Tag-arkiv: merlot

Merlot er en rød, fransk druesort, som har sine rødder i Bordeaux samt Sydvestfrankrig. I Bordeaux er det den dominerende druesort i de fleste vine fra Saint-Émilion og Pomerol, hvorfra druen også stammer.

Merlot er Frankrigs mest plantede druesort og samtidig en af verdens mest udbredte druer … og konkurrerer der alene med sin Bordeaux makker Cabernet Sauvignon, som Merlot er kendt for at blande godt med. I Bordeaux går disse to druer oftest hånd i hånd. Der er på verdensplan omkring 266.000 hektar vinmarker med Merlot.

Druens navn menes at stamme fra ordet merle, som er det franske navn for solsorten og skyldes sandsynligvis Merlots farve. De nyeste DNA undersøgelser viser, at Merlot genetisk er tæt forbundet med Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon … dens blandingspartnere i Bordeaux.

Merlot er en tidlig moden druesort og kan modnes fuldt ud, selv i køligere klima og er således en meget pålidelig drue, hvilket også er én af årsagerne til den store udbredelse. Dens vigtigste ulempe er, at de tidligt udviklede blomster er mere modtagelige for frostskader om foråret.

Derudover giver den meget bløde, smidige og fyldige vine med smag af bær og chokolade. Der kan forekomme en smag af valnødder og vanilje.  Unge vine på Merlot er blødere og rundere i smagen end Cabernet Sauvignon. Glat, afrundet og let at drikke er almindelige beskrivelser af Merlot vine.

Hovedårsagen hertil er, at druer på Merlot er relativt store i forhold til deres sten og ​​skind, hvor tanninerne findes. Derfor er Merlot god at blødgøre vine fremstillet af druer med mere garvesyre.

Udover Frankrig, så er Merlot specielt populær i Californien og Washington State i USA, Chile, Schweiz og det nordlige Italien, men findes altså over hele verdenen. Men jo varmere den er dyrket, jo tungere og mere mørk bliver frugtstilen.

Den mest berømte Merlot vin er uden tvivl Petrus fra Pomerol i Bordeaux … en særdeles kostbar vin, der kan lagre i mange årtier. I dag koster en Petrus herhjemme vel fra 20.000 kr. og opad … for en enkelt flaske.

2015 Constantia Glen, Five, Western Cape, Sydafrika

2015 Constantia Glen, Five, Western Cape, SydafrikaTopvinen fra øverste hylde hos Constantia Glen hedder Five … og er også lavet på et klassisk Bordeaux blend. Den har den flittige vinblogger nu smagt i to årgange og starter med vinen i årgang 2015.

Five er helt passene lavet på 5 forskellige druesorter – hvor Three kun var lavet på 3 – og det er 33% Cabernet Franc, 19% Cabernet Sauvignon, 18% Petit Verdot, 17% Merlot samt 13% Malbec. Vinen er lavet helt klassisk og efter endt fermentering lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 75% nye fade og resten brugt 1 gang tidligere. Derefter er vinen efterlagret og filtreret let inden aftapning på flaske.

I 5’eren afsløres Bordeaux inspirationen også omgående, selvom den som hos 3’eren er en smule mere flommefed end den franske muse. Frugten er klart solbær, blåbær, blommer med lidt et marmelade touch og sød engelsk lakrids.

Selvom det er en kraftig næse, som virker frugten alligevel ganske frisk. Derudover er der en smule grafit, lidt cigarkasser og urter, men faktisk mere afdæmpet end i 3’eren. Samtidig fornemmes der her langt mere kraft og finesse.

Smagen er cremet, flæsket og mørk, men samtidig alligevel med virkelig friskhed i frugten, tydelige tanniner pakket fint ind i fedtet madpapir, power, fedme og en fin elegance. Syren er meget levende, der er stor dybde og samlet set en virkelig flot vin.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 292,50 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Constantia Glen, Three, Western Cape, Sydafrika

2015 Constantia Glen, Three, Western Cape, SydafrikaSå kom vi til 3’eren – number Three – og dermed også de røde vine fra Constantia Glen og denne med klare bordeauxfile referencer, men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Det kommer selvfølgelig også fra, at vinen er lavet på et blend af 62% Merlot, 25% Cabernet Franc og 13% Cabernet Sauvignon. Efter endt fermentering er vinen lagret 17 måneder på franske egefade, heraf 28% nye fade, 60% fade anvendt én gang tidligere og så fade, der er anvendt to gange tidligere, så dermed har vinen fået pænt med egetræ. Vinen har høstet 4½ stjerne i Platters Guide og 92 points i Falstaff Magazine.

I næsen er der klare Bordeaux referencer … her måske med et smule mere solbrændt ansigt. Der er solbær, blåbær, blommer, pænt modent og med blæk, grafit, cigarkasser, mælkechokolade, en smule eukalyptus og et bundt tørre krydderurter.

Det er en meget smooth, blød vin, igen med solbær, blåbær og måske også lidt brændte elementer, kakao, mælkechokolade, peber, nelliker samt nogle tørre tanniner. Det er faktisk en fin lille vin, som faktisk overrasker med kvaliteterne i forhold til prisen.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 123,75 kr..

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 Castello di Volpaia, Chianti Classico, Toscana, Italien

2016 Castello di Volpaia, Chianti Classico, Toscana, ItalienFørste rødvin til Jysk Vins lille Winemaker’s Dinner var fra vinhuset Castello di Volpaia, som jeg skrev om tilbage i august. Her er det deres almindelige Chianti Classico, som dog slet ikke er så almindelig endda.

Vinen blev selvfølgelig præsenteret af Frederica Mascheroni Stianti, som også fortalte lidt om vinhuset, der ligger i den lille historiske middelalderby Volpaia på en bakketop nord for Radda in Chianti … men alt det kan du læse om i mit tidligere blogindlæg om husets 2016 Chianti Classico Riserva.

Dette er lillesøsteren … lavet på 90% Sangiovese og 10% Merlot, som kommer fra markerne Campo a Pitti, Casavecchia, Casetto, Castellino, Campo a Prato, Montanino, Pratolino, Santa Caterina, Santa Maria Novella og Vignavecchia.

Markerne ligger i 400 – 570 meters højde og vinstokkene er plantet i periode mellem 1972-2004 i en jord med sandsten og ler. Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de er afstilket og knust let inden gæring alene med druernes egne gærceller i rustfrie ståltanke ved 26-30 grader med punch down to gange dagligt.

Derefter sker en efterfølgende maceration i 10 dage inden den malolaktiske gæring og lagring 14 måneder i 450-900 liter store slavonske egetræsfade.

Vinen har en etiket, som viser én af de 4 kirker, som i 1443 blev tegnet arkitekten Michelozzo di Bartolome og bygget indenfor bymuren af Castello di Volpaia fæstningen.

Næsen byder på en dejlig aroma, mørk, gæret, mælket og flæsket i udtrykket, lidt landlig, med tobak, eg, mentol og umiddelbart en lidt mørk og kraftig Chianti. Der er dog samtidig en lille syrlighed med tranebær, ribs, hindbær, kirsebær tilsat lidt svampe. Det dufter faktisk rigtigt godt.

Smagen er langt lettere end duften med en klar ren italiensk syre, pænt tør og har tætte og stramme tanniner. Meget direkte, ren, lys og fin frugt, meget ung og syrlig, men for pokker … det smager mægtigt godt og skræmmende god for en basis Chianti.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., men pt. er på tilbud til 129 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2003 Celler Mas Doix, Salanques, Priorat, Spanien

2003 Celler Mas Doix, Salanques, Priorat, SpanienVi skulle smage endnu en vin fra Celler Mas Doix og det blev – set igennem min duggede optik – klart aftenens store og positive overraskelse, en 16 år gammel vin opkaldt efter vinmarken Salanques.

Vinen er lavet på 65% Grenache, 15% Carignan, 10% Syrah, 5% Merlot og 5% Cabernet Sauvignon, som kommer fra marken Salanques, der ligger i 350-450 meters højde på en skråning med 70-90 år gamle Grenache og Carignan vinstokke. For de øvrige sorter er vinstokkene dog noget yngre, men står alle i en særlig undergrund af en karakteristisk skifer kaldet licorella.

Høsten foregår med håndkraft, og druerne selekteres bær for bær, inden de vinificeres i temperaturregulerede ståltanke med 3 ugers maceration. Vinen lagres efterfølgende i 14 måneder på franske egefade.

Og – WAOW – virkelig lækker duft, meget moden frugt, blåbær, blåbær, hindbær, sød finsk lakrids, mælkechokolade, apotek, en gammel grønthøster, lidt parfumeret og så er det samtidig out of this world, nærmest epo-agtigt med en snert salte mineraler.

Smagen er blød, let – uha – med en lille syrlig kant, masser af liv og på en fin, elegant facon med en sindssyg lang og sød eftersmag. Frugten er meget livlig, vinen utrolig kompleks og tanninerne let søde, bløde og syren fin og delikat. Det er præcist og mineralsk … og så smager det bare tæskegodt. Det er 6 fede og gamle tomler med pil op.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 599,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2003 Château La Tour du Pin Figeac, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2003 Château La Tour du Pin Figeac, Saint-Émilion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigNæste gamle Bordeaux vin … en 2003 Saint-Émilion Grand Cru er fra et vinslot, der ikke længere eksisterer, nemlig fra Château La Tour du Pin Figeac.

Indtil 1879 var slottet en del af det store Saint-Èmilion vinslot Château Figeac, men slottet blev opdelt i to vinhuse, hvor så den mindste del blev solgt og igen opdelt i 2 halvdele, hvor den mindst del blev til Château La Tour du Pin Figeac. Slottet blev i 1947 købt af Antoine Moueix, som er fætter til legendariske Jean Pierre Moueix. Familienavnet Moueix er ensbetydende med topvine fra Bordeaux’ højrebred, da familien ejer en lang række vinslotte.

Imidlertid blev Château La Tour du Pin Figeac i 2006 solgt til Château Cheval Blanc, som frem til 2011 fortsatte med at lave vine under det gamle navn, selvom en del af markerne allerede fra starten blev en del af Cheval Blanc.

I dag er Château La Tour du Pin Figeac helt forsvundet, og dens dengang 11 hektar vinmarker er nu basis for nogle af vinene fra Château Cheval Blanc.

Denne 2003’er er lavet på 75% Merlot og 25% Cabernet Franc, som er høstet manuelt. Efter afstikning af drueklaserne har vinen gæret i temperaturstyrede ståltanke, så sker den malolaktiske gæring og derefter lagrer vinen sur lie 15-18 måneder på barriques, heraf omkring 60-80% nye fade.

Næsen byder på lidt fed frugt, solbær, solbærmarmelade, lidt gæret i frugten og samtidig er der pænt med fadpræg, fx tør egetræ, godt med vanilje, svampe, fennikel og en lille syrlighed.

I munden er frugten meget stringent, sådan nærmest både solbær og ribs, klart en moden frugt, men den går hånd i hånd med masser af syre, godt med tanniner og okay balance.

Ingen forhandler længere.

Vinanmeldelse 5/7

2002 Château Grand-Puy Ducasse, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2002 Château Grand-Puy Ducasse, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigLidt mer’ Bordeaux med alder … nemlig en 17-årig 2002 Château Grand-Puy Ducasse  5. Grand Cru Classé.

Vinslottet var egentlig oprindelig en del af Château Grand-Puy-Lacoste, hvis historie går helt tilbage til 1600-tallet, hvor det var ejet af M. de Guiraud, som også var medlem af Parlamentet i Bordeaux.

Herefter gik slottet i arv … først til én af Guirauds døtre, som selvfølgelig tog ægtemandens navn. Og da slottets navn dengang, efter de stolte traditioner bestod af et stednavn – her Grand-Puy – samt ejerens navn, ja så skiftede slottet også navn nogle gange.

i 1750 frasolgt ejerne en del af markerne på den store, grussede Grand-Puy bakke. Køberen var Pierre Ducasse, og det var så starten på Château Grand-Puy-Ducasse.

Slottet har i dag 40 hektar vinmarker,  som er spredt ud over en stor del af Pauillac … bl.a. med parceller, der grænser op til markerne fra Château Lafite og Château Mouton Rothschild i den nordlige del i Pauillac, mens markerne i den sydlige del grænser op til Château Pichon Baron.

Siden 2004 har slottet været ejet af Groupe Crédit Agricole, som har sat Anne Le Naour ind som teknisk direktør og ønologen Hubert de Bouärd som konsulent for huset.

Men denne 2002 Château Grand-Puy Ducasse Pauillac 5. Grand Cru Classé er altså fra tiden før ejerskabet blev ændret og slottet var ejet af en gruppe investorer.

Vinen er lavet på 62% Cabernet Sauvignon samt 38% Merlot. Al høst foregår selvfølgelig med håndkraft, hvorefter druerne ved ankomst til vineriet sorteres via optisk scanner. Vinificeringen sker i rustfrie ståltanke og efterfølgende 18 måneders lagring på egefade, hvoraf omkring 50% er nye fade.

Det er moden frugt, mørk og fed, lidt vampet, solbær, skovbær, ganske frugtrig og fadene er godt integreret, hvilket suppleres med lidt læder, skovbund og svagt lidt cigaræsker.

I munden er vinen tør og har trods alderen masser af tanniner og liv, frugten lidt blåbær med en frisk syrlighed. Vinen har virkelig et frisk bid, men virker til gengæld ikke så dyb, men det smager godt og igen et tydelig bevis på, at god Bordeaux bare kan tåle masser af alder.

Nyere årgange forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 329 kr. i forsalg.

Vinanmeldelse 5/7

2004 Vignobles Clément Fayat, Closerie Mazeyres Pomerol Grand Vin, Bordeaux, Frankrig

2004 Vignobles Clément Fayat, Closerie Mazeyre Pomerol Grand Vin, Bordeaux, FrankrigMer’ Bordeaux i glasset. Den næste blev denne 2004 Closerie Mazeyres Pomerol Grand Vin fra Vignobles Clément Fayat  … og skal ikke forveksles med det mere kendte Château Mazeyres.

Faktisk findes der også et vinslot, som hedder Château Hermitage Mazeyres, men selve Closerie Mazeyres findes der forbavsende lidt information om, men lidt research viser, at vinen kommer fra Vignobles Clément Fayat, som egentlig holder til i Saint-Émilion, men samlet ejer 3 vineslotte, nemlig Château La Dominique og Château Clément Pichon i Saint-Émilion og så Château Fayat i Pomerol.

Denne vin er dog ikke en officiel vin fra Château Fayat, som er en sammenlægning af de 3 Pomerol baserede vinslotte Prieurs de la Commanderie, La Commanderie de Mazeyres og Vieux Château Bourgneuf.

Siden 2009 har man alene lavet vine i Pomerol under navnet Château Fayat, så denne vin Closerie Mazeyres Pomerol Grand Vin er formentlig en vin, som blev lavet tidligere på vinslottet, som ejes i fællesskab af Clément Fayat og Jean-Luc Tunevin. Den er også sidst lavet i årgang 2008 og derfor har jeg heller ikke kunnet finde noget om produktionen.

Men den har en rigtig dejlig næse, virkelig en lækker aroma med blyanter, solbær, kanel og vanilje, meget intens, æterisk vibrerende og meget elegant. Årene har bestemt været gode mod vinen.

Smagen er også blød og cremet med stor tørhed, solbær og en herlig frugtrig og levende syre … selv efter 15 år. Der er blæk og vinen har en virkelig elegant smag.

Forhandles ikke længere.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2007 Domaine de Chevalier, L’Esprit de Chevalier Pessac-Léognan, Bordeaux, Frankrig

2007 Domaine de Chevalier, l’Esprit de Chevalier Pessac-Léognan, Bordeaux, FrankrigVi laver lige en lille bordeauxfil pause med denne 2007 L’Esprit de Chevalier Pessac-Léognan fra Domaine de Chevalier.

Domaine de Chevalier ejes i dag af Bernard familien, hvis historie går helt tilbage til 1155, men har været ejer af vinslottet siden 1983, hvor familien købte vinslottet med dets 18 hektar vinmarker for 23 millioner franske Francs.

Selve slottet kan dog dateres helt tilbage til 1600-tallet, men blev først sådan offentlig kendt i 1865, hvor det blev købt af Ricard familien, der i forvejen drev en bødkerforretning i Bordeaux.

Dengang var slottet kendt under navnet Gascon Chivaley, men senere under Arnaud Ricards ledelse ændrede man navnet til det nuværende Domaine de Chevalier.

Det var specielt Arnaud Richard, der som 21-årig i 1948 overtog ledelse, som udviklede slottet. Han sørgede bl.a. for en renovering af markerne med bedre drænsystemer og fik gjort slottet kendt.

Da Bernard familien i 1983 købte slottet, så satte de den unge Olivier Bernard i spidsen for slottet, og hans første beslutning var at fortsætte med det hold af vinmagere, som hidtil havde lavet vinene på Domaine de Chevalier.

Han sørgede derudover for opkøb af yderligere vinmarker og genplantede en del af de eksisterende. Derudover renoverede han også selve vineriet og byggede et ovalt, cylinderformet kælderrum til lagring af slottets vine.

I dag drives vinslottet fortsat af Olivier Bernard sammen med hustuen Anne og deres to sønner Adrien og Hugo Bernard, som snart forventes at overtage hele driften.

Domaine de Chevalier har i dag over 100 hektar jord, men heraf er alene 45 hektar vinmarker, hvor de dyrker de klassiske Bordeaux sorter Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, Petit Verdot, Sauvignon Blanc og Sémillon.

Vinen L’Esprit de Chevalier er slottets andenvin, som i denne årgang 207 er lavet på 70% Cabernet Sauvignon og 30% Merlot. Vinen er lavet i store rustfrie ståltanke med 4-6 dages gæring ved op til 32 grader og efterfølgende 12-15 dages maceration. Derefter lagres vinen 12 måneder på egefade, der er anvendt to gange før.

Næsen byder på noget fylde, blommer, solbær, blåbær, godt med våd muldjord, kælder, let mulle, en gæret syrlighed, peber, kanel og lidt  engelsk lakrids.

Smagen er til gengæld mere syrlig end forventet, så vinen bærer bestemt sin alder pænt. Den er voldsom tør med blæk og godt med aftryk fra egefadene.

Forhandles bl.a. af Theis Vine, hvor en flaske en primeur koster 188 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Babylonstoren, Nebukadnesar, Western Cape, Sydafrika

2017 Babylonstoren, Nebukadnesar, Western Cape, SydafrikaNebukadnesar er – som Babel – en Bordeaux inspireret vin og for dem, som ikke lige kender Nebukadnesar, så var han en af de mest kendte herskere i hele Babylonien i det ny-babyloniske dynasti.

Han blev også kaldt Nebukadnesar den Store og erobrede både Judæa og Jerusalem og byggede monumentale bygningsværker i hovedstaden Babylon.

For os, der ikke er stammer fra omkring år 600 før vores tidsregning, så er Nebukadnesar også et skib i Matrix filmtrilogien … men mon ikke, at det er opkaldt efter den gamle hersker?

Nå, men vinen Babylonstoren Nebukadnesar er også et Bordeaux blend lavet i denne årgang 2017 på 49% Cabernet Sauvignon, 23% Merlot, 15% Cabernet Franc, 11% Petit Verdot og 2% Malbec … alle vinficeret separat. Det er sket med fermentering og lagring i franske egefade … lagringen har varet 23 måneder.

Derefter er  vinen så overført til rustfrie ståltanke, hvor de hviler en måned inden det endelige blend laves … og så lagrer den 5 måneder mere inden frigivelse.

Næsen er totalt bordeauxfil … har masser af mørke bær, solbær, blommer, muldjord, engelsk lakrids, sød tobak, cigarkasser, svagt lidt kaffegrums, kul, grafit, mælkechokolade og kanel. Det dufter både af mørk frugt og ganske tørt … og med en godt gemt stringent syre. WAOW.

Smagen er meget elegant, utrolig frugtrigdom, det er mørke bær, lyse bær, masser af bid, tanninerne en smule mere integrerede end hos Babel. Vinen er blød, mørk og cremet, men med en fantastisk balanceret, stram syre, som giver vinen en utrolig elegance og monsterlang, syrlig eftersmag, som bare sidder i din mund i lang, lang tid.

Det er sgu en stor vin og utrolig kvalitet fra en sydafrikanske Bordeaux wanna-be. Houlberg er sgu pænt imponeret og disker op med 6 af de store fingre, som vender opad. Like it a lot.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 305 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Babylonstoren, Babel, Western Cape, Sydafrika

2017 Babylonstoren, Babel, Western Cape, SydafrikaBabelstårnet blev bygget i Babylon af en forenet menneskehed for at nå himlen, så selvfølgelig laver Babylonstoren også en vin med det navn, og så må vi jo se, om vi fra tårnets top også når himlen?

Babel er i denne årgang 2017 lavet på et skønt mix af 25% Shiraz, 23% Cabernet Sauvignon, 14% Malbec, 11% Petit Verdot, 9.5% Merlot, 9.5% Cabernet Franc og 8% Pinotage. Hver druesort er vinificeret separat, hvilket er sket med græing og maceration i 7 dage efterfulgt af en eftermaceration i en uge.

Derefter har vinen gennemgået malolaktisk gæring og er så lagret 12 måneder på 300 liters franske egefade, heraf 30% nye fade samt 70% fade, som er brugt en eller to gange tidligere.

Det dufter i hvert fald rigtigt godt og har klare referencer til Bordeaux, men det er nok ret bevidst med dette blend. Der er solbær, sorte kirsebær, cigaræsker, en håndfuld blyanter, lidt tobak, pæn tørhed, svagt lidt lakrids og tobak … det dufter virkelig godt og blindsmagt kunne det bestemt godt forvekslet med en god Bordeaux. Der fornemmes en lille stringent syre i vinen … let balsamisk og styrende.

Smagen er måske en kende mere fyldig, stærkere og med mere peber end en Bordeaux vin, men det er tørt, har en fin, flot og tør, stringent syre, masser af tanniner og et tørt bid. Der er mørk chokolade med højt kakaoindhold, lidt kakaopulver endda, nogle grønne urter og en lille snert eukalyptus … men for fanden hvor er det tørt. Det er måske endda en vin, som skal i kælderen et par år for lige at blødgøre tanninerne, slibe hjørnerne og polere syren. Klart en vin til Bordeaux elskere.

Forhandles af Winelovers, hvor en flaske koster 197,50 kr.

Vinanmeldelse 5/7