Mange råelsker denne asti … en frueglad, nonnesød Non Vintage Mondoro Asti. Man kan drikke uanede mængder af vinen, som kommer fra den store italienske Campari Group, som er verdens 6. største virksomhed indenfor vin og spiritus.
Campari Group er børsnoteret på den italienske børs, har over 50 kendte og ukendte brands, eksporterer til 190 lande, har omkring 4.000 ansatte. De står bl.a. bag brands som Cinzano, Aperol, Campari, SKYY Vodka, Grand Marnier, en masse whiskeyhuse som Wild Turkey, mærker indenfor rom, gin, tequila og billig Liebfraumilch hvidvin. Og så altså også italienske mousserende vine under Mondoro navnet.
Det store vin og spiritus imperium startede egentlig helt tilbage i 1860, hvor den ihærdige likørblander Gaspare Campari i sin Café Campari midt i Milano opfandt den røde aperitif … hvilket blev kimen til et sandt industrieventyr med etablering af sin første fabrik i Sesto San Giovanni i 1904.
Campari blev en kæmpesucces, men det var først i 1995, at Campari begyndte deres ekspansion med opkøb af de mange brands og i dag indtager en position som et af verdens største firmaer indenfor vin samt spiritus med en omsætning omkring 12,7 milliarder.
Denne Mondoro Asti med Sweet skrevet ovenover etiketten er lavet på ren 100% Moscato aka Muscat druer fra Asti området i Piemonte og er lavet med gæring på tank, både 1. og 2. gæring og dermed uden gæring på flaske. Det er en vin, som første gang er lavet i 1989 og den sælges primært på det russiske marked.
Duftmæssigt snakker vi masser af fersken, ananas, hyldeblomst, søde vaniljekiks, astronaut-is med en rød raketbamse i toppen, lidt akaciehonning, klare Muscat noter, nødder og lidt hvide blomster.
I munden er vin sød … meget sød eller overdrevet sød, men det er egentlig herlig sød saftevand, nærmest dessertvin med lidt bobler, lidt en flydende candyfloss af bedste skuffe. Jeg kan godt forstå, at Rikke elsker vinen, for det smager dejligt sødt … men der mangler klart syre, rygrad og finesse, men hvor har vinen virkelig masser sødme og bællepotentiale.
Forhandles i Irma, hvor en flaske koster 103 kr., mens prisen er 89 kr. ved køb af 6 flasker.