Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2020 Domaine Claude et Christophe Bléger, Pinot Noir l’Inoubliable, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Claude et Christophe Bléger, Pinot Noir l’Inoubliable, Alsace, FrankrigVi fortsatte med endnu en uforglemmelig vin i l’Inoubliable serien hos Domaine Claude et Christophe Bléger og det blev denne 2020 Pinot Noir l’Inoubliable.

Her kommer druerne fra vinmarken Schlossreben, hvorÅPinot Noir vinstokkene er plantet i 2002. Druerne er først høstet manuelt, er så afstilket og lagt til hvile ved meget kølige temperaturer i 10 dage inden en spontangæring ved 25 grader alene med druernes egne gærceller.

Efter endt fermentering er det hele presset og vinen lagret sur lie på nye egetræsfade … hvor lang tid frem dog ikke. Der laves årligt 7.500 flasker af denne vin.

Jeg er ikke oppe at ringe over deres Pinot Noir … der er ganske vist et tydeligt aftryk af fadlagringen, men frugten virker ustruktureret og lidt til den mørke side … ikke så elegant. Der er jordbær, blommer, søde krydderier og noget eukalyptus.

Smagen er dog bedre … har igen godt med faglagret bid med noget røg, vanilje og så ellers denne kantede frugt med blåbær, brombær og nogle tanniner, der både virker krydrede og overdimensionerede i forhold til vinen, så man efterlades med en alt for stor tørhed i munden. 86 point.

Ingen forhandler herhjemme, men koster 13,10€ på vingården … svarende til 98 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2012 Casa Marín, Lo Abarca Hills Pinot Noir, San Antonio Valley, Chile

2012 Casa Marín, Lo Abarca Hills Pinot Noir, San Antonio Valley, ChileVinhuset Casa Marín har jeg rost mange gange for deres sprøde og pivfriske Sauvignon Blanc druer, men de laver også ret lækre Pinot Noir vine, som nu fx denne ældre 2012 Lo Abarca Hills Pinot Noir.

Vinen er fra et 10 år gammelt restparti, som Supervin har fundet i Casa Maríns kælder og er en af husets bedste vine, hvor druerne er fra Lo Abarca marken, der blot ligger 4 kilometer. fra Stillehavet og har selv om sommeren temperaturer, der sjældent når over 28 grader.

Det giver Pinot Noir druerne perfekte forhold til langsomt at modne og udvikle sine delikate aromaer.

I vineriet har druerne spontangæret på rustfri ståltanke. Tre gange om dagen er drueskallerne stemplet ned i mosten for at udtrække struktur, krop og farve. Vinen bliver lagret 16 måneder på franske egetræsfade, heraf 20 % nye.

Meget rund og faktisk tæskelækker aroma. Det er jordbær, modne kirsebær, vanilje, mælkechokolade, mariekiks, sød finsk lakrids og en sødlig cafe latte af den bedste slags … godt med mælk.

Ihhh hvor er det blødt … modent og blødt, hvorved vinen nærmest smelter i munden. Der er bløde jordbær, modne kirsebær, tranebær samt søde fadnoter med vanilje, rund og moden syre, der bare får dig ned i slowmotion fart, så du smider dig langsomt i sofaen, smækker benene op og lukker verdenen ud. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 369,95 kr., men kan fås til 319,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Marcalberto, Millesimato Metodo Classico, Piemonte, Italien

2016 Marcalberto, Millesimato Metodo Classico, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Marcalberto ligger på Via Porta Sottana i Santo Stefano Belbo i Piemonte og derfra kommer denne 2016 Millesimato Metodo Classico, som Jan startede med at servere til vores vinaften.

Vinhuset blev grundlagt i starten af 1990’erne af Piero Cane, men drives i dag af hans to sønner Marco og Alberto.

Marc og Alberto er begge udlært i champagnedistriktet og producerer udelukkende Spumante og har i den italienske vinbibel Gambero Rosso modtaget 3 stjerner for deres produktion af Spumante.

Brødrene Marco og Alberto Canes mål er at lave autentiske og terroirtro vine, som har en unik lokal identitet, men med brug af de metoder som de allerbedste champagnehuse bruger.

Det betyder, at Marcalberto kun laver mousserende vine på Pinot Noir og Chardonnay. Alle vinene fadgæres, som man ellers kun ser hos ganske få Champagnehuse som fx Krug.

Vinene lagrer minimum 24 måneder og ofte 36-48 måneder på gærresterne. Generelt benytter man også en lav dosage og brødrene arbejder også med at flaske enkelte cuvéer uden tilsætning af svovl og sådan er denne Millesimato Metodo Classico også lavet … altså udelukkende på Pinot Noir og Chardonnay.

Sikke dejlig duft … lidt em kombi af både en frisk frugt, lidt nødder, ristede noter, noget umami, abrikos, gærede æbler, lidt champagne noter samt tørrede blomster.

I munden er vinen meget omgængelig og fint balanceret. Der er citroner, fersken, lemon og grape … med tør og let bitterhed, ristet brød og en mousse, der er fin, sart og blød. 93 point.

Forhandles af Vinpusheren, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2018 Domaine Sohler Philippe, Pinot Noir Dionysos by Mateo, Alsace, Frankrig

2018 Domaine Sohler Philippe, Pinot Noir Dionysos by Mateo, Alsace, FrankrigJeg sluttede så Millésimes Alsace DigiTasting® vinkassen fra Domaine Sohler Philippe og det var med en 2018 Pinot Noir Dionysos by Mateo.

Her kommer alle Pinot Noir druerne fra forskellige af husets vinmarker, der ligger i læ af regn og vestenvind fra Ungersberg.

Druerne er høstet med håndkraft, hvorefter gæringen er sket køligt og langsomt ved 18 grader og efter endt fermentering er vinen så lagret 1 år på egefade inden ufiltreret flaskning.

Igen overraskes jeg virkelig af niveauet … har en rank, frisk og småbitter frugt, kirsebær, hindbær, ribs, tranebær, blæk, kul samt en smule fad med lakrids, chokolade og vanilje.

I munden er det også en fin Pinot Noir med en rank og frisk frugt, der har samme bitterhed som i duften. Der tranebær, jordbær, rabarber, ribs, meget tørre og vilde tanniner, der er småustyrlige med dette bitre bid i eftersmagen. 92 point.

Ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster vinen 20€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2019 Domaine Mélanie Pfister, Pinot Noir Hüt, Alsace, Frankrig

2019 Domaine Mélanie Pfister, Pinot Noir Hüt, Alsace, FrankrigSjovt nok blev den klart bedste vin fra Mélanie Pfister hendes 2019 Pinot Noir Hüt … som endda også er bedre end de 2 Pinot Noir vine, som jeg før har smagt fra hende, en 2016 Pinot Noir Rahn og 2018 Pinot Noir Weg.

Her kommer alle Pinot Noir druerne fra den lille parcel Huette, der ligger lige op af selve Grand Cru marken Engelberg.

Ellers er vinen lavet helt traditionelt med alkoholisk gæring og derefter en malolaktisk gæring efterfulgt af lagring 14 måneder på brugte fade, hvorefter vinen er aftappet og klar til frigivelse.

WAUW hvor det dufter vildt godt og har vitterlig en lækker Pinot Noir duft med en fin fadsødme, jordbær, hindbær og søde kirsebær, hvilket suppleres af chokolade, vanilje, en cafe latte, kanel … virker meget dragende.

Smagen er vild blød og uha, hvor er det godt. Der er søde og vilde bær, jordbær, blommer og kirsebær … måske lidt tranebær, god rund og blød syre, der dog fortsat giver et frisk bid … elsker sgu denne vin, hvor alt bare lige sidder de rigtige steder. 95 point.

Forhandles af Propperiet Vin Import, men denne vin er ikke fundet i sortimentet, så prisen kendes heller ikke

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Domaine Frédéric Esmonin, Nuits-Saint-Georges Les Hauts Pruliers, Bourgogne, Frankrig

2015 Frédéric Esmonin, Nuits-Saint-Georges Les Hauts Pruliers, Bourgogne, FrankrigI forårsvejret hos Gert E sluttede vi med lidt burgundisk vin i form af denne Nuits-Saint-Georges Les Hauts Pruliers 2015 fra Domaine Frédéric Esmonin.

Det er et lille familiedrevet domaine kaldet Les Estournelles i Gevrey-Chambertin. Domainet råder over 6,5 hektar vinmarker, men laver desuden nogle få vine under et négociant label på opkøbte druer.

Indtil 1987 blev hele produktionen solgt til négocianter som fx Leroy og Jadot … nogle af Leroys mest berømte vine fra 1950’erne skulle efter sigende også være lavet med druer fra Frédéric Esmonin.

Frédéric Esmonins moder og fader er stadig aktive i driften af vinhuset og familien er en af de gamle og mest kendte i Gevrey-Chambertin.

Huset bruger navnet Domaine des Estournelles til vinene fra egne vinmarker, mens man bruger Domaine Frédéric Esmonin til deres négociant vine.

Domainet praktiserer lutte raisonnée, hvilketn vil sige, at man ikke bruger kemikalier og tilsætningsstoffer … med mindre det ikke kan undgås. Hele  produktionen foregår på en naturlig og skånsom måde for miljøet. Dog er huset hverken økologisk eller biodynamisk certificeret,

Denne Nuits-Saint-Georges Les Hauts Pruliers er lavet med Pinot Noir druer fra den lille lieux-dits Les Hauts Pruliers, som ligger på en meget stejl skråning lige ovenover 1. Cru marken Les Pruliers. Inden vinificering er alle druerne afstilket og gennemgår 4-5 dages kølig pre-maceraion inden gæring. Efter endt fermentering er vinen så lagret 14 måneder på franske egetræsfade.

Moden aroma … måske endda svagt oxideret, men virker som fløjlsblød og moden frugt med jordbær, tranebær samt en  blød og kalket mineralitet suppleret med kanel, vanilje, tør engelsk og sød finsk lakrids.

I munden er vinen også dejlig blød, moden og cremet … der er rosmarin, sødgrønne elementer og søde krydderier samt en frugt af jordbær, hindbær, tranebær, skovbund, tørrede svampe, visne blade samt en stenet mineralitet. 92 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske af en nyere årgang 2021 koster 325 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2013 Weingut Von Winning, Pinot Noir I*M, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Von Winning, Pinot Noir I*M, Pfalz, TysklandGert E synes også, at vi skulle smage Pinot Noir fra Weingut Von Winning og det blev et glas af denne 2013 Pinot Noir I*M … en vin, som vinhuset ikke længere laver i dag.

Men den er lavet på gamle burgundiske kloner fra nogle tudsegamle vinstokke og lavet til minde om  vinmageren Achim Niederberger, der jo netop døde i 2013, så I*M står såmænd for In Memoriam aka til minde om. Det er egentlig det bedste fad fra Pinot Noir I … en vin, som fortsat laves, men i dag hedder Pinot Noir Imperiale.

Der er dog ikke mange oplysninger om produktionen … udover den efter endt fermentering skulle være lagret på holzfass aka barriques og heller ingen oplysninger om hvor længe.

Allerede i næsen er vinen imponerende … har noget tørhed, svampe, violer og læder, let mentol, også pænt parfumeret med blomster og cedertræ, mens frugten er ribs, rabarber, modne kirsebær, kaffe, timian, antik mahogniskab … utrolig tiltrækkende, men man kan samtidig fornemme, at der er lidt alder og runde albuer.

Det er dog mest i munden, at man mærker, hvordan alderen har slebet alt rundt, for – uha – hvor er den blød og cremet … smelter sgu nærmest i munden med en saftig, blød, moden og lys frugt af ribs og rabarber, en let bitter camparibitterhed, men alt sidder bare de helt rigtige steder og skaber en sammenhængende, smuk og utrolig smørlækker vin med ristede noter i eftersmagen. 95 point.

Købt på vingården, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2018 Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, Spätburgunder, Pfalz, TysklandNår vi nu er ved vine fra Deidesheim og koncernen, der ejer Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan, så skulle vi da også lige smage deres 2018 Spätburgunder.

Weingut Geheimer Rat Dr. Von Bassermann-Jordan laver mest hvidvine og alene et par rødvine, altså bl.a. denne Spätburgunder, som er en Gutswein, hvor alle druerne er fra sydøst vendte marker ved Königsbach og Ruppertsberg, hvor der er godt med kalk, ler og sandsten i undergrunden.

Druerne er høstet med håndkraft og vinen er lavet med gæring i åbne kar. Efter både maceration og gæring er vinen lagret på store egetræsfade.

I næsen er vinen meget grøn, bondsk og landlig … meget saftig også med både gran, fennikel, nelliker, teaktræ, røg samt frugt af jordbær, modne kirsebær samt lidt søde fadnoter.

Smagen er lidt mere hånd og syrlig … frugt af hindbær, tranebær og rabarber, meget rank med et grønt og surt bid. Vi er dog fortsat ovre i en venlig og letpleasende afdeling, hvorfor det er utroligt tilgængeligt, så 89 point.

Forhandles hos Vinspecialisten, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Jean Gagnerot, Corton Grand Cru Les Grandes Lolières, Bourgogne, Frankrig

2016 Jean Gagnerot, Corton Grand Cru Les Grandes Lolières, Bourgogne, FrankrigVi skal smage intet mindre end Grand Cru vin fra Bourgogne og det er fra et vinhus, som vi før er stødt på her på vinbloggen, for det er Jean Gagnerot og vinen er denne 2016 Corton Grand Cru Les Grandes Lolières.

Jean Gagnerot er jo et burgundisk brand under den store franske vinkoncern GCF Group, der er så god til at finde vine fra vinkældre rundt i hele Bourgogne.

Jeg skrev en del om huset, da jeg første gang smagte en 2017 Saint Aubin, men nu er det altså fra den øverste hylde, da alle Pinot Noir druerne her kommer fra parcellen Les Grandes Lolières på Grand Cru marken Corton i Côte de Beaune.

Les Grandes Lolières ligger midt på Corton bakken med østvendt orientering og Pinot Noir druerne er selvfølgelig plukket manuelt inden en kølig pre-maceration.

Selve gæringen foregår på temperaturregulerede ståltanke, hvor der gøres brug af hyppige overpumpninger af mosten og en pigeage med nedstempling af drueskallerne for at fremme udtrækket af farve, smag og tannin.

Efter endt gæring omstikkes vinen til egetræsfade, hvor den så har lagret i 20 måneder. Der anvendes 60 % nye fransk egefade, men de resterende 40% er brugt 1-2 gange før.

Normalt vil man nok aldrig finde Corton Grand Cru fra fine og anerkendte producenter til prisen på denne. Det skyldes jo klart, at prestigen her er mindre, da Jean Gagnerot jo ikke er fra en decideret producent og blot fra et brand under GCF Group. Men kan du lægge snobberiet på hylden for en stund … så får du faktisk et fremragende glas vin her. Okay … drikker du burgundisk vin hver dag og Corton regelmæssigt, så vil der selvfølgelig være forskelle … men det har undertegnede sgu ikke råd til.

Sikke en duft … moden og enestående med en lidt nonchalant samt dekadent aroma, sådan nærmest en kombination af palisanderskab, svampemix, skovbund, gammel læder og teaktræsolie. Der er modne kirsebær, kirsebærsauce, jordbær, cedertræ og en lakridseksplosion, som får aromaerne til at brede sig med et flot, afdæmpet, balanceret og luftigt aftryk, der er svær at slippe. Det er som om, at duften lige har et ekstra gear … og man bliver sådan lidt overgearet.

I munden er vinen mere rank, stringent og samtidig blød … moden i frugten, men det er med syrligbitter frugt af hindbær, ribs, moreller og lyse blommer med alt i zen. Det har en intens, fin og flot syre med fokuseret og virkelig monsterlang smag … hvor er det enestående og elegant, så man kan ikke undgå at trække på smilebåndet … dermed 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.299,95 kr., mens prisen er 499,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2021 Purple Wine Company, Raeburn Russian River Valley Pinot Noir, Californien, USA

2021 Purple Wine Company, Raeburn Russian River Valley Pinot Noir, Californien, USADen anden Pinot Noir fra Purple Wine Company blev så denne 2021 Raeburn Russian River Valley Pinot Noir.

Her er vinen lavet på ren Pinot Noir, som kommer fra marker i berømte Russian River Valley.

Druerne håndplukkes i de tidlige morgentimer, så kun de sundeste druer  finder vej til den færdige vin.

De afstilkede druer koldmacererer i flere dage for at fremhæve farve og frugtsmag. Selve gæringen sker herefter i åbne gæringskar, der giver mulighed for pigeage med nedstempling af drueskallerne i mosten, hvilket intensiverer vinens farve, smag og tanninstruktur yderlige.

Efter skånsom presning er vinen så lagret 11 måneder på franske egetræsfade, hvoraf 25% er helt nye, før aftapning og frigivelse.

Vinen har lidt af de grønne noter som Arius … men også kun lidt, for Raeburn Russian River Valley Pinot Noir er langt mere omgængelig, fin og har en lysere og langt mere fremtrædende frugt. Det er både jordbær, hindbær og lyse kirsebær, et mere nuanceret fadpræg med let touch af vanilje, karamel, café latte og let chokolade.

Smagen er også ganske rund, cremet med fin frugtsødme, godt med jordbær, kirsebær og lidt mere småbitter tranebær, vaniljecreme og også mere definerede tanniner, der er tørre … men venlig og ganske fint integreret i vinen, som slutter med en lang eftersmag med en smule peber og blød friskhed. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 309,95 kr., men kan fås til 269,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7