Navnet Durst har stolte traditioner indenfor fotografi … firmaet Durst – grundlagt af Julius og Gilbert Durst i 1936 – producerede nemlig forstørrelsesapparater til mørkekamre og konkurrerede bl.a. med Leitz/Leica. Derfor var det måske også ganske passende, at Andreas Durst blev fotograf, selvom han ikke – mig bekendt – kommer fra samme familie, ligesom han heller ikke er i familie med Fred Durst fra bandet Limp Bizkit.
Andreas er nemlig født i Wuppertal og oprindelig studerede fotografi og filmdesign. Han blev hurtigt en respekteret fotograf og arbejdede primært freelance. Han arbejdede bl.a. sammen med mange af de store tyske vingårde i forbindelse med et projekt, hvor han i 2006 levede fotografier til Stuart Pigotts vinbog Wein spricht deutsch.
Der rejste han rundt til alle vinregionerne i Tyskland og fangede både de smukke landskaber, vinbønderne og deres personligheder med sit kamera. Det var sikkert i løbet af det år, at Andreas blev inspireret til selv at kaste sig over vinproduktion. Og fik tørst for vinproduktion, so to speak.
I 2008 flyttede Andreas Durst til Bockenheim i den nordlige del af Pfalz og begyndte på hobbybasis sit lille vinprojekt med produktion af vin, ren spontangæring i to demijohns i hans kontor, men allerede året efter voksede projektet i omfang og produktionen blev flyttet til vaskerummet i en gammel stald og derudover måtte han også inddrage sin garage til vinene.
Andreas startede med at lave hvidvin, bl.a. vinen han kalder Riesling Grosser Durst Pfälzer Landwein, men i dag omfatter produktionen også vine på Grauburgunder og Weißburgunder, Silvaner, Portugieser samt Spätburgunder. Og det er alle håndlavede vine i beskedent produktionsantal. Produktionen er vistnok alene på omkring 5.000 flasker årligt.
Her har vi fat i Durst’s Pinot Noir, som er en NoSO2 … hvilket på dansk betyder uden brug af svovl/sulfitter. Svovl benyttes normalt i alle faser af vinproduktionen. Det kan tilsættes i små mængder på druerne eller når de presses for at fjerne uønskede bakterier og vildgær. Vinen svovles typisk igen når den hældes på beholder og igen når den kommer på flaske for at forhindre oxidering. Det kan også benyttes til at rengøre udstyr.
Men hos Durst er der således slet ikke anvendt svovl og samtidig fuldstændig biodynamisk, og det fornemmes med det samme i duften, som har en lidt syrlig, biodynamisk side … meget animalsk, urtet … tæt på noget gæret ensilage. Men – meine damen und herren – med lidt luft og gerne et stort glas, så sker der sgu ting og sager. Der åbnes op for godt med kirsebær, tranebær, lidt anis og mere sødkrydrede noter samt et skvat kanel og vanilje.
Det syrlige og rå fortsætter i smagen, men den har alligevel en lidt sød side, dog med peber, jern, jod, hindbær, jordbær samt fin lethed og en insisterende syre, som fortsætter gennem hele smagsspekteret. Lidt af en charmetrold, men giv den endelig store glas samt godt med tid til at åbne op for sluserne. Så bliver du belønnet.
Købt hos Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 190 kr.
Som usynligt bundet af et sæt af uskrevne og mystiske regler … et kodeks i et hemmeligt broderskab fortsatte vinaftenen med endnu en Pinot Noir … og atter oversøisk, nemlig fra vinhuset Domaine Eden, som er ejet af Mount Eden Vineyards, et af de store vinhuse i United States of America.
Nizza Dedicato Barbera d’Asti Superiore … hvilket herligt navn og hvilken herlig vin, selvom den ikke følger det ellers ubevidst lagte Pinot Noir spor, men nærmest bliver et lille chassé trin i en smuk lancier. Det er dog også Barbera fra den allerbedste mark hos vinhuset Azienda Agricola Villa Giada Andrea Faccio, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.
I fransk for viderekomne er vi med næste vin igen tilbage ved Delon familien, som jo også – udover både Château Nénin i Pomerol samt Château Potensac – ejer Château Léoville Las Cases. Og ligesom med Nénin har vi også her fat i slottets 2. vin, nemlig vinen Le Petit Lion du Marquis de Las Cases fra Château Léoville Las Cases.
De 3 sidste vine, som Matthieu Perrin præsenterede var selvfølgelig fra Château de Beaucastel, og vi startede helt naturligt med den vin, som kommer fra de marker, som lige præcis ligger udenfor AOC Châteauneuf-du-Pape appellationen … altså reelt blot AOC Côtes du Rhône.
Denne vin i en årgang 2007 smagte jeg tilbage i 2013, hvor jeg gav den 5 fede tommelfingre op … og nu har vi igen fat i vinen Do Ut Des … en IGT supertoscaner fra vinhuset Fattoria Carpineta Fontalpino. Og hvor ikke udfordre byggesjakket med en supertoscaner, som måske minder om noget andet?
Det siges, at Cabernet Franc er stamfader til Cabernet Sauvignon. Den er jo ellers mest kendt som blandingsdrue i vine fra fx Bordeaux og andre steder. De bedste vine på ren 100% Cabernet Franc finder man vel i Loire, men også i Toscana får enkelte vinavlere fantastiske resultater med druen.
Det var ikke fordi, at vi var mere tørstige … havde nok heller ikke fortjent mere vin, men der kom alligevel et ekstranummer i form af lidt Barolo. Så mens vi nød solnedgangen over Mariager fjord, så drak vi denne Barolo Tre Ciabòt fra vinhuset Azienda Agricola Cascina Ballarin, som ligger i byen La Morra centralt i Piemonte.
Med de næste 2 vine røg vi tilbage i Bordeaux sporet, le sentier de Bordeaux … desværre havde den første, en 2005 Château Batailley 5. Cru Classé fra Pauillac prop, men det havde denne 2008 Château Rauzan-Gassies 2. Cru Classé fra Margaux heldigvis ikke. Pyha!
Efter 5 x fransk skulle vi lige vildledes en smule … og den mission lykkedes. Jeg har ellers tidligere smagt denne sicilianske Nerosanlorè Nero d’Avola fra vinhuset Azienda Gulfi Società Agricola, som ligger i den sydøstlige del af Sicilien, lige ved byen Chiaramonte Gulfi.