Tag-arkiv: tempranillo

Tempranillo er en spansk, rød druesort, som er den mest udbredte røde drue i Spanien – og den 4. mest udbredte druesort i hele verden – og der er omkring 215.000 hektar vinmarker med druen i Spanien, hvor den specielt trives i Rioja og Ribera del Duero.

Den dyrkes også massivt i nabolandet Portugal, hvor Tempranillo er kendt under navnet Tinta Roriz og anvendes til både bordvin og portvine. Derudover findes der også marker med Tempranillo i Californien, Argentina og Australien.

Tempranillo betyder lidt tidligt og det navn har druen fået af vinavlerne, da druen modner tidligere end Garnacha aka Grenache, som den også ofte blandes med. DNA analyser har vist, at druen nok stammer fra Rioja og Navarra, men da klonerne over hele Spanien er forholdsvis ens, så indikerer det, at den er spredt over landet i nyere tid.

Tempranillo er en drue med et tykt skind og dermed et højt antal anthocyaniner og dermed  resveratrol, som er en polyfenol, som er en betegnelse for en antioxidant, som har en positiv effekt på vor helbred. Det giver vine med dyb farve og moderate tanniner, men smag meget velegnet til de moderne forbrugere.

Tempranillo druerne er bedst, når de opnår varme og solrige dage, som tillader modning af druens tykke skind kombineret med kolde nætter for at bevare den naturlige syrebalance. Så kommer druen virkelig til sin ret … og derfor er vinene fra de højtbeliggende marker i Ribera del Duero også nogle af verdens bedste på Tempranillo druen.

Vine på Tempranillo har smagsnoter, der spænder fra jordbær, solbær og kirsebær til svesker, chokolade og tobak afhængigt af vinmarkernes alder og det lokale mesoklima.

Samtidig reagerer Tempranillo ekstremt godt på lagring på egefade og i fx Rioja anvendes der traditionelt oftest fade af amerikansk eg, mens man længere mod vest i Ribera del Duero anvender en højere andel af franske fade og brugte fade for tillade mere frisk frugt.

2014 Bodegas Maurodos, Prima, Toro, Spanien

2014 Bodegas Maurodos, Prima, Toro, SpanienVi slutter det lille nordspanske raid med endnu en vin fra Mariano Garcias Bodegas Maurodos … altså vingården San Román lidt syd for byen Pedrosa del Rey. Det er med deres anden vin aka basisvin, der kaldes Prima.

Vinen er et blend på 85% Tinta de Toro og 15% Garnacha fra vinstokke med en alder på gennemsnit 35 år og dyrket i tør, næringsfattig jord på marker i op til 750 meters højde. Druerne vinificeres på en kombination af stål-, træ- og cementtanke, og efterfølgende lagres vinen på enten amerikanske eller franske egefade – let brugte – i 12 måneder.

Næsen er mere rustik end storesøsteren San Román … har lidt blyant, kul, gæret mørk frugt, engelsk lakrids, tørre egefade, en smule søde krydderier, fin syre og salte mineraler.

Smagen har godt med spansk temperament, meget rund og letløbende og alligevel med en rustik kant. Det er ikke helt så elegant, som storesøsteren, men har masser af fed, mørk frugt, tobak, lidt chokolade, lakrids og krydderier. Det er bestemt godkendt.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Bodegas Aalto, PS, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Aalto, PS, Ribera del Duero, SpanienMen selvfølgelig skulle vi også smage PS topvinen fra Bodegas Aalto og her var det endnu tydeligere, at det fortsat er en meget ung vin, hvor dens storhedstid ligger ude i fremtiden.

Det er selvfølgelig igen 100% Tinto Fino aka Tempranillo, som kommer fra 60-90 år gamle vinstokke på udvalgte marker ved byerne La Horra og La Aguilera. Der høstes alene ved håndkraft, og frugten selekteres omhyggeligt inden vinificering. Den malolaktiske gæring sker i egefade og efter endt fermentering er vinen lagret i 19 måneder på nye franske egefade.

Næsen er monstrøs dyb, fed og tyk, lidt animalsk armsved og en vin på epo. Der er fed engelsk lakrids, egefade, vanilje, blåbær, brombær, svesker og blommer … en magiterning lagret på egefade, vildt kraftig næse, som virkelig gør, at denne PS stikker helt ud i sammenligning med aftenens øvrige vine. Der er også mørk chokolade, mint, søde krydderier, toast … fyldig, kødfuld og tør.

Smagen er syrlig og elegant og igen med en magiternings koncentration, store og tætte biceps. Igen er der brombær, blommer, vanilje, tobak, mælkechokolade, lakrids, peber, tørhed samt en lille afterburner fra alkoholen, så afslører den unge alder, at det næsten er et børnemord. Gem for pokker denne vin i kælderen nogle år. Men selvom den er alt for ung, så kan den lige slæbe sig op på 6 af de houlbergske fingre … men også kun lige.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 799,95 kr., mens prisen er 599,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, Spanien

2017 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, SpanienVi skulle selvfølgelig også forbi Mariano Garcias sidste projekt … og nok også det mest kendte af de projekter, som den dygtige vinmager er involveret i, nemlig Bodegas Aalto. Det ligger lidt vest for Quintanilla de Arriba og tæt på Bodgas Vega Sicilia, hvor Mariano var vinmager gennem mange år. Vi smager her vinen Aalto i en ung årgang 2017.

Vinhuset Bodegas Aalto startede i 1998, da den tidligere direktør for Ribera del Dueros eksportråd, Javier Zaccagnini, fik en ide om at skabe en af verdens største vine baseret på Ribera del Dueros unikke mikroklima.

Som partner allierede han sig med den bedste vinmager … selvfølgelig, som jo allerede på det tidspunkt var respekteret for hans arbejde på den legendariske vingård Vega Sicilia og samtidig arbejdede på Garcia-familiens egen vingård Bodegas Mauro.

Navnet Aalto udtrykker ganske enkelt essensen af de to grundlæggeres ønske om at skabe en af verdens største vine. Alto betyder høj på spansk. Aalto skal udtrykke noget endnu højere.

I dag har Bodegas Aalto opnået kultstatus blandt vininteresserede, hvilket skyldes Aaltos kvalitet, understøttet af pæne internationale anmeldelser og udmærkelser.

We wanted to unleash the full potential of Ribera del Duero, som Javier sagde. Resultatet var der allerede i Bodegas Aaltos anden årgang, hvor de lavede Spaniens højst ratede vin nogensinde på daværende tidspunkt.

Nogle år senere – i 2006 – blev ejerkredsen af Bodegas Alta udvidet med Masaveu og Nozaleda familierne, som begge også ejer vinerier i andre områder i Spanien og det betød en større stabilitet i hele projektet og investering i et moderne state of the art vineri.

Det er bygget efter Mariano Garcias nøje specifikation og er tegnet af samme arkitekt, som lavede Alvaro Palacios vineri i Priorat, så det er et af verdens mest avancerede byggerier af sin slags og er primært bygget under jorden efter gravity fed princippet.

Det vil sige, at vinen udelukkende flyttes rundt ved hjælp af tyngdekraften. I vineriet, som rækker fem etager ned, er der året rundt en konstant temperatur.

I dag ejer bodegaen selv 32 hektar marker ud af de 130 hektar, som de har adgang til … og spredt på ikke mindre end 200 forskellige parceller omkring 9 byer. Nogle af markerne har gamle vinstokke, mens andre er fortsat har unge stokke, som med tiden vil kunne levere frugt til produktionen.

På Bodegas Aalto laves der to vine, som fremstilles på Tempranillo-druen. Den ene er denne Aalto og den anden PS – forkortelse for Pagos Seleccionados – som betyder udvalgte marker.

Samtlige vine fra Bodegas Aalto er siden vingårdens fødsel i 1999 blev belønnet med 91 point eller derover af Robert Parker. Denne enestående rekord kan end ikke Vega Sicilia tangere.

Aalto er lavet på 100% Tinto Fino aka Tempranillo fra 40-80 år gamle vinstokke fra marker ved alle de 9 forskellige byer i området. Efter endt vinificering er vinen lagret 16 måneder på en blanding af nye og brugte egefade fra både Frankrig og USA.

Næsen byder på tæt, mørk frugt, meget tør, støvet med våde fade, engelsk lakrids, solbær, enebær, brombær, hindbær, grønne urter og kanel. Det er fyldigt og virker meget afbalanceret, kraftfuld og med tonsvis af power.

Waow … sikke en smag, fyldig med saft og kraft, dybde, lidt fond, toast, kanel, tobak, kakao, chokolade og samtidig en skarp kant med friskhed, fedme og power. Tanninerne er fortsat unge, men bider egentlig ikke, selvom lagringspotentialet helt sikkert er stort.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 269,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2013 Bodegas Maurodos, San Román, Toro, Spanien

2013 Bodegas Maurodos, San Román, Toro, SpanienBodegas Maurodos var Mariano Garcias 2. projekt efter opstart af Bodegas Mauro. I 1997 valgte han at udfordre sig selv endnu en gang, da han etablerede Bodegas y Viñedos Maurodos på vingården San Román i Toro-distriktet vest for Ribera del Duero. Og derfra smager vi nu vinen San Román.

Vingården San Román ligger lidt syd for byen Pedrosa del Rey og havde ved købet tilhørende 35 hektar vinmarker omkring  San Román de Hornija og Villaester. Det er siden udvidet til i alt 135 hektar bestående af både ældre og yngre vinstokke, primært Tinta de Toro og Garnacha … altså Tempranillo og Grenache.

Vinstokkene har en gennemsnitsalder på omkring 35 år. En del af markerne er beliggende i op til 750 meters højde i et råt klima med bagende sol og næsten ingen regn, som tvinger vinstokkenes rødder til at søge dybt ned i undergrunden for at få vand.

Mariano Garcia har siden opstarten og udviklingen af vingården overladt det meste af driften til sin søn Eduardo, som bl.a. er udlært i Bordeaux og Bourgogne. Og han laver alene 2 vine på Bodegas Maurodos, nemlig basisvinen Prima og så denne San Román.

San Román er lavet på 100% Tinta de Toro, altså ren Tempranillo, som er vinificeret på en kombination af stål-, træ- og cementtanke, og efterfølgende er vinen lagret 24 måneder på 75% franske og 25% amerikanske egefade … og både nye samt let brugte.

Næsen byder – udover på mørk og tung frugt – på mere aromatiske elementer, er mer’ blomsterrig og medicinsk. Frugten er pænt tung og koncentreret med fedme, flomme, tørhed og samtidig virker præg fra egefadene og tanninerne mere markante. Der er solbær, mørke kirsebær, hindbær, balsamiske noter, kakao, jern og tør eg.

Smagen er også utrolig tør … det er engelsk lakrids og lakridsrod, mørke og tætte bær, brombær, solbær, masser af krop og fylde, lidt flad syre, noget blæk … men alt sammen meget blødt. Der er måske lidt alkohol eller peber, som brænder en smule i eftersmagen.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 309,95 kr., mens prisen er 279,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Bodegas Garmón Continental, Garmón, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodegas Garmón Continental, Garmón, Ribera del Duero, SpanienBodegas Garmón Continental er Mariano Mauro seneste projekt i Ribera del Duero dalen … et ganske lille projekt, hvor han sammen med sine sønner Eduardo og Alberto Garcia Montaña alene laver denne Garmón vin fra forskellige små parceller med gamle Tempranillo stokke.

Vinen er lavet første gang i årgang 2014, så denne er alene tredje årgang, hvor druerne kommer fra 30-80 år gamle vinstokke på små parceller ved byerne Baños, Tubilla og La Aguilera på højre bred af Duero floden samt Moradillo på venstre side i den østlige del af Ribera del Duero.

Markerne er beliggende i 850-1000 meters højde, og det giver vinene et strejf af kølighed i et ellers ekstremt varmt område. Og det har netop været et ønske fra Mariano Mauro at skabe en vin, der i højere grad udtrykker den traditionelle stil i området uden overdreven modenhed og med et lidt køligere præg.

Vinen er lavet med 12 dages gæring og maceration ved 28 grader … spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og daglig overpumpning. Efter endt fermentering er vinen lagret 16 måneder på franske egefade, heraf er halvdelen nye fade. Der er i denne årgang 2016 lavet 50.590 flasker af vinen.

Duftmæssigt er Garmón en smule mere lukket end forrige vine … ikke helt så åben og modtagelig, men byder dog på lidt mørk frugt, solbær, enebær, dadler, sorte oliven, blæk, engelsk lakrids, salte mineraler, blomster samt en kølig elegance. Tæt, pakket og fyldig med kølig nerve.

Smagen er mere frisk end lige forventet, blød og harmonisk, syren meget beskeden eller flad, men hvor er det cremet, blødt, rundt med moden mørk frugt, mørk chokolade, stor tørhed og så alligevel denne elegante friskhed. Det er mørk, tæt, frisk og kølig.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Bodegas Mauro, Mauro, Castilla y León, Spanien

2016 Bodegas Mauro, Mauro, Castilla y León, SpanienDe næste 6 vine fra de 4 vinhuse Bodegas Maurodos, Bodegas Garmón Continental, Bodegas Aalta og denne Bodegas Mauro har alle en stor fællesnævner, nemlig Mariano Garcia … nok en af Spaniens bedste vinmagere og anerkendt som en af den internationale vinverdens mest kompetente vinproducenter. Vi starter med at smage vinen Mauro fra Bodegas Mauro.

Bodegas Mauro ligger i udkanten af den lille by Tudela de Duero omkring 10 kilometer sydøst for større Valladolid. Det er grundlagt i 1978 af Mariano Garcia … ikke at forveksle med Mariano García Remón, tidligere spanske målmand i Real Madrid i 1950’erne eller den spanske langdistanceløber med samme navn Mariano García.

Mariano García var allerede tilbage i 1968 startet som vinmager på legendariske Vega Sicilia, som han faktisk arbejdede for i 30 år helt frem til 1998, men startede sit lille vinhus i Tudela de Duero … før appellationen DO Ribera del Duero blev etableret i 1982.

Vinhuset opkaldte han efter sin far Mauro Garcia og med i købet fulgte 80 hektar vinmarker med 20-25 år gamle vinstokke med Tinto Fino aka Tempranillo i veldrænet, let jord med kalksten og kalkholdig ler. Og vinene blev solgt med den brede områdebetegnelse Castilla y León, hvilket Mariano Garcia fortsat i dag fastholder.

Det svaret lidt til den italienske IGT betegnelse og betyder samtidig, at man ikke bliver omfattet af appellationens regler og det giver også større fleksibilitet i produktionen.

Bodegas Mauros marker ligger både ved byen Quintanilla de Onésimo – hjemby for den berømte Pingus – i Ribera del Duero, mens en anden del af markerne er beliggende ved vineriet i Tudela de Duero.

Hovedparten af druerne kommer således inden for grænserne af Ribera del Duero, men Mauro anvender som nævnt også druer fra vinmarkerne omkring byen Tudela de Duero … men det betyder reelt ikke så meget for Bodegas Mauro, hvor al fokus er på produktion af gode kvalitetsvine.

I starten skete produktionen i en gammel villa med store vinkælder, men siden 2004 har Bodegas Mauro haft til huse i et stort, moderne vineri … state-of-the-art og det vidner om den succes, som Mariano Garcia har opnået med sine vine fra Bodegas Mauro.

Alt høstes med håndkraft, og der foregår allerede i vinmarken en streng selektering af hver enkelt drueklase. De 80 hektar vinmarker giver basis for 4 forskellige vine på Bodegas Mauro … omkring 15% af den samlede høst bliver til topvinen Vendimia Seleccionada aka Mauro VS.  Den fremstilles af druer fra to af bodegaens bedste marker.

Druerne fra de øvrige marker indgår i denne basis signaturvin Mauro, som vi her har i glasset. Siden 1996 har man i særligt gode årgange også lavet enkeltmarksvinen Terreus og derudover laver Mariano Mauro også en hvidvin på Godello.

Denne 2016 Mauro er lavet på 95% Tempranillo og 5% Syrah fra marker i Tudela de Duero og Traspinedo. Druerne er omhyggeligt sorteret og flyttes alene ved hjælp af tyngdekraften i det moderne vineri. Vinen spontangærer alene på druernes naturlige gærceller med en maceration i 2-3 uger. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på en kombination af franske og amerikanske barriques og foudres i forskellige aldre.

Næsen er stor og animalsk … flæsk, bacon, tavlekridt og har nærmest et køligt præg, duften fra et hospital, røgede bær, solbær, enebær, lakridsrod samt norske brystdråber. Det er power, kraft og så alligevel også meget mer’.

Smagen er frisk og lettere end næsen indikerede. Der er runde og mellemrøde bær, bløde tanniner, som er fint integrerede. Vinen har et tørt og frisk bid, meget direkte in your face. Syren lover samtidig, at vinen godt kunne klare nogle år i kælderen inden den når sin absolutte top. Den sniger sig lige elegant op på 5 fingre.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 359,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Bodegas Malcaráter, Malcaráter Roble, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas Malcaráter, Malcaráter Roble, Ribera del Duero, SpanienMed efteråret godt undervejs og vinteren så småt i sigte, så er det altid rart at varme sig på en god spansk Ribera del Duero vin. Det fixer jeres flittige vinblogger hurtigt med denne Tempranillo baserede Malcaráter Roble fra vinhuset Bodegas Malcaráter.

Eller rettere sagt projektet Malcaráter, idet det alene er et projekt uden vingård startet af den unge, yndige Cecilia Puebla og hendes mand. De startede i 2015 med at lave en vin, som de lavede 3.000 flasker af og under navnet Malcarácter, som er det lokale ord for temperamentsfuld og det mener Cecilia passer perfekt på både vinene, hende og hendes mand.

I dag producerer Cecilia Puebla omkring 10.000 flasker årligt fordelt på to vine. Vinene laves med opkøbte druer fra forskellige vinavlere omkring byen Gumiel de Mercado omkring 30-40 kilometer øst for Valladolid i Ribera del Duero.

Cecilia Puebla arbejder selv til dagligt for Boutique Wines … et firma, som netop arbejder med internationalisering af vingårde, så derfor passer projektet Malcaráter godt ind i hendes kompetencer, så hun får hjælp til produktionen fra lokale vinproducenter.

Nogle af vinene er – så vidt jeg kan se – lavet på Bodega Valtoñar, der ligger i Anguix omkring 8 kilometer vest for Gumiel de Mercado, og så er denne 2018 Malcaráter Roble i øvrigt aftappet på flaske af firmaet Para Special Wines-Spain i Valladolid.

Denne Malcaráter Roble er lavet på ren Tempranillo, som kommer fra gamle vinstokke … økologisk dyrkede. Vinen er produceret med spontangæring alene på druernes naturlige gærceller og efter endt gæring har vinen tilbragt 6 måneder på franske og amerikanske egetræsfade.

Næsen afslører en mørk, animalsk og bondsk vin … lidt flæsket i næsen, gærede bær, en dampende mødding, måske et brunstigt hanæsel, bananer, solbær, blåbær, kul, sødme, lakrids, en pose spejderhagl, våde fade og tørre krydderier.

Smagsmæssigt har vinen en mere frisk frugt end forventet ud fra duften. Der er hindbær, brombær, kirsebær … men også lidt en sjov og saftig sødme, meget friskfrugtagtig, direkte og uden så mange dikkedarer. Det er en meget omgængelig vin, hvor der klart er Ribera del Duero kvaliteter, så klart 4,5 fede fingre og pil op.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 149 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2015 Bodegas Muga, Aro, Rioja, Spanien

2015 Bodegas Muga, Aro, Rioja, SpanienByggemødet sluttede med en stor spansk kanon, nemlig med vinen Aro fra Bodegas Muga … en vin, som netop har fået 100 point af vinkritikeren James Suckling, men godt nok i 2016 udgaven. 2015’eren gav han 99 point og samtidig udråbte han Aro som Spaniens bedste vin.

Stor ord, men hvem bekymrer sig egentlig om de udenlandske vinkritikere, når de kan få vinen testet af den danske, flittige og totalt utilregnelige vinblogger? Og da vinen nu var med i feltet ved byggemødet qua Brix’s store forkærlighed for vinene fra Bodegas Muga, så kommer her endnu en vurdering af vinen.

Bodegas Muga har jeg skrevet om mange gange tidligere, så her jeg jeg blot fokusere på Aro … en vin, som er lavet på 70% Tempranillo og 30% Graciano.

Graciano druen er ikke så kendt herhjemme, men det er en spansk rødvinsdrue, der dyrkes primært i Rioja og trives i varme, tørre klimaer. Den giver et lavt udbytte, høstes normalt i slutningen af oktober og den giver med en dyb rød farve, én stærk aroma og har derudover en evne til at lagre i mange år.

Druerne til Aro kommer fra Bodegas Mugas ældste vinmarker med over 60 år gamle vinstokke. En ekstremt selektering hele vejen igennem gør, at der kun benyttes de absolut bedste druer.

Vinen laves i små egefade med spontangæring og helt uden temperaturkontrol. Macerationen varer et sted mellem 2-3 uger og derefter har vinen lagret 24 måneder på egefade, heraf 18 måneder i nye, franske egefade.

Næsen er i starten lidt maskulin, kraftig, tyk og fed med godt med engelsk lakrids, men der er masser af frugt og ikke bare mørk, fed frugt, men faktisk en smule syrlig i frugten … nærmest lidt et møde mellem brombær og ribs. Der er våde fade, eg, vanilje, kanel og samtidig masser af krydderier, blomster og egentlig fin lethed.

I munden er vinen tør … meget tør med lakridsnoter, grene, masser af stramme og faste tanniner, peber, solbær, sorte kirsebær, blåbær, meget fin og frisk i frugtsmagen og samtidig meget elegant. Der er grafit, let krydrede elementer og alt fuldstændigt poleret. Aro har samtidig en virkelig lang eftersmag.

Forhandles fx af Uhrskov vine, hvor en flaske koster 1.599 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Gemtree Wines, Luna de Fresa Tempranillo Rosé, McLaren Vale, Australien

2019 Gemtree Wines, Luna de Fresa Tempranillo Rosé, McLaren Vale, AustralienUdover Savagnin dyrker Gemtree Wines også andre druer, som er usædvanlige i Australien, bl.a. den spanske druesort Tempranillo, som de laver denne Luna de Fresa Tempranillo Rosé af.

Gemtree skriver intet om produktionen, men mit bud er, at Luna de Fresa Tempranillo Rosé er lavet udelukkende på rustfrie ståltanke og lagret en kort tid … det er jo en 2019’er.

Næsen er let … lidt koket opstoppernæse med kirsebær, jordbær, syltede citroner, citronsaft og en støvet tørhed. Smagen er rigtig god og hverken for sød eller for syrlig, men virkelig godt balanceret. Der er lidt jern, tørhed, men meget rund, behagelig, letbenet, ren og bare lige ud af landevejen.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 133,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2018 Sidewood Estate, Rosé, Adelaide Hills, Australien

2018 Sidewood Estate, Rosé, Adelaide Hills, AustralienSidewood Estate laver også en enkelt almindelig rosévin, som er lavet på noget så uventet for en australsk rosé som den spanske Tempranillo drue.

Druerne til vinen kommer fra Sidewoods Ironestone Road vinmark i Echunga. Druerne høstes med håndkraft og gærer i gamle franske barriques.

Duftmæssigt er dette en lidt kødfuld vin, har nærmest lidt fond i næsen, men derudover også jordbær, æbler, vanilje, kardemomme … godt med rund og frisk rød frugt. Det er faktisk en rigtig fin lille opstoppernæse, som hæver den over mange andre roséer.

Smagen er også meget direkte med jordbær, kirsebær og æbler, syren ikke så markant, men en tak fladere, men med lidt luft i glasset, så vågner syren op. Det gør noget godt for vinen, som har en eftersmag med lidt citrus samt grape bitterhed.

Forhandles af Winelovers.dk, hvor en flaske koster 248,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7