Så er vi tilbage til Rhônedalens vinøse “superstar” … den store, trinde Philippe Cambie, som også følger den houlbergske vinblog, og nogle gange smider et like til et af mine blogindlæg. Denne gang er det med én af vinene fra hans lille negociant firma Les Halos de Jupiter, nemlig husets Costières de Nîmes.
Philippe Cambie har som vinkonsulent igennem de sidste 8-10 år har løftet kvalitetsniveauet til nye højder hos nogle af de bedste producenter i syd-Rhône, fx hos Clos St. Jean, Le Clos du Caillou, Domaine Saint Prefert, Clos du Mont Olivet og Tardieu-Laurent.
Bare i Châteauneuf-du-Pape er han konsulent hos ikke mindre end 26 producenter … ganske imponerende. Derudover er Philippe Cambie også konsulent hos vinproducenter i en række andre områder i Rhône og omegn, bl.a. i Coteaux du Tricastin, Ventoux, Languedoc, Gigondas, Rasteau samt mere eksotiske områder som Makedonien og Marokko.
Philippe Cambie kommer selv fra en vinproducerende familie i Languedoc, og er uddannet ønolog. Via hans store netværk og gode kontakter til områdets bedste producenter har Philippe Cambie kunnet oprette sit eget lille negotiant firma Les Halos de Jupiter, hvor der laves en lille serie vine fra Rhône området.
Derudover ejer Philippe Cambie også vinhuset Domaine de Calendal, som jeg tidligere har lavet et blogindlæg om, nemlig da jeg smagte deres Plan de Dieu. Det driver han i øvrigt sammen med Gilles Ferrand, som er Cambies gode ven fra studieårene på vinuniversitetet i Montpellier.
Negociant firmaet Les Halos de Jupiter er Philippe Cambies største projekt, hvor Cambie finder og opkøber druerne til vinene hos sine klienter og mange kontakter i Rhône. Vinen fremstilles så i kældrene på Château de Nages hos én af sine andre venner, nemlig Michel Gassier, som er 4. generation af familien Gassier på Château de Nages, som netop ligger i Costières de Nîmes.
Philippe Cambie har været rådgiver og ven med Michel Gassier siden 2006, og højt sandsynligt kommer druerne til denne Costières de Nîmes fra Les Halos de Jupiter også fra Grassiers vinmarker. Mange af vinene fra Les Halos de Jupiter sælges i øvrigt også via den velsmurte salgsafdeling hos Michel Gassier, selvom vinene dog ikke kan smages eller købes på Château des Nages.
Cambie har kaldt vinhuset Les Halos de Jupiter … og Jupiter er både betegnelse for planeten i vort solsystem samt for den græske gud Zeus, som var kongen af alle guder og mennesker og repræsenterer den åndelige verden. Halos har også flere betydninger, både den inderste ring omkring Jupiter og så en glorie.
Cambie siger, at for ham er Grenache kongen af alle druer … altså Jupiter … og Halo er alle de appellationer, som bedst fortolker Grenache druen. Dermed betyder Les Halos de Jupiter vel nærmest; de appellationer, der fortolker Grenache eller omgiver Grenache. Jamen, så blev vi da så kloge.
Og det er måske endda meget rammende, for Cambie laver med Les Halos de Jupiter nemlig følgende vine; Châteauneuf du Pape i både en rød og hvid udgave, topvinen Châteauneuf du Pape Adrastée, en Gigondas, en Vacqueyras, en Côtes du Rhône Villages, en Côtes du Rhône og Costières de Nimes i både rød og hvid udgave.
Med denne Costières de Nîmes vin er vi nede i den allersydligste del af Rhône-dalen – faktisk i et område som indtil for få år siden blev regnet som en del af Languedoc – men der er tale om det klassiske Rhône terroir med små runde rullesten og tungt rødt ler, og i tilgift en kølig brise fra Middelhavet.
Det betyder, at markerne i løbet af sommeren bliver tempereret og åbner muligheden for at producere vine med langt mere frisk frugt i udtrykket end det, vi oplever i Châteauneuf-du-Pape, Gigondas og de andre mere berømte (og historisk ægte) Rhône-vine. Den chance griber Philippe Cambie uden at give slip på sin hang til solmoden frugt og saftig imødekommende fylde.
Høsten er manuel med den for Philippe Cambie så typiske dobbelte sortering af druerne (før og efter afstilkningen) for at fjerne alle usunde druer og eliminere alle uønskede partikler. Gæringen sker ved 26 grader i ca. 5 uger i rustfri ståltanke, der bliver fyldt af de uknuste druer alene ved hjælp af tyngdekraften.
Efter gæringen får vinene fra de forskellige druer lov til at samle sig i 6 måneder i store betonfade inden de sammenstikkes til den endelige vin, der aftappes på flaske uden forudgående klaring og med en kun ganske let filtrering. Det er i øvrigt 60% Syrah og 40% Grenache. Og den årlige produktion af denne vin ligger på 2.150 kasser.
Det var nu i øvrigt med betænkelige miner, at vi åbnede denne vin, som havde stået i et mødelokale igennem et pænt stykke tid. Og den havde helt klart ikke været opbevaret optimalt, for proppen var – helt af sig selv – begyndt at stikke op af flasken … igennem folien i toppen. Vi havde nok allerede dømt flasken ude … men smages skulle den alligevel.
Og heldigvis for det, for vinen fejlede intet … og havde nogle af de kendetegn, som vine fra Cambie også er kendt for … volumiøse, kraftige og vellavede vine. Og denne er et fint eksempel på det. I næsen dejlig landlig, animalsk … næsten lidt naturewine særhed på den fede måde, lidt mejeri og yoghurt, godt med frugt, solbær, kul, tobak, peber og krydderier.
I munden er der godt med mørk frugt, peber, Rhône-krydderier, solbær, sødme … og man kan også godt smage, at alderen er begyndt at sætte ind, og at den nok ikke skal ligge (eller stå) ret meget længere. Og med kurs mod efterår, mørke og kolde stunder, så en rigtig fin vin at varme sig på.
Forhandles i dag hos Løgismose Vin, hvor en flaske koster 99 kr. Er tidligere forhandlet af Vinspecialisten, hvor denne er købt … vistnok på tilbud til 69 kr., og det er en fin pris for denne vin.
Rating 5/7