Tag-arkiv: grenache

Grenache er en rød druesort, som stammer fra Aragón i Nordspanien, hvor den er kendt som Garnacha. Den er én af verdens mest udbredte røde druesorter … i 1990’erne faktisk den 2. mest udbredte rødvinssort og findes i stort set alle vinlande.

Oprindeligt var Grenache mest udbredt i Spanien, men store dele af vinstokkene blev revet op gennem 1980’erne, så der er i dag 82.300 hektar i Spanien, mens der er 95.700 hektar i Frankrig, der har flest plantede Grenache vinstokke, specielt i det sydlige Rhône.

Grenache er også mest kendt for sin rolle i Provence og Rhône, hvor den tager afgørende del i områdets rødvine og rosévine. Der spiller druen også rollen som hoveddruen i Châteauneuf-du-Pape. Den indgår i det hele taget oftest i blandinger med andre druer.

Grenache er karakteriseret ved en usædvanlig kombination af lys frave og høj alkohol. De har sød og frugtig smag med modne jordbær og hindbær samt urtepræg. Vine på Grenache varierer lige fra pænt kraftige til helt lyse og lette rødvine.

Sorten foretrækker sol og varme. Den modner sent og yder godt. Udbytterne skal dog holdes nede for at opnå acceptabel kvalitet og er samtidig vanskelig at vinificere. Den har let ved at opnå meget høje alkoholprocenter på grund af dens naturligt høje indhold af sukker.

2021 Bodegas Llicorella, Minairó, Priorat, Spanien

2021 Bodegas Llicorella, Minairó, Priorat, SpanienBodegas Llicorella i Priorat er ét af mange vinhuse, som er er ejet af Juan Gil Bodegas Familiares. Den familie har vi jo stødt på en del gange her på vinbloggen og her er det med vinen 2021 Minairó.

Juan Gil Bodegas Familiares ejer efterhånden ret mange vinhuse i Spanien. De har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde Bodegas Juan Gil. Siden 2002 har familien med den 4. generation ved roret i form af brødrene Miguel og Ángel Gil udvidet deres aktiviteter betydeligt.

De ejer eller kontrollerer i dag 1.766 hektar vinmarker … de fleste beliggende  i 700 og 850 meters højde på sand- og kalkstensrig jord, meget næringsfattig uden kunstvanding. Det betyder en produktion på ikke mindre end 10 millioner liter vin om året.

Sidst jeg undersøgte det, så talte jeg ikke mindre end 11 vinerier, som er

  • Lagar Da Condesa i Rías Baixas
  • Bodegas Shaya i Rueda
  • Cellers Can Blau i Montsant
  • Bodegas Tridente i Castilla y León
  • Bodegas Atalaya i Almansa
  • Bodegas Morca i Campo de Borja
  • Bodegas Llicorella i Priorat
  • Bodegas Rosario Vera i Rioja
  • Bodegas Juan Gil i Jumilla
  • Bodegas El Nino i Jumilla
  • Bodegas Ateca i Calatayud

Bodegas Llicorella ligger i kommunen El Molar i en vingård kaldet Mas Perxet, som ligger helt ud til Siurana floden i et barskt landskab med skiferholdig marker, som er typisk for området.

Denne 2021 Minairó er lavet på 40% Garnacha , 30% Cariñena, 20% Syrah og 10% Merlot. Druerne blev håndplukket og hver sort har så gæret separat i små kar i 10 dage ved 28 grader. Derefter er hver af de forskellige sorter lagret 6 måneder på franske egefade og først derefter er vinen endelig sammenstukket.

Duftmæssigt er det en varm, eksplosiv og småopulent aroma, nærmest sådan lidt bondsk, rustik med blåbær, brombær og sorte kirsebær. Det dufter saftigt, blødt og varmkrydret, tørrede blomster samt potpourri, læderfedt, tykt fadpræg med mentolchokolade, tør tobak samt lakridskonfekt. Man fornemmer samtidig en stor samt varm saftighed.

Selvom duften måske virker lidt for varm og sødkrydret, så er det virkelig i smagen, at vinen udfolder sig, for dér er godt med tørhed, en mere kølig, streng og bitter frugt …  brombær, kirsebær, blommer samt et nærmest stenet og mineralsk udtryk. Der er ret markant og rå tanniner, der samtidig river lidt i munden på bedste måde … men alligevel med en lille frugtsødme. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 224,95 kr., mens prisen er 175 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Buena Vista Winery, The Sherif of Buena Vista, Californien, USA

2019 Buena Vista Winery, The Sherif of Buena Vista, Californien, USADen allersidste Buena Vista Winery vin var fra Founders Collections serien og det var en 2019 The Sherif of Buena Vista med en ikonisk, sej sherifstjerne som etiket.

I denne årgang 2019 er vinen på 33% Cabernet Sauvignon, 28% Petite Sirah, 22% Syrah samt 8% Petit Verdot, 4% Grenache, 3% Mourvedre og 2% Mission.

Druerne til vinen kommer fra områderne Rockpile, Sonoma Valley, Russian River Valley, Dry Creek Valley, Fountaingrove District og Bennett Valley.

Efter gæring er vinen lagret 15 måneder på egefade … heraf 9% nye franske fade. Hver druesort er både gæret og lagret separat, således endelig sammenstikning af vinen først sker til sidst.

Så skete der sgu noget … og sikke en forskel i forhold til de foregående vine fra Buena Vista Winery. Her er fadpræget tydeligt fra første snif, men det er mere kompleks, nuanceret, subtilt, dybere og sammenhængende. Der er solbær, friske brombær, dadler og alt bare dybt med våde fade, mørk teaktræ, sød tobak, violer samt en smule oksefond.

Hvor smager den godt, virkelig blød og cremet, nærmest smelter i munden uden den helt store amerikanske sødme. Her spiller det sgu, smagen er dyb med kanel, vaniljesukker, solbær, blommer og nougat, mørk chokolade, cafe latte og tussegammel balsamico. Det er skruet godt sammen og et godt glas vin inspireret af Bordeaux, bare med mere epo, power og kraft. 94 point,

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 359,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Domaine de la Graveirette, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2018 Domaine de la Graveirette, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNår vi nu er i Rhône, skal vi så ikke nappe endnu en Côtes du Rhône? Det gør vi da med netop en af slagsen fra Domaine de la Graveirette, der ligger lige mellem de to byer Bédarrides og Courthézon i Vaucluse.

Domaine de la Graveirette drives af den unge vinmager Julien Mus, som selv er født i Bédarrides, men er uddannet vinmager fra vinskole i Beaune i Bourgogne. Efter uddannelsen returnerede han til sin fødeby og familiens vingård, hvor han i starten blot fortsatte faderens praksis med at levere druerne til lokale kooperativ,

Men i 2015 startede han selv med at lave vine som Domaine de la Graveirette og har sammenlagt 20 hektar vinmarker, der siden 2015 har været Demeter certificeret biodynamisk drevet. Og derfra laver han en række typiske vine, dvs. både Châteaneuf-du-Pape, Côtes du Rhône, Vin de Pays de Vaucluse og Principauté d’Orange.

Denne 2020 Côtes du Rhône er lavet på ren Grenache, hvor gæring samt maceration er sket i store betontanke, hvor vinen så også er lagret i 18 måneder inden aftapning på flaske og frigivelse.

I næsen er det en rund, comfortagtig, blød og venlig vin, meget ren og klassisk med en sødere frugt af søde kirsebær, jordbær, brombær, sødmefuld og saftig. Der er blide krydderier, tør engelsk lakrids og lidt oksefond.

Smagen er også rund, cremet og blød … her er alle hjørner slettet af, afgratet og pudset. Det er samme blødsøde frugt som i duften, mest søde kirsebær, jordbær og lidt hindbær, en smule lemon bitterhed og det endda alene pænt svagt. Det er på ingen måder en mørk og tung Côtes du Rhône, men er lysere og har denne fine, sarte og lyssaftede kant,  og dermed 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Maison Les Deux Rhônes, La Tour Coste Côtes du Rhône Le Miocène, Rhône, Frankrig

2018 Maison Les Deux Rhônes, La Tour Coste Côtes du Rhône Le Miocène, Rhône, FrankrigFor et par år siden smagte jeg en 2018 La Tour Coste Côtes du Rhône Les Trencats fra Maison Les Deux Rhônes. Nu har jeg sgu fået søstervinen Le Miocène i samme årgang i glasset.

Det er vinmageren Stéphane Vedeau, der står bag vinen i projektet Maison Les Deux Rhônes. Projektet driver han sideløbende med sit daglige arbejde på både vinhuset Clos Bellane og negociantfirmaet La Ferme du Mont … begge i det sydlige Rhône. Derudover laver han også vin i Nordrhône under hans moders navn Jeannine Boutin.

Ja … og så er han altså også med i dette projekt Maison Les Deux Rhônes aka La Tour Coste. Det er med andre ord en travl herre, som er med i mange projekter.

Stéphane Vedeau er virkelig Rhône mand og Grenache forkæmper. Han vinkarriere startede i den sydlige del af Rhône dalen med bl.a.  vine fra både Châteauneuf-du-Pape og andre Rhône appellationer, og de senere år har han udvidet territoriet i det nordlige Rhône, som han samlet på Clos Bellane og Domaine Jeannine Boutin har samlet 50 hektar vinmarker.

Vedeau beskrives som perfektionist, og en kendsgerning er det i hvert fald, at terroir betyder alt for ham. Han går ekstremt meget op i, hvordan marker og vinstokke behandles. Økologiske principper er fuldt ud indarbejdet. Der bruges ingen kemikalier.

Druerne høstes med håndkraft, og i kælderen anvendes kun store fade specielt udvalgt af Stéphane. Vinene aftappes uden filtrering og klaring og med behersket brug af svovl.

Dette projekt Maison Les Deux Rhônes og La Tour Coste er der ikke mange oplysninger om, men de laver vine fra meget gamle vinstokke med Grenache, Syrah og Mourvedre på markerne Le Miocéne, Les Trencats, Les Pialons, Terrasses de Thénane og Les Gravettes.

Hvor søstervinen var lavet på et mix af Grenache og Mourvedre fra Les Trencats, så er denne lavet på 60% Grenache og 40% Syrah, der jo så kommer fra marken Le Miocéne,

Efter høst er druerne knust let, hvorefter der sker gæring og maceration over 5-6 uger. Efter endt fermentering er vinen så lagret i minimum 8 måneder i store betontanke.

Duftmæssigt er det en landlig, saftig og rigtig Sydrhône vin … flot balanceret mellem frugt med sorte kirsebær, blommer, svesker, lidt hindbær og tranebær, lidt te bitterhed samt nogle fadnoter af tørt træ, cedertræ, tør lakrids, sød lakrids, kakao og søde bolsjer.

I munden er det en lækker rhônevin med fin balance af sort, tæt frugt, sødme, krydderier og tørre tanniner. Det er en ren, bitter og frisk frugt …kirsebær, hindbær, tranebær og smagen er faktisk ret lig med duften … har samme lige sort-te eller lemon bitterhed, godt med rhônekrydderier, peber samt et bondsk spark. 90 point.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Sélection Laurence Féraud, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2021 Sélection Laurence Féraud, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigLaurence Féraud har stor rutine i at lave Châteauneuf-du-Pape og altid i høj klasse fra hendes vinslot Domaine du Pégau. Men hun laver også Châteauneuf-du-Pape med opkøbte druer i sit eget negociant brand Sélection Laurence Féraud og her smager vi netop sådan én i årgang 2021.

I kraft af hendes store ekspertise og stærke netværk af kontakter i hele det sydlige Rhône via Domaine du Pégau, så har hun adgang til at købe druer af høj kvalitet, som hun laver under sit eget negociant  brand Sélection Laurence Féraud og også fra Châteauneuf-du-Pape.

Laurence Férauds forfædre har været vinavlere i Châteauneuf-du-Pape igennem mange generationer. Hendes oldeforældre og hendes  bedsteforældre Elvira og Leon Féraud over fik over en lang periode  samlet 22 hektar vinmarker, som i dag er grundstenen på Pégau.

Hendes far Paul Féraud startede i 1964 – sammen med sin italienske hustru Odile – med at aftappe noget af sin produktion og sælge dem under navnet Domaine Feraud, mens resten af produktionen blev solgt til forskellige negociantproducenter.

Det var dog deres datter Laurence Féraud, der i 1987 – efter afslutning  af en uddannelse indenfor vinproduktion og handel – udvidede både vineri og vinkældrene samt oprettede Domaine Pégau, således hun i 1990 kunne aftappe hele produktionen fra familiens marker.

Sammen har far og datter gjort ejendommen til en af de bedste i Châteauneuf-du-Pape. Men ved siden af Pégau, så laver ihærdige Laurence Féraud altså også negociantvine.

Vinen er lavet på 80% Grenache, 15% Mourvèdre og 5% Syrah, der høstes fra kalkholdige marker. Vinen har gæret på rustfrie ståltanke ved frugtbevarende temperaturstyring. Kombinationen af afstilkede druer og 50% hele klaser giver frugten ekstra parfume, elegance og kompleksitet. Efter endt fermentering er vinen lagret en periode på store og traditionelle egetræsfade.

Det er ikke Pegau … mere brovten, bondsk og simpel, virker også samtidig mere grøn, stilket og urtet. Den virker i starten meget ung og faktisk også lidt lukket, så jeg giver den lidt mere luft og tid i mit vinglas. Med luft bliver det mere rundt og rart … men fortsat til den grønne side og giver samtidig tør eg, garriques, let chokolade og svagt lidt lakrids.

Smagen er bedre end duften, meget frisk, lysere, mere bitter og syrligere end forventet. Det er mest hindbær, ribs, tranebær med en fin friskhed samt lidt peber, en bitter tørhed, kantede tanniner samt lidt styrke fra alkohol. Det en en ung knøs, teenager og skal sgu nok gemmes et par år i kælderen … 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 399,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 169,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2019 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, SpanienDette er en vild vin og jeg har været tosset med vinen de få gange, som jeg før har smagt den. Det er Reserva vinen hos Dominio del Àguila.

Det er en Reserva lavet på 95% Tempranillo, mens resten er et mix af Albillo, Bobal, Garnacha og Tempranillo Gris.

Alle druerne er fra sindssygt gamle vinstokke og flere endda over 100 år gamle på markerne ved La Aguilera i 880 meters højde, hvor jordbunden består af kalk og rødt ler.

Vinifikationen sket totalt gammeldags med i beton gæringskar med fodtrampning af de hele drueklaser og så spontangæring alene med druernes naturlige gærceller. Druesorterne gærer sammen og har i denne årgang gæret i 4 måneder. Efter endt fermenteringen er vinen lagret hele 34 måneder på primært franske egefade.

Vinen har i denne årgang 2019 fået 96 point af gode, gamle Parker med ordrene; the 2019 Reserva could be the modern version of the 2015 – a round, lush and approachable Reserva that is perfumed and fruit-driven, with spices in the background. It’s a hedonist cuvée.

I næsen er vinen ikke helt så animalsk og reduktiv som 2018’eren, men virker mere ren og selvom, at det er en kraftigere vin, der har godt med power, så er det bestemt ingen tung vin. Der er violer, rå champignon, friske, mørke og vilde bær, brombær, blommer samt en smule jordbær og så diskret og fint doseret noget fra fadlagringen, mælkechokolade, kanel, vanilje, en stor cafe latte, appelsinskal og lidt blomsterpollen.

I munden kommer vinen rullende i bølger, cremet, smeltende … breder sig langsomt, spreder sig i hele munden, hvor den blidt og intenst masserer gummer, tandkød, tungen og hele baduljen. Det er bestemt ingen fed vin, men er den er bare rå, lækker og intens med en frugt af blommer, kirsebær, kirsebærsten og jordbær. Tanninerne er igen vilde og ustyrlige … tørre og forstærker bemægtigelsen af din mund, men uden at blive alt for vilde. For satan – pardon my french – hvor den smager godt. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 529,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2016 Bodegas Rodríguez y Sanzo, Lacrimus Reserva, Rioja, Spanien

2016 Rodríguez Sanzo, Lacrimus Reserva, Rioja, SpanienJeg har før smagt en Lacrimus Crianza fra vinhuset Bodegas Rodríguez y Sanzo, der drives af vinmageren Javier Rodríguez. Nu er der igen Lacrimus vin i glasset, men nu er det en 2016 Reserva.

Bodegas Rodríguez y Sanzo ligger i udkanten af byen Valladolid 150 kilometer nordvest for Madrid i vinområdet Castilla y León.

Huset har selv lidt vinmarker, men laver primært vin fra andre vinområder i Spanien med opkøbte druer, bl.a. i nogle af de vigtigste spanske DO distrikter som Rueda, Rioja, Toro, Jumila, Rias Baixas, Navarra, Ribera del Duero, Priorat, Bierzo, Vinos de la Tierra de Castilla y León og faktisk også Douro i Portugal.

Det er et stort projekt, hvor Javier har indgået aftaler med en lang række  vinavlere i det meste af Spanien, hvor han køber druer til en masse forskellige vine. Jeg har bl.a. tidligere smagt 2016 La Senoba, en 2019 Orange Wine Albillo, en 2016 Vallsanzo Reserva, Lacrimus Crianza 2018 og tidligere også en lang række vine.

Lacrimus Reserva 2016 er lavet på 85% Tempranillo, 12% Graciano og 3% Garnacha, der håndplukkes fra mere end 40 år gamle stokke i 600 meters højde.

Vinen er lavet med en kølig pre-maceration ved 10 grade i 6-8 dage inden spontangæring på egefade med druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 21 måneder på franske barriques efterfulgt af hele 18 måneder på flaske inden frigivelse.

Slam … fed, mørk, ekspressiv og udtryksfuld næse, hvor der omgående dukker masser af lakrids – både sød finsk og tør engelsk – op suppleret med solbær, solbærlikør, blåbær, herre lædersaddel, røg, sandeltræ, mørkristede kaffebønner, mørk chokolade, mynte, estragon, en del søde krydderier, sorte oliven og beef jerky.

I munden er frugten lige så mørk og ekspressiv som duften … sådan mest solbær, blåbær og søde, saftige mørke kirsebær, der nærmest er sådan lige mellem marmelade, likør og kandiseret, for de giver en mørk kraft med tyngde, brede skuldre samt masser af smag. Der er sgu power i vinen, der sparker mørkt og tungt … en lille bitterhed fra chokolade med højt kakao indhold finder man også sammen med en okay frisk syre og noget røg. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Sélection Laurence Féraud, Gigondas, Rhône, Frankrig

2017 Sélection Laurence Féraud, Gigondas, Rhône, FrankrigVi bliver med næste vin i Frankrig, da vinen er en 2017 Gigondas, der kommer fra den dygtige Laurence Féraud, der er ejer af det totalt legendariske Châteauneuf-du-Pape vinslot Domaine du Pégau.

Hendes store ekspertise og stærke netværk af kontakter i hele det sydlige Rhône har givet givet hende adgang til at købe druer af høj kvalitet, som hun laver under sit eget negociant brand Sélection Laurence Féraud og jeg har også tidligere smagt flere vin derfra.

Jeg har bl.a. smagt denne Gigondas, men blot i årgang 2016 og dengang fortalte jeg også en del om vinhuset. Det gør jeg ikke nu, men kigger i stedet nærmere på vinen lavet på 80% Grenache, 15% Syrah og 5% Mourvedre, der høstes fra Gigondas-terroirs med et mix af kalkholdigt ler og forvitrede sten.

Vinen gærer og macererer 30 dage på rusfrie ståltanke med frugtbevarende temperaturstyring og modner i hele 3 år på en kombination af ståltank, store brugte fade og små barriques.

Hvor er det her bare vellavet … smager sgu forrygende godt. Der er duftmæssigt Gigondas til den lysere og lettere side, hvilket allerede kan ses i glasset. I forhold til 2016’eren er vinen mere komplet, mere rund og så vildt flot balanceret. Frugten er fortsat jordbær, brombær og lyse kirsebær med en elegant og fin modenhed, mens det landlige er mere dæmpet. Til gengæld er der både violer, knuste rosenblade og læder som en Barolo, men også smørristede svampe, mineraler samt sten og så fine og delikate fadnoter, som slet ikke dominerer, men blot giver lidt vanilje og mælkechokolade

I munden er det nærmest som en burgundisk Rhône, for vinen har både den lette, sarte, fine side med lys frugt, men også en klar Rhône karakter med peber og krydderier, saftig lys frugt hindbær, jordbær, tranebær, jern, mineraler og sten. Der kommer også lidt bitterhed og tørre, men blide tanniner. Det er ultrablødt, cremet og rundt med en luftig, ren og spinkel smag, der bare er så balanceret … Gigondas magi til en vild god pris. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 349,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 139,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Rolland & Galarreta, Iconic, Rioja, Spanien

2016 Rolland & Galarreta, Iconic, Rioja, SpanienVinene til ret 3 var vilde … helt klart bedste sæt. Retten bestod af braiserede svinekæber med cremet polenta og parmesan og den sidste af vinene i sættet var fra den øverste hylde hos de 2 herrer, nemlig den ikoniske topvin, der hedder Iconic.

Den adskiller sig allerede i flasken i forhold til de øvrige vine fra Rolland & Galarreta med en mørk, eksklusiv etiket og navnet Iconic.

Vinen er er lavet på 95% Tempranillo og 5% Grenache), som høstes fra to forskellige marker … den lerholdige mark Carranavaridas mellem Laguardia og Leza samt den 0,7 hektar store mark San Millán på skråningen ved foden af ​​Sierra Cantabria.

De håndplukkede drueklaser afstilkes alle og koldmacererer først i store åbne egetræsfade med temperaturkontrol, hvorefter gæring er sket med daglig pigeage. Efter endt gæring er vinen presset via en  vertikale pneumatiske presse. Derefter er vinen lagret 18 måneder på nye franske, halvristede fade fra Sylvain, Orion og Radoux. Til sidst flaskes vinen og lagrer yderligere 12 måneder før frigivelse.

Ved duft af vinen er det første, som jeg tænker … hvor er alt flot doseret med rette mængder af det hele og en vild fin struktur. Den åbner ballet med en frugt der er dyb … helt fra kompakte svesker til lysere frugt af hindbær og kirsebær. Fadaftrykket er delikat og sart med vanilje, cedertræ, røg, tobak, toast, kandiseret appelsinskal og toast … har så fin balance mellem frugt og fad.

Vinen smelter nærmest i munden … glider ud i alle afkroge med kæmpestor velbehag. Men det er med en stor styrke i frugten, som er frisk, moden, generøs og næsten læskende med sød balsamico og en vis luftighed. Det gør vinen let, cremet og smeltende på én gang, hvilket virkelig giver comfort, men det er samtidig med en enorm tyngde, nerve og mærkbare tanniner, der dog er flot integrerede. Det er måske nok en vin, som burde gemmes, men den smager imidlertid bare så forbandet godt allerede nu. 98 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 2.499,95 kr., mens prisen er 1.999,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Domaine la Bouïssiere, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2020 Domaine la Bouïssiere, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigNår en Côtes du Rhône kommer fra brødrene Gilles og Thierry Faravel på Domaine la Bouïssiere, så ved du omgående, at det er god Côtes du Rhône vin … og nu smager jeg 2020’eren.

Vinhuset i Gigondas ved foden  af bjergkæden Dentelles de Montmirail har jeg skrevet om før og denne Côtes du Rhône har jeg da også smagt før i både årgang 2018 og 2019.

Den er lavet på et mix af Grenache og Syrah druer fra de yngre vinstokke på Bouïssieres Beaumes de Venice marker og er høstet med håndkraft. Derefter er vinen igennem en lang gæring … typisk med brug af en ret stor andel hele klaser. Efter endt fermentering er vinen lagret på store fade af ældre dato.

Det er duftmæssigt en luftig og alligevel klassisk Rhône næse, hvor der først kommer sorte oliven, blodpølse, flæsk, lakrids, tjære, asfalt, lejrbål, grannåle, grafit, kirsebær, tranebær og brombær, peber, kølig og med lidt brændte elementer, let fad med lakridskonfekt, vanilje samt tørre krydderier.

I munden er det mildest talt et kraftværk, for den er loadet med massiv kraft, tætpakket mørk frugt af solbær, sorte kirsebær og alt med en lille røget sødme. Der er mørkbitter chokolade og kakao, et stænk med peberkværnen, tørre og markante tanniner, som svagt lige lammer munden, men hvor er det godt … solid, mørk og intens, hvorved jeg havner på 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7