Tag-arkiv: Italien

2011 Tenuta Bellafonte, Montefalco Sagrantino Collenottolo, Umbrien, Italien

Peter Heilbrons Montefalco Sagrantino Collenottolo havde jeg smagt to gange inden mit besøg på vingården … nemlig både årgang 2009 og 2010. Så meget passende smagte vi 2011 og 2012 under besøget. Vi startede med denne 2011’er.

Alle druerne til Montefalco Sagrantino Collenottolo kommer fra 15 år gamle vinstokke d et udbytte, der halvt så stort som ved Spoletino druerne, nemlig 40 hektoliter pr. hektar. Druerne høstes med hånden, sorteres og afstilkes inden gæringsprocessen, som foregår udelukkende med de naturligt forekommende gærstammer.

Processen varer et 2-3 uger, hvorefter vinen overføres til store fade – ikke mindre end 30 hektoliter – af slavonsk eg, hvor den lagrer i 36 måneder inden den ufiltrerede aftapning på flaske. Inden vinen frigives til salg, så lagrer den yderligere 10 måneder på flaske. Vinen har en alkoholprocent på 15% og der er produceret 17.850 flasker af denne 2011’er.

Duftmæssigt er her god italiensk balsamisk syre, ikke så sød og tæt, som andre Sagrantinoer, men mere frugtrig med stål, vilde urter, svedsker, mørke bær, blomster, kandiserede violer, bark og stor tørhed.

I munden er der også power og syre, men bærrene ikke så mørke og søde, men langt mere elegant. Der er godt med tanniner … stramme og insisterende samt voldsom tørre. Det er stramt, powerfuld og kraftfuld italiensk fuldblod fra Montefalco.

Forhandles af Jysk Vin, hvor prisen er 249 kr. for en flaske, men 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 5,5/7    

2014 Tenuta Bellafonte, Arnèto, Umbrien, Italien

Efter 2015’eren skulle vi selvfølgelig også smage 2014’eren af Peter Heilbrons Arnèto Trebbiano Spoletino … altså første årgang af vinen nogensinde.

Vi smagte dog faktisk også vinen i årgang 2016, men det var en prøve direkte fra fad og altså ikke modnet færdig. Den var dog også ganske fin … godt med noter af grape og ikke helt veludviklet. Men det var denne 2014’er bestemt og efter min vurdering endda en tak bedre end den efterfølgende årgang 2015, men det vender jeg fluks tilbage til.

Vinen er selvfølgelig lavet på samme vis som 2015’eren … altså med kold maceration i nogle få dage og en malolaktisk gæring sur lie i 5 måneder for denne 2014’er og flaskning uden filtrering. Den lagrer på flaske 4 måneder inden frigivelse.

Næsen er mere grøn, mere stringent og mere blomsteragtig end 2015’eren. Det dufter langt mere af Riesling … svag petroleum, citrus, eksotiske frugter samt en lidt flæsket, fed og fyldig side samt røg, kridt samt lidt urter. Hmmm.

Smagen er meget frugtrig, fyldig, cremet, men har også en lækker renhed, sten, jern og knap så fyldig, som 2015’eren. Den er mere slank og en tak mere elegant, selvom strukturen og kroppen er meget roust. Smager virkelig godt.

Smagt på vingården, hvor en flaske koster 20€ … eller omkring 149 kr.

Rating 5,5/7  

2015 Tenuta Bellafonte, Arnèto, Umbrien, Italien

Spoletino … Houlbergs nyeste forelskelse, som hos Peter Heilbron på Tenuta Bellafonte bliver til vinen Arnèto, som vi først smagte i årgang 2015.

2015 er alene andet år, som Arnèto er lavet i. Druerne kommer fra Peters parceller i både Spoleto og Bevagna. Vinstokkene er omkring 16 år gamle og udbyttet egentligt ganske pænt med omkring 80 hektoliter pr. hektar. I produktionen af vinen anvendes alene druernes naturlige gær og vinen får en kold maceration i nogle få dage og en malolaktisk gæring sur lie i 6 måneder for denne 2015’er og flaskning uden filtrering. Den lagrer på flaske 4 måneder inden frigivelse.

Det er en IGT vin hos Tenuta Bellafonte og altså ikke under appellationen Trebbiano Spoletino – Spoleto DOC, hvor druerne skal komme fra Spoleto alene. Ikke at det giver så megen forskel, men regler er jo regler. Peter laver årligt 11.500 flasker af denne hvidvin.

Næsen er meget aromatisk, lidt flæsket, godt med vilde urter, fersken, ananas, røg, smør, lidt nødder, måske mandler, gazebind, kridt og en snert citrus. Dufter vildt godt.

I munden er vinen cremet, fyldig og har godt med krop. Lagringen på eg og den malolaktiske gæring har klart gjort vinen fyldig og fed, men der er også sten, jern og mineralske elementer med i smagsbilledet. Smager virkelig godt.

Smagt på vingården, hvor en flaske koster 20€ … eller omkring 149 kr.

Rating 5/7  

Besøg på Tenuta Bellafonte … hos rare Peter Heilbron

Peter Heilbron er en rar og smilende vinbonde … stoisk, stolt og solid som en klippe. Han er født i Milano, men familien stammer egentlig fra Tyskland. Han har en indre ro, et venligt og vindende væsen samt en fast overbevisning om, hvordan vine skal laves og det medfører fremragende vine.

Jeg besøgte Peter på hans vingård Tenuta Bellafonte – som en af mange – under mit besøg i Montefalco. Peters Montefalco Sagrantino Collenottolo  var én af de vine, som jeg havde smagt flere gange inden mit besøg i Umbrien, og derfor var det selvfølgelig meget interessant at besøge den topmoderne vingård.

Tenuta Bellafonte ligger et par kilometer vest for Bevagna i nærheden af den lille charmerende landsby Torre del Colle og vel omkring 10 kilometer nordvest for Montefalco,

Vingården er topmoderne og ligger med en betagende udsigt over bakkerne med skove, velplejede vinmarker og oliventræer med de pjuskede og sølvfarvede kroner.


Her et foto af den flotte, moderne vingård.

Peter grundlagde vingården i 2007 og driver den sammen med hustruen Sabina. Til at hjælpe med vinproduktionen har man dog hyret vinmageren Beppe Caviola.

Peter havde inden etableringen af Tenuta Bellafonte Società Agricola arbejdet nogle år som administrerende direktør for to store firmaer indenfor spiritus og øl, men hans passion for vine og det unikke terroir i Montefalco gjorde, at han tog springet som selvstændig vinbonde.

Peter ejer i alt lidt over 30 hektar jord, hvoraf de 11 hektar i dag er tilplantet med vin … i starten udelukkende Sagrantino, men der er nu også lidt jord med den grønne drue Trebbiano Spoletino, som jeg blev ganske forelsket i under mit besøg i Umbrien.

Resten af jorden er skov, en mindre frugthave og 2.500 oliventræer af sorterne Frantoio, Leccino og især Moraiolo. Vinmarkerne ligger i en højde mellem 260 og 320 meter over havets overflade, og jordbunden er hård, stenet og har godt med ler.


Produktionsfaciliteterne.

I bedste italienske stil drives der selvfølgelig også lidt Bed & Breakfirst med udlejning af 5 værelser. Hele ejendommen drives økologisk og bæredygtigheden er tænkt ind i alle detaljer fra arbejdet i markerne til bygning af de underjordiske kælderfaciliteter.

Faktisk er kælderen rigtig spændende, specielt det store rum, hvor alle vinene lagrer på store egefade. Væggene i den kælder er bygget af store sten, hvor der kan trænge vand ind. Det sikrer, at der hele tiden er høj luftfugtig i kælderen … og så ser det samtidig tæskegodt ud, hvilket du måske kan fornemme på billedet nedenunder.


Den store kælder med de store egefade. Bemærk væggene af sten, som blot er understøttet af jern og er med til at give en god luftfugtighed i kælderen.

Der er selvfølgelig også solceller, som leverer strøm til hele vingården.

Der produceres kun to vine på Tenuta Bellafonte, så på den måde er produktionen ganske simpel. Det er selvfølgelig en Montefalco Sagrantino Collenottolo samt den nyere hvidvin Arnèto, som Peter lavede første gang i 2014.

Vi fik under vort besøg en rundvisning på vingården, mens Peter fortalte lidt om produktionen af vinene. Vi skulle selvfølgelig også smage vinene og smagte:

Vi startede besøget oppe i et lille salgslokale. Jeg ved ikke, om der findes en større smagelokale på vingården, for vinene smagte vi faktisk nede i kælderen ved de store egefade.


Her byder Peter Heilbron os velkommen.

Peter fortalte om produktionen af de to vine. For Spoletino vinen, så laves den alene med druernes naturlige gær, maceration i nogle få dage og en malolaktisk gæring sur lie i 5 måneder og en flaskning uden filtrering.

For Sagrantino vinen vælger Peter at lagre den i mindst 36 måneder på store 30 hektoliter egefade og derefter mindst 10 måneder på flaske … altså længere lagring end appellationens forskrifter. Ligesom hvidvinen anvendes alene druernes naturlige gær i gæringsprocessen og rødvinen filtreres heller ikke.

Vi drøftede med Peter, hvor han så sig selv som producent i Montefalco … hvilken stil, som han efterstræbte. Og han vil gerne lave vinene så naturlige som muligt … uden alt for megen indgriben og min vurdering er, at hans vine hører til blandt de mest frugtrige af Montefalco vinene. Jeg synes, at han laver bragende gode vine.


En dedikeret vinmager.

Mørket havde sænket sig, da besøget sluttede, så vi hastede hjem til hotellet inden aftenens gallamiddag. Tak til Peter Heilbron for et dejligt besøg.

Vinene fra Tenuta Bellafonte forhandles herhjemme af Jysk Vin, som dog pt. alene har Peters Montefalco Sagrantino Collenottolo, så Flemming, HP og co … ta’ for pokker også den herlig Spoletino vin Arnèto hjem ;o)


Peter Heilbron viser glad sin vin frem.


Samling på tropperne inden rundturen.


Produktionsfaciliteterne.


Et af fadene med Sagrantino.


Peter Heilbron er bare en rar mand.


Endnu et foto fra lagringskælderen.


Og såmænd også et fad med Trebbiano Spoletino.


Peter Heinbron fra Tenuta Bellafonte,

2008 Fattoria di Basciano, Vin Santo del Chianti Rufina, Toscana, Italien

Til desserten – ostelagkage – kom der et lille break i de australske vine, nemlig med en vaskeægte Vin Santo – hellig vin – dessertvinen Vin Santo del Chianti Rufina fra vinhuset Fattoria di Basciano … eller måske mere korrekt Masi Renzo & C. Sas Fattoria di Basciano, som det rettelig hedder.

Vingården Fattoria di Basciano ligger i byen Rufina, som er kendt for sine særligt velbeliggende vinmarker til produktion af Chianti og Fattoria di Basciano laver da også masser af Chianti. Vingården ligger omkring et gammelt tårn – Basciano – der kan dateres tilbage til 1300-tallet. Det er selvfølgelig også fra tårnet, at gården har sit navn.

Vinhuset drives af Mazi familien, som grundlagde huset tilbage omkring år 1900, da de købte vingården Fattoria di Basciano. Det er i dag 3. generation i form af Paolo Masi, som står for driften og vinproduktionen. Han overtog driften efter faderen Renzo Masi. På billedet ovenfor kan vi netop se Paolo og Renzo.

Vingården har samlet 75 hektar jord, hvoraf 35 hektar er vinmarker, 20 hektar olivenlunde og de sidste 20 hektar er skov. De ejer nogle af de bedste og mest unikke jordlodder i Rufina, med en jordbund der er domineret af galestro sten. Disse sten holder på varmen igennem natten og sikrer, at druerne modner optimalt.

Vinen sælges under to brands, Masi Renzo og Fattoria di Basciano, hvor sidstnævnte er husets flagskibsserie, alle lavet på druer fra marker de selv ejer og 100% vinificeret på vingården.

Her har vi altså fat i husets dessertvin Vin Santo del Chianti Rufina, som er lavet på druerne Trebbiano Toscano og Malvasia del Chianti. Druerne tørres i tre måneder, hvorefter de presses, gæres og omhældes til åbne trækar hvor vinen får en let oxidering. Herefter føres vinen på mindre træfade hvor den lagrer i flere år.

Næsen er sådan lidt en blanding mellem cognac og portvin med tørrede fugter, appelsin, honning og vanilje. I munden er den sød, let oxyderet … men ellers ikke så meget at sige. Okay dessertvin, men så er den heller ikke længere.

Forhandles af Vinkyperen, hvor en flaske koster 135 kr.

Rating 3,5/7  

2007 Cascina del Monastero, Barolo Bricco Riund Riserva, Piemonte, Italien

Mer’ Nebbiolo i form af denne Barolo Bricco Riund Riserva fra vinhuset Cascina del Monastero, der ligger udenfor La Morra i området kaldt Annunziata.

Cascina del Monastero er grundlagt i 1926 af Alessio Grasso, som var vinmager fra Treiso. Han købte vingården Cascina Luciani og de omkringliggende marker. Gården havde tidligere tilhørt Benedictklosteret Mercenasco, og havde tidligere også i over 300 år været drevet af munke fra St. Peter klosteret i Savigliano. Derfor blev navnet også ændret til Cascina del Monastero.

I dag er det Alessios barnebarn Giuseppe, som driver stedet sammen med hustruen Velda, men deres børn – Loris og Giada – er også allerede involveret i driften, som udover vinproduktionen også omfatter en større udlejning af 10 værelser i den gamle bygning.

Cascina del Monastero har samlet 6-7 hektar vinmarker, og de bedste marker er Bricco Luciani og Bricco Riund. Huset laver 10 forskellige vine, lige fra Dolcetto og Barbera til Langhe samt Barolo’er.

Her er det husets Barolo Bricco Riund Riserva i en årgang 2007. Vinen er lavet med maceration i 14 dage og er derefter lagret i nye barriques i 12 måneder. Derefter lagrer vinen yderlogere 24 måneder i ældre og store 15 hektoliter egefade inden sidste lagring på flaske i yderligere 6 måneder.

Den er umiddelbart lidt mørkere og mere moderne i stilen … næsen byder på violer, gazebind, kirsebær, hindbær, enebær, våde egefade, babybræk, balsamiske elementer, roser, appelsinskal samt en gammel havelåge … eller i hvert fald noget jern og et sjat krydderier.

Alderen trykker ikke i smagen, for der er godt med stramme og strenge tanniner, syrlig frugt, balsamisk syre. Der er syrlige kirsebær, men der fornemmes også en lille sødme, som giver en smule modspil til syren. Man skulle ikke tro, at sådan en 2007’er næsten er for ung … men sådan har jeg det lidt.

Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor en flaske koster 348 kr.

Rating 5/7   

2008 Grasso Fratelli, Barbaresco Vallegrande Riserva, Piemonte, Italien

Og det blev netop Nebbiolo i næste glas, nemlig denne Barbaresco Vallegrande Riserva fra vinhuset Azienda Agricola Grasso Fratelli, der er beliggende i Valgrande i Treiso … hjertet af Langhe.

Vinhhuset er grundlagt i år 1900 af Valentino Grasso og drives i dag af 3. generation i form af børnebørnene – de to brødre – Luigi og Alfredo Grasso. Huset laver deres vine meget traditionelt, men brødrene har dog taget nogle af de mere moderne metoder til sig, bl.a. med lagring på barriques. Selvom der er lavet vin på vingården siden år 1900, så begyndte familien dog først at flaske og sælge egne vine fra midt i 1970’erne.

Azienda Agricola Grasso Fratelli har samlet 15 hektar vinmarker med Nebbiolo, Dolcetto, Barbera, Moscato og Chardonnay. Deres bedste marker er San Stunet, Sorí Valgrande og Bricco Spessa. Vinene bliver skabt med en stor lidenskab og respekt for det traditionelle håndværk.

Gårdens flagskibe er uden tvivl deres Barbaresco vine, men de laver også en flot Barbera d’Alba Matiné, der kun laves i udvalgte årgange. Derudover laver de bl.a. også en Langhe Rosato Le Zolle, en piemontansk specialitet i form af en let perlende rødvin. Produktionen er i dag på lidt under 60.000 flasker årligt.

Fra marken Sorí Valgrande laver Luigi og Alfredo 2 forskellige Barbaresco vine, den almindelige Barbaresco Vallegrande samt denne Barbaresco Vallegrande Riserva, som vel også nok er husets bedste vin. I denne årgang 2008 har den endda også modtaget guld ved Decanter Wine Awards 2015.

Lavet på store gamle egefade – macerationsperioden kender jeg ikke – og derefter lagret på barriques i 14-18 måneder. Derefter er vinen selvfølgelig også modnet på flaske inden frigivelse.

Og duften er virkelig italiensk syre … italiensk Nebbiolo med syrlige kirsebær, hindbær, violer, champignon, æteriske olier, eg, fad, lakrids og lidt krydderier. Streng, let og med løftet pegefinger.

Smagen er blødere end forventet, men har selvfølgelig – som ægte Nebbiolo – et syrligt bid. Det er modent, elegant, lyst og igen de lyse bær, som dominerer, hindbær, lyse kirsebær, let peber, tørhed samt bløde tanniner. Det er meget harmonisk, velafbalanceret … en sød og streng lærerinde.

Forhandles af EP Vin i Nr. Lyngby, hvor prisen er 210 kr.

Rating 5,5/7 

2014 Tenuta delle Terre Nere, Etna Rosso Santo Spirito, Sicilien, Italien

Uffff for helvede da … nu har jeg igen denne fantastiske Etna Rosso Santo Spirito i glasset, men her en tak nyere end tidligere smagt. Det er vaskeægte siciliansk storhed fra vinhuset Tenuta delle Terre Nere.

Vingården Tenuta delle Terre Nere ligger omkring 5 kilometer øst for byen Randazzo, som vel nærmest ligger i den østligste og nordlige del af Sicilien.

Vinhuset er grundlagt i 2002, hvor en af Italiens bedste vinsmagere Marco De Grazia købte ejendommen sammen med hans broder Sebastiano … en ejendomme med 40-140 år gamle vinstokke med sorter som de røde Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio samt hvide sorter som Carricante, Catarratto, Inzolia og Grecanico.

Samlet ejer brødrene over 30 hektar jord, fordelt på 10 parceller på 4 marker, nemlig markerne Calderara Sottana, Guardiola, Feudo di Mezzo samt Santo Spirito. Samlet udgør parcellerne på disse vinmarker 27 hektar, men de planlægger udvidelse til samlet 30-32 hektar vinmarker.

Markerne ligger på vulkanen Etnas nordlige skråninger og det er nogle af Europas højest beliggende vinmarker, som ligger mellem 650 og 1000 meters højde over havets overflade. De dramatiske døgnvariationer i temperaturen og en undergrund rig på vulkansk aske er med til at give uhørt elegante og komplekse vine, som altså laves på lokale druesorter.

Tenuta delle Terre Nere sendte allerede i år 2002 deres første årgang på markedet, men måtte de første år også ud at købe druer fra flere nabogårde. Siden 2004 har vinhuset været selvsynende fra egne vinmarker og har samtidig omlagt produktionen til økologisk drift, hvilket blev certificeret i 2008. Vinstokkene står i øvrigt som små træer efter en dyrknings- eller opbindingsmetode kaldet Alberello eller Gobelet.

Vinhuset laver 2 hvidvine, 1 rosé samt 6 forskellige rødvin, først en entry-level Etna Rosso, dernæst de 4 enkeltmarksvine Etna Rosso Santo Spirito, Etna Rosso Calderara Sottana, Etna Rosso Guardiola, Etna Rosso Feudo di Mezzo og endelig vinen Prephylloxera Etna Rosso DOC La Vigna di Don Peppino, hvor druerne kommer fra de ældste vinstokke på 2 parceller på Cakderara Sottana, hvor vinstokkene aldrig har været ramt af phylloxera.

Denne Etna Rosso Santo Spirito er lavet med druer fra husets 2 parceller på Santo Spirito marken … de senest købte parceller. Der er vinstokkene mellem 40 og 100 år gamle. Vinen er lavet på 98% Nerello Mascalese og 2% Nerello Cappuccio, lavet med spontan gæring, lagring på franske barriques og tonneaux i 16-18 måneder efterfulgt af 1 måned i ståltank inden flaskning. Der laves årligt omkring 5.500 flasker af denne vin.

Og det dufter bare fabelagtigt … let, gavmild og forførende. Og min tidligere sammenligning mellem Bourgogne og Barolo er ikke helt ved siden af. Det er syrlige kirsebær, hindbær, lette blommer, tør jord, champignon, blæk, flæsk, bacon, babybræk og hospitalsgang, mineraler, læder, mælkechokolade, eg, røg og vilde blomster.

I munden en nærmest burgundisk lethed med piemontisk stramhed. Det er intenst, tørt, syrligt, men med en lethed, som kan forveksles med en Pinot eller måske endda nærmere en Nebbiolo. Tanninerne godt stramme og der er godt med eg, tydelig peber … stramt og godt, men endnu en smule ungt. Vil vinde lidt med mere alder. Himmelsk vin.

Forhandles bl.a. af Oxholm Vin, hvor prisen er 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7    

2005 Di Filippo, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Det fantastiske, meget interessante besøg hos økologiske og biodynamiske Azienda Agraria Di Filippo sluttede med Robertos Montefalco Sagrantino i årgang 2005.

Ja, det er nu en sandhed med modifikationer, idet vi efterfølgende faktisk smagte endnu en par tankprøver, nemlig af Di Filippos Trebbiano Spoletino samt en Passito lavet på Grechetto druer. Dem har jeg dog ikke noter på, så vi lukker og slukker således besøget med denne vin, der som 2006’eren trækker 14,5% alkohol og ellers er lavet på samme måde.

I forhold til 2006’eren er duften en tak mere moden og virker på en eller anden måde mere blid, rund og blød. Fortsæt næse med blåbær, brombær, modne blommer, blæk, flintesten, kaffe og læder … men mere afrundet, blødt og musklerne mere afbøjede.

Smagen er fløjl … endda nærmest nervøs fløjlsvelour, men fortsat med bitterhed og en vis pegefingerløftende syre. Tanninerne er bøjet af, selvom det selvfølgelig fortsat er Sagrantino tanniner og der er mere sødme i vinen end hos 2006’eren. Den er nemmere at gå til, mere pleasende og mere ligetil. Jeg synes 2006’eren er en tak bedre.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske i årgang 2012 koster 249 kr.

Rating 6/7    

2006 Di Filippo, Montefalco Sagrantino, Umbrien, Italien

Sagrantino vine har det som Barolo, Bordeaux og rigtige mænd … de trives med alderen. Det er denne 2006’er af Di Filippos Montefalco Sagrantino DOCG et strålende eksempel på.

Den var næste vin i den ganske lille 3-flaskers vertikalsmagning af Robertos klassiske Montefalco Sagrantino vine under mit besøg hos Azienda Agraria Di Filippo. Vi smagte først denne 2006’er fra en flaske, der kom fra vinkøleskabet, men havde været åbnet et par dage i forvejen. Imidlertid var den feset helt af og på vej til en form for oxydering, så på vores opfordring fik Valeria hurtigt rykket proppen af ny flaske.

Det var godt, for den nye flaske var markant bedre.

I næsen kan alderen dog fornemmes … der er mere modenhed i duftnuancerne. Det er fortsat rustikt, power og rå muskelkraft med blåbær, grafit, blommer, lakrids, læder og andet godt, men det virker nu mere blødt og imødekommende. Den er også knap så fyldig som 2012’eren … mere delikat og lettere i næsen.

I munden er der en utrolig elegance … nu viser Sagrantino druen virkelig noget af sit potentiale. Der er fortsat frisk frugt, god syre, levende og kæmpende tanniner, bitre elementer og vinen er sgu meget sin egen. Jeg synes, at det er herregodt.

Forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, hvor en flaske af 2012’eren koster 249 kr.

Rating 6,5/7