2018 Soto Manrique, Las Violetas Garnacha, Sierra de Gredos, Spanien

2018 Soto Manrique, Las Violetas Garnacha, Sierra de Gredos, SpanienDen lille cool climate vinsmagning sluttede med denne Las Violetas Garnacha fra vinhuset Soto Manrique.

Vinhuset er grundlagt af vinmageren Chuchi Soto, som efter besøg i byen Cebreros i den lille vinregion Sierre de Gredos, blev imponeret og så potentialet for kvalitetsvine.

Chuchi Soto havde allerede forinden i 2013 besluttet at starte sit eget vinprojekt under familienavnet Soto Manrique, men det var først i 2016 under besøget i Sierre de Gredos, at han fandt det rigtige område og gik i gang med projektet.

Han havde tidligere i 25 år arbejdet med Fine Wine og deltaget i forskellige projekter på både nationalt og internationalt plan.

Hans familie har tidligere lavet vine i Rueda området, men i Cebreros fik Chuchi samtidig arbejde på det lokale kooperativ sideløbende med sit projekt med 20 hektar vinmarker, som han omgående omlagde til økologisk drift.

Her smager vi Chuchi aka Jesús Sotos 2018 Las Violetas Garnacha, som er lavet på 100% Grenache fra vinmarker i Paraje de Valverde i Cebreros i Sierra de Gredos … de bjergrige marker i 900-920 meters højde på fattig jord med granitsand og meget gamle vinstokke.

Druerne er høstet med håndkraft, spontant gæret med druernes naturlige gærceller i betontanke med 15% hel hele klaser. Derefter er vinen lagret 14 måneder i 10 hektoliter store slavonske egefade.

I næsen har vinen denne lette, stringent og lyse side … blomstret, elegant med en lille tør landlighed, fennikel, lyserøde bær, hyben, bagepulver, klare mineralske og salte elementer og virker som en lyshåret og skarptandet pige.

Uha hvor smager det godt … elegant, let, luftig, frisk med denne lyse side, vild, stram og mineralsk med skarpe tanniner og selvom det ikk’ er ultralys og totalt stringent, så har den en fantastisk smag. Der er hindbær, tør grape og en aromatisk syre.

Forhandles af Coolwines, hvor en flaske pt. kan fås på tilbud til 195 kr. mod en normalpris på 225 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7