Tag-arkiv: Piemonte

1998 Mauro Veglio, Barolo Vigneto Gattera, Piemonte, Italien

1998 Mauro Veglio, Barolo Vigneto Gattera, Piemonte, ItalienFra bakkerne i Piemonte havde Jan sidste år taget denne 1998 Barolo Vigneto Gattera fra vinhuset Mauro Veglio med hjem … og den blev et klart vinøst højdepunkt denne aften.

Azienda Agricola Veglio Mauro ligger Ciotto nær La Morra. Historien om vinhuset startede tilbage i 1960, hvor Angelo Veglio købte sin første vinmark … Gattera, som netop leverer druer til denne Barolo, Familien havde boet i området i flere år, og Angelo havde ernæret sig som masacrin … en slags slagter, som tog rundt til bønderne og lavede salamier. Derudover havde han om sommeren solgt lidt ferskner på markedet i Canale.

Men han havde altid drømt om at blive vinavler, så i 1960 købte han Gattera og i 1979 købte familien også vingården Cascina Nuova … en gammel, faldefærdig ejendom med 5 hektar vinmarker, bl.a. parceller på markerne Arborina og Rocche dell’Annunziata.

Det blev Mauro Veglio – en af Angelos 3 sønner – som i 1986 overtog driften, da Angelo blev syg. Mauro var dengang kun 25 år, men gik straks i gang med en renovation af vinkælderen og plantede også markerne om.

Da han året efter giftede sig med Daniela Saffirio, hvis familie også var vinavlere, så voksede antal af markerne og udgør i dag samlet 14 hektar vinmarker. Så med hjælp fra hustruen, familien og naboen – ingen ringere end Elio Altare – fik Mauro omlagt produktionen, således han i 1992 kunne præsentere de første årgange.

Og lige siden har vinhuset været regnet blandt nogle af de bedste af modernisterne i Barolo. I 2017 har Mauro sammenlagt vinhuset med sin nevø Alessandro Veglio … måske også for at sikre et kommende generationsskifte.

På billedet ovenfor kan I se alle 3 … fra venstre Alessandro, Daniela og Mauro Veglio.

Azienda Agricola Veglio Mauro anvender en tilnærmet organisk eller økologisk tilgang til arbejdet i marken og der bruges hverken kunstgødning eller pesticider, ligesom der heller ikke anvendes kulturgær. Samtidig holdes høstudbyttet i ave.

Vinifikationsmæssigt hører tilgangen til i den moderne ende af skalaen og der anvendes rotofermentatorer med temperaturkontrol, relativt korte macerationstider og en vis procentdel nye barriques til Barolo.

Mauro er meget omhyggelig med brugen af svovl. Typisk ligger niveauet for den frie svovl i vinene på omkring 25-30 mg/liter, og den totale svovl på omkring 40-60 mg/liter, hvilket er omkring halvdelen af det officielt tilladte.

Denne Barolo Vigneto Gattera er selvfølgelig en enkeltmarksvin fra marken Gattera, hvor Nebbiolo vinstokkene er plantet tilbage i starten af 1950’erne.

Jeg kan ikke se, hvordan vinen blev lavet i årgang 1998, men i dag laves vinen med 12 dages maceration i rustfrie ståltanke før druerne presses, alkoholiske gæring i 20 dage og derefter malolaktisk gæring. Derefter lagrer vinen 24 måneder på barriques, heraf 30% nye fade inden vinen flaskes inden klaring eller filtrering.

Der er en herlig hengemt bouquet, dunst og endda odeur af lidt flæsk, mejeri, violer, norske brystdråber, kamfer, blod, maling, fernis, blomster, mynte, marcipan og sådan mediumrøde bær … boysenbær, tæt og moden i frugten, måske endda lidt gæret og en virkelig fabelagtig duft … helt vibrerende.

I munden er vinen moden og så alligevel helvedes syrlig i frugten … men på en total zen og balanceret facon. Det er voldsomt tørt, nærmest knastørt med æteriske olier, ristede noter, modne kirsebær, peber … masser af tanniner og syre. De 20 år på bagen kan ikke mærkes, for det er en ung buttet pige med masser af bid, skarp tunge og sexet krop. Wauw.

Købt i Piemonte for omkring 60€ … svarende til 447 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2015 Albino Rocca, Barbaresco, Piemonte, Italien

2015 Albino Rocca, Barbaresco, Piemonte, ItalienPå det gode, søstærke skib Pedro smagte jeg forleden en lille tår af en gammel kending … nemlig en 2015 Barbaresco fra vinhuset Albino Rocca.

Vinhuset Albino Rocca ligger i udkanten af Barbaresco by og er grundlagt omkring 1945 af Giacomo Rocca, som gik ind i vinbranchen og begyndte at sælge druer fra familiens marker og senere også vin i store demijohns – altså store glasballoner, typisk fra 5 liter og helt op til 60 liter – til interesserede og vintørstige kunder.

Det var i stedet sønnen Albino Rocca, som via hårdt arbejde fik vingården på landkortet, og de første aftapninger af egne vin på flaske er fra omkring 1960.

Det var imidlertid først med 3. generation i form af Angelo Rocca, at vinhuset i 1988 – inspireret af Elio Altare – trådte ud af skyggen og markerede sig som en vaskeægte Barbaresco specialist. Angelo egen opfattelse var imidlertid, at det først var med årgangen 1991, at han havde fundet den stil, som han søgte.

Angelo var også én af de første til at opdage den dygtige østrigske bødker Franz Stockinger. Han blev så begejstret for Stockingers egefade til lagringen med Nebbiolo, at langt det meste i dag er udskiftet til disse. I dag ser man også Stockingers fade i flere andre kældre i området.

Imidlertid døde Angelo Rocca en tåget efterårsdag i oktober 2012 ved et tragisk flystyrt i sit ultralette fly, så i dag er det 4. generation i form af Angelos 3 døtre Monica, Daniela og Paola Rocca, der driver vinhuset sammen med Carlo … Angelos ynglings studerende, som står for det meste af vinproduktionen.

Albino Rocca laver 5 forskellige Barbaresco’er … og denne er den almindelig Barbaresco DOCG, hvor druerne kommer fra både Barbaresco og Neive og San Rocco Seno d’Elvio.

Vinstokkene er nogle af de yngste … mellem 11 og 18 år gamle, og vinen er lavet med 10-20 dages nænsom maceration i horisontale temperaturkontrollerede rotofermentatorer.

Vinen lagrer derefter 24 måneder på 20 hektoliter østrigske og tyske egefade, som er lavet af den østrigske bødker Franz Stockinger. Der laves årligt 9.000 flasker af denne vin.

Og Nebbiolo’en fornægter sig ikke i næsen … violer, balsamisk syre, rosenblade, tranebær, ribs, granatæbler, blæk, eg, røg, jern samt grønne vinblade. Smagsmæssigt herlig stramt og strengt med tætte tanniner og virkelig stor tørhed, lyse og syrlige bær, kul og god lethed … god Nebbiolo vin og smager faktisk meget lig de  tidligere 2012 og 2013 årgange, som jeg har smagt af vinen.

Importør er Adriat Vinimport, og en flaske koster vistnok 179 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2005 Cascina Ebreo, Torbido, Piemonte, Italien

2005 Cascina Ebreo, Torbido, Piemonte, ItalienNæste vin – Torbido – blev et happy gensyn med vinhuset Cascina Ebreo eller Azienda Agricola Weimer Gygax, som det også hedder. Bag huset står nemlig de to ejere, Peter Weimer og Romy Gygax.

Peter stammer fra en landbrugsfamilie i Tyskland, og Romy har samme baggrund, men hun er blot fra Schweiz. De besluttede i starten af 90’erne, at de ville producere vin, så i 1991 købte de en 200 år gammel gård Cascina Ebreo med sydøstlige orienterede vinmarker.

Efter lidt renovering af ejendommen, så droppede de i 1993 de begge deres almindelige job indenfor henholdsvis industri samt bank, brændte alle broer og flyttede til den italienske vingård, som ligger i den lille by Novello, blot lidt over en kilometers penge vest for Monforte d’Alba.

Samtidig måtte de genplante vinmarkerne, som ikke var passet i over 7 år, men så fik Peter også lige præcis de vinsorter, som han ville. Han havde nemlig et mål, han ville producere tre vine, nemlig en stor Barolo, en meget typisk Barbera for området og så en kraftig hvidvin, hvor han ville eksperimentere med Sauvignon Blanc og Semillon.

I alt har gården en parcel på 2,1 hektar på Barolo marken Ravera i det kølige Novello, et område som spiller en vigtig rolle i topvine som Rinaldis Cannubi/Ravera og Sandrones Le Vigne, hvor druerne fra Ravera bidrager med elegance og kølig struktur.

På marken Ravera har Cascina Ebreo 1,1 hektar Nebbiolo, 0,6 hektar Barbera og mest mystisk af alt 0,4 hektar Sauvignon Blanc og Semillon.

Men det betyder, at Peter netop kan lave sine tre vine, og det er denne topvin Torbido på Nebbiolo, den røde Barbera vin Segreto og så den hvide Sinché … men alle i ganske små mængder, idet huset samlet alene producerer 8.500 flasker vin hvert år.

Markerne dyrkes efter økologiske/ biodynamiske principper, alt arbejde foregår i hånden, der benyttes ingen pesticider eller plantegifte og man forsøge at skabe et modstandsdygtigt mikromiljø i vinmarken.

Topvinen Torbido er reelt en Barolo, da druerne kommer fra Ravera marken, men da Peter Weymer skulle have testet sin første årgang af Barolo konsortiet, så blev den ufiltrerede vin ikke godkendt, da juryen mente at vinen var grumset.

Peter blev stiktosset og har siden nægtet at sende sin vin ind til godkendelse. I stedet sælger han i protest vinen under navnet Torbido, som netop betyder grumset, og som en Vino da Tavola vin … altså den laveste af alle klassifikationer i Italien.

Vinen er fermenteret helt klassisk med maceration i 20-25 dage og gæring alene på druernes naturlige gærceller og uden automatisk temperaturkontrol og med overpumpning hver 3. time …også om natten.

Efter endt gæring og et kort ophold i de rustfrie ståltanke, som lagrer vinen derefter 30-36 måneder på store franske egefade på 600 liter. Kun en lille del af tønderne fornyes hvert år og kommer primært fra Allier og Tronçais, medium ristet. Vinen flaskes derefter ufiltreret og lagrer minimum 2 år på flaske inden frigivelse.

Martin havde – totalt forudseende – åbnet vinen 9 timer inden vi skulle smage den, så alle betingelser for fuld udfoldelse var dermed til stede … og det er sgu også stor Barolo.

Duftmæssigt har vi nu sat skolelæreren op til tavlen … blæk og skolekridt er lagt frem. Derudover er næsen mørk, tæt og tjæreholdig, lidt svedsket sammen med mørke bær, kamfer, roser, violer, grannåle, kraft, våde fade, læder, eg, vanilje, portvin, balsamiske elementer og alligevel ganske skarp, kølig, tæt, kompleks og i den grad levende.

I munden er mørket forduftet, for her er der italienske hingste i syren og vinen er næsten overvældende i tanninerne, som dog er bøjet en smule af. Syren viser bella figure og er præcis, streng og irettesættende. Der er lys frugt, som bider med … hindbær, rabarber og derudover bark, skov, mint og vilde svampe. Frugten lys, følelsen dyb og mørk.

Forhandles af Anduma Vini, hvor en flaske koster 449 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Sobrero, Barbera d`Alba Selectio, Piemonte, Italien

2015 Sobrero, Barbera d`Alba Selectio, Piemonte, ItalienSobrero Vini drives af Sobrero familien og ligger centralt i Piemonte på adressen Via Alba Monforte tæt ved den gamle landsby Castiglione Falletto omkring 5 kilometer nord for Montforte d’Alba. Og de står bag næste vin … en 2015 Barbera d`Alba Selectio.

Vingården er grundlagt i 1940 af Francesco Sobrero, som købte ejendommen Ciabot Tanasio sammen med hustruen Teresa. Familien stammer egentlig oprindeligt fra Spanien – og Sobrero betyder jo også hat på spansk – men slog sig ned ved de blide bakker i Castiglione Falletto for generationer siden.

I dag drives vinhuset af sønnen Pier Franco Sobrero sammen med hans hustru og to børn. Det er familien, som du kan se på billedet ovenover foran vingården, som gennem tiden er renoveret. Der har familien deres administration og smagslokaler, mens selve produktionen af vinene fortsat sker i den gamle vinkælder.

Samlet har familien Sobrero omkring 20 hektar vinmarker, hvoraf 13 er beliggende i Castiglione Falletto … endda ligger 6 hektar rundt om selve vingården, mens de øvrige marker er spredt udover kommunerne Barbaresco og San Marzano Oliveto.

I Castiglione Falletto dyrker familien Dolcetto, Barbera, Nebbiolo og Chardonnay, i Barbaresco er det kun Nebbiolo og i San Marzano Oliveto er det Moscato Bianco.

Denne Barbera d`Alba Selectio er lavet af Pier Fracos søn Flavio og med druer med familiens marker i Castiglione. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med maceration og gæring i samlet 25 dage med løbende overpumpning. Vinen har derefter lagret 12 måneder på store egefade og laves i 7.500 eksemplarer årligt.

Duftmæssigt er der en mørk og rustik vin med blæk, kul, en nærmest mælket syre, fersk kød, garvet læder og en gæret frugt med blåbær, blommer og godt med egetræ.

I munden er vinen saftig og rustik … vi har nu de grove offroad dæk på 4-hjulstrækkeren, men balancemæssigt bindes grovheden, kirsebærfrugt og saftighed godt sammen med syre, pebrede tanniner og røg. Grov og charmerende Barbera.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2014 Montalbera, Laccento Ruchè di Castagnole Monferrato, Piemonte, Italien

2014 Montalbera, Laccento Ruchè di Castagnole Monferrato, Piemonte, ItalienFra det italienske vinhus Società Agricola Montalbera skal vi nu smage vinen Laccento Ruchè di Castagnole Monferrato … en vin på den mere ukendte druesort Ruché.

Ruchè findes primært omkring Castagnole Monferrato og den fik sin egen DOC appellation i 1987 og blev endda ophøjet til DOCG i 2010. Der findes ikke mange hektar med druen … men familien Morando, som drives Montalbera, har hele 82 hektar vinmarker med netop Ruché omkring Castagnole Monferrato, hvilket formentlig gør dem til én af de største producenter af vin på denne drue … selvom jeg vistnok i et ældre blogindlæg skrev, at den ære tilfaldt Luca Ferraris.

Helt præcos ligger Società Agricola Montalbela godt ude på landet ved Castagnole Monferrato, hvilket vel er omkring 10-12 kilometer nordøst for Asti i Piemonte.

Der i både Monferrato og Langhe  har Montalbera ikke mindre 175 hektar vinmarker. Huset marker ligger fordelt på 6 bakker i Monferrato og Langhe, fordelt på vel omkring 13 marker. Derudover dyrker familien også lidt hasselnødder.

Familien Morando har været vinbønder i området gennem generationer og oprindelig kom fra Langhe, hvor Enrico Riccardo Morando grundlagde Montalbera.

Der var dog først i 1980’erne, at Società Agricola Montalbela blev grundlagt i den nuværende form. Der begyndte familien at opkøbe yderligere marker og plante nye druesorter, bl.a. druen Ruchè, som i dag er blevet en af de vigtigste druer hos Morando familien.

Ruché udtales i øvrigt som; Roo-kay og det siges, at druen har nogle af de samme egenskaber som Nebbiolo, da den typisk vil give meget tanninrige, lyse vine med en bitter eftersmag. Med denne Laccento Ruchè di Castagnole Monferrato er vi imidlertid milevidt fra Nebbiolo, men det skal jeg snart vende tilbage til.

Familien Morando med Franco i spidsen har altid været fascineret af druen og troet på dens potentiale. Derfor har de også brugt en del ressourcer på at forske i druens genetiske ophav, hvilket er sket i samarbejde med laboratoriet Bioaesis di Ancona, som har udlagt druens DNA. Og tro det eller ej, så har druen en genetisk struktur, som tættest findes i … Pinot Noir.

Vinene hos Società Agricola Montalbera er opdelt i serierne I Classici og Le Selezioni. Derudover laver de i serien Le Bollicine lidt spumante og selvfølgelig laver familien også grappe samt olivenolie. Samlet laves der 4 vine på Ruché og denne Laccento Ruchè di Castagnole Monferrato kommer fra Le Selezioni serien.

Denne Laccento Ruchè di Castagnole Monferrato er lavet med druer, som kommer fra vinstokke, der er over 25 år gamle og er høstet med håndkraft. Vinen skulle i denne årgang være lavet ved, at 95% af druerne er høstet sent, hvor de nærmest er overmodne, mens de resterende 5% er høstet normalt, men blot tørret efterfølgende på samme måde som ved Amarone.

Det er imidlertid ændret med 2016 årgangen, hvor 80% af druerne høstes helt normalt, mens de sidste 20% får lov til at hænge på stokkene længere, så de næsten begynder at tørre ind. Vinen er vinificeret på ståltanke og er også alene lagret i ståltanke.

Denne 2014 har fået 98 point – og 2016’eren 99 point – af den gode Luca Maroni, og nu begynder I så måske allerede at fornemme, hvilken type vin, som jeres flittige vinblogger nu har fået i glasset, hvor et svagt orange skær i kanten indikerer en vis moden vin.

Duftmæssigt er der tobak, godt med nelliker, allehånde, lavendel, moden frugt … nærmest overmoden, sorte og modne kirsebær, men også lidt lysere bær, hindbærmarmelade, nogle æteriske olier, mandler, blomster, roser, syrener samt en vis landlighed som en oprørsk bonderøv.

I munden er der et pænt højt sødmeniveau, mens syreniveauet til gengæld er ganske lavt. Man tænker slet ikke Piemonte, Nebbiolo eller Pinot Noir. Der er fedme og vi ligger stilmæssigt mere op ad syditalienske vine. Med godt luft i munden kan der fremtvinges lidt bitterhed, tanniner og peber, men det er bestemt en pleaser. Der kommer dog en lille syre i eftersmagen og det virker sgu meget godt og løfter vinen en smule over pleaserniveau.

Jeg drak vinen over 2 dage … og på andendagen – efter en nat i køleskabet – så er smagen mere ren og syrerig, som om noget af det hvalpede er aftaget. Så er godt råd … giv vinen en fandens masser luft og server også gerne en tand til den kølligere side.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 159,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Icardi, Cascina d’Or Monferrato Rosso, Piemonte, Italien

2015 Icardi, Cascina d’Or Monferrato Rosso, Piemonte, ItalienAzienda Agricola Icardi ligger i bakkerne ved Castiglione Tinella på grænsen mellem Langhe og Monferrato regionerne … og fra det piemontiske vinhus skal vi smage en Cascina d’Or Monferrato Rosso.

Vinhuset er grundlagt i 1914 af Lino Icardi i Castiglion Tinella, men dengang blev der alene lavet vine til eget brug, mens resten af druerne blev givet væk. Det var først i starten af 1960’erne, at man begyndte en større produktion og salg af vine, da Linos søn Piereno Icardi overtog driften.

I dag er det 3.  generation i form af Pierenos børn Claudio og Mariagrazia, som stor for driften. Børn lyder måske lidt forkert her, for Claudio overtog ansvaret for produktionen for mange år siden og har samlet været med til at lave 40 årgange af husets vine, mens Mariagrazia står for salg og markedsføring.

Da Claudio var ung, var det imidlertid ikke vin, som han tænkte på, for han ville hellere spille rockmusik. Men det endte dog med, at han blev uddannet ønolog og studerede vinproduktion via arbejde på 3 af de bedste vinslotte i Margaux i Bordeaux, bl.a. det berømte Château Margaux.

Det betød også, at ambitionerne var høje, da han vendte tilbage til familiens vingård i slutningen af 1980’erne. Målet var produktion af kvalitetsvine, så driften på gården blev lagt totalt om og det sideløbende landbrug bl.a. med kreaturhold blev stoppet.

Han startede med at skære voldsomt ned på høstudbyttet, og brugte samtidig også sin inspiration fra Bordeaux til produktionen af vinene. Han er samtidig regnet som lidt af en rebel, bl.a. fordi han kategorisk nægter at fortælle, hvordan han laver vinene.

Jeg laver vin herinde i hovedet. Her er hemmeligheden, og her bliver den, siger han og dunker knoerne mod kraniet med et grin. Meget passende har Claudio også kaldt sin topvin – en Barolo selvfølgelig – for Parej, hvilket på piemontesisk betyder sådan eller sådan skal det gøres.  Som I kan se på billedet ovenover, så er der tale om en stolt og hyggelig fyr … som ved hvordan. Sådan.

Næste generation af Icardi’er er også allerede på vej ind i familieforetagendet, idet Claudios børn Ivan og Sara samt Mariagrazias søn Luca i dag også tager del i driften. Det er dog Sara, der har taget en uddannelse som vinmager, så det bliver formentlig hende, som en dag skal lave vinene på Azienda Agricola Icardi.

Familien Icardi har samlet 65 hektar jord, hvoraf de 50 hektar er vinmarker og de resterende 15 hektar er skov. Udover marker ved ejendommen i Castiglione Tinella, så har familien opkøbt marker bl.a. Fossati i Barolo, Sant’Anna i La Morra og mange andre steder rundt i området.

Alle marker dyrkes økologisk … dog undtaget 10 hektar, som også drives biodynamisk. Planen er dog, at hele produktionen langsomt skal omlægges til biodynamisk drift, så det er man godt i gang med.

Familien arbejder primært med druerne Barbera, Nebbiolo, Dolcetto, Pinot Nero, Cabernet Sauvignon, Cortese, Moscato,  Grachetto, Chardonnay og Sauvignon Blanc. Den årlige produktion ligger omkring 360.000 flasker årligt, hvoraf omkring 80% eksporteres til andre lande.

Denne Cascina d’Or Monferrato Rosso har Claudio Icardi lavet som en piemontisk hyldest til Bordeaux … ikke en karikatur på Bordeaux, men en piemontisk fortolkning. Vinen er således også lavet på 60% Nebbiolo, 30% Cabernet Sauvignon og 10% Barbera. Der er ikke de store oplysninger om produktionen, men den er lagret 18 måneder på nye franske barriques.

Og referencerne fra Bordeaux træder allerede frem ved første snif … godt med cigaræsker – ganske markant endda – blæk, eg, røg, violer, roser, svag vanilje, balsamiske noter, italiensk syre og animalsk landlighed. Frugten er ganske ren og en tak mere fyldig end typisk Piemonte … så på den måde påvirker andelen af Cabernet Sauvignon bestemt.

Smagsmæssigt er det en fyldig vin med solbær, sødme, power … men også syrlig, ren frugt og blød italiensk syre, som giver modspil til den kraftige og let søde side. Det bliver en vin, som nærmest henter smag fra to lejre, men er sammenlagt ganske drikkevenlig, ren, frisk, let og saftig … lidt som en venlig fætter til rene Nebbiolo vine.

På den måde er det en vin, som vil tiltale mange … dem som ønsker en vis tyngde i vinen, og dem som elsker italiensk syre. Lidt en Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Med luft i glasset overtager den italienske side langsomt herredømmet.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske koster 139 kr. Frem til den 27. juli er den på tilbud til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 thumbthumbthumbthumb

2008 Beni di Batasiolo, Barolo, Piemonte, Italien

2008 Beni di Batasiolo, Barolo, Piemonte, ItalienVidere med lidt Barolo … og denne kommer fra Beni di Batasiolo, som drives af den energiske og karismatiske Dogliani familie.

Vingården er grundlagt i 1978, og hed oprindeligt Fratelli Dogliani inden den fik det nuværende navn Beni di Batasiolo, opkaldt efter ét af huset allerbedste marker.

Beni di Batasiolo har samlet mere end 100 hektar vinmarker, bl.a. parceller på de 5 topmarker Briccolina. Boscareto. Brunate. Bussia og Cerequio.  Markerne ligger i alt i 4 områder; Barolo, La Morra, Monforte D’Alba og Serralunga d’Alba.

Beni di Batasiolos vinmarker ligger 150-350 meter over havets overflade og er anlagt på stejle skråninger, der vender mod sydøst og sydvest. Jorden er sammensat af kalkholdig mergel, jernholdig kalk og sand, et meget veldrænet og frugtbart voksested for Nebbiolo.

Udover de fantastiske Barolo vine fra husets topmarker,  så producerer Beni di Batasiolo en lang række andre flotte vine: Barbaresco, Barbera d’Asti, Moscato d’Asti og mange flere. Vinene lagrer i den fantastisk flotte kælder, som I kan se på billedet ovenover. Der er plads til 480 barriques i kælderen.

Udover vingården omfatter Batasiolo også et stort 5 stjernet luksushotel & spa kaldet Il Boscareto, der ligger i Serralunga d’Alba og har ikke mindre end 38 værelser.

Fra Dogliani familien er det i dag ønologen Oreste Dogliani, som er ansvarlig vinmager på Beni di Batasiolo, mens Fiorenzo Dogliani står som samlet leder og Sabrina Dogliani for markedsføringen af huset og vinene.

Dette er husets almindelige Barolo, som selvfølgelig er på 100% Nebbiolo, og vinificationen er traditionel. Skallerne udblødes i mosten i 10-12 dage i rustfrie ståltanke.

Gæringen finder sted ved en lav kontrolleret temperatur, der bevarer druernes ædle frugt og krydderi i den endelige vin. Når gæringen er forbi, så lagres vinen i 24 måneder på små egetræsfade og derefter 12 måneder på rustfrie ståltanke inden flaskning. Derefter lagrer vinen endnu en periode, inden den frigives.

Duftmæssigt en ganske moden frugt med lidt både brombær, blåbær, blommer, tranebær og tobak. Der er nogle balsamiske elementer, landlighed og en moden syre, svag chokolade, læder, krydderier samt grønne urter. Lidt mørk i duften for en Barolo.

Smagen er blød, syren virker moden og det smager godt. Der er klar italiensk syre i vinen, som dog måske er en anelse for svag. Det er dog meget drikkevenlig Barolo, let syre, elegant og igen lidt til den mørke og mere moderne side.

Forhandles af Skjold Burne, hvor en flaske koster 299,75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2013 Dezzani, Miliasso Barbera d’Asti Superiore Private Collection, Piemonte, Italien

2013 Dezzani, Miliasso Barbera d’Asti Superiore Private Collection, Piemonte, ItalienI den lille by Cocconato i Asti provinsen i Piemonte finder vi vinhuset Dezzani, som står bag næste vin … Miliasso Barbera d’Asti Superiore Private Collection.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1934 af Luigi Dezzani, som startede med produktion af en enkelte tønde med 700 liter vin, men er i dag en langt større historie, som i dag drives af Luigi Dezzani, som er 3. generation og selvfølgelig opkaldt efter bedstefaderen. Luigi ejer familiefirmaet sammen med sine søskende Franca og Giovanni.

Produktionen af vinene sker i dag i et samarbejde med det italienske vinfirma Angelo Rocca & Figli, et stort vinhus der årligt producerer omkring 4,5 millioner flasker vin og i øvrigt er blevet aktionær i Denazzi, samt kooperativet Villa Rivalta, der laver vine fra et kæmpestort 10.000 hektar stort areal vinmarker tilhørende kooperativets medlemmer.

Dezzani har selv alene omkring 40 hektar vinmarker i Monferrato og Langhe området, men opkøber primært druer fra en lang række vinavlere, bl.a. fra Pavesio familien i området.

Men der købes også druer fra andre områder … jeg har fx tidligere smagt vinen Miliasso Toscana Rosso, så dermed laver Deazzani således vine fra forskellige områder af Italien, men vinene under Dezzani navnet er dog alle fra Piemonte.

Udover vine under Dezzani brandet, så laves der således også vine under Miliasso navnet. Navnet skulle efter sigende stamme fra den nuværende generations oldefar Giovanni Miliasso.

Nå, men denne Miliasso Barbera d’Asti Superiore Private Collection er lavet af Luigi Dezzani. Jeg har ikke de store oplysninger om produktionen, men kan dog se, at vinen er lagret 18 måneder på store 700 liters egefade og derefter 6 måneder på flaske inden frigivelse.

Næsen er til at starte med en smule lukket … en smule italiensk syre viser sig lidt efter lidt, nogle mellemrøde bær, syrlige bær, meget svag chokolade, krydderbuske, grene og et støvet udtryk med tør jord. Der er også lidt træ … eg samt meget svag vanilje.

Der er god syre i frugtsmagen … godt frisk syrligt bid, tørt og godt med syrlig frugt sammen med lidt tanniner. Vinen vinder lidt ved luft i glasset … syren bliver mere balanceret og et lidt sjovt, kantet og krydret element afdæmpes også samt forsvinder næsten.

Forhandles af Megavin, hvor en flaske koster 179 kr., men kan fås på tilbud til 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2015 Pio Cesare, L’Altro Langhe Chardonnay, Piemonte, Italien

2015 Pio Cesare, L’Altro Langhe Chardonnay, Piemonte, ItalienJeg elsker Barolo fra vinhuset Pio Cesare Vigne di Proprietà … men nu har jeg fået lidt hvid L’Altro Langhe Chardonnay fra vinhuset i glasset … og det er jo ikke Barolo. Men smager det godt?

Det vender jeg fluks tilbage til, for lad os – igen – kigge lidt nærmere på vinhuset Pio Cesare, som blev grundlagt helt tilbage i 1881 af Cesare Pio. Han var en af de allerførste vinproducenter til at tro på det store potentiale og kvaliteten af Barolo, Barbaresco, Barbera og de andre store vine fra Piemonte.

I fem generationer har Pio Cesare familien produceret traditionelle Piemonte vine i de gamle kældre, der ligger i centrum af byen Alba, så der er tale om et klassisk gammelt vinhus. Faktisk kan væggene i kældrene endda dateres tilbage til Romerriget omkring 50 før Kristus fødsel … og det er jo et par dage siden.

Pio Cesare ejer mere end 50 hektar vinmarker, der ligger i de bedste områder indenfor regionen. Udover at anvende druer fra egne marker, så har Pio Cesare gennem generationer også købt druer fra andre vinbønder i området.

Nogle af bønderne har man købt fra i flere generationer og Pio Cesare styrer alle aspekter af vinavlen hos disse vinbønder, således druerne lever op til kravene hos Pio Cesare. I markerne er produktionen med vilje begrænset for at sikre høj kvalitet.

I dag drives domainet af Pio Boffa, oldebarn til Pio Cesare. Under hans kyndige hånd er Pio Cesares vine blevet kendt verden over og nyder stor anerkendelse i den internationale vinpresse.

Pio Boffa får dog i dag af datteren Federica Rosy samt nevøen Cesare Benvenuto, som begge dermed er 5. generation på vingården og står til at overtage driften engang i fremtiden.

Selvom Pio Cesare kun producerer i beskeden antal, så høster de altid de fineste anderkendelser og topscores rundt om i verden.

Denne L’Altro Langhe Chardonnay er lavet med druer fra husets egne marker … helt præcis fra 3 forskellige marker, nemlig Cascina Il Bricco i Barbaresco, Colombaro ved Serralunga d’Alba samt Bossania i Trezzo Tinella.

Vinen har navnet L’Altro, som er det italienske ord for “den anden”, hvilket menes i forhold til husets enkeltsmarksvin Piodilei Langhe Chardonnay. Den er dog ikke lavet på 100% Chardonnay, da der er tilsat en lille smule Sauvignon Blanc.

Selve vinifikationen er sket på en kombination af rustfrie ståltanke og små egefade, hvor 75% af druerne gæres på ståltanke, mens de resterende 25% gæres på nye franske 225 liters fade. Efter gæring forbliver vinen på ståltankene og træfadene i 5 måneder, før den blandes og tappes på flaske.

Og hvor det egentlig et godt glas vin … næsen er fersken, ananas, kalk samt nogle landlige, animalske noter, lidt grønne urter, svag citrus og en slat vanilje.

Smagsmæssigt virker det heller ikke som fed fadlagret Chardonnay, for vinen har en fin rund, blød lethed, så det kommer til at virke svævende forførisk. Der kommer en smule fad, vanilje sidst i smagsnoterne, men det giver blot kompleksitet og mere balanceret krop til vinen. Den smager sgu rigtigt godt.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 219 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2008 Alessandro & Gian Natale Fantino, Barolo Cascina Dardi Bussia Riserva, Piemonte, Italien

2008 Alessandro & Gian Natale Fantino, Barolo Cascina Dardi Bussia Riserva, Piemonte, ItalienDenne Barolo Cascina Dardi Bussia Riserva fra brødrene Alessandro & Gian Natale Fantino havde Jan købt sidste år i Piemonte og var sidste vin til bestyrelsesmødet med perlerækken af spændende vine.

Brødrene Alessandro & Gian Natale Fantino holder til i Monforte d’Alba. De grundlagde vinhuset i 1988, da de startede med at producere egne vine fra familiens ejendom, hvor de ejer 8 hektar vinmarker på den historiske og berømte Bussia mark nord for Monforte.

Alessandro Fantino har tidligere fra 1978 til 1997 været vinmager på Cantina Bartolo Mascarello, men har siden 1998 arbejdet sammen med sin broder på fuld tid.

De laver årligt omkring 3.800 kasser vin, som er fordelt på 8 forskellige vine, og denne Barolo Cascina Dardi Bussia Riserva er en af husets topvine, som kommer fra vinstokke, som er 60 år gamle.

Vinstokkene står på Bussia marken … ja faktisk udelukkende på den del af marken, som kaldes Dardi, som er en bjergskråning med en perfekt sydlig og sydøstlig eksponering i centrum af Bussia.

Alessandro & Gian Natale Fantino har markeret dette ved at skrive Cascina Dardi som et mærkenavn på etiketten på deres Barbera og Barolo vine.

Produktionen er efter de gamle, klassiske dyder … vi snakker fermentering i 30-35 dage i rustfrie ståltanke og en lagring 5 år i store egefade samt 1 år på flaske inden frigivelse.

Næsen er violer, tørrede rosenblade, saltlakrids, havvand, frisk frugt, men lidt mørkere i bærduften … blåbær, brombær, mørke kirsebær, Coca-Cola Cherry, appelsinskal, blomster, svag mentol, rosmarin, vanilje, fad og  tør jord. Man bliver hurtigt glad i låget, når man dufter til vinen … og det tegner sindssygt godt.

Og vi fortsætter med at lette på låget, for det smager også herregodt, men igen en kende til den kraftigere side, men samtidig er vinen blid, blød og cremet, selvom der dog fortsat er nebbiolsk garvesyre. Smagen er præget af blid, frisk frugt med lidt fennikel, jern, blæk og blyanter. Sjovt med den lidt kraftige side af vinen, da den i glasset ellers var meget lys, svagt orange kant og indikerede en let vin. Det er det ikke, men elegant som bare pokker. Jeg er fan.

Købt i Piemonte, men kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 6/7