Denne Barolo Cascina Dardi Bussia Riserva fra brødrene Alessandro & Gian Natale Fantino havde Jan købt sidste år i Piemonte og var sidste vin til bestyrelsesmødet med perlerækken af spændende vine.
Brødrene Alessandro & Gian Natale Fantino holder til i Monforte d’Alba. De grundlagde vinhuset i 1988, da de startede med at producere egne vine fra familiens ejendom, hvor de ejer 8 hektar vinmarker på den historiske og berømte Bussia mark nord for Monforte.
Alessandro Fantino har tidligere fra 1978 til 1997 været vinmager på Cantina Bartolo Mascarello, men har siden 1998 arbejdet sammen med sin broder på fuld tid.
De laver årligt omkring 3.800 kasser vin, som er fordelt på 8 forskellige vine, og denne Barolo Cascina Dardi Bussia Riserva er en af husets topvine, som kommer fra vinstokke, som er 60 år gamle.
Vinstokkene står på Bussia marken … ja faktisk udelukkende på den del af marken, som kaldes Dardi, som er en bjergskråning med en perfekt sydlig og sydøstlig eksponering i centrum af Bussia.
Alessandro & Gian Natale Fantino har markeret dette ved at skrive Cascina Dardi som et mærkenavn på etiketten på deres Barbera og Barolo vine.
Produktionen er efter de gamle, klassiske dyder … vi snakker fermentering i 30-35 dage i rustfrie ståltanke og en lagring 5 år i store egefade samt 1 år på flaske inden frigivelse.
Næsen er violer, tørrede rosenblade, saltlakrids, havvand, frisk frugt, men lidt mørkere i bærduften … blåbær, brombær, mørke kirsebær, Coca-Cola Cherry, appelsinskal, blomster, svag mentol, rosmarin, vanilje, fad og tør jord. Man bliver hurtigt glad i låget, når man dufter til vinen … og det tegner sindssygt godt.
Og vi fortsætter med at lette på låget, for det smager også herregodt, men igen en kende til den kraftigere side, men samtidig er vinen blid, blød og cremet, selvom der dog fortsat er nebbiolsk garvesyre. Smagen er præget af blid, frisk frugt med lidt fennikel, jern, blæk og blyanter. Sjovt med den lidt kraftige side af vinen, da den i glasset ellers var meget lys, svagt orange kant og indikerede en let vin. Det er det ikke, men elegant som bare pokker. Jeg er fan.
Købt i Piemonte, men kender ikke prisen.