Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2020 Bibi Graetz, Testamatta Bianco, Toscana, Italien

2020 Bibi Graetz, Testamatta Bianco, Toscana, ItalienJeg startede testen af Bibi Graetz’s Testamatta vine med den hvide Bianco i årgang 2020 og lavet med Ansonica druer fra marker på øen Isola del Giglio.

Bibi Graetz tilbragte sin barndom på Isola del Giglio, hvor han oplevede øens unikke vindyrkning. Så da han startede med at lave vin og fik mulighed for at leje marker i øen, så slog han til.

Det gav minder om de de gamle historier og viden, som de gamle bønder fortalte ham hver morgen, når de gik i vinmarkerne sammen med deres æsler.

Bibi producerede denne Testamatta Bianco første gang i 2016 og den er lavet på 100% Ansonica, der kommer fra op til 100 år gamle vinstokke på øen Giglios bedste enkeltmark, som er Serrone.

Marken ligger på en stejl skråning og har nogle knudrede gamle vinstokke. Marken er faktisk så stejl, at øens lokale vinbønder har inddelt skråningen i terrasser og må anvende æsler til arbejdet ude i marken og har en fattig stenede granitjord i den sydøstlige del af øen ud mod havet.

De nænsomt afstilkede druer er nedkølet med tøris og presset helt  skånsomt, inden mosten har fået lov at macerere 1 time sammen med drueskallerne.

Efter 48 timers afkøling på ståltank omstikkes mosten til helt nye 225 liters barriquefade, hvor vinen har gæret ved 20 grader Efter endt gæring, så er vinen lagret 12 måneder på nye barriques sur lie og helt uden malolaktisk gæring.

Dejlig let, luftig og næsten svævende aroma … meget blid med nogle nærmest burgundiske og kalkagtige noter, hvor sten og mineraler er godt fremme og skaber en rank vin, selvom man også fornemmer et diskret fagpræg. Det er saltvand på næsetippen i gåtur langs havet, umodne abrikoser, lidt fersken, æbletærte, slukket lejrbål, regnjakke samt honning, let vanilje, let lakridskonfekt og fennikel. Det er sgu en vild tiltrækkende aroma.

I munden er det en ren afbalanceret vin, som hele tiden holder sig i midten af vejen uden at falde i grøftekanter. Der er syltede citroner, lemon, grønne æbler samt masser af røget og saltet mineralitet, kalk, skolekridt samt en fin, parfumeret og letbitter syre, som både virker alvorlig, legesyg og præcis. Lækkerheder … så 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 999,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 699,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Weingut Rudolf Fürst, Bürgstadter Berg Spätburgunder 1G, Franken, Tyskland

2020 Weingut Rudolf Fürst, Bürgstadter Berg Spätburgunder 1G, Franken, TysklandAftenens bedste vin var – efter min vurdering – en Bürgstadter Berg Spätburgunder 1G fra det store og legendariske vinhus Weingut Rudolf Fürst .

Vinhuset holder til lige udenfor byen Bürgstadt am Main i dalen mellem Spessart og Odenwald i Churfranken. Der er omkring 40 kilometer vest for Würzburg, den vestligste del af Franken … næsten på vej mod Pfalz.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1638 og har været i familien Fürsts eje i alle årene. Paul Fürst overtog selv driften i 1975 som 21-årig, da hans far Rudolf Fürst pludselig døde i en tidlig alder. I dag driver Paul vingården sammen med hustruen Monika … og siden 2007 i har det været i fællesskab med parrets søn Sebastian Fürst, der langsomt er begyndt at overtage mere og mere af driften.

Familien har i alt 18 hektar vinmarker fordelt på Großes Gewächs markerne Centgrafenberg og Hundsrück i Bürgstadt, Schlossberg i Klingenberg samt den almindelige mark Karthäuser i Volkach. Deres moderne vineri ligger midt i vinmarkerne og er bygget i 1979.

Hos Weingut Rudolf Fürst har man specialiseret sig i Spätburgunder og Frühburgunder, men dyrker også en del Riesling samt en række andre druer, bl.a. Silvaner, Weiße Burgunder, Chardonnay, Gewurztraminer, Domina, Merlot og Cabernet Dorsa.

Og for at virkelig perfektionere de røde vine på Spätburgunder og Frühburgunder har den unge Sebastian Fürst også arbejdet en del år i Bourgogne inden han i 2007 vendte hjem og fik ansvaret for produktionen i kælderen.

Fürst laver nogle af Tysklands mest spektakulære vine og hans top Spätburgundere koster også nemt omkring 100€. Vinene laves med minimal intervention i vinmarkernes cyklus, stærkt reducerede udbytter, nænsom vinifikation og lang lagring på træfade.

Der anvendes gamle tyske kloner til husets basis Spätburgunder, mens der i de store cuvéer indgår Spätburgunder fra Dijon kloner.

Weingut Rudolf Fürst er en af topproducenterne i Churfranken. Generelt får Fürst altid stor ros af vinanmeldere, bl.a. har Master of Wine Jancis Robinson i Financial Times kaldt Rudolf Fürst for en anerkendt Pinot Noir tryllekunstner i Tyskland … ikke kun med Spätburgunder, men også med den tidligere modnende Frühburgunder.

Bürgstadter Berg Spätburgunder 1G er lillesøster til GG vinene fra markern  Centgrafenberg og Hundsrück og kommer udelukkende fra de to marker, der jo begge ligger på Bürgstadter bjerget.

Vinen er lavet med delvis afstilkning … der anvendes 60% hele drueklaser, der er overført til store åbne kar af rustfri stål med maceration og gæring efterfulgt af lagring i 20 måneder i brugte barriques på 228 liter inden ufiltreret flaskning.

Allerede fra første fløjt er der Franken karakter … røget, kødfuld og grøn aroma med nelliker, friskhed, renhed, underskov og en stram tekstur, lidt mynte, godt med kirsebær, brombær og så er fadpræg, som virker større end normalt hos Fürst, for der er vanilje, kaffe og lakridskonfekt. Alt sidder sgu næsten perfekt.

I munden er der godt med lys kraft med stor tørhed, silkebløde tanniner og en frugt med hindbær, brombær og alt breder sig med stor magt i munden på den mest behagelige måde. Alt er rent og så klart, næsten berusende, krystalklar og præcis. Hvor er det bare pokkers godt … elsker den, så klart 96 point.

Forhandles af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Château Brane-Cantenac, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2017 Château Brane-Cantenac, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigJeg sprang så bare ubekymret videre til endnu en årgang den fine  Château Brane-Cantenac Margaux 2. Grand Cru Classé og det var så et glas af vinen i årgang 2017.

Den er lavet på et blend af 74% Cabernet Sauvignon, 21% Merlot, 4% Cabernet Franc og 1% Petit Verdot fra 35 år gamle vinstokke.

Gæring og maceration er sket i egefade og efter fermenteringen er vinen så lagret 18 måneder på barriques, heraf 70% nye fade.

Den minder duftmæssigt meget om 2015’eren … igen med et fadpræg, der næsten ikke fornemmes og en stor, cremet og blød duft, der dog ikke er helt så rund. Igen er det solbær, hindbær og jordbær, frisk, kompleks, rank og stolt. Der kommer dog lidt runde noter med røg, toast, nødder, tobak og atter bare så elegant.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor alt er zen … bare med lidt støre tørhed end i 2015’eren. I munden er der igen denne fine, runde samt bløde frugt, svag vanilje og chokolade … suppleret af friskhed, lidt knuste sten og præcis mineralitet. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 795 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 569,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Château Canon la Gaffelière, Saint-Émilion Premier Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Canon la Gaffelière, Saint-Émilion Premier Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigJeg smagte også den fine Saint-Émilion Premier Grand Cru Classé fra Château Canon la Gaffelière i årgang 2018 … der var næsten lige så imponerende som 2016’eren.

I årgang 2018 er vinen så lavet på 50% Merlot, 35% Cabernet Franc og endelig 15% Cabernet Sauvignon, der er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet i egekar med gæring og maceration over 35 dage med en pneumatisk pigeage. Efter endt fermentering er vinen så lagret i 16 måneder på barriques, hvoraf 50% er nye fade. Derefter er vinen flasket uden filtrering.

Igen er det en let og luftig vin … er i forhold til 2016’eren mere langlig, virker yngre og mere stram i frugten og samlet dermed også en tand mere kantet. Men … vi er fortsat i det øvre luftlag, for vinen har samme friske og lyse side, hvor frugten mest er friske kirsebær, hindbær og brombær. Derudover er der de fine, dekadente noter af gammelt ædeltræ, teak, mahogni og atter fadpræg med lakrids, en smule vanilje og karamel samt en stringent mineralitet.

Igen smager det bare elegant … smager måske en smule mere parfumeret end 2016’eren, men igen har vinen dette lette tråd, der er så fint, lyst, let og silkeagtigt. Selv tanninerne er fine og elegante, så alt spiller i denne vin med feminin overbevisning. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 1.195 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 790 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Château Giscours, Margaux 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Giscourt, Margaux 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig3. Cru slottet Château Giscours var repræsenteret af Laure Bastard, som også senere på aftenen sad ved samme bord som mig. Men om eftermiddagen smagte jeg Margaux 3. Grand Cru Classé i hele 3 årgange startende med denne årgang 2015.

Château Giscours er en af de store Margaux producenter og er beliggende i den sydlige del af Margaux lige op ad Route de Medoc, hvor man ejer omkring 165 hektar jord, hvoraf 102 hektar vinmarker. Slottet er som skrevet ét af de 14 vinslotte under 3. Cru Classé klassifikationen fra 1855.

Château Giscours  har haft vinmarker helt tilbage til i hvert fald 1552, hvor Seigneur de la Bastide solgte det til Pierre de l’Homme, men dets daværende storhedstid begyndte, da bankmanden Comte de Pescatore købte det i 1845 og derefter ansatte Pierre Skawinski til at lede arbejdet. Han skulle vise sig, at være én af de bedste til at lave Médoc vine i 1800-tallet og han opfandt bl.a. også en plov, der i dag har hans navn.

Det var også under Jean-Pierre Pescatores ejerskab, at slottet blev 1 af de 14 vinslotte under 3. Cru Classé klassifikationen. Men senere skiftede slottet ejere, hvor det bl.a. blev overtaget af Edouard Cruse og senere efter de to verdenskrige var slottet i virkelig dårlig stand, hvor kun omkring 10% af stokkene som gav benævnelsesværdig frugt.

Det ændrede sig i 1952, hvor Nicholas Tari købte ejendommen og investerede både tid og store summer, men siden 1995 har slottet været ejet af forretningsmanden Eric Albada Jelgersma, men er i dag drevet af hans børn Dennis, Derk og Valérie.

Siden Eric Albada Jelgersmas overtagelse i 1995 er vinslottet gået en ny og kvalitetsorienteret æra i møde. Slottet har høstet tårnhøje ratings fra de store internationale vinanmeldere, og i dag befinder slottet sig blandt de mest eftertragtede i hele Margaux.

Vi smager først husets primære vin i årgang 2015, hvor den er lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot og 5% Petit Verdot. Alle druerne er sorteret … både via optisk og manuel sortering, hvorefter gæring og maceration er sket ved 28 grader over 35 dage i beton- og ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 17 måneder på barriques, heraf 50% nye fade.

Det er umiddelbart en rank duft … med en lidt bitterhed i frugten, der mest er sorte kirsebær, tranebær, hindbær, har en tør friskhed, noget tobak, laurbærblade, sort te og nogle krydrede noter, men virker utroligt balanceret og intens på en lys og fin måde.

Hvor smager den også godt … smelter nærmest på tungen og omgående bemærker man den næsten perfekte doserig af alle elementerne. Smagen er fast, tæt og frugtrig, der er modne sorte blommer, solbær og tætte koncentrerede tanniner. Der er lidt toast og ristede noter, har lidt krop, frodighed og fylde … poleret og imponerende. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske i magnumstørrelse koster 1.895 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 1.495 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Château Pape Clément, Pessac-Léognan Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Pape Clément, Pessac-Léognan Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigJeg havde fået smag for mer’ Pessac-Léognan Grand Cru Classé fra Bernard Magrez’ vinslot Chateau Pape Clement, så derfor fik jeg også et glas af 2019’eren.

Blendet her i 2019 er en smule anderledes, for den er lavet på 50% Cabernet Sauvignon samt 50% Merlot,

Vinifikationen er også her sket i store egekar og vinen har også fået malolaktisk gæring, men er så lagret 18 måneder, hvor de 93% er på barriques, hvoraf 66% er nye fade, og så har de sidste 7% så lagret på store foudres.

Det dufter sgu meget som 2016’eren … altså lidt fedladen, tyk og kraftig Bordeaux vin, der er kuldsort som tjære og samtidig en smule vild med intens finsk og tør engelsk lakrids. Igen er der også mejeri og tørret kød, men på en eller anden måde er fadpræget også en tak kraftigere her … masser af vanilje, kanel og chokolade.

Smagen er af samme skuffe … fed, opulent og småtyk med deller på sidebenene, har denne tætte og kompakte struktur med solbær- og kirsebærmarmelade, godt med vanilje, fine og tykke tanniner … hvor smager det dog lækkert, så 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 995 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 795 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Château d’Issan, Margaux 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2019 Château d’Issan, Margaux 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigSelvfølgelig skulle jeg da også smage en flot Margaux 3. Grand Cru Classé fra Château d’Issan i årgang 2019 og som de forrige vine lavet af Emmanuel Cruse.

Château d’Issan stammer tilbage fra det 12. århundrede, hvor det først hed La Mothe-Cantenac inden det skiftede navn til le manoir Théobon, da en kvindelig arving giftede sig med en greve eller herremand med dette navn.

Siden skiftede slottet ejere et utal af gange og i løbet af de næste 300 år var det ejet af familier som Noailhan, Meyrac, Ségur, Salignac, de la Vergne, Escodeca de Boisse og mange flere.

Fra 1575 var slottet igennem 5 generationer ejet af Essenault familien, som endte med at ændre slottets navn. De trak så deres familienavn Essenault sammen i en forkortelse, så blev det til Issan og derfor har slottet siden heddet Château d’Issan.

Siden 1945 har det været ejet af familien Cruse. Det er en familie af vinhandlere, som ejer flere slotte i Bordeaux, bl.a. Château Laujac, Château Corbin og de har også gennem tiden ejet vinslotte som fx Château la Dame Blanche, Château Haut-Bages-Libéral, Château Giscours og Château Rauzan-Ségla.

Cruse familien har også ejet Château Pontet-Canet, men måtte sælge det i 1973 efter en stor skandale, hvor det blev opdaget, at slottet havde forfalsket masser af vine, hvor billig bordvin var solgt som dyre Bordeaux vine.

Nå, men så ejer Cruse familien altså også Château d’Issan og siden 1998 har det været Emmanuel Cruse, der har stået for driften, dog har Cruse ansat Eric Pellon som daglig leder af slottet.

Emmanuel Cruse er en dominerende skikkelse i Bordeaux og har bl.a. æreshverv som Grand Maître de Commanderie du Bontemps de Médoc, Graves, Sauternes et Barsac samt præsident for Grand Conseil du Vin de Bordeaux samt international præsident for Grand Maître de Commanderie de Bordeaux.

I 2012 blev halvdelen af slottet dog købt af Françoise og Jacky Lorenzetti … men det har jeg jo lige skrevet om i anmeldelsen af de to vine fra Château Pédesclaux.

Château d’Issan har samlet 59 hektar vinmaker, hvor 44 hektar ligger i Margaux, 5 hektar i Haut-Médoc zonen og 10 hektar under almindelig Bordeaux Supérieur. De bedste marker ligger nabo til 1. Cru slottet Château Margaux samt et andet 3. Cru slot Château Palmer.

På markerne dyrkes der 62% Cabernet Sauvignon og 38% Merlot og den årlige produktion ligger på 6.000 kasser af denne førstevin. Der laves dog også en andenvin på slottet, nemlig Blason d’Issan.

I denne nyere årgang 2019 er denne Margaux 3. Grand Cru Classé lavet på et blend af 70% Cabernet Sauvignon samt 30% Merlot og hver parcel er vinificeret separat i temperaturkontrollerede rustfri ståltanke. Efter endt gæring er vinen så lagret 14 måneder på barriques, hvoraf halvdelen er nye fade.

Duftmæssigt fornemmer man, at det er ung Château d’Issan, hvor man finder stor kraft, stor tæthed, imponerende vild friskhed og en frugt med solbær, brombær, hæfteplaster, timian, salvie, mynte, lidt blomster, blyant, cedertræ og læder. Har en meget klar og rank syre, men alt er fin tilpasset og lige præcis på togskinner med alt kørende i den rigtige retning.

Selvom det er en ung Bordeaux, så virker den allerede klar nu … smelter vitterlig i munden med stor blød, fed og lækker cremethed, imponerende vedholdende i smagen … tanninerne er også fine, tørre og samtidig elegante. Der er noget storslået og dekadent over denne vin, som smager fantastisk. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 649,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 548 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Château Nénin, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Nénin, Pomerol, Bordeaux, FrankrigJeg smagte også Pomerol førstevinen Château Nénin i endnu en årgang, nemlig årgang 2018 og som med Saint-Julien 2. Grand Cru Classé fra Château Léoville Las Cases var den nyere årgang lige en tak bedre.

Her i 2018 er vinen lavet på 63% Merlot og 37% Cabernet Franc, men ellers fuldstændig som 2014’eren, altså lavet helt traditionelt, men er efter endt fermentering lagret 18 måneder med 95% i barriques – heraf 30% nye fade – samt 5% i store amforaer af ler.

WAUW for en næse og her er det sgu som om, at alt er doseret så fint, let og balanceret. Det giver en nærmest svævende lethed, som jeg finder vildt elegant, sart og feminint. Der er også både blomster, violer, brombær og lyse blommer, sandeltræ, cedertræ, vanilje, kanel samt mælkechokolade … alt sammen næsten overjordisk, lys og absolut forførende.

Det er smagsmæssigt så rundt, blødt, fint, sart og elegant … igen nærmest svævende i strukturen med silkefine tanniner og atter er doseringen af de forskellige elementer lige i skabet. Jeg blev lidt blown away af denne vin, som leverer fra første sekund, så klart 96 point fra Houlberg og 6 tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 799 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 589,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2004 Niepoort, Colheita Port, Douro, Portugal

2004 Niepoort, Colheita Port, Douro, PortugalFerien i sommerhuset stod også på et godt glas portvin. Det blev til et glas 2004 Colheita Port fra det store og kendte portvinshus Niepoort.

Vinhuset Niepoort er grundlagt i 1842 af Franciscus Marius van der Niepoort. Han var selv født i Hilversum i Holland, men kom til Portugal som sælger indenfor portvin og startede derefter en negociantforretning.

I dag er det 5. generation af familiens Niepoort, som viderefører det gamle vin- og portvinhus, som siden etableringen er for over 150 år siden er vokset godt, hvor den 5. generation nu er Eduard Dirk Niepoort og søsteren Verena Niepoort.

Det er specielt Dirk Niepoort, som står for driften, mens Verena er samlet direktør for foretagendet. Dirk er en karismatisk vinmager, der har sine egne idéer og standpunkter og hans vigtigste filosofi er, at vine skal have friskhed for at være interessante.

Han er absolut ikke begejstret for kun at skulle producere på de sædvanlige kendte druer, altså Touriga Nacional, Touriga Francesca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinta Cão. Tværtimod mener han, at de flere hundrede sorter i regionen er med til at gøre vinene unikke og fyldt med terroir.

Det er Dirk som er skyld i, at Niepoort ikke længere alene producerer portvin, men er meget innovative med produktion af almindelige vine fra flere steder i Portugal. Han er også med i flere projekter rundt om i Europa … og derfor er vi også her på Houlbergs Vinblog stødt på Dirk i fx vinhusene Muhr-Niepoort i Østrig samt Niepoort & Kettern i Mosel.

Men her er det altså en ægte Colheita portvin, som er lavet på et mix af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinto Cão, Tinta Francisca, Tinta Amarela, Sousão, Tinta Roriz og lidt flere, som alle kommer fra nogle lavtydende vinmarker i Cima Corgo regionen i Douro dalen.

Druerne er efter høsten trampet i lagares i huset kælder på Vale de Mendiz ejendommen med efterfølgende gæring. Så er vinen lagret på 550 liter pipa-tønder på Vila Nova de Gaia.

Hos Niepoort skal vinen helst lagre minimum 7 år, men denne har lagret i næsten 14 år, da denne 2004 på grund af dens fremragende kvalitet først er tappet i marts 2018.

Sikke en flot farve, som vinen har i glasset … en rødligt, nøddebrunt skær, men op af glasset strømmer der også en aroma af både ristede, kandiserede og syltede nødder, masser af nektarsødme samt frugt med blommer, rosiner, figenpålæg, tørrede abrikoser samt en smule vanilje, brun sukker aka brun farin, chokolade og virkelig så fed, betagende og vanedannende.

Det smager sgu også på samme måde … blot med lidt varm alkohol tilsat. Den giver sammen med de mange modne noter, nødderne og den brune sukker virkelig velvære i kroppen. Den løber som en sød væske olieret, cremet og fyldig igennem din krop og giver netop en voksenvelvære. Det er kandiserede bær, nødder og stor intensitet stoppet ned i et glas … næsten en dessert i sig selv. 95 point.

Forhandles af Skjold Burne, hvor en flaske koster 430 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling RGG, Rheingau, Tyskland

2019 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling RGG, Rheingau, TysklandVi sluttede på det tårnhøje niveau med endnu en RGG vin fra Weingut Egert og det blev  Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Rheingau Großes Gewächs 2019.

Vinmarken har vi tidligere berørt og vinifikationen er også fuldstændig den samme, som de foregående vine, så lad os blot springe videre til mine smagsnoter.

Dette dufter også fabelagtig godt … voldsom koncentreret, men måske en tak mere mineralsk end Nikolaus. Her er petroleumduften også langt tydligere, selvom modenhed og elegancen i frugten bare ligger flere lag på oplevelsen. Det dufter formidabelt med linolie, en smule bivoks, lidt grønne blade og æbler, pærer, fersken, nødder og virker samtidig lidt olieret.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor vinen føles olieret, cremet, blød og koncentreret med en let lemon bitterhed, modne æbler, en smule abrikos, pærer samt en voldsom, dyb koncentration, hvorved vinen bare hænger i kæften i lang, lang, lang tid efter seneste slurk. Den er klart anderledes end Nikolaus, men har samme høje niveau, så elegant, blødt og cremet med en moden friskhed. Jeg elsker sgu bare denne vin. 96 point.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 259 kr., mens prisen er 220 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7