Tag-arkiv: Niederösterreich

2023 Weingut Huber, Riesling Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2023 Weingut Huber, Riesling Terrassen, Niederösterreich, ØstrigWeingut Huber ligger smukt i den kalkrige Traisental dal i byen Reichersdorf og det er derfra, at jeg nu smager en 2023 Riesling Terrassen.

Vinhuset har jeg skrevet om før, så det skal jeg skåne jer for, men jeg har også tidligere smagt denne dejlige Riesling Terrassen i både årgang 2022, 2021 og 2017.

Huber Riesling Terrassen er lavet på druer fra forskellige marker med forskellig jordbund i Traisental regionen.

Vinen er lavet med 4 timers kold udblødning efterfulgt af presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter den lagrer  yderligere i de rustfrie ståltanke 3 måneder sur lie inden vinen flaskes. Vinen har 5,0 gram restsukker pr. liter.

Det dufter sgu fremragende … inderlig og tropisk med en lille snert petroleum og linolie samt frugt med fersken, ananas, kvæde, mango, æbler, saltet grape, grøn peber, kiwi … frugtkurven er fyldt godt op. Men så får du også friske blomster og stenet mineralitet.

I munden er det nærmest lidt en maskulin Riesling … den har krop, brede skuldre og en kraftig syre med en lidt olieret fornemmelse. Så er der også syltede citroner, lemon, grape og salte mineraler. Citrus frugterne fylder godt og giver både robust syre og bitterhed … der er sgu smæk på Riesling drengen her … 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Weingut Bründlmayer, Rosé Zweigelt, Niederösterreich, Østrig

2023 Weingut Bründlmayer, Rosé Zweigelt, Niederösterreich, ØstrigLad os nappe endnu en vin fra Weingut Bründlmayer og nu er vi tilbage på Zweigelt druen og – helt sommerligt – i en rosé udgave, nemlig husets 2023 Rosé Zweigelt.

Selvom Weingut Bründlmayer mest er kendt for sine hvidvine, så laver han vildt flotte vine på Zweigelt, hvilket min anmeldelse af hans 2021 Zweigelt forleden jo også dokumenterede.

Zweitgelt er jo også Østrigs mest udbredte rød druesort og er en krydsning mellem Blaufränkisch og Saint Laurent. Druens hed først officielt Zweigeltrebe Blau og den blev skabt i 1922 af Dr. von Friedrich Zweigelt … som i øvrigt sidenhed blev direktør for Østrigs nationale planteskole Höheren Bundeslehr- und Bundesversuchsstation für Wein-, Obst- und Gartenbau.

Friedrich Zweigelt ejede selv nogle vinmarker med druen tæt på Bründlmayers og havde sin vinkælder i Langenlois. Bründlmayer har sidenhed opkøbt disse marker og det er derfra, at Bründlmayer i dag laver denne friske og lavalkoholiske rosévin.

Bründlmayer Rosé Zweigelt er lavet ved, at nogle af druerne fra marken i 260-380 meters højde er høstet, når de er middelmodne og så presses blidt i hele klaser uden afstilkning.

Senere er der blandet en andel på mellem 5-20% knaldrød Zweigelt most i fra helt modne Zweigelt-druer og derved får vinen også sin farve. Så er vinen blot lavet med gæring i rustfrie ståltanke og der lagres vinen blot 5 måneder før aftapning på flaske.

Duften er egentlig ikke udtalt rødvinspræget, for i stedet er der mere noget fersken, søde æbler og så – jo – lidt søde jordbær. Alt er let, ubekymret og satans balanceret … som en velkomponeret sommersang, man bare bliver glad for at synge.

I munder smides de sidste bekymringer, mismod og pessimisme fuldstændigt væk, for letløbsfaktoren er stor … drøner lige gennem halsrøret med velbehag, sødme og let perlen. Det er fersken, syltede pærer og jordbær, grillet lemon med svag sødlig bitterhed med flot, flot balance og en kalket mineralitet. Det er lille læskeperle, saftbandit og tørstslukker på flot niveau, så 90 store point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 155 kr., mens prisen er 109,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Weingut Ingrid Groiss, Grüner Veltliner, Niederösterreich, Østrig

2022 Weingut Ingrid Groiss, Grüner Veltliner, Niederösterreich, ØstrigPå Tullner Strasse i den lille landsby Breitenwaide 40 kilometer nordvest for Wien i Weinviertel området i Niederösterreich regionen i Østrig ligger Weingut Ingrid Groiss. Derfra smagte vi til forretten på Restaurant Clemens – en lille ting med krabbe, pandekage og blæk – en dejlig frisk 2022 Grüner Veltliner.

Vinhuset har siden 2010 været drevet af Ingrid Groiss, som overtog vingården efter sin far. Mens hun læste til ønolog på universitetet, hjalp hun sin far hjemme i vineriet. Hun havde mange nye tanker og ideer om, hvordan vinene skulle laves.

Da hun var uddannet vendte hun retur til vingården og udfordrede sin far, der ville fortsætte på sin måde og ikke ændre sine gamle vaner.

Det endte med, at Ingrid måtte låne en hektar vinmark af sin bedstemor og så blev hun og faren enige om, at den bedste af deres vine skulle afgøre, hvem der fremover skulle være vinmager. Men det var Ingrid som vandt og siden har stået for produktionen. Hun er også i dag den sidste tilbageværende vinmager i Breitenwaide.

Den unge winzerin har i alt 18 hektar vinmarker og laver omkring 80.000 flasker årligt. Hendes marker ligger ved byerne Haugsdorf , iBreitenwaida og i Fahndorf bei Ziersdorf. Markerne har siden 2016 været drevet økologisk og siden 2019 også certificeret økologisk.

Krabbe – pandekage – blæk

Ingrids vine er tro mod drue, region og terroir. De er ægte, præcise, ærlige og ekstremt karakterfulde, samtidig med at de er elegante og ranke. Ingrids evne til at indfange sjælen af druen og land er misundelsesværdig.

Men hun får hjælp af naturen, for Ingrid er af den overbevisning, at god balanceret vin skabes i marken af et samspil af terroir, sund og vital jord og økologisk behandling af jorden.

Her smager jeg Ingrids basis 2022 Grüner Veltliner, hvor druerne er høstet med håndkraft og derefter ligget køligt i 8 timer inden forsigtig presning. Så er vinen gæret på neutral gær i ståltanke og efter endt fermentering er vinen  lagret i samme sur lie over 4 måneder inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det rusten jernlåge … godt med jernholdig mineralitet, stikkelsbær, kiwi og medicinsk pilleglas, våd vaskeklud, let muskatnød, selleri, lidt flint og let honning. Det virker som en ren, klar, stringent og frisk syrlig Grüner Veltliner.

I munden er der godt med vandede citroner … virker som i duften meget ren, klar og syrlig med citroner, lemon og grønne æbler samt en jernet og stenet mineralitet … knasende frisk med 90 point.

Forhandles af Cappa Vin, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Weingut Bründlmayer, Zweigelt, Niederösterreich, Østrig

2021 Weingut Bründlmayer, Zweigelt, Niederösterreich, ØstrigZweitgelt er Østrigs mest udbredte rød druesort og er en krydsning mellem landets to andre populære druer, nemlig Blaufränkisch og Saint Laurent … og selvfølgelig har et af landets bedste vinhuse Weingut Bründlmayer også kastet sig over druen.

Vi kender jo ellers mest Weingut Bründlmayer for deres fine vine på enten Grüner Veltliner eller Riesling og det er da også et vinhus, som jeg har smagt masser af vine fra på de to hvide druesorter, så derfor skriver jeg ikke om huset igen, men kigger i stedet bare nærmere på denne 2021 Zweigelt.

Druerne til vinen er høstet i starten af oktober med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar op marker i 360-380 meters højde. Høsten sker med håndkraft og derefter er alle druerne knust og har gæret i ståltanke over 14 dage,

Efter endt fermentering er vinen lagret på brugte østrigske egetræsfade fra Manhartsberg og Ernstbrunnerwald – Großes Holzfaß – over 5 måneder inden aftapning på flaske … som er forsynet med schraubverschluss … skruekapsel.

Hold nu kæft, hvor det dufter godt … nej streg det … det dufter fremragende. Zweigelt kan sgu godt være svær at have med at gøre og er ofte lidt bondsk, rustik og kantet. Det er den ikke her, selvom man lige bliver overrasket over den mørke farve, når du hælder den op i glasset. Du kan også klart fornemme fadlagringen, som dog ikke bliver fremtrædende, men giver en lille lækker fedme med sød finsk lakrids, chokolade, vanilje, jod og hæfteplaster. Frugten er både sorte kirsebær, syrlige kirsebær, skovbær og måske endda lidt solbær. Det er rå-lækkert, fedt og indsmigrende.

I munden er vinen mere ren og frugtrig … igen er det kirsebærrene, der er i højsædet og fadpræget kan faktisk slet ikke fornemmes her, for i stedet er der en frisk frugt, der virker blød, cremet, læskende og samtidig med en lysere syre, der kommer med æble- og citronsyre, der så giver friskhed og bid. Der er lyse og bitre tanniner, som får vinen til at hænge lang tid i munden … tror sgu, at der er bedste Zweigelt vin, som jeg har fået i mand minde … eller længere, så Houlberg drysser 94 point efter den.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 169 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker … vild go’ pris for denne lille charmetrold.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2023 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2023 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, ØstrigNår vi tankemæssigt er i gang med at bælle god hvidvin på terrassen, hvorfor så ikke meget passende tage netop en 2023 Grüner Veltliner Terrassen fra Weingut Huber.

det er en vin, som jeg tidligere har smagt i både årgang 2017, 2020, 2021 og 2022 og er lavet med druer fra forskellige marker i Traisental og fra vinstokke, der er mellem 5 og 80 år gamle.

Vinen er lavet med 6 timers kold udblødning af druerne, presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter vinen modner yderligere i de rustfrie ståltanke i 3 måneder inden vinen flaskes. Den har 2,6 gram restsukker pr. liter.

Det er som om, at 2023’eren er et niveau bedre end de foregående årgange … har en rund og læskende næse med bløde pærer, melon, sødme, fersken, selleri, grøn peber, hvide asparges. Det er sgu blidt, blødt og nærmest læskende silkeagtig.

Og som med foregående vin er det virkelig ultrablødt, læskende, saftigt, blidt, sødt og tørstslukkende. Det er dåsepærer og eksotisk frugt, fersken, mango, papaya og alligevel med en smule syltede og salte citroner samt en meget beskeden syre. Syreniveauer er klart mindre end i de foregående årgange, men lineært er saftigheden så øget pænt, hvilket gør denne Grüner Veltliner Terrassen er rigtig læskende lækkerbisken. 91 point,

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 124,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2022 Weingut Huber, Getzersdorfer Engelsberg Riesling, Niederösterreich, Østrig

2022 Weingut Huber, Getzersdorfer Engelsberg Riesling, Niederösterreich, ØstrigWeingut Huber ligger i Reichersdorf i Traisental … en smuk og dyb dal med et kalkrigt terroir i Niederösterreich og derfra smager jeg en Getzersdorfer Engelsberg Riesling 2022.

Weingut Hubers vinhus ligger ikke langt fra Donau floden og vel omkring 50 kilometer vest for Wien. Det drives af den unge Markus Huber. Han overtog i år 2000 driften af vingården, som har været i familiens eje i mere end 250 år, så gennem 10 generationer har familien lavet vin på den lille vingård i Reichersdorf.

Markus er selv uddannet ønolog fra Klosterneuburg og har ellers arbejdet som vinmager i Sydafrika, inden han endelig vendte hjem til familiens vingård. Og det er Markus, som har satset på kvalitet og fået vingården gjort internationalt kendt.

I forvejen ligger Hubers marker rigtig godt med de beskyttende Alper tæt på. Traisental er samtidig klart den kommune med det gennemsnitlige højeste udsving mellem dag- og nattemperaturer, hvilket er med til at give vinene et naturligt højt indhold af syre.

Samlet har Markus omkring 50 hektar vinmarker og de bedste marker er de 3 Erste Lage marker Zwirch, Berg og Alte Setzen. Alle vinene laves indenfor appellationen DAC Traisental.

Weingut Huber arbejder meget selektivt i vinmarken, og foretager en meget streng, grøn høst for at sikre optimalt modne druer og derudover undergår samtlige vine en kontrolleret kold macaration inden druerne presses.

Markus er siden overtagelse af familiens vingård blevet én af Østrigs spændende og meget roste producenter.  Han har bl.a. opnået titler som Landessieger, 4 x Falstaff Grüner Veltliner Grand Prix vinder, guld ved London International Wine and Spirit Competition og har også fået anerkendelse af Decanter.

Vinen er lavet på ren Riesling fra de to stejle, kalkholdige og soleksponerede topmarker Berg og Engelreich ved Getzersdorf og vinen er lavet ved, at druerne efter høsten først er udblødet i 4 timer ved lav temperatur inden presning og gæringen, som er sket i store temperaturstyrede ståltanke og derefter er vinen så blot lagret 4 måneder inden aftapning på flaske og har 8,4 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det umiddelbart en rund, klar og saftig Riesling, hvor der både kommer små drops med petroleum frem, men også en tropisk frugt med fersken, pærer, gule æbler, lidt mango og ananas … ellers pænt med en helt kalket luftighed, som lige løfter vinen et niveau over mange andre Riesling vine.

Smagen er langt mere koncentreret og rigere i frugten end både forventet og prisen egentlig tilsiger. Det er gule æbler kombineret med de eksotiske frugter som mango, fersken og ananas, men det er nærmest læskende saftigt, mens syren mest drives af kandiserede citroner, æblemost og har denne lille sødme, som gør balancen er rigtig fin og tilgængelig for alle … 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 119,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2022 Weingut Huber, Pinot Blanc Alte Reben, Niederösterreich, Østrig

2022 Weingut Huber, Pinot Blanc Alte Reben, Niederösterreich, ØstrigKvartetten fra Weingut Huber sluttede den vinøse koncert med en klassiker … et glas af denne 2022 Pinot Blanc Alte Reben, der også er lavet helt økologisk.

Alle Pinot Blanc druerne er høstet fra gamle vinstokke på enkeltmarken Rosenweg og lavet med 8 timers kold udblødning efterfulgt af presning og gæring.

Her er gæringen dog sket i gamle egefade med løbende omrøring. Efter endt fermentering er vinen så lagret i egefade i 6 måneder inden aftapning på flaske. Vinen har 5,6 gram restsukker pr. liter.

I næsen har vinen en sødlig, fyldig og dyb koncentreret aroma. Det er både dåsepærer, pæregelé, æblesyltetøj, nogle hasselnødder og en Københavnerstang samt en rystet Faxe Kondi. Den har en lille buttet krop med fad, blomster og solcreme … og dermed bliver det Pinot Blanc med karakteristik, nerve og smil.

Smagsmæssigt fortsætter dansen med den buttede krop … ganske rund med en frugtsødme, sødbitter lemon, ananas, mandler og den smager endda også lidt blomstret eller parfumeret og slutter med syltede eller grillede citroner … flot Pinot Blanc og 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2022 Weingut Huber, Grüner Veltliner Terrassen, Niederösterreich, ØstrigMeget passende fortsatte jeg på terrassen med høj sommersol kvartetten fra Weingut Huber med et glas af denne 2022 Grüner Veltliner Terrassen.

Som med Riesling Terrassen, så er Grüner Veltliner Terrassen en vin, jeg har smagt tidligere i både årgang 2021, 2020 og 2017.

Vinen er lavet med druer fra forskellige marker i Traisental og fra vinstokke, som er mellem 5 og 80 år gamle. Vinen er lavet med 6 timers kold udblødning af druerne, presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter vinen modner yderligere i de rustfrie ståltanke i 3 måneder inden vinen flaskes. Den har 1,8 gram restsukker pr. liter.

Som med 2021’eren er det først en dans mellem nogle blide noter af melon, pærer, fersken og nogle mer’ karakteristiske Grüner Veltliner aromaer med jord, selleri samt en anelse grøn peberfrugt. Men vi er i alt-er-blidt-og-godt-land, for alt er er fint sammenhængende. Der er også en klar tørhed, mineraler og hvide asparges … indbydende.

I munden har vinen også en lille, venlig og tropisk slagside, hvorved smagen i starten bliver meget blid … også blidere end 2021’eren og så kommer der alligevel lidt bid med salt, citroner og en syre, der så holder hovedet oppe og samlet set giver en frisk vin. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 124,95 kr., men prisen ved køb af 6 flasker er 89,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2022 Weingut Huber, Sauvignon Blanc, Niederösterreich, Østrig

2022 Weingut Huber, Sauvignon Blanc, Niederösterreich, ØstrigDen næste vin i kvartetten på scenen fra Weingut Huber i i Reichersdorf i Traisental blev på Sauvignon Blanc og er en vin, som jeg ikke tidligere har smagt, men det kan den unge Markus Huber skam også godt finde ud af.

Det er en vin, der er lavet på ren Sauvignon Blanc, der er dyrket fuldstændig økologisk fra perfekt placerede sydøstvendte marker i Niederösterreich.

Efter nænsom presning af druerne ligger skallerne i kontakt med mosten i 8 timer og afgiver smag og struktur til vinen. Men herefter gæres vinen i ståltanke og lagrer derpå i 3 måneder sur lie med en jævnlig omrøring. Der er 2,7 gram restsukker pr. liter i vinen.

Det dufter vildt af dejlig grøn Sauvignon Blanc med grøn peber, tomatstilke, stikkelsbær, hyld og kiwi, men den har også klart noget tropisk frugt med mango, ananas og pærer, som forsøger at hive den anden vej end den strenge grønne. Man kommer alligevel op på dupperne … de friske dupper.

I munden har vinen også en grøn tomatstilkagtig smag med masser af grønne urter og grøn syre, mango, citroner, lemon … ren, krisp og grøn med denne syrlige og søde smag … virkelig flot skruet sammen, da man får Sauvignon Blanc druens rene smag … men skruet lidt ned vin et lettere og sødere touch af blød og tropisk frugt. 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Weingut Huber, Riesling Terrassen, Niederösterreich, Østrig

2022 Weingut Huber, Riesling Terrassen, Niederösterreich, ØstrigVi får lige en lille østrigsk kvartet på scenen i form af 4 forskellige vine fra Weingut Huber, der ligger i Reichersdorf i Traisental … en dal med kalkrig terroir i Niederösterreich. Vi starter med denne 2022 Riesling Terrassen.

Vinhuset har jeg tidligere skrevet om, så det skal jeg skåne jer for, men også denne dejlige Riesling Terrassen har jeg smagt før i både årgang 2021 og 2017.

Det er en vin, der er lavet på druer fra forskellige marker med forskellig jordbund i Traisental regionen. Vinen er lavet med 4 timers kold udblødning efterfulgt af presning og gæring i ståltanke ved 19 grader, hvorefter vinen modner yderligere i de rustfrie ståltanke i 3 måneder sur lie inden vinen flaskes. Vinen har 4,9 gram restsukker pr. liter.

I næsen er der faktisk denne gang mer’ eksotisk frugt end i 2021’eren. Der er fersken, ananas, kvæde, abrikos, æbler, grape og lidt grøn peber samt kiwi. Men så kommer fortsat  lidt parfumerede gule blomster og  salte mineraler.

Smagen er meget levende med et smørret og lidt olieret smil, godt med syltede citroner, lemon og grape. Den lille fedme suppleres af salte mineraler, lidt peber og vinen har en tæt struktur, masser af smag, dybde og alligevel bondsk syre og svag sødme. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7