Næste vin er fra én af mine ynglingsproducenter i Rhône, nemlig Perrin brødrene, som udover negociant-firmaet Perrin et Fils jo også ejer det klassiske og hæderkronede Château de Beaucastel i Chateauneuf du Pape. Og det er et slot med stolte traditioner og en lang, lang historie, som går helt tilbage til midten af det 16. århundrede.
Noble Pierre de Beaucastel købte i 1549 en lade med tilhørende land i nærheden af landsbyen Courthézon. Senere blev hovedbygningen af det, vi i dag kender som Château de Beaucastel, bygget.
Familien Beaucastel var en anerkendt familie i landsbyen og Pierre de Beaucastel blev i 1687 udnævnt til “Capitaine” for Courthézon af Louis XIV. Det vinbrug, der blev drevet her, blev sat ud af spillet med Phylloxera, og det var først i 1909, da Gabriel Tramier købte ejendommen, at markerne igen blev beplantede, og man startede en vinproduktion.
M. Tramier overdrog bruget til sin svigersøn – Pierre Perrin – som udviklede det og havde stor succes. Hans søn, Jacques Perrin, som også grundlagde la Vieille Ferme, byggede videre på sin faders idéer og drev et innovativt og biodynamisk vinbrug. I dag har brødrene Jean-Pierre og François Perrin overtaget driften og viderefører ejendommen helt i deres fars og bedstefars ånd.
Her er det dog ikke en Chateauneuf du Pape, men det er så tæt det kan komme. Vinen er Coudoulet de Beaucastel. Coudoulet vinmarken ligger på den forkerte side af motorvejen A7.
Denne vej er nemlig grænsen for Châteauneuf-zonen, og hermed bliver Coudoulet ”kun” regnet for almindelig Côtes du Rhône på trods af, at den kun ligger 100 meter fra Châteauneuf. Marken er dog langt fra ordinær. Hos Beaucastel dyrker man denne mark på samme måde som Châteauneuf markerne.
Vinmarkens mikroklima er dog også for så vidt identiske med et ”tæppe” af de lokale sten, Galets. Ofte kaldes Coudoulet for Baby-Châteauneuf, men sandheden er, at den kvalitetsmæssigt ligger over gennemsnittet af rigtige Châteauneuf vine.
Der produceres både en hvid og en rød Coudoulet de Beaucastel. Coudoulet de Beaucastel bliver ligesom Château de Beaucastel produceret efter biodynamiske principper.
Duften er rigtig klassisk Rhône. Der er lavendler, solbær, kirsebær. Meget ren og frugtrig i næsen. Smager simpelthen også fantastisk, der er en Châteauneuf-sødme i vinen sammen med smag fra blommer, der er friskhed, renhed … meget klassisk. Fandme godt … pardon my french. Et must at prøve for alle vinelskere.
Købt hos Sigurd Müller, men i farten fik jeg ikke lige prisen. Vil gætte på, at prisen ligger på 120-140 kr., og det er billigt for denne vin.
Stress, stress, stress. Jeg skulle “hoste” bestyrelsesmøde, og det var fremrykket fra det normale starttidspunkt kl. 19.00 til nu kl. 18.00, og fluks hjemkommet 16.30, så var der da lige 1½ time til at fabrikere lidt lækkert mad, og finde de vine, som vi skulle smage denne aften. Og jo, det lykkedes at få lavet lidt fornuftigt, nemlig
Himmerige … efter gårsdagens skuffelse kan denne vin bedst betegnes som himmerige. Jeg havde været forudseende og taget en vin med hjemmefra, og efter endnu en dags hårdt malerarbejde, så er det vel på plads med en lille beløning?
Lørdagens vin er fra Sydafrika, et vinland som jeg normalt ikke dyrker ret meget. Vinen her har da også ligget i vinkøleskabet i mange år efterhånden, men med et årstal på 2005, så var det måske på høje tid at få smagt denne vin. Radford Dale er en del af vingården “Winery of Good Hope”, som også tæller Winery of Good Hope, Land of Hope og Vinum Afrika.
Her en Côtes du Rhône Cuvée Philipson fra det klassiske, kendte vin- og negociantfirma Guigal. Guigalfamiliens historie i Ampuis startede i 1923, hvor Etienne Guigal kom til byen som 14-årig og senere etablerede sig som vinbonde.
Første røde vin til maden blev en spansk en af slagsen. Vi er hos Coca i Fitó i Montsant i Catalonien, lidt sydvest fra Barcelona, og har her fat i en ung viril fyr.
Med tredie og sidste vin på ET røg vi igen tilbage til kongen af Hermitage, Jean-Louis Chave, her med en vin fra hans eget domaine, og fra området Saint Joseph, som jo er det længste vindistrikt i det nordlige Rhône.
Aftenens første vin på Restaurant ET var Mon Coeur Côtes-du-Rhône fra én af mine yndlingsproducenter i Rhône, nemlig Jean-Louis Chave, også kaldt kongen af Hermitage.
Som kom aftenens højdepunkt, som mange af os havde ventet spændt … og en smule nervøst på, nemlig smagningen af den legendariske og ikon-agtige Grange.
Fra Bin 28 til Bin 2. I 2’eren er der nu tilført shiraz’en lidt mourvedre. I 1950’erne begyndte Penfolds sideløbende at eksperimentere med mourvedre, og resultatet var så positivt, at man i 1954 fremstillede en Bin 158 Mourvèdre. Druen blev efterfølgende brugt som “hjælpedrue”, hvilket også var tilfældet i Bin 2, da den blev lanceret i 1960.