Aftenens kultvin blev denne Barolo Runcot Riserva fra Elio Grasso.
Vi er med Elio Grasso i Barolo distriktet. Tæt ved Monforte d’Alba finder vi Elio Grassos ejendom. Bedre beliggenhed kan man ikke ønske sig, ikke blot på grund af udsigten, som er formidabel, men også på grund af jordbunden, som giver mulighed for produktion af fremragende vine. Produktionen hos Elio Grasso startede i begyndelsen af 1980’erne, hvor Grasso familien besluttede at gå tilbage til deres oprindelse som vinavlere.
Man havde nogle år forinden, nemlig i 1978 lagt grundstenen hertil ved at begynde at vinificere og aftappe druerne fra de forskellige vinmarker adskilt, og ved successive genplantninger af deres Nebbiolo, Barbera og Dolcetto vinmarker.
I dag drives vingården fortsat af Grasso familien, nemlig i form af far og søn. Alle markerne dyrkes som enkeltmarksvine undtagen i de år, hvor høsten er middelmådig. Vingården fremstår i dag på alle områder som et mønsterbrug. I 2002 tildelte Italiens mest kendte vinguide Gambero Rosso en af Elio Grassos Barolo’er prisen “Red Wine of the Year”. Denne hæder tilgår som navnet siger kun én vin i Italien. En absolut topproducent
Barolo Riserva Rüncot er en meget stor, struktureret vin bristefærdig med frugt. Den er i modsætning til Elio Grassos andre Baroloer lagret på 100% nye franske egefade, og fadene er smukt integreret i vinen.
Og det med bristefærdig er en god betegnelse for denne vin. Duften er overflod af lys frugt, en smule kant og skarphed, læder, blomster og en form for indelukket gazebind. Det hele meget intens. Smagsmæssigt er der tyggegummi, I ved denne Hubba Bubba slags, der er læder, lyserøde bær, stikkelsbær … meget Nebbiolo med en meget stram tannin. En vin, der fortsat virker meget ung, og som kræver tonsvis luft. Det er sgu elegant … men kræver også sit af nyderen. Jeg synes, at det er voldsomt godt.
Med medbragte vinen: Steffen
Købt hos Jysk Vin til 775 kr.
Så blev det Jans tur, og herfra fik vi en flot Bourgogne fra Bouchard Père et Fils.
Fredag … tid til forkælelse, og hvorfor ikke gøre dette sammen med Caroline! Vi har nemlig fat i én af de mest fantastiske vine fra Tyskland, Diels Pinot Noir, Cuvee Caroline, her i en årgang 2007.
Lørdag … taget i sommerhus … men har medbragt denne vin, som skulle blive en fabelagtig overraskelse, og som blev nydt til frokost sammen med indkøb fra et udenlandsk madmarked, som denne lørdag var opstillet i Hjørring. Her solgte italienske, hollandske og tyske madproducenter deres specialiteter, men herom senere. Lad os i stedet starte med vinen.
Så var det tid til den 5. vin i den flotte line-up, og en vin, som jeg både har smagt før og også anmeldt her på bloggen.
Så kom turen til Mollydookers flagskib, Velvet Glove, som Keeper havde medbragt. En sexet og hypet vin, som vi havde snakket om og set frem til, siden den blev købt i foråret.
Næste vin havde jeg medbragt for at lave en lille battle imod Velvet Glove, og det er en vin, som jeg tidligere har smagt … dog ikke i ædruelig tilstand, hvorfor jeg havde glædet mig til at smage vinen igen. Det er den berømte Amon-Ra fra australske Ben Glaetzer.
Næste vin Carnival of Love er søstervinen til Enchanted Path, blot lavet på 100% Shiraz, og en vin jeg har smagt flere gange før, senest tilbage i januar måned.
Så fik vi ellers gang i vinene og gætterier på hvilket vinland, som de medbragte vine kommer fra. Steffen lagde ud med denne spændende sag, som viste sig at være en amerikansk Pinot Noir, men ikke blot en tilfældig Pinot Noir, men derimod fra den restaurant, som er med i Alexander Paynes film “Sideways” om to venner, Miles og Jack, der tilbringer en weekend sammen før Jacks bryllup og undervejs bl.a. møder Maya, som er servitrice på Hitching Post.
Jans første vin denne aften blev en tysker. Men hvilken én af slagsen. Vi er i byen Burkheim i Kaiserstuhl, Baden tæt på grænsen til Frankrig hos et lille familiedrevet vinhus, som hedder Weingut Bercher.