Tag-arkiv: Toscana

2015 Marchese Antinori, Tignanello Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2015 Marchese Antinori, Tignanello Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienVi smager herefter nu en vin fra Antinoris Tenuta Tignanello ejendom, der ligger tæt på den lille by San Casciano in Val di Pesa og omkring 30 kilometer syd for Firenze. Vinen er en 2015 Tignanello Chianti Classico Riserva.

Den nuværende ejendom Tenuta Tignanello stammer fra det 16. århundrede og er endda bygget på fundamentet af en ejendom, der kan dateres helt tilbage til 1346. Ejendommen tilhørte oprindelig den adelige Buondelmonti familie, der ejede en stor del af landet i Val di Pesa. I det 17. århundrede var det ejet af Medici familien og hed dengang Fonte Dei Medici.

Det var først i midten af 18. hundredetallet, at Antinori familien overtog ejendommen, som i dag omfatter 319 hektar jord, hvor 127 hektar er vinmarker … blandt andet den bakke, hvor druerne til både Tignanello og Solaia kommer fra.

Her er det dog ikke husets store kultvin Tignanello, men deres Chianti Classico Riserva, som er lavet på Sangiovese tilsat en lille smule Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc.

Druerne høstes ved håndkraft, og der sorteres både ved høst og ved ankomst i vinkælderen. Derefter afstilkes drueklaserne og får et let pres inden gæring i rustfrie ståltanke i omkring en uge. Så ligger mosten med skindet inden den spontane malolaktiske gæring.

Herefter er vinen lagret 12 måneder i små 228 liter franske og ungarske barriques og så yderligere 12 måneder på flaske inden endelig frigivelse.

Det er en virkelig lækker vin, som i næsen er vild kompleks, meget indbydende med stor fylde, blomster, stort bundtræk, dybde, moden frugt, kirsebær, hindbær, skocreme, lakridsrod, vanilje, bagepulver, en virkelig dragende sød/syrlig aroma … fuck det dufter godt.

Smagsmæssigt er det også en dyb og flot vin. Det er ikke en ærketypisk Chianti, for smagen er langt mørkere, langt mere intens og uden stram syre. I stedet er her zen dybde, ro med tilbagelænet syre, vild elegance … og så alligevel med en frisk syrlighed, som træder i karakter med luft i glasset.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 309 kr., mens prisen er 259 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Marchesi Antinori, Pian delle Vigne Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2015 Marchesi Antinori, Pian delle Vigne Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienAntinoris Pian della Vigne vingård ligger omkring 6 kilometer fra Montalcino by og er opkaldt efter en jernbanestation beliggende på godsets arealer i det 19. århundrede. Derfra smager vi nu næste Antinori vin … en 2015 Pian delle Vigne Rosso di Montalcino.

Pian delle Vigne ejendommen er på 184 hektar, hvoraf 65 hektar er vinmarker og ejendommen blev købt af Antinori tilbage i 1995. Der laves 3 forskellige vine på vingården og denne Rosso di Montalcino er den mindste og billigste, for de to andre er Brunello’er.

Pian delle Vigne Rosso di Montalcino er alene lavet siden 2012, så denne 2015 udgave er således alene 4. gang. Vinen er lavet på ren Sangiovese, som først afstilkes, presses og gærer ved 25 grader i rustfrie ståltanke 8-10 dage. Derefter følger den malolaktiske gæring efterfulgt af lagring 12 måneder i store egefade.

Igen er her en moden og måske endda overmoden frugt, mørk og blid med blommer, kirsebær og hindbær, tobak, champignon samt svampe, tør jord, mineraler, fennikel, blomster … virker nærmest parfumeret og samtidig med en moden frugtsyre.

Smagsmæssigt er vinen virkelig cremet, fed med vanilje, kanel, mørk frugt, meget mærkbare tanniner … virker dog runde og fint polerede. Der er fylde og friskhed, det er virkelig en blød vin med en let, lys og frisk side … og det smager rigtigt godt.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 199 kr., men kan fås til 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2015 Marchese Antinori, Villa Antinori Rosso Toscana IGT, Toscana, Italien

2015 Marchese Antinori, Villa Antinori Rosso Toscana IGT, Toscana, ItalienI sporet af det hæderkronede Marchese Antinori vinhus smager vi nu vinen Villa Antinori Rosso Toscana IGT … en af husets gamle signaturvine, der oprindelig blev lanceret i 1928 af Marchese Niccolò Antinori som en Chianti Classico.

Imidlertid ændrede Piero Antinori vinens status til en IGT vin i 2001 for at kunne højne kvaliteten med druer som Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot og Syrah, som elle dyrkes på familiens marker.

I denne årgang 2015 er vinen fortsat lavet på et blend alle 5 druesorter, altså Sangiovese, Cabernet Sauvignon, Merlot, Petit Verdot og Syrah … men forholdet mellem druerne kender jeg ikke.

Efter høst er druerne afstilket og presset, hvorefter gæring sker omkring 5-7 dage i temperaturkontrollerede fermenteringstanke, hvorefter mosten hviler med skindet i yderligere 8-12 dage.

Derefter undergår vinen en malolaktisk og overføres så til lagring i franske, ungarske og amerikanske barriques i 12 måneder inden endelig aftapning på flaske.

Næsen byder på en blød, smooth og overmoden frugt, mørke, modne og syrlige bær, blommer, lakrids, læder, skovbund, jord, eg, vanilje og samtidig en store fylde. Det dufter gæret, bondsk med en lille syrlig nerve … herligt.

Smagen er også blød og har godt med frugt, frisk dyb frugt, masser af kraft, masser af frugt, kirsebær, solbær og hindbær. Det er en cremet og koncentreret vin, stramme og tætte tanniner samt en fin, syrlig nerve, som lige løfter vinen op.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 159 kr., mens prisen er 139 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2016 Fattoria Le Sorgenti, Villa Le Sorgenti Chianti Colli Fiorentini Riserva, Toscana, Italien

2016 Fattoria Le Sorgenti, Villa Le Sorgenti Chianti Colli Fiorentini Riserva, Toscana, ItalienI Arno dalen ved den lille by Vallino i Bagno a Ripoli tæt ved Arno floden omkring 10 kilometer øst for Firenze finder vi La Villa delle Fattoria Le Sorgenti og derfra smager vi vinen Villa Le Sorgenti Chianti Colli Fiorentini Riserva.

Fattoria le Sorgenti er en lille vingård, som både laver vine, producerer olivenolie og byder på lidt agriturismo med udlejning af 3 store værelse lige midt i Chianti Colli Fiorentini distriket. Vingården har siden 1974 været drevet af Gabriele og Elisabetta Ferrari, men det er først fra 1998, at man rigtigt har fokuseret på vinproduktionen. Gabriele passer markerne og vinproduktionen, mens Elisabetta sørger for den administrative del og det lille agriturismo.

Samlet har Fattoria Le Sorgenti 60 hektar, men det er dog alene 16,5 hektar, som er vinmarker og 12 hektar olivenlunde. Vinmarkerne er delt på markerne Capaccio, Torre Rossa, La Sala, Pozzo delle Fate, La Tavolina, La Terrazza, Le Sorgenti og Gli Istrici … alle placeret omkring vingården.

Den årlige produktion af vin ligger på 4.000 bag-in-box samt omkring 60.000 flasker vin, herunder altså denne Villa Le Sorgenti Chianti Colli Fiorentini Riserva, som på mange måder er lidt en sjov vin, der er lavet på et blend af 90% Sangiovese og 10% Malvasia Nera.

Malvasia Nera kender vi mest fra den sydlige del af Italien, altså områder som Puglia og Sicilien, men den findes også nordligere i fx Emilia-Romagna og altså også i Toscana.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med temperaturkontrolleret gæring ved 26-28 grader og maceration med skindet i 15 dage med daglig pump over. Efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på franske egefade og 12 måneder på flaske inden frigivelse. Årlig produktion udgør 6.000 flasker.

Sikke en herlig syrlig, flæsket og mørk duft … frugten har pæn modenhed, varm og marmeladefed frugt, fed med en syrlig kant og der er mælkesyrer, chokolade, våde fade og man tænker slet ikke Chiantiland eller Toscana overhovedet.

Selvom vinen også smagsmæssigt er fed, mørk og har en vis sødme, så har den alligevel en meget elegant nerve … en lille spids og syrlig kant, som virkelig klæder vinen. Det er samtidig meget blødt med lidt blæk, lakrids og sorte bær. Det er klart 4,5 fede, mørke fingre med pil op.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 175 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Tenuta dell’ Ornellaia, Ornellaia La Tensione Bolgheri Superiore, Toscana, Italien

2016 Tenuta dell’ Ornellaia, Ornellaia La Tensione, Toscana, ItalienOg hvorfor så ikke oss’ lige nappe førstevinen fra Tenuta dell’ Ornellaia havde Brix nok tænkt? Godt tænkt, så næste røde væske i glasset blev den ikoniske kultvin Ornellaia La Tensione Bolgheri Superiore … én af de store supertoscanere!

Der findes vel 3-4 supertoscanere, som har en speciel status, nemlig Tanuta San Guidos Sassicaia,  Antinoris Tignanello – og Solaia – samt Ornellaia fra Tenuta dell’ Ornellaia. Det er vine som selv i dag regnes for nogle af de bedste fra hele Italien og som fik vild opmærksomhed og øjeblikkelig succes, da de kom frem.

Denne 2016 Ornellaia er efter sigende den største og bedst ratede Ornellaia til dato, og de førende vinkritikkere leverer vilde point, der placerer netop denne vin blandt de bedste og mest efterspurgte italienske vine.

Således har både Wine Advocate og James Suckling givet vinen 98 point og samtidig peger flere vinkyndige på, at vinen vil være egnet som et investeringsobjekt … da priserne må forventes af stige på vinen i de kommende år. Det skal i øvrigt bemærkes, at Sassicaia i netop årgang 2016 har fået magiske 100 point af Parkers Wine Advocate.

Nå, men denne flaske blev ikke gemt til investering, men drukket med stor velbehag. Den er i denne årgang et blend på 51% Cabernet Sauvignon, 27% Merlot, 18% Cabernet Franc og 4% Petit Verdot.

Druerne er selvfølgelig høstet og selektivt sorteret med håndkraft, hvorefter hver druesort og hver vinmark er vinificeret separat med gæring i rustfrie ståltanke samt betontanke ved 26-30 grader over 2 uger efterfølgende af en 10-15 dages maceration med skindet.

Den malolaktiske gæring er sket i egefade, 70% nye fade og 30% fade, som er brugt én gang tidligere. Vinen er derefter lagret på samme fade i samlet 20 måneder. Efter de første 12 måneder i egefadene er vinen samlet og så lagret de sidste 8 måneder.

Efter aftapning på flaske er vinen så lagret yderligere 12 måneder inden frigivelse. Den findes også i en udgave, hvor etiketten er udsmykket af den amerikanske kunstner Shirin Neshat.

Og sikke da en næse … markant mere intens og langt mere kompleks end hos andenvinen. Her der er også mere gas, bundtræk og power med engelsk lakrids, lakridskonfekt, mørke og gærede bær, blåbær, solbær, figner, jod, asfalt, tjære, kanel, cigarkasser, harpiks, en nærmest dekadent sødme eller måske mere korrekt en slags pirrende sød/syrlig aroma. Fuck, det dufter godt.

Smagsmæssigt er vinen nærmest lidt tilbagelænet, blød, stærk og har tonsvis af tanniner … ungdommelige og vilde. Det er jo næsten børnemord at drikke vinen nu, men egentlig bliver tanninerne aldrig for meget, for de er godt integrerede og for pokker det smager godt. Storhed fornægter sig ikke. Det er en tæt vin,  hvor frugten samtidig er frisk, balsamisk og syrlig, men hvor de unge elementer måske kræver tid for at overgive sig og give den sidste blødhed.

Forhandles bl.a. af VildMedVin, hvor en flaske koster 1.595 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2015 Tenuta dell’ Ornellaia, Le Serre Nuove dell’ Ornellaia, Toscana, Italien

2015 Tenuta dell’ Ornellaia, Le Serre Nuove dell’ Ornellaia, Toscana, ItalienDenne Le Serre Nuove dell’ Ornellaia er 2. vinen fra det berømte vinhus Tenuta dell’Ornellaia, som blev grundlagt i 1981 af Ludovico Antinori … bror til den legendariske Piero Antinori, manden bag vine som Solaia og Tignanello.

Det er en vin, som jeg tidligere har smagt i årgang 2011, men her havde Brix købt vinen i en nyere årgang 2015. Men lad os inden smagsnoterne kigge lidt nærmere på det spændende vinhus Tenuta dell’ Ornellaia og manden bag det … Ludovico Antinori.

Det var ingen tilfældighed, at Ludovico valgte vinproduktion som sin levevej. Hans karriere startede nemlig sammen med broderen Piero. Faktisk løber der vin i blodet hos den familie, for de to brødre er også i familie med Mario Incisa della Rocchetta.

Ham kender de fleste vinnørder også, idet han på vingården Tenuta San Guido står bag en anden supertoscaner, nemlig vinen Sassicaia … og så er Tenuta San Guido i øvrigt også naboejendom til Tenuta dell’ Ornellaia.

De to Antinori brødres veje skiltes imidlertid i begyndelsen af 1980’erne, og Ludovico påbegyndte derefter beplantningen af et større område på de bedst beliggende marker ved Bolgheri.

Det 135 hektar store stykke land havde han fået i arv, og det havde været hans hjemmebane siden barnsben, så lokalkendskabet var derfor særdeles godt.

Markerne blev tilplantet med Bordeaux druer som Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Merlot og Petit Verdot. Ludovico fik hjælp af den kendte amerikanske vinekspert André Tchelistcheff, der var overbevist om, at de klassiske bordeaux-druer ville gøre sig bedst i området og at man derfor ikke skulle plante Sangiovese.

Bolgheri-området minder da også på mange måder om Bordeaux, for det er forholdsvist fladt, ligger tæt på vandet og har næsten samme mikroklima.

Selvom Tenuta dell’ Ornellaia reelt var grundlagt i 1981, så var det først i 1988 af den første årgang 1985 kom på markedet, men den blev omgående en stor succes.

I 1989 stod et nyt state-of-the-art vineri færdigt. Bygningerne der i sin arkitektur er noget helt unikt, er bygget halvt under jorden ind i bakkerne. Indvendig er vineriet beklædt med den fineste marmor fra lokale forekomster og en større kunstsamling pryder væggene.

Absolut intet er overladt til tilfældighederne, og det gælder i sandhed også i kælderen. Det bedste vinifikationsudstyr, der kan købes for penge, er blevet installeret og det ajourføres løbende.

I dag er det den verdensomspændende vinkonsulent Michel Rolland, der rådgiver på stedet – hans oprindelse er jo i øvrigt også Bordeaux. Vinmager på Tenuta dell’ Ornellaia er Axel Heinz.

Ejerskabet af Ornellaia været lidt omskifteligt efter Ludovico Antinori i 2003 solgte Tenuta dell’Ornellaia til et partnerskab mellem Robert Mondavi og Frescobaldi. Da Constellation Brands i 2005 overtog Robert Mondavi Winery, købte Frescobaldi de fleste aktier, men Michael Mondavi har stadig en lille aktiepost.

Denne Le Serre Nuove er 2. vin til Ornellaia. Denne årgang 2015 lavet på 64% Merlot, 17% Cabernet Sauvignon, 10% Cabernet Franc og 9% Petit Verdot. Hver sort er vinificeret separat, og fermentering er sket i rustfrie ståltanke ved 26-30 grader i 14 dage, hvilket er efterfulgt af en udblødning i 10-15 dage i ståltankene, hvor den malolaktiske gæring også er startet.

Derefter er vinen overført til egefade, 25% nye fade og 75 % fade, der er anvendt én gang tidligere. Vinen er til at starte med lagret 12 måneder, hvorefter den endelige vin blandes og lagrer yderligere 3 måneder i fadene inden endelig aftapning på flaske og 6 måneder yderligere lagring.

Duftmæssigt er vinen både lidt flæsket og mælket, har klart lidt cigaræsker, urter, våde kældre, vanilje samt en syrlig nerve med en smule mentol. Der er solbær, kirsebær, blommer, læder, tobak, tør jord og grafit. Det er en meget frisk næse, meget ren og frisk frugt med gæret syrlighed og Bordeaux inspirationen er faktisk her ganske tydelig

Smagen er meget tør og tanninerne meget tydelige og næsten voldsomme, så det er absolut en vin, som har stort gemmepotentiale og måske nu er alt for ung. Der er blæk, grafit, krydrede elementer, lidt peber, en lille bitterhed, balsamiske noter … men hold nu op, hvor er vinen ellers rund, blød og utrolig behagelig.

Forhandles bl.a. af VildMedVin, hvor en flaske koster 450 kr., mens prisen er 403 kr, ved køb af 2 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

1994 Poggio Antico, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

1994 Poggio Antico, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienMed stor tålmodighed havde Max H gemt – eller glemt – næste vin i kælderen i mange år … en 1994 Brunello di Montalcino fra Poggio Antico, som ligger i byen Montalcino omkring halvtreds kilometer syd for Siena.

Selve godset på Poggio Antico kan dateres tilbage til begyndelsen af det 19. århundrede. Dengang bestod godset af skov, græsarealer, og tre stenhuse. Udviklingen af Poggio Antico som vingård startede imidlertid først i slutningen af 1970’erne, hvor markerne blev tilplantet med vinstokke, og hvor der blev opført en vinkælder.

I 1984 blev godset købt af Giancarlo og Nuccia Gloder. Parret kom oprindeligt fra Milano, men havde forelsket sig i vinene fra Montalcino. Da de så Poggio Antico og den unikke geografiske placering var de solgt.

Deres yngste datter Paola Gloder blev sat til at stå for vinproduktionen, og dette har hun nu gjort siden 1987 sammen med hendes mand Alberto Montefiori. Og det har Paula klaret ret godt, for stort set alle anmeldere står i kø for at rose vinene fra Poggio Antico.

Hun har dog også hjælp fra en række ansatte med Pier Giuseppe d’Alessandro i spidsen som teknisk direktør og Alessio Sostegni som husets vinmager.

Godset omfatter i dag omkring 200 hektar smukke skove, marker, olivenlunde og vinmarker. Poggio Antico er en af de højest beliggende producenter af Brunello med en gennemsnitlig højde af vinmarker 450 meter over havets overflade.

Den kalkholdige og stenede jord sikrer god dræning og er særlig velegnet til dyrkning af druer af høj kvalitet, hvilket er nødvendigt for at skabe fyldige vine som Brunello. Den unikke kombination af højde, positionering og jordkvalitet giver Poggio Antico vine deres særlige karakter og elegance.

Af de mange hektar jord er der kun 32,5 hektar vinmarker og hovedparten af markerne er plantet med Sangiovese, men der laves også 2,5 hektar med Cabernet Sauvignon. Siden 2017 har man arbejdet økologisk med henblik på senere certificering.

Der laves 3 forskellige Brunello’er på Poggio Antico, og dette er den almindelige basis Brunello so to speak. Den er lavet ved, at druerne først udblødes koldt ved 12 grader i to dage. Derefter sættes gæringen i gang ved 29 grader og varer 10 dage.

Vinen er derefter lagret 3 år i store slavonske egefade, hvorefter den så aftappes på flaske og lagrer yderligere 8 måneder.

I glasset afsløres det, at vinen nok har lidt alder … lidt teglsten eller murstensfarve i kanten af glasset. Næsen bekræfter også, at der er tale om en vin med alder, men der er fortsat godt med power, kraft og fylde. Der er sure kirsebær, måske endda lidt solbær, blommer, figner og en snert af rosiner, men også blomster, en fin og nærmest balsamisk syre, læder, tobak og det dufter faktisk ret godt.

Smagsmæssigt er vinen klart lettere end duften … faktisk lidt let til ben på en moden måde. Der er lidt jern, modne bær, lidt kalkagtige mineraler, men masser af liv og en syre, som ganske vist er mærket af årene, men fortsat har masser af liv og rygrad. Det er utroligt, hvad alder kan gøre ved god vin. Den gode houlbergske blogger ligger i underkanten af 6 ældre og knoglede fingre.

Ikke fundet en importør, men Bichel Vine har tidligere forhandlet dem. Jeg kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 6/7

2012 Centolani, Pietranera Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2012 Centolani, Pietranera Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienAftenens sidste vin blev denne 2012 Pietranera Brunello di Montalcino fra Societa Agricola Centolani, der ligger i Montalcino og drives af Peluso Centolani familien, der ejer to vingårde, nemlig Tenuta Friggiali og Tenuta Pietranera.

Samlet har familien 200 hektar jord fordelt på vinmarker, skov, agerjord og olivenlunde. Det var advokaten og professoren Giovanni Peluso, som købte vingården tilbage i 1979 på grund af hans store kærlighed for både jagt og landskabet omkring Montalcino.

Han har siden udvidet renoveret ejendommen, købt yderligere marker og investeret massive summer i opbygning af et moderne vineri. Der er siden købet nytilplantet 45 hektar med vinstokke og de første vine kom på markedet i 1983.

Giovanni har kun Sangiovese på markerne … og årsproduktionen ligger på omkring 400.000 flasker vin, herunder altså også denne Pietranera Brunello di Montalcino, hvor druerne selvfølgelig kommer fra marken ved Pietranera ejendommen.

Pietranera betyder sorte sten og henviser til de vulkanske jordarter, der forefindes i undergrunden på marken sydøst for Montalcino by og giver mineralitet til vinene.

Druerne er høstet med håndkraft, afstilket 100% inden presningen og efter endt fermentering har vinen lagret på store 50 og 100 hektoliter franske egefade efterfulgt af et år på flaske inden frigivelse.

Næsen byder på syrlig frugt … min overfølsomme næse fornemmede en snert af prop, men resten af bordet var ikke enige, og jeg havde da også problemer med at finde snerten igen og måtte så overgive mig og give dem medhold. Imidlertid er duften lidt lukket, men ellers er der tørrede rosenblade, violer, blommer, kirsebær og masser af egefade … tør eg, jord og tobak.

Det er ikke en syreskarp vin, og den virkede også smagsmæssigt lidt lukket. Det er en lidt tæt, kompakt smag med lyse bær, rund, blød og den har også lidt krydderier.

Forhandles af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 299 kr., men køber du 3 flasker, så er prisen 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Castello di Volpaia, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2016 Castello di Volpaia, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienDer findes mange ringe Chianti vine, men heldigvis også mange gode. Denne Chianti Classico Riserva fra vinhuset Castello di Volpaia hører til i sidstnævnte gruppe … ja faktisk blandt noget af det allerbedste Chianti, som jeg har drukket.

Castello di Volpaia er et vinhus, som ligger i den lille historiske middelalderby Volpaia på en bakketop nord for Radda in Chianti. Castello di Volpaia blev oprindeligt bygget helt tilbage i 1100-tallet som en fæstning mellem de dengang to stridige bystater Firenze og Siena.

Familien Volpaia der boede på slottet gennem flere hundrede år, tog deres navn efter byen aka fæstningen og blev en anerkendt, berømt og indflydelsesrig familie.

Lorenzo della Volpaia, der levede mellem 1446 og 1512 var både arkitekt, matematiker, guldsmed og urmager, Han grundlagde et florentinsk dynasti af urmagere og blev verdensberømt, da han opfandt det kendte Orologio dei Pianeti – planeturet – og senere også lavede uret på Palazzo Vecchio aka det berømte rådhus i Firenze.

Lorenzo della Volpaia var desuden venner med Leonardo da Vinci og rådgav også Michelangelo om tekniske problemer, bl.a. placeringen af David statuen. Lorenzos sønner Camillo, Benvenuto og Eufrosino fulgt efterfølgende i faderens fodspor.

Volpaia mistede omkring 1554 sin strategiske betydning som fæstning, men fortsatte med at producere vin og olivenolie, og det er fortsat tilfældet i dag. Castello di Volpaia har samlet over 360 hektar fordelt på vinmarker, olivenlunde og skov, men der er dog alene 46 hektar højtbeliggende vinmarker.

Siden 1972 har Castello di Volpaia været ejet af Carlo og Giovannella Mascheroni Stianti, som driver vingården sammen med deres søn Nicolo Mascheroni Stianti. Faktisk fik parret foræret næsten 2/3-dele af hele byen inkl. den gamle fæstning i bryllupsgave i 1966 fra Giovanellas far Raffaello Stianti … som var en formuende og fremtrædende erhvervsmand, som havde tjent sin formue indenfor trykkerier og bogbinderier og vild med sin datter.

I midten af 1970’erne besluttede Carlo og Giovannella Mascheroni Stianti at renoverede den gamle bygning og byggede et topmoderne vineri med tilhørende restaurant samt et lille, eksklusivt agri turismo med udlejning af værelser og kokkeskole.

Derudover har vinmageren Lorenzo Regoli med konsulterende hjælp fra ønologen Riccardo Cotarella siden 2001 bragt ejendommen op i Chiantis absolutte superliga.

Her smager vi vinen Chianti Classico Riserva, som var den vin, der i årgang 2015 blev nr. 3 på Wine Spectator top 100 liste i 2018, hvor første- og andenpladsen gik til vine, der minimum er tre gange så dyre. Her har vi vinen i årgangen efter, altså 2016.

Druerne kommer fra op til 50 år gamle økologiske vinstokke plantet på vinmarkerne Casavecchia, Casetto, Castellino, Campo a Prato, Pratolino, Santa Caterina, Santa Maria Novella og Vignavecchia, som er højtbeliggende fra 400-600 meters højde og syd- sydøst og sydvest eksponeret.

Castellino og Santa Maria Novella-markerne består hovedsageligt af ler, mens resten af markerne består af mere let jord med et stort indhold af sandsten.

Vinen er lavet med en indledende koldmaceration og en længerevarende temperaturstyret gæring i ståltanke, hvorefter vinen via underjordiske rør af rustfrit flyder ned i fadkælderen længere nede i byen. Her lagres den i 24 måneder på en kombination af store slavonske fade af ældre dato og franske barriques.

Sikke da en rolig og indbydende blodtud med blodrøde kirsebær, jordbær, røde rosenblade, svag vanilje og kanel sødme, lidt tobak, tør jord, blide mineraler, grønne blade i vinmarkerne, sitrende syre, måske endda lidt småsyrlige ribs … hvor det smukt balanceret og det er sådan en vin, som man kan blive ved med at snuse til.

I munden er det en meget tør vin med syrlige kirsebær, ribs, tranebær, godt med tanniner og en superpræcis syre. Frugten er frisk, lys og det suppleres med mineralsk renhed, svagt en smule vanilje, men for pokker … der er balance og det smager herregodt. Houlberg er total glad og hoster op med 5½ tanninrige fingre med svag pil op.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 279 kr., mens prisen er 235 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Pagliarese, Chianti Classico, Toscana, Italien

2016 Pagliarese, Chianti Classico, Toscana, ItalienLad os endelig fortsætte med lidt Sangiovese vino … nu med en ægte DOCG Chianti Classico, som kommer fra vinhuset Pagliarese, der ligger lidt syd for den lille by San Gusmè omkring 60 kilometer syd for Firenze i skønne Toscana.

Pagliarese er en gammel historisk ejendom, som blev grundlagt af familien Pagliaresi familie, som allerede tilbage i 1200-tallet var en stor og indflydelsesrig familie i Sienna. Da trak sig senere tilbage og bosatte sig til landet, nemlig i Berardenga området mellem de i dag to store topproducenter Fèlsina og Castell’in Villa … omringet af et fantastisk terroir.

Langt senere i 1970’erne og starten af 1980’erne var Pagliarese et anerkendt vinhus, som var drevet af den nu afdøde vinmager Giulio Gambelli. Men i slutningen af 1980’erne gik det dog desværre ned af bakke med både kvalitet og økonomi, så vingården var tæt på at gå bankerot og endte til sidst med blot at sælge druerne til andre producenter.

I 1995 blev vinhuset samt markerne købt af Poggiali familien, som lagde stedet under deres eksisterende vinhus Società Agricola Fèlsina, dog med tanke om på et senere tidspunkt at relancere vinene under eget label igen.

Fèlsina er vi tidligere stødt på her på Houlbergs Vinblog, nemlig da jeg smagte en 2010 Berardenga Chianti Classico Riserva. Det er et stort og anerkendt vinhus, som siden overtagelsen har moderniseret vingården og genplantet de fleste af Pagliareses vinmarker.

Samlet har Pagliarese 65 hektar jord, hvoraf 25 hektar er vinmarker, 10 hektar olivenlunde og de resterende skovområder. Pagliareses marker ligger højt i Castelnuovo Berardenga i 320-390 meters højde, hvor jordbunden på de sydvestvendte skråninger består af stor andel kalksten, sandsten og småsten.

Og nu har Fèlsina så valgt at sælge Pagliarese under egen label igen. Det er sket fra og med årgang, så denne 2016 er således alene 2. årgang under det gamle navn.

Denne Chianti Classico er lavet på 90% Sangiovese, 5% Canaiolo og 5% Mammolo. Fermenteringen er sket i rustfrie ståltanke ved 28-30 grader med daglig overpumpning og en efterfølgende maceration på 12-15 dage. Derefter er vinen lagret 10-12 måneder, hvorefter den er tappet på flaske og lagret yderligere en periode.

Næsen byder dig på en rigtig god italiensk syre, lettere balsamisk suppleret med lidt grafit, kirsebær, ribs, grønne blade, tør tobak, lidt peber, fennikel, medicinskab og mynte. Virkelig nice … kan virkelig godt lide kombinationen af let, frisk bærfrugt og stor intensitet.

Smagen er ren frugt, jern, tranebær, kirsebær … faktisk tonsvis af frugt, virkelig dyb, stram lækker og saftig. Vinen har en ret lang eftersmag ved svag bitterhed. Det er virkelig elegant Chianti, som samtidig har nerve, karakter og dybde.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., men ved køb af 6 flasker er prisen 148 kr.

Vinanmeldelse 5/7