Tag-arkiv: 3½

2018 Benguela Cove, Backbone Rosé, Walker Bay, Sydafrika

2018 Benguela Cove, Backbone Rosé, Walker Bay, SydafrikaEfter hvidvinene fra Benguela Cove Lagoon Wine Estate, så står der et par rosévine og banker på. Suk. Den første er denne 2018 Backbone Rosé.

Den lille, lyserøde bandit er lavet på ren Shiraz, hvor at druerne efter høsten presses og saften ligger med skallerne en kort periode, således vinen får sin lyserøde laksefarve. Efter er vinen lavet alene i rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret … omend i ganske kort tid. Vinen har 5,4 gram restsukker pr. liter og der er lavet 950 kasser af vinen.

Næsen er meget direkte og easy … jordbær, rosenblade, astronaut-is, Københavnerstang, sødme og lidt vingummi. Det bliver aldrig helt dybt eller kompleks, men letbenet og sød. Smagen er også fint let pleasende og klart til den søde side, lettilgængelig og med lidt en saftevandsfornemmelse. Det er til gengæld også en rosé, som de fleste vil kunne lide.

Herhjemme overvejer Winelovers.dk import, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2019 Spier Wines, Signature Sauvignon Blanc, Stellenbosch, Sydafrika

2019 Spier Wines, Signature Sauvignon Blanc, Stellenbosch, SydafrikaSpier Wines er et af Sydafrikas største vinhuse … vi kender dem måske mest fra Savanha vinene fra supermarkederne, og denne Signature Sauvignon Blanc fra Spier er også én af de vine, som findes på hylderne i dit lokale Coop supermarked.

Der sælges – bare alene i Danmark – hvert år omkring tre millioner flasker Savanha vin. Savanha er endda så stort et hit i Danmark, at Spier Wines har lavet en hjemmeside på dansk alene med Savanha vinene.

Spier Wines erda da også en stor historie, for bl.a. har Spiers tilknyttet tolv langsigtede kerne-avlere og ni kontrakt-avlere til vinhuset. Bare igennem de 9 kontrakt-avlerne, har Spier Wines adgang til mere end 700 hektar vinmarker.

Spiers kælder producerer over 3.800 tons druer om året, hvoraf omkring 2.900 tons er røde druer og 900 tons er hvide druer. Hvor mange flasker vin, som der produceres årligt har jeg ikke fundet, men det er helt sikkert mange, mange millioner.

Druerne dyrkes hovedsageligt i de kystnære regioner i Sydafrika, herunder Stellenbosch, Durbanville, Darling, Elgin Helderberg, Paarl, Riebeek Valley og Breede River.

Vinmager, kældermester og manden bag Savanha er Frans K. Smit, og hans tilgang til vinfremstilling er enkel;  minimal indblanding for at opnå konsekvent friskhed, maksimal smag og en perfekt balance.

Frans’ interesse for vinavl begyndte i en tidlig alder. Han er opvokset på en landbrugsejendom i Kakamas i Northern Cape i Sydafrika. Han begyndte med et eksamensbevis i kælderteknologi i 1993, og opnåede den fineste udmærkelse i sin klasse, hvorefter han specialiserede sig i ønologi i sit tredje og sidste år.

Umiddelbart efter afslutningen af sine studier, sluttede Frans sig til Spier Wines, et relativ lille firma på det tidspunkt med en årlig produktion på sølle 25.000 kasser. Det var grundlagt i 1692 af Arnoud Jansz i hjertet af Cape Winelands ved bredden af Eerste floden … omkring 10 kilometer udenfor Stellenbosch.

Ved udgangen af år 2000 havde Frans fået vinhuset til at vokse stødt og der blev på det tidspunkt investeret i renovering af vinkælderen til ikke mindre end 20 millioner Rand. Men det betød blot, at Spier Wines voksede yderligere og er – som nævnt indledningsvis – i dag et af Sydafrikas største vinhuse.

Hele Spiers ejendom er dog meget mere end vin. Her tilbydes for det første fantastiske omgivelser og natur, men der er ligeledes masser af hollandsk arkitektur, udsøgte restauranter, lækre hotel forhold, samt masser af kunst og kultur.

Hos Spier er bæredygtighed i højsædet, og virksomheden fik i 2004, som den første virksomhed i Sydafrika overhovedet, en pris for bæredygtighed fra WIETA aka vinindustriens etiske handelsforening for at give sine ansatte gode, etiske arbejdsvilkår og lønforhold.

Man gør en stor indsats hos Spier for, at de i alt 400 ansatte trives og har mulighed for at videreuddanne sig via en vifte af kurser, som virksomheden tilbyder dem.

Derudover har Spier i forbindelse med mange genbrugsprojekter oprettet små bæredygtige firmaer i tilknytning til driften – firmaer, som udliciteres til de ansatte, og som beskæftiger et større antal fattige sorte fra lokalområdet.  Et eksempel er et lille firma, der ud af genbrugspapir fra Spier laver forskellige papirprodukter, som firmaet så sælger tilbage til hotellet.

Spier Wines laver vine i mange forskellige serier og her smager vi altså en Sauvignon Blanc fra Signature serien. Denne er lavet af 100% Sauvignon Blanc og vinificeret på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret 4 måneder inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er det ikke sådan en pivfrisk Sauvignon Blanc, men har i stedet en lidt rund og varm aroma med lidt lette, grønne noter. Det er tropisk frugt, modne ferskner, astronaut-is, kaktuspiller, stikkelsbær og lemon.

Smagen er ren og tør med stikkelsbær, grønne urter, masser af syre og bitterhed, et fast greb med citron, lemon, grape og grapeskal, en lille saftevandsfornemmelse og eftersmagen er ultrakort … forsvinder i oblivion og intetheden.

Forhandles af Coop supermarkeder, hvor vinen koster 79,95 kr., men prisen er 210 kr. for 6 flasker aka 35 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Vinhos Norte, Tapada dos Monges Vinho Verde Branco, Minho, Portugal

2018 Vinhos Norte, Tapada dos Monges Vinho Verde Branco, Minho, PortugalNæste vin fra Minho regionen var også en Vinho Verde Branco, nemlig fra Vinhos Norte og et af deres brands, som hedder Tapada dos Monges.

Vinhos Norte aka Manuel Costa Carvalho Lima & Filhos ligger i Várzea Cova, øst for Braga tæt ved Minhos grænse til Transmontano. Vinhus er en familievirksomhed, som drives af Lima familien, der grundlagde vinhuset tilbage i 1971.

Vinene fra Vinhos Norte laves under 4 forskellige brands, nemlig Norte, Cruzeiro, Miogo og så Tapada dos Monges, der betyder noget i retning; lavet eller dækket af munke … som hyldest til munkene, der i det 12. århundrede introducerede vinproduktion i området.

Driften varetages i dag af faderen Joaquim Lima sammen med 3. generation i form af børnene Graciete, Vera og Vítor. De laver årligt omkring 5 millioner flasker vin sammen med et ansvarlig vinmager Guilherme Pereira samt 3 andre vinmagere, hvor druerne kommer fra egne marker og fra opkøbte druer.

Vinene laves på et topmoderne vineri, som blev opført i 2005 og sidenhen i 2008 er udvidet med et stort tappelinje. Jeg kan ikke se, hvor mange hektar vinmarker, som vinhuset selv ejer … men hele produktionen sælges både i hjemlandet og på yderligere 15 eksportmarkeder.

Tapada dos Monges brandet lavede Vinhos Norte første gang i 1992 og det omfatte en serie af 6-7 forskellige vine, herunder altså denne Tapada dos Monges Vinho Verde Branco, lavet på et blend af druerne Loureiro, Arinto, og Trajadura, men derudover er der imidlertid ikke mange oplysninger om produktionen.

Næsen er rig på æbler, pærer … lidt på vej mod den neutrale side, men har dog en lille varm sødme samt en luftig, let aroma. Smagen er mere tør, godt med umodne grønne æbler, lemon og ellers sådan meget lige ud af landevejen.

Jeg har ikke fundet en forhandler herhjemme, så prisen kender jeg ikke. I hjemlandet koster den sølle 4,98€ … svarende til 37 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2018 Adega Ponte de Lima, Vinho Verde Branco, Minho, Portugal

2018 Adega Ponte de Lima, Vinho Verde Branco, Minho, PortugalDen første vin fra Minho aka Vinho Verde området i Portugal er en klassisk Vinho Verde Branco, som kommer fra Adega Ponte de Lima aka Adega Cooperativa de Ponte de Lima, der meget passende ligger i byen Ponte de Lima … Portugals ældste by.

Kooperativet er grundlagt i 1959 og har 2.000 vinavlere som medlemmer, så det er lidt en større historie. Det betyder, at man samlet får vin fra 1.800 hektar vinmarker i dalene ved floderne Lima og Vez, mens man på vineriet i Ponte de Lima har en produktion med en kapacitet på 11,5 millioner liter vin.

Denne Vinho Verde Branco er lavet på et blend af de to druesorter Loureiro og Trajadura … vinificeret i temperaturstyrede ståltanke og uden lagring på eg eller andet. Vinen har 4 gram restsukker pr. liter og der produceres årligt 1 million liter af vinen.

Duftmæssigt er der astronaut-is, fersken, melon, overmodne æbler, men egentlig ganske grøn og frisk. Syren virkelig imidlertid noget tilbagetrukket, hvilket gør duften en smule endimensionel.

I munden har vinen lidt en saftevand fornemmelse, meget let at drikke med melon, lemon … masser af lemon faktisk, en smule bitterhed og sødme hånd i hånd. Syren er rigtig nok – som duften også indikerede – ganske afdæmpet, men alligevel er vinen meget frisk med den megen lemon, lidt røg og kalk.

Herhjemme forhandles vinene fra Adega Ponte de Lima af Glud Vine og Vinparken, men denne er ikke i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

N.V. Campari, Mondoro Asti, Piemonte, Italien

N.V. Campari, Mondoro Asti, Piemonte, ItalienMange råelsker denne asti … en frueglad, nonnesød Non Vintage Mondoro Asti. Man kan drikke uanede mængder af vinen, som kommer fra den store italienske Campari Group, som er verdens 6. største virksomhed indenfor vin og spiritus.

Campari Group er børsnoteret på den italienske børs, har over 50 kendte og ukendte brands, eksporterer til 190 lande, har omkring 4.000 ansatte. De står bl.a. bag brands som Cinzano, Aperol, Campari, SKYY Vodka, Grand Marnier, en masse whiskeyhuse som Wild Turkey, mærker indenfor rom, gin, tequila og billig Liebfraumilch hvidvin. Og så altså også italienske mousserende vine under Mondoro navnet.

Det store vin og spiritus imperium startede egentlig helt tilbage i 1860, hvor den ihærdige likørblander Gaspare Campari i sin Café Campari midt i Milano opfandt den røde aperitif … hvilket blev kimen til et sandt industrieventyr med etablering af sin første fabrik i Sesto San Giovanni i 1904.

Campari blev en kæmpesucces, men det var først i 1995, at Campari begyndte deres ekspansion med opkøb af de mange brands og i dag indtager en position som et af verdens største firmaer indenfor vin samt spiritus med en omsætning omkring 12,7 milliarder.

Denne Mondoro Asti med Sweet skrevet ovenover etiketten er lavet på ren 100% Moscato aka Muscat druer fra Asti området i Piemonte og er lavet med gæring på tank, både 1. og 2. gæring og dermed uden gæring på flaske. Det er en vin, som første gang er lavet i 1989 og den sælges primært på det russiske marked.

Duftmæssigt snakker vi masser af fersken, ananas, hyldeblomst, søde vaniljekiks, astronaut-is med en rød raketbamse i toppen, lidt akaciehonning, klare Muscat noter, nødder og lidt hvide blomster.

I munden er vin sød … meget sød eller overdrevet sød, men det er egentlig herlig sød saftevand, nærmest dessertvin med lidt bobler, lidt en flydende candyfloss af bedste skuffe. Jeg kan godt forstå, at Rikke elsker vinen, for det smager dejligt sødt … men der mangler klart syre, rygrad og finesse, men hvor har vinen virkelig masser sødme og bællepotentiale.

Forhandles i Irma, hvor en flaske koster 103 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 3,5/7  

2017 Vondeling Wines, Pinotage, Western Cape, Sydafrika

2017 Vondeling Wines, Pinotage, Western Cape, SydafrikaFra den smukke vingård Vondeling Wines i dalen ved Voor-Paardeberg i Western Cape i Sydafrika smager vi nu igen en vin … nemlig vinhuset 2017 Pinotage, her i en testflaske med i etiket i dogmestil.

Vondeling Wines holder til på en smuk ejendom i hollandsk stil med et lille kapel – St Clement’s Chapel – ved siden af gården. Vingården har en over 300 år gammel historie og blev oprindelig givet til den svenske immigrant Oloff Bergh i 1704 … og der har faktisk lige siden været produceret vin på stedet.

I dag ejes Vondeling Wines dog af de 3 unge fyre Julian Johnsen, Anthony Ward og Richard Gower, som købte vingården i 2002 og de har lagt vinproduktionen er lavet i hænderne på de to vinmagere Matthew Copeland og Emile van der Merwe.

Samlet har Vondeling 467 hektar jord, hvoraf dog alene 100 hektar er vinmarker. Det giver basis for en lang række vine, herunder altså også denne Pinotage, som jeg dog ikke kan finde nogle oplysninger om … med mindre den er lavet som husets Bowwood Pinotage.

Den er lavet med druer, som efter høsten køles ned, afstilkes og sorteres inden formenteringen, så sker uden knusning af druerne, hvilket giver vinen større finesse. Gæringen sker i åbne fermenteringskar og varer 5 dage.

Derefter presses druernes og mosten overføres til 300 liter amerikanske egefade, hvor der sker malolaktisk gæring og lagring 14 måneder, hvorefter de 8 bedste fade udvælges og lagrer yderligere 6 måneder inden overføres til ståltanke i 4 måneder og aftapning på flaske og så yderligere 12 måneder lagring.

Selvom man i Sydafrika høster tidligere på året, så kan denne 2017 Pinotage altså ikke nå den sammenlagte 3 års lagring … medmindre denne testvin altså ikke har ligget på flaske i 12 måneder, men er sendt til Danmark tidligere … eller måske er denne flaske fra de egefade, som fra frasorteret, da man udvalgte de 8 bedste.

Duftmæssigt er det en sød, solmoden lille sag … som har både nougat, flødekaramel, søde Amaretto kirsebær, blommer, brombær og vanilje. Vinen har slet ikke – som man ellers ofte kan frygte med Pinotage – noter af brændt gummi, men denne er fyldig, bærsød og venlig.

Det gælder også smagen, hvor sødmen dog bliver lige en tak for meget for denne jyske vinblogger, men det vil klart være en vin, som mange danskere vil kunne lide. Det er meget solmodent, fyldig, blødt og altså pænt sødt, mens der ikke er meget syre eller rygrad, men lidt peber i eftersmagen. Det er en vinøs plyssofa … komfortabel, tung og behagelig.

Vinene fra Vondeling Wines forhandles af Wineloves.dk, men denne er ikke pt. i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2018 Forteto della Luja, Mon Ross Barbera d’Asti, Piemonte, Italien

2018 Forteto della Luja, Mon Ross Barbera d'Asti, Piemonte, ItalienMon Ross Barbera d’Asti er den ene af de to rødvine hos Azienda Agricola Forteto della Luja. Og hvorfor ikke lige plaske lidt af vinen op i mit glas?

Det er selvfølgelig 100% Barbera fra husets egne marker. Efter høsten knuses druerne straks og gæringen sættes i gang med vingårdens egne gærsorter. Gæringen sker i ståltanke, men overføres til egefade for malolaktisk gæring og derefter lagring på egefade i 4 måneder inden vinen er klar til aftapning på flaske,

Duften har pænt med eg, er en kende lysere end den gennemsnitlige Barbera og har samtidig også en frisk og ren frugt, syrlige kirsebær, ribs og dermed også lidt stram end forventet. Det virker måske en anelse tør og lukket i udtrykket.

Smagen er noget anderledes end forventet … mere fyldig og skarp, en del stærk peber, meget syrlige kirsebær, solbær, lidt varm, bondsk og saftig med en nogen bitterhed. Det er ikke verdens mest venlige Barbera d’Asti. Med lidt luft i glasset bliver vinen lidt venligere, og dermed også lidt mere balanceret.

Import overvejes af Winelovers.dk, så prisen kendes ikke.

Vinanmeldelse 3,5/7

2018 Weingut Adeneuer, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2018 Weingut Adeneuer, Ahrweiler Spätburgunder, Ahr, TysklandEfter en kort hvid indflyvning, så kom vi til det centrale og det, vi egentligt var kommet for … at smage de lette rødvine fra Rotweingut Adeneuer. Vi startede selvfølgelig med deres entrylevel- aka basisvin, deres almindelige 2018 Ahrweiler Spätburgunder.

Vinen er lavet med spontangæring alene med druernes naturlig gærceller, kold maceration og så langring på store 1.200 liter brugte fuders. Selve årgang 2018 var en varm årgang, hvilket vi også oplevede herhjemme, men i denne vin er det endda også meget tydelig.

Næsen er fed og langt mørkere end lige forventet. Duftnoterne er dog klart Pinot Noir med lidt jordbær, kirsebær, nogle krydderier og ellers præg med fadene med kanel og vanilje.

I munden er vinen dog fed og tyk, mangler helt Pinot Noirens lethed og elegance. Her er der også stærk peber og stærk alkohol og jeg kan faktisk slet ikke smage, at dette er Pinot Noir … Spätburgunder fra Ahr.

Vinene fra Adeneuer forhandles herhjemme af Vinvärket, men denne er ikke i sortimentet. På vingården koster den 9,50€ … svarende til 71 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

N.V. Freixenet, Organic Cava Brut, Penedès, Spanien

N.V. Freixenet, Organic Cava, Penedès, SpanienLad os også kig på lidt bobler, bl.a. denne Organic Cava Brut fra det monsterstore spanske cavahus Freixenet, der ligger i Sant Sadurní d’ Anioa i Penedès området, som er en del af regionen Catalonien i Spaniens nordøstligste hjørne.

Freixenet er grundlagt i 1889 af Pedro Ferrer Bosch og Dolores Sala Vivé. Efter Pedro Ferrer Bosch døde under den spanske borgerkrig, overtog hans kone Dolores Sala Vivé cavahuset, men ejes i dag af Henkell & Co. Sektkellerei.

Det er simpelthen verdens største producent af mousserende vine produceret på champagnemetoden og de eksporterer årligt mere end 100 millioner flasker Cava til 150 lande verden over.

Freixenet ejer ikke mindre end 24 vinhuse i det meste af verdenen, bl.a. masser af vinehuse i Spanien, Argentina og Australien samt vin- og champagnehuse i Frankrig. Alene til produktionen af Freixenet Cava ejes over 1.000 hektar vinmarker i Penedès. Freixenet – der kan købes i de fleste større kæder – har også en markedsledende position i Danmark.

Denne Cava Bio Brut er Non Vintage, altså uden årgang, og er produceret på 75% Macabeo og 25% Chardonnay, som er dyrket i Utiel Requena-området, som er beliggende i 700-900 meters højde, omkring 70 km fra middelhavskysten i Valencia provinsen.

Denne økologisk dyrkede Cava er et helt nyt produkt fra Freixenet – og druerne kommer fra en del af Freixenet, som kaldes Freixenet Requena, der er den eneste økologiske producent i regionen.

Den er lavet med førstegæringen i ståltanke over 12 dage og så den tradtionelle andengæring på flaske. Der er 9 gram restsukker pr. liter.

Næsen byder på æbler, pærer, en smule abrikos, honningmelon, ananas, akaciehonning, lidt astronaut-is, champagnebrus, ganske pænt med frugtsødme … ingen tør syre her, og godt med sødme faktisk.

Smagsmæssigt er det utroligt, at der er tale om en Brut, for der er langt mere sødme, som var det en Seco eller Semiseco. Boblerne er sådan mellem … ikke aggressive og heller ikke meget vage. Men derudover er der modne pærer, abrikos, et nøddeagtig element, lidt en saftvandsfornemmelse … men så er det til gengæld en Brut, som vil kunne gå til den søde kransekage, når nytåret rammer, og til en fornuftig pris.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 83,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2017 Sulin, Siné Barbera del Monferrato Frizzante, Piemonte, Italien

2017 Sulin, Siné Barbera del Monferrato Frizzante, Piemonte, ItalienDen næste Sulin vin er også på Barbera druen, men er lidt af en afart, ejendommelig, sær, aparte og underlig snegl, nemlig med lidt bobler … Siné Barbera del Monferrato Frizzante.

Vinen er først lavet som en almindelig rødvin, men har så fået en andengæring i autoklave ståltanke omkring en måned. Først derefter er vinen aftappet på flaske.

Næsen minder på mange måder om de forrige Barbera vine fra Sulin … mørk, tæt med blommer, blåbær og bitre kirsebær og masser af krydderier, men her nu helt klart med meget mer’ sødme.

Det giver et lidt sjovt indtryk … men hvem fanden sætter også bobler til en Barbera vin? Det giver i hvert fald vinen et lidt mere omfavnende, sødt og aromastik indtryk eller sådan lidt mere marmeladeagtigt tilsat lidt sød blomsterpollen.

Smagen falder sådan lidt mellem to stole … både med en frisk syre, en god lethed, lidt bitre elementer, masser af frugt, men nogle af nuancerne fortaber sig en smule mellem de blide bobler. Det smager skam ganske fint, men samlet lidt en underlig størrelse for de fleste danskere.

Dansk importør af Sulin vinene er Winelovers.dk, men denne vin er ikke i sortimentet.

Vinanmeldelse 3,5/7