Tag-arkiv: Piemonte

2020 Sottimano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2020 Sottimano, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Sottimano ligger på adressen Località Cottà 2 kilometer syd for Barbaresco i Neive området og derfra smager jeg igen deres Langhe Nebbiolo … blot i nyeste årgang 2020.

Når jeg skriver igen, så skyldes det, at jeg tidligere har smagt vinen i årgang 2019 og dengang skrev jeg også om vinhuset, deres historie og vinproduktion.

Druerne til deres Langhe Nebbiolo er deklassificerede fra de yngste vinstokke fra den 4 hektar store, højtbeliggende og kalkstensrige Basarin mark, der ligger på grænsen mellem Neive og Treiso.

Vinen er lavet med gæring og maceration i 25 dage alene med druernes naturlige gærceller. Efter end fermentering sker der en malolaktiske gæring i franske tønder fra Francois Frères og lagring 14-16 måneder med 15% nye fade og halvdelen af tiden sur lie, altså på bærmen.

Dejlig landlig duft … lys frisk frugt, ribs, hindbær, jordbær, tranebær, tørrede blomster og igen denne friske og rene duft af lidt nyvaskede hvide lagner, som jeg også fangede i 2019’eren. Derudover blyanter, læder og så ellers masser af tørt træ. Det dufter sgu godt … kan nærmest måle sig med nogle af de bedste Barolo’er eller Barbaresco’er.

Og hvor smager den også godt … er ikke helt så vild, tanninerne heller ikke så markante og så har den også en lille sødme, men det er en fortsat med en dejlig frisk, let, syrlig, lys frugt, hindbær, jordbær, ribs, tranebær … og så en nærmest lemonagtig bitterhed, campari, saftighed, mineraler og virker endda lidt hvalpet.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 225 kr., mens prisen er 189 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Le Strette, Danuel Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2019 Le Strette, Danuel Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienI starten af 2021 smagte jeg en fin Persole Barbera d’Alba Superiore fra vinhuset Azienda Agricola Le Strette, der ligger et par hundrede meter nord for byen Novello. Nu smager vi deres Danuel Langhe Nebbiolo og den er bestemt ikke mindre interessant.

Det lille produttori vini piemontesi har lavet denne Nebbiolo ædle vin med druer fra forskellige marker i Novello og Barolo i 280-420 meters højde og fra vinstokke plantet imellem 1976 og 2016.

Efter høsten er druerne først afstilket og presset blidt før gæring samt maceration i ståltanke i 15 dage. Derefter er vinen lagret i 12 måneder på 225-300 liters egefade, som er brugt en eller to gange tidligere, samt store 10 hektoliter fade.

I næsen starter vinen lidt animalsk med prut, bio bio landlighed og lettere svovlet, så den skal lige ha’ lidt tid i glasset. Når den aftager, så dukker der lidt blomster op, men er ellers en anelse neutral. Der dukker dog langsomt lidt kirsebær og jordbær op, sød vanilje, tørt træ. kamfer, balsamico og en lille sødme.

Smagsmæssigt er det en lidt fyldig og saftig Langhe Nebbiolo, masser af kraft og saft, frugten lidt mørkere end duftmæssigt, igen kirsebær, jordbær og brombær, syren ikke så vild og tanninerne er også mere rund. Der er også let bitterhed, men ikke vildt, så dermed bliver det en rund, småmørk og saftig Langhe Nebbiolo, men det smager skam ret godt.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 150 kr. ved  køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2018 La Ca’ Növa, Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina, Piemonte, Italien

2018 La Ca' Növa, Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina, Piemonte, ItalienSmagningen af de 4 vine fra Azienda Agricola La Ca’ Növa sluttede med deres anden topvin … den flotte Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina.

Druerne til vinen kommer selvfølgelig fra Montefico marken, som er en af Barbarescos absolut bedste marker og derfor også en af La Ca’ Nova’s stoltheder. De ejer faktisk to parceller i den sydligeste del af Montefico kaldet Bric Mentina … den ene lidt vestligt og en anden i den østlige del lige over Roagnas Montefico parcel og samlet udgør de to parceller lige knap 2 hektar.

Montefico marken ligger generelt i omkring 290 meters højde og med en sydøstlig eksponering og 35 år gamle vinstokke.

Druerne høstes omhyggeligt ved håndkraft i oktober, hvorefter de afstilkes og presses let. Fermenteringen sker som spontangæring i både rustfrie ståltanke samt åbne trækar og tager normalt omkring 30 dage efterfulgt af malolaktisk gæring og maceration cappello sommerso i store træfade i 30 dage. Derefter er vinen lagret 24 måneder på store træfade og 6 måneder på flaske.

Som med 2017’erne har La Ca’ Növa Barbaresco Montefico Vigna Bric Mentina bare et ekstra gear i forhold til Montestefano. I glasset er vinen en kende mørkere … bare lidt, for det er fortsat transparent, lys og let. I næsen igen masser af de klassiske Nebbiolo dyder, landlig mødding som violer, tjære, godt med tørre blomster, mentol, salvie, gazebind, læder samt en balsamisk syre. Der kommer også en lille sød vaniljekiks, træ og sødme.

Smagsmæssigt er vinen bundet så godt sammen, nærmest en perfekt bølge af skarphed, friskhed, sødme og balance. Tanniner er tørre, men mere polerede end i 2017’eren, men nok til at tørre din mund godt ud. Det er saftige kirsebær, ribs og tranebær, bitterhed, men slet ikke så meget som ved foregående og i det hele taget står vinen så smukt balanceret … og prisen er næsten latterlig lav. Det betyder lige i underkanten af 6,5 tomler.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 210 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2018 La Ca’ Növa, Barbaresco Montestefano, Piemonte, Italien

2018 La Ca' Növa, Barbaresco Montestefano, Piemonte, ItalienDerefter gik jeg i gang med La Ca’ Növas to enkeltmarks Barbaresco vine og den første vin blev – som sidste gang – deres Barbaresco Montestefano.

Barbaresco Montestefano er lavet med druer fra omkring 40 år gamle vinstokke på marken Montestefano i 270 meters højde med en undergrund af kalkholdig jord og sand.

Vinen er lavet med med spontangæring og 22 dages maceration og gæring i store ståltanke med overpumpning 3-4 gange dagligt. Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder i store, gamle 3.000 liters fade, altså helt som de bedste traditionalister. Der tilsættes så lav dosis af svovl som muligt og selvfølgelig ingen filtrering inden aftapning. Der laves årligt 6.500 flasker af vinen.

I glasset er vinen faktisk lysere og mere transparent … i hvert fald en smule. Duften er sådan mere baroro’sk med violer, roser, læder, lidt lakrids, tjære, tobak, let sødme, vanilje … kirsebær, blommer, mentol, salvie, blomster samt mørk chokolade med høj kakaoprocent. Virker mere parfumeret og lettere end foregående.

Smagen er lys, tør og præcis, men knap så bitter som den forrige basis Barbaresco. Vinen er så fint balanceret med mineraler, en frugt med ribs, hindbær, rabarber med stor friskhed. Tanninerne er måske ikke så vilde som i basis Barbaresco’en, men udtørrer alligevel din mund med syre og bitterstoffer. Det smager vildt godt.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 210 kr. Det er sgu fortsat vildt, at man kan få sådan en enkeltmarks Barbaresco til lige omkring tohundrede kroner 🙂

Vinanmeldelse 6/7  

2018 La Ca’ Növa, Barbaresco, Piemonte, Italien

2018 La Ca' Növa, Barbaresco, Piemonte, ItalienSelvom jeg flere gange har skrevet om La Ca’ Növas 2 top Barbaresco vine, så har jeg sjovt nok aldrig skrevet om denne almindelig basis Barbareco. Men bedre sent end aldrig.

Druerne til vinen stammer fra de 3 velkendte marker Ovello, Montestafano og Montefico.

Vinen er spontangæret med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering har vinen lagret på fad i 18 måneder, før den hældes på flaske.

Vinen er dejlig lys og transparent i glasset, men duften er freaking fantastik med en læder, sådan nobel og dekandent duft, hvor der er sødme, tørrede roser, vanilje, ristede noter, ristede nødder, teaktræ, linolie, jordbær, hindbær og tranebær … nøj hvor det dufter godt.

I munden er det med den samme en tør vin, hvor frugten dog har friskhed. Det er tranebær, jordbær og balsamisk eddike. Der er også sygt tørre og bidske tanniner, hvor der også kommer lidt bitterhed, earl-grey te, hvid peber, salt og campari. Men for pokker … af en basis Barberesco er det et vildt højt niveau.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 170 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 La Ca’ Növa, Barbera d’Alba, Piemonte, Italien

2018 La Ca’ Növa, Barbera d'Alba, Piemonte, ItalienVi starter kvartetten af vine i årgang 2018 fra Marco Rocca på La Ca’ Növa med deres Barbera d’Alba.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke, der er 100% temperaturstyrede. Efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på store egefade og så yderligere 6 måneder på flaske.

I glasset en vinen lysere end forventet, men har – præcis som 2017’eren – en mørk, tør og egepræget aroma, brombær, kirsebær, blommer, nogle mælkede noter med yoghurt og cultura, sort peber, tørrede rosenblade samt en lille saftig sødme med vanilje og kanel.

Smagsmæssigt er det også en saftig, mørk og rustik vin med en fin, syrlig nerve. Der er pænt med krydderier, blommer, kirsebær … med lækker syre og svag bitterhed. Eftersmagen er samtidig voldsom lang. Saftig Barbera med et let, bittert og smagfuldt bid.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 98 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

La Ca’ Növa … en lille kendt hemmelig Barbaresco juvel

På en smuk, lille bakketop nord for Barbaresco med floden Tarano på den vestlige side finder vi  Azienda Agricola La Ca’ Növa, der ejes af 3 brødre Pietro, Giulio og Franco Rocca, men i dag drives af Pietros søn Marco Rocca.

Navnet La Ca’ Növa er gammel piemontesisk dialekt for la casa nuova, altså det nye hus. De skyldes, at familien Rocca i 1800-tallet byggede deres smukke vingård på højderyggen af den berømte mark Montestefano i Barbaresco og selvfølgelig kaldte gården for det nye hus … selvom den i dag over 150 år senere ikke er så ny mere.

Familien har været vinbønder igennem flere generationer … og brødrene er 4. generation og Marco således 5. generation. Der var reelt de 3 brødre, som grundlagde La Ca’ Növa, da de begyndte at producere og sælge La Ca’ Növa Barbaresco vine. Tidligere var druerne blot solgt til andre producenter.

Marco er – som faderen – af den gamle skole og laver vinene som i gamle dage uden brug af temperaturstyrede tanke, med gæring i åbne kar, omrøring med en gammel træske og han bruger også alene druernes naturlige gær ved gæringen.

Vinhuset har 12 hektar vinmarker og de bedste marker er klart Montestefano og Montefico, som leverer druer til de to enkeltmarks Barbaresco’er. De to marker er af mange betegnet som baroloesque’, altså mere Barolo end Barbaresco. Rocca familien dyrker primært Nebbiolo, men også nogle hektar med både Dolcetto og Barbera.

Vinstokkene dyrkes med stor kompetence og omhu med baggrund i mange generationers tradition. La Ca’ Növa er meget selektive med valg af dyrkningsmetoder, og vinstokkene dyrkes uden brug af pesticider og alene gødning med komøg.

Der produceres i alt omkring 50.000 flasker vin på La Ca’ Növa, fordelt på 3 forskellige Barbaresco’er, men Marco sætter også en ære i at lave god Langhe Nebbiolo, Dolcetto og Barbera.

Da 2018 årgangen af husets Barbaresco’er netop er frigivet, hvad er så mere oplagt end af smage en lille håndfuld af deres vine fra netop 2018 årgangen? Det er ikke en kongeårgang ifølge vinanmeldere, men ligger samtidig på nogenlunde samme niveau som 2017.

Jeg har samlet smagt disse 4 vine fra La Ca’ Növa;

Det er alle vine, som jeg har smagt i tidligere årgange og været ganske begejstret for. Generelt set, så laver La Ca’ Növa aldeles fremragende vine og priserne ligger (endnu) meget lave, så det er også et vinhus, hvor du virkelig får vin for skillingen.

Fra 2018 årgangen har jeg tidligere smagt husets Langhe Nebbiolo, der følger mønsteret … vildt lækker Nebbiolo og igen til en pris, der må betegnes som et røverkøb

Skal jeg komme med et godt råd … så køb! Indtil nu er vinene fra La Ca’ Növa ikke rigtigt blevet opdaget, selvom der begynder at ske en stigende efterspørgsel. Men med det kvalitetsniveau, som Marco har skabt, så vil priserne i fremtiden kun gå én vej … op.

2005 Scarzello, Barolo Vigna Merenda, Piemonte, Italien

2005 Scarzello, Barolo Vigna Merenda, Piemonte, ItalienTilbage i maj 2011 smagte jeg første gang denne 2005 Barolo Vigna Merenda fra Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli. Nu er det efterhånden 10 år siden, hvorfor det vel er okay at skrive om vinen igen?

Dengang var det også Jan, som serverede vinen og nu var det efter et forsøg på vinen i årgang 2006, men den var væk og helt flad. Men så fandt Jan i stedet 2005’eren og den var perfekt.

Sjovt nok havde jeg faktisk smagt Barolo Vigna Merenda 2006 – eller Barolo Sarmassa Vigna Merenda – for nogle år siden, hvor det intet var galt med vinen, men det kan jo blot være en flaskefejl.

Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli ligger i den nordlige del af Barolo by i Piemonte. Scarzello familien har en lang historie, men vingården er reelt grundlagt i 1947 af Giuseppe Scarzello, der efter 2. verdenskrig startede som vinbonde i Barolo.

I dag er det 3. generation i form af Federico Scarzello, som driver vingården. Federico overtog tøjlerne i det gamle familiebrug, da han i år 2000 var færdig med vinskolen Scuola Enologica  i Alba som 20-årig og han har siden knoklet løs for at hæve niveauet … siden 2009 helt uden faderens hjælp.

Federico  er en meget ung, ambitiøs, kompromisløs og charmerende Piemontesisk vinbonde, som laver dybe, intense og klassiske Piemonte vine.

Federico går mod den moderne strøm, der har hersket i Piemonte i mange år med brug af små nye fade og kort macerationstid. Federico laver klassiske vine med lang macerations og lagring på store brugte fade, vine der tydeligt er inspireret af Giacomo Conterno og vennen Beppe Rinaldi.

Azienda Agricola Scarzello Giorgio e Figli har samlet 5 hektar vinmarker og ejer bl.a. 3 hektar på topmarken Sarmassa, fordelt på 4-5 parceller, hvor der dyrkes på Nebbiolo og Barbera. De er således eneejer af Vigna Meranda parcellen på Sarmassa marken. Men derudover ligger husets marker i Terlo og Pajagallo.

Alle markerne drives økologisk, og derudover arbejder Federico også efter biodynamiske principper, men er dog ikke certificeret biodynamisk. Federico nedtoner også selv sit troskab til økologi og biodynamik, idet han ikke ønsker at konkurrere på, hvem der er mest økologisk eller biodynamisk og vil ikke lade certificeringen definerer hverken ham eller hans vine.

Der produceres alene 4 forskellige vine på Scarzello, nemlig en Barbera d’Alba Superiore, en Langhe Nebbiolo, en fin Barolo del Comune di Barolo og så denne topvin Barolo Sarmassa Vigna Merenda, der således er topvinen fra vingården.

Barolo Sarmassa Vigna Merenda kommer fra monopol parcellen Vigna Merenda på Sarmassa. Vinstokkene er ikke voldsomt gamle, alene 15-20 år, selvom denne vin faktisk er lavet første gang tilbage i 1978.

Den er lavet med voldsom lang maceration, hele 50 dage og derefter lagret på store 25 hektoliter egefade i 30 måneder og så efterfulgt af yderligere 2 års lagring på flaske inden frigivelse. Der produceres årligt alene omkring 6.000 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er der knust rosenblade, violer, læder, tjære, ædelhed, mahogni træ, lakrids, lakridsrod, ribs, tranebær, tør jord og våd hund, tulipaner, let karamel og marcipan. Det er en duft to die for … virkelig indbydende med en slags dekadent ædelhed.

I munden er vinen bare så ren, tør og vildt tør, så alderen trykker på ingen måder. Det er ikke til at smage, at vinen er 16 år, for alt spiller. Der er ribs, tranebær samt tørre og bitre tanniner, der stramt samt kontant udtørrer munden på strengeste vis. Det suppleres med en vis mineralitet og samtidig med perfekt balance, så dermed klart omkring 6-6,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske i en nyere årgang 2015 efterhånden koster 550 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2013 Nada Fiorenzo, Barbaresco, Piemonte, Italien

2013 Nada Fiorenzo, Barbaresco, Piemonte, ItalienVi skulle også smage et par Nebbiolo vine og den første var denne basis Barbaresco fra det lille vinhus Nada Fiorenzo, der ligger i Treiso.

Vinhuset er grundlagt i 1921 af Carlo Nada, der var en innovativ landmand, der købte Rombone vingården i Treiso og startede med at producere vine, som han solgte til de lokale restauranter.

Hans søn Fiorenzo Nada … den næstsidste af søskendeflokken på 7 børn arvede en del af markerne fra sin far i 1960’erne, men stoppede dog vinproduktionen og solgte blot druerne til andre lokale producenter.

Det blev i stedet hans søn Bruno Nada, der i 1982 frigav de første vine fra Azienda Agricola Nada Fiorenzo. Men inden han greb den handske, så havde han forladt Treiso og uddannet sig til lærer på en skole i Alba. Derefter blev han lærer på en skole indenfor hoteluddannelsen med speciale indenfor mad og vin.

Undervejs havde han foreslået sin far at stoppe med salget af druer og i stedet fremstille vinene selv, da faderen dermed ville undgå de dårlige priser på druerne og med hjælp fra Bruno, så gik de således i gang med dette og lavede de første vine i 1982.

I dag er det 4. generation i form af Brunos søn Danilo, som driver vingården videre. Han har selv startet anderledes som sommelier og har bl.a. arbejdet som sommerlier for for Gordon Ramsey, men i dag laver han altså vinene sammen med sin far.

Samlet har de 7 hektar vinmarker, bl.a. parceller på marker som Riombone, Montaribaldi og Manzola. Derfra laver de en række vine og det er pt 8 forskellige vine, herunder 4 Barbaresco vine, som lige omfatter denne basis Barbaresco og 3 enkeltmarks Barbaresco’er fra de nævnte 3 marker.

Basis Barbaresco’en her er lavet med Nebbiolo druer fra de to marker Rombone og Manzola i Treiso kommunen i 220-260 meters højde. Vinen er lavet ved, at druene gærer med maceration uden den store indgriben. Derefter er vinen lagret 24 måneder på egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er pænt blomsterrig, tørrede og knuste rosenblade, violer, læder, lys og moden frugt, hindbær, jordbær, lakrids, gammel kælder, røg, eg, lys balsmisk syre, svampe og egentlig meget elegant, ædelt og modent.

I munden vinen tør med masser af træ, ribs, hindbær, umodne kirsebær … en meget lys og ren syre, vildt tørre tanniner og virker ikke så mørk, som mange Barbaresco vine kan være i forhold til fx Barolo’erne. Her sidder alle tingene på de rette pladser.

Forhandles herhjemme af Oxholm Vin, men denne er ikke pt i sortimentet. Til gengæld kan du finde en Barolo Rombone 2013 til 349 kr., så denne ligger nok omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2014 Produttori del Barbaresco, Barbaresco, Piemonte, Italien

2014 Produttori del Barbaresco, Barbaresco, Piemonte, ItalienMange regner kooperativet Cantina Sociale Produttori del Barbaresco som et af Italiens bedste vinkooperativer og det er derfra, at vi – som første vin fra Steffen – smagte deres  Barbaresco 2014.

Produttori del Barbaresco ligger selvfølgelig i Barbaresco by og har bl.a. fået deres succes ved, at de alene koncentrerer sig om én druesort og ét vindistrikt. Så de tilknyttede vinavlere dyrker således kun Nebbiolo. Vingården er specialtilpasset til den tanniske druesorts særlige krav og vinmageren har perfektioneret husets raffinerede Barbarescostil gennem en menneskealder.

Allerede tilbage i 1894 forsøgte Domizio Cavazza at samle alle vinavlerne i Barbaresco. Domizio var selv rektor for den kongelige landbrugsskole i Alba, var bosiddende i Barbaresco og grundlagde kooperativet Cantine Sociali, som bestod af 9 Barbaresco vingårde.

Cavazza havde forstået, at der var forskelle mellem Nebbiolo druer dyrket i Barolo distriktet sammenlignet med de samme druer, der blev dyrket ved Barbaresco.

Kooperativet Cantine Sociali måtte dog lukke i 1920 pga. en række økonomiske problemer i kølvandet på fascismen. Men i 1958 greb en præst i Barbaresco Domizio Cavazzas idé og grundlagde igen kooperativet … nu med 19 små vinavlere.

De kaldte kooperativet Produttori del Barbaresco … eller helt nøjagtigt Cantina Sociale Produttori del Barbaresco.

De første årgange vine fra Produttori del Barbaresco blev lavet i kælderen i den kirke, hvor præsten prædikede, men nogle år senere byggede man det vineri, hvor kooperativet i dag fortsat laver vinene.

Kooperativet er også vokset og tæller i dag 56 medlemmer, som dækker omkring 100 hektar vinmarker i Barbaresco appellation. Det er næsten 17% af de samlede vinmarker i området og giver en årsproduktion på omkring 420.000 flasker vin.

Hver familie/medlem af kooperativet har fuld kontrol over egen jord, men dyrker Nebbiolo druerne efter nøjagtige anvisninger fra kooperativet.

Produttori del Barbaresco råder over 9 Single Vineyards eller Cru’er, som de også kaldes. Det er markerne Asili, Muncagotta, Montefico, Montestefano, Ovello, Pajé, Pora, Rabaja og Rio Sordo, som hver især har forskellige terroir.

Produttori del Barbaresco er verdensberømte for at lave nogle af Piemontes bedste vine til prisen. Hvor andre producenter benytter ratings og lav produktion i visse årgange til at skrue priserne op til nye højder, der har Produttori bevaret jordkontakten og tænkt på kunderne og derved fået en meget stor fanskare verden over.

De sidste 10 år har man ydermere høstet op til 95 point hos Robert Parker flere gange og vinene har fået de 3 glas 11 gange, hvilket gør Produttori til 1-stjernet producent. Man har endda nogle gange fået de 3 glas i Gambero Rosso for husets almindelige Barbaresco, som vi her smager i årgang 2014.

Vinen er lavet med Nebbiolo druer fra en række forskellige marker og er vinificeret i rustfrie ståltanke med gæring og maceration ved 28 grader over 30 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder i store egefade og kooperativet laver årligt ikke mindre end 264.000 flasker af vinen.

I glasset virker det som en moden vin med lidt småbrunlige kanter, mens duften også afslører en moden vin, let flæsket bl.a med tørre kirsebær, hindbær, moden og lidt varm i udtrykket suppleret med mentol, stål, violer, læder og lidt krydderier.

Smagsmæssigt er det tørt med syrlig om end blød frugt, moden og saftig, kirsebær, knuste hindbær og lyse blommer. Igen kommer der lidt krydderier, lakrids, grafit, blomster og til sidst et virkelig tannisk bid … flot Nebbiolo Barbaresco.

Forhandles af Philipson Wine, hvor prisen er 324,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7