonoma. Med sine hårdt optjente penge købte han en lille vingård, hvor han opstartede en mindre vinproduktion.

I 1944 blev driften af vingården overtaget af sønnen August Sebastiani, som solgte vinene over det meste af USA, men det var først i 70′erne og 80′erne, hvor 3. generation – i form af Augusts to sønner Sam og Don – overtog driften, at vinhuset fik sit store gennembrud og voksede eksplosivt.

I dag er det oprindelige Sebastiani Winery solgt, og ejes af Foley Family Wines, som ejer en helt række af store vinhuse i USA. Jeg har skrevet lidt om Foley Family Wines og ejeren Bill Foley, da jeg smagte en 2010 Eos Estate Winery, Lost Angel California Cabernet.

Sebastiani familien er dog fortsat med at lave vine, nu via 4. generation i form af Mia & August Sebastiani med deres nye vinhus 3 Badge Beverage Corporation med de forskellige brands.

De ejer ikke selv vinmarker, men opkøber deres druer hos en række udvalgte vinavlere i Californien. Det er også tilfældet med denne Los Carneros Pinot Noir, der er lagret 9 måneder på franske egefade.

Duftmæssigt en mørk og varm Pinot Noir, hvorfor mit gæt på amerikansk Pino var spot on. Det er en kraftfuld og moden Pinot Noir … alligevel med en vis lethed i frugten, som klart er kirsebær domineret. Det bliver lidt varmt i stilen med egefade, kul, vanilje, kanel og en smule eukalyptus.

I munden er vinen også varm og fyldig, men bestemt ikke uden syre eller alt for amerikansk sød. Der er også grønne elementer, sødme selvfølgelig, men også en kølighed, som hiver vinen tilstrækkelig op til en interessante side.

Forhandles af Smalle Vine, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2014 Duckhorn Vineyards, Decoy Sonoma County Red, Californien, USA

2014 Duckhorn Vineyards, Decoy Sonoma County Red, Californien, USANår en lokkedue er er and, hedder det så en lokkeand? Eller skal vi bare tage den en and’en gang? Jeg vrøvler, men har i hvert fået et glas af vinen Decoy Sonoma County Red fra vinhuset Duckhorn Vineyards i glasset.

Duckhorn Vineyards, der holder til ved Silverado Trail ved Saint Helena i Napa Valley og er grundlagt tilbage i 1976 af Dan og Margaret Duckhorn, hvor målet fra ægteparret fra første fløjt var Bordeaux inspirerede vine. Første årgang var 1978, hvor parret lavede små 800 kasser Cabernet Sauvignon vine og 800 kasser vine på Merlot. Først i 1982 startede de med lidt hvidvine, nemlig lidt Sauvignon Blanc.

Vingården har i dag 243 hektar vinmarker, fordelt på markerne Three Palms Vineyard, Marlee’s Vineyard, Stout Vineyard, Monitor Ledge Vineyard, Rector Creek Vineyard, Patzimaro Vineyard og Cork Tree Vineyard.

Der har siden starten været 4 forskellige ansatte vinmagere på Duckhorn Vineyards, men siden 2014 er det den yndige Renée Ary, som har haft ansvaret for produktionen. Hun har nu imidlertid arbejdet på vingården siden 2003 og arbejdet under den tidligere ansvarlige vinmager Mark Beringer.

Renée Ary er uddannet ønolog fra Mary’s College, UC Davis samt Napa Valley College og har derudover arbejdet i laboratoriet hos det store Robert Mondavi Winery. I kan se Renée på billedet ovenover … lidt af en rap and … for nu at blive i vinhusets termologier ;o)

Duckhorn Vineyards laver vine i forskellige serier, nemlig Duckhorn Vineyards, Canvasback, Paraduxx, Goldeneye, Migration og Decoy … og de fleste har sgu den lille fede and på etiketterne og dermed nærmest et logo for Duckhorn Vineyards.

Denne Decoy Sonoma County Red er et skønt blend, som varierer meget fra år til år. I denne årgang 2014 er blendet 52% Merlot, 22% Cabernet Sauvignon, 10% Petite Sirah, 8% Cabernet Franc og 8% Petit Verdot. Fermentering sker over 10-15 dage, efterefter vinen er lagret 10 måneder på fransske egefade, heraf 40% nye fade.

Næsen indikerer en kraftig vin … solbær, blåbær, sødme, vanilje, tørhed … let animalsk med grønne urter og lidt kakao samt mørk chokolade. Vinen er også sødlig, kraftig i smagen med jern, blod og blæk, men der er heldigvis tilstrækkelig syre til at give vinen en rank rygsølje, således der er elegance samt klarhed i vinen.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 219,34 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Jeff Cohn Cellars, Hayne Vineyard Zinfandel, Californien, USA

2013 Jeff Cohn Cellars, Hayne Vineyard Zinfandel, Californien, Steffens første vin var rød … bloody amerikanerrød, nemlig vinen Hayne Vineyard Zinfandel fra Jeff Cohn Cellars.

Det er et vinhus, som Jan faktisk tidligere har haft vin med fra, nemlig vinen #Pure Yum … men nu er det altså ærkeægte Zin.

Jeff Cohn Cellars holder til i Sonoma i Californien og drives af mister Jeff Cohn himself, mens fruen Alexandra tager sig af det økonomiske. De grundlagde vinhuset i 1996 som JC Cellars og i starten alene med produktion af få vine.

De har siden udvidet pænt og har specialiseret sig i vine på Zinfandel og derudover Rhône inspirerede vine. Jeff Cohn blev specielt kendt, da hans 2003 Rosenblum Rockpile Road Zinfandel i 2005 nåede en 3. plads på Wine Spectator’s Top 10, og han er da også siden blevet omtalt som Zinfandel guruen.

Cohn har dog også en særlig passion for Rhônedalens vine, og han samarbejder bl.a. tæt med Yves Gangloff, Yves Cuilleron, Pierre Gaillard og Francois Villard om flere vine.

Jeff Cohn Cellars har selv en smule jord, men hovedparten af druerne købes fra en lang række vinavlere, som Cohn har indgået dyrkningsaftaler med og har samarbejdet med igennem mange år.

Produktionen er ikke voldsom stor … alene omkring 5.000 kasser vin årligt fordelt på omkring 20 forskellige vine, primært enkeltmarks vine på Zinfandel.

Vinene kan groft set deles op i Zinfandels, Rhône Reds, Red Blends, Rhône Whites, Rockpile Syrahs samt Library Wines, som er nogle af husets bedste vine.

Her er det Cohns Hayne Vineyard Zinfandel, hvor druerne kommer fra den legendariske Hayne vinmark i Napa, hvor vinstokkene er mere end 115 år gamle . Vinen er lavet i åbne kar, 10% af druerne er ikke afstilket og gæring med punch-down 5 gange daglig.

Efter endt fermentering er vinen lagret 16 måneder på 228 liters og 350 liters franske egefade, heraf 30% nye fade. Der er alene lavet 200 kasser af denne vin, som trækker en højoktan på 15,4%.

Næsen har godt med kraft, fedme, blomme, solbær, brombær, enebær, svedsker, figner, sødbrændte fade, gazebind, vanilje, engelsk lakrids og alligevel en kølig, markant syre med lidt blomsterdrys.

Smagen er blød og tør … faktiske ganske tør, og der er slet ikke den typiske amerikanske oversøde Zin smag, men virkelig stor tørhed og masser af tanniner. Der er syre og strenghed, selvom der også fanges en smule sødme under lidt krydderier og peber. Det er sgu amerikansk Zin i bedste ende.

Købt hos Atomwine, hvor en flaske normalt koster 399 kr., men pt. er på tilbud til 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2013 Conn Creek Winery, Herrick Red, Californien, USA

2013 Conn Creek Winery, Herrick Red, Californien, USAHerrick Red fra det californiske vinhus Conn Creek Winery er et blend på både Cabernet Sauvignon, Syrah og samt mindre andel Merlot, Malbec og Primitivo.

Conn Creek Winery er grundlagt i 1973 af Bill og Kathy Collins, som nogle år tidligere – i 1968 – havde købt 54 Hektar jord beplantet med Zinfandel i det nordlige Napa i Californien. De var mellem de første få vinproducenter, som gik forrest for at øge kvaliteten af vinene fra området og spillede således en rolle i områdets store opblomstring.

Bill og Kathy fik hurtigt øjnene op for, at Cabernet Sauvignon passede perfekt til klimaet i Napa. De begyndte derfor at have enormt fokus på at lave Bordeaux blends, sideløbende med deres Zinfandel.

Dette skulle vise sig at være en god idé da Conn Creek Winery siden 1970’erne og 1980’erne har været blandt de mest respekterede producenter i hele Napa for deres Bordeaux Blends.

Conn Creek Winery ligger på adressen Silverado Trail ved Saint Helena i det moderne vineri, som de byggede tilbage i 1979. Og i dag er de fortsat fokuseret på at lave kvalitetsvine i bedste Bordeaux inspireret stil. Den ansvarlige vinmager er i dag Elizabeth DeLouise-Gant.

De fleste af druerne til denne Herrick Red kommer fra Conn Creeks vinmark Herrick, som ligger i Yountville centralt placeret i Napa Valley. Det er helt præcis 46% Cabernet Sauvignon, 38% Syrah, 6% Merlot, 6% Malbec og 4% Primitivo og så er den selvfølgelig modnet i egefade, men hvor lang tid ved jeg ikke.

Næsen er mørk og krydret med pænt indhold af egefade, peber og frugten virker lidt gæret. Det er solbær, blåbær samt chokolade, vanilje, kanel, kul, kaffebønder og lidt mentol.

Smagen er også mørk og krydret med en vis sødme. Det er rundt og omgængeligt … lidt peber bider en smule, men det er okay vin uden at være larmende.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 140,98 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2015 Bergström Wines, Cumberland Reserve Pinot Noir, Oregon, USA

2015 Bergström Wines, Cumberland Reserve Pinot Noir, Oregon, USASidste Pinot Noir hos Vinpusheren blev denne Cumberland Reserve Pinot Noir fra vinhuset Bergström Wines, som ligger i Oregon og drives af familien Bergström, som stammer fra det nordlige Sverige.

Betgström Wines holder til et par kilometer nordvest for den lille by Newberg, som ligger i Willamette Valley tæt på floden Willamette i det  klassiske Pinot Noir land. Vinhuset er grundlagt i midten af 1990’erne af John Bergström, som købte ejendommen sammen med hustruen Karen og deres 5 børn.

John stammer som nævnt fra vores broderland og var kommet til USA som ung teenager og havde optjent en pæn formue som kirurg med egen klinik.

Familien havde siden 1970 boet på Cumberland Road i Portland, men det store boom i vinproduktion i Oregon – samt en voldsom interesse for vin – gjorde, at de rykkede teltpælene op og købte et stykke land i Dundee Hills i Willamette Valley.

Der plantede John sin første vinmark, som han selvfølgelig kaldte Bergström Vineyard. Det blev imidlertid først i 1999, at familien kunne høste og lave deres førstes vine. På det tidspunkt var Johns søn Josh vendt tilbage fra Bourgogne, hvor han havde taget en 2-årig uddannelse som ønolog.

Sammen med sin forlovede Caroline indgik det unge par et partnerskab med Josh’s forældre og gik igang med at lave egne vine. Med overskuddet fra den første årgang 1999 – som gav hele 4 tons druer – kunne de endda udvide ved at købe en nærliggende vingård.

I dag har familien i alt 34 hektar vinmarker, fordelt på 7 vinmarker; The Bergström Vineyard, Temperance Hill Vineyard, The Winery Block, Gregory Ranch, Shea, Silice og Le Pré du Col. Hver vinmark vinificeres selvfølgelig seperat.

Josh er den daglige leder & winemaker samt vineyard manager. Han arbejder totalt kompromiløst på at lave så høj kvalitet som muligt. Der arbejdes efter biodynamiske metoder, med naturlig gødning af alt druekvas og afskårne grene fra vinstokkene som komposteres og gen anvendes sammen med lokalt hø og ”affald” fra et mejeri.

Udbyttet er ekstrem lavt og der høstes meget sent for at få højest mulig koncentration. Der benyttes mange forskellige kloner af Pinot Noir fra forskellige typer jordbund, som alle plukkes, presses og gæres for sig inden de endelige blandinger fortages.

Grundet Josh’s fortsatte tætte relation til Bourgogne, benyttes kun de bedste af de bedste egetræs fade derfra. Bergström Wines laver årligt 9.000 kasser vin, fordelt på 2 Chardonnay’er og 9 forskellige Pinot Noirs.

Denne Cumberland Reserve Pinot Noir er således én af disse 9, hvor druerne kommer fra nogle af husets marker, hvor mange fremgår dog ikke helt klart. De fleste tilsyneladende fra Bergström Vineyard.

Vinen er opkaldt efter familiens gamle adresse på Cumberland Road i Portland, og stilmæssigt forsøger Josh at nærme sig sin klare reference; Bourgogne. Således er vinen også lagret på franske barriques … men hvor lang tid kan jeg ikke se.

I næsen er frugten igen lidt mørk, nærmest kirsebær, hindbær, og det er vel nærmest fyldig og moden Pinot Noir. Der er våde fade, røg, blæk, grafit, tørhed, lidt lakrids, kanel og mineraler.

Det er blød og cremet kirsebær i munden, lækker koncentreret, blid og rund. Tanninerne er blide, men der er godt med saft og power sammen med det bløde. Selvom der er syre, så bider den på ingen måder og vinen kommer måske til at mangle lidt karakter. Men fin og lækker Oregon Pino.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 375 kr.

Vinanmeldelse 5/7