Tag-arkiv: chardonnay

Chardonnay er verdens mest udbredte hvide druesort og verdens tredje mest plantede vindrue samlet set. Chardonnay dyrkes stort set overalt i verden, men stammer oprindeligt fra Frankrig, hvor druen står bag de store hvidvine fra Bourgogne og Chablis.

Chardonnay druen har en forbavsende tilpasningsevne over for klima, jord og vinifikation. Den egner sig som få andre druesorter til lagring på barrique og kan give fede, opulente, tunge fadprægede vine, men også lyse og knastørre vine.

2008 Bodegas Chivite, Colección 125 Chardonnay, Navarra, Spanien

2008 Bodegas Chivite, Colección 125 Chardonnay, Narvarra, SpanienFørste vin … traditionen tro en hvidvin var denne Colección 125 Chardonnay fra vinhuset Bodegas Chivite. Chivite ligger i Narvarra området, hvor der altid er produceret vine af høj kvalitet, men i særdeleshed hos Chivite, som er én af områdets mest berømte pionerer. Chivite familien kan faktisk spore sine aner helt tilbage til 1647.

I dag er det 10. Generation af familien, nemlig Fernando Chivite, der sørger for at firmaet føres videre som Navarras flagskib, og som et af de mest prestigefyldte vinfirmaer i Spanien. Fernando har sin uddannelsesmæssige baggrund i orden, da han har taget de bedste diplomuddannelser Tyskland og Frankrig kan byde på.

Den respekt Chivite i dag høster for sine vine, kan man imidlertid takke firmaets forrige leder Julián Chivite for. Det var nemlig ham der stod for beplantningen af de franske druesorter Merlot, Cabernet Sauvignon og Chardonnay, der i dag danner grundmaterialet til firmaets fantastiske vine. Der eksperimenteres dog også med de spanske druer Tempranillo og Garnacha, ligesom der konstant afprøves nye vinifikationsteknikker for at optimere vinfremstillingen.

Chivites nye vingård Señorio de Arinzano er en af de flotteste og mest spektakulære moderne bodegaer i Spanien. Vinene er samtidigt blandt Spaniens absolut bedste. Top-vinene fra Chivite er Colleccion 125, der blandt andet tæller Spaniens bedste hvidvin lavet på 1. klasses Chardonnaydruer og det er netop denne vin, som Jan havde valgt, at vi skulle starte denne vinaften med.

Duftmæssigt har jeg noteret toner af abrikos, citrus, pærer, honning, smør og fin friskhed i næsen. Smagsmæssigt lidt fedme … ikke meget, men en fin hentydning af fedme, men ellers også stor syre og friskhed. En super dejlig frisk vin. God start.

Hvem medbragte vinen: Jan

Købt hos Sigurd Müller til 225 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Paul Cluver, Chardonnay, Elgin, Sydafrika

2010 Paul Cluver, Chardonnay, Elgin, SydafrikaNæste vin i rækken var … i min optik … aftenens bedste vin, en fin Chardonnay fra vinhuset Paul Culver. Vingården hedder De Rust Estate og er beliggende i byen Grabouw i Elgin vinområdet.

Ejendommen har været i Cluver familiens eje siden 1896 og udover vinproduktionen har De Rust Estate også frugtplantager af med både pærer og æbler. Det er en familiesag hvor 4 ud af 5 Cluver-søskende alle hjælper til hvor de kan indenfor marketing, økonomi og drift.

Nuværende ejer … er Paul Cluver IV … ja alle ældste drengebørn i familien har båret samme navn! Paul Cluver IV har indenfor de seneste år overtaget driften efter faderen Paul Cluver III, som i øvrigt sideløbende havde en karriere som hjernekirurg.

Vingården har omkring 82 hektar med vinstokke, og driften er fuldstændig økologisk. Paul er meget aktiv indenfor økologi, bl.a. har han grundlagt organisationen Biodiversity and Wine Initiative for at fremme tanken om integreret vindyrkning, landbrug som en del af den samlede biosfære og i forlængelse heraf en opfattelse af mennesket som en del af naturen. Paul Cluver er naturligt stolt over sine initiativer, der ser ud til at brede sig til andre af de sydafrikanske vingårde og områder, hvor intensiv sprøjtning og kunstgødning ellers har været kutymen.

Normalt gærer de hvide vine hos Paul Cluver med gærkultur, men denne Chardonnay er gæret 100% naturligt på fransk eg, hvoraf 40% af nye egetræstønder.

Duftmæssigt dejlig fedme, fad med toast, smør, anis, citrus og æblemarmelade, yammy. Smagsmæssigt flot syre trods den typisk Chardonnay fedme, og samtidig også en dejlig mineralitet, som virkelig klæder vinen. Fed … med frisk … sådan. Og til prisen er det et godt køb.

Fås hos Valuewine til 110 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2010 Bodegas Arzuaga Navarro, Fan D. Oro Blanco, Ribera del Duero, Spanien

2010 Bodegas Arzuaga Navarro, Fan D. Oro Blanco, Ribera del Duero, SpanienFik for et par uger siden leveret et par af de vine, som jeg havde bestilt hos Jysk Vin til deres store jubilæumssmagning. En af vinene var denne Fan D. Oro Blanco fra Bodegas Arzuaga Navarro, som jeg i denne uge åbnede og gensmagte. Og det er sgu et fornøjeligt gensyn … øhhh gensmagning, for det er bare en dejlig hvidvin.

Vinhuset har jeg skrevet i et tidligere blogindlæg, hvor jeg anmeldt deres Pago Florentino, så det vil jeg ikke gentage.

Lad os i stedet kigge nærmere på denne Fan D. Oro hvidvin. Lavet på 100% Chardonnay. Druerne kommer fra 20 år gamle vinstokke, og markerne ligger i en højde af 900 m. over havet. Druerne plukkes manuelt og sorteres inden presningen. Efter en nat fyldes mosten på nye franske egefade, og her sker den alkoholiske fermentering med lidt bærmeomrøring i slutningen af gæringen. Efter 6 måneder omstikkes vinen for at bevare frugt og elegance. Der produceres 12.000 flasker af denne vin årligt.

Duften er meget aromatisk, der er ristet toastbrød, der er tropisk frugtmix, lidt citrus, smør, nødder …. ihhhh, det dufter altså bare rigtigt godt.

Lad os også smage vinen. Hmmm, den er lidt cremet med en smule fedme, men fortsat fin syre til at give modspil. Igen den eksotiske frugt, og lidt toast i smagen, og faktisk en meget frisk og velsmagende vin. Ja, den er jeg da begejstret for. Thumbs up for Fan D. Oro … jeg er i hvert fald fan.

Købt hos Jysk Vin, prisen er 109 kr. … og den er hver en krone værd. Køb den.

Vinanmeldelse 5/7  

2002 Moët & Chandon Cuvée Dom Perignon, Champagne, Frankrig

2002 Moët & Chandon Cuvée Dom Perignon, Champagne, FrankrigDom Pérignon er for mange den ultimative champagne, og forståeligt nok. Det er uden diskussion verdens mest hypede flaske champagne. Hundrede tusinder af mennesker svarer Dom Perignon, hvis de bliver spurgt om et bud på verdens bedste champagne. Dom Perignon-navnet giver umiddelbart genklang, og mange tænker på James Bond.

Champagnen er opkaldt efter Frankrigs mest berømte kældermester, som også er kendt for udtrykket: “Jeg drikker stjerner”, der er en genial og præcis beskrivelse af den fine smagsoplevelse man får, når man smager en stor champagne som Dom Pérignon.

Det var også én af årsagerne til, at jeg til vores hyggelige vinaften havde valgt en flaske Dom Pérignon som aftenens kultvin, og endda i en årgang 2002, som overalt har fået roser af alle anmeldere. Parker giver 96 points og skriver ” Dom Pérignon 2002 – Call Your Bank – Line Up The Truck”. Tøm bankbogen og fyld kælderen! Richard Juhlin fra The Richard Juhlin Champagne Club har udtalt, at 2002’eren bliver endnu bedre en 96´ren og nok på højde med 1961, 1964 og 1976.

Området

Champagne er et imponerende vinområde. I området omkring hovedbyen Reims i det nordøstlige Frankrig bliver en af vinverdenens mest efterspurgte drikke til. Og for en gangs skyld er det ikke bittesmå marker eller ældgamle familieforretninger, som tegner kulten.

Tværtimod drejer det sig her om at opnå størst mulig balance og elegance i vinene ved hjælp af blanding af forskellige markers specifikke kendetegn.

Derfor kommer nogle af de bedste champagner fra de største vinhuse i området, fordi de har et stort landområde at høste frugten fra. Verden efterspørger champagne som aldrig før, og området er et af de få, som ikke er berørt af Frankrigs vinøse afsætningskrise.

Historien om Dom Pérignon

Pierre Pérignon levede fra 1638 til 1715 og var søn af en sekretær til en lokal dommer i byen Saint-Menehould i Champagne-distriktet i Frankrig. I en alder af 19 år blev han benediktinermunk i klosteret Abbey of Saint-Vannes i byen Verdun.

I 1668 flyttede han til klosteret i Hautvilliers i nærheden af Épernay. Han arbejdede som kældermester i klosteret indtil sin død i 1715. Under hans ledelse blomstrede klosteret og fordoblede sit vinareal. Som et tegn på ære og respekt blev han begravet i den del af klosteret som traditionelt var forbeholdt abbeder.

På Dom Pierre Pérignons tid var eftergæringen, som giver boblerne i mousserende vine, et stort problem for vinmagerne. Temperatursvingninger i løbet af året gjorde bogstaveligt talt vinene til bomber, der kunne eksplodere hvornår det skulle være.

Problematikken bestod i at når vinmagerne hældte vinen på flasker i det køligere efterår var det ikke altid at alt sukkeret i vinen var blevet omdannet til alkohol. Idet temperaturen så begyndte at stige ved næste års forår og sommer, så begyndte den slumrende gær at udvikle kuldioxid, som i bedste fald blot pressede korkproppen ud af flasken.

I værste fald eksploderede flasken på grund af trykket i flasken, og dette satte til tider gang i en kædereaktion, hvor naboflaskerne ligeledes eksploderede. Dom Pierre Pérignon brugte en stor del af sit liv på at undgå eftergæring i flaskerne.

Dom Pierre Pérignon er sidenhen blevet tilskrevet opfindelsen af Champagne hvilket er en udbredt misforståelse. Ligeledes var han ikke den første til at lave Champagne. Mousserende vine blev fremstillet med vilje mindst 30 år forinden af den engelske videnskabsmand og læge Christopher Merret.

Man mener at skaberne af myterne om Dom Pierre Pérignon skal tilskrives Dom Groussard, der var Dom Pierre Pérignons efterfølger på klosteret i Hautvillers. i 1821 fortalte han at Dom Pierre Pérignon opfandt Champagne og andre overdrevne historier om klosteret med henblik på at give klosteret og vinen prestige.

Ligeledes er myterne omkring at Dom Pierre Pérignon var den første til at bruge korkpropper, samt at angive hvilken vingård hver enkelt drue kom fra blot ved at smage på druen, formentligt fra Groussard.

Ejerskabet i dag

I dag ejes Dom Pérignon af Möet & Chandon, som er et meget gammelt vinhus, etableret i 1743. Selve Dom Perignon champagnen er imidlertid ret ”ny”, for først i 1936 lancerede Möet & Chandon en flagskibschampagne af de bedste druer, kaldet Cuvee Prestige og med Dom Pérignons navn på etiketten.

Ikke fordi Dom Perignon oprindeligt arbejdede for Möet & Chandon, han døde nemlig 28 år før Möet & Chandon blev grundlagt, men fordi Möet & Chandon fik overdraget rettighederne til navnet af champagnehuset Mercier.

Det siges at den første Dom Pérignon egentlig var en årgang 1921 Brut Imperial som tappedes på flaske og lanceredes i 1936. Støt, men sikkert indtog gradvist Dom Pérignon tronen i det offentlige rum som verdens bedste champagne.

Siden 1987 har Möet & Chandon, og dermed Dom Perignon været ejet af MHLV-gruppen, Moet Hennessy Louis Vuitton, som også omfatter modevirksomheden Louis Vuitton, cognachuset Hennessy og en række andre virksomheder indenfor luksusvarer. En af hovedaktionærerne i koncernen er i øvrigt Christian Dior kæden.

I dag er det vinmageren Richard Geoffroy som fører legenden videre. Han er tidligere læge, men også i årtier en af de bedste vinsmagere i Champagne.

En Dom Pérignon får sin stil fra stort set lige dele Pinot Noir og Chardonnay idet Richard Geoffroy er nået frem til, at denne ligelige fordeling skaber den bedste balance mellem på den ene siden fylden og saftigheden fra de blå druer og på den anden side friskheden og letheden fra de grønne druer.

Som han udtrykker det: “Det handler ikke nødvendigvis om koncentration, men om at ramme rigtigt og få alle de forskellige elementer frem i de rette proportioner”.

Indtrykket

Så er der jo også indtrykket. Først indpakningen … eksklusivt og sexet. En lille buttet flaske med en lang, tynd hals. Det er sgu klasse, og øger klart forventningen til indholdet. Og lad os da bare tage den del også. Duftmæssigt er der noter af brændt toast, citrus, fersken og en ganske lille smule krydderier.

Smagsmæssigt meget behagelig med små perler, rund og cremet, mandler, pærer. Flot, flot vin … og bider slet ikke, som jeg mindes andre champagner gør. Nu er jeg langfra specialist i champagner, men dette her smager ganske enkelt bare godt.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt i Vinspecialisten til 1.200 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2009 Domaine de Baron’Arques, Limoux le Chardonnay, Languedoc, Frankrig

2009 Domaine de Baron'Arques, Limoux le Chardonnay, Languedoc, FrankrigOg lad os da endelig starte i Sydfrankrig, for her finder vi Domaine de Baron’Arque.

Domaine de Baron’Arques i Languedoc blev i 1998 købt af baronesse Philippine de Rothschild. Slottet og vineriet er beliggende i Saint-Polycarpe, i Aude området i Languedoc-Rousillon-regionen. Det er en del af AOC Limoux. Vinstokkene er plantet i en højde mellem 250 og 350 meter. Jordbunden er hovedsagelig af ler og kalksten og druesorterne er de klassiske typer som Chardonnay, Merlot, Cabernet, Syrah, Grenache og Malbec.

Domaine de Baron’Arques benytter de samme teknikker, som anvendes på Rothschildernes legendariske slotte i Pauillac. Det indebærer, at alle druer håndplukkes alle druer, gæring og maceration varer mellem 2 og 4 uger, og modningen foregår i klassiske barriques i ca. 12 måneder.

Vinen her er lavet på 100% Chardonnay, men lad os nu få smagt på vinen. I glasset fin gylden vin, og duftmæssigt egetønder, citrus og en lidt cremet fedme. Smagsmæssigt meget intens, der er næsten lidt engelsk lakrids, smør, røget og fin cremet. Det smager altså bare rigtigt godt.

Fåes hos Theis Vine, og prisen ligger på 419,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Campagnola, Chardonnay del Veneto, Veneto, Italien

2011 Campagnola, Chardonnay del Veneto, Veneto, ItalienNå, nu har jeres flittige vinblogger også været på vinkursus … jo jo, og det var på Nordens Vinbar i Århus.

Informationsmæssigt var det dog ret skuffende, idet udgangspunktet og beskrivelsen af kurset – et minisommelier kursus – var, at man kunne blive bedre til at vurdere vines lagringspotentiale og smage sig frem til de forskellige elementer og aromaer, som er fremherskende i vinen og at kunne lære at kombinere mad og vin bedre. Imidlertid viste kurset sig at være primært for folk, som intet vidste om vin. Så på den måde var niveauet ikke højt og lærdommen var derfor på samme niveau.

Imidlertid gik jeg derfra med lidt udbytte, idet jeg fik det vurderingsskema, som man anvender på Vinakademiet ifb. med sommelieruddannelsen, og det var egentligt meget interessant, idet man på skemaet kommer omkring langt flere vurderingspunkter for en vin, og det kan måske være med til at sætte flere ord på ens smageoplevelse. Derudover er det selvfølgelig altid hyggeligt at møde folk, som interesserer sig for vin, og min vinbuddy Gert og jeg havde da også en rigtigt dejlig aften.

Vi startede vinsmagningen med denne hvidvin, en Chardonnay fra Vinhuset Campagnola i Veneto i Italien. Campagnola er ejet af Campagnola Group, som sælger deres store produktion under 5 forskellige brands, nemlig Caterina Zardini, Giuseppe Campagnola, Campagnola, Roccolo del Lago samt Il Mercante.

Campagnola er grundlagt i henholdsvis 1886 af Carlo Campagnola og i 1907 modtog han sin første officielle pris (og det ældste officielle dokument på vingården) med en guldmedalje for den bedste “reccioto” vin på “Mostra Campionaria di Verona”. I dag drives det familieejede firma af 4. generation i form af Giuseppe Campagnola.

Campagnola er beliggende i Valgatata, midt i Valpolicella Classico zonen i den lille by Marano, der er kendt for de gode Amarone-vine. I Campagnola Group produceres selskabets bedste vine under navnet Caterina Zardini. “Zardini” betegnes af flere førende vinskribenter som værende én af de bedste Amaroner overhovedet.

Seneste flotte omtale er 3 glas i Gambero Rosso til ”Zardini” ’04. Campagnola har et moderne produktionsanlæg med bl.a. et sterilt tapperi med microfilter og afkøling under aftapning. Dette er for at sikre højest mulige kvalitet. Campagnola exporterer 70% af sin produktion og en kælderkapacitet på 7,8 mio. liter.

Vinen her er fra husets basisserie under Campagnola navnet. Vinen er på ren Chardonnay, en klar, lysgul vin i glasset. Duftmæssigt en meget ung og frisk vin, og du kan overhovedet ikke dufte, at der er Chardonnay i glasset. Der er lidt blomster, mineralitet og ren frugt. Smangsmæssigt en tør og let vin, igen ingen spor efter tung Chardonnay, og i smagen er der meget mineralitet og en lidt stenet smag. Lidt stram i det … men igen frisk.

Lahvino i Viborg har enkelte vine fra Campagnola, men ikke denne Chardonnay. Har fundet den i Tyskland, hvor prisen er ca. 3,30-4,00€ dvs. omkring 25-30 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2010 Domaine Bernard Defaix, Chablis 1er Cru Côte de Léchet, Bourgogne, Frankrig

2010 Domaine Bernard Defaix, Chablis 1er Cru Côte de Léchet, Bourgogne, Frankrig Aftenens 2. vin blev denne Chalis. Vi er jo i Bourgone hos Domaine Bernard Defaix, nærmere betegnet i den lille by Milly, knap 1 km. vest for selve Chablis by. Vinhuset er etableret i 1959 af Bernard Defaix og han startede vingården med blot 2 hektar jord. Gennem årerne har Bernard og hans kone Monique tilkøbt flere jorder.

I dag drives vingården er 2 sønner, nemlig Sylvain og Didier Defaix. Didier tager sig af arbejdet i vinmarkerne, salg, markedsføringen samt bogholderi. Sylvain tager sig af vinproduktionen, flaskning og forsendelse. Helene, Didier’s kone, er startet med salg og administration. Familien tager sig derved selv af alt fra arbejdet i marken til den endelige kontakt med kunden.

Druerne til denne Chablis 1er Cru kommer fra marken Côte de Léchet, som ligger lige ved vingården i Milly. Marken er på 8 hektar, ligger på højre bred af Serein floden og er primært ejet af Defaix. Området er meget stenet og der er fundet adskellige forsiler´på marken.

Duftsmæssigt meget syrlig … tænkte egentlig først på en Sauvignon Blanc, men det snød lidt, for det er jo 100% Chardonnay. Der er dog lidt citrus og kalk også, måske også en smule pære. Smagsmæssigt også til den syrlige side, den er meget “grøn”, der er lidt pære, lidt mineralitet, men også en smule cremet. Ganske okay vin. Rækkefølge skulle måske have været omvendt, således vi havde startet med denne og så taget den oversøiske Chardonnay bagefter.

Købt hos Glud Vin til 199 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

2011 Vinâ San Esteban, In Situ Chardonnay, Aconcagua, Chile

2011 Vinâ San Esteban, In Situ Chardonnay, Aconcagua, ChileNå, har lige et hængeparti mere, nemlig 8 vine fra sidste uges byggemøde. Ja, byggemøde lyder måske lidt seriøst, men det er alene en gourmetaften, hvor 5 gutter får lidt godt at spise, gætter og smager på vin. Denne gang var det “byggeforeningens” nyeste medlem Flemming som var vært, og havde lavet fremragende mad og købt en lang række vine.

Fælles for vinene denne aften var, at de alle var købt hos Glud Vin i Randers, et vinfirma som især har specialiseret sig i vine fra Sydamerika, og det er da også her vi starter med denne Chardonnay fra vinhuset Vinâ San Esteban. Vinhuset er etableret i 1974 af José Vicente, men i dag er det sønnen Horacio Vicente som driver gården. Inden Horacio Vicente overtog driften fra faderen havde Horacio uddannet sig til ønolog i Frankrig og havde tillige arbejdet på Château Mouton Rothschild og Mouton Cadet, samt i USA på Chalone Vineyard.

Vinâ San Esteban ligger for foden af det prægtige Aconcagua Bjerg, det højeste bjerg i Andesbjergkæden, og langs brederne af Aconcagua-floden, finder man San Estebans vinmarker. Der dyrkes 120 hektar med druer som Cabernet Sauvignon, Merlot, Carmenère, Syrah, Sangiovese, Cabernet Franc, Mourvedre, Petit Verdot, Chardonnay, Sauvignon Blanc og Viognier. Unikt mikroklima giver den variation og præcis den enkelte drues karakteristika en fornem personlighed. Området ligger centralt placeret i det lange land, tæt på Los Andes by. Smukt placeret i dalen, der med solrige dage og kolde nætter giver druerne den optimale modningscyklus.

Vinene fra San Esteban, har navnet In Situ. På latin betyder dette “på stedet”. Netop på dette sted, hvor druerne dyrkes, har de gamle Inka-indianere haft et ritual eller lignende. På toppen af en bakke oven for vinmarkerne ligger ca. 20 sten med indgraveringer efter disse gamle kulturer. Den mest fornemme gravering kan i dag genses på etiketterne på nogle af vinene fra San Esteban, som hyldest til at man i dag dyrker vine i det område, hvor der i  fortiden har været mennesker.

Lad os smage denne Chardonnay fra vinhuset. Duften er klart Chardonnay, lidt smør og lidt fersken og ananas. Smagen mere stram, der er sure æbler, og ikke synderlig inspirerende.

Købt hos Glud vin til 85 kr., hvilket synes meget for denne vin, som i Tyskland fx fåes til omkring 55 kr.

Vinanmeldelse 3/7 

2010 PlumpJack Winery, Napa Valley Chardonnay Reserve, Californien, USA

2010 PlumpJack Winery, Napa Valley Chardonnay Reserve, Californien, USAUventet besøg af bedste ven og “vinbuddy” Gert med “følge”. Følget er hans kone Merete, som jo egentlig også er det bedste ved Gert. Gert havde netop overstået en måneds “vin-ramadan”, og havde behov for lidt nørdet vinsnak. En rigtig dejlig overraskelse, netop som jeg sad og kedede mig. Ihhh, hvor jeg altså elsker at ha’ gæster, som også sætter pris på et godt glas vin. Gert havde endda medbragt en rigtig spændende vin, som er smulet ind i Danmark fra USA af et familiemedlem, idet vinen næsten er umulig at opdrive og ikke tilgængelig på det danske marked.

Vinen er en Chardonnay fra vinhuset med det fabelagtige navn; PlumpJack … frit oversat til “en buttet fyr”, og det passer meget godt, for vinen kommer i en meget charmerende buttet flaske. Inden vi smager, så lad os kigger nærmere på denne buttede vin.

PlumpJack Winery er etableret i 1995 af Gavin Newsom og Gordon Getty, og navnet PlumpJack er inspireret af én af Shakespeares mest mindeværdige figurer, Sir John “PlumpJack” Falstaff.

PlumpJack var en fyr med benene nede på jorden, sjov, kærlig og respektløs, men med en enorm loyalitet til Prins Hal (Henry V), med hvem han delte mere end et par bægre af vin på det lokale værtshus. Siden etableringen har “The PlumpJack Group” udviddet aktiviteterne til at omfatte et luksus resort, caféer, en tøjbutik, restauranter og ¨flere vingårde, bl.a. CADE Winery i Napa Valley.

PlumpJack Winery ligger lige i hjertet af Napa Valley, i den berømte Oakville region, hvor man har 42 hektar vinmarker, som er kendt for kvaliteten af især Cabernet Sauvignon.

Vingården kan egentlig dateres tilbage til 1800-tallet. Den østlige del af markerne ligger langs foden af Vaca bjergkæden og giver druer med en fed frugt karakter. Den vestlige del af markerne ligger ned mod Napa River og består af dyb lerjord, som giver druer med en blød og smidig karakter.

Vinmager på PlumpJack Winery er Aaron Miller i samarbejde med konsulenten Anthony Biagi, og de har begge fortjenesten for den succes, som de fyldige, elegante vine fra PlumpJack har opnået.

Druerne til denne fabelagtige Chardonnay kommer fra flere af vingårdens marker; primært fra Pat Garvey P & J vinmarken i Saint Helena, mens resten er fra Andy Beckstoffers Carneros Lake vinmark i Carneros. I glasset ses det ikke, at det er en Chardonnay, idet farven mere er lidt “Riesling” lys.

Næsen i vinen er helt umodståelig, der er æbler, bananer, lidt fersken, pære, figner … ihhhhh, hvor dufter denne vin dog bare dejligt.

Og smagen er lidt i samme boldgade, der er cider, fedme … ikke Chardonnay voldsom, men derimod i samspil med en flot syre og mineralitet. Lander med en blød finnish og det er bare lækkert. En dejlig overraskelse. Jeg er meget begejstret.

Medtaget fra “The States”. I Danmark kan må få PlumpJacks Syrah hos GoodGrape til 349 kr., og på vingården koster Chardonnay’en det samme som Syrah’en, nemlig 48 USD.

Vinanmeldelse 6/7

2009 Cordero di Montezemolo, Langhe Chardonnay Elioro, Piemonte, Italien

2009 Cordero di Montezemolo, Langhe Chardonnay Elioro, Piemonte, ItalienSmagte lige fredag en dejlig hvidvin på en restaurant. Vi er hos det historiske Ba­ro­lo­hus Cor­dero di Mon­te­ze­molo i La ­Morra, et hus jeg tidligere har smagt vin fra. Dengang var det deres Barbera d’Alba, som jeg også tidligere har anmeldt her på bloggen.

Cordero di Montezemolo er beliggende i La Morra og har været i familiens eje siden 1340. Montezemolo regnes i dag for at være blandt de bedste producenter i Barolo. Således har Barbera Funtani fra Cordero di Montezemolo fået bedømmelsen 3 glas i Gambero Rosso, hvilket kun er tilfældet for 150 af Italiens 18.000 forskellige vine.

Druerne til denne hvidvin kommer fra én af gården vinmarker, som er tilplantet tilbage i 1987 med omhyggelig udvælgelse af Chardonnay vinstokke. Marken er beliggende i den nederste del af Monfalletto i kommunen La Morra. Jorden er rig, lerholdig med eksponering mod øst.

Druerne høstes de 10 første dage i september med et udbytte på hele 70 hektoliter pr. hektar. Druerne afstilkes herefter inden presningen. Fermenteret ved 15-16 ° C i omkring en uge i rustfrie ståltanke. Modning sker på eg i  6-7 måneder.

I glasset fin lysegul. Dufter lidt af Chardonnay, men sket ikke typisk Chardonnay. Der er lidt mere frisk duft, og slet ikke den store fedme. Der er i stedet lidt banan, madler eller i hvert fald nogle nødder, grape, eg, og rigtig dejlig duft.

Smagsmæssigt også en supervin, der er lidt fedme, frugt, og en rigtig god balance mellem sødme og syre. En frisk glas hvidvin med krop … se, det er ikke så ringe.

Fås bl.a. hos Vinexus til omkring 180 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7