Tag-arkiv: riesling

Riesling er en tysk, hvid og lys druesort, der – i mine øjne – er druernes dronning. Det er én af verdens fineste druesorter, som står bag nogle af de bedste hvidvine, som nogensinde er produceret.

Riesling findes i dag over hele verdenen, men har sin højborg omkring de to tyske floder Mosel og Rhinen … og specielt i Mosel og Rheingau på de stejle skiferskråninger laves nogle af de allerbedste vine på Riesling … sprøde, forfriskende vine med udtalt syre.

Derudover er Riesling også hoveddruen i Alsace og spiller i det hele taget hovedrollen mange steder. Det er en alsidig druesort og én af de få, der giver fremragende resultater både som tør og sød vin.

Riesling er og den hvidvinsdrue, der bedst egner sig til lagring. Der er eksempler på over 100 år gamle vine på Riesling, som stadig kunne drikkes og tilmed var en nydelse. Riesling får ofte – specielt med lidt alder – den herligste duft af petroleum, hvilket nogle vinhuse foragter og andre forsøger at forstærke.

2018 Herman J. Wiemer Vineyards, HJW Bio Riesling, New York State, USA

2018 Herman J. Wiemer Vineyards, HJW Bio Riesling, New York State, USADenne HJW Bio Riesling fra Hermann J. Wiemer Vineyard har jeg faktisk smagt før, men dengang var det i årgang 2019, men her smager jeg så vinen i årgang 2018.

Vinhuset Hermann J. Wiemer Vineyard ligger på den vestlige side af Seneca Lake og er etableret i 1979 af Hermann J. Wiemer, som kommer fra en familie fra Bernkastel i Mosel.

Hermann mors familie havde produceret vin i Mosel i 300 år og faderen havde været en dygtig gartner, som havde været ansvarlig for fremavl af vinstokke i Bernkastel og havde bl.a. stået for en del af genopretningen af vinmarkerne efter anden verdenskrig og havde overbevist Dr. Thanisch til at bevare de mest berømte vinmarker ved at pode de gamle Riesling kloner på amerikanske grundstammer.

Derfor havde Hermann i sin ungdom lært at pode i hånden og supplerede senere den færdighed og viden, der blev overført fra far til søn, på det store vinforskningsinstitut … Forschungsinstitut fur Reblausbekampfung und Wiederaufbau i Neustad.

Under den meget indflydelsesrige Dr. Helmut Becker blev Hermann optaget og lærte der alt om vinstokke og vinproduktion inden han i 1960’erne emigrerede til USA og slog sig ned ved byen Dundee på den vestlige bred af Seneca Lake, hvor klimaet mindede meget om hans families vinmarker i Moseldalen.

På det tidspunkt var det kun meget få, som troede på, at det var muligt at dyrke vinifera vinplanter i området, men Hermann mente, at de unikke jordtyper og klimaet ved Finger Lakes ville gøre det muligt at producere gode vine her.

Derfor købte Hermann 32 hektar jord og startede med dedikation det store arbejde med at plante og pode vinstokke … og dermed blev det starten vingården Hermann J. Wiemer Vineyard. Den første mark hedder i øvrigt i dag HJW Vineyard.

Da Hermann i 2007 gik på pension, så blev vingården overtaget af Fred Merwarth, der i forvejen siden 2003 har stået for produktionen og tidligere stået i lære hos Wiemer.

Fred købte gården i partnerskab med den svenske agronom Oskar Bynke, som Fred havde mødt på universitetet. I dag forsøger de med hjælp fra Freds hustru Maressa Merwarth at drive vingården videre i Hermann J. Wiemers ånd.

De har i dag omkring 40 hektar vinmarker og laver omrking 17.000 kasser vin årligt, herunder altså også denne 2018 HJW Bio Riesling, som er lavet ved presning af de hele klaser, gæring på ståltanke med druernes naturlige gærceller og derefter er vinen lagret med 50% i store egefade og den anden halvdel i de rustfrie ståltanke.

I næsen går petroleum hånd i hånd med en håndfuld nødder, meget fin aroma med pærer, kandiserede æbler, mandarin, lidt ananas samt kantalupmeloner. Med mere luft i glasset aftager de tertiære noter … har noget comfort og venligt med med tyggegummisødme samt en buket blomster med stor lethed.

Smagsmæssigt er det også en lidt blødere Riesling, hvor syren ikke er så vild, men egentlig meget afdæmpet med nogle citroner, grønne æbler, lemon … hvilket dog er tilstrækkelig til at give en vis friskhed suppleret med en generøs og mineralsk smag, ultrafin balance og vinen har samtidig så mange dimensioner. 94 point.

Ikke fundet herhjemme, men på vingården koster den 45$ … svarende til omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Weingut Fritz Haag, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken GG, Mosel, Tyskland

2020 Weingut Fritz Haag, Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken GG, Mosel, TysklandSidst jeg drak vin fra Weingut Fritz Haag i Mosel, der var det også denne Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken Großes Gewächs. Dengang var det i en årgang 2018, men nu smager jeg 2020’eren.

Som I måske ved, så er marken Brauneberger Juffer en stejl og sydvendt skråning på omkring 32 hektar. Den omslutter lige Brauneberger Juffer Sonnenuhr, som er på 10,5 hektar og ligger på toppen med den bedste placering og på de stejleste skråninger.

Brauneberger Juffer Sonnenuhr Riesling Trocken Großes Gewächs er lavet med de bedste druer fra marken, høstet manuelt og vinen er fermenteret på både rustfrie ståltanke og fuders … med omkring halvdelen i hver og lagret sur lie i en periode.

I næsen er der let antræk til lidt petroleum, men ellers fascineres med af en utrolig lethed, der næsten er æterisk. Der er lidt landlige elementer, knuste sten, tørt træ, papkasser, fennikel, æblemost og citroner, fersken, akaciehonning, vanilje og blomster.

Smagen er i starten let perlende, men det aftager hurtigt og afløses i stedet af en frisk frugt, der rank, klar og ren med sure citroner, nogle umodne grønne æbler, hyld, lemon og alt leveres alligevel blødt, lidt krydret og med denne lille kokette moselsødme. 93 point.

Forhandles hos Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Domaine Schlumberger, Riesling Grand Cru Kitterlé, Alsace, Frankrig

2017 Domaine Schlumberger, Riesling Grand Cru Kitterle, Alsace, FrankrigTemaet So Terroir blev fortolket med denne Riesling Grand Cru Kitterlé 2017 fra Domaine Schlumberger.

Vinhuset holder til midt i den lille by Guebwiller i den sydlige del af Alsace omkring 25 kilometer syd for Colmar.

Domaine Schlumberger ejes og drives af familien Schlumberger, som flyttede til Guebwiller i det 16. århundrede. Det var Claus Schlumberger, som oprindelig kom fra byen Souabe i det tyske Baden-Wurtemberg område.

På det tidspunkt herskede munkene fra benediktinerklosteret i Murbach i området omkring Guebwiller, og det fik Claus til at flytte familien til Mulhouse, som var en mere fri og fredelig by.

I Mulhouse blev familien Schlumberger én af de største familier, og Peter Schlumberger startede også tekstilfabrikken Jean–Henri Dollfus i byen. Det blev én af byens vigtigste arbejdspladser. Peters søn Nicolas Schlumberger overtog fabrikken efter faderen og flyttede den i 1810 til Guebwiller, hvor den i dag holder til på adressen Rue des Cours Populaires.

Nicolas var også interesseret i vin … og ville gerne satse på to forskellige heste, så han købte 20 hektar vinmarker. Og det var netop marker, som benediktinermunkene havde passet igennem tusinde år.

Men efter den franske revolution i 1789, hvor klostrene blev frataget alle deres ejendomme, var vinmarkerne blevet opdelt i mindre enheder og efterfølgende solgt. Det blev således starten på Domaines Schlumberger.

Derefter gik vingården i arv fra søn til søn … og med mere eller mindre held. I begyndelse af det 20. århundrede var det imidlertid Ernest Schlumberger, som overtog driften af vingården.

På det tidspunkt havde mange vinbønder havde opgivet vindyrkningen efter phylloxera-angreb, men Ernest opkøbte i stedet yderligere parceller og udvidede gården fra 40 hektar til 110 hektar. Han indrettede også alle vinmarkerne med terrasser, så man kunne lave en vandret dyrkning af markerne.

Da Ernest døde blev gården i 1971 overtaget af barnebarnet Eric Beydon-Schlumberger. Han gik i gang med en total renovering af Domaines Schlumberger, herunder en omplantning af flere parceller. Eric gik på pension i 2001, så i dag er det Erics broder Alain Beydon-Schlumberger som sammen med 7. generation i form af Erics datter Séverine Schlumberger driver det over 200 år gamle vinhus.

Domaines Schlumberger ejer i dag 140 hektar vinmarker, hvor størstedelen ligger lige ovenfor Guebwiller på en skråning, som visse steder hælder 60 grader. Ikke mindre end 70 hektar af vinmarkerne er Granc Cru marker, bl.a. markerne Kitterlé, Kessler, Spiegel og Saering.

Dermed er vinhuset den største ejer af Grand Cru marker i hele Alsace. De andre vinmarker ligger i Guebwiller-kommunen og få kilometer mod nord, bl.a. ved skråningerne Bollenberg og Bux.

Denne Riesling Grand Cru Kitterlé er selvfølgelig lavet med druer fra Grand Cru marken Kitterlé og de er høstet med et lavet udbytte på 25-35 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet ved, at de hele klaser er presset og så er gæring sket i store ståltanke. Der er vine så efter gæringen også lagret sur lie 8 måneder. Vinen har beskedne 0,48 gram restsukker pr. liter og der laves årligt 6.800 flasker.

Nu er der godt med petroleum, diesel, linolie, skocreme og vokse i næsen med både let grøntsagsfond samt modne noter. Trods en vis tyngde i de tertiære noter, så virker frugten faktisk lettere og mere luftig end forventet med lette æbler, lys fersken, blomster samt et mineralsk drys af vulkansk støv.

I munden er syren kraftig, brysk og maskulin med stor dybde, lidt olieret med en lav viskositet, lidt peber og bid af grillet citron, lemon og samlet meget koncentreret. Der kommer også lidt hvide blomster samt en snert ingefær og igen pæn mineralitet. 93 point.

Forhandles herhjemme af Østjysk Vinforsyning, men prisen kan jeg ikke se nogle steder.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Domaine Schoffit, Riesling Lieu-Dit Harth Tradition, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Schoffit, Riesling Lieu-Dit Harth Tradition, Alsace, FrankrigFørste vin i Millésimes Alsace DigiTasting® 2023 Masterclass under emnet So Fresh var denne 2020 Riesling Lieu-Dit Harth Tradition fra Domaine Schoffit.

Vinhuset ligger i den østlige udkant af Colmar og grundlagt tilbage i 1950’erne af Robert Schofitt, men det var sønnen Bernard Schoffit, som efter overtagelsen af driften i 1970 stoppede med selv at dyrke grøntsager og satsede på vinproduktion.

Schoffit startede ud med flade marker omkring Colmar, hvor markerne er ret tunge i jorden, men de sidste 20 år har familien købt jord op andre steder, således at domænet i dag er fordoblet.

I dag har Bernard Schoffit 16 hektar vinmarker, hvor de 10 hektar ligger i Harth, mens han også siden 1986 har ejet 5 hektar af Grand Cru marken Rangen de Thann og 1 hektar af Grand Cru marken Sommerberg ved Niedermorschwihr.

På markerne er det selvfølgelig Riesling, der er den primære drue, men der dyrkes også både Pinot Blanc, Pinot Gris, Gewürztraminer og Chasselas. Over halvdelen af vinstokkene hos Schoffit er over 30 år gamle og hans stokke med Chasselas endnu ældre … typisk ældre end 70 år.

Alle vinmarker passes uden brug af kunstige sprøjtemidler, og udbyttet fra markerne er også begrænset … omkring 55 hektoliter pr. hektar for basisvinene og 25-30 hektoliter for husets Grand Cru vine. Den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker.

I dag er sønnike Alexandre Schoffit – og dermed 3. generation – i gang med at overtage driften. Han har siden 2012 selv stået for husets produktion af vinene … selvfølgelig fortsat med hjælp fra Bernard og endda også gode råd fra gamle Robert.

Denne Riesling Lieu-Dit Harth Tradition har jeg smagt tidligere i årgang 2013 og er lavet af Riesling druer fra Harth marken, som ligger ved Colmar.

Lige dér er der lavet vin allerede i det 9. århundrede og marken Harth er allerede nævnt tilbage i officielle dokumenter fra 1259. Det er en mark, som får maksimal sollys fra morgen til aften og har en meget drænet jord, som sikrer en regelmæssigt og homogen modning af druerne.

Druerne til denne Riesling Lieu-Dit Harth Tradition høstes med håndkraft, gærer og lagrer også i rustfrie ståltanke, så vinen har overhovedet ikke set nogle egefade. Den indeholder 3 gram restsukker pr. liter. Der er lavet 8.000 flasker af vinen.

Næsen er fint styret og balanceret med en smule petroleum, linolie, abrikos … en dyb frugt med pærer, fersken, gule æbler, let honning og hvide blomster. Det dufter indbydende og modent.

I munden er det en blød og moden vin, hvor det mest er søde og modne ferskner. Der er generelt et meget modent og syreniveauet er mindre end i 2013’eren … virkelig blød med meget lidt syre. Det er dermed 88 point.

Forhandles af Winelovers.dk, men denne er ikke fundet, så prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Domaine Neumeyer, Riesling Hospices, Alsace, Frankrig

2021 Domaine Neumeyer, Riesling Hospices, Alsace, FrankrigNæste vin fra Jérôme Neumeyer på Domaine Neumeyer var fra serien Alsace, som vel nærmest er husets basisvine. Det er nemlig vinen Riesling Hospices i årgang 2021.

Her kommer druerne fra 31 år gamle vinstokke på marker i 230 meters højde og høstet med et udbytte på 55 hektoliter pr. hektar.

Vinificeringen er – som alle vinene hos Neumeyer – sket i ståltanke med spontangæring med den naturlige gær og lagring sur lie i ståltankene. Vinen har 2,2 gram restsukker pr. liter og der er lavet 9.180 flasker af vinen.

Duften er mere rund og nærmest vegansk, grøntsagsfond, men frugten virker mere tropisk med fersken, papaya, mango samt en smule pærer.

Smagen er derimod mere rustik … mere kantet og maskulin end Bruderthal, har en saltet og bitter frugt, hvor der bl.a. er godt med citronsyre og bid. 88 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen normalt 10,90€ … svarende til 81 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 Domaine Neumeyer, Riesling Grand Cru Bruderthal, Alsace, Frankrig

2020 Domaine Neumeyer, Riesling Grand Cru Bruderthal, Alsace, FrankrigVi starter hos Domaine Neumeyer på Grand Cru niveau og det blev med et lille glas af Jérômes 2020 Riesling Grand Cru Bruderthal.

Grand Cru Bruderthal ligger netop ved Mosheim og har en meget stenet undergrund med mergel og kalksten, som er perfekt for bl.a. Riesling.

Marken har sit navn fra gamle dage, hvor klosterbrødrene fra Jesuiterordenen arbejdede sammen i dalen … og deraf navnet Bruderthal, der været basis for god vin siden middelalderen.

Vinen er lavet på ståltanke med spontangæring alene med druernes egne gærceller og efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie i ståltankene. Vinen har 5,7 gram restsukker pr. liter og der er lavet 2.215 flasker af vinen.

I næsen er vinen meget tilbagetrukket, blød, sar, fin og feminin med et let anstrøg af petroleum, pærer, æbler, fersken. lemon, kvæde og hvide blomster.

Smagsmæssigt er vinen pivfrisk, syrlig, saltet og har endda også masser af grape bitterhed, tonicvand og sure citroner. Det er næsten som at slikke sten og skifer … ikke at jeg sådan normalt går rundt og stikker tungene i jorden, men her er det virkelig en stenet og vild syrebasse, så 92 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen normalt 26€ … svarende til 194 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2021 Casa Marín, Riesling Miramar, San Antonio Valley, Chile

2021 Casa Marín, Riesling Miramar, San Antonio Valley, ChileCasa Marín laver de sprødeste Sauvignon Blanc vine, men laver også – noget atypisk – vine på Riesling i Chile og her smager jeg én af slagsen … deres 2021 Riesling Miramar.

Vinen er lavet ved, at en lille procentdel af druerne ved høsten har fået botrytis aka den ædle rådenskab, hvilket bidrager med ekstra fylde og kompleksitet.

Efter langsom og nænsom presning, så har vinen gæret ved 12 grader over 17-18 dage. Der sker en kort lagring på ståltanke og derefter er vinen blot aftappet på flaske  uden klaring og uden
syrejustering.

Som med deres Sauvignon Blanc vine, så er det en frisk fætter … har allerede fra start noget petroleum og diesel til at starte motoren og så er der ellers modne æbler, kiwi, asparges og hyldeblomst, men da også lidt mere eksotiske frugter som mango og abrikos … det giver vinen en vis rundhed.

I munden er vinen også pivfrisk … der er presset citronsaft, noget lemon og umodne æbler. Det hyler næsten i munden med en klar og stringent syre, så det er vitterlig en Riesling med bid i … virkelig flot og utroligt, at den er fra Chile. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 239,95 kr., men kan fås til 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Ferienweingut Jung, Languicher Maximiner Herrenberg Riesling Auslese, Mosel, Tyskland

2016 Ferienweingut Jung, Languicher Maximiner Herrenberg Riesling Auslese, Mosel, TysklandJeg sluttede smagningen af Ferienweingut Jung med yderligere sødme, som nu for alvor mærkes, for den næste Riesling var nemlig en Auslese … en 2016 Languicher Maximiner Herrenberg Riesling Auslese.

Det betyder da også, at alkoholprocenten nu er nede på 7%, men jeg har ikke rigtigt noget info om produktionen, men den skulle vistnok være lavet ved, at druerne efter nænsom presning hviler i 24 timer inden gæring, som sker indtil man opnår det ønskede sukkerindhold, hvorefter gæringen stoppes. Vinen er så blot lagret 12 måneder.

Nu kan du snakke om tyktflydende … vi er lige røget på nektarniveau og hurra for det. Det er vin med fed viskositet, virkelig råsaft med en tørret frugt, abrikos, fersken og bagte æbler og så fornemmer man også – midt i nektarsødmen – lidt petroleum og en tom flaske med terpentin.

I munden kan du virkelig mærke sødmen … et olieret sukkerchok med fedme, har en kompleks balance mellem den søde fedme samt en let syre, der er langt mere raceren, kontrolleret og afmålt. Der er ananas, lidt pærer, modne æbler, honningmelon, grillede citroner tilsat råsukker og bare dejlig, blød, cremet … og sød. 93 point.

Forhandles af Højbjerg Vine og Primovino, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Ferienweingut Jung, 1908 Maximin Herrenberg Riesling Spätlese Feinherb, Mosel, Tyskland

2020 Ferienweingut Jung, 1908 Maximin Herrenberg Riesling Spätlese Feinherb, Mosel, TysklandVi fortsætter i samme niveau, men nu er det en tak sødere med en Spätlese Feinherb og så fra en anden mark. Jeg smager således 1908 Maximin Herrenberg Riesling Spätlese Feinherb i årgang 2020 fra Ferienweingut Jung.

Her er vinificeringen også sket på store egefade, men inden med nænsomt presning af de friske druer, hvorved den friske juice selv løber i kælderen og her startes gæringen spontant i store egefade alene med druernes egne gærceller.

Når gæringen er 30-50% færdig tilsættes der gær og vinen gærer indtil det ønskede sukkerindhold er opnået. Så sættes der køl på tanken og gæringen stoppes.

Herefter kommer den på nye tanke hvor den står yderligere i 12 måneder og frigives til salg omkring 30 dage efter tapning.

Duftmæssigt er det en lille fyldig kraftbasse … men en luftig kraftbasse, som i næsen giver små prik af petroleum, benzin og terpentin, mulle kælder,  men der er også smule tropisk fyldig frugt af abrikos, fersken, bergamotte, mandariner og ganske lidt nødder.

Smagen er sådan lidt til den fyldigere side, nærmest som en tyktflydende æblemost, der suppleres med grillet lemon og syltede citroner, hvilket er med til at give en mørkere og mere alvorlig syre, mens sødmen virker lidt neddroslet trods Spätlese Feinherb niveau. Der er masser af smag, denne lidt lemonagtige bitterhed, intens saft og lang, lang eftersmag, så 93 point.,

Forhandles af Højbjerg Vine og Primovino, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Ferienweingut Jung, Herrenberg Riesling Spätlese Trocken, Mosel, Tyskland

2020 Ferienweingut Jung, Herrenberg Riesling Spätlese Trocken, Mosel, TysklandMed næste Ferienweingut Jung Riesling går vi et år bagud, for vi har nemlig fat i husets 2020 Herrenberg Riesling Spätlese Trocken … og atter begejstres jeres flittige vinblogger.

Det er igen en enkeltmarksvin, hvor druerne nu kommer fra husets  Longuicher Herrenberg mark, som er husets deres klart stejleste vinmark med en stor hældning på over 75%.

Her er vinificeringen også sket på store egefade, men inden med nænsomt presning af de friske druer, hvorved den friske juice selv løber i kælderen og her startes gæringen spontant i store egefade alene med druernes egne gærceller.

Når gæringen er 30-50% færdig, så tilsætter Christopher dog en udvalgt gærtype og vinen gæret frem til sommeren efter. Herefter kommer den på nye tanke hvor den står yderligere i 3 måneder og frigives til salg 30 dage efter tapning.

I næsen sidder alt de helt rette steder. Vinen har nu også smidt noget af alt det forsigtige, men har fortsat i duften en lidt feminin, luftig og let side, men man mærker et sejere bundtræk. Frugten er fersken, modne æbler … men nu suppleres de af mere eksotiske frugter som let mango, mandarin og lidt abrikos.

Smagen er også dybere og lidt mere eksotisk … har både fersken, abrikos og mango, men noget lemon og citroner. Det virker elegant og stoisk med et vandløbs stille ro, har fin balance mellem den hvide frugt, en forførende og kontrolleret syre samt denne friske, lette og luftige nerve, som er så fin. 92 point.

Forhandles af Højbjerg Vine og Primovino, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7