Tag-arkiv: grenache

Grenache er en rød druesort, som stammer fra Aragón i Nordspanien, hvor den er kendt som Garnacha. Den er én af verdens mest udbredte røde druesorter … i 1990’erne faktisk den 2. mest udbredte rødvinssort og findes i stort set alle vinlande.

Oprindeligt var Grenache mest udbredt i Spanien, men store dele af vinstokkene blev revet op gennem 1980’erne, så der er i dag 82.300 hektar i Spanien, mens der er 95.700 hektar i Frankrig, der har flest plantede Grenache vinstokke, specielt i det sydlige Rhône.

Grenache er også mest kendt for sin rolle i Provence og Rhône, hvor den tager afgørende del i områdets rødvine og rosévine. Der spiller druen også rollen som hoveddruen i Châteauneuf-du-Pape. Den indgår i det hele taget oftest i blandinger med andre druer.

Grenache er karakteriseret ved en usædvanlig kombination af lys frave og høj alkohol. De har sød og frugtig smag med modne jordbær og hindbær samt urtepræg. Vine på Grenache varierer lige fra pænt kraftige til helt lyse og lette rødvine.

Sorten foretrækker sol og varme. Den modner sent og yder godt. Udbytterne skal dog holdes nede for at opnå acceptabel kvalitet og er samtidig vanskelig at vinificere. Den har let ved at opnå meget høje alkoholprocenter på grund af dens naturligt høje indhold af sukker.

2019 Domaine de Galuval, Le Coq Volant Côtes du Rhône Villages Rouge, Rhône, Frankrig

2019 Domaine de Galuval, Le Coq Volant Côtes du Rhône Villages Rouge, Rhône, FrankrigDen røde flyvende hane kan Le Coq Volant Rouge fra Domaine de Galuval direkte oversættes til og det er næste vin i min lille vinøse rundtur i de vine, som Propperiet Vin Import nu importerer.

Le Coq Volant er lavet på et blend af 50% Syrah og 50% Grenache, som kommer fra vinhusets egne marker … fra små parceller i Gayère dalen, som har sit navn fra floden, der løber gennem dalen og har været medvirkende til markernes marmorerede lerjord.

Vinen er en Côtes du Rhône Villages og fra husets serie, som de kalder Flying Roosters … flyvende haner.. Den er lavet ved, at de to druesorter vinificeres sammen i 100 hektoliter rustfri ståltanke med gæring og maceration i omkring 3 uger. Efter endt fermentering har vinen gennemgået en kort lagring på egetræfade.

Duftmæssigt er det virkelig klar Rhône … lakrids, urter, lavendel og andre Rhône krydderier, en lidt jammy frugt som brombær, lidt jern eller jodagtige noter, grønne blade samt lidt tobak.

I munden er vinen lidt stærk, tør og tanninerne også pænt tør … i det hele taget er der en tør og stærk vin. Der er peber, spejderhagl samt lakrids, en vis friskhed i frugten, brombær, kirsebær, bitre elementer og et rustikt bid.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 135,15 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Rhonéa Vignobles, Gigondas Le Pas de Montmirail, Rhône, Frankrig

2018 Rhonéa Vignobles, Gigondas Le Pas de Montmirail, Rhône, FrankrigKooperativet Rhonéa Vignobles med dets 236 medlemmer har vi stødt på nogle gange her på Houlbergs Vinblog og det gør vi nu igen med denne Gigondas Le Pas de Montmirail 2018.

Jeg har tidligere skrevet en masse om kooperativet. Det var da jeg smagte deres 2018 Visan Notre Dame des Vignes Côtes du Rhône Villages.

Denne 2018 Gigondas Le Pas de Montmirail er lavet på et blend med 77% Grenache, 17% Syrah samt 6% Mourvèdre. Efter høsten er alle druerne afstilket inden gæring og maceration i rustfri ståltanke ved 26-28 grader over 3 uger og så  er vinen bagefter lagret på betontanke i omkring 8-10 måneder.

Duften er let woody suppleret med fersk kød, flæsk, tobak, tørrede blomster, roser, lakridspiber, blæk, lidt mentol, blåbær, brombær og sorte kirsebær … virker pænt saftig.

I munden er det lidt samme historie … en kraftig, mørk og intens rhônevin, der har varme, blåbær, brombær, sorte oliven, peber og rosmarin. Der kommer lidt sødme, tørre tanniner og på en eller anden måde giver det en god balance.

Ikke fundet herhjemme, men i udlandet koster den 16,50€ … svarende til 123 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Finca Tobella, Selecció Especial, Priorat, Spanien

2013 Finca Tobella, Selecció Especial, Priorat, SpanienFinca Tobella ligger tæt ved Gratallops i et område kaldet Les Aubagues og der er derfra, at jeg smagte denne Selecció Especial 2013.

Finca Tobella er grundlagt i 2003 af den californiske John Lipscomb og den lokale Núria Tobella i et nyt partnerskab.

De startede med at købe 4 hektar, men i dag er vingården vokset til samlet 20 hektar med Cabernet Sauvignon, Syrah, Grenache og Carignan og endda meget gamle vinstokke. Markerne ligger i 350 meters højde.

Finca Tobella laver alene druer fra egne marker, som nu fx denne Selecció Especial, som er deres topvin lavet på et blend af hele 49% Garnacha, 42% Carignan og 9% Cabernet Sauvignon fra op til 80 år gamle vinstokke. 

Markerne plejes helt uden sprøjtemidler og druerne er høstet manuelt inden gæring og en efterfølgende lagring på en blanding af nye og brugte egetræsfade i 14 måneder. Der laves årligt 4.800 flasker af denne vin.

Duftmæssigt er det en virkelig fortættet, mørk og intens vin med blåbær, solbær, brombær og søde blommer, godt med tyk, finsk og sød lakrids, flæsk og krølfedt fra en oksesteg, tørrede blomster samt potpourri, læderfedt, tykt fadpræg med mentolchokolade, tør tobak samt lakridskonfekt … så elegant, balanceret og holdt i stramme læderremme som tøjler indsmurt i lidt blæk.

I munden har vinen denne frugtfriske. lette og smukke balancerede smag, masser er cremet, ren og flot frugt, vitterlig intens, let og vildt elegante rundhed med et svagt mineralsk islæt med et touch af lidt vanilje og mælkechokolade.

Forhandles af Noer Wines, hvor en flaske koster 289 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2018 Domaine la Bouïssiere, Gigondas, Rhône, Frankrig

2018 Domaine la Bouïssiere, Gigondas, Rhône, FrankrigDomaine la Bouïssiere er et fantastisk Rhône vinhus, som i dag drives af Gilles og Thierry Faravel. Og det er derfra, at jeg nu smager deres Gigondas i årgang 2018.

Domaine la Bouïssiere ligger lige ved foden af bjergkæden Dentelles de Montmirail … og den kan du endda se på denne vins etiket.

Vingården er grundlagt af Gilles og Thierrys far Antonin Faravel, som dog døde i 1988. Brødrene ejer 9 hektar Gigondas marker på skråninger af Dentelles de Montmirail i 350 meters højde med en eksponering mod nordvest, der sikrer længere modningstid for druerne.

Derudover ejes omkring 5 hektar i Beaumes de Venise, hvor druerne dog sælges til et kooperativ. Desuden har de nogle få hektar i Vacqueyras. Der laves 2 cuvéer fra hver appellation.

De to brødre bruger traditionelle metoder, men med megen omhu for detaljerne. Vinstokkene beskæres for at begrænse høstudbyttet og dermed øge koncentrationen, druerne håndplukkes og vinen flaskes ufiltreret. Resultatet er vine med stor koncentration, struktur, saft og kraft.

Denne 2018 Gigondas er lavet på 70% Grenache og 30% Syrah, som kommer fra 50 år gamle vinstokke på nogle af de højest beliggende vinmarker i Gigondas. Høsten sker via håndkraft og i flere omgange med afstilkning af 80% af druerne afstilkes og let presning inden gæringen.

I løbet af gæringsperioden laves daglig remontage og pigeage og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på dels ældre egefade foudres og betontanke.

Duftmæssigt er det et vinøst kraftværk, for op af glasset strømmer en urkraft af en aroma med bitre kirsebær, blåbær, tranebær, ristede mandler, jernbanesveller, tjære, jod, sod, lakridsrod eller tør engelsk lakrids, sorte oliven, granitskærver med kølig og virkelig powerfuld stil. Slam.

I munden fortsætter herlighederne, tør, bitter og så kraftfuld. Der er igen tør engelsk lakrids, granit, sten, blåbær, bitterhed og en komplet vild intensitet og stramme tanniner og en lysere, stringent og frisk syre. Det er sjældent, at jeg har smagt så god Gigondas.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 215 kr., mens prisen kun er 169 kr. på tilbud ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Soto Manrique, Las Violetas Garnacha, Sierra de Gredos, Spanien

2018 Soto Manrique, Las Violetas Garnacha, Sierra de Gredos, SpanienDen lille cool climate vinsmagning sluttede med denne Las Violetas Garnacha fra vinhuset Soto Manrique.

Vinhuset er grundlagt af vinmageren Chuchi Soto, som efter besøg i byen Cebreros i den lille vinregion Sierre de Gredos, blev imponeret og så potentialet for kvalitetsvine.

Chuchi Soto havde allerede forinden i 2013 besluttet at starte sit eget vinprojekt under familienavnet Soto Manrique, men det var først i 2016 under besøget i Sierre de Gredos, at han fandt det rigtige område og gik i gang med projektet.

Han havde tidligere i 25 år arbejdet med Fine Wine og deltaget i forskellige projekter på både nationalt og internationalt plan.

Hans familie har tidligere lavet vine i Rueda området, men i Cebreros fik Chuchi samtidig arbejde på det lokale kooperativ sideløbende med sit projekt med 20 hektar vinmarker, som han omgående omlagde til økologisk drift.

Her smager vi Chuchi aka Jesús Sotos 2018 Las Violetas Garnacha, som er lavet på 100% Grenache fra vinmarker i Paraje de Valverde i Cebreros i Sierra de Gredos … de bjergrige marker i 900-920 meters højde på fattig jord med granitsand og meget gamle vinstokke.

Druerne er høstet med håndkraft, spontant gæret med druernes naturlige gærceller i betontanke med 15% hel hele klaser. Derefter er vinen lagret 14 måneder i 10 hektoliter store slavonske egefade.

I næsen har vinen denne lette, stringent og lyse side … blomstret, elegant med en lille tør landlighed, fennikel, lyserøde bær, hyben, bagepulver, klare mineralske og salte elementer og virker som en lyshåret og skarptandet pige.

Uha hvor smager det godt … elegant, let, luftig, frisk med denne lyse side, vild, stram og mineralsk med skarpe tanniner og selvom det ikk’ er ultralys og totalt stringent, så har den en fantastisk smag. Der er hindbær, tør grape og en aromatisk syre.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 195 kr. mod en normalpris på 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Hervé Sabardeil, Cabalié Coup De Coeur, Roussillon, Frankrig

2020 Hervé Sabardeil, Cabalié Coup De Coeur, Roussillon, FrankrigHervé Sabardeil er en fransk vinmager, som driver sit eget negociantfirma Vindivin og det er derfra, at vi nu smager denne 2020 Cabalié Coup De Coeur.

Der findes ikke vildt megen information om vinmageren Hervé Sabardeil, men hans lille negociantfirma Vindivin ligger i Saint-Jean-d’Ardières, hvilket er i Beaujolais området.

Men Hervé har primært  – så vidt jeg kan se – været involveret i produktion i Roussillon området, hvor han tidligere har været involveret i Domaine de l’Agly, som han grundlagde sammen med vinhandleren Jean-Patrick Moaté.

I dag laver han fra Vindivin en række vine under Cabalié navnet fra Roussillon, herunder altså denne Cabalié Coup De Coeur, som er en særlig super cuvée lavet på Grenache og Carignan fra nogle af de ældste vinstokke og fra de fineste skiferjord i Maury i Roussillon.

Druerne er høstet med små udbytte og vinificeret på rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering har Hervé lagret den i 6 måneder med halvdelen på egetræsfade.

Godt sort i glasset … næsen tørkrydret, nærmest parfumeret med nogle blækagtige noter, blyanter, tørt træ samt en frugt af blommer, brombær, tranebær, lidt tung fad … men ellers meget afdæmpet og tilbageholdende.

Smagen er klart til den sødere side og måske også lige hoppet over hegnet til candyland. Det betyder, at vinen har fyldig, rund, bamset, blød og søde, selvom de mørke frugter giver en lille tør bitterhed og rund marmeladefyldighed. Det er en vinøs chokoladebar og smelter næsten også tilsvarende i munden med en cafe latte og kaffelikør midt i en veloursofa.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 119 kr., mens prisen er 99 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Vignobles & Compagnie, Château des Sources Costières de Nimes Cuvée S, Rhône, Frankrig

2018 Vignobles & Compagnie, Château des Sources Costières de Nimes Cuvée S, Rhône, FrankrigFra kooperativet Vignobles & Compagnie smager vi som næste vin en 2018 Château des Sources Costières de Nimes Cuvée S … en helt klassisk Costières de Nimes vin.

Vignobles & Compagnie er et kooperativ beliggende ved Pont du Gard viadukten i det sydlige Rhône. Det er grundlagt tilbage i 1963 som Gard Côtes du Rhône Vin aka CREPVIN, som var en samling af 12 små kooperativer, som slog pjalterne sammen med Paul Blisson som leder af foretagendet.

Han var i forvejen formand for kooperativet Cave de Saint Hilaire og havde arbejdet politisk og havde sammen med Baron Leroy bidraget til, at vinområdet Castillon du Gard blev klassificeret indenfor Côtes du Rhône regionen.

Efter sammenslutningen byggede det nye kooperativ et moderne vineri i sydamerikansk latino stil, tegnet af arkiteten Joseph Massota og inspireret af Oscar Niemeyer … den verdensberømte brasilianske arkitekt og en af de vigtigste pionerer i moderne arkitektur.

I 1969 foretog Merlaut familien med deres vinkoncern Taillan Group store investeringer i kooperativet og havde i de efterfølgende år stor ganske indflydelse på driften og i 1990 overtog Taillan Group også hele ejerskabet. Siden 1969 var den årlige produktion også steget fra 8 millioner flasker vin til 25 millioner.

Groupe Taillan, som ledes af Jacques Merlaut, har vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, idet Taillan bl.a. ejer en række større vinslotte i Bordeaux, herunder Ferrière, Gruaud-Larose, Chasse-Spleen, La Gurgue, Citran, Broustet, Camensac, Chasse Spleen, Gressier Grand Poujeaux og Haut-Bages-Liberal.

Derudover ejer de masser af andre vinhuse, men drives altså også Vignobles & Compagnie sammen med en række vinavlere, herunder altså også Villessèche familien, som har været med siden starten af kooperativet. Vignobles & Compagnie ledes i dag af Thomas Giubbi, som de seneste år er blevet assisteret af Nicolas Rager som landbrugsingeniør.

I dag er Vignobles & Compagnie  ikke så stor som tidligere, da årsproduktionen i dag ligger på 9 millioner flaske vin, som kommer fra omkring 260 hektar vinmarker hos de tilknyttede vinavlere.

Kooperativet laver særskilte vine sammen med nogle af de største tilknyttede medlemmer i et slags partnerskab og et af disse er netop vinhuset Château des Sources, der drives af Espinas familien.

De har ejet slottet siden 1800-tallet og deres forfader Emile Im Thurn var med til at genoplive vingården efter den store phylloxera  katastrofe. I dag har familien valgt at lægge produktionen af slottets vine ud til Vignobles & Compagnie … selvom den unge Zoé Espinas måske engang vil stå på egne ben.

Vi smager her en af vinene fra Château des Sources, og den er normalt lavet på 60% Grenache, 30% Syrah og 10% Mourvèdre fra vinslottets 55 hektar vinmarker. I denne årgang skulle blendet dog være 75% Syrah, 15% Grenache, 5% Mourvèdre og 5% Marselan.

Der er ikke meget om produktionen, men den skulle være helt klassisk og så med 6 måneders lagring på barriquefade, heraf 20% helt nye fade.

Dejlig tør rhônevin med alle de klassiske noter … krydret med både mørk frugt, engelsk lakrids, lakridsrod, god tørhed, flæsk, peber og sorte oliven, blomstersæbe, let fad, vanilje og lidt sødme.

Smagen er meget blød, kraftig og cremet … blommer, søde kirsebær, vældig saftig og alligevel med en både svag bitterhed, sødme, kaffe, kaffelikør, lakridskonfekt, peber og lakridsale elementer. Vinen er kraftigfuld, intens … fyldig og rund … masser af lækre, intense og dybe rhônekvaliteter.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 129,95 kr., mens prisen pt kun er 69,95 kr. på tilbud ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 Patrick Lesec, Apollon & Dionysos, Rhône, Frankrig

2019 Patrick Lesec, Apollon & Dionysos, Rhône, FrankrigDet er ikke mange uger siden, at jeg smagte en  Châteauneuf du Pape Cuvée Bargeton 2018 fra Patrick Lesec og nu har jeg atter en vin fra den franske vinmager i glasset … en 2019 Apollon & Dionysos.

Patrick er i dag bosiddende i Avignon, hvor han tilbage i 1993 grundlagde sit negociantfirma og siden har lavet vin med købte druer fra langtidskontrakter fra forskellige producenter og avlere med vinstokke i nogle af de bedste terroir i Rhône.

Denne Apollon & Dionysos er lavet på 85% Syrah og 15% Greanche, der begge selekteres fra meget gamle vinstokke … Syrah druerne fra 45 år gamle stokke i Gard nær Châteauneuf-du-Pape og Grenache druer fra 80 år gamle fritstående buskvine.

Kun 20% af druerne afstilkes inden gæring og maceration over 17 dages. Efter endt fermentering er 90% af vinen lagret på betontank, mens de sidste 10% er lagret på 2 år gamle barriques.

Vinen er fra Patrick Lesec nye Lumieres-serie,  der hylder Nietzsches tænkning om sanselighedens Dionysos og intellektets Apollon som to komplementære modsætninger … sikkert inspireret af Patricks fortid som filosof.

Fin frugtrig næse … masser af Rhône karakter, men med en pæn friskhed, kirsebær, brombær, sten, granit, grønne grene, let flæsk, men kun svagt. Det er en meget ligetil og imødekommende aroma, lidt peber, men igen svagt doseret, svagt fadaftryk med en smule lakrids og chokolade.

I munden er det en overraskende saftig, lidt fyldig og frisk vin … faktisk vildt lækker karakter. Her er peberen mere fremme og giver lidt styrke, tørhed og rigtig god smag. Det er kirsebær, tranebær og andre mørkere bær, tør lakridsrod, sten, tæmmede og lettere saftige tanniner og pæn eftersmag. Klart 4,5 store fingre med pil op. Selvom det kun er en Vin de France, så er det et godt glas Rhône vin.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 139,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 99,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2019 Bodegas Rosario Vera, Clar del Bosc, Priorat, Spanien

2019 Bodegas Rosario Vera, Clar del Bosc, Priorat, SpanienDen sidste Juan Gil Bodegas Familiares vin i denne omgang blev denne nye vin Clar del Bosc fra familiens Priorat vinhus Bodegas Rosario Vera.

Familien Gil købte vingården Bodegas Rosario Vera i Rioja i 2016 med alle dens tilhørende vinmarker i både Rioja Alta og Rioja Alavesa.

Den er sidste skud i samlingen af vinerier, som også tæller Orowines i både Rías Baixas og Jumilla, Lagar Da Condesa i Rías Baixas, Shaya i Rueda, Ateca i Calatayud, Can Blau i Montsant, Atalaya i Almansa, El Nino og Juan Gil i Jumilla samt Bodegas Tridente.

Familien Gil har lavet vin siden 1916, hvor Juan Gil Jiménez grundlagde vinhuset Juan Gil. Siden 2002 har familien med 4. generation ved roret udvidet deres aktiviteter og er i dag efterhånden en større vinproducent i Spanien.

Vinen er lavet på 49% Garnacha, 36% Cariñena aka Carignan, 13% Syrah og 2% Cabernet Sauvignon … alle høstet med håndkraft og så er hver druesort vinificeret separat. Der er sket i små åbne kar lavet af rustfri stål på 15-30 hektoliter med daglig overpumpning. En del er dog gæret i 500 liter franske egefade,

Derefter er hver sort lagret 12 måneder på franske egefade i forskellige størrelser, som 600, 300 og 225 liter og først derefter er vinen endelig sammenstukket i det endelige blend. Der er kun lavet 7.000 flasker af vinen.

I næsen er vinen pænt spansk … og måske ikke typisk Priorat, men har dog den forventede slankere og mere elegante duft, hvor der er fennikel, knust sten, tørre krydderier, en let sødme og mørke bær i en slags kølig stil. Det fungerer sgu meget fint. Der er kirsebær samt brombær, sorte oliven … og fadlagringen virker heller ikke tung eller alt for tydelig.

I munden er vinen dejlig blød, men har samtidig denne friske side i forhold til Gil familiens vine fra både Castilla-La Mancha og Castilla y León. Vinen her er langt mere oprejst og ren, med god, frisk frugt, der giver en køligere stil, selvom familiens kendetegn med venlige og opulente vine også slår igennem. Men det giver i hvert fald vin med elegance, blødhed, kølighed, renhed og venlighed.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 329 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2019 Domaine la Bouïssiere, Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2019 Domaine la Bouïssiere, Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigDenne Côtes du Rhône fra brødrene Gilles og Thierry Faravel på Domaine la Bouïssiere i Gigondas ved foden  af bjergkæden Dentelles de Montmirail er næste lille røverkøb.

Vinen smagte jeg sidste år i årgang 2018 … men 2019’eren er bare lige en tak bedre.

Den er lavet på et mix af Grenache og Syrah druer fra de yngre vinstokke på Bouïssieres Beaumes de Venice marker og er selvfølgelig høstet med håndkraft.

Derefter er vinene igennem en lang gæring … typisk med brug af en ret stor andel hele klaser. Efter endt fermentering er vinen lagret på store fade af ældre dato.

Dejlig rund og klassisk Rhône næse, lidt kølig og flæsket med både lakrids, tørt træ, gammelt træ, tjære, asfalt, lejrbål, ristede og nogle brændte noter, lidt grannåle, svag lakridskonfekt endda, vanilje og en frugt med kirsebær og brombær, peber samt tørre krydderier.

Hvor smager den godt … har både tørhed, kraft, saft og runde hjørner med tør engelsk lakrids, røget bitterhed og en mørk, tung frugt med brombær og solbær, virkelig tør og som 2018’eren også stærk og kraftfuld. Tanninerne er også tørre og markante, hvorved munden efterlades smålam, men fuck det er godt. Af en almindelig Côtes du Rhône er dette virkelig rhônesaft af solid kaliber.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 129 kr., mens prisen er 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7