Tag-arkiv: Tyskland

2023 Weingut Kaufmann, Hattenheim Riesling, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Kaufmann, Hattenheim Riesling, Rheingau, TysklandFra Gutsriesling til Ortsriesling,  for den næste Riesling hos Weingut Kaufmann var deres 2023 Hattenheim Riesling lavet med druer fra marker ved byen tæt på vinhuset.

Produktionen af vinen er meget lig foregående, altså med gæring i ståltanke og efterfølgende er lagring også sket i ståltanke. Det er en vin med restsüße aka restsukker på 5,1 gram pr. liter.

Vinen er duftmæssigt  mere præcis og mere tæt, men fortsat på en meget frisk facon. Frugten er igen æbler og citrus. men der er sjovt nok ingen duft af petroleum. Til gengæld er frugten mere syltet grape og syltet lemon … lidt federe og svagt mere olieret.

Smagen er også mere kompleks, tættere, dybere og syren virker endda også kraftigere. Frugten er igen dugfriske grønne æbler, mens citrusfrugterne virker syltede og let salte, men det er formentlig lidt større mineralsk og stenet element … og så er der nu god længde på smagen, så dermed 92 point.

På vingården koster en flaske 14€ … svarende til 104 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Riesling, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Riesling, Rheingau, TysklandNok snak … tid til the real thing … Riesling vinene og den første hos Weingut Kaufmann var deres Gutsriesling aka basisvin og det var så denne 2023 Rheingau Riesling.

Det er en Gutsriesling, hvor druerne kommer fra forskellige marker og alene lavet på stål … både gæringen i ståltanke, men også den efterfølgende korte lagring er sket i tankene. Vinen har 6,7 gram restsukker.

Det er i næsen arketypisk Riesling … meget forfriskende og har godt med citroner og grønne æbler, men der kommer også et strejf af lidt mere eksotisk frugt af saftig fersken og moden abrikos … måske endda også lidt florale noter.

Smagen følger meget godt dette mønster … godt med citrusfrugter og endda suppleret med lidt sødsyltet citron, for vinen har også en smule sødme, der sammen med lidt tropisk frugtpåvirkning samt en fast syre er med til at give et venligt ansigt. 89 point.

På vingården koster en flaske 10,50€ … svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Weingut Kaufmann, Uno Weissburgunder & Chardonnay, Rheingau. Tyskland

2023 Weingut Kaufmann, Uno Weissburgunder & Chardonnay, Rheingau. TysklandVi smagte også vinen Uno hos Weingut Kaufmann og helt præcis deres 2023 Uno Weissburgunder & Chardonnay lavet på et mix af de 2 druesorter.

Det er en vin, der helt fortjent har lagret på egefade … først er druerne presset og så er mosten gæret i ståltanke, men efter endt fermentering er vinen lagret på barriques.

Duftmæssigt er der ristede mandler,  hvide blomster og en lidt tropiskagtig frugt af fersken samt pærer. Den er lidt fyldig med en tynd smørfrakke på med lidt vanilje uden at blive for fed.

Smagen er lidt i samme boldgade … ikke vild på hverken syre eller mineralitet, men til gengæld meget frugtrig med fersken, pærer og lidt papaya … smooth og lækker, så omgående 92 point.

På vingården koster en flaske 20€ … svarende til 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Weissburgunder, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Weissburgunder, Rheingau, TysklandVort værtinde hos Weingut Kaufmann serverede hurtigt den næste vin og det var denne friske 2023 Rheingau Weissburgunder.

Den er som foregående alene lavet på ståltanke, hvor den så også er lagret en periode. Den har 2,5 gram restsüße aka restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er der godt med abrikos, melon,  gule æbler samt lidt ananas, hyld og citroner. Men der kommer også nogle lidt små, grønne noter frem, lidt hasselnødder og vinen virker sådan forholdsvis fed, blød og smooth.

Sådan er smagen egentlig også … har et meget venligt ansigt, der ikke tør sige dig imod. Der er melon, æblesaft, abrikos, honning og syren er forholdsvis lav … 89 point.

På vingården koster en flaske 10,50€ … svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Spätburgunder Blanc de Noirs, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Kaufmann, Rheingau Spätburgunder Blanc de Noirs, Rheingau, TysklandVi sparkede vinsmagningen hos Weingut Kaufmann i gang med et glas af deres friske 2023 Rheingau Spätburgunder Blanc de Noirs.

Det er en vin alene lavet på Spätburgunder aka Pinot Noir, der efter høsten blot er presset og så er mosten gæret i ståltanke. hvor den så også efterfølgende er lagret en kort periode.

Vinen er luftig i duften med røde bær, rabarber, jordbær og noget tropisk frugt med ananas, mango og så æblemost. Der kommer også lidt vingummibamser, ribsgele og mandarin.

I munden virker vinen en smule olieret og smooth med røde bør og de eksotiske frugter. Det smager sådan set ganske godt, men bliver også lidt kedelig med lav syre. 88 point.

På vingården koster en flaske 10,50€ … svarende til 78 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Besøg hos Weingut Kaufmann … schweizisk vinbonde i Eltville

Efter vor store vinsmagning hos Sophie, så spadserede vi hen til deres nabo på Rheinallee i Eltville og naboen er Weingut Kaufmann, hvor et stort rødt K ved et moderne vinothek markerede, at vi var kommet frem. Knaldrødt, Kool og Kanon !

Den røde farve var et gennemgående tema hos Weingut Kaufmann og det skyldes, at ejeren Urban Kaufmann egentlig er fra Schweiz og dermed anvender rød overalt … på logoet, etiketterne til vinene samt næsten alle steder. Det var jo helt hjemmeligt med de rød og hvide farver.

Vi gik indenfor i det tjekkede vinothek, hvor der allerede var dækket op til vores smagning og derhjemmefra havde medejeren Eva Raps fra vinhuset allerede på forkant spurgt, om vi var interesseret i lidt skinke og ost til smagningen, hvilket vi selvfølgelig havde takket pænt ja til.

Det var også frokosttid … så det passede perfekt, så vi fik sat os ved bordet og klar til en vinsmagning. Vi blev modtaget af en ung og sød værtinde, som først spurgte, hvad vi ville smage og vi lod det være op til hende, men fortalte også, at vi mest var til de tørre vine.

Weingut Kaufmann laver ellers både sekt, tørre hvidvine og endda også pænt mange Pinot Noir vine. Derudover selvfølgelig også både feinherb og edelsüss vine … men faktisk laver de også specialiteter som vermouth og Gin.

Derudover sælger de også vine fra et par samarbejdspartnere i form af Azienda Agrocola Vigna Rutz i Italien og Sea Horse Winery i Israel.

Weingut Kaufmann

Vingården er oprindelig grundlagt i 1953 af Johann Josef Lang og hed oprindelig Weingut Hans Lang. Men vingården blev i 2013 købt af den schweiziske Urban Kaufmann, der tidligere var ejer af det lille ostemejeri Appenzell, samt hans partner Eva Raps, der tidligere var administrerende direktør for VDP aka Verband Deutscher Prädikatsweingüter.

Det er Urban, der står for produktionen af vinene, mens Eva Raps er ansvarlig for markedsføring og salg. Urban siger selv, at han forsøger at lave Rheingau vine med schweizisk præcision.

Urban og Eva har sammenlagt 20 hektar vinmarker, bl.a. har parret parceller på både Grosse Lage vinmarkerne Hattenheimer Hassel og Wisselbrunnen samt Erste Lage marken Schützenhaus, der også ligger ved Hattenheim.

På markerne er 80% plantet med Riesling og derudover har man Weissburgunder, Grauburgunder,  Chardonnay, Silvaner, men også den røde Pinot Noir.

Alt drives 100% økologisk og biodynamisk, for Urban og Eva tager sig de friheder, de mener er nødvendige for at skabe verdensklasse vine. De bruger naturens eget værn, når der skal gødes, herunder planteekstrakt og urtete.

Siden 2017 er de certificeret biodynamisk gennem Demeter Association, så nu har de papir på deres biodynamiske tilgang til vin. Når deres vine har det godt, så har de det godt. Der skal være styr på de små detaljer, så helheden er komplet.

De bruger solens energi og månens kræfter og tænker biodynamisk, når de tager sig af jorden, gødningen, beskyttelse af afgrøderne og de lytter til vinstokkene, også selv om de ikke forstår dem. Det giver de bedste vine, mener de.

Vinhuset er selvfølgelig medlem af VDP, men Eva var jo også i mere end 10 år Geschäftsführerin for Verband Deutscher Prädikatsweingüter.

Vinsmagningen

Det blev en virkelig lækker smagning, hvor vi samlet set kom til at smage 12 vine og i modsætning til Egert, så har Kaufmann også et pænt udvalg af vine på Pinot Noir. Samlet kom vores program til at se sådan her ud:

Jeg har – som vanligt – ovenover linket til mine sædvanlige beskrivelser og  anmeldelser af alle vinene, som vi smagte.

Vi fik også allerede fra start serveret lidt pølse, skinke og ost med tilhørende brød … sødt dekoreret med det schweiziske flag og disse små hapsere fik hurtigt ben at gå på.

Alle ved bordet blev hurtigt enige om, at kvaliteten hos Weingut Kaufmann var meget høj … specielt deres vine på Riesling, men også deres bedste på Pinot Noir var enestående flotte.

Brugen af de røde og hvide farver var gennemført … selv husets servietter var stablet i skiftevis røde og hvide farver og undervejs i vor smagning satte vor værtinde også lige en hoptimist i de danske – og schweiziske – farver på vort bord.

Hoptimisten er jo også en dansk opfindelse, for den blev skabt af den danske møbelsnedker Hans Gustav Ehrenreich fra Aarhus.

Samlet blev til en rigtig fin smagning … og til slut kom Urban Kaufmann selv ind i smagelokalet, hvor der også løbende kom en række kunder for at købe vin.

Rundvisning og mødet med Urban

Vi fik hilst på Urban og spurgte ham, om vi ikke måtte se vinkælderen … og det måtte vi selvfølgelig, så dermed sluttede den fine smagning også med en lille kælder-rundfart. Klasse.

Undervejs fortalte Urban også lidt om vinhuset, historien og produktionen af sine vine.

Vi fik set pakkeri, lager og de store ståltanke til gæringen af vinene …

… men så også de store game fade … flaskelinjen …

… og de mindre fade til lagringen af Pinot Noir vinene.

Super besøg og kæmpe tak til Weingut Kaufmann !!!

2021 Weingut Vogel, Spätburgunder Geniser Wein Trocken, Baden, Tyskland

2021 Weingut Vogel, Spätburgunder Geniser Wein Trocken, Baden, TysklandMed næste vin skal vi til det lille familiedrevne vinhus Weingut Vogel, der ligger i Oberbergen i Kaiserstuhl i Baden og vinen er deres 2021 Spätburgunder Geniser Wein Trocken,

Vinhuset ligger ligeved foden af den kendte mark Oberbergener Bassgeige og det drives af familien Vogel med Siegfried Vogel som winzermeister i spidsen.

Familien driver foruden vingården også et Straußwirtschaft, en form for enkel restaurant hvor man kan få et simpelt måltid mad, som fx Schäufele mit Brägele, Bauernwürste eller Bibiliskäse og et glas øl eller et glas af husets vine.

Familien har 6 hektar vinmarker … og det er også derfra, at denne Spätburgunder Geniser Wein Trocken kommer … lavet ved, at en del af druerne presses, mens de øvrige indgår i gæringen og maceration og efter endt fermentering er den presset og så lagret på egefade.

Duftmæssigt har den en ren, slank, kølig, landlig og animalsk aroma med hestestald, blæk, aske, røg, lidt nelliker og en frugt af tranebær, kirsebær, lidt ribs og cedertræ … virker tør, støvet og letbitter.

I munden er det også en ren, syrligbitter vin … masser af lys syre, rabarber og tranebær, lemon og syrligfrisk ribssaft. Det er lys, ren og ret slank vin … lidt grønne urter, men der er tynde og lette tanniner, masser af saft, ren og lyst bid. 90 point.

Forhandles af Vintagewine.dk, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2015 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Auslese, Rheingau, Tyskland

2015 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Auslese, Rheingau, TysklandVi sluttede smagningen hos Weingut Egert som enhver god middag med lidt sødt og det blev med et glas af deres 2015 Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Auslese … dejligt med Edelsüß ædle dråber.

Det er en vin, der også er lavet i ståltanke med spontangæring og der er vinen også lagret efter endt fermentering. Den har hele 78,4 gram restsüße pr. liter.

I næsen skal vinen lige have tid til at åbne, for den startede en smule lukket, men langsomt kommer aromaerne frem af nøddenektar samt tørret frugt … abrikos, bagte æbler, honning og nogle umamiagtige elementer … dufter sgu fremragende.-

Smagsmæssigt er det også lækker dessertnektar, men den har en fremragende balance mellem syre og sødme. Det er lækkersødt og alligevel får du en fin, tæt og koncentreret frugt af tørret abrikos, en smule dåsepærer, lidt muskatagtige noter, honning og flyder bare cremet og lækkert ud i munden med kæmpe velvære. 93 point.

En flaske på 0,5 liter koster på vingården 12,80€ … svarende til 95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Weingut Egert, Schwartze Linie Oestricher Doosberg Traditionelle Flaschengärung Riesling Sekt Brut Nature, Rheingau, Tyskland

2020 Weingut Egert, Schwartze Linie Oestricher Doosberg Traditionelle Flaschengärung Riesling Sekt Brut Nature, Rheingau, TysklandDerefter gik vi hos Weingut Egert over til lidt mousserende vine og det var et glas af denne 2020 Schwartze Linie Oestricher Doosberg Traditionelle Flaschengärung Riesling Sekt Brut Nature.

Det er en vin, som jeg har smagt før i årgang 2018 og er lavet på Riesling druer, som kommer fra Erstes Gewächs vinmarken Oestricher Doosberg.

Først er vinen lavet i rustfrie ståltanke og derefter sker aftapning på flaske til 2. gæringen, så sker helt efter den traditionelle metode, hvor vinen så gærer sur lie i mere end 14 måneder inden endelig degorgering.

Som med 2018’eren er der straks i næsen godt med petroleum, diesel og olie, men virker samtidig utrolig let, fin og præcis i dens udtryk. Der er også både gær, pærer, æbler, svag honningsødme og samtidig en frisk syre med masser af citroner … virkelig dejlig duft.

Smagen domineres af en frisk og ætsende syre med masser af sure citroner og umodne grønne æbler. Boblerne eller moussen er tætte, små og aggressive, hvilket bidrager til en mundrensende, frisk smag med en anelse lemon og grape bitterhed suppleret med en stenet og tæt mineralitet. 93 point.

På vingården koster en flaske 17,50€ … svarende til 130 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2023 Weingut Egert, Rheingau Spätburgunder Rosé Trocken, Rheingau, Tyskland

2023 Weingut Egert, Rheingau Spätburgunder Rosé Trocken, Rheingau, TysklandFra de præmierede rosévine smagte vi til sidst Weingut Egerts 2023 Rheingau Spätburgunder Rosé Trocken.

Som de øvrige er den formentlig alene lavet med kort udblødning af Spätburgunder druerne efterfulgt af en spontangæring på ståltanke, hvor de også er lagret en periode inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt har jeg ikke så mange noter … minder lidt om de foregående med en landlig, frisk og lyserød frugt af søde kirsebær, godt med jordbær og hindbær og ellers god tørhed med nogle lidt papkasseagtige elementer.

Også i smagen virker vinen sød … søde jordbær, søde kirsebær … og måske en kende neutral, selvom jeg også spotter lidt friskhed. Syren er dog afmålt. 86 point

På vingården koster en flaske 10,80€ … svarende til 80 kr.

Vinanmeldelse 4/7