Tag-arkiv: Tyskland

2011 Weingut Michael Teschke, Spätburgunder vom Kalkstein, Rheinhessen, Tyskland

Med et udseende som Hansi Hinterseer … håret langt, samlet i en hestehale, lidt gråt ganske vist … og en produktion af fremragende vine, så må denne vinzer, vinmager være alle pigers drøm … voksne piger selvfølgelig.

Navnet er Michael Teschke, og han er 3. generation på vingården, som ligger i den lille by Laurenziberg tæt på Gau-Algesheim lidt syd for Mainz i Rheinhessen og han er således også manden bag denne Spätburgunder vom Kalkstein.

Vingården er oprindelig grundlagt af Michaels farfar, som kom til Laurenziberg fra Kaliningrad i Østpreussen efter anden verdenskrig, hvor han i en periode havde været fængslet af de fremrykkende russiske styrker. Han slog sig ned på gården og startede et landbrug, men det var dog Michael Teschkes far, der plantede den første vinstokke i 1953 og dermed reelt startede vingården.

Michael Teschke overtog driften af gården fra sin far i 1998. Familien har 7 hektar vinmarker i det nordlige hjørne af Rheinhessen med udsigt til Rheingau og Nahe. En del af markerne har vinstokke, som er over 50 år gamle, og der dyrkes Grüner og Blauer Sylvaner, Grauer og Weisser Burgunder, Riesling, Portugieser, Spätburgunder, Frühburgunder og Blaufränkisch.

Specielt Sylvaner er Michael Teschkes spidskompetence, og Michael kalder også druen Sylvaner med Y som i Frankrig, fremfor den normale tyske stavemåde Silvaner med I. Denne drue er hans passion. Hans fantastiske Sylvaner vine har også gjort, at Teschke har fået tilnavnet Mr. Sylvaner.

Han siger selv, at Sylvaner aldrig bliver verdens største drue, men at druen har en gennemsigtige smag, er forholdsvis neutral og derfor kan arbejdes i en række forskellige stilarter.

På markerne er jorden præget af både kalksten og sandsten … og det er også med til at give Teschkes vine præg af jern og mineralitet.

Vinene er opdelt i 3 kvalitetsniveauer, nemlig Gutsweine, Weine vom Kalkstein og Solisten. Denne Spätburgunder vom Kalkstein tilhører – som navnet siger – den midterste kategori. Vinen kommer fra 20 år gamle vinstokke, er lagret 15 måneder på brugte barriques. Der laves alene små 1.400 flasker af denne vin årligt.

I næsen er der aroma af røg, eg, røde bær, stikkelsbær, krydderbuske, mineraler og rusten cykel. I smagen er der let sødme, god frugt og snorlige mineralitet. Der er super balance i vinen, og det er bestemt en af de bedre vine, som jeg nød i kælderen på Nimb.

Pris på gården er 11,20€ … eller omkring 83 kr.

Rating 4,5/7 

2011 Weingut Braunewell, Essenheimer Spätburgunder Kalkmergel, Rheinhessen, Tyskland

Med næste vin bliver vi i Rheinhessen området, nu blot 6-8 kilometer sydvest for Mainz, hvor vi i en lille by Essenheim finder vinhuset Weingut Braunewell, som står bag denne Essenheimer Spätburgunder Kalkmergel.

Vingården er grundlagt af en franskmand, nemlig François Breiniville som i 1655 flyttede fra Villepot i Frankrig til Rheinhessen. Her fandt han sin kone Christina i Essenheim, slog sig ned der og startede et landbrug med vinavl. Med tiden blev Breiniville til Braunewell i de lokale kirkebøger, og det blev så efterhånden familienavnet.

I dag drives vingården fortsat af Braunewell familien, endda i 3 generationer. Vinhuset ejes i dag af ægteparret Axel og Ursula Braunewell, men også Opa og Seniorchef Adam Braunewell hjælper til … og Axel og Ursulas to drenge Christian og Stefan – der som faderen er uddannede ønologer fra Geisenheim – deltager ligeledes i produktionen af vinene.

Vingården har samlet 20 hektar vinmarker, hvor markerne Essenheimer Teufelspfad og Essenheimer Blume hører til familiens vigtigste … deres größter Schatz som de selv kalder dem.

Husets vine er traditionelt inddelt i Gutsweine, Ortsweine og Lagenweine, men derudover laver de også en serie med navnet François … opkaldt efter deres franske historie og selvfølgelig på nogle af de franske druer som Merlot og Sauvignon Blanc. Herudover laves der en serie Prädikatsweine, bl.a. Beerenauslese, Trockenbeerenauslese og Eiswein. Derudover også lidt Sekt & Secco.

Denne Essenheimer Spätburgunder Kalkmergel er én af husets Ortsweine … lavet med druer fra husets kalk- og mergelholdige marker. Vinstokkene er omkring 27 år gamle, og vinen har lagret 16-18 måneder på 225 liters barriques … både nye samt fade som er brugt både 1, 2 eller 3 gange før. Der laves årligt 7.500 flasker af denne vin.

I næsen igen godt med krydderurter, hindbær, kirsebær, lidt lakrids … ellers lidt neutral. Måske lidt kraftigere end mange andre Spätburgundere. Smagen har let sødme, krydret … lidt varm i udtrykket, og det kunne virke som om, at vinen har fået en tand for meget fad?

Pris på vingården er 15,00€ … eller omkring 112 kr.

Rating 3,5/7 

2011 Weingut Finger, Himmelthal Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

Weingut Finger hedder dette vinhus … den er go’ nok … Finger, Andreas Finger … og han holder til i byen Eimsheim, en 15-20 kilometer syd for Mainz i Rheinhessen. Og “fingeren” står bag denne Guntersblum Himmelthal Spätburgunder.

Det er ikke et vinhus, som gør meget væsen af sig på internettet, og har ikke mange oplysninger på deres hjemmeside, men der er tale om en lille familieforetagende, som har været drevet af Finger familien siden 1769 i Eimsheim.

Andreas er vistnok 8. generation på vingården … og har formodentlig overtaget driften efter faderen Bernhard Finger.

Familien driver i alt 12 hektar vinmarker fordelt rundt i området omkring 6 forskellige byer. Deres vigtigste vinmarker er markerne Eimsheim Römerschanze, Guntersblum Himmelthal og Westhofen Morstein.

Der laves hvidvine på druerne Riesling, Grauer Burgunder, Weißer Burgunder, Müller-Thurgau, Silvaner, Huxelrebe, Schönburger og Albalonga, mens de røde sorter laves på Spätburgunder, Dornfelder, Portugieser, Cabernet Dorio og Merlot.

Denne Himmelthal Spätburgunder er selvfølgelig lavet af druer fra marken Guntersblum Himmelthal, hvor stokkene i gennemsnit er omkring 10 år gamle. Vinen har lagret på brugte franske barriques i 24 måneder … og der laves sølle 800 flasker af vinen årligt.

I næsen er der mange urter … næsten som at stikke næsen ind i en krydderbusk … lidt en sær størrelse, og ikke specielt frugtrig. Smagen er lyse bær, men igen en krydret smag … sådan lidt sødkrydret og lidt skarp … nej meget skarp. Stikker lidt ud og umiddelbart er jeg ikke til vinen.

Pris på vingården er 9,80€ … eller omkring 73 kr.

Rating 2,5/7 

2011 Weingut Mirjam Schneider, Gau-Bischofsheimer Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

En lille lækker sag … dejlig Spätburgunder fra Weingut Schneider … eller helt præcis Weingut Mirjam Schneider, da det nemlig er den unge “winzerin” Mirjam, som er vinmageren i dette vinhus, som ligger ved byen Hechtsheim, som vel nærmest er en forstad til Mainz … lige ved Rhinen i Rheinhessen.

Schneider familien har været vinbønder i Mainz Hechtsheim siden 1715, og vingården ejes i dag af Lothar Schneider sammen med datteren Mirjam.

Rollefordelingen er nu imidlertid meget klar, for faderen står for markerne, men Mirjam er husets vinmager og står for produktionen af vinene fra Weingut Schneider Efter sigende skulle Mirjam være 6. generation … om det lige passer med årene, ja det må I selv rode med.

Mirjam er således vokset op med vin, har altid interesseret sig for vin og har tilbragt meget tid i familiens vinmarker. Hun er uddannet ønolog i 2002 og vintekniker i 2005. Hun har været på praktik i New Zealand og har også siden 2002 haft frie hænder i kælderen på vingården, så hun kunne anvende og afprøve nogle af hendes mange nye idéer.

Huset har samlet 6 hektar vinmarker, nemlig markerne Laubenheim, Johannisberg, Gau-Bischofsheimer Kellerberg samt Nierstein Pettenthal. Mirjam koncentrerer sig om de klassiske sorter Riesling, Silvaner, Portugieser og selvfølgelig Burgunder sorterne, men faktisk også den internationale drue Merlot anvendes på gården.

Husets vine er delt på i tre kvalitetsniveauer, nemlig først med 3 stjerner, som er huset Gutsweine, 4 stjerner som er Ortsweine og endelig 5 stjerner, som er Lagenweine.

Denne Gau-Bischofsheimer Spätburgunder er en Ortswein … selvfølgelig fra marken Gau-Bischofsheimer Kellerberg, hvor vinstokkene er omkring 12 år gamle. Vinen har lagret på egetræsfade i mindst 2 år, og der laves årligt omkring 3.500 flasker af vinen.

Og uhmmmmm, duften er voldsom animalsk med sød kostald, eg, vanilje, røg, hindbær og jordbær og en anelse blæk … bare lige et strejf af lidt mørkere toner … skønt. I smagen er der godt med syre, godt med røde, let frugt … bare mere intenst, men det giver en anelse mere fylde. Der er mineraler og jern … og det går alt sammen flot hånd i hånd. En af de absolut bedre vine i kælderen på Nimb til det tyske vinseminar.

Pris på gården er 8,00€ … eller sølle 60 kr. Røverkøb …og skriger efter en importør.

Rating 5/7 

2012 Weingut Peter Kriechel, Ahr-Spätburgunder S, Ahr, Tyskland

Vi snupper da også lige et par tyske Spätburgundere … først denne Ahr-Spätburgunder S fra Weingut Peter Kriechel, en lille familiedrevet vingård, som ligger ved byen Bad Neuenahr-Ahrweiler … selvfølgelig i Ahr.

Ahr er et lille område, Tysklands mindste og i øvrigt et af de nordligste tyske områder, hvor der produceres rødvine. Ahr er en dal med stejle skråninger hvor jordbunden er skifer og hvor arbejdet i marken flere steder kræver man har sikkerhedsreb, for her er så stejlt, at det kræver træning at begå sig.

Og man forstår det bedre når man står ved foden af markerne og kigger op på de stejle marker hvor mere end 70% af dem har en hældning på over 30%. Og det er netop denne hældning som er en af hemmelighederne bag de flotte vine.

Weingut Peter Kriechel har eksisteret i mere end 60 år. Vingården blev nemlig grundlagt af Peter Kriechel, som i mange år leverede druerne fra sin 1,5 hektar store vinmark til det lokale kooperativ. I 1952 besluttede han imidlertid at starte sin egen produktion … og det blev til Weingut Peter Kriechel.

I 1969 overtog Peters to ambitiøse sønner Hermann og Ernst driften, og de udvidede løbende ejendommen. De var uddannet som henholdsvis ønolog og vinavlstekniker, og fortsatte udviklingen af gården. I dag er det imidlertid 3. generation, som driver Weingut Peter Kriechel, nemlig Markus Kriechel, Michael Kriechel, Gerd Kriechel og Peter Kriechel Junior.

Sammen med vinmageren Michael Hewel driver de i dag ejendommens 24 hektar vinmarker … og dermed er gården faktisk den  største private, familiedrevne vingård i Ahr.

De ejer bl.a. markerne Rosenthal, Steinkaul, Herb Berg, Himmelchen, Pfaffenberg, Schieferlay og Sonnenberg … og de har faktisk primært tilplantet med røde druer. Det er primært for 85% de røde sorter Spätburgunder, Frühburgunder, Portuguese, Dornfelder, Regent og Domination. Der bliver dog også plads til lidt hvide druer, nemlig Müller-Thurgau, Riesling, Pinot Gris, Optima, Kerner, Würzer, Bacchus og Pinot Blanc.

Denne Ahr-Spätburgunder S er niveauet over husets basis Spätburgunder … lavet på druer fra 20 år gamle vinstokke. Vinen har i 12 måneder i store 1.300 liters egefade, som er mellem 1 og 4 år gamle. Jeg ved dog ikke, hvad S’et står for. Der laves årligt 11.500 flasker af vinen.

Duftmæssigt er første indtryk sådan lidt spicy med røg, mineraler, lys frugt, mens vinen i munden har bid, men er kraftfuld. Der er godt med tanniner, hindbær, syre … men syren bliver ikke for meget, og samlet efterlader den et rigtigt godt indtryk, Stram, kraftfuld, kantet, lys og mineralsk.

Importør er Carlsen Vin, men jeg har ikke en pris på denne.

Vianmeldelse 4/7  

2011 Weingärtner Bad Cannstatt, Spätburgunder, Württemberg, Tyskland

Med næste Spätburgunder er vi hos et flok vingartnere i byen Bad Cannstatt et par få kilometer nord for Stuttgart i området Württemberg … ja der er nemlig tale om kooperativet Weingärtner Bad Cannstatt, som under mottoet Eine Klasse für sich producerer vine … og altså også denne Spätburgunder ** Trocken. Ja de to stjerner indgår reelt i navnet.

Kooperativet er grundlagt i 1923 som Weingärtnergenossenschaft Bad Cannstatt af omkring 80 små vinbønder, som ejer omkring 61 hektar vinmarker omkring Bad Cannstatt. På kooperativer skråninger langs floden Neckar, har der været dyrket vin siden romertiden, og her er undergrunden specielt kendt for forekomsten af travertin kalk.

Travertin er en slags porøs kalksten, og den er meget typisk for Bad Cannstatt. Travertinen har en gul/brun farve og er dannet af aflejringer af kalk fra de mange mineralkilder i Cannstatt. Den giver samtidig en speciel god mineralitet til vinene. Hos Weingärtner Bad Cannstatt har man endda bygget husets imponerende hvælvede kælder af Cannstatt travertin.

Kooperativet voksede i 2010, hvor det fusionerede med et andet lokalt kooperativ, nemlig Weingärtnergenossenschaft Unteres Murrtal. Kooperativet blev kåret som bedste tyske kooperativ i 2013 … Beste Winzergenossenschaft 2013.

Husets vine er opdelt i 4 kvalitetsniveauer … og det har du måske allerede gættet? Vi starter selvfølgelig med 1 stjerner, så 2 stjerner, 3 stjerner, mens husets topvine hedder Barrique-Weine, som alle er 3-stjernede vine, som yderligere har lagret på barriques.

Denne Spätburgunder ** Trocken er lavet med druer fra marken Cannstatter Berg, hvor vinstokkene er omkring 24 år. Lavet med traditionel fermentering og lagring på 2.500 liter egefade i 9 måneder og 450 liter Tonnaux fade i 6 måneder. Årlig produktion af vinen ligger på omkring 5.000 flasker.

Duftmæssigt den herlige søde kostald … i samspil med hindbær, jordbær … meget fin og let i udtrykket. Meget tysk i udtrykket. Smagen er let syrlig med røde bær, let peber, elegant. Der kommer også lidt mørkere nuancer … som om, at der er mere kraft eller intensitet i saften, og det er ganske interessant. Fint vin.

Pris på vingården er 9,50€ … eller omkring 71 kr. Man skulle bo i Tyskland.

Rating 4,5/7  

2012 Weingut Burg Ravensburg, Pinot Noir, Baden, Tyskland

Weingut Burg Ravensburg er et gammelt vinslot, som stammer tilbage fra 1251 og det er et af de ældste tyske vinhuse.

Indtil 2009 blev det drevet af Freiherr Göler von Ravensburg, men på grund af økonomiske problemer og konflikter blandt arvingerne til Göler, så blev vinhuset i 2010 overtaget/købt af Heinz Heiler, som også driver vinhuset Weingut Heitlinger. Prisen var den nette sum er 7 millioner euro.

Heinz driver selv både Weingut Heitlinger samt tilhørende Restaurant im Weingut Heitlinger i Östringen-Tiefenbach, lidt længere mod nord for Burg Ravensburg.

Nå, men her har vi altså så en vin fra dette gamle vinslot, som ligger ved byen Sulzfeld i Kraichgau området i Baden. Her har Weingut Burg Ravensburg 33 hektar vinmarker, hvorfra de årligt producerer omkring 260.000 flasker vin.

Der dyrkes primært druesorterne Riesling, Lemberger, Schwarzriesling, Spätburgunder, Weißburgunder, Grauburgunder og Trollinger.

Husets topvine er GG, dvs. Großes Gewächs VDP Baden og kommer fra de bedste marker, nemlig de tre marker Husarenkappe, Löchle og Dicker Franz. Sidstnævnte mark Dicker Franz er opkaldt efter Freiherr Franz Göler af Ravensburg, som levede mellem 1701 og 1765. Han var elskede de kulinariske lækkerier og fremgår af de gamle familieoptegnelser som én af familiens store mænd.

Faktisk er det ikke kun Dicker Franz’ yndlingsvinmark, som blev opkaldt efter ham, for også det markant tårn i Ravensburg er opkaldt efter den tykke mand. I dag er det i øvrigt primært druerne Lemberger, som vokser på Dicker Franz marken, som er på samlet omkring 7 hektar.

Navnet Husarenkappe … som vel bedst kan oversættes til husarens kasket … går tilbage til Baron Benjamin Göler af Ravensburg, som var major i Baden Husar Regiment. Historien fortæller, at han fik en ordre fra sin øverste chef, Markgraf Karl-Friedrich von Baden, om at fragte små Riesling planter til Baden. Benjamin fragtede stiklingerne i sin kasket til Sulzfeld … og det blev starten på vinmarken Husarenkappe.

Husarenkappe er på omkring 5,5 hektar, mens Löchle er på 6,5 hektar. Udover de tre nævnte topmarker, så ligger de øvrige marker lige omkring Burg Ravensburg, og herudover lidt mellem Sulzfeld og Hügelland. Herfra laver huset også nogle vine, som markedsføres under navnet Freiherr von Göler.

Denne Pinot Noir er husets almindelige basis Pinot Noir, lavet med druer fra 30 år gamle vinstokke og vinen har lagret 12 måneder på brugte egetræsfade. Der laves årligt 5.500 flasker af vinen.

Duften er ikke animalsk, men derimod præget af grønne noter, blade, urter, hindbær, eg, røg og fade … virker meget grøn i udtrykket. Smagen er lidt smal med hindbær, syre … virker lidt skarp.

Pris på gården er 10€ … eller ca. 75 kr.

Rating 3,5/7 

2012 Weingut St. Remigius, Achkarrer Schlossberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

Saint Remigius … ærkebiskop af Reims, helgen og kirkens skytsengel har givet navn til vinhuset Weingut St. Remigius, som ligger i byen Niederrimsingen lidt syd for Merdingen i Kaiserstuhl, Baden. Og fra sådan et vinhus bør sådan en Achkarrer Schlossberg Spätburgunder smage så englene synger … men om det er tilfældet, ja det skal jeg nok afsløre senere.

Vinhuset er grundlagt i 1988 af Edgar Bärmann og Conrad Isele. Begge havde overtaget deres respektive familiers ejendomme, men besluttede at slå de to gårde sammen, og det er blevet til Weingut St. Remigius. Vinhuset har samlet 8,5 hektar vinmarker omkring Niederrimsingen, nemlig markerne Merdinger Bühl, Achkarrer Schlossberg og Niederrimsinger Rotgrund.

Det er et rigtigt familieforetagende, hvor begge familier deltager i driften, som også omfatter udlejning af et par ferielejligheder.

Familien dyrker druesorterne Spätburgunder på ca. 55% af markerne, Grauburgunder (20%) og Weiß-burgunder (13%). Den kvikke læser vil så bemærke, at det ikke giver 100%. Det er også rigtigt, for udover de nævnte druer dyrkes der også lidt Riesling, Müller-Thurgau, Muskataller, Sauvignon Blanc, Chardonnay og Merlot.

Og udover vinene, så laver Weingut St. Remigius også en række “Edelbrände”, dvs. grappaer, snapse og lignende, ja faktisk ikke mindre end 18 forskellige.

Her her vi huset Achkarrer Schlossberg Spätburgunder Trocken, hvor druerne kommer fra 20-årige vinstokke fra marken Achkarrer Schlossberg. Vinen er lavet på ståltanke og har så lagret på store egefade i knap 2 år … så denne vin er lige frigivet. Der laves årligt 1.500 flasker af denne vin.

Og en fin en af slagsen. I næsen fanger jeg lidt en kølig stil, hvor der er kostald, hindbær, kirsebær og godt med mineraler. Måske en anelse mere maskulin i udtrykket end gennemsnittet. I munden er der sødme, godt med frugt og fin balance mellem syre og sødme. Tanninerne mærkes, men virker modne og godt integreret. Samlet indtryk er en dejlig vin, hvor englene næsten synger. De nynner i hvert fald.

Pris på gården er 6,90€ … eller sølle 51 kr. Billigt.

Rating 4,5/7  

2011 Weingut Schätzle, Spätburgunder Trocken, Baden, Tyskland

Næste vinanmeldelse fra Danmarks hårdtarbejdende vinblogger … her bliver vi i Kaiserstuhl, nemlig i byen Vogtsburg-Schelingen, hvor vi finder vinhuset Schätzle … eller mere præcis Weingut Gregor & Thomas Schätzle. Vinen er en Spätburgunder Trocken … én af huset 6 forskellige rødvine på Spätburgunder.

Det er et lille familieforetagende, og Gregor er das Opa – dvs. husets senior, som i dag mest står for Schnapsbrennerei, mens det reelt er Thomas, som forestår den daglige drift, og er Winzermeister & Betriebsleiter.

Resten af familien … dvs. respektive hustruer og svigerbørn hjælper også i driften. Ja faktisk overtog Thomas allerede tilbage i 1994 driften sammen med hans hustru Frau Fredericke.

Weingut Schätzle har i alt 12,5 hektar vinmarker, hvor specielt markerne Schelinger Kirchberg, Oberbergener Baßgeige og Amolterer Steinhalde hører til husets bedste besiddelser. Her dyrker de sorterne Grauburgunder, Chardonnay, Merlot, Weißburgunder, Cabernet Mitos, Müller-Thurgau, Kerner, Gewürztraminer og selvfølgelig Spätburgunder … sidstnævnte dækker omkring 35% af markerne.

Schätzle har delt deres vine op i 4 kvalitetsniveauer. Der er selvfølgelig først Gutsweine, hvilket efterfølges af Ortsweine. Herover kommer et “Premier Cru” niveau, som Schätzle kalder Schatz vom Vulkan … skatte fra vulkanen, som er enkeltmarksvine fra de vulkanske terrasser, hvor der primært dyrkes Spätburgunder und Grauburgunder.

Husets topserie … eller “Grand Cru” hedder Kirchberg RS, og her kommer druerne selvfølgelig fra den bedste, mest klassiske og berømte Schelinger Kirchberg mark og fra de ældste og bedste vinstokke, som typisk har en alder på 30-50 år … primært Spätburgunder, Grauburgunder og Chardonnay. Og RS står i øvrigt for Reserve Schätzle.

Denne Spätburgunder Trocken er en Gutswein, kommer fra 20 år gamle stokke, lavet med kold maceration og lagring i store 1.200 egetræsfade i 18 måneder. Der laves årligt 7.000 flasker af vinen hos Schätzle.

Duftmæssigt kirsebær, hindbær, mynte … og måske en smule indelukket. Giver ikke så megen aromo, som nogle af de forrige vine. I smagen er der peber, hindbær, røde frugter, og egentlig ganske behagelig. Stikker på ingen måder ud, og et ganske fint glas vin uden at dupere.

Prisen på vingården er 8,90€ … eller omkring 66 kr.

Rating 4/7  

2011 Weingut Knab, Endinger Engelsberg Spätburgunder, Baden, Tyskland

Endinger Engelsberg Spätburgunder Rotwein Im Barrique Gereift Trocken … intet mindre … er navnet på næste Spätburgunder, som kommer fra Weingut Knab, som holder til i byen Endingen i det nordlige Kaiserstuhl i det dejlige, store vinområde Baden.

Vingården ejes og drives af ægteparret Thomas og Regina Rinker, som købte vingården tilbage i 1994. Thomas Rinker var i forvejen en erfaren vintekniker og havde samtidig også en Bachelor i økonomi, så forudsætningerne for at drive en selvstændig vingård var absolut til stede.

Ved overtagelsen af vingården havde man alene 4,5 hektar vinmarker, men dette er løbende udvidet, således Rinker i dag ejer omkring 24 hektar vinmarker, hvor specielt marken Endinger Engelsberg er én af gårdens allerbedste.

Engelberg er én af de mange ædle og stejle bjergskråninger i Kaiserstuhl, hvor undergrunden er præget af vulkanske jord. Samtidig ligger alle marker ikke mere end 2 kilometer fra selve gården/vineriet.

Thomas og Regina Rinker dyrker på 90% af markerne de burgundiske druer, dvs. Weissburgunder, Grauburgunder, Auxerrois og selvfølgelig Spätburgunder. Og det er specielt Spätburgunder, som Thomas har gjort til sit speciale. Udover de nævnte druer dyrkes også lidt Riesling, Muskateller, Chardonnay og Gewürztraminer.

Thomas producerer sine rødvin med en maceration på 10 dage og derefter sker modningen/lagringen normalt på traditionelle 60 år gamle træfade med en kapacitet på omkring 2.000 liter. Den korte gæring og lagring på gamle tønder – som ikke giver for meget aroma til vinene – betyder normalt friske og frugtrige vine.

Derudover er Thomas meget foretagsom, bl.a. ejer vingården en 40 år gammel Unimog-Oldtimer, som anvendes til at give vinturisterne en rundtur i markerne. Vognen bruges også, når Rinker organiserer vin og champagne ture eller udflugter rundt i området, bl.a. laver Thomas Rinker en årlig udflugt til Amolterer Heide naturreservat … selvfølgelig med lidt vin i bagagen.

Nå, men denne Endinger Engelsberg Spätburgunder Im Barrique Gereift er – som navet indikerer – selvfølgelig ikke lagret på de store, gamle 2.000 liter fade, men derimod på 225 liters barriques. Det fremgår ikke, om det er nye eller brugte fade … og jeg kan heller ikke se, hvor lang tid vinen har lagret på disse barriques.

Duftmæssigt den velkendte og skønne, animalske kostald … den elsker vi jo. Der er også lidt ribs, røde bær … ikke så meget jordbær, men mere ovre i lidt kirsebær, lidt røg, mørke krydderier og marcipan. I smagen er der god lethed, god frugt … og der er ikke noget, som “stikker ud”, hvilket gør vinen meget fornøjelig. Meget harmonisk.

Pris på vingården er 13,90€ … eller omkring 103 kr.

Rating 4/7