Nytårsaften … og Jesper havde haft spenderbukserne på og investeret i en Dom Pérignon, den nok mest ikoniske champagne, som der findes på markedet og ét af vinbranchens stærkeste brands. Her i seneste udgave, nemlig årgang 2004 frigivet på markedet i det nu forgangne år.
Det er mit 3. møde med munken, da jeg tidligere har smagt champagnen i både årgang 1993 og 2002. Begge årgange er også beskrevet her på bloggen, men jeg skal selvfølgelig nok gentage historien om champagnen. Det er jo ikke så tit, at man smager denne eksklusive og dyre champagne.
Champagnen er opkaldt efter Frankrigs mest berømte kældermester Pierre Pérignon, som levede fra 1638 til 1715 og var søn af en sekretær til en lokal dommer i byen Saint-Menehould i Champagne-distriktet i Frankrig.
Han blev også kendt for udtrykket: “Jeg drikker stjerner”, der er en genial og præcis beskrivelse af den fine smagsoplevelse man får, når man smager en stor champagne som Dom Pérignon.
I en alder af 19 år blev han benediktinermunk i klosteret Abbey of Saint-Vannes i byen Verdun. I 1668 flyttede han til klosteret i Hautvilliers i nærheden af Épernay. Han arbejdede som kældermester i klosteret indtil sin død i 1715. Under hans ledelse blomstrede klosteret og fordoblede sit vinareal. Som et tegn på ære og respekt blev han begravet i den del af klosteret som traditionelt var forbeholdt abbeder.
På Dom Pierre Pérignons tid var eftergæringen, som giver boblerne i mousserende vine, et stort problem for vinmagerne. Temperatursvingninger i løbet af året gjorde bogstaveligt talt vinene til bomber, der kunne eksplodere hvornår det skulle være. Problematikken bestod i at når vinmagerne hældte vinen på flasker i det køligere efterår var det ikke altid at alt sukkeret i vinen var blevet omdannet til alkohol.
Idet temperaturen så begyndte at stige ved næste års forår og sommer, så begyndte den slumrende gær at udvikle kuldioxid, som i bedste fald blot pressede korkproppen ud af flasken. I værste fald eksploderede flasken på grund af trykket i flasken, og dette satte til tider gang i en kædereaktion, hvor naboflaskerne ligeledes eksploderede. Dom Pierre Pérignon brugte en stor del af sit liv på at undgå eftergæring i flaskerne.
Dom Pierre Pérignon er sidenhen blevet tilskrevet opfindelsen af Champagne hvilket er en udbredt misforståelse. Ligeledes var han ikke den første til at lave Champagne. Mousserende vine blev fremstillet med vilje mindst 30 år forinden af den engelske videnskabsmand og læge Christopher Merret.
Man mener at skaberne af myterne om Dom Pierre Pérignon skal tilskrives Dom Groussard, der var Dom Pierre Pérignons efterfølger på klosteret i Hautvillers. I 1821 fortalte han, at Dom Pierre Pérignon opfandt Champagne og andre overdrevne historier om klosteret med henblik på at give klosteret og vinen prestige. Ligeledes er myterne omkring at Dom Pierre Pérignon var den første til at bruge korkpropper, samt at angive hvilken vingård hver enkelt drue kom fra blot ved at smage på druen, formentligt fra Groussard.
I dag ejes Dom Pérignon af Möet & Chandon, som er et meget gammelt vinhus, etableret i 1743. Selve Dom Perignon champagnen er imidlertid ret ”ny”, for først i 1936 lancerede Möet & Chandon en flagskibschampagne af de bedste druer, kaldet Cuvee Prestige og med Dom Pérignons navn på etiketten. Ikke fordi Dom Perignon oprindeligt arbejdede for Möet & Chandon, han døde nemlig 28 år før Möet & Chandon blev grundlagt, men fordi Möet & Chandon fik overdraget rettighederne til navnet af champagnehuset Mercier.
Det siges at den første Dom Pérignon egentlig var en årgang 1921 Brut Imperial som tappedes på flaske og lanceredes i 1936. Støt, men sikkert indtog gradvist Dom Pérignon tronen i det offentlige rum som verdens bedste champagne.
Siden 1987 har Möet & Chandon, og dermed Dom Pérignon været ejet af MHLV-gruppen, Moet Hennessy Louis Vuitton, som også omfatter modevirksomheden Louis Vuitton, cognachuset Hennessy og en række andre virksomheder indenfor luksusvarer. En af hovedaktionærerne i koncernen er i øvrigt Christian Dior kæden.
I dag er det vinmageren Richard Geoffroy som fører legenden videre. Han er tidligere læge, men også i årtier en af de bedste vinsmagere i Champagne.
En Dom Pérignon får sin stil fra stort set lige dele Pinot Noir og Chardonnay, idet Richard Geoffroy er nået frem til, at denne ligelige fordeling skaber den bedste balance mellem på den ene siden fylden og saftigheden fra de blå druer og på den anden side friskheden og letheden fra de grønne druer. Som han udtrykker det: “Det handler ikke nødvendigvis om koncentration, men om at ramme rigtigt og få alle de forskellige elementer frem i de rette proportioner”.
2004’eren her kommer fra en årgang, hvor vejret var mere stabilt end året før. Årgangen har dog særligt fået præg af de varme uger op til høsten, der efterlod druerne med en fantastisk modenhed.
Duftmæssigt er der noter af nødder, toast, citrus, æbler, fersken, kvæde og en lille svag note af lidt oxyderende. Smagsmæssigt meget behagelig med små perler, rund og cremet, mandler, citron, hasselnødder, pærer og en skøn blid syre. Blød og elegant og vinder ved lidt tid i glasset. Vi startede med vinen i champagneglas, men skiftede den ud med almindelige hvidvinsglas … hvilket åbnede mere for de mange nuancer. Dette her smager ganske enkelt bare godt.
Forhandles flere steder, og har de seneste måneder været på bud til knap 900 kr. Pt. kan den fås hos Uhrskov Vine til 899 kr.
Rating 6/7 
Sidste Spätburgunder fra kælderen på Nimb … i hvert fald af dem, som jeg smagte. Jeg gjorde ellers et bravt forsøg, men kom ikke igennem alle 40 Spätburgundere, men denne fra Weingut Weinreich var heldigvis én af dem. Og det er sgu gode sager.
Dette blev min favorit i Nimbs kælder i slutningen af november … en ganske lille undseelig Blauer Spätburgunder Riserva … også fra et kooperativ, nemlig Kaiserstühler Winzerverein Oberrotweil, som holder til i byen Oberrotweil – nærmest midt eller i hvert fald i den sydvestlige del af Kaiserstühl i Baden. Og det er fandme godt dette her, mine herrer og damer.
Med næste Spätburgunder er vi i Baden, hvor vi i byen Bühl finder vinkooperativet Affentaler Winzergenossenschaft Bühl. Vinen er denne SLK Spätburgunder Auslese Trocken … og SLK er hér ikke en modelbetegnelse for en fed Mercedes. SLK står derimod for Selektion Leo Klär og er husets “Grand Cru” … eller bedste vine.
Lige et par Spätburgundere, som jeg mangler at dele med jer … velvillig som man nu engang er … og én af disse er denne Spätburgunder Trocken fra Weingut Hoffmann-Simon, som holder til i byen Piesport … byen som nok mest er kendt for de billige discount hvidvine, men i dag har løftet kvalitetsniveauet markant og laver flotte hvidvine … og altså også rødvine.
Bürgerspital er en smuk og 700 år gammel, historisk vingård lige i midten af Würzburg og samtidig en af de ældste og største vingårde i Tyskland. Og lige præcis derfra kommer denne Veitshöchheimer Spätburgunder.
Weingut Lorenz ligger i den idylliske vinproducerende by Detzem i den midterste del af Mosel mellem Bernkastel-Kues og Trier … lige på den historiske romerske vinrute. Denne Weingut Lorenz står bag næste vin i række, en lille Spätburgunder Tradition.
I en gammel ejendom fra 1600-tallet, tidligere hjem for ridderen Hundt von Saulheim og hans hustru Anna Katharina, født von Rodenstein, i den lille by Ober-Ingelheim i Rheinhessen finder vi vinhuset Weingut Wasem, som står bag næste vin … denne Ingelheimer Sonnenhand Spätburgunder.
Winzergenossenschaft Mayschoß-Altenahr … fornemt navn, og dækker over, hvad der påstås at være vinverdenens ældste kooperativ, grundlagt 20. december 1868 af 18 fremsynede tyske vinbønder. Og dette historiske kooperativ står bag næste vin … endda en jubilæumsvin … 140 Jahre Spätburgunder Trocken.
I byen Appenheim i det nordlige Rheinhessen mellem Mainz og Bingen finder vi vingården Bischel, som står bag denne Spätburgunder Trocken, endnu én af de mange vine, som jeg smagte på Nimb den 4. december.