Tag-arkiv: pinot noir

Pinot Noir er – hvis I spørger mig – druernes konge, den ubestridt røde drue, som giver nogle af verdenens mest elegante rødvine over hele verdenen, men nok mest er kendt for dens rolle i Bourgogne, hvor den står bag nogle af de dyreste vine, som findes.

Pinot Noir er virkelig en af de store, klassiske rødvinsdruer og en darling blandt vinkendere. Den kan under de rigtige forhold og i de rigtige hænder give enormt charmerende vine med en forbløffende smagsrigdom. Druen kan afspejle terroir som ingen anden rødvinsdrue.

Druen kendes i Tyskland som Spätburgunder, men findes derudover i det nordlige Italien, i Østrig … og oversøisk performer druen også ret godt i Chile, Sydafrika, Australien, New Zealand og USA, hvor bl.a.  Californien og Oregon er de bedste områder.

Derudover er Pinot Noir også én af de 3 tilladte druer i Champagne, hvor den dækker 38% af de samlede vinmarker. Det er med andre ord en drue, som er utroligt udbredt, selvom den er tyndskindet og kan være både svær at dyrke og svær at vinificere.

Vine på Pinot Noir – specielt de europæiske – er ret lys i farven, men først og fremmest elegante og feminine, har en let sødme, er parfumerede, aromatiske og mineralske. Smagen er ofte af lyse, røde bær. Pinot Noir tager godt imod fadlagring … men med risiko for at overdøve dens fine aromaer med for meget træ.

DNA-profilering har vist, at Pinot Noir deler det samme genetiske fingeraftryk som Pinot Blanc, Pinot Gris, Pinot Meunier og Pinot Précoce aka Frühburgunder. Således skal de korrekt betragtes som mutationer eller kloner af en fælles sort.

Pinot Noir er en ret sensitiv drue, der foretrækker kølige klimaer og kalkrige jordbunde. Den kan dog trives i varmere klimaer og federe jorde, men så bliver dens vine anderledes fyldige og frugten også mørkere og ofte mindre elegant.

2021 Maison Chanzy, Rully en Rosey Rouge, Bourgogne, Frankrig

2021 Maison Chanzy, Rully en Rosey Rouge, Bourgogne, FrankrigSkal vi ikke også smage lidt burgundisk vin? Det fixer vi lige med et glas af denne Rully en Rosey Rouge fra Maison Chanzy, der ligger i Bouzeron i Saône-et-Loire-regionen et par kilometer nord for Rully by i Bourgogne.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1928 af Joseph Sordet ved køb af den gamle ejendom Verger d’Exemple, der med en kælder med hvælvede lofter passede perfekt til vinproduktion. Sordet havde et mål om at dyrke lavstammede frugttræer og popularisere podning af både træer og vinstokke.

Han dyrkede derfor også vinstokke, lavede vin og lærte sine podeteknikker til bønder og vinbønder i hele Côte Chalonnaise, hvilket også gjorde han lille ejendom succesfuld.

I 1952 blev ejendommen så købt af Lucien Juif og på det tidpunkt havde vingården allerede 12 hektar marker, hvor hovedparten var plantet med Aligoté druer. Lucien Juif  fortsatte med en uændret drift … både med at dyrke vin, lidt korn og så en planteskole med fokus på podning af vinstokke.

Lucien Juif drev ejendommen frem til 1966, hvor det igen skiftede ejer, da den blev købt af notaren Jean Beudet fra Chagny. Han købte flere marker, således ejendommen samlet havde 18 hektar og han ændrede også navnet til Domaine Beudet.

Endelig i 1974 købte og skabte Daniel Chanzy og hans kone Catherine så Domaine Chanzy. De drev i 39 år sammen  vingården og opkøbte yderligere marker, hvorved man rådede over 37 hektar vinmarker fordelt over både Côte Chalonnaise, Côte de Beaune og Côte de Nuits med både Aligoté, Chardonnay og Pinot Noir.

I dag er Domaine Chanzy aka Maison Chanzy dog ikke længere ejet af Chanzy familien, for det blev i 2013 købt af investeringsfirmaet OLMA, der er specialiseret i oplevelsesmæssig luksus og ledes i fællesskab af M. Stéphane Petrossian og Philippe Der Megreditchian.

Der er i dag 80 hektar jord til ejendommen, men heraf er dog alene 66 hektar vinmarker, som omfatter forskellige appellationer som fx fra Mercurey til Vosne-Romanée, der går gennem Rully, Givry, Maranges, Santenay, Volnay og Puligny- Montrachet.

Her smager vi så en af husets mange forskellige vine … deres 2021 Rully en Rosey Rouge, hvor Pinot Noir druerne kommer fra en lille mark kaldet Rosey, hvis navn stammer fra vinmarken Sept Ranches. Rance stammer fra ordet ronce, der igen stammer fra det latinske rumex, der betyder lille syre … og ronce blev ofte brugt i området ved navn på steder.’

Rosey marken er på 7,58 hektar og ligger i 335-365 meters højde med en gennemsnitlig hældning på 8%, hvor det stejleste stykke er helt op til 22% og har en sydøst vendt eksponering.

Vinen er først lavet med en kold forgæring og så efterfølgende gæring og maceration i ti dage med overpumpning og udstansning med temperaturkontrol. Efter endt fermentering er vinen lagret 10 måneder på 228 og 450 liter egefade efterfulgt af 5 måneder i ståltanke for yderligere smagsmodning.

Nåååååååhhhh hvor det dufter godt … godt med fadpræg, sødlig hestestald, en frisk og meget rund frugt … mest er kirsebær, jordbær og lyse blommer med lidt likørsødme over sig, men derudover pænt med blomster, hvorved man får en aromatisk, let og luftig vin, der samtidig får denne lidt søde fadnote med finsk lakrids, vanilje og derudover lidt grønne blade.

Smagen er mere straight, ren og endda også strammere, hvorved frugten mere bliver jordbær, tranebær og ribs, mens også fagpræget virker længere væk, men dog til stede med tørt træ, mens syren har både syrlig ribssaft og lemon og citron bitterhed. Der er knastørre tanniner, som dog aldrig bider voldsomt, men samlet bliver det en frisk og fornuftig burgundisk vin. 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Kalkofen Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Hanewald-Schwerdt, Leistadter Kalkofen Spätburgunder, Pfalz, TysklandVi bliver da ved Weingut Hanewald-Schwerdt, men stepper et trappetrin op med denne 2020 Leistadter Kalkofen Spätburgunder, som jeg faktisk også tidligere har smagt i en årgang 2015.

Kalkofen marken ligger lige nabo til Herzfeld og har også alene vinstokke fra Dijon kloner, men bare med endnu mere alder, da Kalkofen er anlagt på terrasser og beplantet i 1955.

Hanewald-Schwerdt er godt nok i disse år i færd med at udskifte de gamle tyske kloner af Pinot Noir på deres marker med Dijon-kloner, men de snart 70 år gamle stokke på Kalkofen bliver ikke skiftet. Det er 6 forskellige kloner, der dyrkes her,

Navnet Kalkofen er heller ikke tilfældigt, for det første er markens terrasser sydvendte og varme og for det andet så består jordbunden af et blot 1 meter tykt lag med løs kalksten og mergel ovenpå massiv kalksten nedenunder.

Druerne er høstet med lavt udbytte og kun lidt afstilket inden en spontangæring alene med druernes naturlige gærceller i store, åbne gæringskar, efterfølgende malolaktisk gæring og lagring 24 måneder på nye franske barriques.

Hvor dufter det sgu mageløst og brillant … har først denne våde, let søde animalske hestestald, hvor egepræget er dybt og virkelig meget elegant, som giver noget i stil med mahogni, teaktræ suppleret med  chokolade, kakao, vanilje, kardemomme. og lidt sød tobak. Frugten virker svulstig som kirsebærlikør, saftig og bløde kirsebær, jordbær og jordbærmarmelade, men alligevel med elegance. Dosering er her nøgleordet … alt er doseret og afmålt i helt passende portioner, så alting fungerer så fint sammen.

Sådan er smagen nærmest også … fortsat ung og rank med god spændstighed samt et ungt hjerte. Det betyder, at frugten er langt mere fremme end i duften og den er frisk med masser af kirsebær, jordbær, tranebær og ribs, masser af tanniner, som aldrig bliver for voldsomme, men giver noget tørhed sammen med peber, nelliker, lemonagtig bitterhed, lidt grafit … og så hænger smagen i munden virkelig i evigheder. 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Kalkriff Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2019 Weingut Hanewald-Schwerdt, Kalkriff Spätburgunder, Pfalz, TysklandWeingut Hanewald-Schwerdt er vi ofte stødt ind i her på Houlbergs Vinblog og nu crash’er jeg igen ind i en fabelagtig vin fra huset og det er denne 2019 Kalkriff Spätburgunder

Det er en Ortswein, hvor Spätburgunder druerne kommer fra de kalkstenstige marker ved Leistadt og det omfatter primært druer fra Kalkofen og Herzfelt … men blot de druer, som ikke kommer med i husets topvine.

De to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt skulle have lavet vinen med spontangæring alene med druernes egne gærceller i åbne egekar, mens vinen efter endt fermentering er lagret hele 24 måneder på egefade.

Uha … er sgu nærmest lykkelig ved første snif. Vinen har denne lidt mørke, søde kostald, masser af fadpræg med chokolade, vanilje, sød røg, mandel, karamel, kaffe, marcipan, lidt poleret mahognitræ, men frugten er lys, men alligevel med et fint bundtræk, er mest jordbær, kirsebær … meget frugtrig og rig. Shit … det dufter herligt.

Smagen er i samme fabelagtige boldgade … har sammen med en frugtrigdom også en fin syrlig, let og fint balanceret elegance, der er både feminin, afdæmpet og rund. Det er igen en lys tæthed, jordbær, kirsebær og en vinøs lykkerus, så dermed 93 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

N.V. Laurent Godard, Mannaz Brut, Champagne, Frankrig

N.V. Laurent Godard, Mannaz Brut, Champagne, FrankrigPå Rue André Brion i byen Verneuil finder vi det lille familiedrevne champagnehus Laurent Godard og det er derfra vi nu smager denne Non Vintage champagne, der er kaldet Mannaz og i en tør Brut udgave.

Champagnehuset drives af Laurent Godard, men er grundlagt af hans oldefar Georges Godard og oldemor Palmyre Anest. De mødtes ved et tilfælde, forelskede sig og købte et lille stykke jord i 1920 … og det blev altså grundstenen til det brusende familieforetagende.

Oldeforældrene plantede hurtigt vinstokke … og champagnehuset voksede lidt med hver efterfølgende generation. Laurent overtog selv champagnehuset og markerne i 1980’erne og har siden da været fokuseret på at producere exceptionel champagne.

I dag er Laurents 2 børn Amaury og Axelle dog også med i driften, som omfatter 4,16 hektar i Verneuil i Marnedalen fordelt på ikke mindre end 15 små parceller som fx Les Carreaux, Les Grés, Les Hauts de la Malmaison og Les Quatrièmes.

Her smager vi husets Mannaz, som Lairent fortæller skal symbolisere kærligheden til medlemmerne af klanen, som han kalder sin familie. Den er lavet med en blanding af de 3 klassiske druesorter med Meunier som dominerende  for mere rundhed.

Det er helt præcis 34% Pinot Meunier, 24% Chardonnay og 20% ​​Pinot Noir og omkring 1/5-del af blandingen hentes fra reservevine for at holde husets stil ensartet hvert år. Men ellers har jeg faktisk ikke yderligere oplysninger om produktionen.

Hold da op … det dufter vildt af gærede æbler, æblemost, bagte æbler, kvæde, bagte figner, gule blommer, tør jord samt noget ny slynget honning … faktisk masser af duft af honning … og altså masser af æbler.

I munden har champagnen en god kombination af bitter lemon og sødme. Der er lemonade, tonicvand, røgede elementer, krydderier, grønne krydderurter, modne æbler og modne pærer. Boblerne er egentlig fin og fint vedvarende, men stilen er lidt til den fyldig side med denne gode balance mellem bitterhed og sødme. 91 point.

Forhandles af Supervin, men prisen er endnu ikke fastlagt.

Vinanmeldelse 5/7

2021 Calmel & Joseph, Le Sentier Pinot Noir, Languedoc, Frankrig

2021 Calmel & Joseph, Le Sentier Pinot Noir, Languedoc, FrankrigNår vi nu er ved Le Domaine serien hos negociantfirmaet Calmel & Joseph, så skal vi da lige smage endnu en af deres vine og det er en 2021 Le Sentier Pinot Noir.

Som med den forrige fra Le Domaine serien er vinen lavet med Pinot Noir druer fra husets egne marker beliggende nær deres vinhus tæt på Cascasonne.

Der består markerne primært af sandet kalksten, ler og er ligger i 250 meters højde, hvilket giver store udsving i temperatur … lige guf for Pinot Noir druen. Efter høst er druerne sorteret og afstilket før en gæring ved 22-25 grader over 20 dage,

Så er der sket malolaktisk gæring inden i betonkar inden lagringen over 6 måneder med 80% i cementtanke og 20%  i egetræsfade, hvorefter vinen et tappet på flaske.

Dejlig lys i glasset og sådan er duften også … lyserød og sød, hvor frugten er søde jordbær, søde kirsebær, rosenblade og det suppleres af kanel, vanilje, peber, nelliker og mælkechokolade.

Sådan smager vinen faktisk også … let, venlig med en lys frugt, der rummer noget sødme, hvilket gør den nem og omgængelig. Der er jordbær, søde kirsebær samt lidt ribs, vanilje, lidt nelliker, chokolade, en fin og let syre, mens tanninerne er bløde og blide. Der kommer en smule peber, men absolut intet, som forstyrrer og dermed skruet rigtigt godt sammen. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119,95 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 McCall Wines, Pinot Noir Reserve, New York State, USA

2014 McCall Wines, Pinot Noir Reserve, New York State, USADe sidste 2 vine til New York State online smagningen med temaet Water var fra McCall Wines og begge med alder fra årgang 2014 og den første var denne Pinot Noir Reserve.

McCall Wines ligger ved North Fork på Long Island ved Great Peconic Bay i et området kaldet Downs Woods, der indtil for 300 år siden var centrum for Algonquin indianerne og kendt som Fort Corchaug.

I 1902 blev jorden dog købt af Russell Simeon Walker, der vaf præsident for Dime Savings Bank i Brooklyn. Ejendommen forblev derefter i familiens ejerskab, selvom navnet senere via ægteskaber senere blev til Munkenbeck og senere McCall

i  1996 startede Russell McCall med økonomisk hjælp fra Peconic Land Trust med at  genplante majs- og kartoffelmarkerne sammen med 21 hektar vinmarker. Det var dog først i 2007, at McCall Wines blev grundlagt og den første årgang frigivet og solgt.

Siden har McCall Wines i 2010 bygget nyt smagerum, rejst en vindmølle og endda startet med opdræt af kvæg. I 2011 købte de også vinmarken North Ridge Vineyard og dermed mulighed for at udvide produktionen.

Her smager vi husets 2014 Pinot Noir Reserve, som er lavet fra en årgang, som Miguel Martin kaldte en af de bedste, men præget af et meget lavt udbytte. Generelt lagrer McCall Wines deres vine i lang tid, så 2014 er en af den nyeste frigivne årgange.

Der er ingen oplysninger om produktionen, men Miguel Martin fortalte, at den har ligget lang tid på fad, men så må vi jo bare springe til mine smagsnoter.

I næsen træder det modne også frem, men på en lys og blid facon, meget feminin, fin og sart, virkelig elegant og silkeblød Pinot Noir med et pænt fadpræg … jordbær, lyse kirsebær, blommer, sort te, kanel, vanilje, mælkechokolade og flot balance,

Smagsmæssigt er vinen dog mere intens … virker helt klart yngre end i duften, men også mere rustik, kantet og frugten er tranebær, sure rabarber og har en stor portion rank bitterhed, mens alle tanninerne er bløde. 92 point.

Ingen forhandler herhjemme, men på vingården koster vinen 69$ … svarende til 470 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, Tyskland

2020 Weingut Rudi Rüttger, Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve, Pfalz, TysklandVi fortsætter med mer’ tysk Spätburgunder og det er også med et gensyn, nemlig til den fine Neuleininger Sonnenberg Spätburgunder Réserve fra Weingut Rudi Rüttger og nu i en årgang 2020.

Gensyn er det korrekte ord, for jeg har tidligere smagt vinen i årgang 2018 og den er lavet af den unge og dygtige Rudolph Rüttger, som i dag driver vinhuset.

Druerne kommer fra marken Neuleiniger Sonnenberg og efter høsten gærer depå cementtank med hele 20 dages skindkontakt. Efter endt fermentering er vinen lagret 11 måneder på egefade, heraf 60% nye og let ristede.

Duftmæssigt er det en kølig, rank, ung og mørk Spätburgunder, som har både noget blæk, tør engelsk lakrids, læder, salvie, violer og tørt træ. Frugten er skovbær, kirsebær, hindbær … svagt er der også lidt vanilje og chokolade … og alvorlige mineraler med løftet øjenbryn.

Smagen er også ung, frisk og spændstig og har – som 2018’eren – en maskulin råhed, hvor der både er peber og godt med en lemomagtig bitterhed, som kriller i halsen. Frugten virker i smagen lettere, mere kantet og skarpere med ribs, tranebær og umodne, lyse kirsebær, sort te, campari bitter, røg og en lille syrlig sødme. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 99,95 kr,

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Weingut Steitz, Fürfeld Eichelberg Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2019 Weingut Steitz, Fürfeld Eichelberg Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandJeg smagte endnu en vin fra vinmageren Christian Steitz på Weingut Steitz, nemlig en fin 2019 Fürfeld Eichelberg Spätburgunder.

Druerne til denne vin kommer fra marken Eichelberg ved den lille by Fürfeld vest for vinhuset i Stein-Bockenheim.

Marken er beliggende på en vulkansk top og rager op i 320 meters højde med undergrund  præget af porfyr-sten. Marken er kølig grundet sin højde, men i dagtimerne kan de sydvendte skråninger blive steghede.

Her producerer Weingut Steitz denne Fürfeld Eichelberg Spätburgunder fra 20 år gamle stokke. Alle druerne er efter høsten afstilket, men knuses ikke, hvorfor gæringen sker efter et nærmest semi carbonic maceration princip.

Det minder om det almindelige macération carbonique princip og metoderne er da også næsten ens, men under semi-metoden fyldes tankene ikke med CO2, men det et fortsat med gæring på hele drueklaser.

Her sker gæring helt spontant med druerne egne gærceller og trækker godt med aroma af skallerne. Efter endt gæring fyldes vinen på en blanding af 500 liters tonneau samt 225 liters barriques, både nye og gamle med lagring i 24 måneder, hvorefter den tappes uden filtrering og den årlig produktion er 2.500 flasker.

Jeg har også smagt vinen tidligere i en årgang 2017.

Sikke lækker aroma … igen med denne snert af noget farligt, vildt, vegansk, urtet og overjordisk, har duft af både plastikmaling, ribs, kirsebær, rabarber og på en eller anden måde, så virker frugten en smile moden, hvilket kombineres med skovbund, røg, nelliker, kanel, kakao, appelsinskal, mælkechokolade og vanilje.

Smagen er meget anderledes end forventet … langt mere rund, saftig, blød og frugtrig … har virkelig meget kirch, kirsebærlikør og syltede kirsebær og endda noget solbær. Den har et varmt udtryk, meget rund i frugten sammen med grove og mørke tanniner, der lige sætter sig i munden med blød forsigtighed. Syren virker klart lysere og giver vinen lidt friskhed, mineralitet, rygrad, kant, rigdom og spændstighed. 94 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2021 Weingut Steitz, Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2021 Weingut Steitz, Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandWeingut Steitz er vi tidligere stødt på her på Houlbergs Blog … og gensynsglæden er stor. Jeg smager nemlig 2 Spätburgunder vine fra Christian Steitz og starter med hans 2021 basis Gutswein Spätburgunder.

Det en vin, som Christian Steitz har lavet helt traditionelt og den er efter endt gæring vistnok lagret 12-18 måneder på store 1.200 liter Stückfass fade. Vinen er komplet tør og Steitz siger selv, at den har 0 gram restsukker pr. liter. Jeg har tidligere smagt vinen i både årgang 2017 og 2019.

Duftmæssigt er vinen lidt varm og skal lige have tid til at åbne sig, men under det pæne, så lurer et lille oprør, for vinen har en rebelsk side med en frisk og småsyrlig frugt, der har tranebær, hindbær, ribs og sure kirsebær, syrlige bolsjer, lidt bitterhed, kamfer, gran, lemon samt en fin luftighed, røg og en mineralitet.

Smagsmæssigt er det mere en terrorist, hvor frugten har sitrende nerve med en nypresset frugt, lyse kirsebær, tranebær, rabarber, ribs og endda lemon samt citronsyre, hvilket giver denne lyse, juicy samt læskende smag. Der bliver lidt en autonom, moderne, animalsk, vild og frisk økoagtig vin, der også har lidt røg, jern, mineralitet, kalk og bare vinder … slurk for slurk. 92 point.

Forhandles af Mr Ruby, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 119 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 LGI Wines, Le Bon Negociant Pinot Noir, Languedoc, Frankrig

2022 Union Caves Coopératives de Cébazan, Le Bon Negociant Pinot Noir, Languedoc, FrankrigVi smager også lige det røde modstykke til den forrige vin fra LGI Wines og kooperativet Union Caves Coopératives de Cébazan og det er netop deres 2022 Le Bon Negociant Pinot Noir.

Her kommer Pinot Noir druerne fra en række marker på kalkstensholdige skråninger nedenfor Pyrenæerne. Druerne høstes tidligt for at bevare den aromatiske elegance.

Efter en streng sortering har vinen gæret med temperaturstyring ved 26-28 grader i ståltank over 15 dage med daglige punch downs. Efter gæringen er en del af vinen lagret på franske egefade.

I glasset virker vinen meget lilla … men det er selvfølgelig også en ung 2022’er, som duftmæssigt også er en kende stram i betrækket med sure kirsebær, umodne jordbær, moreller, let tranebær og en lille note af træ, peber, røg samt en anelse kanel.

Smagsmæssigt er vinen lettere end forventet … måske også mere slank, tynd , mager og pjevset. Der er lidt umodne kirsebær, ribssaft og et drys med jordbær. Der er dog ikke så megen bund, men trods alt får du Pinot Noir druens lethed, selvom det måske ikke bliver kompleks eller dybt … men til prisen godkendt. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 99,95 kr., mens du kan købe vinen til 69 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7