Tag-arkiv: Châteauneuf du Pape

2020 Xavier Vignon, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2020 Xavier Vignon, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigVi fortsætter lige hos den gode vinmager og negociant Xavier Vignon, for nu smager jeg hans 2020 Châteauneuf-du-Pape fra serien Terroirs d’Exception.

Det er lidt en signaturvin fra Xavier lavet på 75% Grenache, 10% Syrah, 10% Mourvèdre og 5% Clairette, som i denne 2020 årgang kommer fra 60 udvalgte parceller med en jord af 50% kalksten, 30% rød sandsten og  20% galets roulés rullesten og med op til 90 år gamle vinstokke i det nordlige Châteauneuf du Pape.

Vinen er lavet med separat vinificering af hver druesort, hvor gæringen og macerationen er sket med 50% på ståltank, 25% på betontank og de sidste 25% på trækar.

Efter endt fermentering er det meste af vinen så lagret 16 måneder med 50% i ståltanke, 20% i foudres, 5% i kegleformede egefade, 5% en demi-muids, mens de sidste 20% er lagret 12 måneder i amforaer af terracotta-ler. Vinen har en alkoholprocent på 15%.

Duften er klart mere blid, blød og venligere end foregående Ventoux, for her er der samtidig mere dybde, mere sammenhæng og sødme. Der er en frugt af søde, sorte kirsebær, brombær og solbær,  lidt bagt appelsinskrald, rosmarin, laurbærblade, peber og langsomt kommer der også fadnoter frem med vanilje, varm chokolade, læder samt nogle umami skovbundsagtige elementer.

Det smager rigtigt godt … fint skruet sammen med balance af både sødme, afstemt frugt og blødt syrebid. Frugten er kirsebær, solbær og brombær, der er sød finsk lakrids, peber og en levende syre, der virker venlig, høflig og diskret, men alt leveres også blødt, cremet, rundt med klingende fin frugt, så dermed et virkelig fint og rart glas Châteauneuf-du-Pape, der hverken bliver for tung eller let. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 329,95 kr., mens prisen er 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2019 Xavier Vignon, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Anonyme, Rhône, Frankrig

2019 Xavier Vignon, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Anonyme, Rhône, FrankrigVi bliver lige en stund hos Xavier Vignon i det sydlige Rhône, for næste vin i vinglasset er nemlig hans Châteauneuf-du-Pape Cuvée Anonyme i en årgang 2019.

Cuvée Anonyme 2019 er fremstillet på 60% Grenache, 15% Mourvedre, 10% Syrah og et mix af andre Rhône-sorter, så det er formentlig – hvad jeg kan opsnuse – Vaccarese, Counoise,  Cinsault, Terret Noir samt lidt Muscardin … men det er ingenlunde 100% sikkert.

Druerne er høstet fra vinmarker i den nordligste del af selve Châteauneuf-du-Pape og Grenache stokkene er over 100 år gamle og giver et ekstremt lavt høstudbytte helt ned til en vinstok pr. flaske.

Vinen er lavet ved, at druerne først er delvis afstilkede, mens gæringen og macerationen er sket ved 22-24 grader over omkring 30 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på en 1/3-del konniske fade, 1/3-del demi-muids og den sidste 1/3-del i betontanke.

Der er fart på allerede fra første snif … kødfuld, lidt bacon, mørbrad gryderet, nogle mælkede noter, en mørkere frugt af brombær, sorte kirsebær og hindbær. Der kommer også noget mandarin, kandiseret appelsin, cedertræ, laurbærblade, friske blomster, tobak og så en lille smule afsmitning fra fadet med vanilje. Kompleks.

Hvor smager den godt …cremet, dyb og stoppet med smooth frugt, frugtsødme og alt er blødt, rundt og så kommer der alligevel et spark fra peberen og måske også højoktanen på 15%. Det er kompleks, ret intenst og med nogle ristede elementer samt tørre – men fyldige – tanniner, urter, sødme, brombær, blåbær, hindbær samt en saftig syre, der er med til at gøre det en letdrikkelig vin. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 499,95 kr., men prisen er  kun 249,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2015 Vignobles & Compagnie, Les IX Papes Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2015 Vignobles & Compagnie, Les IX Papes Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigSkal vi ikke fortsætte med mer’ Châteauneuf-du-Pape? Jo fornemmer jeg, så det gør vi med denne Les IX Papes Châteauneuf-du-Pape, der kommer fra kooperativet Vignobles & Compagnie tæt ved Pont du Gard viadukten i det sydlige Rhône.

Reelt set er vinen dog ikke fra kooperativet, men kommer fra et restparti fra en anerkendt 100 points producent, som i dette tilfælde ikke ønsker deres navn frem og derfor nu udgives via Vignobles & Compagnie … en af de største vinkøbmænd i Châteauneuf.

Les IX Papes er fremstillet på et klassisk blend af 75% Grenache, 15% Syrah, 4% Mourvèdre, 3% Cinsault og 3% andre druer, som i topåret 2015 er høstet ved optimal modenhed.

Mens Grenache er lagret i store traditionelle foudres, så er alle de øvrige druesorter lagret på 228 liters burgundiske  egetræsfade og så har den massiv power med 16% højt oktantal.

Det er en rund, varm og kraftig Châteauneuf-du-Pape, hvor der kommer masser af sød finsk og tør engelsk lakrids, blommer, solbær, kirsebærsyltetøj og endda samlet lidt jammy i aromaerne. Aftrykket fra fadene er også tydelige med tobak, læder, kakao, violer, vanilje og chokolade samt let sødme … tung og mægtig.

I munden er der også smæk for skillingen, men selvom der er fylde, mørk frugt og virkede jammy i duftene, så er der masser af syre samt tørre og kraftige tanniner. Derudover er frugten frisk med brombær, knuste hindbær og lyse kirsebær, en lille svirp af alkohol, peber og et let bittert bid, pæn frugtrigdom og ganske potent. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 369,95 kr., mens du kan købe vinen til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 La Bastide Saint-Dominique, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2020 La Bastide Saint-Dominique, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigChâteauneuf-du-Pape fra La Bastide Saint-Dominique har jeg smagt flere gange og skuffer aldrig. Her smager jeg vinen i en årgang 2020 og kan igen krydse af i feltet; skuffer aldrig.

Vinhuset har jeg også skrevet om flere gange, fx sidst da jeg smagte denne Châteauneuf-du-Pape … blot i årgang 2019. Nu ser vi derfor blot nærmere på vinen i årgang 2020.

Den er lavet på 80% Grenache, 10% Syrah, 7% Mourvèdre og 3% Cinsault, som kommer fra forskellige marker med op til 80 år gamle vinstokke … nemlig vinmarkerne Les Bédines, Chapouin, Pignan og Guigasse med jordbund af sand, ler og småsten, som typisk giver en mere elegant udgave af en Châteauneuf-du-Pape.

Al høst foregår manuelt med en førstesortering i marken, hvorefter druerne igen sorteres ved ankomsten til vineriet. Klaserne afstilkes, før druerne fermenterer over 18-25 dage i temperaturkontrollerede ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på cementtanke.

Sikke fin aroma, hvor der er masser af sorte oliven, flæsk, bacon, koks, tjære, ligusterhæk, god dyb, tæt og kompakt frugt med sorte bær, brombær, blommer og hindbær. Der er fennikel, lakridsrod og tobak, våde fade, balsamisk syre og alligevel bliver duften aldrig helt tung og overdone.

Smagen er som 2019 utrolig koncentreret med en vis sødme, modne frugter, stor blødhed og alligevel en klar tørhed. Det er klart engelsk lakrids, lakridsrod og en stringent syre, god varme, blåbær, brombær og blommer … tæt og dejlig intens. Tanninerne er fremme, men de er også føjelige og behagelige. En fyldig sødme binder tingene ret godt sammen og giver vinen krop og gør den lidt opulent. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 295 kr. mens prisen er 265 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Domaine Font du Vent, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Tradition, Rhône, Frankrig

2020 Domaine Font du Vent, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Tradition, Rhône, FrankrigSmagningen fra Sigurd Müller Vinhandel sluttede også i Rhône, nemlig med denne Châteauneuf-du-Pape Cuvée Tradition fra vinhuset Domaine Font du Vent.

Familien Gonnet har været vinbønder i Bedarrides i omkring 400 år, men i 1880 slog Jean Etienne Gonnet sig ned på det sted, hvor huset ligger i dag. Men det var først i 1950 , at det egentlig blev et vinhus, som Etienne Gonnet – der samme år havde overtaget bygningen – kaldte Domaine Font de Michelle efter en af markerne.

Han plantede de første vinmarker og solgt sin vin til negocianter med et håb om, at han en dag kunne aftappe sine egne vine. Men det nåede han desværre ikke inden sin død i 1975.

Men det gjorde hans to sønner Jean og Michel  Gonnet … og de fuldførte således faderens vision og skabte de næste 30 år et vinhus med fokus på gode vine. Men i 2006 blev stafetten giver videre til deres egne sønner … Bertrand og Guillaume Gonnet. De har dog fortsat deres fædre med i baggrunden og med på råd.

De er begge uddannet indenfor ønologi og har løbende udvidet med køb af flere vinmarker … senest i 2018, hvilket ledte til beslutningen om at omdøbe Domaine Font de Michelle til Domaine Font du Vent.

Fætrene har samlet omkring 50 hektar vinmarker, hvoraf de 30 hektar er beliggende i Châteauneuf-du-Pape, mens de sidste hektar er opkøbt i 2002 og ligger i Gard indenfor Côtes du Rhône Villages appellationen.

I Châteauneuf-du-Pape er markerne i dag opdelt i de små lieux-dits Font de Michelle, La Crau, La Pierre Plantée, Chartreuse og Croix de Bois. Markerne har siden 2013 været certificeret økologisk.

Denne 2020 Châteauneuf-du-Pape Cuvée Tradition er lavet på et blend af 70% Grenache, 10% Syrah, 10% Mourvèdre, mens de sidste 10% er et mix af Counoise, Cinsault, Terret Noir, Vaccarèse, Clairette og Bourboulenc fra 50-90 år gamle vinstokke.

Efter høst er druerne delvis afstilket … huset siger selv 60-100& afstilket, hvorefter gæring er sket i en kombination af både trækar, betonkar og rustfrie ståltanke over 20-30 dage. Efter endt gæring er vinen så lagret på et mix af 30 % pyramideformede betonkar, 30 % trækar, 30 % rustfrie ståltanke og 10 % demi muids aka 600 liter egefade.

Næsen er våd, mørk og lakridset … mest sød finsk lakrids, men frugten er brombær, knuste kirsebær samt hindbær, endda lidt citronsyre, meget rank og frisk i aromaerne. Der er peber, fad, cedertræ samt vanilje.

Smagen er også rund, blød med blæk, brombær, kirsebær og virker meget saftig. Tanninerne er glatte og bløde, det er cremet med lidt sten, skovbund, urter samt vanilje . 92 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, hvor en flaske koster 298 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 NewRhône Millésimes, Romain Duvernay Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2016 NewRhône Millésimes, Romain Duvernay Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigSå er det tid til et lille Rhône trip, for nu smager jeg 3 vine fra Newrhône Millésimes og de to grundlæggere Jean-Marc Pottiez og Romain Duvernay. Jeg starter trippet med denne 2016 Romain Duvernay Châteauneuf-du-Pape.

Newrhône Millésimes er et forholdsvis nyt vinhus, der er grundlagt i 2016 af Jean-Marc Pottiez i et tæt samarbejde med  vinmageren Romain Duvernay.

Jean-Marc har en lang karriere indenfor vinbranchen og bl.a. arbejdet i Languedoc, Bourgogne og senest i Champagne, hvor han var inde over produktionen hos både Nicols Feuillatte og Jacquaert.

Romain Duvernay er en talentfuld vinmager og har – efter sigende – en af de fineste ganer i regionen. Han er selv uddannet i Bordeaux, men har også arbejdet i både Bourgogne og Languedoc inden han i 2010 startede med at lave sine egne vine … og det fortsættes nu under Newrhône Millésimes, men også fortsat med sit eget navn på etiketterne.

For Newrhône Millésimes har 3 serier vine … nemlig Romain Duvernay, Romain Duvernay Domaines samt Romain Duvernay Prestige og de fleste af vinene er lavet på de druer, som Romain blev forelsket i … Grenache, Syrah og Mourvèdre.

Newrhône Millésimes ejer ikke selv vinmarker, men har et samarbejde med en lang række vinavlere, men derudover tager Romain ofte rundt og køber druer fra spændende marker overalt i Rhône området.

Vinene

Jeg har tidligere smagt flere vine fra huset … bl.a. en 2018 Romain Duvernay Côtes du Rhône Blanc, en 2017 Romain Duvernay Côtes du Rhône Villages Séguret og en 2017 Romain Duvernay Lirac, men nu har jeg altså – som nævnt – fået fingrene i 3 Duvernays vine mere, en fra Châteauneuf-du-Pape samt to fra det nordlige Rhône, for det er nemlig disse:

Vi starter selvfølgelig med vinen fra det sydlige … en 2016 Châteauneuf-du-Pape, der er lavet på 75% Grenache, 15% Syrah og 15% Mourvèdre. Druerne høstes manuelt, når de topper rent modningsmæssigt.

Herefter transporteres de omgående til vineriet i små beholdere, hvorefter de afstilkes. Så er gæring og maceration sket over i 3-5 uger, hvor der dagligt sker overpumpning. Efter endt fermentering er vinen lagret på cementtanke inden aftapning på flaske.

Duften en landlig, sødlig animalsk med en lidt støvet slagside, en frugt af brombær, modne kirsebær, lidt tørret frugt endda med lidt syltetøj, tørre krydderier samt en smule grafit.

Det bedste er dog smagen, for vinen er cremet, blød, lækker med en rund frugt, der er smagfuld med sødme, intensitet og en snert peber, knastørre tanniner, der lige hiver i dig sammen med peberet, skriger på en stor steak og har et hårdt bid, men de søde elementer giver dog alligevel en god balance. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 319,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 299 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Château du Mourre du Tendre, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Prestige, Rhône, Frankrig

2018 Château du Mourre du Tendre, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Prestige, Rhône, FrankrigNæste Château du Mourre du Tendre vin er – som lovet – deres Châteauneuf-du-Pape Cuvée Prestige i en årgang 2018.

Denne Châteauneuf-du-Pape Cuvée Prestige er Château du Mourre du Tendres topvin og lavet på 90% Grenache og 10% Mourvedre.

Druerne kommer fra vinstokke fra parceller på La Crau, Les Bédines og Les Saintes Vierges markerne, hvor vinstokkene er mellem 70-100 år gamle.

Druerne er høstet i med håndkraft og afstilkes slet ikke, men undergår gæring i 35 dage i hele klaser på rustfrie ståltanke efter en kort semi-carbonic maceration.

Gæringen sker – som med deres helt almindelige Côtes du Rhône Villages – spontant og efter endt gæring er vinen lagret 30 måneder på en kombination af betontanke og store foudres. Efter ufiltreret aftapning på flaske lagrer vinen yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Som med husets Côtes du Rhône Villages er det ikke en tung, fed og opulent Châteauneuf-du-Pape, for vinen har duftmæssigt en ren, fin og moden frugt, kirsebær, brombær og hindbær, godt med røg, helt nygarvet læder, saltlakrids, bagepulver, mineraler … sådan ret meget stringent, rank og frisk suppleret med masser af grønne urter.

Hvor smager den også godt … cremet, rund og blød, men så alligevel med en frisk syre og klart lysere end forventet.  Ligesom med duften er det på ingen måder en mørk, overfed og overekstraheret vin, som man ellers tit kan finde i den nyere stil. Der er ganske vist lidt lakrids, blæk og uden at miste neuf’ernes normale power og intensitet.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 329 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2019 La Bastide Saint-Dominique, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2019 La Bastide Saint-Dominique, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigNår vi nu lige har høvlet en række fine Châteauneuf-du-Pape vine igennem som slutning på vort seneste byggemøde, hvorfor så ikke lige nappe endnu en? Det klarer vi med denne basis Châteauneuf-du-Pape 2019 fra La Bastide Saint-Dominique.

Vinhuset er forholdsvis nyt, grundlagt i 1976 af Gérard og Marie-Claude Bonnet og er beliggende i  Courthézon ved foden af Châteauneuf-du-Papes bakker i et gammelt kapel fra det 16. århundrede. Det er et område, som er præget af den stærke mistralvind og den næsten uudholdelige sommervarme.

Det er fra disse unikke omgivelser, at Gérard og Marie-Claude – sammen med deres søn Eric – producerer alle deres Rhône vine. Eric Bonnet har for nogle år siden overtaget driften af domænet efter forældrene.

Eric arbejder i kælderen, hvorimod Gérard arbejder i vinmarkerne fra morgen til aften, men selvfølgelig også rådgiver sønnen Eric ved produktionen af vinene. Derudover hjælper Erics hustru Julie Moro også til og passer kontoret.

Jeg har engang mødt Eric til en af Jysk Vins vinfestivaler, og han er en meget stille, genert og behagelig mand.

Huset har 50 hektar vinmarker i Rhône, hvoraf hele 11 hektar ligger i Châteauneuf-du-Pape. For at få det bedste ud af alle de forskellige druesorter, så anvender La Bastide Saint-Dominique moderne udstyr i kombination med traditionelle teknikker.

Druerne høstes manuelt og udvælges to gange – første udvælgelse sker i selve vinmarken, mens anden udvælgelse foregår, når druerne ankommer til vingården. Herefter afstilkes druerne og vinificeres i temperaturregulerede tanke. Drueskallerne er i kontakt med mosten imellem to og fire uger – alt afhængigt af druetype og årgang.

Markerne er fra 2014 certificeret agriculture biologique, hvilket jo betyder økologisk. I 2013 har Erik Bonnet også lejet marker fra en producent i Cairanne og lavede i 2013 sin første årgang derfra

For Eric Bonnet er det vigtigt, at såvel dyrkning som lagring foregår med respekt for deres vine, hvorfor også sidste etape – når vinen tappes på flasker – foretages på selve vingården.

Udover vinproduktionen, så driver familien også lidt udlejning af værelser for vintørstige turister.

Denne Châteauneuf-du-Pape er lavet på 80% Grenache, 10% Syrah, 7% Mourvèdre og 3% Cinsault, som kommer fra forskellige marker med op til 80 år gamle vinstokke … nemlig vinmarkerne Les Bédines, Chapouin, Pignan og Guigasse med jordbund af sand, ler og småsten, som typisk giver en mere elegant udgave af en Châteauneuf-du-Pape.

Al høst foregår manuelt med en førstesortering i marken, hvorefter druerne igen sorteres ved ankomsten til vineriet. Klaserne afstilkes, før druerne fermenterer over 18-25 dage i temperaturkontrollerede ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på cementtanke.

Dejlig mørk aroma … våde fade og stor tæthed, sorte bær, brombær, blommer og hindbær, sorte oliven, mælkechokolade, kakao, tobak og våde vaskeklude, mokka samt en balsamisk syre. Duften kan vel betegnes som mørk, kraftig, syrligfed med fin renhed.

Smagen er utrolig koncentreret med en vis sødme, modne frugter og stor blødhed. Det suppleres med lakrids og peber. Selvom den har en ren og klar syre, så har syren en stor venlighed, så vinen bliver saftig, rund og opulent med en lille sødme. Tanninerne er fremme, men de er også føjelige og behagelige. Det er lækker, tossego’ Châteauneuf-du-Pape, så Houlberg giver 5 store fingre med pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 285 kr. mens prisen er 239 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2012 Famille Perrin, Châteauneuf-du-Pape Les Chapouins, Rhône, Frankrig

2012 Famille Perrin, Châteauneuf-du-Pape Les Chapouins, Rhône, FrankrigJeg har jo næsten lige smagt og skrevet om Beaucastels 2015 Châteauneuf-du-Pape, men til hovedretten med andebryst og knoldselleri, stegte blommer & madeirasauce med langpeber, så kom der atter Châteauneuf-du-Pape fra Perrin brødrene i mit vinglas … 2012 Châteauneuf-du-Pape Les Chapouins.

Det er således ikke Beaucastel vin, men en vin i deres Famille Perrin Sélections Parcellaires serie … og denne enkeltmarksvin er fra familiens topmark Les Chapouins, som er en lidt blæsende og kølig mark.

Modsat Beaucastels Châteauneuf-du-Pape, der er lavet på alle 13 tilladte druesorter, så er Châteauneuf-du-Pape Les Chapouins kun lavet på 3 sorter, hvilket primært er Grenache tilsat lidt Mourvèdre samt Syrah … men ellers er vinen faktisk lavet på nøjagtig samme måde som Beaucastel.

Vinificering er sket i egetræsfade for Syrah og Mourvedre, men den mere oxidative Grenache drue har gæret i traditionelle cementtanke og efter den malolaktiske gæring er vinen blandet og så lagret 5 år på store egetræsfade,

Duftmæssigt er aromaerne lidt rustikke … våde fade dynget til med vin, dyb og mærk aroma, lakrids, lakridsrod, lidt mentol, tung, mørk frugt, blommer, tørret kød, flæsk, fadnoter med vanilje, chokolade og sødbrændte noter, grafit, blæk og lidt sorte trøfler.

Smagen er faktisk ganske kompleks, fyldig og overraskende tør, god syre og knastørre tanniner. Det er en robust og stærk fætter, lidt til den mørke side i forhold til Château de Beaucastel. Der er kakao, en smule mokka og søde spejderhagl. Det er en elegant vin med en utrolig lang finish.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Domaine du Pégau, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée, Rhône, Frankrig

2014 Domaine du Pégaü, Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée, Rhône, FrankrigDet var sgu lidt af et vinøst missilangreb, som Falken fik fyret af under byggemødet. Han sluttede stædigt i Rhône sporet med en 2014 Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée fra Domaine du Pégau.

Vinhuset har en historie, der går helt tilbage til 1670, men drives i dag af Laurence Féraud,

Laurence Férauds forfædre har således derfor været vinavlere i Châteauneuf-du-Pape igennem generationer. Hendes oldeforældre Elvira og Leon Féraud over fik over en lang periode  samlet 22 hektar vinmarker, som i dag er grundstenen på Pégau.

Det var imidlertid Laurences far Paul Féraud, der i 1964 – sammen med sin italienske hustru Odile – startede med at aftappe noget af sin produktion og sælge vinene under navnet Domaine Feraud, mens resten af produktionen fortsat blev solgt til forskellige negociant producenter i området.

Det var dog Laurence Féraud, der i 1987 – efter afsluttet uddannelse indenfor vinproduktion og handel – udvidede både vineri og vinkældrene samt oprettede Domaine Pégau, således hun i 1990 kunne aftappe hele produktionen fra familiens marker.

Sammen har far og datter gjort ejendommen til en af de bedste i Châteauneuf-du-Pape, men efterfølgende har den ihærdige kvinde også oprettet negociantvirksomheden Sélection Laurence Féraud, hvor hun også laver vine på opkøbte druer. Derfra har jeg bl.a. i år smagt både en Gigondas samt en Châteauneuf-du-Pape.

Samlet har Laurence Féraud i dag 72 hektar vinmarker, herunder 23 hektar i Châteauneuf-du-Pape. Derfra laver hun så på Domaine du Pégau i alt 5  vine og alle Châteauneuf-du-Pape. Det er 2 hvide og de 3 røde Cuvée Da Capo, Cuvée Laurence Rouge og Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée. De øvrige Côtes-du-Rhône vine udgives under Château Pegau navnet.

Denne Châteauneuf-du-Pape Cuvée Réservée er – som foregående vin – lavet på alle 13 tilladte druesorter, men her med Grenache som den mest fremtrædende med 80% efter fulgt af 6% Syrah samt 4% Mourvèdre. De resterende 10% er de alle de øvrige.

Fremstillingmåden er klassisk, ingen afstilkning, lang gærings- og macerationsperiode og omkring 18 måneders lagring på gamle fade efter at vinen har tilbragt nogle måneder i ståltanke. 2014 var ikke det bedste år i det sydlige Rhône, men de gode producenter laver jo næsten altid gode vine … og det er dette også.

I næsen har vinen en god moden frugt … forholdsvis lysere end forventet, sådan lidt kirsebær, hindbær og et skvis af lidt solbær og blommer, godt med grønne urter, lavendel, fennikel, tør lakrids, våde hunde og våde fade, blæk, læder, bagte æbler, chokolade og tør jord. Samtidig ligger der et lag af landlige og animalske noter henover … absolut godkendt.

Smagsmæssigt har vinen også et lettere tråd end forventet, men fortsat med en stor urkraft, voldsom tørhed og godt med tanniner. Igen kommer der urter frem, godt med krydderier, mens frugten er brombær, blommer og jordbær. Der kommer en smule chokolade varme noter, men samlet fin balance og flot vin.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7